Home Tags Handicap

Tag: handicap

Nye indsatser skal sikre økonomisk balance på det specialiserede voksenområde i Esbjerg Kommune

0
Img 8275 1

Udgifter til det specialiserede voksenområde i Esbjerg Kommune ligger væsentligt over gennemsnittet for kommuner i Region Syddanmark. En række indsatser skal sikre, at udgifterne på området bringes i økonomisk balance, samtidig med at borgerne sikres en hurtigere afklaring og det rette tilbud.Nye tiltag skal bringe udgifter i økonomisk balance og samtidig sikre borgere det rette tilbud på det specialiserede voksenområde i Esbjerg Kommune.

Foto: Colourbox.

Esbjerg Kommunes udgifter på det specialiserede voksenområde, som omfatter hjælp til mennesker med handicap, psykiatriske udfordringer, hjemløshed eller misbrug, ligger højere end gennemsnittet for kommuner i Region Syddanmark. Det viser en analyse fra KKR Syddanmark. I 2023 var tallet 60 mio. kr. højere. Sammenligner man Esbjerg Kommunes udgifter på området med de tilsvarende gennemsnitlige udgifter i Kolding, Sønderborg og Vejle kommuner, ligger Esbjerg Kommunes udgifter 123 mio. kr. højere.

Som et led i kommunens budgetaftale for 2025-2028 blev det besluttet, at der skulle udarbejdes et oplæg til organisering og struktur for tilbuddene på det specialiserede voksenområde med det mål at finde det rigtige budgetniveau, der sikrer økonomisk balance.

– Vi skal fortsat gøre alt, hvad vi kan, for at støtte borgere med handicap og udsatte borgere, men vi skal være åbne for at gøre det på nye måder, som er mere omkostningseffektive for kommunen og samtidig har en bedre effekt for den enkelte borger. Fremfor at visitere en borger til et botilbud kunne man for eksempel fremover overveje, om der i stedet kan sættes ind med støtte i borgerens eget hjem, så borgeren kan leve et mere selvstændigt liv, siger formand for Social & Arbejdsmarkedsudvalget i Esbjerg Kommune, Jakob Lykke.

Her skal der sættes ind

Til støtte for arbejdet med at finde det rigtige budgetniveau, der sikrer økonomisk balance på det specialiserede voksenområde, har Esbjerg Kommune bedt virksomheden Komponent udarbejde en indledende analyse af området. Formålet med analysen har været at afdække potentialer og udfordringer i forhold til at stoppe udgiftsudviklingen og reducere udgifterne på det specialiserede voksenområde, samtidig med at borgerne får den nødvendige hjælp og støtte.

Analysen viser særligt fire områder, hvor Esbjerg Kommune har markant højere udgifter end gennemsnittet for Region Syddanmark og de sammenlignelige kommuner Kolding, Sønderborg og Vejle og derfor med fordel kan sætte ind. Det drejer sig om herberg og forsorgshjem, midlertidige botilbud, forebyggende støtte og stofmisbrugsbehandlingen.

Med udgangspunkt i analysen anbefaler Komponent, at Esbjerg Kommune skal arbejde videre med 15 konkrete anbefalinger for området inden for temaerne: systemhandlekraft, myndighedssagsbehandling, tilbud, tværgående samarbejder og styring.

Der er blandt andet brug for øget ledelseshandlekraft og flere opfølgninger på beslutninger og tiltag. Sagsbehandlingen skal have større fokus på udvikling hos borgeren. Kommunens brug af forsorgshjem og herberg, stofmisbrugsbehandling, forebyggende støtte og midlertidige botilbud skal vurderes.

Vigtigt er også at styrke det tværgående samarbejde i kommunen, så opgaver koordineres med f.eks. borgerservice, Jobcenteret og med Sundhed & Omsorg, og at man har fokus på at arbejde sammen om overgange fra barn til voksen. Endelig skal der mere fokus på økonomistyring, strategisk brug af ledelsesinformation og evaluering af den model, som bruges til at tildele ressourcer.

Er i gang

– Vi er i gang med en handlingsplan, som følger op på analysens anbefalinger. Det specialiserede voksenområde i Esbjerg Kommune har blandt andet manglet en beskrivelse af serviceniveauet, og her er vi på vej med at udvikle kvalitetsstandarder. Vi vil arbejde på tiltag, som styrker ledelse og økonomistyring, omlægger ydelser og ændrer den måde, vi tilgår borgerne på, så borgerne sikres en hurtigere afklaring og det rette tilbud, siger Arne Nikolajsen, der er direktør for Fritid Sundhed & Omsorg og har direktøransvar for Voksen Social i Borger & Arbejdsmarked, Esbjerg Kommune

LEV med nyt tiltag mod ensomhed

0

Lev har netop lanceret en ny hjemmeside, der skal bidrage til at bekæmpe ensomhed blandt mennesker med udviklingshandicap. Sammendigitalt.dk er navnet på den nye hjemmeside, der har fået støtte fra de midler som Folketinget afsatte til coronarelaterede initiativer på det sociale område. Et vigtigt tiltag i kampen mod ensomhed, pointerer Anni Sørensen – formand for Lev.

