Home Tags Liga

Tag: Liga

Esbjerg Energy går mod næste sæson med en ny træner

0

Når pucken kastes til første kamp for Esbjerg Energy i sæsonen 2020/21 bliver det med en ny coach i boksen.

I 7 år har coach Mark Pederson været synonym med Esbjerg Energy. Han har haft enorm betydning for at bringe Esbjerg tilbage på ishockeyens landkort, og han er en meget populær person i hockeyverdenen såvel blandt modstandere og dommere som blandt egne fans, sponsorer og samarbejdspartnere. Det har været 7 begivenhedsrige år med såvel udfordringer som sejrsbrøl. Sidste års grundspil i en intermistisk hal 2 og dette års triste afslutning pga Corona har været udfordrende, mens 2 kvartfinaler og de 3 finalerunder med 2 x guld og hyldestscener på Torvet står som højdepunkterne krydret med masser af intense kampe, fightervilje og nerve.

When we stand together

At Mark Pederson er en meget vellidt træner blandt spillere, staben omkring holdet og hele Esbjerg Energy organisationen, er der ingen tvivl om, og i klubben håber man, at det ikke er et farvel men snarere et på gensyn. Bestyrelsesformand Søren Mathiasen uddyber:

”Mark kom med en meget professionel tilgang, og han har åbnet døren til mange agenter i hockeymiljøet, så der også internationalt er skabt kendskab til vores måde at gøre tingene på. Derved er vi blevet attraktive, og vi skylder Mark en stor tak for et fantastisk samarbejde og for de mange oplevelser han og assistent træner Thor Dresler har været med til at skabe i Granly Hockey Arena. Vi blev alle ”part of the hockey family”, og hans motto ”When we stand together” vil for altid være en del af Esbjerg Energy.”

Nytænkning

Corona betød en brat afslutning på sæsonen og har tvunget alle til at revurdere tingene. Esbjerg Energy har oplevet stor opbakning fra sponsorer, ejerkredsen, initiativrige fans og andre som bl.a. har købt støttebilletter, men den nye sæson byder på et anderledes budget, og derfor er man tvunget til at tænke nyt i forhold til holdsammensætning og et nyt trænerteam. Formand Søren Mathiasen fortæller herom:

”Til hver sæson skal vi sammensætte et nyt hold, og i år skal vi også finde en ny trænerkonstellation. Når alt er åbent og skal gentænkes, bliver man kreativ og nye løsninger udvikles. Vi har været i tænkeboks i forhold til vores muligheder for fortsat at skabe sportslige resultater, udvikle spillerne og give intense oplevelser til alle, der brænder for hockeyen. Vi ønsker således at bringe nye ideer ind i omklædningsrummet, og vi har afsøgt forskellige veje, og det tegner meget positivt. Det er min klare forventning, at vi inden længe kan offentliggøre fremtidens træner set-up.”

Metal ligaen er suspenderet

0

Den danske ishockeyliga, Metal Ligaen, er foreløbig suspenderet på grund af regeringens anbefaling om ikke at afvikle arrangementer med over 1000 deltagere.

Det blev resultatet af et møde i ishockeyens Ligaforening i Odense, hvor de ni klubber i Metal Ligaen trådte sammen for at diskutere, hvordan slutspillet 2019/20 skal afvikles.
Så snart der er mulighed for at spille med tilskuere, spiller klubberne en slutspilsturnering over 14 kampe, hvor de fire øverste hold tilgodeses med 4, 3, 2 og 1 point. De resterende fire klubber begynder med nul point.
Grundspillets sidste runde afvikles i morgen uden tilskuere som planlagt.

  • Slutspillet i ishockey er en folkefest. En af de største i overhovedet i dansk sport. Vi vil rigtig gerne holde alle muligheder åbne for at invitere vores trofaste fans og sponsorer med indenfor. Derfor har vi valgt at holde igen med starten af slutspillet, siger Klaus B. Rasmussen, formand for Ligaforeningen.
    Så snart der er mulighed for at spille ishockey igen med tilskuere, kan Metal Ligaen begynde med tre dages varsel, og har det ikke været muligt at spille ishockey med tilskuere inden udgangen af marts, træder Ligaforeningen sammen igen og beslutter, hvad der skal ske.
  • Gennemgående står vi i en knaldhård situation, der har bragt dansk ishockey i en dyb og alvorlig krise. Slutspillet er en yderst essentiel del af ishockeysæsonen, og vi har klubber, der er på kanten til at lukke ned. Derfor har vi valgt en løsning, der er mest solidarisk for samtlige Metal Ligaens klubber, siger Klaus B. Rasmussen, formand for ishockeyens Ligaforening.

