Home Tags Ferie

Tag: ferie

Sommerferie sjov for skolebørn

Esbjerg Kommunes Sommerferiesjov giver igen i år børn og unge fra 0. til 10. klasse mulighed for at fylde den lange sommerferie med masser af sjove aktiviteter. Årets program byder på mere end 30 forskellige aktiviteter at vælge imellem. Det er foreninger og institutioner i Esbjerg Kommune, som står bag de mange tilbud.

Foto: Torben Meyer, Esbjerg Kommune

Skolernes sommerferie nærmer sig. Igen i år er det muligt at bruge noget af den på Sommerferiesjov, der byder på masser af aktiviteter for børn og unge fra 0. til 10. klasse i ugerne 26 – 31. Foto: Torben Meyer, Esbjerg Kommune.

Snart venter skolernes sommerferie. Seks herlige uger med tid til at slappe af, lege og opleve. Hvis man som barn eller forældre mangler idéer til, hvad ferien kan fyldes ud med, er Esbjerg Kommunes Sommerferiesjov et godt bud.

Her kan børn og unge fra 0. til 10. klasse kaste sig ud i alt fra f.eks. amerikansk fodbold, atletik og bordtennis til elektronik, revy og forfatterværksted. Eksemplerne er kun et lille udsnit af årets program, der byder på mere end 30 forskellige aktiviteter.

Sammen om det gode liv

Bag de mange tilbud om aktivitet står lokale foreninger og institutioner.

– Jeg vil gerne sige en stor tak til alle de lokale foreninger og institutioner, som har valgt at åbne dørene i sommerferien og være med i Sommerferiesjov. Det er et rigtigt godt eksempel på, hvordan vi sammen skaber rammerne for det gode liv her i vores kommune. Børnene og de unge får med Sommerferiesjov mulighed for nogle gode oplevelser. Samtidig kan det at prøve en ny aktivitet måske danne grundlag for en varig ny fritidsinteresse og dermed flere medlemmer i foreningerne, siger formand for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen.

De fleste aktiviteter i Sommerferiesjov er gratis. Til enkelte aktiviteter skal der købes billet. Nogle steder kan man blot møde op, mens andre kræver tilmelding.

Se programmet her

Hele programmet for Sommerferiesjov kan sammen med detaljer om tilmelding m.m. ses på hjemmesiden sommerferiesjov.esbjerg.dk.

Sommerferiesjov er klar med masser af udendørsaktiviteter

Esbjerg Kommunes Sommerferiesjov er igen i år klar med et program, som giver børn, unge og deres familier mulighed for at fylde den lange sommerferie med masser af sjove aktiviteter. Alle aktiviteter foregår i år udendørs, og tilmelding er nødvendig. Billetsalget og tilmelding er åbnet.

Sommerferien venter forude, og traditionen tro arrangerer Esbjerg Kommune også i år Sommerferiesjov med mulighed for masser af spændende oplevelser at vælge imellem for børn, unge og deres forældre. På grund af coronasituationen er der i år ingen indendørsaktiviteter eller busture, i stedet er der skruet op for antallet af andre sjove aktiviteter i et bredt udendørsprogram fordelt hen over hele skolernes sommerferie (ugerne 27-32).

En aktiv sommer

Her kan man kaste sig ud i alt fra bueskydning, cricket, dans og drama og til f.eks. golf, kajak, kunstoplevelser i det fri og street beat workshop. Nogle aktiviteter foregår i foreninger, og her er aktiviteten gratis, mens andre aktiviteter kræver, at man køber en billet. Til alle aktiviteter er det nødvendigt at tilmelde sig på forhånd for at være med. Billetsalget og tilmelding åbner onsdag den 10. juni kl. 10.00 på sommerferiesjov.esbjerg.dk.

– Jeg er glad for, at det på trods af coronasituationen også i år er lykkedes at få skabt et bredt udvalg af aktiviteter, så børn, unge og deres familier selv kan sammensætte et program til en spændende sommerferie med Esbjerg Kommunes Sommerferiesjov. Som en del af partnerskabet Bevæg dig for livet lægger vi vægt på at tilbyde aktiviteter, som giver mulighed for at bevæge sig og være fysisk aktiv, og det giver årets program rig mulighed for. Jeg vil gerne sige en stor tak til kommunens foreninger for deres medvirken. Uden foreningerne havde vi ikke kunnet tilbyde så omfattende et program. Jeg håber, at rigtigt mange vil gøre brug af tilbuddene i årets Sommerferiesjov.

