Home Tags Børn

Tag: Børn

Seks ugers sjove sommeraktiviteter for børn på aktivitetsområdet ved Degnevej

Hver mandag og torsdag eftermiddag i ugerne 27-32 er der et slaraffenland af sjove oplevelser for børn på det store aktivitetsområde overfor UC Syd på Degnevej. Her veksles fra gang til gang mellem forskellige tilbud og aktiviteter og børnene kan blandt andet smage på spejderlivet, prøve vilde tacklinger i amerikansk fodbold, kaste sig ud i cricket, lege på vandrutschebane, køre i veteranbus – for blot at nævne nogle få af mulighederne.

Det store aktivitetsområde ved Degnevej byder blandt andet på beachvolleybane, som nok skal blive flittigt brugt i de kommende ugers aktivitetsudbud. Foto: DGI Sydvest

Aktiviteterne skydes i gang af formanden for Børne- og Familieudvalget Diana Mose Olsen og formanden for DGI Sydvest Henning Kristensen mandag den 29. juni kl. 14, og vandrutschebanen ét af tilbuddene ved indvielsen, så børn skal huske badetøjet!

En lang række lokale foreninger og aktører stiller viden og udstyr til rådighed, mens aktiviteterne hver gang sættes i gang og styres af en flok unge aktivitetsguider, der er uddannet til opgaven. Der vil hver gang være forskellige aktiviteter, og ind imellem også en overraskelse eller to.

Det er Aktiv Fritid i Esbjerg Kommune, der i samarbejde med DGI Sydvest står bag initiativet, hvor også forældrene er velkomne, understreger folkene bag.

“Vi håber, at rigtig mange børn har lyst til at komme og få nogen sjove timer – og at forældrene pakker picnic-tæppet og kaffekanden, hygger sig og nyder området, mens børnene er i gang”, siger Karin Schwartz fra Aktiv Fritid.

Aktiviteterne finder sted ved Degnevej, men arrangørerne håber på, at børn fra hele byen vil strømme til.

“Forenings- og idrætsliv handler i høj grad om fællesskab og netværk på kryds og tværs af geografiske og sociale skel, så vi håber på så stor mangfoldighed som muligt”, siger Mai-Britt Schultz Kreipe fra DGI Sydvest.

Det er ikke nødvendigt med tilmelding, man skal blot møde op og være klar kl. 14 mandage og torsdage, og man vælger selv, om man er med en enkelt eller flere gange.

Læs mere på tilbuddet under sommerferieaktiviteter på esbjerg.dk.

Sommerferiesjov er klar med masser af udendørsaktiviteter

Esbjerg Kommunes Sommerferiesjov er igen i år klar med et program, som giver børn, unge og deres familier mulighed for at fylde den lange sommerferie med masser af sjove aktiviteter. Alle aktiviteter foregår i år udendørs, og tilmelding er nødvendig. Billetsalget og tilmelding er åbnet.

Sommerferien venter forude, og traditionen tro arrangerer Esbjerg Kommune også i år Sommerferiesjov med mulighed for masser af spændende oplevelser at vælge imellem for børn, unge og deres forældre. På grund af coronasituationen er der i år ingen indendørsaktiviteter eller busture, i stedet er der skruet op for antallet af andre sjove aktiviteter i et bredt udendørsprogram fordelt hen over hele skolernes sommerferie (ugerne 27-32).

En aktiv sommer

Her kan man kaste sig ud i alt fra bueskydning, cricket, dans og drama og til f.eks. golf, kajak, kunstoplevelser i det fri og street beat workshop. Nogle aktiviteter foregår i foreninger, og her er aktiviteten gratis, mens andre aktiviteter kræver, at man køber en billet. Til alle aktiviteter er det nødvendigt at tilmelde sig på forhånd for at være med. Billetsalget og tilmelding åbner onsdag den 10. juni kl. 10.00 på sommerferiesjov.esbjerg.dk.

– Jeg er glad for, at det på trods af coronasituationen også i år er lykkedes at få skabt et bredt udvalg af aktiviteter, så børn, unge og deres familier selv kan sammensætte et program til en spændende sommerferie med Esbjerg Kommunes Sommerferiesjov. Som en del af partnerskabet Bevæg dig for livet lægger vi vægt på at tilbyde aktiviteter, som giver mulighed for at bevæge sig og være fysisk aktiv, og det giver årets program rig mulighed for. Jeg vil gerne sige en stor tak til kommunens foreninger for deres medvirken. Uden foreningerne havde vi ikke kunnet tilbyde så omfattende et program. Jeg håber, at rigtigt mange vil gøre brug af tilbuddene i årets Sommerferiesjov.

