Home Tags Esbjerg

Tag: Esbjerg

Kvinder kan også – ishockey er for alle

Skøjters knitren på isen, nærkampe, stav mod stav, slagskud og jubelbrøl fra tusinder af tilskuere. Det er opfattelsen af ishockeysporten i den brede befolkning. Og spørger man selvsamme gruppe om, hvem der dyrker denne sport – er svaret entydigt: store hærdebrede mænd.
Virkeligheden er dog en anden. Kvinder dyrker også med stor glæde ishockeysporten, og klubberne elsker når piger/kvinder dukker op, og melder sig klar på isen.


-Sådan er det også her i EIK, hvor rundt regnet 45 kvinder der dyrker ishockeysporten, fortæller kvindetræner Bent Bendorff Andersen. Han er en af klubbens mange frivillige, der på søndag byder piger og kvinder i alle aldre velkommen til ”World Girls icehockey weekend”. I Esbjerg foregår det på søndag mellem 11 og 14.00. Arrangementet er verdensomspændende.


-Vi prøver på denne måde at få fat i de mange piger eller kvinder, der går rundt derhjemme med det store ønske, at blive aktiv ishockeyudøver. Sidst vi inviterede til et sådant arrangement, dukkede der rigtig mange piger op, og rigtig mange af dem er stadig aktive på isen, lyder det fra Bent Bendorff Andersen, der på søndag håber på rigtig mange interesserede og nysgerrige kvinder.


-Hvor gammel man er, og hvordan man er bygget, er fuldstændig underordnet. Kan man ikke stå på skøjter betyder det heller ikke noget, for det kan man lære. Der er plads til alle og vi har det udstyr der skal til, for at prøve kræfter på isen. Jo flere der dukker op, des bedre er det. Man vil ikke fortryde, for i EIK er der et fedt sammenhold og masser af sjove timer sammen med andre tøser, slutter Bendorff Andersen.


De mange piger/kvinder der vil høre mere om klubben og prøve kræfter på isen, mødes mellem hal 1 og hal 2 på søndag mellem klokken 11.00. og klokken 14.00. Her vil repræsentanter fra klubben tage pænt imod.
VEL MØDT PIGER!

Jesper Jensen forlænger med Team Esbjerg

Det lå lige for, og cheftræner Jesper Jensen betænkte sig ikke længe, før han blev enig med Team Esbjerg om betingelserne for at forlænge samarbejdet med to år frem til 30. juni 2022.
Den 41-årige træner, der af kolleger i de to bedste rækker, DHF’s sportschef og landstrænerne er kåret som Årets Træner i HTH Ligaen de to seneste sæsoner i træk, flyttede til Esbjerg for 23 år siden og har først som spiller og senere via sin kone, Lotte Haandbæk, haft sin gang i hendes barndomsklub i mange år.

  • Da vi først begyndte at snakke om forlængelse, gik det hurtigt, og vi var enige om, at det er til gavn for begge parter at fortsætte. Vi går nu ind i en periode, hvor vi kigger på truppen til næste sæson, og spillere vil gerne vide, hvordan der ser ud på trænersiden, siger Jesper Jensen.
    Han blev i januar 2017 ansat som assisterende cheftræner med henblik på at tiltræde i den næste sæson. Få uger senere afløste han Lars Krogh Jeppesen, der havde andre opgaver at passe ved siden af trænerjobbet, og da samarbejdet med daværende cheftræner, Lars Frederiksen, i slutningen af maj blev afbrudt, indgik Jesper Jensen en treårig aftale som ny cheftræner.
  • Jeg har talt meget med min agent og især med Lotte, der i dagligdagen kan mærke, at det er Team Esbjerg, jeg brænder for nu. Jeg bor tæt på klubben, jeg går glad på arbejde, selv om der også kan være hårde dage, og der er opbygget vildt stærke relationer til mennesker, jeg arbejder sammen med. Det gælder både klubbens ledelse, administrationen og spillerne, siger Jesper Jensen.
    Han føler sig fremdeles som en del af et spændende håndboldprojekt i Team Esbjerg, hvor ledelsen ønsker at forfølge mulighederne for at tage yderligere skridt sportsligt. Målet er at være en kontinuerlig del af EHF Champions League, og drømmescenariet er lejlighedsvis at kunne være med i Final4 mellem Europas bedste klubhold.
    Bestyrelsesformand Bjarne Pedersen ser frem til det fortsatte samarbejde om at nå nye mål.
  • Vi har været meget tilfredse med det arbejde, Jesper Jensen har udført de seneste to et halvt år, og som har været stærkt medvirkende til, at vi har hentet en pokaltitel og et dansk mesterskab til Esbjerg i hans tid. Vi har en fornemmelse af, at Jesper befinder sig godt i klubben, og at han og vi er et godt match. Vi lægger vægt på de samme værdier, og begge parter har store ambitioner for fremtiden, siger Bjarne Pedersen.

