Home Tags Lokal

Tag: Lokal

Lokal fond glæder byens ældre igen

0

Alle beboere på Esbjerg Kommunes plejehjem kan igen i år se frem til en julegave fra Lida og Oskar Nielsens Fond.

Julegaver fra Lida og Oskar Nielsens Fond forsøder igen julen for beboere på Esbjerg Kommunes plejehjem. Foto: Colourbox.

Lida og Oskar Nielsens Fond fortsætter den gode tradition og uddeler igen i år julegaver til beboerne på Esbjerg Kommunes plejehjem. Hver enkelt beboer kan se frem til en julegave at forsøde julen med.

– Vi vil gerne gøre noget ekstra for at sprede juleglæde blandt de ældre på plejehjemmene. Derfor har vi også i år besluttet at give beboere på alle plejehjem i Esbjerg Kommune en julegave, siger bestyrelsesformand Bo Bojsen fra Lida og Oskar Nielsens Fond.

Formand for Sundhed & Omsorgsudvalget i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen, glæder sig på beboernes vegne over gaverne fra fonden:

– Jeg vil gerne sige en stor tak til Lida og Oskar Nielsens Fond, som også i år har valgt at glæde beboerne på alle vores plejehjem med en julegave. Det sætter vi stor pris på, og det er jeg sikker på, at beboerne på vores plejehjem også gør. Fondens initiativ er et rigtigt godt eksempel på, hvordan vi sammen kan gøre en forskel og skabe rammerne for det gode liv her i vores kommune, siger May-Britt Andrea Andersen.

Lettere at være en forening

Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune ønsker at se på, om man bredt kan fjerne overflødige regler, så det administrativt bliver lettere at være forening. Derfor sættes nu en kortlægning i gang af foreningernes behov for afbureaukratisering. Kortlægningen vil ske i et tæt samarbejde mellem foreningslivet og kommunen.Esbjerg Kommune vil sammen med repræsentanter for foreningslivet se nærmere på, hvordan det administrativt kan gøres nemmere at være forening i kommunen.

Foto: Esbjerg Kommune.

Foreninger i Esbjerg Kommune oplever bureaukratiske byrder i form af regler og administrative krav såvel i mødet med kommunen som med banker og lovgivningen generelt. Det fremgår blandt andet af en undersøgelse, som Esbjerg Idrætsråd har gennemført blandt sine medlemmer. Derfor har Esbjerg Kommunes Kultur & Fritidsudvalg besluttet at kortlægge foreningernes behov for afbureaukratisering. Målet er finde ud af, hvor der er brug for at fjerne eller forenkle regler og krav til foreningerne og dermed gøre hverdagen i foreningerne nemmere.

Understøtter foreningslivet

– Fritids- og idrætslivet i Esbjerg Kommune danner en vigtig ramme om borgernes sundhed, trivsel og livskvalitet, og som kommune vil vi gøre vores bedste for at understøtte dette vigtige arbejde. Derfor ønsker vi fra politisk side at se på, om vi f.eks. kan fjerne overflødige regler. Det er ikke sikkert, at vi kan løse alle foreningernes administrative udfordringer, men vi vil sammen med repræsentanter for foreningslivet sætte en proces i gang, hvor vi tager en bred drøftelse af, hvor vi kan gøre livet lettere for foreningerne, siger formand for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune, Jakob Lose.

Behovet for at se på en forenkling af regler og administrative krav på foreningsområdet understreges også af konklusionerne i en landsdækkende rapport fra Kulturministeriet, Foreningers bureaukratiske byrder, som udkom i september 2022.

Er i gang

Esbjerg Kommune har derfor nu sat en proces i gang, som skal kortlægge foreningernes behov for afbureaukratisering nærmere. Det vil ske både i form af arbejdsgruppemøder med repræsentanter for foreningslivet og kommunen og via interviews med foreningerne.

Det første møde i en arbejdsgruppe har allerede fundet sted. Her var repræsentanter for Esbjerg Idrætsråd, Fritidskulturelt samråd, Rådet for amatørteater, DGI, SEPE og Ribe Fritidscenter inviteret til at deltage. Kultur & Fritidsudvalget følger processen tæt. Formand for Kultur & Fritidsudvalget, Jakob Lose, deltager derfor i arbejdsgruppemøderne som observatør.