Formand for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen.

Se programmet for Sommerferiesjov, og køb billetter her:

http://sommerferiesjov.esbjerg.dk/

Ekstra millioner til en god sommerferie for børn og unge

Om lidt ringer skolerne ud til sommerferie, og selv om den i år bliver anderledes end sædvanligt, har Esbjerg Kommune handlet hurtigt og skruer nu op for aktiviteter og fællesskaber i skoleferiens seks uger. Den ekstra indsats kommer alle børn og unge til gavn, men fokus er især rettet mod dem, der har haft det særlig svært i coronatiden.

Det kan godt være, at corona udfordrer sommerferien i år, men derfor skal børn og unge alligevel have den bedst mulige sommer. Det er baggrunden for aftalen mellem KL og Folketingets partier, som i kølvandet på corona sender 3,9 mio. kr. afsted til ekstra sommerferieaktiviteter i Esbjerg Kommune. Pengene bliver kanaliseret direkte ud i konkrete initiativer, som har et både fagligt og socialt sigte. Ambitionen er at få lukket nogle af de faglige huller, der er opstået, mens skolerne var lukkede, og samtidig styrke trivslen og fællesskaberne.

“Vi vil gerne give en ekstra hånd til familierne, så de hen over sommeren kan samle op på noget af det, der uundgåeligt er blevet tabt i foråret. Nogle børn og unge har brug for et fagligt boost efter mange uger hjemme, mens andre især savner oplevelser og fællesskaber. Nu byder vi ind med en kombination af ekstra aktiviteter, som både har noget godt indhold og bakker børn, unge og deres familier op i at få en god sommerferie,” siger Diana Mose Olsen, formand for Børn & Familieudvalget.

Trækker på gode kræfter

Konkret udvider Esbjerg Kommune tilbuddene i Sommerferiesjov, så der bliver sendt endnu flere aktiviteter og billetter i spil med sjove og spændende tilbud i kommunens forenings-, kultur- og fritidsliv.

Derudover etablerer alle syv distriktsskoler Sommer College med tilbud om mindst to aktiviteter i hver af sommerferiens uger.

Endelig arrangerer SSP Forebyggelse & Vejledning sommeraktiviteter på Degnevej i Esbjerg Ø, lige som Esbjerg Ungdomsskole tilbyder camps med overnatning og dagsaktiviteter.

“Vi har handlet hurtigt for at sætte nogle gode tilbud sammen, der rammer ind i de udfordringer og behov, som den lange periode med nedlukning har skabt. De ekstra aktiviteter kommer selvfølgelig alle børn og unge til gavn, men vi ved også, at nogle af dem har haft det særlig svært i coronatiden, så nu er det vigtigt, at vi også gør en ekstra indsats for at tage hånd om netop dem. Heldigvis kan vi trække på gode kræfter rundt i kommunen, så vi hjælper hinanden med at skabe en godt nok anderledes, men alligevel sjov, aktiv og lærerig sommerferie for kommunens børn og unge,” siger formanden for Kultur & Fritidsudvalget, May-Britt Andrea Andersen.

Kunsthal Charlottenborg lancerer cykelrute til kunstoplevelser i samarbejde med Esbjerg Kunstmuseum

Kunsthal Charlottenborg lancerer landsdækkende BIKE ART TOUR: kuraterede cykelruter til offentlige kunstværker af samtidskunstnere.

Nu kan du tage på en helt ny cykelrute i Esbjerg med værker af kunstnere som: Henry Heerup, Eva Koch, Per Kirkeby og Randi & Katrine – og som noget helt nyt kan cykelruterne nu også tilgås direkte fra kunsthallens app.

Randi & Katrine, Åkande, 2010 – foto: Esbjerg Kunstmuseum

I 2018 lavede Kunsthal Charlottenborg en kurateret cykelrute til ti kunstværker i København for at hylde kunsten i det offentlige byrum. Nu foldes konceptet ud i hele landet i samarbejde med kunsthaller og museer. Alle værkerne kan opleves fra cyklen og tilgås direkte fra kunsthallens app. Den er er gratis og kan hentes i App Store eller Google Play.

