Home Tags 114

Tag: 114

Tre idømt fængsel og opholdsforbud for bandevold

0

De tre mænd med tilknytning til ST-gruppen blev ved Retten i Esbjerg idømt i alt ni års fængsel og 15 års opholdsforbud.

Tre mænd på henholdsvis 23, 25 og 29 år blev onsdag ved et nævningeting ved Retten i Esbjerg idømt mellem to et halvt års og tre et halvt års ubetinget fængsel for banderelateret vold af særlig rå, brutal eller grov karakter.

Som konsekvens af den banderelaterede, alvorlige kriminalitet blev de tre også idømt et opholdsforbud i Esbjerg by i en periode på mellem fire et halvt år og fem et halvt år, der træder i kraft efter afsoning.

Den 23-årige blev desuden udvist af Danmark for bestandigt.

Bandekonflikt

Voldshændelsen fandt sted lørdag den 11. august 2018 i Esbjerg som et led i konflikten mellem ST-gruppen, som de tre tiltalte var tilknyttet, og den rivaliserende KV-gruppe, hvor en 24-årig mand blev stukket med en kniv i brystkassen, lige som den 24-årige blev påkørt og forsøgt påkørt.

Dømt i forening

De tre tiltalte blev dømt for overfaldet i forening. Retten har dog ikke slået fast, hvem, der udførte knivoverfaldet, mens det står klart, at den 25-årige var føreren af køretøjet, mens påkørslen og forsøget på påkørsel fandt sted.

De tre tiltalte blev desuden dømt for flere overtrædelser af loven om euforiserende stoffer.
 
Nævningetinget afsagde dommen med dissens, hvor tre af de 12 dommere havde ønsket straffene skærpet med yderligere seks måneder.
Ved strafudmålingen lagde nævningetinget vægt på, at overfaldet fandt sted med en kniv, men tog samtidig hensyn til, at der ikke havde været tale om alvorlige skader på den forurettede.

På et retsmøde tirsdag afgjorde nævningetinget skyldsspørgsmålet, mens strafudmålingen fandt sted onsdag.

Den 23-årige blev idømt tre års fængsel og et opholdsforbud på fem år, den 25-årige blev idømt tre et halvt års fængsel og et opholdsforbud på fem et halvt år, mens den 29-årige blev idømt to et halvt års fængsel og et opholdsforbud på fire et halvt år.

Samtlige dømte har anket til frifindelse.

Foto: Yesbjerg

Ransagning gav pote

0

Ransagning gav bonus, så ting kan afleveres til bestjålen virksomhed

Efterforskere ved Syd- og Sønderjyllands Politis Områdecenter Nordvest i Esbjerg har ransaget en lejlighed i Esbjerg.I lejligheden blev der fundet en række dansk design pyntegenstande, som er stjålet i en virksomhed i Esbjerg.En 23-årig mand, der opholdt sig i lejligheden, er sigtet for indbrud i virksomheden og afhørt. Han nægter sig skyldig. Han er løsladt, men fortsat sigtet i sagen.

Politiet advarer mod ulovlig import af peberspray

0

I årets første otte måneder har Syd- og Sønderjyllands Politi i samarbejde med Toldstyrelsen registreret i alt 106 sager, hvor borgere i politikredsen har fået konfiskeret peberspray via forsendelser.

Foto: Yesbjerg

Den 12. juni i år konfiskerer toldere i Københavns Internationale Postcenter en pakke med tre beholdere med peberspray, der er sendt fra Holland, til en 59-årig kvinde i Esbjerg.

Det er dermed ottende gang siden nytår, at kvinden får konfiskeret forsendelser med de ulovlige beholdere. Og alt i alt har tolderne således konfiskeret 44 dåser med peberspray fra den 59-årige.

Der venter nu kvinden et retligt efterspil.

106 sager

I årets første otte måneder har Syd- og Sønderjyllands Politi i samarbejde med Toldstyrelsen registreret i alt 106 sager, hvor borgere i politikredsen har fået konfiskeret peberspray via forsendelser – og målt på mængde er det blevet til 183 beholdere.