Intet hold kan vide sig sikker i den danske liga

Skanderborg Håndbold er Team Esbjergs sidste modstander i første halvdel af HTH Ligaens grundspil, når østjyderne onsdag aften gæster Blue Water Dokken.

Kampen afrunder i ligasammenhæng et forrygende 2019, hvor Team Esbjerg ikke har tabt en grundspilskamp og har 12 sejre i træk i denne sæson.

– Især anden halvdel af året har været vildt for vores vedkommende. Bortset fra udekampen mod Silkeborg-Voel synes jeg, vi har været det bedste hold i alle kampe, men det er ikke det samme som, at det ikke er en fed liga at spille i. Jeg synes, det er befriende, at Ajax kan slå Viborg, og at man ikke ved, hvem der vinder, når holdene i top seks møder hinanden, siger Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen.

Foruden den hårde konkurrence blandt topholdene har Jesper Jensen iagttaget, atholdene i bunden af den 14 hold brede liga har forbedret sig. 

– Det er sværere bare at tage ud og slå et af de lavererangerende hold på udebane. Vi markedsfører os for at tiltrække dygtige spillere udefra på, at det er svært at vinde alle kampe i den danske liga. I Østeuropa har tophold som Bucuresti og Györ mange penge, og de skal bare vinde hver gang. I Danmark tillader vi os at være glade, når vi vinder, i stedet for at fokusere på fejl i sejrene, siger Jesper Jensen.

Skanderborg Håndbold har tjent sine point med sejre over Ajax København og senest EH Aalborg i forrige spillerunde. Klubben skifter meget ud inden hver sæson og har de seneste sæsoner afgivet klassespillere som Kristina Jørgensen, Laura Damgaard og den unge målvogter, Anna Kristensen. 

I 2019-2020-udgaven er venstrebacken Sofia Deen den største profil med 63 mål i 12 kampe. Hun scorede ni mål, da Skanderborg i den seneste ligakamp måtte bøje sig sent og tabte 27-28 til København Håndbold. Det 22-årige talent udgør sammen med Stine Kristensen og Anna Wierzba en fin bagkæde.

– Vi ved, at vi er favoritter, men når man lige har spillet i Rostov-Don og Bukarest, er det største faremoment, at nu kan vi trække vejret mod Skanderborg. Vi kan ikke bare trille i mål. Spillerne er helt med på, hvordan det forholder sig, og de er så ærgerrige og supplerer hinanden så godt, at der ikke er behov for at sige en masse til dem, siger Jesper Jensen.

I samråd med Rut Jónsdóttir og sundhedsstaben er det besluttet, at islændingen lige så godt kan blive opereret for en mus, et knoglestykke i den ene fod, som har generet hende i nogen tid, samtidig med, at hun er plaget af en mindre hjernerystelse. Det mindre indgreb foregår onsdag, hvorefter hun har god tid til at blive frisk og kampklar til programmet efter nytår. 

Team Esbjerg spiller årets sidste kamp søndag kl. 15.10, når de slagne polske mestre, MKS Perla Lublin, kommer på besøg til den sidste kamp i gruppe B i EHF Champions League. Du kan købe billetter til begge kampe på www.teamesbjerg.dk.

Team Esbjergs trup til kampen i HTH Ligaenmod Skanderborg Håndbold onsdag den 13. november kl. 20.00 i Blue Water Dokken: 

Målvogtere: Rikke Poulsen og Rikke Granlund

Venstre fløj: Sanna Solberg og Elma Halilcevic 

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen 

Streg: Vilde Ingstad, Marit Malm Frafjord og Clara Monti Danielsson

Bagspillere: Kristine Breistøl, Sonja Frey, Line Jørgensen, Estavana Polman og Lene Østergaard.

Uimponerede United har udfordret håndboldhierarkiet

0

I konkurrence med tre etablerede topklubber i dansk kvindehåndbold spiller Aarhus United ikke bare med om en semifinaleplads, men har gode muligheder for at tage et stort skridt i sin udvikling ved at spille sig blandt landets fire bedste klubber i denne sæson.

