Home Tags Esbjerg

Tag: Esbjerg

Danmarks ’dåbsattest’ i Ribe

Den første kirke blev bygget i Ribe omkring år 855. Gravene omkring den viser, at den nye tro hurtigt fik følgere. Nu skal de spændende resultater af udgravningerne ved Ribe Domkirke vises i en flot udstilling i Kannikegårdens store ruinrum.

Foto: Presse

Før det store menighedshus, Kannikegården, kunne bygges ved siden af Ribe Domkirke i 2015-16, foretog arkæologerne fra Sydvestjyske Museer meget omfattende udgravninger. Der havde været kirkegård i området frem til 1805, så arkæologerne stødte selvfølgelig først på et stort antal grave fra tiden efter middelalderen. Da de kom længere ned i lagene, dukkede den første store overraskelse frem, nemlig resterne af et kloster. Det er bygget i anden halvdel af 1100-tallet og er det ældste teglstensbyggeri i Danmark.

Men mere epokegørende opdagelser kom i over fire meters dybde. Så omfattende er kulturlagene i Ribe. Her fandt arkæologerne 83 grave, alle fra før 1050 hvor gravpladsområdet blev forseglet af kulturlag og bygninger. Med kulstof 14-dateringer kunne det konstateres, at flere af gravene var fra 8- og 900-årene, og der var vel at mærke tale om kristne begravelser.Den ældste kirkegård var afgrænset af grøfter og dermed indviet jord, og trods brugen af fine kister, havde de afdøde ikke fået gravgods med i graven.

Arkæologerne havde hermed fundet Danmarks første kristne kirkegård, som blev etableret i tilknytning til Ansgars første kirke. Fra skriftlige kilder ved vi, at kong Horik II i ca. 855skænkede missionæren Ansgar en grund i Ribe, så der her kunne opføres en kirke og tilknyttes en fast præst.- Flere af de begravede har hermed været en del af den første kristne menighed i det nuværende Danmark, siger overinspektør Morten Søvsø, Sydvestjyske Museer. – Der har nok været tale om stormandsfamilier, da de første kristne kirker var placeret ved datidens hovedhandelsbyer som Hedeby og Ribe.

I et tæt samarbejde mellem Ribe Domsogns menighedsråd og Sydvestjyske Museer er det lykkedes at skaffe fondsfinansiering til, at Danmarks ’dåbsattest’ nu kan blive udstillet. Det sker i det såkaldte ruinrum i Kannikegårdens kælder, hvor publikum kan blive klogere på historien om de første kristne og det første teglstensbyggeri. Vender de sig om, kan de se den store statue af Ansgar foran Ribe Domkirke.

Menighedsrådsformand Tage Rosenstand er rigtig glad for, at flere fonde har gjort udstillingerne mulige: – I respekt for de unikke fund i kulturlagene under Kannikegården har det været et længe næret ønske og en forpligtelse at vise dem frem og fortælle historien. 

“Ribe er en af Danmarks ældste og meget spændende kulturhistoriske byer. I Augustinus Fonden har vi gennem mange år arbejdet målrettet med at løfte denne formidling af byen.

Det har vi gjort gennem støtte til både Riis Museet, Kunstmuseet, Rued Langgaard Festivalen samt en udstilling om samme komponist, som også er på vej i det gamle rådhus. Det glæder os, at også Domkirken nu kan bidrage til fortællingen og kulturformidlingen af byen, og vi håber, at udstillingen vil nå mange”, siger Frank Rechendorff Møller, direktør for Augustinus Fonden.

“De arkæologiske fund ved Ribe Domkirke har vist sig at være af enestående karakter og er et stykke nationalkulturarv, som kalder på formidling. Vi er glade for at kunne bidrage til udstillingen, der i de smukke arkitektoniske rammer på Kannikegården kan gøre os klogere på de tidligt kristne og et unikt stykke Danmarkshistorie”, siger fondsdirektør Christine Wiberg-Lyng.

Fakta

Det nye museum får titlen De Første Kristne og bliver officielt indviet den 18. juni i år.

Museet er muliggjort af donationer fra Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Brødrene Hartmanns Fond.

Formelt bliver museet en del af Fonden Ribe Domkirkemuseum, hvor menighedsrådsformand Tage Rosenstand er formand. 

Der bliver gratis adgang til De Første Kristne i domkirkens åbningstid.

