Home Tags Kommune

Tag: Kommune

Ishockey underskud var forudset

0

ÅRSREGNSKAB FOR ESBJERG ELITE ISHOCKEY A/S

2018-2019-sæsonen var præget af byggeriet af den nye Granly Hockey Arena, og årsresultatet viser et ikke-tilfredsstillende resultat med et underskud på 2,2 millioner kroner.

Foto: Arkiv Yesbjerg

Underskuddet var forudset, idet der har været ekstra omkostninger og færre sponsorindtægter i forbindelse med de mange grundspilkampe i hal 2. Der blev således brugt ekstra penge på at bygge en midlertidig tribune for at hæve antallet af tilskuerpladser i hallen, så trofaste fans og sponsorer stadig kunne komme til hockey, og bestyrelsen værdsætter de mange sponsorer, som trods de midlertidige forhold fastholdt deres støtte. Udover ekstra omkostninger udeblev den sportslige succes desværre også, og det kostede på bundlinjen.

Ejerkredsen betragter 2018-2019-sæsonen som et “bump” på vejen og har sikret, at det ikke får betydning for de mange spændende fremtidsperspektiver for Esbjerg Energy.

”Vi står godt rustet til en ny sæson i Danmarks flotteste og bedste arena”, siger formand Søren Mathiasen og fortsætter, ”Vi har sammensat et virkelig stærkt hold, og vi oplever en meget flot opbakning fra tilskuere, fans og sponsorer, som betyder, at Esbjerg Energy ser frem til en ny stor sæson for esbjergensisk ishockey.

Fire glade prismodtagere til årets Frivillighedsfest i Ribe

0

Fredag eftermiddag stod fritidscentret i Ribe på den anden ende. Det var nemlig første gang, centret skulle lægge gulv til årets Frivillighedsfest, og det gik over alt forventning.

Der var lagt op til et par festglade timer i frivillighedens tegn, da Social & Arbejdsmarkedsudvalget bød indenfor til den årlige Frivillighedsfest. Mere end 200 forventningsfulde frivillige havde taget turen til Ribe Fritidscenter, hvor de blev fejret som sig hør og bør på en fredag, hvor hele Danmark fejrede frivilligheden. Gæsterne var frivillige i foreninger og organisationer på socialområdet, og ud over en påskønnelse for deres store arbejde i året, der er gået, skulle årets vindere af Frivillighedsprisen 2019 og Johan Hoffmann Fondens pris findes.

Feltet af indstillede var stærkt og bestod af i alt 35 frivillige foreninger og organisationer, der alle på hver sin måde har gjort en vigtig indsats på det sociale område og havde vinderpotentiale, så det var ikke nogen nem beslutning for Social & Arbejdsmarkedsudvalget at vælge årets tre vindere.

Årets Frivillighedspriser gik til:

1.    pladsen – Unge for Ligeværd

2.    pladsen – Røde Kors Vågetjenesten i Bramming

3.    pladsen – Sind Syd-Vest

Johan Hoffmann Fondens Pris, der i år blev uddelt for tredje gang, gik til ETACs venner.
Prisen er et tilskud på 15.000 kr. til en udvalgt handicapforening.

Om Frivillighedsprisen

Frivillighedsprisen gives som en påskønnelse af en forening eller en organisation inden for social- og sundhedsområdet, der har gjort en særlig indsats. Den uddeles hvert år i forbindelse med den årlige frivillighedsfest, der afholdes i forbindelse med den nationale frivillighedsdag Frivillig Fredag.