Formand for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen.

Se programmet for Sommerferiesjov, og køb billetter her:

http://sommerferiesjov.esbjerg.dk/

Ekstra millioner til en god sommerferie for børn og unge

Om lidt ringer skolerne ud til sommerferie, og selv om den i år bliver anderledes end sædvanligt, har Esbjerg Kommune handlet hurtigt og skruer nu op for aktiviteter og fællesskaber i skoleferiens seks uger. Den ekstra indsats kommer alle børn og unge til gavn, men fokus er især rettet mod dem, der har haft det særlig svært i coronatiden.

Det kan godt være, at corona udfordrer sommerferien i år, men derfor skal børn og unge alligevel have den bedst mulige sommer. Det er baggrunden for aftalen mellem KL og Folketingets partier, som i kølvandet på corona sender 3,9 mio. kr. afsted til ekstra sommerferieaktiviteter i Esbjerg Kommune. Pengene bliver kanaliseret direkte ud i konkrete initiativer, som har et både fagligt og socialt sigte. Ambitionen er at få lukket nogle af de faglige huller, der er opstået, mens skolerne var lukkede, og samtidig styrke trivslen og fællesskaberne.

“Vi vil gerne give en ekstra hånd til familierne, så de hen over sommeren kan samle op på noget af det, der uundgåeligt er blevet tabt i foråret. Nogle børn og unge har brug for et fagligt boost efter mange uger hjemme, mens andre især savner oplevelser og fællesskaber. Nu byder vi ind med en kombination af ekstra aktiviteter, som både har noget godt indhold og bakker børn, unge og deres familier op i at få en god sommerferie,” siger Diana Mose Olsen, formand for Børn & Familieudvalget.

Trækker på gode kræfter

Konkret udvider Esbjerg Kommune tilbuddene i Sommerferiesjov, så der bliver sendt endnu flere aktiviteter og billetter i spil med sjove og spændende tilbud i kommunens forenings-, kultur- og fritidsliv.

Derudover etablerer alle syv distriktsskoler Sommer College med tilbud om mindst to aktiviteter i hver af sommerferiens uger.

Endelig arrangerer SSP Forebyggelse & Vejledning sommeraktiviteter på Degnevej i Esbjerg Ø, lige som Esbjerg Ungdomsskole tilbyder camps med overnatning og dagsaktiviteter.

“Vi har handlet hurtigt for at sætte nogle gode tilbud sammen, der rammer ind i de udfordringer og behov, som den lange periode med nedlukning har skabt. De ekstra aktiviteter kommer selvfølgelig alle børn og unge til gavn, men vi ved også, at nogle af dem har haft det særlig svært i coronatiden, så nu er det vigtigt, at vi også gør en ekstra indsats for at tage hånd om netop dem. Heldigvis kan vi trække på gode kræfter rundt i kommunen, så vi hjælper hinanden med at skabe en godt nok anderledes, men alligevel sjov, aktiv og lærerig sommerferie for kommunens børn og unge,” siger formanden for Kultur & Fritidsudvalget, May-Britt Andrea Andersen.

25-års jubilæum: Solid lokalforankring sikrer Ribe Byferie Resort godt regnskab

For tredje år i træk kan Ribe Byferie Resort præsentere et årsregnskab med over to millioner kroner på bundlinjen. Stærkt samarbejde med hele byen og fokus på nærvær og samvær med gæsterne har givet pote.

Der er godt gang i lokalturismen hos Ribe Byferie Resort, der i år fejrer 25-års jubilæum. Virksomheden satser på kreative løsninger og klassiske dyder som ordentlighed og nærvær og kan for tredje år i træk fremvise et resultat på over to millioner kroner. I 2019 omsatte resortet for 14 millioner kroner – en lille stigning i forhold til året før –   resultatet i år lander på 2,3 millioner kroner.

Idégrundlaget, hvor der tages udgangspunkt i de lokale kvaliteter i Danmarks ældste by, er noget af det, der især får Ribe Byferie Resort til at skille sig ud.