Ny cykelsti i Bramming

0

Langs Gabelsvej fra Idræts Alle til rundkørslen ved Grønningen skal der etableres cykelsti i begge sider af vejen. Arbejdet begynder for alvor i starten af april. Udover selve cykelstien bliver gadelyset også renoveret, mens helleanlæget ved Præstevej ændres for at passe bedre til cykelstiforløbet.

Med cykelsti på begge sider af Gabelsvej bliver det mere sikkert at cykle langs vejen.

”Mange bruger Gabelsvej og den dobbeltrettede cykelsti, som delvist dækker strækningen i dag. Med cykelstier i hver side af vejen bliver det meget mere overskueligt for både cyklister og bilister at færdes på strækningen,” siger Søren Heide Lambertsen, formand for Teknik & Byggeudvalget.

Ifølge planen vil Gabelsvej ikke være spærret under etableringen af cykelstierne, som anlægges etapevis. Trafikanter vil hele tiden kunne passere langs ruten, men det kan tage længere tid, mens arbejdet foregår.

Forløber arbejdet som det skal, vil projektet være afsluttet i slutningen af oktober 2021.

Foto Esbjerg Kommune

Lukning af daginstitutioner og skoler i Esbjerg fortsætter til efter Påsken

Heldigvis er smitten med coronavirus faldet markant i de dele af Esbjerg, der i den seneste tid har været hårdt ramt. Dog vurderer Styrelsen for Patientsikkerhed, at det endnu er for tidligt at genåbne de daginstitutioner og skoler, der siden den 19. marts midlertidigt har været lukkede. Derfor bliver lukningen nu forlænget til og med den 5. april.

Det går heldigvis den rigtige vej med smitten i de dele af Esbjerg, hvor mange borgere i de seneste uger har været smittet med coronavirus. Det viser markante fald i både de lokale smittetal og det samlede incidenstal for Esbjerg Kommune, og det er tegn på, at den målrettede og opsøgende indsats virker.

Som et forebyggende tiltag blev alle daginstitutioner og skoler i de tre sogne Jerne, Kvaglund og Grundtvig midlertidigt lukket i sidste uge, og lukningen bliver nu forlænget til og med den 5. april. Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed er det nemlig endnu for tidligt at genåbne daginstitutioner og skoler og risikere, at smitten får ny fart.

Nødpasning fortsætter

Det betyder, at den nuværende midlertidige lukning af fem folkeskoler og ti kommunale og selvejende daginstitutioner fortsætter til efter påske, så børn og skoleelever må vende tilbage tirsdag den 6. april. På skolerne har eleverne påskeferie fra undervisningen i næste uge, men forlængelsen af lukningen betyder, at også SFO’er og klubber skal holde lukket.

Både daginstitutioner og skoler har fra denne uge sat tilbud om nødpasning i gang for de børn, der af forskellige grunde ikke kan være hjemme, og den mulighed kan forældrene også bruge i de tre hverdage op til påskens helligdage. Nødpasningen er etableret enkeltvis for hver daginstitution og skole på steder uden for de smitteramte områder.

Indsats har god effekt

Esbjerg Kommune fortsætter med at følge udviklingen i smitten tæt og arbejder videre med aktiviteterne, som har vist sig at have god effekt.

”I sidste uge kunne vi heldigvis se, at den stigende kurve knækkede, og tallene begyndte at falde igen. Vi er gået intensivt til værks og har taget alternative metoder i brug for at informere, vejlede og hjælpe, så vi sammen kunne få vendt udviklingen. Nu skal vi holde fast og banke smitten endnu længere ned, så vi forhåbentlig også trygt og sikkert kan genåbne daginstitutioner og skoler efter påske. I højtiden vil jeg gerne opfordre alle til at være forsigtige og opmærksomme, så vi kan holde coronasmitten fra døren”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Vigtigt at blive testet

Det er fortsat vigtigt at lade sig teste for coronavirus, så eventuel smitte kan blive opsporet og smittekæderne brudt. Få et overblik over de aktuelle muligheder for test på Esbjerg Kommunes hjemmeside: www.esbjerg.dk/om-kommunen/corona/teststeder

Hvor gælder lukningen?