Tidligere modtagere af Frivillighedsprisen

2009: Pusterummets støtteforening
2010: Brobyggernes kontaktfamilie
2011: De Hjemløses Venner
2012: X-House
2013: 1. præmien: Mentornetværk i Esbjerg/Varde, 2. præmien: Frivillignet Ribe, 3. præmien: Røde Kors i Esbjerg
2014: 1. præmien: Multiklubben i Bramming, 2. præmien: De frivillige ved kvindernes krisecenter, 3. præmien: Børns Voksenvenner
2015: 1. præmien: Stafet for Livet, 2. præmien: Ungdommens Røde Kors, 3. præmien: Ældresagen i Esbjerg
2016: 1, præmien: Opgangsvenner, 2. præmien: Ung Kræft, 3. præmien: Hjerneskadeforeningen Sydvestjylland
2017: 1. præmien: Varmestuestrik.dk, 2. præmien: Aflastningstjenesten, 3. præmien: Dansk Flygtningehjælp og Røde Kors

2018: 1. præmien: Recovery Bulls, 2. præmien: KFUM-Ballast, AURA-Esbjerg, Mødrehjælpens lokalforening Esbjerg

Tidligere modtagere af Johan Hoffmann Fondens pris

2017: Team Tvilling

2018: Sydvestjysk Handicapdans

Foto: Esbjerg Kommune

Ishockey fredag aften

NYT LOKALOPGØR VENTER FREDAG

Fredag klokken 19.30 spilles der igen en ægte klassiker i Granly Hockey Arena, når SønderjyskE gæster Esbjerg Energy i Metal Ligaen til et lokalopgør på isen.-

Foto:Yesbjerg

Vi har mødt SønderjyskE to gange i træningskampene. Vi blev besejret i Vojens, men fik taget revanche i hjemmekampen, så vi har set dem ”live” et par gange. SønderjyskE-coach Mario Simionis mandskaber er altid kendetegnet ved en tydelig struktur i spillet og en flot fysik, så vi ved hvad der kræves af os, hvis vi skal have succes mod dem, fortæller cheftræner Mark Pederson fra Esbjerg Energy.Esbjerg Energy måtte tirsdag tage overtiden i brug, før sejren i VinMedKant Arena i Odense over de lokal Bulldogs var i hus. 3-2 sejren blev sikret af Niklas Andersen efter hjemmeholdet havde ført 2-0. Trevor Cheek og Jesse James Mychan scorede vestjydernes to første mål.- Vi har nu spillet tre kampe og er noteret for seks point i tabellen. Jeg er mindst tilfreds med indsatsen i premierekampen i Herlev, som vi tabte efter ”overtime” og straffeslag. Sidste fredags hjemmekamp mod Herning var præget af hårdt arbejde og i tirsdagens overtidssejr i Odense glæder jeg mig over vores comeback, mod et hårdt arbejdende fynsk hold med masser af vilje, fortsætter Energy-coachen:- Jeg synes spillernes indstilling og vilje har været god indtil nu. Men den nødvendige disciplin og evnen til at udføre planen er en anden sag. Man kommer som spiller let til at overgøre tinge og det kan resultere i udvisninger og andre utilsigtede ting. Så mottoet må være: – Work smarter, not just harder.I tirsdagens kamp i Hørsholm vendte SønderjyskE en Rungsted-føring på 2-0 til en flot 5-2 sejr i ”Vojens- drengene”s favør over de forsvarende danske mestre.- SønderjyskE må have været lidt desperate efter en skuffende start på sæsonen, så man ”må tage hatten af for” deres moral og evne til at håndtere presset. Og samtidigt noterer jeg mig, at SønderjyskE er det første hold, der formår at score fem mål i én kamp, slutter den 51-årige canadier.Esbjerg Energy er på Metal Ligaens 3. plads noteret for seks point efter tre spillede kampe. SønderjyskE er nummer syv med tre point, ligeledes efter tre spillede kampe.Kampen Esbjerg Energy – SønderjyskE kan i øvrigt ses på TV2 Sport og TV 2 Play, men bør naturligvis opleves live i Granly Hockey Arena.

Velkomstmøde for nye virksomheder i Esbjerg

For første gang inviterede Esbjerg Kommune til velkomstmøde for nye virksomheder. Inspirationen stammer fra de populære velkomstmøder for tilflyttere.