Corona-krisen har medført, at mange har følt sig ensomme eller isolerede, men for mennesker med udviklingshandicap har det været ekstra udfordrende, både fordi mange bosteder har været – og stadig er – underlagt besøgsrestriktioner i større eller mindre grad, men også fordi det kan være svært at forstå, hvorfor mor, far eller vennerne pludselig ikke kommer på besøg.

Problemet med ensomhed og isolation for mennesker med udviklingshandicap er dog på ingen måde nyt, men det er blevet væsentligt større og meget tydeligere i kraft af epidemien. Derfor vedtog et enigt Folketing at afsætte midler til blandt andre Lev for at gøre noget ved ensomhedsproblematikken.

Resultatet er hjemmesiden www.sammendigitalt.dk, der fortæller om nogle af de mange digitale kommunikationsværktøjer, der findes.

Bidrag til bekæmpelse af ensomhed
SammenDigitalt.dk er målrettet pårørende, som måske ikke er så vante med brugen af sociale og digitale medier. Men også pædagogisk personale, der kan have en udfordring i forhold til at støtte med kommunikationen og at hjælpe med at holde de sociale kontakter ved lige.

Med digitale kommunikationsværktøjer får mange flere mulighed for at holde kontakten med deres pårørende og bekendte med udviklingshandicap – og det gælder faktisk begge veje. For at så mange som muligt kan være med, er værktøjerne, der beskrives på siden, nogle alment kendte, gratis og ikke mindst simple at bruge. Digitale kommunikationsværktøjer spiller en vigtig rolle for Levs målgruppe – både nu og fremover, påpeger Anni Sørensen – formand for Lev.

– I disse coronatider, hvor der fortsat er stramme besøgsrestriktioner på bosteder, kan de digitale kommunikationsværktøjer gøre en stor forskel for at bekæmpe isolationsfølelse og ensomhed blandt mennesker med udviklingshandicap. Nok ikke for alle, men for mange flere end dem, der allerede benytter disse værktøjer. Selvfølgelig kan de digitale værktøjer ikke erstatte de fysiske besøg, men de kan være et nyttigt supplement. Og også fremover kan dette supplement bidrage til at mindske ensomhed blandt Levs målgruppe.

Borgere med udviklingshandicap venter stadigt på besøg

0

Borgere med udviklingshandicap og deres pårørende venter nu på 4. uge på de lempelser af besøgsrestriktioner, der blev meldt ud 21. maj. Det er alarmerende, at vi har ventet så længe, påpeger Levs Landsformand, Anni Sørensen, der foreslår at vende besøgsrestriktionerne på hovedet, så landets bosteder som udgangspunkt er åbne, men med mulighed for lokale restriktioner.

Siden besøgsrestriktionerne på bosteder trådte i kraft den 18. marts har pårørende til mennesker med udviklingshandicap i stort omfang været afskåret for at besøge deres familie på bosteder. Besøgsforbuddet er blevet lempet flere gange, og nu går vi på 4. uge og venter på implementering af den politiske aftale, der blev indgået i den 21. maj i forbindelse med aftalen om yderligere genåbning i fase 2. Tiden for besøgsforbuddet at rende ud. Da reglerne blev vedtaget i marts, var det med en bestemmelse om udløb den 1. juli. Med andre ord arbejder man i Social- og Indenrigsministeriet med revision af regler, der efter planen skal falde bort. Det vækker bekymring hos Anni Sørensen – formand for Lev:

– Jeg kan godt være bekymret for, at de nuværende regler blot bliver forlænget med en mere eller mindre symbolsk lempelse på samme måde, som vi har set på ældreområdet. Det kan ingen være tjent med. Det er Levs oplevelse, at de nuværende regler lokalt fortolkes for stramt. Det har den konsekvens, at mange borgere med udviklingshandicap fortsat ikke kan få besøg af deres familie i egen bolig. Det har store konsekvenser for den mentale sundhed for mennesker med udviklingshandicap.