På app’en kan man læse værkbeskrivelser og få de nøjagtige adresser til kunstværkerne. Kort til ruterne kan downloades her.

Kunsthal Charlottenborgs direktør, Michael Thouber, udtaler:
”På grund af coronavirus vil mange kulturtilbud forsat være lukket og de fleste vil holde deres sommerferie i Danmark. Derfor vil vi i samarbejde med Esbjerg Kunstmuseum, Kunsthal Aarhus, Kunsten i Aalborg og Kunstmuseum Brandts i Odense gerne berige danskerne med noget af den fantastiske kunst, som man frit kan opleve i det offentlige rum over hele landet. Det vi håber på med BIKE ART TOUR er, at rigtig mange danskerne vil gribe muligheden for at rejse rundt i landet eller gå på opdagelse i deres egen by og udforske den unikke samtidskunst, som vi har i vores byrum.”


”På Esbjerg Kunstmuseum har vi en lang tradition for at nedbryde museets mure og gribe ud mod folk dér, hvor de færdes. Samtidig arbejder vi ofte sammen med eksterne samarbejdspartnere om nye tiltag, der bringer kunsten tættere på folks liv og hverdag. Dertil kommer, at der er rigtig meget interessant og potent kunst i Esbjerg, som fortjener opmærksomhed. Den nye app forener alle disse forhold på forbilledlig vis”, siger direktør på Esbjerg Kunstmuseum Inge Merete Kjeldgaard.


De kuraterede cykelruter BIKE ART TOUR kan frit downloades fra kunsthalcharlottenborg.dk
Husk de generelle sikkerhedsregler under Corona/Covid-19: Vær ikke mere end 10 mennesker samlet, hold 2 meters afstand på cykelturen og ude ved værkerne.

Unge vil have mere og vildere natur

0

Det er ikke kun på klimafronten, at de unge går forrest. Langt flere unge end ældre vil give plads til vild natur – inklusiv elge og ulve. Det viser en ny Gallup-måling.

De fleste danskere vil gerne give mere plads til den vilde natur. Men der er alligevel forskel på opbakningen blandt unge og ældre, særligt når spørgsmålene drejer sig om store dyr og rovdyr. Det viser en ny meningsmåling, Kantar Gallup har lavet for Danmarks Naturfredningsforening.

72 procent af de 18-35-årige mener, der må være elge, vilde heste og andre store dyr i naturen. Det samme mener kun 55 procent af danskere over 59 år.

Og forskellen bliver endnu større, når det kommer til ulve, ørne og andre rovdyr. 59 procent af de unge og 36 procent af de ældre mener, der må være flere vildtlevende rovdyr i naturen.

De unges velvillighed over for den vilde natur vækker glæde i Danmarks Naturfredningsforening.

– Det er simpelthen så skønt, at lige præcis den unge generation har fået øjnene op for den vilde natur. Klimabevægelsen bliver i høj grad båret frem af de unge, og jeg håber, at de også vil hjælpe med at presse politikerne i forhold til at redde vores truede arter og pressede natur, siger foreningens præsident, Maria Reumert Gjerding.

Truede arter har brug for mere plads

Opbakningen kommer på en dyster baggrund. Aldrig før har den danske natur været så presset. 95 procent af landets naturtyper er i så ringe tilstand, at de er i fare for at forsvinde, viser en rapport fra Aarhus Universitet. Og når naturområderne går tilbage, gør arterne det også.

389 arter er allerede uddøde, og yderligere 1.844 arter er i fare for at forsvinde fra den danske natur. Det viser Den danske Rødliste 2019.

– Men vi kan vende udviklingen, hvis vi giver mere plads til den vilde natur, siger Maria Reumert Gjerding.

– Vi drømmer om et vildere Danmark, hvor naturen får plads og er så godt beskyttet, at den kan udfolde sig frit. For så kan naturen komme sig, og der vil blive plads til store planteædere som vilde heste og bisoner. De store dyr vil skabe dynamik og flere levesteder, så de truede arter har større chance for at trives. Og samtidig får vi mennesker helt nye unikke naturoplevelser, uddyber hun.

Danmarks Naturfredningsforening foreslår, at mindst 20 procent af Danmarks landareal skal laves til Naturzoner med vild natur. Det er områder, hvor naturen har absolut førsteprioritet.