Torsdag bød borgmester Jesper Frost Rasmussen velkommen til ca. 50 gæster fra 32 virksomheder, som indenfor de seneste to år har valgt at etablere sig fysisk i Esbjerg Kommune.

“Arrangementet var jo det første af sin art, men det må siges at være en vellykket debut. På forhånd vidste vi ikke, hvor stor interessen ville være, men det glæder mig, at så mange takkede ja”, siger Jesper Frost Rasmussen, som bl.a. fortalte deltagerne, at han gerne vil fremme relationen mellem virksomheder og kommunen.

Populært forbillede

Arrangementet blev afviklet under samme forhold som kommunens populære tilflyttervelkomstmøder, som holdes i slutningen af året. Det er også disse arrangementer, som har inspireret Jesper Frost Rasmussen til at foreslå, at nyetablerede virksomheder inviteres til et halvanden times arrangement på Esbjerg Rådhus.

Udover en velkomsthilsen fra borgmesteren kunne deltagerne også høre, hvordan kommunen kan hjælpe med i forhold til rekruttering, fysisk etablering og fastholdelse af medarbejdere. Der var indlæg ved kommunens Tilflytterservice, Jobcenter Esbjerg og den særlige taskforce i Teknik & Miljø, som håndterer større og komplekse erhvervsbyggesager. Direktør Susanne Nordenbæk fra Business Esbjerg fortalte også om fordelene ved at være en del af netværket af medlemsvirksomheder.

Nyt navn på talerstolen

En af kommunens nyere virksomheder var inviteret som hovedtaler. Siden 2018 har Acurail solgt sikkerhedshåndtag og -rækværk fra adressen i Havnegade, og CEO Torben Pedersen fortalte om deres erfaringer med at etablere virksomhed i Esbjerg Kommune og relationen til Business Esbjerg.

“Jeg har haft mange sparringsmøder med Business Esbjerg, og organisationen har været medvirkede til, at vores virksomhed kunne starte. I første omgang fik vi hjælp til at finde finansieringsmuligheder og senere hjalp Business Esbjerg, da det stod klart, at vores nystartede virksomhed skulle tage springet fra salgs- til produktionsvirksomhed”, siger Torben Pedersen.

Torben Pedersen fra Acurail (t.h) fortalte de andre deltagere om processen med at starte egen virksomhed.

Mere dialog med virksomhederne

I den seneste DI undersøgelse af erhvervsklimaet i kommunerne sprang Esbjerg Kommune 20 placeringer frem i kategorien, hvor de lokale virksomheder vurderede informationen fra og dialogen med kommunen.

“Det momentum skal vi selvfølgelig bygge videre på, og det gør vi fx via initiativer som dette velkomstmøde for erhvervslivet. Vores lokale virksomheder skal gerne opfatte kommunen som en imødekommende serviceorganisation”, slutter Jesper Frost Rasmussen.

Vedhæftede billeder er taget af Esbjerg Byhistoriske Arkiv. Fotograf Torben

Lungi er tilbage på førsteholdet

0

Lars Lungi Sørensen tilknyttes førsteholdstruppen på ubestemt tid

Lars Lungi Sørensen, der er head of coaching i Esbjerg fB, vil i den kommende periode, indtil der er en permanent cheftræner på plads, assistere trænerteamet omkring 3F Superliga-holdet.

Indtil der er fundet en permanent løsning til cheftræner-posten i Esbjerg fB, har Claus Nørgård det overordnede ansvar i de kommende kampe med transitions- og assistenttræner Lars Vind ved sin side.

For at give truppen optimale forudsætninger i det daglige arbejde tilknyttes EfB’s head of coaching, Lars Lungi Sørensen, 3F Superliga-holdet som en assistance til Nørgård og Vind.

Sportschef Jimmi Nagel Jacobsen glæder sig over, at Lars Lungi Sørensen, der var assistenttræner i forårssæsonen, har sagt ja til at hjælpe teamet omkring Superliga-holdet.

