Home Tags #Esbjerg #Yesbjerg #nyhed #lokal #info #Kommune #Avis #Online

Tag: #Esbjerg #Yesbjerg #nyhed #lokal #info #Kommune #Avis #Online

C:NTACT skal styrke fællesskabet på Urbanskolen i Esbjerg

Lauritzen Fonden giver stor bevilling til kulturorganisationen C:NTACT, der de næste 4 år skal styrke faglige kompetencer og skabe større forståelse mellem eleverne på tværs af sociale skel.

8. årgang i Urbanskolen kan se frem til et 4-årigt forløb sammen med C:NTACT, der med en ny bevilling fra Lauritzen Fonden, skal fremme elevernes tilhørsforhold til skolens tre afdelinger Præstegårdsskolen, Rørkjær Skole og Danmarksgades Skole. 

 

Projektet er en fortsættelse af et 3-årigt samarbejde mellem Urbanskolen og C:NTACT, som med denne bevilling skal følges og evalueres af Center for Ungdomsforskning (CeFU).

 

Gennem et skræddersyet forløb skal C:NTACT udvikle både lærernes kreative undervisningskompetencer og elevernes uddannelsesparathed med ambitionen om at styrke den sociale trivsel og udvikle fællesskaber.

”At møde de professionelle fra C:NTACT, som kan noget andet end det eleverne møder i dagligdagen, udfordrer eleverne til at flytte sig. De bliver udfordret på andet end det rent boglige, og på den måde kommer andre elever mere konstruktivt til orde i fællesskabet end de er vant til.”

– Steffen Lawaetz, Urbanskolen

Sådan lyder det fra Urbanskolens skoleleder Steffen Lawaetz, der er glad for at kunne fortsætte samarbejdet.

 

C:NTACT er en socialøkonomisk organisation, som bruger scenekunst og personlige fortællinger til at fremme medborgerskab. Formålet er derfor ikke alene, at eleverne skal føle et tilhørsforhold til skolen og de sociale fællesskaber, men også nedbryde fordomme baseret på bl.a. bopæl, kulturel- og social baggrund og andet, der findes eleverne imellem.

 

”C:NTACT giver unge livsmod og tro på egne evner. Det understreges i elevernes evaluering af første forløb med organisationen i Esbjerg – og det har gjort stort indtryk på os. Derfor er vi glade for at kunne støtte fortsættelsen af det ambitiøse samarbejde mellem C:NTACT og Urbanskolen, hvor eleverne gennem kulturelle skabelsesprocesser tilføres en helt unik læringsoplevelse, som kan rokke på de unges syn på sig selv og afføde stærke fællesskaber.”

– Inge Grønvold, Lauritzen Fonden

Siger direktør for Lauritzen Fonden Inge Grønvold, der ser frem til 4 år mere sammen med C:NTACT og Urbanskolen.

Nye relationer – nye kompetencer

Hvert år vil 8. klasserne lave en forestilling, der forholder sig til et tema, som de i fællesskab har valgt med hinanden og lærerne. Med udgangspunkt i det valgte tema udfolder de deres personlige fortællinger, som åbner op for dialog og diskussion. 

Erfaringer fra tidligere viser, at processen rykker på elevernes selvopfattelse, demokratiske dannelse og eksamensparathed.

 

”Det er et omfattende, men spændende projekt med mange fagligheder og samarbejdspartnere, der skal spille sammen for at kunne skabe en ny fortælling på tværs af elever og lærer på de tre skoler, og det er et stort privilegie, at CeFU i denne omgang, også er tilknyttet projektet.”

– Helle Haagen, C:NTACT

Fortæller C:NTACTs administrative direktør Helle Haagen, som er stolt og glad over den flotte bevilling fra Lauritzen Fonden, der gør det muligt at fortsætte det gode samarbejde med Urbanskolen.

Samtidig er der fokus på, at lærerne udvikler nye kompetencer til undervisningen og ikke mindst opdager nye styrker i deres elever, som forbedrer relationen mellem dem.

