Home Tags Esbjerg

Tag: Esbjerg

EsbjergRevyen 2024 præsenterer et stjernehold

Der er lagt op til en fest i Teatersalen i Musikhuset Esbjerg, når EsbjergRevyen har premiere den 1. februar 2024 med et hold af landets allerbedste entertainere.

På scenen står nemlig Trine Gadeberg, Jan Svarrer, Teit Samsø og sidst men ikke mindst Preben Kristensen. ”Jeg er utrolig stolt af, at vi som en forholdsvis lille revy kan præsentere så stærkt et hold. Jeg kunne næsten ikke tro det, da det lykkedes at få alle i hus, og jeg er nærmest lykkelig lige nu” siger Hanne Bjørnskov, der ejer og driver revyen. ”I år gik det rigtigt godt med revyen, der fik lutter 5 stjernede anmeldelser, og stående bifald fra publikum hver aften. Så jeg vover pelsen og udvider allerede nu med 2 ekstra forestillinger, så vi kommer til at spille 14 i alt i perioden 1 – 24. februar”.

Trine Gadeberg der også skal være instruktør på EsbjergRevyen, har netop modtaget hæderen som Årets Entertainer af Cph Culture for sit Pelle-show, som spillede for udsolgte sale over hele landet. Jan Svarrer har været med i EsbjergRevyen siden starten og udover tekster til EsbjergRevyen har han virkelig slået sit navn fast som tekstforfatter og fast leverandør af tekster til Cirkusrevyen og landets øvrige revyer. Men i Esbjerg har vi ham heldigvis også med på scenen.

Teit Samsø, der er uddannet musical performer fra Fredericia Musical akademi, skulle oprindeligt have været med i EsbjergRevyen i 2020, som jo desværre blev aflyst pga. af corona, men i 2024 er det nu lykkes  at få ham med på holdet. I år medvirkede Teit med stor succes i Sønderborg Sommerrevy Show, ligesom han har turneret landet rundt med The Boy Band Show sammen med bla. Silas Holst. Og så modtog Teit fornylig Revy Talentprisen ved revyernes årlige prisuddelingsshow Revyernes Revy. 

Preben Kristensen behøver vist ingen nærmere præsentation. Han er en af landets mest folkekære og alsidige skuespillere med en lang karriere indenfor både teater, tv, film, musik og comedy. Senest har han stået på scenen i Hjørring Revyen bla. sammen med Trine, og det er blandt andet dette samarbejde, der nu har ført til, at vi også er så heldige at se ham i EsbjergRevyen.

Kapelmester er igen Peter Bom, og Jens Frausing er scenograf– de har begge været med siden starten, så revyen er i trygge musikalske og visuelle hænder hos dem.

Foto : Red Star – Thomas Petri

Fakta:

EsbjergRevyen spiller i Teatersalen i Musikhuset Esbjerg i perioden 1 – 24. februar 2024.

Billetsalget er i gang – køb billet på www.esbjergrevyen.dk

Esbjerg: Virksomhed idømt bøde på 100.000 kroner i sag om uagtsomt manddrab

0

Der var tale om en ulykke, der fandt sted den 28. juni 2022, hvor en 29-årig mand afgik ved døden på en gocart-bane i Esbjerg.

Virksomheden Bowl’N’Fun i Esbjerg blev onsdag ved Retten i Esbjerg idømt en bøde på 100.000 kroner for uagtsomt manddrab.

Der var tale om en ulykke, der fandt sted den 28. juni 2022, hvor en 29-årig mand afgik ved døden på en gocart-bane i Esbjerg, der ejes af virksomheden.

På et retsmøde mandag erklærede virksomheden sig skyldig i uagtsomt manddrab og erkendte at være ansvarlig for, at gocart-banen ikke var tilstrækkeligt vedligeholdt og efterset forud for ulykken.

Ved ulykken blev den 29-årige ramt af et metalrør og afgik efterfølgende ved døden.