– Vi er glade for, at Lungi træder til og assisterer i den nuværende situation. Lungi kender spillerne fra seneste sæson, hvor han var en del af teamet, og han har værdifuld erfaring, som vi kan bruge frem mod de kommende opgaver, siger Jimmi Nagel Jacobsen.

Lungi vil, sideløbende med assistenttrænerrollen, fortsat varetage jobbet som head of coaching.

Foto: EfB arkiv

Fornem hæder til udstilling på Esbjerg Kunstmuseum

0

Hen over sommeren har man kunnet opleve kunstneren Jytte Høys tankevækkende og smukke solo- udstilling Side by Side på Esbjerg Kunstmuseum. Udstillingen lukkede for få dage siden på flottest tænkelige måde, da Statens Kunstfond valgte at præmiere projektet med følgende begrundelse:


Jytte Høy tildeles en præmiering på 50.000 kr. for sin fine retrospektive udstilling (med gæster) Side by Side på Esbjerg Kunstmuseum. Udstillingen består af suiter af både nye og tidligere værker, som her med stor præcision foldes ud i de både overraskende og indlysende iscenesættelser med værker fra museets permanente samling.

Tilsammen præsenterer udstillingens elementer og sammenstillinger en stringent og sanselig Jytte Høy poetik.
Præmieringer fra Statens Kunstfond kan ikke ansøges. Kunstfonden tildeler på eget initiativ denne aner- kendelse til kunstnere, som har skabt et værk eller en udstilling af særlig høj kunstnerisk kvalitet.

Foto: Kunstmuseet

Dicte og Vedersø i musikalsk samarbejde

0

De to anmelderroste sangere Dicte og Frederik Vedersø er gået sammen i et nyt, stærkt samarbejde med de smukke harmonier og den gode sang i fokus.

Foto: Musikhuset
Et helt nyt musikalsk samarbejde lægger vejen forbi Musikhuset, når sangeren Dicte og Frederik Vedersø fra bands som The White Album og The Eclectic Moniker samt cellist og sanger Line Felding indtager Teatersalen. Med sig har de en lang række smukke kompositioner, hvor vægten er lagt på vokalharmonierne og det forfinede arrangement.

”Vi har hver især altid haft en stor kærlighed til de gennemarbejdede korharmonier og de storladne melodier, man finder i eksempelvis country- og folkmusikken. Både Frederik og jeg elsker, at harmonierne kan gå fra det blide og lyse over i det mørke og dunkle, så vi maler med den store, brede pensel”, fortæller Dicte.Frederik Vedersø og Dicte mødte hinanden første gang i 2017, da de begge sang til en række David Bowie-hyldestkoncerter, og de var ikke i tvivl om, at de skulle arbejde sammen igen. Desuden har både Dicte og Frederik arbejdet med Line Felding i en række forskellige musikalske konstellationer og var enige om, at hun var den rette tredjemand med sin fløjlsbløde stemme og sit stilfulde cellospilPå repertoiret vil der være sange fra både Dictes og Frederik Vedersøs bagkatalog, men de vil også komponere nyt til trioen og fortolke andres.”Vi holder begge meget af kunstnere som eksempelvis The Beatles, Bon Iver, David Bowie, Fleetwood Mac, Paul Simon og Neil Young, så vi lader os inspirere af deres måde at arrangere og komponere på. For os drejer det hele sig om den gode sang med det smukkest mulige arrangement; nøgenhed og skønhed i samklang med det rå og forrevne”, siger Frederik Vedersø.

Glæd dig til et nyt og spændende samarbejde med dygtige sangere og musikere i perfekt harmoni med Dicte, Frederik Vedersø og Line Felding.