Forløbet sigter også mod en forankring i Esbjerg Kommune, da lokale kunstnere rekrutteres til workshoptrænere og oplæres i C:NTACTs arbejdsmetode.

Projektet afsluttes med en forskningsrapport fra CeFU, som fremadrettet vil kunne give viden til andre skoler og undervisere.

 

Foto: fra et forløb sidste år med 8.c fra Rørkjær Skole, Urban.

 

Naturgave er en fantastisk nyhed for sortternerne i NPVadehavet

0

For mange af de tv-seere, der søndag aften så med, da TV2 fejrede kronprinsesse Mary, var det formentlig første gang, de hørte om sortternen. Den kom i fokus, fordi WWF Verdensnaturfonden i anledning af kronprinsessens fødselsdag har valgt at give ”en helt særlig naturgave til danskerne”. Gaven blev præsenteret af Ghita Nørby og Sebastian Klein og består af fire naturprojekter. Et af dem går ud på at hjælpe bestanden af sortterner i Nationalpark Vadehavet.

Foto: Nationalpark Vadehavet

Sortternen er en lille, elegant fugl i den danske natur – og en af de mest sjældne. Tidligere var den udbredt i hele Danmark, men i dag er den yderst truet. Tilbage er kun 50-80 par, som yngler på blot tre lokaliteter. Over halvdelen af yngleparrene og dermed den vigtigste bestand findes i sumpede områder i Tøndermarsken i den sydøstligste del af Nationalpark Vadehavet. 

Derfor har vi også en helt særlig forpligtelse til at passe på sortternen, mener naturkonsulent John Frikke fra Nationalpark Vadehavet, og han glæder sig over gaven fra WWF:

”Gaven betyder, at vi kan gøre en målrettet indsats. Helt konkret vil det ske ved at udlægge små kunstige redeflåder i vandhuller og søer, hvorpå ternerne kan anlægge reder i større sikkerhed for oversvømmelser og rovdyr”, forklarer John Frikke.

På forhånd god erfaring med, at redeflåder kan hjælpe sortternerne til øget ynglesucces. Siden 2015 har nationalparken i tæt samarbejde med Naturstyrelsen, Tønder Kommune og andre partnere drevet et sortterneprojekt, og i alle årene er der udlagt redeflåder.

”Vi kan konstatere, at et stigende antal vælger dem frem for de naturlige redepladser på åkander og andre vandplanter, og samtidig viser vore tællinger, at flåderne har medvirket til, at flere unger kommer på vingerne,” siger John Frikke.

2021 blev det mest succesrige år i projektets historie målt på antallet af flyvefærdige unger. Der blev talt cirka 50 ynglepar i projektområdet, langt de fleste ynglede på kunstige redeflåder, og til sammen fik de 61-65 unger på vingerne. (Se faktaboks).

Naturgaven fra WWF Verdensnaturfonden og QATO Fonden betyder, at indsatsen nu kan intensiveres. Både ved at øge antallet af redeflåder, men også ved at tage en anden type i brug. Der er gode erfaringer fra lignende projekter i Holland med denne type flåder, som potentielt beskytter bedre mod vejrforhold og rovdyr.

Der kommer dog ikke til at være flokkevis af sortterner lige med det samme. Sortternen får nemlig kun få unger, og der går flere år, inden de begynder at yngle. 

”Det er et langt, sejt træk. Ungerne lever meget længe, men det tager flere år, inden ungerne vender tilbage for at yngle, så der går også lang tid, inden man kan se resultaterne. Til gengæld er de meget stedtro og vender altid tilbage til der, hvor de selv er ruget ud, siger John Frikke.

 

Fakta

Resultater i sorterne-projektet i Nationalpark Vadehavet

År ​Ynglepar ​Antal flyvefærdige unger

2015 ​50 ​25

2016 ​28 ​28

2017 ​35-40 ​21-28

2018 ​32-33 ​16-19

2019 ​43 ​41-44

2020 ​44-46 ​43-46

2021 48-51 61-65

Estavana Polman er tilbage efter uenighed i truppen

0

Estavana Polman vil være tilbage i Team Esbjerg mandag.