Formand for Esbjerg Idrætsråd, Helle Rohde Pedersen, glæder sig over udvalgets initiativ:

– Vi er glade for, at der nu bliver sat fokus på foreningernes behov for afbureaukratisering. Vi ser frem til fortsat at bidrage til samarbejdet mellem foreningslivet og kommunen i den proces, som nu er sat i gang, og som vi har store forventninger til, siger Helle Rohde Pedersen.

Kortlægningen forventes klar i marts 2023. Derefter vil Kultur & Fritidsudvalget tage stilling til, hvad der kan og skal arbejdes videre med.

Sejere boksere tog medaljer med hjem til Esbjerg

0

Foto: privat

Esbjerg kom hjem med 2 guldmedaljer og en sølvmedalje.

Peter Dibasole Weregemere vandt guld i Elite, weltervægt 63,5 – 67 kg.

Casper Holm vandt guld i U15, Bantamvægt 50-52 kg

Terese Grenzwürker vandt sølv i U17, Letweltervægt 60-63 kg

EBBK frivillig træner Simon Storm deltog for bokseklubben EBBK Esbjerg.

Ung mand med tilknytning til Satudarah varetægtsfængslet for overtrædelse af knivloven

0

Syd- og Sønderjyllands Politi følger rocker- og bandemiljøet tæt og har stort fokus på at efterforske og strafforfølge bandemedlemmer for deres kriminelle handlinger.

Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi fremstillede i dag kl. 10.00 en 21-årig mand fra Esbjerg med tilknytning til Satudarah i et grundlovsforhør ved Byretten i Esbjerg, hvor han blev varetægtsfængslet i to uger for overtrædelse af knivloven.

Manden erkendte forholdende og har ikke kæret varetægtsfængslingen.

Syd- og Sønderjyllands Politi følger rocker- og bandemiljøet tæt og har stort fokus på at efterforske og strafforfølge bandemedlemmer for deres kriminelle handlinger.

Politiet og øvrige myndigheder samarbejder intensivt om at bekæmpe rocker- og bandemiljøet.

Særlig projektform kan sikre bæredygtig udvidelse af Esbjerg Havn

0

Særlig partnering-aftale kan gøre udvidelsen af Esbjerg Havn og andre danske byggeprojekter mere bæredygtige. Fokus på billigste produkt er dog fortsat en stopklods for den grønne omstilling i byggebranchen.

Esbjerg Havn er udvidet kontinuerligt over mange år, og i 2026 skal næste milepæl stå færdig, hvor en 350 meter lang kaj skal tilføre 750.000 kvadratmeter til havnen. Den nationale og internationale interesse for havnen vil i fremtiden danne grobund for flere udvidelser og tilføjelser, og dertil kan en særlig projektform sikre, at bæredygtighed og klima er i front. 

 

I Aalborg har en tilsvarende udvidelse af havnen nemlig vist, at alternative samarbejdsformer, i dette tilfælde en såkaldt partnering-aftale og et fokus på grønne materialer fremfor de billigste løsninger, kan føre til et bedre og mere miljørigtigt resultat. Det er en tilgang til byggeprocessen, som i fremtiden kan sikre bæredygtige projektformer på Esbjerg Havn, og som byggeproducenten Uponor gerne vil slå et slag for bliver mere udbredt i Danmark. 

 

– Kravene til bæredygtighed i Bygningsreglementet for 2023 og frem mod 2030 er lige rundt om hjørnet, og der skal til at ske store ændringer i byggebranchen, hvis vi skal nå at komme i mål. Som producent af byggematerialer kan vi bidrage med nye og mere bæredygtige produkter, mens det for projektejere, entreprenører og grossister er vigtigt at kunne se mulighederne i nye alternative produkter og projektformer, siger Jan Lunding, projektchef hos Uponor og tilføjer:

 

– Udvidelsen af Aalborg Havn er et fantastisk eksempel på, hvordan aktørerne kan foretage proaktive valg og tage næste skridt i den grønne omstilling.  