Vend restriktioner på hovedet
Hvis det ender med, at besøgsrestriktionerne bliver forlænget, er der derfor brug for, at de så at sige bliver vendt på hovedet, pointerer Anni Sørensen.

– I dag er udgangspunktet et besøgsforbud, som der så kan lempes eller dispenseres fra. Det burde i stedet være således, at udgangspunktet er en generel åbning af bostederne med mulighed for at lave besøgsrestriktioner. Det er Levs opfattelse, at tiden er kommet til en generel åbning af bostederne. Vi anerkender, at der stadig kan være en smitterisiko for udsatte grupper, og derfor bør der stadig på enkelte bosteder kunne iværksættes besøgsrestriktioner. Men denne beslutning skal træffes af sundhedsmyndighederne på baggrund af en konkret vurdering.

Handicappede mødes i Esbjerg til sport og livsglæde

Det bliver en idrætsfest af dimensioner, når 277 udviklingshæmmede mødes til årets SLIS (Specialskolernes LandsIdrætsStævne) den 22. – 23. maj i og omkring Sport & Event Park Esbjergs faciliteter på Gl. Vardevej i Esbjerg.
Foto: Esbjerg Kommune        

Gennem mere end tyve år har elever fra landets voksenspecialskoler sat hinanden stævne til SLIS i forskellige byer landet over. I 2018 var det i Horsens. Deltagerne er unge og voksne handicappede i alderen 16 til 30 år, alle med psykiske og/eller fysiske handicaps. 

Tid og Sted
Stævnet starter onsdag den 22. maj med indmarch og åbningsceremoni kl. 10:00 ved Atletikbanen på Gl. Vardevej, hvor Udvalgsformand Henrik Vallø holder åbningstalen. Herefter skal eleverne dyste i de traditionelle discipliner: atletik, svømning og hockey. Pædagog-studerende fra UCsyd har planlagt og afvikler alternative aktiviteter. Desuden er der også plads til E-sport, som et par af CSV-Esbjergs gamle STU-elever styrer. Onsdag kl. 17.40 starter Skovløbet, som både er en skolekonkurrence og en individuel konkurrence med medaljer og vandrepokal. Torsdag fortsætter konkurrencerne fra kl. 8.30, og kl. ca. 12.30 er der fællesafslutning for deltagerne på atletikbanen. Stævnet er meget mere end benhårde konkurrencer. Onsdag aften er der festmiddag for alle deltagerne, hvor det lokale band Bluebird fra Edelsvej spiller op til fest. Der er i år tilmeldt 15 specialskoler, som indkvarteres på en af byens folkeskoler. I år deltager Viborg Gymnastikhøjskole med 54 frivillige og ulønnede hjælpere. Stævnet er arrangeret af CSV-Esbjerg i samarbejde med Parasport Danmark og SLIS komiteen. Vi er i år blevet støttet af Esbjerg Fonden og Linda og Oskar Nielsens fond. De har givet os mulighed for at højne kvaliteten af stævnet og holde deltagerprisen nede.

Rejsegilde for 55 boliger på Kornvangen 1

0

Fredag den 26. oktober kl. 12.00 inviterer Esbjerg Kommune til rejsegilde på 55 nye boliger som er under opførelse til borgere med handicap på Udviklingscenter Esbjerg.

Foto: Esbjerg Kommune

Udviklingscenter Esbjerg / Socialt Rehabiliteringscenter bygger 55 nye boliger på Kornvangen 1 i Esbjerg.
Der er tale om 2 botilbud på henholdsvis 40 boliger til borgere med fysik og/eller psykisk funktionsnedsættelse og 15 boliger til borgere under social rehabilitering.
Botilbuddene opføres ved både nybyggeri og ombygning af et eksisterende botilbud.

Vi er nu nået så langt at bygningen er næsten lukket, og traditionen tro inviterer Esbjerg Kommune til rejsegilde.

Et samlet byråd bag økonomisk ansvarligt budgetforlig

For første gang i nyere tid står samtlige partier i Esbjerg Byråd bag forliget om kommunens budget. Aftalen om Budget 2019-2022 bygger på økonomisk ansvarlighed og giver samtidig plads til velfærd og nye initiativer.

Foto: Esbjerg Kommune

De 31 byrådsmedlemmer mødte et budgetoplæg med store udfordringer, da de for mere end en uge siden gik i gang med budgetforhandlingerne for Esbjerg Kommune. Alligevel er det lykkedes at nå frem til et budgetforlig, som alle partier i byrådet kan stå bag. Og det på trods af mange økonomiske faktorer, der lægger pres på budgettet. Det gælder eksempelvis voksende demografiske udfordringer, statens moderniserings- og effektiviseringsprogram og centrale aftaler og reformer, som lægger pres på Esbjerg Kommunes økonomi.