– Vi tager udgangspunkt i byen og området omkring, som i sig selv har meget at byde på. Gennem vores gode og tætte samarbejde med restauranter, museer og andre kultur- og naturseværdigheder får vi i fællesskab områdets tilbud til at gå op i en højere enhed. Vi sælger med andre ord oplevelser, og vores store kendskab til og engagement i området er essentielt, siger Heidi Maimburg, der er direktør hos Ribe Byferie Resort, og pointerer:

– Og på feriecenteret vægter vi ro, nærvær og samtale med vores gæster utroligt højt. Det kan gæsterne lide. Det får dem til at føle sig hjemme og giver dem lyst til at komme igen – en tredjedel af vores gæster er gengangere.

Ribe Byferie Resort blev i 1995 sat i verden af Arbejdsmarkedets Feriefond for uafhentede feriepenge, der blev tilbagebetalt i 2014. Virksomheden drives som en fond, og derfor går hele overskuddet ubeskåret til opgradering og vedligehold af feriecenteret, der aldrig har modtaget tilskud til driften.

Sydvestjysk sammenhold

For at give gæsterne de bedste oplevelser samarbejder Ribe Byferie Resort altid tæt med erhvervslivet i området. Og netop et stærkt sammenhold, hvor de enkelte virksomheder drager nytte af hinandens opbakning, er noget af det, der ifølge Susanne Nordenbæk, der er direktør i Business Esbjerg, kendetegner erhvervslivet i og omkring Ribe.

– I Ribe er man generelt rigtig gode til at bakke op om, hvad der foregår, og Ribe Byferie Resort har især taget et stort ansvar for at bakke op om forskellige initiativer. Det har i høj grad bidraget til byens vækst og udvikling og styrket hele området erhvervsmæssigt. Fremfor kun at være et sæsonprodukt, bliver deres ferier brugt hele året og bidrager derfor også til blandt andet restauranter, museer og detailhandlen året rundt, forklarer Susanne Nordenbæk.

Fremviser rengøringen

Mens mange hoteller og feriesteder forsøger at gemme rengøringsarbejdet af vejen, har Ribe Byferie Resort valgt en markant anderledes strategi, hvor rengøringspersonalet er værter, der skal kunne servicere og guide gæsterne til områdets seværdigheder. Derudover er alt personale – også rengøringsfolk og håndværkere – fuldtidsansat, hvilket bidrager til både kontinuitet og lokal jobskabelse.

– Vores rengøringsteam – Sunshine Patrol hedder de – bliver oplært i værtskab, og der er sat tid af til at tale med gæsterne. De skal vide, hvornår der er sort sol, hvornår man kan se sæler, og de lægger små hilsner på værelser til gæsterne, og faktisk er de på knus og kram med flere af gæsterne, siger Heidi Maimburg.

Musikhuset i vinterferien 2020

Danseworkshop for børn

GRATIS: Kom og dans vinterferien i gang med hiphop og funk

Musikhuset Esbjerg starter vinterferien med en sjov omgang danseworkshop for børn i samarbejde med Caroline Sander fra Dance Company Twenty.

Caroline guider børnene igennem to sessioner: den første er Funk for de mindre og den anden er Hip hop for de større. Begge sessioner slutter af med en flot optræden for publikum.

Kl.11:00-11:45  er der Funk for de mindre (5-8 årige) og kl.12:00-12:45 er der Hip hop for de større (9-12 årige).

Begge workshops er gratis at deltage i, og aldersgrænsen er vejledende.
Tid: Mandag den 10. februar, kl. 11:00

Sted: Musikhuset Esbjerg, Hovedfoyer

Onkel Rejes og Brilles Mega Heavy Trylleshow

Det bliver mega heavy, når Onkel Reje og Brille finder læder, nitter og tryllestavene frem og tryller sig igennem et show med langhårede gæster og tvivlsomme personager

Det ene magiske nummer kommer til at overtage det andet, når Onkel Reje og Brille indtager Musikhusets Koncertsal med deres nye show.

I Onkel Rejes og Brilles Mega Heavy Trylleshow kommer I til møde massevis af figurerne fra Onkel Rejes populære programmet på Ramasjang, og I får også masser af de sjove sange, børnene og de voksne kan genkende fra tv.

Der bliver heavy, røg og masser af grin. Det bliver kort sagt en magisk fest, dine børn eller børnebørn vil elske at være med til.