 

Alternativ projektform gav grønnere løsninger på Aalborg Havn

Havneområdet i Aalborg er for nyligt blevet udvidet med 20.000 kvadratmeter. Gennem en partnering-aftale er det lykkes Port of Aalborg at reducere projektets samlede CO2-udledning med 40 procent ved at udfordre leveringsmetoder, arbejdsmetoder og afsøge markedet for bæredygtige materialer. I aftalen involveres parterne tidligt i forløbet, så de har bedre mulighed for at finde løsninger med mindst mulige CO2-udledning såsom spildevandsrøret Ultra Rib 2 Blue fra Uponor.

 

– Ved at involvere rådgivere og entreprenører tidligt i projektet opnåede vi relativt hurtigt stor tillid og en god ånd i samarbejdet, hvilket muliggjorde en åben ideudvikling og diskussion af løsninger. Derved skabte vi et langt mere bæredygtigt resultat, end nogen af os havde turdet håbe på, siger Brian Dalby Rasmussen, der er chef for Engeneering, Environment and Port Infrastructur hos Port of Aalborg. 

 

Prisen er stadig altafgørende

Port of Aalborgs alternative tilgang til projektet har dog synliggjort en af de største udfordringer, som den danske byggebranche står overfor, hvis det skal lykkedes med den grønne omstilling: Branchens fortsatte fokus på billigste pris ved indkøb af materialer. Det oplevede indkøberne på Port of Aalborg-projektet, Per Aarsleff. 

 

– Enkelte grossister tilbød os grønne alternativer, men langt de fleste tilbød os automatisk den billigste løsning. De troede ganske enkelt ikke på, at prisen ikke var det absolut vigtigste, som det ellers plejer at være, fortæller Ludvig V. Pullich, der er entrepriseleder hos Per Aarsleff. 

 

– For at citere en kunde, så skal vi have ændret ”bedst og billigst” til ”bedst og bæredygtigt”. Det er den eneste måde at arbejde på, hvis vi i Danmark skal nå vores ambitiøse klimamål for byggebranchen, siger Jan Lunding til slut.

Foto: PR

Uponor Infra har mere end 60 års erfaring inden for rørledninger, brønde og tanke i plast. Uponor leverer både standardløsninger og specialtilpassede løsninger til ethvert behov – ofte med store besparelser til følge. www.uponor.dk/infra

Tomme tøjhylder i genbrugsbutikkerne

Genbrugsbutikkerne er ved at løbe tør for tøj. Det ses ovenpå en længere periode med tøjleverancer til Ukraine, og det faktum at vi i større grad herhjemme køber de varme jakker og tæpper til vinteren i genbrug.

Hvordan påvirker krisen dig, skriv til os og fortæl din historie.

Kvinderne fylder for lidt i Esbjergs historie!

Det vil nyt samarbejde mellem tre af byens store kulturinstitutioner nu ændre på.

