Home Tags Nyhed

Tag: nyhed

Skyderi på Ulvevej

0

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog søndag klokken 19.20 anmeldelse om skyderi på Ulvevej i Esbjerg.

Grafik: Adobe/Yesbjerg

Ifølge politiets oplysninger var der slagsmål mellem to grupper af unge mænd, der kørte i to til tre køretøjer.

Der har været støj i forbindelse med hændelsen, men politiet har under efterforskningen ikke fundet dokumentation for, at der er affyret skud.

Bandegrupperinger
Politiet formoder, at hændelsen har sammenhæng til den aktuelle konflikt mellem to bandegrupperinger i Esbjerg, men har i øjeblikket ikke yderligere oplysninger til pressen om hændelsesforløbet.

Politiet er fortsat massivt til stede i området og gennemfører desuden tryghedsskabende patruljeringer i byen.

Syd- og Sønderjyllands Politi ønsker fortsat at tale med borgere, der har overværet hændelsen, eller som har oplysninger i sagen. De kan kontakte politiet på telefon 1-1-4.

EfB og Nike forsætter partnerskabet

0

EfB Elite har forlænget aftalen med Nike og Sportmaster, som fortsat vil stå for Esbjerg-beklædningen frem til sommeren 2024.

Grafik: EfB

EfB vil bære det prestigefyldte brand Nike minimum seks år frem, eftersom parterne har forlænget samarbejdet med yderligere fem år gældende fra 1. juli 2019. Aftalen betyder samtidig, at Sportmaster fortsætter i rollen som leverandør og vil derfor løbende være i dialog med EfB. Dedikation og hårdt arbejde, er dyder som er velkendte hos både EfB, Nike og Sportmaster, hvorfor EfB’s adm. direktør, Brian Knudsen, naturligvis er glad for forlængelsen på vegne af klubben.

– Vi er stolte af, at vi forlænger og dermed fortsat kan associere os med et så stærkt samt globalt brand, som Nike samt Danmarks største sportskæde, Sportmaster. Det er en glædelig udmelding for EfB og vi glæder os til at udvikle og fortsætte det gode samarbejde med Nike og Sportmaster, hvor vi i fællesskab får indflydelse på det fremtidige spilletøj til EfB. Vores mange fans i SFS-området har samtidig gode muligheder, for at klæde sig i de blå og hvide farver med det velkendte Nike-logo via Sportmasters butikker i og omkring Esbjerg samt selvfølgelig i EfB Shoppen på Blue Water Arena og online, fortæller Brian Knudsen.

Nike og Sportmaster anerkendte tilbage i juni oprykningen til Superligaen. De understreger nu stoltheden ved samarbejdet med denne forlængelse, som samtidig vil øge deres engagementet i EfB.

– Nike Team er stolte af at samarbejde med dedikerede hold, hvor EfB har vist gennem flere år at være iblandt disse hold, på imponerende vis. Vi er sikker på at det hårde arbejde, og den dedikation der reflekterer klubben og deres fans i EfB, symboliserer Nike på bedste vis. Vi ser frem til en ny succesfuld aftale med EfB, og vil gerne takke klubben for at være en del af Nike familien. Fortsæt jeres fantastiske arbejde, både på og udenfor banen, siger Frank René Jensen, der er ansvarlig for Nike Team Denmark.

Teamsport Manager hos Sportmaster, Bjerke Hviid, understreger ligeledes begejstringen for forlængelsen.

– Vi er utrolig stolte over at fortsætte vores gode samarbejde med EfB, som vi ser som en rigtig vigtig samarbejdspartner for Sportmaster. Vi har gennem hele forløbet haft en rigtig fin dialog med de gode folk i og omkring klubben, og vi har den dybeste respekt for det hårde arbejde de yder hver eneste dag, som nu heldigvis også kan ses på resultatet på banen. Esbjerg er en vigtig handelsby for Sportmaster og aftalen med EfB er med til at underbygge vores position, som den førende sportskæde i byen. Vi ser frem til at fortsætte den positive rejse sammen med EfB, både på og udenfor banen, og fortsat sætte rammerne for stribevis af gode fodboldoplevelser, udtaler Bjerke Hviid.

Fodbold: EfB forlænger med Lasha

0

Esbjerg fB får glæde af Superliga-profilen, Lasha Parunashvili, frem til sommeren 2022. Midtbanespilleren har netop sat sin signatur på en kontraktforlængelse.

