Home Tags 114

Tag: 114

Patrulje affyrede varselsskud i Esbjerg

0
Img 8131 1

Beboere blev evakueret fra deres lejligheder i aftes efter trusler mod politiet.

En patrulje fra Syd- og Sønderjyllands Politi blev i forbindelse med en politiforretning mandag aften truet af en beboer i en lejlighed på Sportsvej i Esbjerg. Beboeren truede med at skyde betjentene.

Da betjentene vurderede, at manden var i besiddelse af et ægte våben, blev beboerne i opgangen evakueret. Da den 54-årige beboer efterfølgende rakte ud efter våbnet, råbte patruljen ham an. Da beboeren ikke reagerede på dette, affyrede patruljen et varselskud. Ingen kom til skade og den 54-årige mand blev derefter anholdt og sigtet for trusler. Beboerne kunne derefter vende tilbage til deres lejligheder, og  Syd- og Sønderjyllands Politi aflægger i dag beboerne i den evakuerede ejendom et tryghedsbesøg.

Det viste sig efterfølgende, at der var tale om en hardball-pistol. 

”Politiet tager alle sager med skydevåben alvorligt. Ofte kan politiet i situationen ikke vurdere, om der er tale om en hardball-pistol eller et farligt våben. Derfor tager vi de nødvendige forholdsregler af hensyn til både borgernes og betjentenes sikkerhed. Vi opfordrer derfor til stor omtanke i omgang med hardball eller attrapvåben. Det vil være meget tragisk, hvis politiet bliver tvunget til at anvende vores våben, og nogen kommer til skade – og det bagefter viser sig, at der var tale om et ufarligt våben,” siger politiinspektør Gert Bisgaard.

Da der ikke var tale om et ægte våben, bliver den 54-årige ikke fremstillet i grundlovsforhør, men han er fortsat sigtet for trusler mod politiet.

Politiet advarer efter narkofund på strand

0

Efter narkotika på strande i Tyskland: Lad det ligge og kontakt politiet, hvis du finder pakker på stranden.

Husk, at det er strafbart at tage pakker på stranden, hvis du skulle finden nogen, og at besidde narkotika. 

Syd- og Sønderjyllands Politi er bekendt med, at der er skyllet narkotika op i Tyskland for nylig. Politiet har ingen anmeldelser eller indberetninger om, at der er lignende fund i Danmark. 

”Vi har orienteret strandfogederne, som er opmærksomme på, hvis der skulle skylle noget op på vores strande, ligesom vi selvfølgelig selv er opmærksomme i kystområderne”, siger politiinspektør Henrik Thrane Jensen, Syd- og Sønderjyllands Politi. 

Hvis du er på stranden med din hund, og den snuser til en pakke, der indeholder narkotika, er det ikke farligt. Det gør politiets narkohunde ofte. Skulle den derimod bide i en pakke med narkotika og dermed få stoffet ind i kroppen, skal du straks kontakte en dyrlæge. 

Syd- og Sønderjyllands Politi gør opmærksom på, at det er strafbart at tage pakker, man finder på stranden – uanset indholdet, ligesom det er ulovligt at besidde narkotika. Hvis du finder en pakke på stranden, så kontakt politiet på 1-1-4, som herefter tager sig af den. 

 

Politiet foretager nye undersøgelser på Lyngvej i Esbjerg

0

Undersøgelserne sker i forbindelse med efterforskningen af et dødsfald i sidste måned.

Syd- og Sønderjyllands Politi er onsdag til stede på en adresse på Lyngvej i Esbjerg for at foretage yderligere undersøgelser i forbindelse med efterforskningen af et dødsfald.

En kvinde blev den 27. februar fundet død på sin bopæl.

Der er endnu ikke nogen klarlagt dødsårsag, og af hensyn til den igangværende efterforskning har politiet p.t. ikke yderligere oplysninger til pressen.

Politiet fortsætter undersøgelser i sag om dødsfald i Esbjerg

0

Syd- og Sønderjyllands Politi afventer yderligere undersøgelser af dødsfald på Lyngvej i Esbjerg.