Balance i økonomien
Bag forliget står Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Borgerlisten, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten og Radikale Venstre. Økonomisk ansvarlighed er grundlaget for forliget, der skaber balance i kommunens økonomi og samtidig giver plads til velfærd og nytænkning. 


Disse er nogle af de områder, der styrkes.

 Handicapområdet får tilført ressourcer på 30,8 mio. kr.
 Familieområdet får tilført 27,8 mio. kr.
 Esbjerg Lufthavn 18,8 mio. kr.
 Pulje til flere almene boliger 30 mio. kr.
 Styrkelse af den kollektive trafik 30 mio. kr.
 Styrket indsats overfor ordblinde i folkeskolen, tilførsel af 10,2
     mio. kr., så der sammenlagt bruges 20,8 mio. kr. på området
 Pulje til forbedring af skolernes it i folkeskolerne 16 mio. kr.
 Sydvestjysk Brandvæsen styrkes med 8,2 mio.kr.
 Toldboden Ribe fornyelse 10,2 mio. kr.


Beløbene er for budgetperioden 2019-22.


Skole og kolonier bevares
I direktionens oplæg til budgettet blev en lukning af Vejrup Skole Fortuna
foreslået, men i stedet for at flytte eleverne fra Vejrup til Gørding Skole
Fortuna har byrådet valgt at bevare den lokale skole. Også
feriekolonierne i Rendbjerg og Sønderho er fortsat prioriteret i budgettet,
så der også fremover kan afholdes lejrskoler og andre ophold på Fanø og
i Sønderjylland. Kulturtalentklasserne på Rørkjær Skole Urban bevares også.


Overbygningsskole drøftes igen
For at styrke fagligheden og trivslen havde direktionen foreslået en fælles overbygning i SeminarieHuset for alle Vadehavsskolen 7.-9. klasser. Forligspartierne er enige om, at det er et visionært forslag, og forligspartierne har noteret sig, at såvel ledelsen som skolebestyrelsen for Vadehavsskolen bakker op om forslaget. Forligspartierne savner dog en grundig behandling i Børn & Familieudvalget, inden der tages endeligt stilling til forslaget. Forligspartierne er grundlæggende tilfredse med den nuværende skolestruktur, og derfor skal forslaget om en overbygningsskole tænkes ind i en samlet helhed. Forhandlingsudvalget imødeser, at et gennemarbejdet og politisk behandlet forslag drøftes.


30 mio. kr. til handicapområdet
Forligspartierne har drøftet en mulig genopretningsplan for handicapområdet i forbindelse med dette års forhandlinger. Det er besluttet, at handicapområdet ikke alene skal bære opgaven med at skabe balance. Området får derfor tilført 30 mio. kr. over budgetperioden. Det betyder bl.a., at der ikke som foreslået skal gennemføres besparelser på botilbud for handicappede og aflastning.


For yderligere information se Esbjerg Kommunes hjemmeside:
http://budget.esbjergkommune.dk/

Besparelser i Esbjerg Kommune drøftes på dyrt hotel

Der skal spares i Esbjerg Kommune, i alt 443 millioner kroner over de næste 4 år. Mandag aften blev politikerne præsenteret for direktionens forslag til besparelser og her lægges der særligt vægt på ældreplejen, voksenhandikapområdet, samt skole- og børnepasning.

Desuden fremlægges der forslag til at spare 700.000 over de næste 4 år på  skolepatruljernes årlige fest på tobakken samt turen til Heidepark. Denne post skal i stedet varetages af skolernes egne budgetter. 

Politikerne tager, i selskab med direktionen, til Hotel Legoland torsdag og fredag i denne uge, for at gennemgå budgetterne yderligere. 

Vi har talt med Søren Abildtrup, sekretariatschef på Esbjerg Kommune, som oplyser at der er tale om en tur for 31 politikere og 10 embedsfolk. Dette koster kommunen 100.000 kr. i runde tal. 

“100.000 kr. er mange penge, og det er naturligvis ikke et forslag der kommer fra mig. Når det er sagt, synes jeg det er vigtigt at vi kommer udenbys fordi det er første gang vi skal lave budget. Det er essentielt at vi bliver rystet godt sammen, og har muligheden for at koncentrere os om arbejdet. Jeg vil gerne tale for at der findes en billigere løsning til næste år.”

Anne Marie Geisler Andersenbyrådspolitiker for Radikale Venstre
Timerne efter valget blev ringet af den 21. november 2017 på Esbjerg Rådhus.