Foto: Yesbjerg

Tirsdag aften skal Team Esbjerg på en vanskelig opgave mod sæsonens store overraskelse, der tager imod i Ceres Park. Det første opgør i Esbjerg for godt en uge siden endte med en hjemmesejr på 37-30, men Aarhus bekræftede trods nederlaget sit store potentiale.

– Vi spillede en ret god kamp på hjemmebane, men Aarhus blev ved med at hænge på, og havde vores angrebsspil ikke fungeret så godt, kunne vi have tabt. De har individuelle færdigheder og en mental balance, hvor de ikke som etablerede tophold tænker i konsekvens, men bare spiller fulde af selvtillid og med ungdommens uspolerethed. Selv i lige kampe har Aarhus vist et mentalt overskud, siger Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen.

Aarhus United har i Helene Elver, Julie Pontoppidan, Sofie Flader og Simone Petersen bagspillere, som med deres hurtige fødder kan volde alle forsvar problemer og også forvirrede Team Esbjerg rutinerede defensiv. Fløjene var ligeledes træfsikre i Esbjerg.

– Det bliver en helt anden kamp end mod Herning-Ikast. Vi skal have styr på vores forsvar og have tempo i vores stationære angrebsspil, som da vi senest mødte Aarhus. De er dog gode til at kaste grus i maskineriet. Vi har halvdelen af kroppen i DM-semifinalen og vil meget gerne sikre os allerede tirsdag aften, så vi kan se frem mod den anden semifinalekamp i EHF Cup på søndag med større ro, siger Jesper Jensen.

Team Esbjerg fører slutspilspuljen med seks point fulgt af Aarhus United med fire point. De to øvrige hold i puljen, Viborg HK og Herning-Ikast Håndbold, mødes onsdag aften til en noget nær vind eller forsvind-kamp.

Højrefløjen Marit Røsberg Jacobsen sad over med rygproblemer i Ikast lørdag og er fortsat tvivlsom deltager i Aarhus. Ellers er truppen intakt.  

   

Team Esbjergs trup til kampen i HTH Ligaens slutspil, pulje 2, mod Aarhus United tirsdag den 9. april kl. 18.30 i Ceres Park:

Målmænd: Sandra Toft og Rikke Granlund

Venstre fløj: Sanna Solberg, Elma Halilcevic og Maria Mose Vestergaard

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Emma Nielsen

Streg: Vilde Ingstad, Clara Monti Danielsson og Marit Malm Frafjord

Bagspillere: Kristine Breistøl, Estavana Polman, Kristina Liscevic, Annette Jensen, Line Jørgensen og Rut Jónsdóttir.

 

Aftenens hjemmekamp i Metalligaen

0

Energy kommer på en svær opgave mod de disciplinerede vendelboer.

I aften kl. 19.00 tager Esbjerg Energy i Metal Ligaen imod Frederikshavn White Hawks i Granly Hockey Arena, hal 2.

Foto: Yesbjerg / Adobe

– Tabellen er tæt i Metal Ligaen, og få point adskiller holdene i stillingen. Alle ønsker at forsvare placeringerne eller avancere i stillingen, så derfor søger holdene at positionere sig og konsolidere deres øjeblikkelige placering gennem hårdt arbejde. Nogle klubber har spillet 31 kampe, andre har spillet 30, så slutspillet nærmer sig hastigt. Alle ønsker, at fastholde de gode vaner, som efterhånden er indarbejdet på de fleste hold. Og så er det altid dejligt med tre point, så der er meget på spil, forklarer assistenttræner Thor Dresler fra Esbjerg Energy.

Esbjerg Energy er noteret for 47 point efter 30 kampe på Metal Ligaens 5. plads. Frederikshavn White Hawks er nummer 4. med 50 point.

– Placeringernes betydning bliver vigtigere efterhånden som slutspillet skrider frem. Vi har tidligere set, at hold, der var placeret øverst i tabellen elimineres i kvart- eller semifinalerne. Vi opnåede fx hjemmebanefordel i finalerne mod Gentofte i 2017, selv om vi sluttede grundspillet udenfor top 2, erindrer Energy-assistenten.