Jesper Jensen fremhæver, at man som elitetræner er i en skrøbelig position og skal være varsom med at nære for stærke følelser for en klub, men tilføjer, at Team Esbjerg på mange måder er hans klub. Både han og Lotte er bevidste om, at det kan have sine negative sider at være eksponeret håndboldtræner i sit nærområde og med skolesøgende børn, hvis det sportsligt skulle begynde at gå mindre godt i en periode. Men glæden over at kunne fortsætte arbejdet i Team Esbjerg overvinder klart den bekymring.
Lotte og Jesper har børnene Louise, 12 år, Joachim, 10 år, og Aksel, otte år.

Tre idømt fængsel og opholdsforbud for bandevold

0

De tre mænd med tilknytning til ST-gruppen blev ved Retten i Esbjerg idømt i alt ni års fængsel og 15 års opholdsforbud.

Tre mænd på henholdsvis 23, 25 og 29 år blev onsdag ved et nævningeting ved Retten i Esbjerg idømt mellem to et halvt års og tre et halvt års ubetinget fængsel for banderelateret vold af særlig rå, brutal eller grov karakter.

Som konsekvens af den banderelaterede, alvorlige kriminalitet blev de tre også idømt et opholdsforbud i Esbjerg by i en periode på mellem fire et halvt år og fem et halvt år, der træder i kraft efter afsoning.

Den 23-årige blev desuden udvist af Danmark for bestandigt.

Bandekonflikt

Voldshændelsen fandt sted lørdag den 11. august 2018 i Esbjerg som et led i konflikten mellem ST-gruppen, som de tre tiltalte var tilknyttet, og den rivaliserende KV-gruppe, hvor en 24-årig mand blev stukket med en kniv i brystkassen, lige som den 24-årige blev påkørt og forsøgt påkørt.

Dømt i forening

De tre tiltalte blev dømt for overfaldet i forening. Retten har dog ikke slået fast, hvem, der udførte knivoverfaldet, mens det står klart, at den 25-årige var føreren af køretøjet, mens påkørslen og forsøget på påkørsel fandt sted.

De tre tiltalte blev desuden dømt for flere overtrædelser af loven om euforiserende stoffer.
 
Nævningetinget afsagde dommen med dissens, hvor tre af de 12 dommere havde ønsket straffene skærpet med yderligere seks måneder.
Ved strafudmålingen lagde nævningetinget vægt på, at overfaldet fandt sted med en kniv, men tog samtidig hensyn til, at der ikke havde været tale om alvorlige skader på den forurettede.

På et retsmøde tirsdag afgjorde nævningetinget skyldsspørgsmålet, mens strafudmålingen fandt sted onsdag.

Den 23-årige blev idømt tre års fængsel og et opholdsforbud på fem år, den 25-årige blev idømt tre et halvt års fængsel og et opholdsforbud på fem et halvt år, mens den 29-årige blev idømt to et halvt års fængsel og et opholdsforbud på fire et halvt år.