Musikhuset Esbjerg, Esbjerg Kunstmuseum og Esbjerg Museum bruger Kulturens Døgn til sammen med kunstmaler Agnete Brinch at sætte spot på Esbjergs ”glemte” kvinder. Det sker med fællesudstillingen: Esbjerg Kvinder der forandrer verden.
Fortællingen om Esbjergs opståen og udvikling er en maskulin fortælling, hvor de mandsdominerede erhverv, der har været afgørende for byens økonomiske udvikling fremhæves og dyrkes. Entreprenante erhvervsfolk, fiskere og oliepionerer er nogle af dem, der oftest fremhæves i fremstillinger af Esbjergs historie – og med god grund, for deres betydning for byens økonomiske udvikling er åbenlys.
Der er til gængæld længere imellem mødet med kvinderne i byen. Selvsagt fordi de ikke befandt sig i de roller, der traditionelt berettiger til en plads i historiebøgerne. Men kvinder var der også i erhvervslivet, og samtidig gjorde de sig i højere grad gældende i andre, men for samfundet lige så vitale roller.
Kan det ikke være lige meget, vil nogle måske spørge. Svaret er nej, hvis man spørger de tre kulturinstitutioner og kunstneren bag udstillingen.
”Vi er nødt til at sætte piger og kvinder på dagsordenen, for ellers opnår vi aldrig det, vi gerne vil – nemlig at få en mere ligelig repræsentation i samfundet” fortæller Agnete Brinch, der er særligt inspireret af FN’s verdensmål om lighed imellem kønnene. Derfor gik hun i 2015 i gang med projektet KVINDER DER FORANDRER VERDEN, hvis mål det er at bidrage til at give kvinderne en plads i historien. Det har resulteret i anmelderroste udstillinger på bl.a. Frederiksborg Slot og Gammel Strand samt på Karen Blixen Museet. Og nu er turen kommet til Esbjerg, hvor gæsterne hos de tre kulturinstitutioner vil kunne møde lokale kvinder, som har sat deres præg på udviklingen – både de mere markante af slagsen, men så sandelig også dem, der har levet en anonym, men for samfundet central tilværelse.
Også hos de tre involverede kulturinstitutioner er der begejstring for at være med i projektet.
”Historien om kvindeliv i Esbjerg igennem tiden er fyldt med gode og overraskende vinkler og perspektiver”, fortæller projektleder på Esbjerg Museum, Mette Slyngborg og fortsætter:
”Mange ved fx ikke, at det var kvinden Vera Mou, der kom til at lægge grundstenen til en af Esbjergs ikoniske virksomheder – nemlig Mou supper. Det skete, da hun opdagede, at kunderne var vilde med de hjemmelavede kødboller, der oprindeligt blev solgt fra hendes og ægtemandens lille slagterforretning. På den måde er hun et godt eksempel på, at fx entreprenørskab heller ikke historisk var forbeholdt mænd, men at det nok nærmere var rammerne og mulighederne, der manglede.”
De historiske portrætter suppleres med portrætter af nulevende kvinder. Her finder man et bredt udvalg af kvinder, som er udvalgt i kraft af deres betydning inden for erhvervslivet, kulturlivet eller sportens verden. Kvinder som Gertrud Exner, Daimi, Karin Schwarz, Susanne Hessellund og Yildiz Akdoga er eksempler på nulevende kvinder, der har markeret sig og som er rollemodeller for andre.
Udstillingen er delt op, så man på Musikhuset Esbjerg og Esbjerg Kunstmuseum vil kunne møde kvinder fra kunstens og scenekunstens verden, mens man på Esbjerg Museum, hvor hovedudstillingen befinder sig, vil kunne møde et bredt udvalg af betydningsfulde Esbjerg-kvinder fra byens opståen til i dag.