I 2018 spillede Esbjerg Energy en tæt semifinaleserie i syv kampe mod de senere mestre fra Aalborg Pirates. Efter hjemmesejre i de seks første kampe sikrede nordjyderne avancement i den syvende kamp med seriens syvende hjemmesejr.

– I januar måned træner vi hårdt, for vi ønsker en belastning som den spillerne møder i slutspillet, selv om vi spiller få kampe. Så der er meget træning også udenfor isen i denne måned. Jeg synes, at vi ligger på et godt niveau og har fået disciplinen og fokus på plads, fortsætter den 39-årige Herlev-dreng.

Esbjerg Energy stiller til kampen med en 3-2 sejr over Rungsted Seier Capital i frisk erindring. Også Frederikshavn kan glæde sig over at have besejret topholdet fra Nordsjælland i holdets seneste kamp. Her sejrede vendelboerne med 4-2.

– Vi møder et stærkt hold, med stor bredde. Frederikshavn spiller med fire solide kæder og er rigtigt godt organiseret. Og så spiller Frederikshavn altid med stor disciplin og undgår derved at begå fejl, som vi kan udnytte. – De er dygtige til at eksekvere omstillingerne, så vi må ikke tabe pucken de forkerte steder og vi skal afslutte vores angreb. Og endelig er Frederikshavn rigtigt dygtige til at fastholde pucken inde i vores forsvarszone og derved øge presset på os, slutter Thor Dresler.

Kampoptakt til hjemmekampen mod Aalborg Pirates

0

Stærk Canadisk back-med store offensive kvaliteter.
Esbjerg Energys 25-årige canadiske back Brady Austin har spillet fem NHL-kampe for Buffalo Sabres og i alt 277 kampe i American Hockey League primært for Rochester Americans.

Foto: Yesbjerg/Adobe

Nu spiller han for Esbjerg Energy i den danske Metal Liga.
-Jeg nyder det og det er dejligt at være i Danmark. Jeg føler mig allerede som en del af Esbjerg-holdet og drengene har taget godt imod mig.
Isen er anderledes her i forhold til i Nordamerika, for banerne er større i Europa, men jeg ser det som en udfordring og jeg tror, at jeg hurtigt får justeret mit spil, fortæller Brady Austin.

-Nu har jeg spillet i American Hockey League i nogle år, og det var tid til at prøve noget nyt. Her er Europa en mulighed, og Danmark er et naturligt skridt i min karriere som ishockeyspiller. Allerede nu kan jeg sige, at her spilles god ishockey, så det føles rigtigt.

Brady Austin er 193 cm høj og 104 kg tung. -Selv om jeg har offensive kvaliteter ser jeg mig selv som en back med fokus på defensiven. Det er jo en backs fornemste opgave at holde pucken ude af eget mål. Men jeg hjælper gerne kammeraterne på isen og bidrager hvor jeg kan. Også gerne med scoringer. Og så betragter jeg skøjteløbet som en af mine styrkesider, slutter den store canadier.

Den nye Energy-back er fra den lille by Bobcaygeon i den canadiske provins Ontario. En by med omkring 3.500 indbyggere.

Tid: Fredag d.21 dec. Kl.19.00

Sted: Granly Hockey Arena

Esbjerg Vikings nye holdleder

0

Det bliver Tom Paarup Madsen, der i den kommende sæson skal stå i spidsen for Esbjerg Vikings som holdleder, og han ser frem til at bringe holdet tilbage i toppen.

Foto: Benny Skou

Han er allerede et velkendt ansigt i ryttergården på Granly Speedway Arena, hvor han har haft sin faste gang i forbindelse med både 1. Division og Metal Speedway League, og nu overtager Tom Paarup Madsen helt tøjlerne som holdleder for Esbjerg Vikings. Det sker med helt klare ambitioner om at forbedre syvendepladsen fra sidste år markant.

– Vi skal ud at vise, at vi hører med i toppen af dansk speedway, og vi er meget afklarede om, at vores målsætning er en plads i top tre. Derfor skal vi have en sammensat en stærk og harmonisk trup, hvor evnerne på banen ledsages af en god ånd i ryttergården. Vi tager fat på en ny tid her i klubben med en ny ledelse, og nu handler det om, at vi skal bruge alle de kvaliteter, der er her i forvejen, men vi prøver at tilføre nogle nye måder at arbejde med tingene på. Jeg er sikker på, at vi kommer i mål med tingene, for vi har brugt en del tid på at afstemme vores forventninger, fastslår Tom Paarup Madsen, der også ser frem til, at han selv skal prøve kræfter med en anden rolle.