En kvinde, der i går blev fundet død på sin bopæl på Lyngvej i Esbjerg, er i dag obduceret. Da obduktionen ikke med sikkerhed har kunnet fastlægge dødsmåde og dødsårsag, er der fortsat undersøgelser, der pågår.

Syd- og Sønderjyllands Politi fortsætter efterforskningen og har ikke yderligere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt. 

To unge er sigtet i sagen om vold mod 15-årig bag vandtårnet

0

De to sigtede er en 16-årig og en 17-årig ung mand. 

En 16-årig og en 17-årig ung mand er sigtet for at have overfaldet en 15-årig ung mand bag vandtårnet i Esbjerg den 23. december.

Syd- og Sønderjyllands Politi har siden anmeldelsen om voldsepisoden taget sagen alvorligt og efterforsket intenst. Heriblandt afhørt en stor del af de unge mænd, der var til stede ved vandtårnet og så episoden. 

Parterne havde aftenen forinden haft en uoverensstemmelse, som eskalerede til overfald på den 15-årige, da parterne mødtes igen dagen efter. 

Den unge mand, der var udsat for overfaldet, pådrog sig heldigvis ingen behandlingskrævende skader på kroppen ved overfaldet. 

Flere af de personer, der overværede overfaldet, optog desuden episoden på video og delte optagelserne på sociale medier. Politiet er i besiddelse af disse videoer.

Efterforskningen af overfaldet har haft højeste prioritet, og derfor fortsætter video-delen af efterforskningen nu. Den skal klarlægge, om der er grundlag for at rejse sigtelse mod de personer, som har videreformidlet en video af overfaldet.

0

Politi efterforsker bombetrussel

Politiet har anholdt en mand, der mistænkes for at have sendt en bombetrussel

Syd- og Sønderjyllands Politi har i dag været til stede i et pengeinstitut i Strandbygade i Esbjerg og undersøgt en bombetrussel.

Banken blev af sikkerhedshensyn evakueret og området blev afspærret, mens banken blev undersøgt grundigt. Der blev ikke fundet noget mistænkeligt og afspærringerne er ophævet.

Syd- og Sønderjyllands Politi har anholdt en 57-årig mand fra Esbjerg, der mistænkes for at have sendt bombetruslen. Manden er afhørt og løsladt og er sigtet for trusler.

Sagen efterforskes nu og politiet har af hensyn til efterforskningen ikke yderligere kommentarer i øjeblikket.

Politiet søger vidner til røveri

0

Var du ved Grådybet i Esbjerg lillejuleaften?

Politiet søger vidner i forbindelse med et røveri lillejuleaften i Esbjerg.

Syd- og Sønderjyllands Politi søger et kvindeligt vidne, der lillejuleaften den 23. december ved 19.30-tiden var ved Grådybet/Skovkanten i Esbjerg.

Kvinden blev kontaktet af to tyskere, der netop var blevet udsat for røveri og var i kontakt med alarmcentralen 1-1-2. Kvinden hjalp de to forurettede med at forklare alarmcentralen, hvor de befandt sig.

Politiet hører også gerne fra andre vidner eller borgere, der har oplysninger i sagen. Røveriet skete ved Grådybet/Skovkanten omkring klokken 19.36 lillejuleaften. Gerningspersonerne skulle være ankommet i en mindre hvid bil, formentlig en Toyota Aygo. En af gerningsmændene havde en lyseblå/turkis elefanthue på.

Kan du hjælpe politiet, så ring til politiets servicecenter på 1-1-4.

Syd- og Sønderjyllands Politi reagerer på skarp kritik i dokumentarserie

0

Dokumentarserien omhandler fire hændelser tilbage i 2021 og stiller spørgsmål til politibetjentes adfærd, ikke mindst om det har været nødvendigt at benytte magt i forbindelse med anholdelser.

Syd- og Sønderjyllands Politi bliver udsat for omfattende kritik i forbindelse med dokumentarserien ”Tragedien i Tjæreborg”, der bliver vist på TV2 i aften og de efterfølgende to onsdage. 