Samtlige dømte har anket til frifindelse.

Foto: Yesbjerg

Fernisering på anden del af Wunderkammer

0

Fredag den 4. oktober 2019 ferniserer Esbjerg Kunstmuseum anden del af det store, prisbelønnede projekt Wunderkammer.
Udstillingen har undertitlen Mirabilia og er blevet til i nært samarbejde med den amerikanske stjernekunstner Mark Dion.


Mark Dion er en af de mest efterspurgte samtidskunstnere på den internationale kunstscene og har udstillet på verdens mest prestigefyldte museer, herunder MoMA i New York, Palais des Beaux-Arts, Paris samt Tate Gallery og British Museum of Natural History i London.


På udstillingen, der fremstår som én samlet totalinstallation, kan man bl.a. opleve et spektakulært fluorescerende vægmaleri, et erindringshus, specialdesignede tapeter og forunderlige, fantasifulde tegninger.

Foto: Esbjerg Kunstmuseum

Tag til rejsegilde

0

Rejsegilde på Novrupvej 59, Esbjerg

Rejsegilde på 6 “skæve” boliger til en særlig udsat gruppe på Novrupvej 59, Esbjerg

Torsdag den 3. oktober kl. 14.00 inviterer vi til rejsegilde på 6 “skæve” boliger som er under opførelse til en målgruppe for Center for Socialt Udsatte. Vi er nu nået så langt at bygningerne er næsten lukket, og traditionen tro afholder Esbjerg Kommune rejsegilde.

Foto: Esbjerg Kommune

Polman er tilbage på banen

Halvdelen af Team Esbjerg-truppen har været med respektive landshold, og de øvrige spillere har samlet kræfter med meget individuel træning, styrke, matchning mod U17-drenge og et par friweekender inden godt halvanden måned med et krævende program i HTH Ligaen og DELO Women’s EHF Champions League. Alene i oktober er der ni kampe begyndende med ligaopgøret mod København Håndbold onsdag aften i Blue Water Dokken og storholdet CSM Bucuresti søndag.

Foto: Yesbjerg

– Det bliver lige på og hårdt, men mange ting fungerer heldigvis for os som hold, og forhåbentlig har vi ”Essie” tilbage mod København, siger Team Esbjerg-cheftræner Jesper Jensen.

Estavana Polman har været ude med ledbåndsproblemer i det ene knæ siden ligapremieren i Odense, men har nu været med i den hollandske landsholdslejr, hvor hun har deltaget i en træning. Derudover får hun to træninger med klubholdet, og hvis de forløber godt, er hun klar til et comeback. Med sin kapacitet og spilintelligens finder hun ofte rytmen hurtigt efter skader.  

– Vi går ind i en periode, hvor vi må vurdere ressourcerne fra halvuge til halvuge. Målet er at vinde alle kampe, men vi vil forsøge at give nødvendige pauser til spillere undervejs. Jeg håber, vi kan være lige så dygtige som i fjor til at afgøre kampe tidligt, så vi kan give spilletid til hele truppen, siger Jesper Jensen. 

Efter premierenederlaget til Nykøbing F. Håndbold har København vundet fire kampe i træk mod modstandere, hvor de tidligere mestre har været favoritter. Klubben mistede inden denne sæson Jenny Alm, der har stoppet karrieren, Kelly Dulfer, Mai Kragballe og Emily Stang Sando. Senest har Johanna Bundsen meddelt, at hun er gravid, og det er op til det blot 19-årige målvogtertalent, Amalie Milling, at tage over. 

– København har mistet rutine og er et forynget hold, der har fået tilført spillere af flere nationaliteter og frem for alt har fået Mia Rej tilbage, siger Jesper Jensen.