Grafik: EfB

Siden sin debut mod Randers FC i foråret 2017 har den dynamiske midtbanespiller, Lasha Parunashvili, etableret sig som en vigtig mand for Esbjerg-mandskabet. Efter oprykningen til Superligaen har den 25-årige georgier så for alvor slået sit navn fast i landets bedste række, hvor han har været en af de bedste på sin position med flere stærke præstationer.

Midtbanekrigeren har allerede vundet hjerterne hos de blå og hvide på Gl. Vardevejs tribuner, og Esbjerg-fansene får nu glæde af ham langt ud i fremtiden. EfB og Lasha Parunashvili har nemlig indgået en ny aftale, der holder spilleren på Blue Water Arena frem til sommeren 2022.

Kontraktforlængelsen vækker begejstring hos EfB’s sportschef, Jimmi Nagel Jacobsen, som er imponeret over Lashas udvikling.

– Vi er meget begejstrede for at det er lykkedes at forlænge med Lasha. Han har været i en rigtig god udvikling siden han kom til klubben, og han er ikke bare en profil i EfB, men en profil i Superligaen på sin position. Derfor er vi naturligvis meget glade for kontraktforlængelsen, der sikrer os Lashas kvaliteter i knap fire år mere, fortæller Jimmi Nagel Jacobsen.

EfB’s nummer 6 har optrådt 40 gange i Esbjerg-trøjen med tre mål til følge.

Socialdemokratiet vil kompensere Esbjerg Kommune med 31 mio. kr.

0

Det lykkedes ikke regeringen at lave en aftale om den kommunale udligning, som skulle sikre en retfærdig fordeling af skattekroner mellem landets kommuner. Derfor foreslår Socialdemokratiet nu at give en økonomisk kompensation til de kommuner, som har fået udbetalt for lidt de senere år.

Foto: Socialdemokratiet og Red Star

Esbjerg Kommune står til at modtage en engangskompensation på 31 mio. kr. I hvert fald hvis det står til Socialdemokratiet. Socialdemokratiet foreslår at kompensere alle de kommuner, som har modtaget for lidt i kommunal udligning de senere år med i alt 2 mia. kr.

– Regeringen har ikke nok fokus på kommunerne udenfor hovedstaden og regeringen har tilmed den frækhed at fortælle hvordan kommunekasserne bugner med penge. Esbjerg Kommune har fx igen været igennem en stor sparerunde der går udover velfærden, siger Anders Kronborg, som er lokal folketingskandidat for Socialdemokratiet.

Anders Kronborg har været en af dem, der i flere år har talt for en mere retfærdig udligning mellem landets kommuner. Han glæder sig over sit partis forslag.

Brev til forældre i Esbjerg

Kære forældre.

Det skal være trygt og sikkert at gå i skole i Esbjerg Kommune, og derfor skal personalet på skolerne være klædt på til at håndtere potentielt faretruende situationer. For at styrke sikkerheden har vi i et samarbejde mellem Esbjerg Kommune og Sydvestjysk Brandvæsen fået udviklet et nyt digitalt beredskab til alarmering.

Grafik: Adobe/Yesbjerg

Ikke to krisesituationer er ens, og forskellige kriser kræver forskellige reaktioner og handlinger. Med det nye digitale beredskab kan alle ansatte i Esbjerg Kommunes skolevæsen nu hurtigt og let aktivere en alarm, der allerede ved afsendelsen signalerer, hvilken type af krise eller trussel, der er tale om. Det digitale system sikrer samtidig, at alle ansatte på den relevante afdeling straks bliver informeret om typen af alarm og får anvisninger om, hvordan de skal agere i situationen.

Vi har desuden startet en proces med opdatering af oversigtskort over kommunens skoler og kortlægning af brand- og redningsudstyr og flugtveje.

Håbet er selvfølgelig, at der ikke opstår situationer, hvor der er behov for at bruge alarmeringssystemet i praksis, men det er afgørende at tage de nødvendige forholdsregler.

Venlig hilsen

Skoleadministration

Digitalisering & IT

Sydvestjysk Brandvæsen

Jobcenter Esbjerg åbner igen en Pop-up butik på UC Syd

0

Fra tirsdag d. 2. oktober og to-tre uger frem, kan de studerende møde Jobcenter Esbjerg tre dage om ugen på UC Syd. Jobcentret medbringer en Pop-up butik og vil rådgive og vejlede de studerende om jobsøgning, CV og karriere efter endt studie.

