
For de fleste har et stykke gyldent karamelpapir, en bøjet ølkapsel og et slidt snørebånd ingen værdi – og det til trods for, at vi jævnligt støder på det. Men for Jens Morten Frederiksen er det guld – i hvert fald når det sammensættes med lignende genbrugsmaterialer i hans esbjergensiske Kreaværksted.
Siden 2014 har han skabt farverige og finurlige ”Skraldekasser”, små universer med kvinder og mænd, der interagerer med hinanden. Det er små stykker dagligdag i en lukket kasse, hvor Rappenskralderne og Skraldemændene sætter hinanden på plads – ligesom uden for kasserne. For beskueren bliver det en humoristisk fortælling om menneskenes mere eller mindre tilfældige møder med hinanden inspireret af hverdagens virkelige møder.
Jens Morten Frederiksen er opvokset i Brabrand, men bor nu i Esbjerg, hvor han arbejder som lærer på Bakkeskolen.
Kom og oplev ”Skraldemænd & Rappenskralder” i Grundtvigskirken fra 23. august til 1. november 2026. Der er gratis adgang.
Som Jens Morten Frederiksen plejer at sige om figurerne i Skraldekasserne: Tag godt imod dem – de kan jo ikke gøre for det!
Der er fernisering af udstillingen søndag d. 23. august ca. 11.45 (efter gudstjenesten og kirkefrokost), hvor Jens Morten Frederiksen vil fortælle om udstillingen.