 

Godkendt forhandler

Siden nytår 2019 har det været lovligt at købe peberspray til selvforsvar i eget hjem – men købet er vel og mærke udelukkende lovligt, hvis det sker hos en godkendt forhandler i Danmark.

– Vi må desværre konstatere, at en del borgere ikke har været opmærksom på reglerne, inden de begyndte at købe peberspray. Og derfor råber vi vagt i gevær, så borgerne ikke falder i, da vi hellere vil forebygge end skrive bøder ud. For langt hovedparten af de 106 sager drejer det sig om, at en borger i et enkelt tilfælde har købt en enkelt peberspray – og så har fået sig en forskrækkelse, når sprayen er blevet konfiskeret. Og heldigvis har vi udelukkende få sager om køb af en håndfuld og deromkring – og så den enestående sag med de 44 pebersprays, oplyser vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion.

Som udgangspunkt bliver ulovlig import af en enkelt peberspray takseret til den bøde på 3.000 kroner, lige som de ulovlige beholdere bliver konfiskeret af myndighederne.

Menighedsråd og politi vil gøre det bøvlet at være kirketyv

0

Stigning i antallet af indbrud i kirker har fået nogle menighedsråd til at sikre sig bedre.

Samtlige menighedsråd under Sønderborg Provsti været samlet for at høre om, hvordan kirkerne kan sikre både de kostbare genstande, der bruges inde i kirken og de tit også betragtelige værdier, der er bundet i gravernes og kirkegårdenes udstyr.

Foto: Yesbjerg

–        Vi kan kun opfordre andre menighedsråd til at tage imod vores tilbud om at holde oplæg om sikring mod tyveri og indbrud, siger vicepolitiinspektør Christian Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Sidste år oplevede politikredsen en voldsom stigning i antallet af indbrud og tyverier fra kirkerne. Der var 41 anmeldelser i 2018 mod 23 anmeldelser i 2017. I år er der indtil nu 10 anmeldelser.

–        Vi håber selvfølgelig vi har knækket kurven, men når vi efter indbrud er ude og se på forholdene omkring sikring, kan vi se, at der mange steder er plads til forbedring, siger Christian Østergård.

Kirkerne opbevarer dels store værdier i kulturhistorisk inventar, men der har også været eksempler på, at det er designermøbler, bankkort, små grave- og entreprenørmaskiner etc., der er blevet stjålet. Tyvene ved godt, at der kan være noget at hente, og det er desværre ting, der er nemme at afsætte til almindelige danskere. Og som altid gør lejlighed tyv.

Det var Ejler Skjerning fra Sønderborg Provstiudvalg, der tog initiativet til mødet om sikring.

-Vi har jo med bekymring set stigningen i antallet af indbrud og indbrudsforsøg, siger Ejler Skjerning. Og det viser sig jo, at der faktisk kan gøres en del ved sikringen – også uden at det nødvendigvis koster mange penge. 

Så han kan kun anbefale, at flere menighedsråd tager imod rådgivning. 

Læs evt. også på www.stop-e-hæleri.dk 

Er det dit herretøj?

Syd- og Sønderjyllands Politi har i forbindelse med en ransagning i Sønderjylland fundet herretøj, der kan stamme fra tyveri i en tøjforretning, og søger nu efter ejeren.

Foto: Yesbjerg

Syd- og Sønderjyllands Politi anholdt onsdag den 28. august syv tyskere mellem 14 og 16 år i Ribe, der blev sigtet for butikstyveri i en herretøjsforretning.

I forbindelse med en ransagning på teenagernes overnatningssted i Sønderjylland har politiet fundet flere effekter, som kan stamme fra tyverier i en herretøjsforretning eller et andet gerningssted.

Det drejer sig om:

  • Tommy Hilfiger trøjer
  • Lacoste poloshirts
  • Lacoste Ryder Cup vest
  • Et par sneakers, ukendt mærke
  • Claudio herreundertøj
  • Jackets Industry jakke med pelskrave 
  • Michael Kors jakke
  • Tommy Hilfiger jakke
  • Tommy Hilfiger vest
  • Hugo Boss poloshirts
  • Ellesse t-shirt 

Se vedlagte fotos.