Forlængelsen af den midlertidige lukning gælder følgende steder:

  • Bakkeskolen Cosmos, Præstegårdsskolen Urban, Kvaglundskolen Signatur, Rørkjær Skole Urban og Esbjerg Ungdomsskoles afdeling i Novrup.
  • Børnenes Kontor, Børneuniverset, Tinghøjen, Børnehuset Novrupvej, Bydelens Børnehus, Grønnegården, Rørkjærhusene, Børnehuset Bøndergårdsvej (lige nu genhuset på Præstegårdsskolen og i Lykkegårdsparken), Valmuen og Børnehuset Kvaglund.
  • Derudover forlænges også lukningen af de to private daginstitutioner, Jerne Børnehave og Troldehulen Kvaglund.

76161616
http://www.esbjerg.dk

Esbjerg er kendt som EnergiMetropol i erhvervssammenhænge, men begrebet energi er også relevant i langt bredere forstand. Hele kommunen summer af energi mellem mennesker, og her er stor handlekraft og vilje til at gå nye veje. Erhvervsmæssigt har vi en særlig styrkeposition på energiområdet, og i fremtiden vil en ny type energi i form af digital infrastruktur være med til at definere kommunen. Vi udvikler os hele tiden i en mere bæredygtig retning, og det er vores ambition, at alle skal opleve og bidrage til energien i Esbjerg Kommune.

Viralt SOSU Hit

0

SOSU Esbjergs medarbejdere hitter i ny musikvideo: Kære elever, vi savner jer!

”Hjertelig velkommen, her til hver og en. Sammen vil vi skabe, en fremtid der er din.”

Sådan lyder det i SOSU Esbjergs nye sang- og musikvideo, der på et døgn er blevet set af mere end 10.000 brugere på Facebook loop.

Musikvideoen er sat sammen af videohilsener fra alle skolens hjemsendte medarbejdere og klip af forsanger og lærer på SOSU Esbjerg Maria Thulin, der går rundt skolens corona-tomme gange og synger.

En hilsen, der skaber stolthed og glæde:

Videoen er aktuelt delt af 500 brugere, og i de mere end 150 kommentarer sangen har fået, kvitterer skolens elever og samarbejdspartnerne med stor begejstring. 

Se videoen og læs alle beskederne her

Lavet for at styrke fællesskabet 

Den positive modtagelse glæder direktør på SOSU Esbjerg, Lisbeth Nørgaard:

– Det var meningen med det hele. Musik kan jo noget andet end ord. Vi plejer at søge fællesskabet her på stedet – det er en stor del af vores kultur. Vi håber at sangen kan erstatte lidt af det fællesskab, der er gået tabt i den seneste lange periode

SOSU-sangen er skrevet af alle skolens medarbejdere i samarbejde med sangskriver Anders Graae Lauritzen. Det foregik på et personaleinternat i 2019. Siden er det medarbejdere på skolen, der har stået for at indspille og arrangere sangen samt at klippe videoen.

Foto: Privat

Glæde hos EsbjergRevyen – NU kan vi komme i gang

Sammen med vores revykollegaer over hele landet fulgte vi forhandlingerne omkring genåbningen af Danmark med tilbageholdt åndedræt. Og den planlagte genåbning af teatrene den 6. maj vakte jubel over hele linjen. Det betyder, at sommerens revyer kan blive afholdt – selvfølgelig med alle de restriktioner der nu måtte være.

Foto: Christina Simonia Straarup

De sidste uger har været et total dejavu til sidste år. Forskellen er dog, at hvor vi sidste år bevarede optimismen til helt hen i juni måned, før vi måtte erkende at en aflysning var nødvendig, ja davidste vi jo godt i år, hvor uforudsigelig corona virussen er, og hvad det kunne indebære. Men efter udmeldingen om at teatrene kan åbne den 6. maj, og da vi først har premiere den 25. august,har vi nu ro i maven, og vi ved, at vi kommer til at spille. Og skulle der til den tid stadig være retningslinjer og restriktioner, er vi jo så heldige at spille i Musikhuset, som er eksperter i at håndtere alle gældende regler, så vi kan sikre alle en tryg oplevelse.

Det er en stor lettelse, at vi nu kan gå ”rigtigt” i gang med forberedelser til årets EsbjergRevyen. Vi står med et top-professionelt og kanongodt revyhold, der har så meget opsparet energi, at de næsten ikke kan vente længere, og det ville ikke have været til at bære, hvis vi endnu engang måtte aflyse. Vi trænger alle til at grine og være fælles om en oplevelse, og den står vi klar med. 