Mette Tranborg med udsigt til længere pause

0

Mette Tranborg har pådraget sig en skade på det forreste korsbånd i venstre knæ, og der forventes en længere pause. Sundhedsteamet i Team Esbjerg samarbejder fremadrettet med DHF og Team Danmark om at finde den bedste løsning for Mettes behandling og genoptræning.

Mette udtaler:
”Jeg har været igennem en korsbåndsskade en gang før, så jeg ved, hvad der venter. Jeg er virkelig ked af skaden, og jeg er særligt ked af ikke at kunne være en del af det, når sæsonen starter lige om lidt.”


”Vi er først og fremmest ekstremt kede af det på Mettes vegne. Derudover er hun jo bare blevet bedre og bedre de seneste sæsoner, og vi kommer virkelig til at mangle hende både på og udenfor banen. Vi vil gøre alt for at hjælpe hende tilbage hurtigst muligt og bakke hende op gennem hele forløbet.”

Jesper Jensen

Etablering af midlertidigt militært område i Esbjerg

0

Etableringen af det midlertidige militære område skal ses i sammenhæng med Host Nation Support, hvor materiel m.m. fra allierede styrker ankommer til Esbjerg og skal transporteres videre.

Syd- og Sønderjyllands Politi har truffet aftale med Forsvaret om etablering af et midlertidigt militært område på Esbjerg Havn i perioden fra den 24. august – 11. september 2023.

Etableringen af det midlertidige militære område skal ses i sammenhæng med Host Nation Support, hvor materiel m.m. fra allierede styrker ankommer til Esbjerg og skal transporteres videre.

Det midlertidige militære område bliver bevogtet af Forsvaret. 

Der vil være tydelig skiltning/afspærring på landjorden, og områderne vil være spærret af for uvedkommende.

Det midlertidige militære område befinder sig inden for den del af havneområdet, der i forvejen er ISPS-sikkerhedsområde, og hvor der således ikke er offentlig adgang.

I en del af perioden vil det midlertidige militære område – ud over et område på land – også omfatte en del af havnebassinet.

Sker der ændringer i forhold til tidsperioden, sender Syd- og Sønderjyllands Politi en ny orientering ud til borgerne.

Virksomhed tiltalt for uagtsomt manddrab efter gocartulykke

0

Retssagen er berammet til at finde sted den 28. august ved Retten i Esbjerg.

Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi har rejst tiltale mod virksomheden Bowl’N’Fun i Esbjerg for uagtsomt manddrab.

Anklagemyndigheden har rejst tiltale efter en ulykke den 28. juni 2022, hvor en 29-årig mand afgår ved døden på en gocart-bane i Esbjerg, der ejes af virksomheden.

Anklagemyndigheden ønsker med straffesagen at gøre selskabet ansvarlig for, at gocart-banen ikke var tilstrækkeligt vedligeholdt og efterset forud for ulykken, hvor den 29-årige bliver ramt af et metalrør og efterfølgende afgår ved døden.

Retssagen er berammet til at finde sted den 28. august ved Retten i Esbjerg.

International Dag fejrer mangfoldigheden på Torvet i Esbjerg

Hele verden mødes på Torvet i Esbjerg, når International dag for tiende gang løber af stablen lørdag den 12. august 2023 kl. 11 – 16. Her omdannes Torvet til en smeltedigel af kulturer for at fejre mangfoldigheden og bringe mennesker sammen på tværs af nationaliteter gennem mad, musik og kunst fra mange forskellige dele af verden.

På International Dag mødes hele verden på Torvet i Esbjerg. Foto: Esbjerg Kommune.

Esbjerg er en international by med tilflyttere fra mange lande. Lørdag den 12. august 2023 kl. 11 – 16 kan alle få et indblik i nogle af de mange forskellige kulturer, Esbjerg som en international by rummer. Her kan man få oplevelser fra alle verdensdele blot ved at kigge forbi på Torvet i Esbjerg.