Efter langtidsskaden er den københavnske playmaker vendt tilbage i en om muligt endnu bedre udgave. Mia Rej har ud over at styre spillet scoret ikke færre end 45 mål i fem kampe, et snit på ni mål pr. kamp. Hendes radius og indflydelse skal Team Esbjerg have begrænset for at sikre sig den sjette sejr i lige så mange ligakampe.

Estavana Polman føjer sig til en trup på 14 spillere.

Team Esbjergs trup til kampen i HTH Ligaenmod København Håndbold onsdag den 2. oktober kl. 18.30 i Blue Water Dokken: 

Målmænd: Rikke Granlund og Rikke Poulsen

Venstre fløj: Sanna Solberg og Elma Halilcevic

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen 

Streg: Vilde Ingstad, Marit Malm Frafjord og Clara Monti Danielsson

Bagspillere: Kristine Breistøl, Sonja Frey, Line Jørgensen, Estavana Polman, Rut Jónsdóttir og Lene Østergaard.

Ishockey underskud var forudset

0

ÅRSREGNSKAB FOR ESBJERG ELITE ISHOCKEY A/S

2018-2019-sæsonen var præget af byggeriet af den nye Granly Hockey Arena, og årsresultatet viser et ikke-tilfredsstillende resultat med et underskud på 2,2 millioner kroner.

Foto: Arkiv Yesbjerg

Underskuddet var forudset, idet der har været ekstra omkostninger og færre sponsorindtægter i forbindelse med de mange grundspilkampe i hal 2. Der blev således brugt ekstra penge på at bygge en midlertidig tribune for at hæve antallet af tilskuerpladser i hallen, så trofaste fans og sponsorer stadig kunne komme til hockey, og bestyrelsen værdsætter de mange sponsorer, som trods de midlertidige forhold fastholdt deres støtte. Udover ekstra omkostninger udeblev den sportslige succes desværre også, og det kostede på bundlinjen.

Ejerkredsen betragter 2018-2019-sæsonen som et “bump” på vejen og har sikret, at det ikke får betydning for de mange spændende fremtidsperspektiver for Esbjerg Energy.

”Vi står godt rustet til en ny sæson i Danmarks flotteste og bedste arena”, siger formand Søren Mathiasen og fortsætter, ”Vi har sammensat et virkelig stærkt hold, og vi oplever en meget flot opbakning fra tilskuere, fans og sponsorer, som betyder, at Esbjerg Energy ser frem til en ny stor sæson for esbjergensisk ishockey.

Fire glade prismodtagere til årets Frivillighedsfest i Ribe

0

Fredag eftermiddag stod fritidscentret i Ribe på den anden ende. Det var nemlig første gang, centret skulle lægge gulv til årets Frivillighedsfest, og det gik over alt forventning.

Der var lagt op til et par festglade timer i frivillighedens tegn, da Social & Arbejdsmarkedsudvalget bød indenfor til den årlige Frivillighedsfest. Mere end 200 forventningsfulde frivillige havde taget turen til Ribe Fritidscenter, hvor de blev fejret som sig hør og bør på en fredag, hvor hele Danmark fejrede frivilligheden. Gæsterne var frivillige i foreninger og organisationer på socialområdet, og ud over en påskønnelse for deres store arbejde i året, der er gået, skulle årets vindere af Frivillighedsprisen 2019 og Johan Hoffmann Fondens pris findes.

Feltet af indstillede var stærkt og bestod af i alt 35 frivillige foreninger og organisationer, der alle på hver sin måde har gjort en vigtig indsats på det sociale område og havde vinderpotentiale, så det var ikke nogen nem beslutning for Social & Arbejdsmarkedsudvalget at vælge årets tre vindere.

Årets Frivillighedspriser gik til:

1.    pladsen – Unge for Ligeværd

2.    pladsen – Røde Kors Vågetjenesten i Bramming

3.    pladsen – Sind Syd-Vest

Johan Hoffmann Fondens Pris, der i år blev uddelt for tredje gang, gik til ETACs venner.
Prisen er et tilskud på 15.000 kr. til en udvalgt handicapforening.