Grafik: Adobe/Yesbjerg

De studerende på UC Syd bliver tilbudt hjælp og vejledning til jobsøgningen, når Jobcenter Esbjerg kommer på besøg med pop-up butikken. Her vil medarbejdere fra Jobcenter Esbjerg være på skolen 1 ½ time, 3 dage om ugen i to-tre uger, alt efter behov.

Målet er at flere studerende efter endt uddannelse går direkte i arbejde, fremfor at møde op på jobcentret. Derfor er der er behov for at have større fokus på jobsøgningsprocessen, mens de unge stadig er under uddannelse.

I Pop-up butikken kan de studerende tilmelde sig seminarer og workshops i jobsøgning og blive klogere på emner, som “Få viden om, hvordan du søger arbejde, når du er nyuddannet”, det gode jobsøgningsmateriale, “Skal jeg søge opfordret eller uopfordret?” og “Hvordan bruger jeg mit netværk?”.

“Mange studerende er ikke tilstrækkelig klædt på til at søge job og skrive ansøgninger, og kommer måske også i gang lidt for sent, så de efter endt uddannelse ender med at stå uden for arbejdsmarkedet. Det vil vi i Jobcenter Esbjerg gerne hjælpe med at forebygge ved at være til stede og tilbyde rådgivning og vejledning til de unge, der hvor de er”, forklarer sektionsleder Peter Nikolajsen, som med dette initiativ håber på, at flere dimittender kommer i arbejde i stedet for at blive ledige.

Esbjerg Vikings henter stærk første brik

0

Hos Esbjerg Vikings er der ambitioner om at blande sig i topstriden i 2019, og derfor henter holdet den stærke C-kører Kenneth Kruse Hansen, som er tiltænkt en vigtig rolle i den kommende sæson.

Foto: Benny Skou

Med ansættelse af både ny direktør og holdleder har Esbjerg Vikings taget fat på arbejdet med at samle holdet til 2019, og her er den første brik faldet på plads. Kenneth Kruse Hansen kommer til klubben efter senest at have optrådt for barndomsklubben Slangerup, og han er udset til at tilføre holdet kvalitet både på og udenfor banen.

– Kenneth er vores klare førsteprioritet på den her plads, og vi var langtfra de eneste, der var interesserede, da det stod klart, at han blev C-kører i den kommende sæson. Det giver os et rigtigt stærkt kort på hånden i vores bestræbelser på at lege med i den sjove ende af rækken, og der ikke bare tale om en god kører, men også en mand, der har stor værdi i ryttergården. Her kan han også tilføre os noget, så det har været en meget vigtig aftale at få på plads for mig, fastslår holdleder Tom Paarup Madsen, som kan se frem til at få en meget motiveret kører på holdet.

– Det vigtigste for mig har været, at jeg kommer til en klub med stolte traditioner, hvor de vil satse på mig, og jeg ser frem til igen at være med i topstriden. I vores samtaler har Esbjerg Vikings vist, at de har tiltro til mig, og jeg glæder mig til at være med til at bygge noget spændende op igen. Der bliver arbejdet professionelt med tingene, og det ser spændende ud i forhold til den nye sæson, hvor jeg glæder mig til at møde folk i og omkring klubben på en ny måde. Nu bliver det som en del af holdet og ikke som modstander, som det tidligere har været, og jeg glæder mig til at have hjemmebane på Granly Speedway Arena, siger Kenneth Kruse Hansen, som er den første kører, der er indgået aftale med for den kommende sæson.

Esbjergs børn skal lære lidt om byhistorien

I det nye undervisningstilbud Bondebisseborger.dk kan folkeskoleelever i overbygningen blive klogere på Esbjergs 150-årige historie. Materialet bliver indviet den 27. september, hvor formanden for Kultur & Fritidsudvalget bl.a. lukker vand ind i en model af Dokhavnen, som var første skridt i udvikling af Esbjerg.

Foto: Bondebisseborger.dk

I 2018 fejrer Esbjerg Havn og by 150 års jubilæum og markerer halvandet århundredes udvikling fra en lille flække med to gårde og tre huse til Danmarks femtestørste by og kommune med 116.000 indbyggere. Historien strækker sig i generationer tilbage, og nu får nutidens unge mulighed for at dykke ned i forhistorien i det nye undervisningstilbud Bondebisseborger.dk. Materialet henvender sig til elever i folkeskolens overbygning og handler om den forandring, som anlæggelsen af Esbjerg Havn førte med sig for Esbjerg og hele det sydvestjyske område.