– Jeg har haft et godt samarbejde med Ib Pedersen, som jeg har lært mange ting af, og det giver mig gode forudsætninger sammen med mine egne erfaringer som både kører og mekaniker. Jeg føler mig klar til at efterfølge en mand, der har leveret flotte resultater her på Granly Speedway Arena, og nu skal jeg selvfølgelig også skabe min egen måde at håndtere holdet på. Det bliver fantastisk spændende, og jeg ser frem til at sætte et slagkraftigt mandskab sammen i den kommende tid. Jeg er sikker på, at der bliver meget at glæde sig til i næste sæson.

Fakta

Tom Paarup Madsen er selv tidligere, professionel speedwaykører, og han har blandt andet været chefmekaniker for Nicki Pedersen. De seneste år har han været holdleder for Esbjerg Motorsport i 1. division og assisterende holdleder for Esbjerg Vikings i Metal Speedway League.

EfB sælger Dreyer

0

EfB sælger Anders Dreyer til Premier League

Esbjergs talentfulde offensivspiller, Anders Dreyer, skifter til Premier League-klubben Brighton & Hove Albion FC.

23 mål i 48 førsteholdskampe er det blevet til for Anders Dreyer i Esbjerg-trøjen, hvilket bliver de sidste i denne omgang for det 20-årige stjerneskud fra Bramming. Han fortsætter karrieren i Brighton & Hove Albion FC, der spiller i den engelske Premier League.

Hovedpersonen har repræsenteret SFS-klubberne Bramming Boldklub og Ribe Boldklub inden han blev hentet til EfB i 2012, hvor han sidenhen har givet prøver på sit enorme potentiale og udviklet sig til en topspiller. Det viste han i sidste sæson i NordicBet Ligaen som topscorer med 18 mål samt hattricket i Playoff-kampen mod Silkeborg IF, der sendte EfB tilbage i Superligaen. Her har Anders Dreyer fortsat holdt niveauet og været en konstant trussel for modstanderne i de seneste fire Superligakampe, som han krydrede med et mål i lørdags.

EfB’s adm. direktør, Brian Knudsen, er på vegne af EfB stolt over arbejdet fra ungdomssiden og frem til nu, der resulterer i et direkte salg til en af verdens største ligaer, Premier League.  

-Det er selvfølgelig altid med et blødende hjerte, at sige farvel til en af vores spillere. Men det er en del af vores strategi, at vi skal udvikle egne spillere og gøre dem klar til det næste step i karrieren. Derfor er disse salg nødvendige og afgørende, så vi fortsat kan udvikle spillere som Anders og vi er stolte af, at store europæiske ligaer har rettet opmærksomheden mod ham. Det er en stor dag for Anders og Esbjerg fB og det er endnu et blåstempel til det arbejde, der bliver udført helt tilbage fra SFS-samarbejdet og frem til førsteholdet. Samtidig vil vi takke Anders for den store indsats gennem de mange år for EfB og for den professionelle tilgang han har vist i forløbet. Vi ønsker ham alt mulig held og lykke i fremtiden og vi vil selvfølgelig følge hans karriere på afstand, siger Brian Knudsen.

Anders Dreyer glæder sig over skiftet, som er en drøm der går i opfyldelse for den unge komet.  

– Det er super spændende og det er virkelig en drøm, der går i opfyldelse for mig, at jeg nu er Brighton-spiller og skal spille i Premier League. Jeg glæder mig til at komme i gang og møde spillerne og staben omkring klubben. Det er svært at forstå lige nu, men jeg glæder mig helt vildt, fortæller Dreyer, der kun har gode ting at sige om Esbjerg fB.

– Jeg har haft mange gode år i Esbjerg og har altid haft det godt her, hvilket jeg aldrig vil glemme. Jeg har kun gode ting at sige om klubben og sådan vil det fortsætte, for det er stadig min klub. Specielt fansene skal have tak for deres støtte, de har været fantastiske. De har virkelig været de bedste, slutter Anders Dreyer om skiftet til Brighton & Hove Albion FC.