Kulturforeninger og internationale netværk og organisationer med medlemmer i Esbjerg-området glæder sig til at vise bl.a. et farverigt thailandsk modeshow og dans, talentfuld dans fra Tyrkiet, Filippinerne og Somalia og masser af god musik og sang fra bl.a. det skotske højland, Kasakhstan, Ukraine, Vietnam, Brasilien, Rumænien og Spanien.

Mødes på tværs af kulturer

Borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen, som vil åbne dagen, glæder sig til at være med:

– Det bliver en festlig dag, når vi for tiende gang kan mødes til International Dag på Torvet i Esbjerg. I Esbjerg bor der lige nu mennesker af 149 forskellige nationaliteter, og vi sætter stor pris på vores mange internationale tilflyttere. Med International dag fejrer vi mangfoldigheden og giver både tilflyttere fra andre lande og lokale esbjergensere mulighed for at møde hinanden, skabe fælles oplevelser og blive klogere på hinandens kultur, siger Jesper Frost Rasmussen.

Festligt, farverigt og autentisk

Dagens festlige og farverige program byder også på en parade med vietnamesiske drager og mennesker i nationaldragter fra hele verden, ligesom de mange internationale indslag på scenen vil blive krydret med oplæg om kultur og integration og om at være frivillig.

Sidst, men ikke mindst, er det muligt at udforske 35 boder, hvor man kan smage spændende, autentiske retter fra mange forskellige lande og finde unikke brugskunstprodukter fra forskellige kulturer. Den Internationale skole i Esbjerg deltager også med en bod på dagen. Igen i år er Axel Boisen konferencier og vil også denne gang sørge for at skabe god stemning på Torvet i Esbjerg.

International Dag bliver arrangeret i et tæt samarbejde mellem Esbjerg Festuge, Esbjerg Kommunes Tilflytterservice, Bydelsprojekt 3i1, Mosaikken – Det Multietniske Aktivitetshus, Esbjerg Jobcenter og Stengårdsvejssekretariatet. Mange internationale, som bor i Esbjerg Kommune, hjælper til som frivillige på dagen.

Sigurd styrker lokal ledelse gennem den positive linse

0

Styrk din Ledelse gennem den Positive Linse kalder Lars Sigurd sit ledelsesfokuserede kursus for Esbjergs ledere og kommende ledere. Er du måske én af dem, så læs med her.

Vi står som ledere over for udfordringen med at gå ud over almindelig succes og opnå ekstraordinær effektivitet samt spektakulære resultater. Men hvordan kan vi nå dette mål? Svaret kan findes i den spændende verden af positiv psykologi, som bygger på omfattende forskning inden for organisatorisk adfærd og menneskelig trivsel. Et innovativt lederskabsforløb i Esbjerg, ledet af Lars Sigurd, afslører hemmeligheden bag enestående succes og et positivt arbejdsmiljø: Fokus på styrker fremfor svagheder, fremme af dydige handlinger som medfølelse, taknemmelighed og tilgivelse, styrkelse af bidragsmål ud over opnåelsesmål og skabelse af meningsfuldhed i arbejdet.

“Dit Positive Lederskab” er navnet på det spænende forløb, der har til formål at styrke organisationer, individer og teams. Projektet har en ambitiøs vision om at præge den danske arbejdskultur positivt og henvender sig til ledere, projektledere, CEO’er, produktchefer, selvstændige og afdelingsledere, der arbejder hårdt for at opbygge stærke samarbejdsrelationer, fremme vækst og skabe fremskridt i deres respektive virksomheder. Forløbet er skræddersyet til at passe ind i en travl hverdag, med en fleksibel halvanden times indsats syv fredage i træk.

Lars Sigurd, en erfaren leder med baggrund som ingeniør, en master i positiv psykologi fra Århus Universitet og en diplomuddannelse i ledelse fra UC Syd, deler generøst sine metoder og indsigt, opnået gennem egne erfaringer. Forløbet fokuserer på at omsætte teorier og forskningsresultater fra positiv psykologi til praktiske handlinger i arbejdslivet. Lars ønsker at give alle muligheden for at deltage – uanset faglig baggrund eller økonomi. Han understreger, at god ledelse ikke kun bør forbeholdes store virksomheder eller bogligt stærke personer. Derfor er forløbet enkelt og letforståeligt, med en direkte anvendelse i hverdagens udfordringer.