Dokumentarudsendelserne omhandler fire hændelser tilbage i 2021 og stiller spørgsmål til politibetjentes adfærd, ikke mindst om det har været nødvendigt at benytte magt i forbindelse med anholdelser.

Blandt de fire sager er en anholdelse af en polsk chauffør den 25. marts 2021 i Tjæreborg, hvor personen efterfølgende afgår ved døden.

Hændelsesforløbet har været efterforsket af Den Uafhængige Politiklagemyndighed, hvor Statsadvokaten i Viborg har afgjort, at der ikke har været grundlag for at rejse sigtelse mod nogen betjente i sagen. Rigsadvokaten har efterfølgende stadfæstet afgørelsen.

I enkelte tilfælde rækker dialogen ikke

Politidirektør Frits Kjeldsen understreger, at uanset sagens juridiske udfald er der altid tale om et tragisk hændelsesforløb, når en person dør i politiets varetægt.

Politiet løser hver dag rigtig mange opgaver i god dialog med borgerne. I enkelte sager rækker dialogen desværre ikke. Her kan det være nødvendigt at anvende magt for at gennemføre en anholdelse. 

– Det er naturligvis aldrig et mål, at nogen skal komme til skade i forbindelse med en anholdelse, understreger politidirektør Frits Kjeldsen fra Syd- og Sønderjyllands Politi, der også har forståelse for, at denne type anholdelser set udefra kan virke meget voldsomme.

Han fremhæver desuden, at betjentene på et gerningssted i mange situationer må handle på baggrund af et skøn – og kun har kort tid til at træffe afgørelse om, hvordan en opgave skal løses. 

– Jeg har stor tillid til vores medarbejdere, der ofte skal handle nu og her på et grundlag, der ikke nødvendigvis er fuldt belyst. Samtidig gør vi meget for at drage læring ud af de situationer, hvor vi måske ikke opnår det resultat, som vi havde forventet. Det er altid tragisk, når personer kommer til skade i forbindelse med anholdelser, og det er sager, vi tager meget alvorligt, pointerer politidirektøren.

Han peger i den forbindelse på, at politiet altid har et skærpet fokus på håndteringen af voldelige og udadreagerende personer, hvor det er nødvendigt at lejre dem på maven i forbindelse med anholdelse. 

Uddannelse i politiets magtanvendelse finder løbende sted på både politiskolen og i politikredsene.

Ikke grundlag for at udtale kritik i andre sager

Politiklagemyndigheden har også behandlet klagesager i forbindelse med de andre hændelser, der er omtalt i dokumentarserien. Og myndigheden har i samtlige sager ikke fundet grundlag for at udtale kritik af politiet.

Syd- og Sønderjyllands Politi har medvirket i et timelangt interview med produktionsselskabet Monday i forbindelse med deres dokumentarudsendelse. Politikredsen har ikke kunnet gå ind i enkeltsager, men har givet oplysninger om, hvordan politiet arbejder, herunder de vilkår, der gør sig gældende for politiets medarbejdere, når de løser akutte opgaver. 

Dette interview er – ud fra de oplysninger vi har modtaget fra produktionsselskabet – i helt overvejende grad udeladt af dokumentarudsendelsen.

Politikredsen har også stillet op til interview med TV2 Nyhederne m.fl. om indholdet af dokumentarserien.

Politiets indsats i forbindelse med slagsmål på værtshus i Esbjerg

Blandt de øvrige hændelser, som dokumentaren omtaler, er politiets indsats i forbindelse med slagsmål og uro på værtshuset Stalden i Esbjerg den 26. juni 2021.

Syd- og Sønderjyllands Politi har gennemgået det videoovervågningsmateriale fra værtshuset, som har været tilgængelig i forbindelse med efterforskningen, med produktionsselskabet. 

Dette er gjort for at give en nuanceret beskrivelse af det umiddelbare hændelsesforløb forud for anholdelsen, hvor der bliver kastet en flaske fra en af personerne, der er involveret i slagsmålet.

Der er således et forløb forud for anholdelsen, som ikke fremgår af dokumentaren, og som muligt kan nuancere forløbet.