Tid: Onsdag den 18. september, kl. 19.30

Sted: Musikhuset Esbjerg, Teatersalen

Billetter: https://www.mhe.dk/program/dicte-vedersoee/

40 folkemusikstuderende – plus det løse – sætter hinanden stævne i Esbjerg

0

Folkemusikken spiller

Det kommer formentlig ikke til at gå stille af sig, når ca. 40 folkemusikstuderende fra Danmark og Sverige sætter hinanden stævne i Esbjerg i dagene 17.-20. september.

Samtidig får de besøg af nogle af Nordens bedste spillemænd/kvinder, der vil lære fra sig i sammenspil, workshops, musik til dans, kor og andre discipliner.

Projektet har til formål at spinde en rød tråd gennem alle dele af den folkemusikalske fødekæde fra talentskole over efterskole og MGK til Syddansk Musikkonservatoriums enestående mulighed for at uddanne morgendagens professionelle folkemusikere”, fortæller konservatoriets vicerektor Martin Gade.

Stævnemødet kommer også publikum og danseglade til gavn, idet der i løbet af dagene er hele 3 muligheder for at høre og se hvordan folkemusikken har det anno 2019.

Den musikalske kulturarv

Studiekoordinator Lene Høst Mees, der er tovholder på projektet, har også gjort sig tanker om hvorfor det er vigtigt at gøre en ekstra indsats inden for feltet:  “Hvis flere unge vælger folkemusikken og arbejder for bredden, kvantitet og kvalitet, vil det bidrage til den større synlighed, folkemusikken fortjener i kulturlandskabet. I bedste fald vil det medføre en større bevidsthed om vores musikalske kulturarv, bidrage til en dybere forståelse af vores identitet og give en menneskelig ballast i det globaliserede samfund“.

Foruden konservatoriets egne folkemusikstuderende kommer deltagerne bl.a. fra Folkemusik-MGK i Kolding og Skurup Folkhögskola i Sverige. Indholdet er sammensat af workshops med folkemusiklinjens egne undervisere suppleret med tilknyttede undervisere fra Skurup og Kolding, heriblandt bouzouki-spilleren Jens Ulvsand og fløjtenisten Andreas Rallsgård.

Deltagerne overnatter på Esbjerg Vandrerhjem og aktiviteterne foregår dels på konservatoriet og på Huset Esbjerg i Finsensgade.

Her kan folkemusikerne opleves:

·         Onsdag d. 18/9 kl. 20.00: Balaften, Huset Esbjerg i Finsensgade

·         Torsdag d. 19/9 kl. 20.00: Folkemusikaften på konservatoriet

·         Fredag d. 20/9 kl. 12.10: Frokostkoncert på konservatoriet

Der er fri entré til det hele og alle er velkommen!

Projektet er bl.a. støttet af Esbjerg Kommunes Masterclasspulje.

Foto: konservatoriet

Rundkørslen ved Obbekærvej i Ribe gøres mere sikker

Indtil slutningen af året arbejdes der på at gøre rundkørslen ved Obbekærvej og Nørremarksvej mere sikker. Rundkørslen vil være åben for trafik gennem hele perioden, men til tider vil trafikken afvikles langsommere.

Foto: Esbjerg Kommune

I uge 39 begynder arbejdet med at renovere rundkørslen ved Obbekærvej og Nørremarksvej. Med en placering mellem Ansgarskolen Vadehav syd for Obbekærvej og boligområdet mod nord udgør rundkørslen et vigtigt trafikalt knudepunkt, hvor mange børn og unge færdes på vej til og fra skole. Desværre har antallet af uheld i rundkørslen været stigende, og det er denne tendens, som nu skal brydes.

“At skabe sikre skoleveje har længe været en prioritet i hele Esbjerg Kommune, og med denne ombygning af rundkørslen vil cyklister og gående ikke længere være så udsatte. Målet er at mindske risikoen for uheld, men de kommende tiltag i rundkørslen forbedrer faktisk forholdene for alle typer af trafikanter. Når projektet er gennemført, burde trafikken generelt glide bedre”.

formand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen

I dag er cyklister og gående henvist til at bevæge sig i det blå felt placeret i kanten af kørebanen uden nogen beskyttelse, men det ændres nu med en cykel- og gangsti, som adskilles fra kørebanen med kantsten, pullerter og græsrabat.