Oven på en episode under kampen i DELO EHF Champions League mellem Team Esbjerg og HC Podravka Vegeta lørdag den 29. januar i Blue Water Dokken har Team Esbjergs ledelse tirsdag aften haft et møde med EstavanaPolman.

Parterne er enige om at lægge det hændte bag sig og i fællesskab arbejde for klubbens bedste. Det indebærer, at Estavana Polman kan genoptage sit virke i Team Esbjerg fra mandag den 7. februar. 

Spilleren indgik ikke i truppen til kampen i Bambusa Kvindeligaen mod Ajax København mandag aften, og det samme vil gælde i onsdagens hjemmekamp mod Skanderborg Håndbold og i Champions League-kampen mod Buducnost Bemax lørdag i denne uge.

Parterne har ikke yderligere kommentarer.

Ny HR chef på UC Syd

Pernille Sædam Marstal kommer fra en stilling som enhedschef i Kriminalforsorgens Institution Sydøstjylland i Haderslev. Her har hun haft personaleansvar for ca. 40 medarbejdere fordelt på tre afdelinger – heriblandt fængselsbetjente, socialrådgivere, socialpædagoger og administrativt personale.

Hun begyndte i Kriminalforsorgen i 2018. Inden da arbejdede hun i 16 år som advokat i Søfartens Ledere, der er en landsdækkende faglig organisation beliggende i København. Her beskæftigede hun sig med bl.a. ansættelsesret og personalejura.

På UC SYD får hun som HR-chef ansvaret for 10 medarbejdere og vil i et tæt samarbejde med ledelsen have en central rolle i at gøre den nye organisering og samarbejdskultur til virkelighed, hvor grunduddannelse, efter- og videreuddannelse og forskning rykker tættere sammen.

Ny retning for organisationen
– Jeg synes, det er spændende at blive del af en uddannelsesinstitution og en del af det samarbejde, uddannelsesinstitutioner har med både erhvervsliv, det offentlige og andre uddannelsesinstitutioner. Og jeg glæder mig til at bidrage til det arbejde, som er indledt med at sætte retning for organisationen i forhold til den nye Strategi 2025 og den nye organisering, som hele institutionen har gennemført, siger Pernille Sædam Marstal.

– Der er mange ting, der interesserer mig, og som mit hjerte banker for, men skal jeg fremhæve nogle, så er det ledelsesunderstøttelse og ledelsesudvikling, så det ser jeg frem til som en del af mit nye virke. Andre områder, som har fyldt meget i mine hidtidige stillinger, og som jeg også vil beskæftige mig med i UC SYD, er medarbejdertrivsel og helt generelt arbejdsmiljø.

Bidrage til udviklingen
– Jeg har glædet mig til at sige velkommen til vores nye HR-chef, siger rektor Alexander von Oettingen. Han fortsætter:

– Sammen med resten af ledelsen skal Pernille være med til at skabe tættere sammenhæng på tværs af hele organisationen og etablere nye måder at samarbejde om aktiviteter på vores grunduddannelser, på forskningsområdet og på efter- og videreuddannelserne. Pernille skal med ledere og medarbejdere bidrage til udviklingen af et nyt UC SYD og til, at vores nye Strategi 2025 – med hoved, hånd og hjerte – bliver integreret i den nye organisering.

Pernille Sædam Marstal er cand.jur. fra Aarhus Universitet i 1997. Hun bor i Kolding med sin mand Mikael, der er advokat. Sammen har de to børn på hhv. 18 og 15.

Hun afløser Stine Bilstrup Rask på posten, der 1. november tiltrådte stillingen som ressourcedirektør i UC SYD.