Kilde: Kantar Gallup for Danmarks Naturfredningsforening
Undersøgelsen er gennemført 23.–28. april 2020 blandt 1.019 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år.

Kulturen er klar til genåbning

I dag slår de kommunale kulturtilbud dørene op og ser frem til igen at lade kulturen skabe liv og glæde. Det gælder Esbjerg Kulturskole og Esbjerg Byhistoriske Arkiv, lige som Esbjerg Kommunes Biblioteker i næste uge kan åbne alle afdelinger og udvide tilbuddene.

Fra i dag er det endelig slut med at savne de kommunale kulturtilbud, og børn, unge og voksne kan igen fordybe sig i kunst, viden, musik, underholdning og historie, når Esbjerg Kulturskole og Esbjerg Byhistoriske Arkiv genåbner som en del af den udvidede fase 2, og Esbjerg Kommunes Biblioteker i næste uge udvider tilbuddene.

Kultur & Fritidsudvalget har netop haft genåbningen på dagsordenen, så rammerne er godkendt, og personalet er klar til at byde velkommen indenfor til alle de mennesker, der har ventet på igen at kunne bruge kulturens muligheder. Det hele sker selvfølgelig kontrolleret og ansvarligt, så Sundhedsstyrelsens retningslinjer omkring afstand, hygiejne og rengøring bliver overholdt. Brugerne skal derfor være indstillede på, at det endnu ikke er helt de samme tilbud som før corona, og det er vigtigt, at de følger anvisningerne på stedet.

Kulturens gnist og glæde

Genåbningen af kulturen er ifølge formanden for Kultur & Fritidsudvalget, May-Britt Andrea Andersen, et tiltrængt lyspunkt.

“Det har været nogle lange måneder, hvor vores muligheder for kulturelle indtryk, oplevelser og fællesskab har været stærkt begrænsede. Heldigvis lysner det hele nu, og jeg er sikker på, at kulturlivet kommer til at spille en vigtig rolle, når vi nu skal videre og genfinde vores identitet og ståsted efter en usikker tid, hvor alt har været i opløsning. Kulturen byder ind med en særlig gnist og glæde, som kan hjælpe os med at give modspil til situationens alvor”, siger udvalgsformanden.

Alle biblioteker åbner

Esbjerg Kommunes Biblioteker startede i fase 2 ud med udlån og aflevering på tre biblioteker, men fra onsdag den 3. juni er det muligt at åbne alle seks biblioteksafdelinger, lige som brugerne også selv må gå rundt mellem reolerne og få vejledning af bibliotekarerne eller kortvarigt opholde sig for at læse avisen. Desværre kan bibliotekerne fortsat ikke åbne for brug af pc’er og adgang til læsesal, studie- og mødelokaler og legeområder.

Elever tilbage på kulturskolen

På Esbjerg Kulturskole kan eleverne fra onsdag vende tilbage til instrumentalundervisning, billedkunst, teater og ballet, og den 3. juni bliver der også åbnet for sammenspilshold bortset fra de store orkestre og alle kor, som på grund af restriktionerne desværre fortsat må vente med at genoptage musik og sang. På skolerne fortsætter kulturskolens undervisning virtuelt.

Adgang for arkivets brugere

Esbjerg Byhistoriske Arkiv starter ud med at åbne to timer tre dage om ugen, hvor læsesalen åbner for service og lokalhistoriske forespørgsler, lige som brugerne igen får adgang til arkivets samling og udstillinger. Desværre kan arkivet fortsat ikke afvikle foredrag og byvandringer.

Præstegårdsskolen Urban bliver mester i orkester

For fuld musik sætter Præstegårdsskolen Urban og Esbjerg Kulturskole ind på ambitionen om, at kultur skal være for alle. Som en del af den nationale OrkesterMester-ordning lærer eleverne at spille instrumenter, så de kan være med i skolens eget symfoniorkester.

Esbjerg Kulturskole vil genoplive traditionen for skoleorkestre, og et nyt samarbejde med den nationale OrkesterMester-ordning er et vigtigt skridt på vejen. Det betyder nemlig, at Præstegårdsskolen Urban allerede fra næste skoleår bliver makker med Esbjerg Kulturskole og får sit eget symfoniorkester.