Der etableres såkaldte krydsningsheller, hvor cyklister og gående passerer tilkørselsvejene, så de bløde trafikanter fremover krydser vejene i to tempi. Forbedringerne indebærer også, at vejbanen indsnævres, hvilket mindsker bilisternes hastighed. Belysningen i rundkørslen forbedres også, hvilket giver bedre udsyn i de mørke timer.

Samtidig med renoveringen af rundkørslen gennemfører Vejdirektoratet anlægsarbejder på Plantagevej og Ringvejen ved Ribe.

I dag er cyklister og gående udsatte, når de færdes i rundkørslen ved Obbekærvej.

Krydsningsheller er et af de nye tiltag, som øger trafiksikkerheden for trafikanterne. 

Fredag spiller Energy første hjemmekamp i den nye arena

0

Esbjerg Energy spiller fredag klokken 19.00 årets første hjemmekamp i Granly Hockey Arena, når Herning Blue Fox gæster Esbjerg i Metal Ligaen.

Foto: Yesbjerg

  • Starten på sæsonen er vigtig for alle, selv om grundspillet er langt. Og spillerne ser frem til premierekampen i Granly Hockey Arena fredag aften. De nye faciliteter skal for alvor tages i brug og spillerne ønsker virkeligt at vise publikum, hvad de kan.
    Esbjerg Energy fik tirsdag en lidt skuffende start på årets grundspil i Metal Ligaen, da vestjyderne ikke formåede at holde en 2-0 føring i PM Montage Arena i Herlev, men måtte se sig slået af Herlev Eagles med 3-2 efter forlænget spilletid og straffeslag.
  • I trænerteamet fornemmer vi, at holdet efter skuffelsen i Herlev er blevet endnu mere ”sultne”. Holdet tørster efter at sikre de tre point, som er på spil. Spillerne er derfor meget opsatte på at demonstrere holdets kvaliteter overfor hjemmepublikummet, fortæller assistenttræner Thor Dresler fra Esbjerg Energy:
  • Vi tager i hvert fald det ene point med fra Herlev og kan konstatere, at vi er ”på tavlen”. Allerede nu kan man se, ikke bare på vores, men også på de øvrige resultater, at Metal Ligaen er lige, og at alle hold kan slå alle. Hvis man skal vinde, skal holdet ”være der” og alle skal være helt klar.
    Herning Blue Fox har efter skuffende resultater i testkampene overrasket positivt i de to første kampe i Metal Ligaen. Fredag besejrede ”de midtjyske ræve” SønderjyskE i Frøs Arena i Vojens og tirsdag vandt Herning hjemme i Kvik Hockey Arena over Rungsteds forsvarende danske mestre med 3-2 efter straffeslag.
  • Herning har et godt hold. Skader har haft betydning for midtjydernes skuffende træningsresultater, og et nyt trænerteam med Ben Cooper i spidsen har slidt for at indarbejde nye elementer i spillet. Men Herning Blue Fox er bestemt et godt og bredt mandskab, forklarer Energy-assistenten.
    Niklas Andersen og Travis Brown scorede for Esbjerg Energy i tirsdagens 3-2 nederlag i Herlev.
  • Hos os i Esbjerg vil vi fokusere på det positive i, at karantæne og skader har givet ekstra istid til flere i truppen. Det giver mulighed for, at nogle får erfaringer med uvante roller på holdet. Men nu skal sejren i hus, og det skal være fredag aften.
  • Vi arbejder mod en plads i Top 4. Sejre er vigtige for fans, for spillere og trænerteamet og for organisationen. Det ville være dejligt, hvis vi kunne ”lægge billet ind på Final 4 stævnet og sikre os et godt udgangspunkt for resten af sæsonen, slutter Thor Dresler.