Foto: UC Syd

Nye forskningsresultater: Arbejdsevnen påvirkes markant blandt de ældste arbejdstagere

0

Et hold forskere fra Sydvestjysk Sygehus har i en stor undersøgelse set på, hvordan alder, fysisk belastning og smerter påvirker arbejdsevnen. Undersøgelsen er navngivet ’Esbjergundersøgelsen’, og resultaterne tegner et tydeligt billede af, at arbejdsevnen reduceres med alderen.

Foto: Forskningsgruppen bestående af post.doc. Niels-Peter Brøchner Nygaard, overlæge Gert Thomsen fra Arbejdsmedicinsk Afdeling, forskningsleder og lektor Bibi Gram og forskningsleder, klinisk lektor og ledende overlæge Lars Rauff Skadhauge fra Arbejdsmedicinsk Afdeling. Derudover er ledende overlæge Jesper Rasmussen fra Arbejds- og Miljømedicin ved Odense Universitetshospital også en del af holdet, selvom han ikke havde mulighed for at stille op til foto.


Vi skal blive længere på arbejdsmarkedet. Men hvad betyder den høje pensionsalder for arbejdsevnen?

Det er et af de spørgsmål, som forskere fra Sydvestjysk Sygehus har set nærmere på i Esbjergundersøgelsen. De første resultater fra undersøgelsen er nu klar, og de efterlader ingen tvivl om, at alder i sig selv spiller en rolle for arbejdsevnen.


Undersøgelsen sker i et samarbejde mellem Enheden for Sundhedsfaglig Forskning og Arbejdsmedicinsk Afdeling ved Sydvestjysk Sygehus, hvor en af forskerne bag er forskningsleder og lektor Bibi Gram. Hun fremhæver, at alder særligt ser ud til at have en negativ betydning for arbejdsevnen i de sidste 10 år af arbejdslivet:


’Vores forskning viser, at der med alderen følger en øget risiko for nedsat arbejdsevne. Lav arbejdsevne kan være et udtryk for dårligt helbred og resultere i sygefravær. For eksempel kan vi ved sammenligning af forskellige aldersgrupper se, at særligt borgere over 60 år vurderer deres arbejdsevne markant dårligere end de 50-55-årige. Lidt mere overraskende ser vi også, at de 56-60-årige selv vurderer deres arbejdsevne, som dårligere end den yngste gruppe. Resultaterne tydeliggør, at alder i sig selv er en vigtig faktor for arbejdsevnen’, siger Bibi Gram.


Hun fremhæver, at undersøgelsen er vigtig, fordi den giver viden om, hvornår i arbejdslivet nogle kan have behov for, at arbejdet eksempelvist tilrettelægges anderledes. Det er vigtigt at vide, hvis man vil sætte ind med forebyggende tiltag på arbejdspladsen. Det vil være tiltag, som ofte vil indeholde justeringer i forhold til udførelse af arbejdsopgaven, og som forudsætter en individuel dialog om den enkeltes oplevelse af arbejdsevnen.


13.000 esbjergensere har svaret

Undersøgelsen bygger på svar fra over 13.000 borgere mellem 50 og 65 år i Esbjerg Kommune. Når netop Esbjerg er udvalgt, er det blandt andet, fordi undersøgelsen er udført af forskere fra Sydvestjysk Sygehus.  Valget er dog også faldet på Esbjerg, fordi kommunens borgere kommer fra et stort område, der inkluderer både land og by og derved kan være repræsentativ for resten af Danmark.


’Esbjerg Kommune afspejler den danske befolkning godt. Kommunen har blandt andet en bred sammensætning. Det gælder for eksempel beskæftigelse, hvor mange forskellige erhverv er repræsenteret. Derfor kan de resultater, som vi finder frem til også bredes ud til den danske befolkning’, forklarer Bibi Gram.

Nye områder skal afdækkes
Udover alder finder forskerne frem til, at både smerter i for eksempel ryg og skulder og fysiske belastninger for eksempel i form af løft har en negativ betydning for arbejdsevnen. Begge er områder, som forskerne vil undersøge nærmere i fremtidig planlagt undersøgelse, der har fokus på fysiske test og klinisk undersøgelse.