I alt bliver ni personer anholdt i forbindelse med hændelsen.

Blandt de anholdte var en kvinde, som blev sigtet for at begå vold mod en politimand.

Efterforskningen har dog vist, at der ikke har været grundlag for at opretholde sigtelsen, og politikredsen har på den baggrund selv indstillet til Statsadvokaten, at sigtelsen blev frafaldet og sagen dermed lukket.

30-årig mand sigtet for flere indbrud i Esbjerg

0

Politiet undersøger, om den 30-årige mand kan sættes i forbindelse med endnu flere indbrud. 

Syd- og Sønderjyllands Politi har sigtet en 30-årig mand fra Esbjerg for i alt tre indbrud, begået i henholdsvis en privat bolig, en forretning og på en skole i Esbjerg by i år.

Indbruddene har fundet sted i september og november, og fælles for indbruddene har været, at den 30-årige mand er gået efter cykler, løbehjul og knallerter.

Ved en ransagning lykkedes det at finde en række af de stjålne genstande.

Efterforskningen er fortsat i gang, og politiet undersøger i denne sammenhæng blandt andet, om den 30-årige mand kan knyttes til andre indbrud.

Politiet beder borgere om hjælp til at finde Jahsmin

0

I eftersøgningen af 13-årige Jashmin beder politiet nu borgere om at tjekke videomateriale

Syd- og Sønderjyllands Politi beder nu borgere i Sønderris-området i Esbjerg om at tjekke deres videoovervågning som et led i eftersøgningen af den 13-årige Jashmin Solli Nielsen, der blev meldt savnet søndag aften på sit bosted på Jupitervænget i Esbjerg.

”Vi har allerede indhentet meget videomateriale, men opfordrer borgerne til også at kigge deres videomateriale igennem, for at se om der kan være noget af interesse for politiet. Det kan for eksempel være noget, der ser unormalt ud eller optagelser af Jashmin, der vil kunne gøre os helt sikre på, hvor hun har været og hvilket tøj hun havde på”, siger vicepolitiinspektør Søren Rønnov.

Politiet er interesserede i optagelser fra søndag den 8. oktober klokken 20 til mandag den 9. oktober klokken 12 fra Sønderris-området i Esbjerg. Det kan være videoovervågning fra bygninger, men også fra videokameraer i biler – for eksempel taxaer, renovationsbiler, Teslaer eller andre køretøjer, der har installeret et kamera.

”Vi beder borgerne se deres egne optagelser igennem og også gerne opfordre deres eventuelle gæster eller andre, der har været i området med et køretøj i tidsrummet, til at gøre det samme. Vi er meget interesserede i alle optagelser, der kan hjælpe os videre i efterforskningen”, siger vicepolitiinspektør Søren Rønnov.

Eftersøgningen af Jashmin fortsætter i dag, hvor hundepatruljer og droner igen afsøger nærområdet i Sønderris, hvorfra Jashmin forsvandt.

”Udover eftersøgningen med hunde fortsætter vi efterforskningen og opfordrer fortsat til at man henvender sig til os, hvis man har set Jashmin de seneste dage eller har andre oplysninger, der kan hjælpe os med at finde hende. Vi er meget glade for, at så mange borgere vil hjælpe”, siger vicepolitiinspektør Søren Rønnov.

Har du videomateriale eller oplysninger, der kan hjælpe med at finde Jashmin, så ring til politiet på telefon 1-1-4.

Signalement : 13 årig pige, 160 centimeter høj og almindelig af bygning med lyst, brunt, langt hår. Jashmin var søndag aften iført hvid hættetrøje, sort jakke med pelskrave, cowboybukser samt hvide/guld/sorte Nike-sko.

Signalement : 13 årig pige, 160 centimeter høj og almindelig af bygning med lyst, brunt, langt hår. Jashmin var søndag aften iført hvid hættetrøje, sort jakke med pelskrave, cowboybukser samt hvide/guld/sorte Nike-sko.

jashmin solli nielsen
Foto: politiet/privat

13-årige Jashmin Solli Nielsen, der blev meldt savnet søndag den 8. oktober