Tid: Tirsdag den 11. februar, kl. 15:00

Sted: Musikhuset Esbjerg, Koncertsal

Billetter: https://www.mhe.dk/program/onkel-rejes-og-brilles-mega-heavy-trylleshow/

Legekoncert med Hoppelines Hoppelopper

GRATIS: Kom til gratis lege-koncert med Hoppelines Hoppelopper

Børn fra over 3.000 danske dagtilbud kender allerede Hoppeline-universet med de mange bevægelses-fortællinger og musik. Hoppelines legekoncerter er fuld af rytmisk musik i høj kvalitet, som er i børnehøjde, og som understøtter børns bevægelser og fantasi. Der kommer sved på panden, når publikum sammen med Pernille og Hoppelopperne tramper som flodheste, skifter gear i racerbilen og lister rundt som monstre i natten.

Hoppelinemusikken har rødder i en lang dansk børnemusiktradition, hvor man gennem musik, sang, bevægelse, dans og leg understøtter børns generelle udvikling og kreativitet. Sangene i legekoncerten skaber en let forståelig ramme, som gør det nemt at lege med og som giver plads til børnenes egen fantasi.

Tid: Onsdag den 12. februar, kl. 11:00

Sted: Musikhuset Esbjerg, Hovedfoyer

Fastelavnsworkshop

GRATIS: Musikhuset Esbjerg afholder igen en kreativ workshop i bedste bæredygtighedsstil. Denne gang med fastelavnstema

Gennem hele året modtager vi rigtig mange plakater til vores forestillinger – mange flere end vi kan nå at bruge. De flotte plakater vil vi selvfølgelig gerne genbruge, og torsdag i vinterferien afholder vi derfor en kreativ workshop, så man kan lave sin maske til fastelavn eller dekorere sit fastelavnsris.

Kulissen, Musikhusets café, har selvfølgelig åbent, så man kan nyde en god kop kaffe eller varm kakao, mens man lader kreativiteten flyde.

Tid: Torsdag den 13. februar, kl. 11:00

Sted: Musikhuset Esbjerg, Hovedfoyer

Forunderlige Skabninger

GRATIS: Oplev levende slanger, tudser, edderkopper og andre forunderlige skabninger i Musikhuset

Tim og Mikkel fra formidlingstjenesten Forunderlige Skabninger gæster Musikhuset Esbjerg fredag i vinterferien med Det Vilde Show.

De to drenge fylder Musikhuset op med en masse forunderlige dyr og showet er både underholdende, spændende og lærerigt.

Showet er gratis og for hele familien. Kulissen, Musikhuset café, har åbent, hvis man har lyst til lidt lækkert til ganen.

Tid: Fredag den 14. februar, kl. 13:00

Sted: Musikhuset Esbjerg, Hovedfoyer

Skattejagt

GRATIS: I hele vinterferien kan du gå på skattejagt i Musikhuset

Vinterferien i Musikhuset Esbjerg er fyldt med aktiviteter for børn og børnefamilier. Og hele ugen kan I gå på skattejagt i Musikhuset.

I Kulissen, Musikhusets café, får I udlevet et skattekort, som I skal følge rundt i Hovedfoyeren for at indsamle de rigtige spor, der skal bruges til at løse gåden.

Svaret på gåden skal I aflevere i Kulissen for at deltage i lodtrækningen om gratis billetter til en af Musikhusets forestillinger.

Tid: Mandag den 10.-søndag den 16. februar, alle dage fra kl. 10-18.

Sted: Musikhuset Esbjerg, Hovedfoyer

Foto: Musikhuset

Fiskerimuseet Vinterferien 2020

Museumsformidler Lasse i aktion - foto af Fiskerimuseet.
Museumsformidler Lasse i aktion - foto af Fiskerimuseet.
Appetit på forandring
Vinterferien står for døren, og for Fiskeri- og Søfartsmuseet betyder det en anledning til at formidle om bæredygtige valg gennem spændende og velsmagende oplevelser for store og små.

Se hele dagsoversigten for Fiskerimuseet her

Mad til milliarder
Konsekvenserne af klimaforandringerne er synlige næsten alle steder, som et resultat af en voksende global befolkning forbrugsmønster, der udfordrer jordens natur – også livet i havet. Derfor har vi valgt, at vinterferien skal handle om håb og handling gennem bæredygtig udnyttelse af havets ressourcer med et fokus på hvordan havet kan bidrage til at brødføde flere og flere.