’Den kommende undersøgelse skal være med til at gøre os klogere på, hvordan smerter og konkrete fysiske belastninger hænger sammen med arbejdsevnen. På den lidt længere bane skal det være med til at gøre os klogere på både behandling, og på hvordan vi bedst forebygger og reducerer påvirkningen af disse faktorer’, forklarer Bibi Gram.

Fakta om Esbjergundersøgelsen

·       I 2017 og 2018 inviterede forskere fra Sydvestjysk Sygehus 23.000 borgere mellem 50 og 65 år i Esbjerg Kommune til at være med i Esbjergundersøgelsen, som er en stor undersøgelse om, hvad den høje pensionsalder betyder for helbredstilstanden. Spørgeskemaet blev sendt ud via e-boks, og over 13.000 borgere svarede. Omkring 300 af de adspurgte vil i en kommende undersøgelse blive inviteret til en helbredsundersøgelse på Sydvestjysk Sygehus.

·       Arbejdsevne er i undersøgelsen målt ved hjælp af en anerkendt og valideret skala, hvor borgerne selv har rangeret deres arbejdsevne på en skala fra 0-100.

·       Esbjergundersøgelsen er blevet til i et samarbejde mellem Arbejdsmedicinsk Afdeling og Enheden for Sundhedsfaglig Forskning ved Sydvestjysk Sygehus.

·       Forskningsgruppen består fra Enheden for Sundhedsfaglig Forskning af forskningsleder og lektor Bibi Gram og post.doc. Niels-Peter Brøchner Nygaard. Fra Arbejdsmedicinsk Afdeling består af gruppen af forskningsleder, klinisk lektor og ledende overlæge Lars Rauff Skadhauge og overlæge Gert Thomsen. Derudover er ledende overlæge Jesper Rasmussen fra Arbejds- og Miljømedicin ved Odense Universitetshospital også en del af forskerholdet.

Læs mere på sygehusets hjemmeside

www.sydvestjysksygehus.dk/



 

Jesper Jensen er Årets Esbjergenser 2021

0

Det var en overrasket, men glad og stolt klubtræner, Jesper Jensen, der i mandags blev overrasket i Blue Water Dokken af Ugeavisen Esbjerg, der kunne fortælle Jesper, at han er blevet valgt som Årets Esbjergenser i 2021.

Titlen som Årets Esbjergenser er en anerkendelse til en borger, der med sine evner, ideer, og handlinger har gjort Esbjerg til et bedre sted at være for esbjergenserne. Der kan være tale om en enkeltstående bedrift, handling eller succes til gavn og glæde for Esbjerg og mange esbjergensere. Der kan også være tale om et årelangt virke eller ligefrem et livsværk af stor betydning for byen og byens borgere.

I år var der nomineret 30 kandidater til titlen, men valget faldt på Jesper Jensen på baggrund af de fornemme resultater, som Jesper har opnået for Team Esbjerg og for det danske kvindelandshold i håndbold.

Dommerkomiteen, der bl.a. bestod af Jens Jørgen Bertelsen, Kent Kirk, Morten Hahn-Pedersen og Camilla Pedersen var alle enige om, at Jesper Jensen var den rette person blandt de nominerede, og lagde bl.a. vægt på Jespers moderne professionelle lederstil, væsen og væremåde, og den respekt Jesper nyder blandt både spillere og ledere.

Om titlen udtaler hovedpersonen sig; – Det er stort for mig at blive Årets Esbjergenser, og det er en fornem æresvæg at komme med på. Jeg har set de navne, der er på væggen. Det er en ære for mig at komme med der, og jeg er glad for den anerkendelse, titlen som Årets Esbjergenser er udtryk for. Men vi er mange bag succesen i Team Esbjerg, og der er også mange bag landsholdet, jeg gerne vil dele anerkendelsen med, siger Jesper Jensen.

Team Esbjerg ønsker Jesper Jensen tillykke med den flotte titel som Årets Esbjergenser 2021

Foto: Presse

Mange hundrede børn er smittet med en positiv virus!