Trine Gadeberg hitter i øjeblikket på de sociale medier med flere millioner visninger af de små film, hun ligger op med sin kendte Pelle-figur, en lille dreng på ” 5 og en halv år”, der hudfletter hele verdenssituationen på skarpeste og sjoveste vis. Så med Trine, Jan Svarrer, Farshad Kholghi og Teit Samsø på plakaten står vi med et hold, der garanterer både det gode grin, det satiriske, det musikalske og det rablende gale. Så nu satser vi på, at esbjergenserne også vil støtte lokalt, når det gælder kulturlivet.

Medvirkende : Trine Gadeberg, Farshad Kholgi, Jan Svarrer, Teit Samsø, kapelmester Peter Bom

Periode            : 25. august – 10. september 2021

Sted                  : Teatersalen i Musikhuset Esbjerg

Billetter: www.esbjergrevyen.dk

Alexander von Oettingen bliver ny rektor ved UC SYD

Efter en grundig rekrutteringsproces har UC SYDs bestyrelse i dag besluttet, at prorektor Alexander von Oettingen med virkning fra 1. juni tiltræder stillingen som rektor ved UC SYD, den største uddannelses- og vidensinstitution i Syd- og Sønderjylland.

Foto: UC Syd

– Alexander brænder for og har et tæt kendskab til professionshøjskolesektoren og har gennem de seneste 20 år været en aktiv del af UC SYD. Først som underviser, så som leder, udviklingschef og -direktør og siden 2015 som prorektor ved UC SYD, fortæller bestyrelsesformand Stephanie Lose.

Alexander von Oettingen vil i perioden fra den 22. martsog til den 31. maj være fungerende rektor ved UC SYD.

– Bestyrelsen vil gerne benytte lejligheden til at sige den afgående rektor Birthe Friis Mortensen mange tak for et godt samarbejde og for den store indsats, hun har ydet som UC SYDs rektor i de seneste ni år. Birthe Friis Mortensen har leveret flotte resultater og har stået i spidsen for en god og positiv udvikling for UC SYD, siger bestyrelsesformand Stephanie Lose.

– Bestyrelsen ser frem til samarbejdet med Alexander von Oettingen og ønsker ham held og lykke med at føre UC SYD ind i næste udviklingsfase i samarbejde med ledelse og medarbejdere, slutter Stephanie Lose.

Fakta om UC SYD

Professionshøjskolen UC SYD er den største videregående uddannelses- og vidensinstitution i Syd- og Sønderjylland. Vi uddanner lige nu ca. 6.500 studerende på 17 grunduddannelser. De fire største uddannelser er lærer-, pædagog-, sygeplejerske- og socialrådgiveruddannelserne.

UC SYDs efter- og videreuddannelse udbyder en lang række diplom- og akademiuddannelser. Samtidig forsker UC SYD i professionernes felter og driver udviklingsprojekter i blandt andet børnehaver, skoler og på sygehuse. Sammenhængen mellem uddannelse, forskning og udvikling er et vigtigt pejlemærke for UC SYD. Der er cirka 700 ansatte på fire campusser i Esbjerg, Haderslev, Aabenraa og Kolding. Læs mere på ucsyd.dk.

Læserbrev: Maritimt mekka bag havneudvidelsen

Læserbrev af

Kristoffer Thon Poulsen

Grundtvigs Alle 346700 Esbjerg

Hvad gør man, når en bydel mister 2,5 km. strandareal? Det spurgte jeg borgmesteren om til borgermødet omkring udvidelsen af Esbjerg Havn. Jesper Frost mente at det er umuligt at erstatte en bydel for dens tabte strand. Det har han sådan set ret i – men jeg har alligevel et forslag til det.

Ser man på gamle luftfotos af Esbjerg, så kan man se, at der er strandareal både nord og øst for byen. Men siden 1990erne har Esbjerg Havn udvidet mod øst, og har i mindre bider ædt sig ind på stranden i Østerbyen. Når havneudvidelsens næste etape er færdigt, så er der forsvundet omkring 2,5 km. strand på 30 år.

Udvidelserne af havnen har alle været nødvendige for at sikre havnen og byens udvikling. Men udvidelserne af havnen er kommet med en stor pris for østerbyens rekreative områder, og for beboerne. Heldigvis kan en løsning etableres i forlængelse af den kommende havneudvidelse. 