Det er selvfølgelig Præstegårdsskolen Urbans egne elever, der skal spille i skoleorkestret, og derfor er skolen og kulturskolen efter sommerferien klar til at undervise flere end 50 elever i 2. og 3. klasse i instrumenter som violin, klarinet, trompet og cello. Både antallet af elever og instrumenter bliver udvidet hen ad vejen.

Udforske kulturens verden

OrkesterMester er sat i gang af Danske Kultur- og Musikskoler og støttet af blandt andre Slots- og Kulturstyrelsen, og i Esbjerg Kommune er tanken om skoleorkestre ikke ny. Tilbage i 1949 blev de første skoleorkestre og kor nemlig oprettet på kommunens skoler, og på den måde trækker historien en rød tråd til i dag, hvor kommunens kulturpolitik netop sætter fokus på, at alle børn og unge tidligt skal have mulighed for at udforske kulturens verden.

“Kultur er med til at danne og udvikle børn og unge, fordi den åbner deres øjne for nye kompetencer og nye perspektiver på hinanden og verden omkring dem. Derfor er jeg sikker på, at samarbejdet med OrkesterMester bliver til stor gavn og glæde for alle deltagere, og det er da også en fornøjelse for alle os andre, der får lov til at lytte til den gode musik”, siger May-Britt Andrea Andersen, formand for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune.

Kunst og kultur i skoledagen

Netop Præstegårdsskolen Urban er et oplagt sted at skyde OrkesterMester i gang, fordi hele Urbanskolen som kulturprofilskole tænker kunst og kultur ind i skoledagen. Det er ambitionen, at skolens to andre afdelinger, Rørkjær Skole Urban og Danmarksgade Skole Urban, også skal have musikklasser, så Urbanskolen kan få et samlet skoleorkester.

Skolestolthed og spilleglæde

Også hos OrkesterMester ser projektleder Bent Hjort frem til at sætte musikken i gang i Esbjerg.

“OrkesterMester er hele klasser, der spiller. Dermed passer projektet helt perfekt i forhold til Esbjerg Kommunes kulturpolitik, som overordnet har fokus på, at kulturen skal være for alle. Jeg forventer, at det kommende skoleorkester på Præstegårdsskolen Urban blandt elever, skole og forældre vil understøtte selvtillid, sammenhold, skolestolthed og spilleglæde”, siger Bent Hjort.

Lykkehaver og langsomhed

På arealer omkring skolerne i Urbandistriktet dukker der i disse uger lykkehaver op. Tanker og tegninger på små brikker, der hænger i træerne og rummer glæde. De er lavet af førskoleeleverne på Præstegårdsskolen, Rørkjær Skole og Danmarksgades Skole i forbindelse med indsatsen KUNST FOR LIVET, der er igangsat af Esbjerg Kunstmuseum. Samarbejderne var planlagt længe før corona-krisen lagde både skoler og museet øde, og lukke-ugerne er blevet brugt på at gentænke forløbene, så de nu kan gennemføres ude i skolernes grønne omgivelser.

Museets kunstformidler Diana Boholm har i første omgang pakket Asger Jorns maleri Lykkens Have (en reproduktion), og er draget ud til skolerne. Billedet giver stof til gode samtaler, nye tanker og inspiration til det praktiske arbejde. Børnene maler egne billeder ved at arbejde frit videre på et udnsit af Jorns maleri, og de skaber brikker med tegninger og udsagn om, hvad der gør dem glade – søvn, familie, is, venner, cykelture og meget andet. Brikkerne bliver hængt op i træerne, og på den måde sætter børnene deres præg på stedet og skaber deres egen lykkens have.

Mange af børnene har været på kunstmuseet med børnehaven, og det er en stor glæde at opleve, hvor meget de husker om kunstværkerne og de idéer, de fik dengang. En grundtanke i indsatsen KUNST FOR LIVET er, at nærkontakt med billedkunst skal bidrage til en tryg overgang mellem dagtilbud og skole. Samtidig udgør kunsten selve forløbenes råstof. I år har overgangen fra børnehave til førskole været meget usædvanlig, og kunstmuseet er tilmed lukket lige nu. At kunstoplevelserne alligevel er så markant til stede i børnenes bevidsthed, demonstrerer forløbenes styrke.