Men hvorfor er dette forløb anderledes? Lars forklarer, at det skiller sig ud fra andre uddannelser og forløb, da det tilbyder enkle og effektive strategier, der kan integreres direkte i hverdagens arbejde. “Det er nemt at forstå, hvad vi skal gøre, men det er svært at gøre det,” siger Lars. Derfor lægger forløbet stor vægt på at sikre, at den opnåede viden ikke går tabt i en travl hverdag, men faktisk omsættes til konkrete handlinger. Ægte læring er nemlig viden, der praktiseres og omsættes til virkelighed.

Hvis du er interesseret i at styrke dine lederegenskaber og udforske en verden af guldkorn fra positiv psykologi, så kan du læse mere om “Dit Positive Lederskab” på hjemmesiden Siigurd.dk. Tilmeld dig og gå ikke glip af chancen for at udvikle en positiv og bæredygtig ledelsesstil, der vil have en varig indflydelse på din organisation og dine medarbejdere.

Fotos privat

47-årig mand idømt fængsel i omfattende sagskompleks om hæleri, bedrageri og dokumentfalsk af særlig grov karakter

0

Der var tale om en tilståelsessag, og den 47-årige mand modtog dommen.

En 47-årig mand blev tirsdag ved Retten i Esbjerg idømt tre års fængsel i et omfattende sagskompleks om primært hæleri, bedrageri og dokumentfalsk af særlig grov karakter.

Straffen var en tillægsstraf til vedkommendes nuværende straf, som den 47-årige i øjeblikket afsoner.

Manden blev dømt for i perioden 2018 – 2019 at have solgt 75 biler, der enten var klonede eller fiktive.

De klonede biler var stjålet i udlandet og efterfølgende forsynet med falske stelnumre og registreringspapirer, så de fremstod som lovlige køretøjer. 

De 75 køretøjer repræsenterede en værdi på cirka 81 millioner kroner.

Der var tale om en tilståelsessag, og den 47-årige mand modtog dommen.

Det er Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi, der sammen med Sydøstjyllands Politi har efterforsket den omfattende sag.

37-årig mand fortsat sigtet i sag om grov vold i Esbjerg

0

Ved et grundlovsforhør i dag vurderede dommeren ikke, at der var grundlag for varetægtsfængsling og løslod den 37-årige. Anklagemyndigheden har kæret denne kendelse til Vestre Landsret, ligesom sigtelsen fortsat er opretholdt.

Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi fremstillede torsdag en 37-årig mand fra Esbjerg i et lukket grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg med henblik på varetægtsfængsling.

Den 37-årige er sigtet for grov vold ved at have medvirket i et overfald på en 35-årig mand fra Århus, der fredag den 16. juni klokken cirka 20.30 blev slået i hovedet med en flaske og stukket i benet med en kniv på Shisha Lounge i Kongensgade i Esbjerg.

Den sigtede nægter sig skyldig.

Ved grundlovsforhøret vurderede dommeren ikke, at der var grundlag for varetægtsfængsling og løslod den 37-årige.

Anklagemyndigheden har kæret denne kendelse til Vestre Landsret, ligesom sigtelsen fortsat er opretholdt.

To mænd 28 og 32 år, begge fra Esbjerg, er varetægtsfængslede i sagen, mens yderligere fire mænd er efterlyst, heraf er tre efterlyst med navn.

Samtlige syv personer har tilknytning til bandemiljøet.

Da nu Jonas Fedder Rasmussen ikke længere er eftersøgt, opfordrer politiet til, at medierne fjerner billederne af vedkommende.

De øvrige personer

Ilhan Mehmedovic Haskic. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi.

Jasar Beganovic. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi.

Søren Sung Frahm. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi.

er fortsat efterlyst.