Bifangst på bordet
I Danmark optræder blæksprutter som bifangst i fiskernes net og bliver eksporteret til udlandet.  Ud fra et bæredygtigt perspektiv burde denne sunde spise hellere ende på de danske spiseborde.
Vi sætter derfor fokus på blæksprutter. I laboratoriet kan gæsterne være med til at dissekere de interessante dyr og få en dybere forståelse af dem. Der serveres også lækre smagsprøver på konfiteret blæksprutte. Museumsdirektør David Dupont Mouritzen glæder sig til at gøre flere nysgerrige på balancen mellem benyttelse og beskyttelse: ”Forbrugernes købekraft kan være med til at forme fiskerisektorens fangster og dermed understøtte en bæredygtig forandring. Ved at stille de rigtige spørgsmål, som hvor kommer fisken fra og hvordan har fiskebestanden det? Der findes flere forskellige fiskearter i vores egne farvande end de fleste tror, og kan vi begynde at spise flere forskellige arter og størrelser, hjælper vi både naturen og fiskerne. Det vil vi gerne bidrage til ved at vise havets madkammer frem.”

Kampen om føden
For at sikre fødegrundlaget for de muslingespisende fugle, har det siden 2008 været forbudt at fiske efter blåmuslinger i Vadehavet. I vinterferien giver vi et indblik i hvorfor. Vi fodrer edderfuglene ved at lade dem dykke efter blåmuslinger – og ser nærmere på muslingers fysiologi og deres fantastiske evne til at rense vandet. Men det er ikke det eneste, som panoramaruderne i fuglenes bassin vil afsløre. ”I naturen kan edderfuglene dykke ned til 20 meter efter føde, men ganske få har set en edderfugl dykke i virkeligheden. Her kan gæsterne komme helt tæt på de elegante fugle” lyder det fra naturhistorisk inspektør Charlotte Bie Thøstesen.

Marine proteiner
I fuglenes bassin er det nemlig også muligt se, hvordan blåmuslinger dyrkes i ”strømper”. Vi formidler om hvordan vi kan plante og høste i havet, akkurat som på marken. Et af de indslag vi forventer os mest af er imidlertid en lille krabbeworkshop, hvor børn og barnlige sjæle kan fornøje sig med at fremstille krabbefiskerstænger og fiske krabber fra gårdbassinet.
Her kombineres sjov og ballade med viden om hvordan krabberne håndteres, hvor de bor, og hvad de æder.

Et hav af oplevelser – og en dunst uden lige!
Programmet rummer også et møde med FANGST – og Martin der har en god forretning på at sælge luksus fiskekonserves, fra et bæredygtigt fiskeri.

Vores museumsformidler Lasse går under overfladen til Valentin, når han beretter om de mest opsigtsvækkende og utrolige parringsritualer fra livet i havet.

Endeligt er der dagligt både skattejagt med søde præmier, og en ildelugtende dyst i den berygtede surstrømming, med vores populære Hell Smell Challenge, hvor madmodet for alvor testes.

Fiskerimuseet dagligt program Vinterferien 2020

Museumsformidler Lasse i aktion - foto af Fiskerimuseet.
Museumsformidler Lasse i aktion - foto af Fiskerimuseet.

Dagligt program
Kl. 10:00 – 11:30 – Havhaver (Muslinger og tang – hvad kan det?)
Kl. 11:00 – 11:15 – Sælfodring og Sælfies
Kl. 11.20 – 11.30 – Edderfuglefodring
Kl. 12:00 – 13:00 – Krabbe workshop (Lav din egen krabbefiskestang og fang en!)
Kl. 13:30 – 14:30 – Blækspruttedissektion (med smagsprøver)
Kl. 14:00 – 14:20 – Hell Smell Challenge (Udfordrer din familie i Surstrømming)
Kl. 14:30 – 14:45 – Sælfodring og Sælfies
Kl. 15:00 – 16:00 – Mad workshop i MS Smag (Kokkekunst på muslinger)

Mandag den 10. februar: FANGST
11.30-12.00 og 13.00-13.30:
Mød Martin der producerer luksus fiskekonserves, fra bæredygtigt fiskeri

Fredag den 14. februar: Valentins
11.30-12.00 og 13.00-13.30:
Oplev havets forunderlige par ritualer. Vores museumsformidler Lasse har valgt de mest opsigtsvækkende og utrolige parringsritualer fra livet i havet.