På Esbjerg Kunstmuseum har de i forbindelse med Danmarks Indsamling fået den idé at lade en positiv virus sprede sig blandt Esbjergs børn!

Foto: Esbjerg Kunstmuseum

En virus, der smitter med kreativitet. En virus, der slet ikke skal begrænses, men derimod vokse sig kæmpestor! En virus, der fungerer som et modbillede til indsamlingens fokus på coronapandemiens negative konsekvenser. Og som en anledning for børn i Esbjerg til at tale om børns livsvilkår i hele verden.


Oplægget har været ganske enkelt. Børnene har skullet forestille sig en virus, der giver nye ideer og spreder kreativitet i hver en celle i kroppen! Og så har de skullet give den form ved at tegne eller male den. Grafisk Trykcenter har sponseret, printet og skåret de ark, alle børn har skullet arbejde på. På arket er trykt et lille udsnit af et værk fra museets samling, Tobias Rehbergers Infections.

Således har alle haft det samme udgangspunkt, og den ene regel, at baggrunden skulle have en nuance af rød. Derudover har der været uanede muligheder.
– Vi er blevet ganske overvældede både over tilslutningen og over, hvor vilde, idérige, smukke, fabulerende, forskellige og forunderlige tegninger, vi har fået ind til vores udstilling. Det var en meget stor fornøjelse at hænge alle billederne op, og vi blev i den grad smittet med den positive virus under arbejdet. Før vi gik i gang med projektet, var Guldægget ApS. så generøse og modige at sige ja til at donere 5 kr. pr. bidrag. Og nu hvor hundredevis af børn fra skoler, klubber og SFO’er i hele Esbjerg Kommune har leveret deres bidrag, runder Mark Mikkelsen beløbet op til 5000 kr. til den gode sag. Tilbagemeldingerne fra deltagerne er også, at det har været virkelig lystfyldt og givet nogle gode snakke. Og børnene har boblet af ideer. Det ses tydeligt på resultatet.
(Birgitte Ørom, museumsinspektør)
Vi samarbejder med Musikhuset Esbjerg, som har stillet den store væg i hovedfoyeren til rådighed for udstillingen. I den kommende uges tid vil forberedelserne til tv-showet begrænse muligheden for at se billederne, men fra d. 1. til d. 21. februar er der fuld adgang til at gå på opdagelse i udstillingen i Musikhusets foyer. Og forhåbentlig får vi et lille glimt af den i live-showet på DR1 d. 29. januar.

ABC Rengøring stopper som leverandør af rengøring i Esbjerg Kommune

0

Borgere i Esbjerg Kommune, som er bevilget praktisk hjælp, og som hidtil har valgt at bruge ABC Rengøring, får fremover hjælpen leveret af Privatplejen Esbjerg ApS.

ABC Rengøring har fra 1. januar 2022 overdraget deres rengøringsaktiviteter til Privatplejen Esbjerg ApS. De borgere i Esbjerg Kommune, som er bevilget praktisk hjælp, og som indtil nu har fået rengøring fra firmaet ABC Rengøring, vil derfor fremover i stedet få hjælp fra Privatplejen.

– Som kommune er det vores opgave at sikre, at alle de ca. 750 borgere, som er visiteret til praktisk hjælp, og som frem til nu har valgt at bruge den private leverandør ABC Rengøring, fortsat kan få leveret den hjælp, som de er bevilget. Med Privatplejen Esbjergs overtagelse af rengøringsopgaven forventer vi, at de berørte borgere vil mærke så lidt til leverandørskiftet som muligt, siger formand for Sundhed & Omsorgsudvalget i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen.

I praksis bliver ændringen for borgerne nemlig ikke så stor:

– Vi vil bestræbe os på, at det bliver de samme medarbejdere som hidtil, der kommer hos borgerne, og at de vil få den samme hjælp, som de hidtil er visiteret til, siger regionschef i Privatplejen Esbjerg ApS, Maj-Britt Thomsen.