Team Esbjerg er et stort skridt på karrierevejen

0

Patrick Petersen, 29 år, er tiltrådt som ny assistenttræner i Team Esbjerg. Sjællænderen har senest været cheftræner for Skovbakken Håndbolds 1. divisionsherrer i tre sæsoner og vælger nu at satse på karrieren som håndboldtræner på fuldtid. Han afløser Ana Razdorov Lyø, der i fire sæsoner har indgået i trænerteamet med cheftræner Jesper Jensen.

– Det har været en svær beslutning, for jeg kan lide mit civile job på en rigtig god arbejdsplads, men min arbejdsgiver har vist forståelse for, at dette er en unik mulighed for mig. Team Esbjerg har været inde i en beundringsværdig udvikling, hvor klubben gennem mange år har taget skridt for skridt til nu at tilhøre den europæiske elite, samtidig med at der er et stærkt bagland, og organisationen er fulgt med. I det miljø kan jeg blive stærkere som træner, og jeg vil bidrage med mine perspektiver og hjælpe Jesper og Team Esbjerg med at opnå de mål, klubben ønsker, siger Patrick Petersen.

Han spillede ungdomshåndbold i hjembyen Ringsted, men valgte efter et USA-ophold at gå trænervejen, da han i 2013 flyttede til København for at indlede studiet i International Business på CBS. Inspireret af den senere talentchef og nu assistenttræner i GOG, Mikkel Voigt, blev han ungdomstræner i Frederiksbergklubben BK Ydun og fortsatte i Ajax København sideløbende med at være talenttræner i DHF’s Region Øst. 

I 2019 rykkede han til Aarhus for at tage kandidatuddannelsen cand.merc. Innovation Management & Business Development og blev samtidig seniortræner i Skovbakken, først en sæson i 3. division og dernæst tre sæsoner i 1. division. 

Patrick Petersen er storebror til Ikast-playmakeren Simone Petersen, hvis personlige egenskaber Jesper Jensen kender til som landstræner, og uden at det har været afgørende, har familieskabet styrket indtrykket af, at han menneskeligt vil passe ind i Team Esbjergs kultur. 

– Patrick scorer højt på de parametre, vi lægger vægt på, og gennem de samtaler, vi har haft, har vi fået en rigtig god fornemmelse af ham som menneske. Også håndboldmæssigt fornemmer vi, at han deler vores filosofi med sin interesse for detaljer i spillet og at tage initiativ og prøve ting af for at forbedre præstationerne. Jeg går ind i min syvende hele sæson som cheftræner, og Patrick kan med sin baggrund bidrage med nye impulser til teamet, siger Jesper Jensen.

Den nye assistenttræner har indgået en foreløbig etårig aftale, hvilket flugter med cheftrænerskiftet i Team Esbjerg i sommeren 2024, da den svenske kvindelandstræner, Tomas Axnér, afløser sin danske landstrænerkollega, Jesper Jensen. Tomas Axnér skal sætte sit eget hold, men hvis samarbejdet med Patrick Petersen udvikler sig som forventet, vil han være kandidat til at fortsætte på sin post. Indtil videre vil han lægge al sin energi i at yde sit bedste i kontraktperioden, men afviser ikke muligheden for at fortsætte i Team Esbjerg.

– Jeg vil nu koncentrere mig om at yde en god arbejdsindsats med fuld dedikation i Team Esbjerg. På håndboldbanen er jeg tilhænger af at udfordre modstanderne ved at ændre rytmen i spillet og angribe med tempo. Og så er jeg meget bevidst om at omsætte de fejl, der opstår undervejs, i hurtig læring, siger Patrick Petersen, der er DHF-diplomtræner og dermed har den højeste nationale træneruddannelse.

Patrick Petersen har en måneds opsigelse i stillingen som Product Manager i konsulenthuset Ennova og vil derfor i august dele sin tid mellem de to job. Han bor i Aarhus med sin kæreste, Marie, der indleder sit sidste år på tandlægestudiet, og han forventer i løbet af 2023 at rykke bopælen til Esbjerg.

Foto: Team Esbjerg