Fakta
• Udstillingen åbner officielt i Kulturens Døgn den 14. oktober med et arrangement på Esbjerg Museum, hvor alle er velkomne kl. 16.30.
• Med mindre der ”kommer et valg i vejen” vil esbjergenser og tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen holde åbningstalen. Hans farmor, Maren Kirstine Rasmussen, er blandt de portrætterede (se listen nedenfor).
Inden den officielle åbning er pressen og de portrætterede inviteret til VIP-arrangement på Esbjerg Kunstmuseum og i Musikhuset fra kl. 15, hvorfra man bevæger sig videre til Esbjerg Museum for at se portrætterne dér fra kl. 16.
• Udstillingen følges af et katalog, som kan købes på både Esbjerg Museum og Esbjerg Kunstmuseum
• Indtil 1.1.2023 vises 25 portrætter på Esbjerg Museum, 5 portrætter på Esbjerg Kunstmuseum og 5
portrætter i Musikhuset Esbjerg. Herefter kan alle værkerne ses på Esbjerg Kunstmuseum og
Esbjerg Museum ind til den 26. februar 2023 (uge 8 inkl.)
• Projektet er støttet af Claus Sørensens Fond, Esbjerg Kommune, Axel Muusfeldts Fond, Hounisen
Group og Kirk Larsen & Ascanius
• Med kunstprojektet KVINDER DER FORANDRER VERDEN, som begyndte i 2015, har Agnete Brinch
opnået både national og international anerkendelse.
Projektets kvindeportrætter fungerer som kunstnerens kommentar til historiske og nulevende kvinder, som alle i høj grad har bidraget gennem deres ønske om at gøre verden til et bedre sted. Projektet understøtter FN’s femte af de sytten verdensmål: om kvinders og pigers universelle rettigheder og muligheder. Ved at støtte kvinder og piger vil Agnete Brinch støtte alle mennesker og støtte alle sytten mål.
Portrætterede nulevende og historiske personer
• Daimi Gentle (f. 1944). Dansk sangerinde og skuespiller.
• Gertrud Exner (f. 1972) Skuespiller, indehaver af teaterBLIK med base i Sønderho, Fanø
• Gertrud Kirk Simonsen, bankrådgiver
• Hanne Meyer (f. 1936) – Ildsjæl, formand for Teater- og Musikhusvennerne, fhv. rektor for
pædagogseminariet
• Oda Peters (1894-1971), billedkunstner
• Emilie Mundt (1842-1922), billedkunstner
• Marie Luplav (1848-1925), billedkunstner
• Eva Merz (f. 1966) billedkunster og fotograf
• Karin Schwarz, (f. 1967), Taekwondokæmper, politiker mv.
• Katrine Gislinge, Født 1969 i Esbjerg. Uddannet pianist
• Karen Johanne Nielsen (1879 – 1953), oversygeplejerske.
• Line Luplau, Nicoline Christine Luplau (1823-1891). Kvindesagsforkæmper
• Lone Gislinge (f. 1958). Uddannet AM’er, musikleder og hørelærepædagog
• Maren Kirstine Rasmussen (1876-1941), Arbejderkone, rengøringskone, vaskekone, avisbud (Poul
Nyrup Rasmussens farmor)
• Nicoline Kristine Larsen, (1868 – 1960), Teglværksarbejder
• Rav Sine, Hansine Jessen (1885-1965) Ravsliberske
• Sonja Richter, (f. 1974) Skuespiller
• Stephanie Lose, (f. 1982) Formand for Region Syddanmark
• Susanne Hessellund, (f. 1968) – Helikopterpilot, ejer af Bel Air Aviation.
• Vera Mou (1918-2017) Mou Supper
• Yildiz Akdoga, (f. 1973) – Politiker, forkvinde for Kvinderådet, cand.scient.pol.

Foto: Presse

Team’erne tog en træningskamp

0

Team Esbjerg var bundholdet fra Ringkøbing overlegen på alle parametre i ligakampen i Blue Water Dokken, og sejren på 35-16 kunne sagtens have været større.

Gæsterne fulgte med lidt held nogenlunde med i de første ti minutter. 5-3 stod der på måltavlen blandt andet fordi, Team Esbjerg sendte flere afslutninger forbi mål. Dog ikke så mange som Ringkøbing Håndbold, der savnede skudkraft fra distancen og derfor søgte stregen eller fløjene. 

8-3 stod der, da Ringkøbings træner, Jesper Holmris, midt i halvlegen tog en timeout. Den benyttede Esbjerg-træner Jesper Jensen til at sende sin norske stjerne Henny Reistad på banen, og så var for alvor forskel på de to hold. Legende let så det ud, hver gang hun afsluttede, og hun nåede inden pausen op på seks mål – det samme som Ringkøbing. Hun scorede blandt andet halvlegens tre sidste mål til 17, 18 og 19-6.

Ringkøbing-Skjerns Dagblads udsendte sad og rystede på hovedet i pausen.

_ Så dårligt plejer de ikke at spille, men det er Esbjergs fortjeneste. Ringkøbing kan slet ikke finde vej gennem deres forsvar. Det er den store forskel, lød John Thomsen rimelige analyse af 1. halvleg.

Efter pausen prøvede Jesper Jensen flere ting af. Det var ikke af overdrevet respekt for modstanderen, at Team Esbjerg stillede op med et 5-1 forsvar med Kaja Kamp som den fremskudte spiller. De norske landsholdsspillere Kristine Breistøl og Vilde Mortensen Ingstad kom slet ikke på bane, ligesom Henny Reistad startede på bænken.