Alle dage er der skattejagt og små søde præmier

Åbningstider
10-17 Alle dage fra lørdag den 8. til søndag den 16. februar.
Entre gratis for børn under 18 og Esbjergs studerende, entre 150,- voksen.

Fiskeri- og Søfartsmuseet er Danmarks museum for relationerne mellem mennesket og havet. Siden 1968 har vi samlet og formidlet Danmarks maritime historie. Gennem indsamling af genstande, dokumenter og beretninger puster vi liv i fortællinger om vores fælles kultur- og naturarv. En arv, vi aktivt bruger til at forstå og formidle fortiden, medfortolke nutiden og sætte ringe i vandet for fremtiden.

Sommerferiesjov er klar med masser af aktiviteter

Esbjerg Kommunes Sommerferiesjov er igen i år klar med et program, som giver børn, unge og deres familier mulighed for at fylde den lange sommerferie med sjove udflugter og spændende aktiviteter. Her er både gratis aktiviteter i samarbejde med kommunens foreninger og aktiviteter, som kræver billet. Salget af billetter til Esbjerg Kommunes Sommerferiesjov er åbnet.

Sommerferien nærmer sig med hastige skridt, og en dejlig lang ferie er en god anledning til at være aktiv og bruge tid på sjove oplevelser sammen med familie og venner. Esbjerg Kommunes Sommerferiesjov byder på masser af sjove og spændende tilbud til børn, unge og deres forældre, og programmet indeholder et bredt udvalg af muligheder med oplevelser for enhver smag.

 

Prøv en ny aktivitet i en forening – det er gratis

Dette års Sommerferiesjov tilbyder blandt andet en lang række aktiviteter i samarbejde med kommunens foreninger. Her kan man gratis prøve for eksempel atletik, badminton, bueskydning og karate eller fisketure med Sydvestjysk Sportsfiskerforening. Som noget nyt er det i år også muligt at deltage i cricket, cykling, droneflyvning, kunstskøjteløb og yoga. Til aktiviteterne i foreningerne kan man bare møde op på de tider og steder, der er nævnt i programmet for Sommerferiesjov. Her behøver man ikke at tilmelde sig eller købe billet.

 

Tag med på udflugt

Der er også mulighed for at komme på udflugter til sjove og spændende steder og aktiviteter både i Esbjerg Kommune og rundt i Jylland og på Fyn. Det gælder for eksempel ture til Djurs Sommerland, Odense Zoo, Randers Regnskov, oplevelsesparken Universe, forfatterværksted og besøg hos Sydvestjysk Brandvæsen. Som noget nyt er det i år også muligt at deltage i eSport. Til udflugterne og udvalgte aktiviteter er det nødvendigt at købe billet.

 

En aktiv sommer

– De mange tilbud til børn, unge og deres familier i Esbjerg Kommunes Sommerferiesjov er en god mulighed for at komme ud og være aktiv. Som en del af partnerskabet Bevæg dig for livet vil vi sammen med kommunens idrætsforeninger gerne medvirke til, at flest mulige er fysisk aktive. Jeg er glad for, at vi i samarbejde med foreningerne har mulighed for at tilbyde så bredt et udvalg af aktiviteter, og håber, at mange vil gøre brug af dem, siger formand for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen.

Se programmet for årets Sommerferiesjov, og køb billetter på hjemmesiden www.sommerferiesjov.esbjergkommune.dk. Billetsalget er åbnet.

 

Foto: Esbjerg Byhistoriske Arkiv

Politiet uddeler påskeæg til aktive nabohjælpere

0

Engagerede nabohjælpere er med til at skabe tryghed i et boligområde. Og de fortjener stor ros og anerkendelse for den indsats, de yder, understreger Syd- og Sønderjyllands Politi.

Mange borgere kan om kort tid tage på ferie med visheden om, at deres villa eller parcelhus ikke er alene hjemme i helligdagene.

 Foto: Politiet

Aktive nabohjælpere sørger nemlig for, at det udelukkende er påskeharen, der kommer på uanmeldt besøg i haverne – og ikke indbrudstyven.