Jo flere børn, der ser Asger Jorns værk, jo flere fine tanker og overvejelser dukker der op. Og jo længere tid vi kigger, jo mere ser vi. Kunsten tilbyder et langsomt rum, hvor tingene åbner sig, når vi giver os tid. Det er tydeligt, at børnene nyder at kunne fordybe sig og dele de tanker, som kunsten sætter igang. Og det er særlig vigtigt i en tid, hvor der er stort fokus på sundhed og sikkerhed, nye omgivelser og nye voksne. (Diana Boholm)

Forløbene fortsætter indtil sommerferien. Nye kunstværker fra Esbjerg Kunstmuseums samling vil komme på tur, og nye ideér vil udfolde sig.

Studerende søges til praktik ved Yesbjerg.dk

Opgaver til den studerende:

•       Arbejde med statistik

•       Kendskab til Google Analytics

•       Arbejde med markedsføring baseret på statistikken

•       Poste og skrive nyheder på Yesbjerg.dk

•       Skrive guider til Yesbjerg.dk

•       Være bekendt med WordPress

•       Være med til de events Yesbjerg afholder

•       Arbejde på at få flere nyheder ind, der interesserer de unge studerende.

•       Uddele markedsføringsmateriale

•       Være med til at organisere Yesbjergs fremtid

•       Udarbejdelse af præsentationsmateriale

•       Undersøge markedet

•       Udarbejde den fremtidige annonce pakkeløsning

Case (én af mange)

Yesbjerg står overfor at skulle have lavet en annonceløsning. Der skal laves en pakkeløsning med forskellige valgmuligheder til kommende annoncører og udarbejdes markedsføringsmateriale herpå.

Profil på den studerende

Den studerende skal være mødestabil, rummelig og fleksibel. Da jeg driver en avis, er det vigtigt, du er god til skriftligt dansk. Godt humør er altid et plus, resten finder vi ud af. Jeg gør alt for, at de der er hos mig har det godt.

Det formelle

Praktikant ønskes hurtigst muligt.

Spørgsmål og ansøgning til Christina Simonia Straarup på: praktik@Yesbjerg.dk

Ugentlig arbejdstid ca. 20-25 timer – efter aftale med den studerende. Hjemmearbejde på nogle af dagene.

Du kommer til at arbejde tæt sammen med undertegnede og sparre med mig om Yesbjergs fremtid.

Om Yesbjerg.dk

Yesbjerg er en lokal online avis, der leverer friske lokale nyheder fra Esbjerg og omegn. Yesbjerg arrangerer også events for byens borgere, der kan give gode gratis oplevelser, skabe netværk og bygge bro.

Lige nu er Yesbjerg finaledeltager i Next Step Challenge.

Bedste hilsner Christina Simonia Straarup

Esbjerg Kommunes boldbaner er nu åbne

Alle borgere i Esbjerg Kommune, der har set frem til at spille bold på kommunens og Sport & Event Parks baner, kan nu komme i gang igen. Alle baner er nemlig åbne med øjeblikkelig virkning, men reglerne omkring sundhedshygiejne og det faktum, at der ikke må være mere en ti personer på banen, skal selvfølgelig overholdes. Enkelte baner kan mangle at blive kridtet op, men i løbet af næste uge vil banerne bliver bragt på almindeligt driftsniveau.

Fra på mandag kan fodboldklubberne ligeledes gøre brug af de tider, de allerede har booket, men alle, der tager ud på banerne, skal være opmærksomme på, at klublokaler, omklædnings- og baderum stadig ikke kan benyttes.

– Det var en aldeles glædelig nyhed, at statsministeren i går meldte ud, at vi nu igen kan gå i gang med udendørs idræts- og sportsaktiviteter. Jeg ved, at der er rigtigt mange unge og voksne, der har set frem til denne dag, hvor man igen kan komme ud og spille bold på vores fine baner rundt om i kommunen. Derfor arbejder vi nu også på højtryk for at få banerne gjort helt klare, siger Peder Tørnquist, der er formand for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune.

Formanden understreger, at alle baner kan benyttes fra i dag, men at man skal være opmærksom på, at enkelte baner stadig mangler kridtning.

– Der er slået græs på alle kommunens og Sport & Event Parks baner, men der kan være enkelte steder, hvor banerne ikke er kridtet op endnu. Det vil ske i løbet af ugen. Hvis der skulle være nogle enkelte mål, der mangler net, så må foreningerne gerne få sat disse i, siger Peder Tørnquist.

I weekenden kan der ikke forventes at være adgang til depotlokaler med kegler, bolde, overtrækstrøjer m.m., men fra mandag vil disse være åbne på normal vis.