Valgløfter, temadage og dialogmøder har tegnet de første streger, og i efteråret deltog mere end 160 på Udsatterådets event “Sæt dit præg på Udsattepolitikken”.
Foto: Yesbjerg / Adobe
De mange inputs og gode ideer har Esbjerg Kommune og Udsatterådet nu skrevet sammen i en ny Strategi for socialt udsatte mennesker, som blev vedtaget på årets sidste byrådsmøde.
I løbet af efteråret 2018 har Børn & Familieudvalget og Social & Arbejdsmarkedsudvalget arbejdet med Udsatterådets udkast til en ny strategi for Esbjerg Kommunes socialt udsatte.
Strategien tager udgangspunkt i Esbjerg Kommunes Vision 2020, hvor ét af indsatsområderne er Medborgerskab og Livskvalitet.
Den nye strategi for socialt udsatte har fokus på fem indsatsområder:
- Mestre eget liv
- Mulighed for en bolig
- Tættere på arbejdsmarkedet
- Sundt liv
- Børn og unge kan skabe et liv
I arbejdet med strategien har det været vigtigt for både de to fagudvalg og for Udsatterådet at understrege, at vi alle kan befinde os i udsatte livssituationer, nogle mere end andre, og den nye strategi er for dem, der på grund af forskellige sociale udfordringer er blevet udsat for en kortere eller længere periode eller er i fare for at blive udsat.
– Vi har en høj ambition om, at Esbjerg Kommune skal være et sted, hvor der er plads til alle og brug for alle, og med denne nye strategi kan vi blive endnu bedre til at målrette arbejdet med at hjælpe dem godt på vej, der for en kortere eller længere periode befinder sig i en udsat livssituation, fortæller formand for Social & Arbejdsmarkedsudvalget, Henrik Vallø.
Lige vilkår for alle børn og unge
Den nye strategi omfatter også børn og unge i udsatte livssituationer. Den har blandt andet et stort fokus på lige muligheder for uddannelse og et aktivt fritidsliv og særlig støtte ved overgangen fra barn til ung og fra ung til voksen.
Udsatte børn og unge er særligt sårbare, og det er vigtigt, at vi hurtigt opdager, at de har brug for en hånd, så de ikke bliver fanget i udsatheden og risikerer, at den begrænser dem i muligheden for at skabe et godt liv. Med den nye strategi sætter vi netop fokus på den tidlige opsporing af udsathed for at sikre, at alle børn har lige vilkår for at trives og udvikle sig både i barndommen og senere i livet, siger formand for Børn & Familieudvalget, Diana Mose Olsen.
I det nye år tager Borger & Arbejdsmarked og Børn & Kultur hul på snakken om, hvordan de vil sætte handling bag strategiens tema og indsatser. En ny strategi gør det ikke alene, og derfor har de to udvalg også taget imod Udsatterådets tilbud om et dialogklippekort.
Udvalgsmedlemmerne har et stort ønske om at tale meget mere med kommunens socialt udsatte, og Udsatterådets nye klippekort skal være med til at åbne op for endnu mere dialog med målgruppen.