Havnen og havet er en del af Esbjergs DNA, på samme måde som blæsten, industrien og naturen. Havnen har altid været et forsamlingssted og et udflugtsmål. Det mener jeg bør tænkes ind i den kommende udvidelse af Esbjerg Havn. 

Jeg mener man bag på den kommende østhavn bør lave en havnemole, med adgang for befolkningen. Molen skal følge bagsiden af havneudvidelsen så man kan gå langs havnen i retning mod Fanø. Molen skal være et maritimt Mekka, der vil fungere som fiskeplads for lystfiskere, til krappefiskeri for børn, og som anløbsplads for havkajakker og paddelboard.

Molen vil samtidig skabe en ny mulighed for Esbjergs indbyggere. Der vil være et sted, hvor man ikke bare kan gå til vandet, men også kan gå ud i vandet.

Molen vil komme til at få Måde Bakker som nærmeste nabo. Her er der ved at blive skabt et rekreativt område – og med god grund! Der er ikke mange steder i landet, hvor man 4 km. fra bycentrum, har et så stort grønt område, der ligger på en sydvendt bakke.

Området ved Måde Bakker vil være et oplagt sted at opbygge en havpark. Med en mole med adgang for borgerne i Esbjerg, og de store bakker med den fantastiske udsigt over havnen og vadehavet, er der et enestående udgangspunkt for at skabe et unikt område. 

Området vil kunne forbindes med stisystem til både ”Esbjergs grønne Ring”, og til Tjæreborg, og vil kunne blive et attraktivt grønt område for hele Esbjerg Kommune, og vil kunne genskabe rekreativ værdi for østerbyens tabte strandareal.

Bakkeskolens nedlukning forlænges

0

Coronasmitten i Esbjerg-bydelen Jerne ligger fortsat på et meget højt niveau, og en intensiv indsats er nødvendig for at dæmme op for det lokale smitteudbrud. Derfor er det for tidligt at genåbne Bakkeskolen Cosmos, og efter dialog mellem Esbjerg Kommune og Styrelsen for Patientsikkerhed bliver den midlertidige lukning af skolen forlænget med foreløbig en uge til og med den 23. marts.

I Esbjerg-bydelen Jerne er der nu langt flere borgere smittet med coronavirus end i sidste uge, hvor Bakkeskolen Cosmos midlertidigt blev lukket som et led i indsatsen for at dæmme op for smitten. I første omgang blev skolen lukket til og med den 17. marts, men Esbjerg Kommune og Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer nu, at skolen skal holde lukket i foreløbig en uge endnu. Det betyder, at eleverne ikke må komme på skolen før tidligst den 24. marts. Det gælder både i skole- og fritiden, men skolen tilbyder nødpasning til de elever, der af forskellige grunde ikke kan være hjemme.  

Elever, forældre og ansatte på skolen er blevet orienteret om forlængelsen af den midlertidige lukning, og skolen fortsætter den undervisning på distancen, som blev sat i værk i sidste uge.

Inden lukningen mærkede også Bakkeskolen Cosmos konsekvenserne af den stigende smitte i Jerne, og flere elever og ansatte blev testet positiv for coronavirus. Derfor anbefaler skolen på linje med Styrelsen for Patientsikkerhed fortsat, at alle lader sig teste, så smitten kan blive opsporet og smittekæderne brudt.

Massivt til stede i Jerne

Esbjerg Kommune følger udviklingen af smitte i området tæt og har i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed og lokale aktører sat en række tiltag i værk for at opspore og begrænse smitten, lige som smittede borgere kan få hjælp og rådgivning.

”Vi har i den seneste tid konstant optrappet indsatsen og er massivt til stede i Jerne med muligheder for test og information om, hvordan man bedst kan hjælpe med at komme smitten til livs. Vi kontakter alle smittede i området med tilbud om vejledning og praktisk hjælp, og håbet er, at vi i løbet af nogle dage kan få vendt udviklingen. Foreløbig er vi nødt til at holde Bakkeskolen Cosmos lukket, lige som Præstegårdsskolen Urban også er blevet lukket i en periode, og så håber vi, at de tiltag sammen med de andre aktiviteter kan få bremset smitten”, siger borgmester, Jesper Frost Rasmussen.