I stedet udgjorde Julie Bøe Jacobsen, Michala Møller og Mette Tranborg i lange perioder bagkæden, og især sidstnævnte gav efter en halvsløj start på kampen prøver på sit potentiale.

Også Rikke Poulsen, der fik anden halvleg i målet, spillede sig op i løbet af halvlegen dog uden at komme i nærheden af Amalie Millings høje redningsprocent før pausen. Milling havde også de bedste betingelser.

_ Kampen forløb, som vi gerne ville have det. Vi fik vist den kynisme, som gjorde, at kampen hurtigt var afgjort, og vi kunne spare på kræfterne, sagde Jesper Jensen efter kampen.

_ Når vi kun lukker seks mål ind i første halvleg, behøver vi ikke spille på modstanderens præmisser, men i stedet prøve nogle ting af som 5-1 forsvaret og syv mod seks-spillet. Og vi kunne give pause til de, der spillede landskampe i sidste uge, og i stedetgive meget spilletid til andre.

Kampen i tal

Team Esbjerg – Ringkøbing Håndbold 35-16 (19-6).

Mål, Team Esbjerg: Henny Reistad 9, Mette Tranborg 5, Kaja Kamp 4, Julie Bøe Jacobsen 4, Marit Røsberg Jacobsen 4 (1), Michala Møller 2, Kathrine Heindahl 2, Beyza Türkoglu 2, Vilde Mortensen Ingstad 2, Anne Petersen 1.

Topscorer, Ringkøbing: Alberte Simonsen 4.

Udvisninger: Team Esbjerg 1, Ringkøbing 1.

Tilskuere: 2118

Idrætsforeninger flytter ind i folkeskolen

0

Nyt samarbejde mellem skoler og foreninger skal styrke glæden ved idræt og bygge bro til foreningslivet.Tennis er blandt de aktiviteter, som eleverne på Fourfeldtskolen Bohr, Spangsbjergsskolen Cosmos og Ansgarskolen Vadehav kan prøve kræfter med i mødet med foreningerne.

Foto: Privat.

Motion, fællesskab og glæden ved at bevæge sig er i fokus, når eleverne i 1. – 9. klasse på Fourfeldtskolen Bohr, Spangsbjergsskolen Cosmos og Ansgarskolen Vadehav frem til skolernes motionsdag i uge 41 kan prøve kræfter med en række idrætsgrene, blandt andet tennis, atletik, cricket og fodbold.

Bag tilbuddet står lokale foreninger i samarbejde med Esbjerg Kommune, Esbjerg Idrætsråd, Talentidrætsrådet og selvfølgelig skolerne. Idrætsaktiviteterne bliver for en periode en del af skolernes hverdag, og målet er at bakke op om elevernes glæde ved at bevæge sig og samtidig gøre dem nysgerrige på foreningernes forskellige idrætsgrene og aktiviteter.

– Man bliver sund og glad af at bevæge sig og være en del af et fællesskab, og som Bevæg dig for livet-kommune arbejder vi for, at flest muligt får den mulighed. Derfor er vi glade for, at vi i samarbejde med foreningerne kan tilbyde eleverne på i første omgang tre skoler at kaste sig ud i forskellige idrætsformer, så de oplever, hvordan og hvor de kan dyrke dem sammen med andre. Vi håber, vi kan se, at det giver dem mod på mere, og så er det meningen, at vi på sigt udvider ordningen, så alle skoler kan være med, siger formanden for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune, Jakob Lose, og formanden for Børn & Skoleudvalget, Diana Mose Olsen.

Pilotprojekt

Samarbejdet mellem de tre skoler og foreningerne er et pilotprojekt, som skal teste forskellige modeller for, hvordan foreningerne kan involvere børn i bevægelse på skolerne. Udgangspunktet er, hvad der er oplagt og attraktivt for de enkelte skoler og foreninger.