Altid muligt at skifte leverandør

Alle borgere, som er bevilget praktisk hjælp fra kommunen, og som hidtil har fået rengøring fra firmaet ABC Rengøring, får et brev fra kommunen om den nye leverandør af rengøring.

Hvis man som borger ønsker at fortsætte med den nye leverandør, behøver man ikke at gøre noget.

Ønsker man at skifte leverandør af de bevilgede ydelser, er det altid muligt ved at kontakte kommunens Visitation.

Ny spiller ved EfB

0

Esbjerg fB lejer tysk venstre-back
Linus Rosenlöcher er ny spiller i Esbjerg fB-trøjen, da den 21-årige tysker har underskrevet en lejeaftale for resten af sæsonen. Den venstrebenede back kommer til fra 1. FC Nürnberg i hjemlandet.
Esbjerg fB forstærker defensiven med Linus Rosenlöcher, der begår sig på venstre-back-positionen. 21- årige Rosenlöcher kommer til på en lejeaftale frem til sommer fra tyske 1. FC Nürnberg.
Adm. direktør Jens Hammer Sørensen fortæller:

Linus Rosenlöcher er en spiller, vi har haft øjnene på i længere tid, og før jul fik vi mulighed for at se ham an til en række træninger med holdet og i vores miljø. Her efterlod han et rigtigt godt indtryk, og vi fik bekræftet, at Linus er en dygtig fodboldspiller, som vi tror på, vil blive et aktiv for os i forårssæsonen. Vi glæder os til at byde ham velkommen i EfB, når træningen på lørdag genoptages.
Tyskeren, der i seneste sæson opnåede debut i 2. Bundesliga og scorede mål, ser frem til at trække den blå- hvide trøje over hovedet og møde sine nye holdkammerater.

Det bliver spændende at starte op i EfB, som er en ambitiøs og god klub, og det glæder jeg mig til at være en del af. Jeg har fået et godt indtryk af forholdene og holdkammeraterne, som jeg trænede med før jul, og jeg ser det som et godt, næste skridt i min karriere, hvor det forhåbentligt bliver til en masse spilletid på et højt niveau. Nu kigger jeg frem mod lørdag, hvor vi tager hul på træningen, siger Linus Rosenlöcher.
EfB har mulighed for at købe Rosenlöcher til sommer.
Fakta:
Navn: Linus Rosenlöcher
Født: D. 9. september 2000 Tidligere klubber: 1. FC Nürnberg

Team Esbjergs trup coronaramt –København-kamp udsat

0

Team Esbjergs spillertrup er hidtil sluppet forholdsvis billigt i forhold til coronavirus, men siden hjemkomsten fra Rusland natten til søndag er spillere på stribe blevet ramt. Klubben har tirsdag morgen meddelt DHF, at man ikke er i stand til at stille op til kampen i Bambusa Kvindeligaen mod København Håndbold onsdag aften i Frederiksberg-Hallen.

– De to første spillere blev konstateret smittede lige efter hjemkomsten fra Rusland, og vi har siden testet massivt med både PCR- og lyntest. Seks spillere er ramt nu, og vi frygter, at smitten breder sig yderligere i truppen, der har været sammen i mange timer med fly og bus i weekenden, siger cheftræner Jesper Jensen.

Team Esbjerg konsoliderede førstepladsen i sin gruppe i DELO EHF Champions League med en sejr på 27-25 i topopgøret mod Rostov-Don og ser ind i et kampprogram, der byder på to kampe om ugen indtil udgangen af februar.

– Med det kompakte program ville vi have gjort alt og var villige til at indgå sportslige kompromisser for at gennemføre kampen mod København, men spillernes ve og vel samt hensynet til modstanderne må nødvendigvis veje tungest i denne situation, siger Jesper Jensen.  

Team Esbjerg skal søndag møde HC Podravka Vegeta i Champions League. Om kampen i Blue Water Dokken kan gennemføres er endnu uvist.