Om Frivillighedsprisen

Frivillighedsprisen gives som en påskønnelse af en forening eller en organisation inden for social- og sundhedsområdet, der har gjort en særlig indsats. Den uddeles hvert år i forbindelse med den årlige frivillighedsfest, der afholdes i forbindelse med den nationale frivillighedsdag Frivillig Fredag.

Tidligere modtagere af Frivillighedsprisen

2009: Pusterummets støtteforening
2010: Brobyggernes kontaktfamilie
2011: De Hjemløses Venner
2012: X-House
2013: 1. præmien: Mentornetværk i Esbjerg/Varde, 2. præmien: Frivillignet Ribe, 3. præmien: Røde Kors i Esbjerg
2014: 1. præmien: Multiklubben i Bramming, 2. præmien: De frivillige ved kvindernes krisecenter, 3. præmien: Børns Voksenvenner
2015: 1. præmien: Stafet for Livet, 2. præmien: Ungdommens Røde Kors, 3. præmien: Ældresagen i Esbjerg
2016: 1, præmien: Opgangsvenner, 2. præmien: Ung Kræft, 3. præmien: Hjerneskadeforeningen Sydvestjylland
2017: 1. præmien: Varmestuestrik.dk, 2. præmien: Aflastningstjenesten, 3. præmien: Dansk Flygtningehjælp og Røde Kors

2018: 1. præmien: Recovery Bulls, 2. præmien: KFUM-Ballast, AURA-Esbjerg, Mødrehjælpens lokalforening Esbjerg

Tidligere modtagere af Johan Hoffmann Fondens pris

2017: Team Tvilling

2018: Sydvestjysk Handicapdans

Foto: Esbjerg Kommune

Ishockey fredag aften

NYT LOKALOPGØR VENTER FREDAG

Fredag klokken 19.30 spilles der igen en ægte klassiker i Granly Hockey Arena, når SønderjyskE gæster Esbjerg Energy i Metal Ligaen til et lokalopgør på isen.-

Foto:Yesbjerg

Vi har mødt SønderjyskE to gange i træningskampene. Vi blev besejret i Vojens, men fik taget revanche i hjemmekampen, så vi har set dem ”live” et par gange. SønderjyskE-coach Mario Simionis mandskaber er altid kendetegnet ved en tydelig struktur i spillet og en flot fysik, så vi ved hvad der kræves af os, hvis vi skal have succes mod dem, fortæller cheftræner Mark Pederson fra Esbjerg Energy.Esbjerg Energy måtte tirsdag tage overtiden i brug, før sejren i VinMedKant Arena i Odense over de lokal Bulldogs var i hus. 3-2 sejren blev sikret af Niklas Andersen efter hjemmeholdet havde ført 2-0. Trevor Cheek og Jesse James Mychan scorede vestjydernes to første mål.- Vi har nu spillet tre kampe og er noteret for seks point i tabellen. Jeg er mindst tilfreds med indsatsen i premierekampen i Herlev, som vi tabte efter ”overtime” og straffeslag. Sidste fredags hjemmekamp mod Herning var præget af hårdt arbejde og i tirsdagens overtidssejr i Odense glæder jeg mig over vores comeback, mod et hårdt arbejdende fynsk hold med masser af vilje, fortsætter Energy-coachen:- Jeg synes spillernes indstilling og vilje har været god indtil nu. Men den nødvendige disciplin og evnen til at udføre planen er en anden sag. Man kommer som spiller let til at overgøre tinge og det kan resultere i udvisninger og andre utilsigtede ting. Så mottoet må være: – Work smarter, not just harder.I tirsdagens kamp i Hørsholm vendte SønderjyskE en Rungsted-føring på 2-0 til en flot 5-2 sejr i ”Vojens- drengene”s favør over de forsvarende danske mestre.- SønderjyskE må have været lidt desperate efter en skuffende start på sæsonen, så man ”må tage hatten af for” deres moral og evne til at håndtere presset. Og samtidigt noterer jeg mig, at SønderjyskE er det første hold, der formår at score fem mål i én kamp, slutter den 51-årige canadier.Esbjerg Energy er på Metal Ligaens 3. plads noteret for seks point efter tre spillede kampe. SønderjyskE er nummer syv med tre point, ligeledes efter tre spillede kampe.Kampen Esbjerg Energy – SønderjyskE kan i øvrigt ses på TV2 Sport og TV 2 Play, men bør naturligvis opleves live i Granly Hockey Arena.