Borgere, der kan genkende tøjet, kan kontakte Politiets Servicecenter på telefon 1-1-4.  Oplys venligst  journalnummer: 3300-75561-00070-19.

Straksdom til kvindelig indbrudstyv i Esbjerg

0

23-årig kvinde blev anholdt for tyveri.

En 23-årig kvinde fra Esbjerg blev onsdag ved Retten i Esbjerg idømt en straksdom på tre måneders fængsel for indbrudstyveri i en lejlighed i Esbjerg.

Foto: Yesbjerg

Tyveriet fandt sted mellem den 28. og 30. august, og ved hændelsen blev der stjålet smykker, designervarer, computer, tøj m.m. for over 20.000 kroner.

Kvinden blev anholdt tirsdag og begyndte afsoning umiddelbart efter dommen.

Unge tyskere anholdt efter butikstyverier

0

Syv tyske teenagere er sigtet for butikstyverier i Ribe under en tur til Danmark med deres skole

Syd- og Sønderjyllands Politi fik lidt efter kl. 14.00 i dag anmeldelse om, at en gruppe unge tyskere lavede butikstyverier i flere forretninger i Ribe.

Patruljer kunne kort tid efter anholde syv unge tyskere mellem 14 og 16 år. De er sigtet for butikstyveri, men da det også er anmeldt, at de unge i et tilfælde har truet butikspersonale med en peberspray, kan sigtelsen muligvis blive udvidet til røveri.

Gruppen er tilknyttet en tysk skole, som er på en tur til Danmark. 

I øjeblikket er tyskerne ved at blive afhørt. En lærer fra skolen befinder sig sammen med dem.

Da efterforskningen er i gang, kan Syd- og Sønderjyllands Politi i øjeblikket ikke oplyse yderligere.

Foto: Yesbjerg

Markant færre indbrud i sommerferien

0

Fra den 15. juni til den 15. august modtog Syd- og Sønderjyllands Politi 17 procent færre anmeldelser om indbrud i private hjem og hele 40 procent færre anmeldelser om indbrud i virksomheder – i forhold til sommeren 2018.

Foto:Yesbjerg

De fleste af os kender sikkert følelsen.

Man er på vej hjem fra sommerferien – og tanken lurer i baghovedet: Har der været ubudne gæster?

I perioden fra den 15. juni til den 15. august modtog Syd- og Sønderjyllands Politi 310 anmeldelser om indbrud i private hjem. Og det er et fald på godt 17 procent i forhold til samme periode af 2018, hvor tallet lå på 374.

– Der er ingen tvivl om, at det er en meget ubehagelig oplevelse at blive udsat for indbrud, at der har været nogen inde og rode i ens private ting. Man skal kunne være tryg i sit hjem. Og derfor er vi også meget tilfredse med udviklingen, understreger vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion.

Det er ikke udelukkende i private hjem, at antallet af indbrud er dalet i sommerperioden. Det samme er også tilfældet i virksomheder. I perioden fra den 15. juni til den 15. august i år – og målt i forhold til samme periode af 2018 – er tallet således dalet med hele 40 procent, fra 249 til 149.

Faldet kommer ikke af sig selv

Der er ikke nogen entydig forklaring på udviklingen. Men to vigtige facetter spiller ind.

– Dels har politikredsen som helhed haft betydeligt fokus på området, blandt andet i Sønderborg, hvor udviklingen er vendt. Og både patruljer og efterforskere har gjort en stor indsats, der har ført til anholdelser og i sidste ende domme, pointerer Chr. Østergård.

– Dels spiller borgernes eget engagement ind i form af nabohjælp og sikring af boligen mod indbrud. Og det bidrag er yderst vigtigt. Politiet kan efterforske og opklare indbrud, men skal vi gøre det mere bøvlet at være indbrudstyv, er vi afhængige af aktive borgere, fremhæver politimanden og tilføjer:

– Det kan være fristende blot at ånde lettet op i et boligområde og glæde sig over de nye tal. Men det er nu, man skal tænke anderledes. 

