I det nye undervisningstilbud Bondebisseborger.dk kan folkeskoleelever i overbygningen blive klogere på Esbjergs 150-årige historie. Materialet bliver indviet den 27. september, hvor formanden for Kultur & Fritidsudvalget bl.a. lukker vand ind i en model af Dokhavnen, som var første skridt i udvikling af Esbjerg.

Foto: Bondebisseborger.dk

I 2018 fejrer Esbjerg Havn og by 150 års jubilæum og markerer halvandet århundredes udvikling fra en lille flække med to gårde og tre huse til Danmarks femtestørste by og kommune med 116.000 indbyggere. Historien strækker sig i generationer tilbage, og nu får nutidens unge mulighed for at dykke ned i forhistorien i det nye undervisningstilbud Bondebisseborger.dk. Materialet henvender sig til elever i folkeskolens overbygning og handler om den forandring, som anlæggelsen af Esbjerg Havn førte med sig for Esbjerg og hele det sydvestjyske område.

Vække interesse og nysgerrighed

Bondebisseborger.dk er lavet i samarbejde mellem Esbjerg Byhistoriske Arkiv og MYRTHUE – Natur, Kultur og Læring for at give eleverne mulighed for at forstå lokalområdets historie og reflektere over deres baggrund og fremtidsmuligheder. Materialet er tilrettelagt, så eleverne arbejder med en selvvalgt problemstilling, som de forsøger at belyse gennem kilder i materialet. Som opstart deltager eleverne i en lokalhistorisk byvandring for at vække deres interesse og nysgerrighed og skabe fornemmelsen af, at Esbjerg er deres by.

Vand i model af dokhavnen

Undervisningsmaterialet bliver indviet torsdag den 27. september kl. 13-14 i Huset Gammelhavn, Britanniavej 3, hvor skoleelever og repræsentanter fra Esbjerg Byhistoriske Arkiv og MYRTHUE – Natur, Kultur og Læring deltager. Den fungerende formand for Kultur & Fritidsudvalget, Peder Tørnqvist, vil bl.a. lukke vand ind i en model af Dokhavnen, som også kaldes for Esbjergs vugge.

“Esbjerg Byhistoriske Arkivet har som Esbjergs hukommelse sin styrke i den historiske viden, mens MYRTHUE har sin i natur- og kulturformidling, og i samarbejde har de udarbejdet et undervisningsmateriale om omstillingen af samfundet, som den kom til udtryk i Sydvestjylland. Nye energier blev sluppet løs, og alting blev forandret,” siger Peder Tørnqvist.

Leave a Reply