Velkomstmøde for nye virksomheder i Esbjerg

For første gang inviterede Esbjerg Kommune til velkomstmøde for nye virksomheder. Inspirationen stammer fra de populære velkomstmøder for tilflyttere.

Torsdag bød borgmester Jesper Frost Rasmussen velkommen til ca. 50 gæster fra 32 virksomheder, som indenfor de seneste to år har valgt at etablere sig fysisk i Esbjerg Kommune.

“Arrangementet var jo det første af sin art, men det må siges at være en vellykket debut. På forhånd vidste vi ikke, hvor stor interessen ville være, men det glæder mig, at så mange takkede ja”, siger Jesper Frost Rasmussen, som bl.a. fortalte deltagerne, at han gerne vil fremme relationen mellem virksomheder og kommunen.

Populært forbillede

Arrangementet blev afviklet under samme forhold som kommunens populære tilflyttervelkomstmøder, som holdes i slutningen af året. Det er også disse arrangementer, som har inspireret Jesper Frost Rasmussen til at foreslå, at nyetablerede virksomheder inviteres til et halvanden times arrangement på Esbjerg Rådhus.

Udover en velkomsthilsen fra borgmesteren kunne deltagerne også høre, hvordan kommunen kan hjælpe med i forhold til rekruttering, fysisk etablering og fastholdelse af medarbejdere. Der var indlæg ved kommunens Tilflytterservice, Jobcenter Esbjerg og den særlige taskforce i Teknik & Miljø, som håndterer større og komplekse erhvervsbyggesager. Direktør Susanne Nordenbæk fra Business Esbjerg fortalte også om fordelene ved at være en del af netværket af medlemsvirksomheder.

Nyt navn på talerstolen

En af kommunens nyere virksomheder var inviteret som hovedtaler. Siden 2018 har Acurail solgt sikkerhedshåndtag og -rækværk fra adressen i Havnegade, og CEO Torben Pedersen fortalte om deres erfaringer med at etablere virksomhed i Esbjerg Kommune og relationen til Business Esbjerg.

“Jeg har haft mange sparringsmøder med Business Esbjerg, og organisationen har været medvirkede til, at vores virksomhed kunne starte. I første omgang fik vi hjælp til at finde finansieringsmuligheder og senere hjalp Business Esbjerg, da det stod klart, at vores nystartede virksomhed skulle tage springet fra salgs- til produktionsvirksomhed”, siger Torben Pedersen.

Torben Pedersen fra Acurail (t.h) fortalte de andre deltagere om processen med at starte egen virksomhed.

Mere dialog med virksomhederne

I den seneste DI undersøgelse af erhvervsklimaet i kommunerne sprang Esbjerg Kommune 20 placeringer frem i kategorien, hvor de lokale virksomheder vurderede informationen fra og dialogen med kommunen.

“Det momentum skal vi selvfølgelig bygge videre på, og det gør vi fx via initiativer som dette velkomstmøde for erhvervslivet. Vores lokale virksomheder skal gerne opfatte kommunen som en imødekommende serviceorganisation”, slutter Jesper Frost Rasmussen.

Vedhæftede billeder er taget af Esbjerg Byhistoriske Arkiv. Fotograf Torben