Stress tyveknægtene

Chr. Østergård peger således på, at aktive nabohjælpere mindsker risikoen for indbrud med helt op til 26 procent, fordi de stresser tyveknægtene. 

– Det tager måske blot et kort øjeblik at bryde et vindue op. Men fornemmer tyven, at han når at blive opdaget inden da, så vælger han kvarteret fra. Bare det at sige ”hej” til folk, du ikke kender i kvarteret og spørge, om de har brug for hjælp, gør en forskel, fordi tyven ved, at han nu risikerer at blive genkendt, fastslår vicepolitiinspektøren.

Bedre døre og vinduer

Mange boligejere får i disse år nye døre og vinduer. Og her er der store fordele ved at tænke i indbrudshæmmende løsninger – og bede tømreren om at tænke i sådanne baner, når man indhenter tilbud. Prisforskellen er i mange tilfælde ikke særlig stor, men effekten betydelig.

– For en indbrudstyv er sekunderne bogstaveligt talt kostbare. Tager det længere end tre minutter at bryde et vindue, en hoveddør eller en terrassedør, der er mange tyveknægtes foretrukne udgang med tyvekosterne, op, så opgiver tyven. Risikoen for at blive opdaget er for stor. Så investerer man i indbrudshæmmende døre og vinduer, mindsker man risikoen med næsten 50 procent. Det viser erfaringer fra nybyggeri i Holland, siger vicepolitiinspektøren.

Syd- og Sønderjyllands Politi genoptager efterforskning i sag mod olieselskabet Total E&P

0

Straffesagen vedrører Totals E&P’s udledning af kemikaliet Scavtreat tilsat BAC 50 i Nordsøen. Politiet undersøger desuden sammen med Miljøstyrelsen, om der er grundlag for at indlede efterforskning mod producent og leverandør af Scavtreat.

Foto: Yesbjerg

Syd- og Sønderjyllands Politi har besluttet at genoptage efterforskningen mod Total E&P i den del af straffesagen, der vedrører udledning af Scavtreat tilsat BAC 50. 

Baggrunden for beslutningen er, at der i juli måned i år er tilgået Syd- og Sønderjyllands Politi nye oplysninger om disse forhold, som vi ønsker at få undersøgt nærmere. 

Set i lyset af, at der er tale om en verserende sag, kan vi ikke oplyse nærmere om, hvilke efterforskningsskridt, der allerede er foretaget, eller de yderligere efterforskningsskridt, der forestår.

Syd- og Sønderjyllands Politi undersøger endvidere i samarbejde med Miljøstyrelsen, der er tilsynsmyndighed på området, om der er tilstrækkeligt grundlag for at foretage efterforskning mod leverandøren og producenten af Scavtreat med henblik på strafferetslig forfølgning i enten Danmark eller udlandet.

Anklagemyndigheden hos Syd- og Sønderjyllands Politi vil følge efterforskningen i sagen løbende og derefter afgøre sagen på ny. 

Det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at oplyse, hvornår vi kan forvente at træffe en ny afgørelse i sagen.

Tre unge mænd med bandetilknytning dømt i narkosag i Esbjerg

0

To personer blev idømt tre års ubetinget fængsel, mens den tredje dømte fik 10 måneders ubetinget fængsel.

Foto: Yesbjerg

Tre mænd på 21, 21 og 25 år blev tirsdag ved en domsmandsret ved Retten i Esbjerg idømt fængsel i en sag om besiddelse og salg af kokain i Esbjerg.

En 21-årig mand fik 10 måneders ubetinget fængsel, mens den anden 21-årige og den 25-årige fik ubetinget fængsel i tre år.

De to mænd, der blev idømt tre års fængsel, er dømt for at have solgt ikke under 508 gram kokain, mens alle tre blev dømt for at have besiddet lige under 100 gram kokain med henblik på videreoverdragelse.

De tre dømte har relation til bandemiljøet i Esbjerg. Trods dette kom anklagemyndigheden ikke igennem med en påstand om opholdsforbud.

Den 21-årige, der blev idømt 10 måneders fængsel, er tyrkisk statsborger. Han fik i forbindelse med dommen en advarsel i medfør af udlændingeloven.