– For os som folkeskole ser vi samarbejdet med foreningslivet som en væsentlig og understøttende del af børnenes faglige og sociale udvikling, siger pædagogisk leder på Fourfeldtskolen, Henrik Fribæk, og han fortsætter:

– Dette pilotprojekt støtter på fantastisk vis op omkring skolens tanker ind i den åbne skole, i bevægelse og i en styrkelse af fællesskaberne i en klasse. Da koblingen til de enkelte foreninger strækker sig over flere seancer, skaber dette projekt netop en stor mulighed for at sætte et aftryk, som flytter noget, såvel for eleverne som for foreningerne. Og når jeg taler med de deltagende undervisere i projektet, er begejstringen ligeledes meget stor. De oplever en enorm glæde og et stort engagement fra eleverne og de deltagende foreninger.   

I foreningslivet ser man frem til samarbejdet, som også skal være med til at styrke mulighederne for at tiltrække nye medlemmer og frivillige.

– I Esbjerg Cricketklub er vi meget glade for at være en del af projektet. Det giver god mening, at børnene bliver bredt introduceret til foreningslivet, og vi vil selvfølgelig gerne have mere opmærksomhed omkring vores sport. Som forening er det let for os at være med, da vi ikke selv har skullet stå for planlægningen og kontakten til skolerne. Samtidig samarbejder vi med skoler og lærere, som selv har valgt at være med i projektet, og vi er heldige at have unge trænere, der har mulighed for at træde til, siger Kathrine Brock-Nielsen, Esbjerg Cricket Klub.

Projektet har fået støtte fra Claus Sørensen Fonden, så skoleklasserne kan få aktivitetspakker med bl.a. bats og bolde, som de kan bruge i frikvartererne.

Gode råd til en spare-vinter

0

3000 kroner om måneden koster det en gennemsnitsfamilie, at inflationen buldrer af sted i takt med, at krigen i Ukraine bare bliver ved. Især er priserne på energi og fødevarer på himmelflugt, og derfor har Forbrugerrådet Tænk lagt sine bedste sparetips på hjemmesiden.

Energipriserne fylder meget i budgettet, hvorfor Tænk opfordrer til at spare på energien, Hvis du skruer rumtemperaturen ned med én grad, kan det i et gennemsnitligt hus skrue varmeudgiften ned med fem procent. Du skal passe på med at skrue for meget ned for varmen, da det vil øge risikoen for skimmelsvamp.

Vær opmærksom på, hvad du har af energislugere i hjemmet – særligt ovne, frysere og tv kan trække meget strøm – de ældre modeller typisk mere end de nyere. Når du køber nyt, så vælg et produkt med et godt energimærket. Det betaler sig.

Seneste artikler på Yesbjerg

Der kan være penge at spare ved at skifte elselskab. Brug elpris.dk, som drives af det offentlige, til at få overblik over selskabernes priser og produkter.

Skal du køre bil, peger Forbrugerrådet på, at det kan betale sig at sænke farten til 110 kilometer i timer på motorvejen. Fyld bilen op – samkørsel giver store besparelser. Hvis du har under 20 km på arbejde, kan du måske cykle og samtidig spare fitnessabonnementet.

Fødevarer er den anden store post på budgettet, så her er der også store penge at spare. Tænk fortæller, at du kan spare op til en femtedel af budgettet ved at lægge madplaner. Hvis du kombinerermadplanen med en indkøbsliste, kan du købe mindre ind og undgå at smide så meget ud.

Gå gerne på tilbudsjagt, men hold dig til indkøbslisten, så du ikke kommer til at betale tilsvarende mere for øvrige varer.

Flere sparetips fra Tænk

Sørg for, at der bliver isoleret ordentligt rundt om vinduerne.

Fyld altid opvaske- og vaskemaskinen helt op, før du tænder.

Skift til LED-pærer.

Erstat kød med grøntsager.

Indfør en ugentlig sparedag, hvor menuen er en omelet, grød eller en anden billig ret.

Skil dig af med unødvendige abonnementer.

Spar på tv-pakker og streamingtjenester til musik og tv.

Find den bedste og billigste forsikring.

Undgå at betale for meget for din bank.

Køb brugt – eksempelvis tøj, møbler, bøger, elektronik, cykler og biler.