Vække interesse og nysgerrighed

Bondebisseborger.dk er lavet i samarbejde mellem Esbjerg Byhistoriske Arkiv og MYRTHUE – Natur, Kultur og Læring for at give eleverne mulighed for at forstå lokalområdets historie og reflektere over deres baggrund og fremtidsmuligheder. Materialet er tilrettelagt, så eleverne arbejder med en selvvalgt problemstilling, som de forsøger at belyse gennem kilder i materialet. Som opstart deltager eleverne i en lokalhistorisk byvandring for at vække deres interesse og nysgerrighed og skabe fornemmelsen af, at Esbjerg er deres by.

Vand i model af dokhavnen

Undervisningsmaterialet bliver indviet torsdag den 27. september kl. 13-14 i Huset Gammelhavn, Britanniavej 3, hvor skoleelever og repræsentanter fra Esbjerg Byhistoriske Arkiv og MYRTHUE – Natur, Kultur og Læring deltager. Den fungerende formand for Kultur & Fritidsudvalget, Peder Tørnqvist, vil bl.a. lukke vand ind i en model af Dokhavnen, som også kaldes for Esbjergs vugge.

“Esbjerg Byhistoriske Arkivet har som Esbjergs hukommelse sin styrke i den historiske viden, mens MYRTHUE har sin i natur- og kulturformidling, og i samarbejde har de udarbejdet et undervisningsmateriale om omstillingen af samfundet, som den kom til udtryk i Sydvestjylland. Nye energier blev sluppet løs, og alting blev forandret,” siger Peder Tørnqvist.

Jobmesse i Østerbyen

0

Tirsdag den  25. september kl. 9-12 er der jobmesse i Østerbyen ved “KRYDSET” på Stengårdsvej 319.

Foto: Esbjerg Kommune

Jobcentret vil gøre en ekstra indsats for borgerne i Østerbyen, og  jobmessen vil forhåbentlig inspirere borgerne og bidrage til en fornyet tro på, at der også er plads til dem på arbejdsmarkedet.

Formålet er at gøre jobmulighederne synlige for de ledige borgere og give ny energi til deres jobsøgning.

– Vi håber på, at jobmessen vil gøre mulighederne synlige og lettilgængelige for både de ledige og for virksomhederne. Vores mål er at skabe det rigtige match for rekruttering, siger Peter Nikolajsen, der er sektionsleder i Jobcenter Esbjerg.

Program for dagen

På dagen vil der være oplæg af AMU Vest og Jobcentrets Energiteam. Lillian Pedersen fra Jobcentret vil bl.a. fortælle om mulighederne i energibranchen. Desuden vil Jobcentret informere om mangelområderne i nærområdet.

Flere lokale virksomheder vil være repræsenterede, og på messen kan deltagerne desuden møde forskellige uddannelsesinstitutioner og frivillige organisationer. Bydelsprojekt 3i1, Vindrosen og Jobcenter Esbjerg har også en stand på messen.

De besøgende kan dumpe ind til en uformel snak ved de enkelte stande eller besøge Jobcenter Esbjergs jobcafé, der er bemandet af en uddannelseskonsulent, der kan hjælpe ledige med information om uddannelses- og jobmuligheder.

Deltagere:

ABC rengøring

AMU Vest

Brinck

Bydelsprojekt 3i1

De forenende dampvaskeri i Vejen

Ehlers Rengøring

Jobcenter – Energiteamet

Jobcenter – Pop Up-butik

Jobcenter – rådgivere og uddannelseskonsulent Peter Worm

REN Service PLUS

SOSU-skolen med to medarbejdere

UC-Syd

Vindrosen

Fire mænd fra Esbjerg dømt for våbenbesiddelse

0

Retten i Esbjerg har i dag afsagt dom i en sag mod fire unge mænd fra Esbjerg vedrørende besiddelse af skydevåben.

Grafik: Adobe/Yesbjerg

De var tiltalt for våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder som led i en bandekonflikt. Våbnet er en pistol, de fire har håndteret i oktober 2017.

Alle de tiltalte blev dømt for overtrædelse af våbenloven, men retten anså det ikke for dokumenteret, at håndteringen af våbenet skete som led i en bandekonflikt.

En 21-årig mand blev idømt ubetinget fængsel i tre år, en 22-årig to år og seks måneders ubetinget fængsel, en 23-årig to år og tre måneders fængsel og en anden 23-årig to år og tre måneders ubetinget fængsel.

Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi vil nu nærlæse dommen og dens præmisser med henblik på at vurdere, om den skal indstilles til anke.