 

Detaljer som en bil i garagen og en tømt postkasse kan overbevise tyven om, at der nok er nogen hjemme – og dermed mindsker man risikoen for indbrud.

– Engagerede nabohjælpere er med til at skabe tryghed i et boligområde. Og de fortjener stor ros og anerkendelse for den indsats, de yder. Af samme årsag uddeler vi i dag påskeæg til aktive nabohjælpere i politikredsen, og vi opfordrer andre til også at værdsætte nabohjælpernes indbrudsforebyggende indsats i påsken, fremhæver vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion.

 

Et vågent øje i kvarteret

Ud over at sikre, at husene ikke ser tomme ud i ferietiden, har nabohjælperne en anden vigtig funktion. De kan spotte mistænkelige personer og køretøjer på vejen. 

 

– Ingen er bedre end naboerne til at observere ændringer i gadens normale billede. Hører denne mand eller dette køretøj til i min gade? Kan det være en tyveknægt, som forbereder et indbrud? Ved at få naboerne til at holde ekstra øje med mistænkelige personer, kan vi reducere indbrud med helt op til en fjerdedel, pointerer Chr. Østergård.

 

Han peger i den forbindelse på, at det kan have en meget stor effekt blot at sige ”hej” til en person, der ikke hører til i kvarteret, og venligt spørge, om han har brug for hjælp.

 

– Tyvens største frygt er at blive genkendt. Og jo mere liv, der er i kvarteret, jo større er chancen for, at tyven vælger området fra, understreger vicepolitiinspektøren.

 

Gode råd inden du pakker kufferten

Chr. Østergård peger i tilgift på en håndfuld gode og hurtige råd til borgerne inden påskeferien.

 

Fortæl ikke tyven, at du er væk

Lad være med at fortælle om ferieplanerne på Facebook, læg ikke et foto af påskefrokosten på Instragram og fortæl ikke på LinkedIn, at du snart tager væk fra kolleger og forretningsforbindelser. Vent med at dele ferieminderne til du er kommet hjem, tyven læser måske også med.

 

Er din stue et udstillingsvindue?

Er det nemt for en tyv at spotte, om det kan betale sig at begå indbrud i dit hjem?

Har du en iPad liggende på sofabordet eller andre værdifulde genstande liggende fremme i stuen, frister du svage sjæle.

Kig på din stue udefra og se det samme, som tyven ser. Gør det til en vane at gemme værdierne væk, når du tager hjemmefra.

 

Er der mon nogen hjemme?

Lidt opvask i køkkenet, vasketøj på snoren, legetøj i haven samt en kaffekop og en opslået avis på stuebordet. En række små ting gør, at dit hus ser beboet ud, mens du er væk på ferie – og kan gøre, at tyven fravælger dit hjem.

 

Hvor kigger tyven efter værdierne?

Rigtig mange borgere opbevarer smykkerne i soveværelset og på badeværelset. Det ved tyven, hvis han kommer på besøg. Vær derfor kreativ og find alternative gemmesteder til værdierne.

 

Hjælp ikke tyven med at bryde ind

Alle handymænd med respekt for sig selv har værktøj og andre redskaber derhjemme.

Men husk at låse redskabsskuret eller garagen af, så tingene ikke ender i hånden på en tyv, der bruger en skruetrækker eller en spade til at brække din terrassedør eller dit vindue op med – mere avanceret værktøj skal der ikke til.

Husk også at låse stiger og andre redskaber inde.

Læs mere på:

Nabohjælp.dk

Botrygt.dk

Stopindbrud.dk

Stop-e-hæleri.dk

“Min Sommer” med Kasper Gattrup

0

Navn:
Kasper Gattrup

Beskæftigelse:
Skuespiller, p.t. i Esbjerg Revyen

Hvor har du holdt din sommerferie?
På en husbåd lidt uden for Amsterdam med min søn, og et par dage i Bukarest med min kæreste.

Hvad har været den bedste begivenhed i Esbjerg denne sommer?
Har kun rigtigt oplevet Esbjerg revyen, så det må klart blive mit svar!!!
Hvad vil du anbefale en turist at opleve i Esbjerg?
Søfartsmuseet

Hvad vil du huske sommeren 2018 bedst for?
Sol!!!!