Liberal Alliance stiller ungt hold med erfaren spidskandidat

0

Liberal Alliance i Esbjerg har mandag d. 15/3 afholdt opstillingsmøde for kandidater til kommunalvalget i november. Her blev Peter Nikolajsen valgt som spidskandidat, foran Ida Madsen, Jan Harboe og Daniel Holm Hansen.
Mens Peter Nikolajsen er et kendt navn i kommunalpolitik i Esbjerg, er de øvrige kandidater nye på listen.
Peter Nikolajsen har også stået øverst på listen de seneste to valg og er helt klar på at give den en skalle mere. Han udtaler: ”Mere end nogensinde, er der brug for gode, liberal løsninger på de lokale udfordringer. Vi er klar til at udfordre det etablerede og vil arbejde stenhårdt for at sikre bedre kernevelfærd og mere frihed.”
Formand for Liberal Alliance i Esbjerg og Fanø, Marianne Mørk Mathiesen, udtaler: ”Jeg er stolt af at sætte disse 4 dygtige kandidater øverst på vores liste. De er skarpe og kommer til at tegne Liberal Alliance flot. Vi ser frem til en god valgkamp.”
Liberal Alliance er i valgforbund med resten af de borgerlige partier til valget i Esbjerg Kommune. Partiet planlægger et eller flere supplerende opstillingsmøder inden november.

Stigende coronasmitte lukker Præstegårdsskolen Urban midlertidigt

0

Smitten med coronavirus stiger i Esbjerg, og efter dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed lukker Esbjerg Kommune nu midlertidigt Præstegårdsskolen Urban, idet der midlertidigt er fastsat forbud mod adgangen til eller brugen af skolen. Tiltaget er en del af den samlede indsats for at dæmme op for smittespredningen i området.

Som et led i indsatsen for at dæmme op for udbrud af coronasmitte i Esbjerg Kommune lukker kommunen efter dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed nu Præstegårdsskolen Urban foreløbigt frem til den 23. marts. Lukningen betyder, at der i perioden er forbud mod adgang til eller brug af skolen. Lukningen omfatter også Specialundervisningscenter Urban og den afdeling af børnehaven Børnehuset Bøndergårdsvej, som i øjeblikket har til huse på Præstegårdsskolen Urban.

Anbefaling om test

Også Præstegårdsskolen Urban har mærket konsekvenserne af den stigende smitte, og flere elever og ansatte er blevet testet positiv for coronavirus. Den udvikling skal den midlertidige lukning gerne være med til at bremse, så skolen hurtigt igen kan tage del i den gradvise genåbning.

Konkret bliver elever og ansatte sendt hjem fra tirsdag den 16. marts og må tidligst møde op på skolen igen den 23. marts. I den periode foregår undervisningen i stedet på distancen, sådan som både elever og ansatte har prøvet det før.

Elever, forældre og ansatte er blevet orienteret om den midlertidige lukning, og skolen anbefaler på linje med Styrelsen for Patientsikkerhed, at alle ansatte, elever og deres familier lader sig teste i løbet af den næste uge, så smitten kan blive opsporet og smittekæderne brudt.

Fortsætter opsøgende indsats

Esbjerg Kommune følger udviklingen af smitten i området tæt, og en række forskellige tiltag er allerede sat i værk for at opspore og begrænse smitten og rådgive de smittede i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed og lokale aktører i området:

”Allerede i sidste uge har vi lokalt sat ind med en fokuseret og opsøgende indsats, hvor vi informerer og opfordrer til at lade sig teste og gå i isolation, hvis man er smittet eller nær kontakt til en smittet. Det fortsætter vi selvfølgelig med. Samtidig har vi udbygget indsatsen, så vi nu kontakter alle smittede i området for at spørge, om der er noget, vi kan hjælpe med, og oplyse om muligheder for test og isolation og råd om adfærd under isolation, så vi kan få bremset smitten. Et af værktøjerne er at lukke Præstegårdsskolen Urban i en kort periode. Jeg håber, at både familierne og skolens ansatte kan trække på de tidligere erfaringer med hjemmeundervisning, til det igen bliver muligt at møde på skolen”, siger Jesper Frost Rasmussen.

Der er og vil fortsat være lokale testmuligheder i området i de kommende dage. Interesserede kan se alle teststeder på: www.esbjerg.dk/om-kommunen/corona/teststeder.