Har du tabt en ring i Marbæk

politidk har tidligere på måneden fået indleveret denne vielsesring i sterlingsølv, der er fundet i Marbæk Plantage ved Esbjerg. Der er indgraveret 8/2-21 og et...
Home Tags Udsatte

Tag: udsatte

Vær med til at give udsatte børn en sommer med venner og fællesskab

0

I hele juli kan alle, der handler i Aldis butikker bidrage til, at flere børn og unge kommer på sommerferie. Alle kan donere 25 kr. til Red Barnet, som i år arrangerer 52 ferielejre i hele landet, heraf 8 ferielejre via lokalafdelingerne i bl.a. Vejle, Give, Fredericia og Esbjerg. Aldi bidrager også direkte med 75.000 kr. til indkøb til lejrene, hvor 450 frivillige sætter fokus på leg, fællesskab og glade sommerdage for udsatte børn og familier.

Foto: Essencius

I år giver Red Barnet 1200 børn, unge og familier mulighed for at komme på sommerferie. Aldi og Aldis kunder er med til at støtte op om sommerlejrene. Sidste år gav Aldis kunder i hele landet godt 70.000 kr. til Red Barnets sommerlejre. Også i år kan Aldis kunder igen donere til indsamlingen ved køb af støttestregkoder, som lægger 25 kr. oven i kundens indkøb. Muligheden for at støtte fortsætter i hele juli.

Og administrerende direktør Finn Tang håber, at kunderne vil bakke lige så flot op i år.

”Sammen med Aldis kunder og medarbejdere arbejder vi for at sikre, at sårbare børn og familier får nogle af de muligheder, som mange tager for givet. Fx at komme på sommerferie. Når hverdagsøkonomien er stram, er det ofte sådan noget som ferier, der spares væk. Men alle børn og voksne har brug for gode oplevelser og kvalitetstid, og det kan vi hjælpe med ved at støtte Red Barnets sommerlejre.”

Aldi rejser løbende midler som doneres til Red Barnets aktiviteter for udsatte børn og familier. Foruden kundedonationerne, der går ubeskåret til Red Barnet, bidrager Aldi igen i år til sommerlejrene med 75.000 kr. til at forsøde sommerdagene.

”Vi håber, at frisk frugt, saft, is, kiks og andet lækkert, der smager af sommerferie, kan bidrage til at sommerlejrene, der er sat i gang af Red Barnets lokalafdelinger bl.a. her i det syd- og midtjyske kan bringe smil på læben og søde minder at tage med sig hjem,” siger distriktschef for Aldi i Esbjerg og Vejen m.fl, Ronnie Bo Jørgensen, der glæder sig over, at hans arbejdsplads og kunderne sammen kan bidrage til, at flere børn kan indgå i positive fællesskaber med sjove aktiviteter og udflugter. Sommerlejrene afholdes blandt andet hos Randbøldal Camping og ved Hvidbjerg Strand.

450 frivillige og donationer gør 52 sommerlejre muligt

Det er bl.a. danske kommuner, der inviterer børn, unge og familier til Red Barnets sommerlejre. Herefter overtager Red Barnets frivillige kontakten og aktiviteterne. Og behovet er stort. Indsatsen fra Red Barnets 450 frivillige på sommerlejre er uvurderlige, og donationer fra forbrugere, organisationer og virksomheder gør en stor forskel.

 

”Flere og flere udsatte børn og familier ønsker at komme på vores sommerlejre. Det så vi før Corona-krisen, og siden er børnenes behov for et pusterum kun blevet større. Vores frivillige har haft kontakt med mange udsatte familier gennem krisen, og mange af dem er pressede. For mange er de problemer, som familierne i forvejen sloges med, kun vokset sig større. Vi er meget taknemmelige for den støtte, vi modtager. For donationerne betyder, at vi eksempelvis kan sende flere udsatte børn og familier af sted på ferielejr, hvor børnene bliver en del af et stærkt fællesskab, udvikler sig og får venner, ” siger Martha Thilde Ahlmann, national chef i Red Barnet.

 

Red Barnet beretter, at det kræver overskud både økonomisk og mentalt, at sommerferien bliver en god oplevelse. Det er desværre ikke alle forældre, der har de muligheder:

”Mange børn har siddet meget derhjemme i lange perioder og har været afskåret fra kammeraterne og de voksne i skoler, dagtilbud og i fritidslivet. Sommerlejrene kan være med til at hjælpe både børn og deres forældre, og give dem gode minder, ” slutter Finn Tang, adm. direktør i Aldi Danmark.

 

 

Fakta om Red Barnets ferielejre 
Red Barnet arrangerer i år 52 sommerlejre i hele landet for børn og familier, der ikke ellers har råd eller overskud til at komme på ferie. Det er omkring samme høje niveau som sidste år, hvor antallet af lejre og deltagere var rekordhøjt.

  • Red Barnet forventer at sende omkring 1.200 børn og forældre afsted på ferielejrene i år.
  • Nogle sommerlejre er for børn og teenagere, mens andre er for børn og deres forældre.
  • Omkring 450 frivillige er med på lejrene.
  • Det er gratis for børn og familier at komme med på Red Barnets sommerlejre. Alle deltagere er henvist i samarbejde med bl.a. landets kommuner.
  • Aldi, der har været fast samarbejdspartner og sponsor for Red Barnet siden 2018, bidrager også i år til Red Barnets sommerlejre. Der sker dels via Aldis kunder, der aktivt tilkøber en ’støttestregkode’ til en værdi af 25 kr. (i 2020 blev det til hele 70.000 kr. fra Aldis kunder) og dels ved, at Aldi donerer 75.000 kr. til indkøb af frisk frugt, saft, is, kiks mm.
  • Op mod 10 procent af alle børn i Danmark kommer ikke på ferie blot én enkelt gang årligt. Det viser rapporten ’Børn og unge i Danmark – Velfærd og Trivsel 2018’ fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
  • På årets sommerlejre anbefaler Red Barnet, at alle deltagere over 15 år fremviser coronapas, og der er stort fokus på rengøring og god håndhygiejne.

Det nye udsatteråd er på plads

0

Der træder fire nye personer ind i Udsatterådet 2018-2021. De nye kandidater repræsenterer Kirkens Korshærs varmestue, Ballast under KFUM’s Sociale Arbejde, Red Barnet Ungdom og Foreningen Grønlandske Børn.

Social & Arbejdsmarkedsudvalget og Børn & Familieudvalget i Esbjerg Kommune har godkendt Udsatterådet 2018-2021.

En vigtig stemme for udsatte grupper

En af Udsatterådets vigtigste funktioner er at være et samlet talerør for mange forskellige udsatte grupper i Esbjerg Kommune. Derfor er sammensætningen vigtig for at sikre, at flest muligt føler sig repræsenteret.

– Jeg er utroligt glad for, at vi med de 12 medlemmer får tilført ny viden fra vidt forskellige foreninger, der har fingeren på pulsen og gør et fantastisk stykke arbejde for dem, der har brug for en hjælpende hånd. Kirkens Korshær og KFUM’s Sociale Arbejde har fået nye repræsentanter, men det er meget glædeligt, at begge organisationer fortsat er med i Udsatterådet, siger Henrik Vallø, der er formand for Social & Arbejdsmarkedsudvalget.

Diana Mose Olsen glæder sig også over, at det nye Udsatteråd er på plads, og at der nu er endnu mere fokus på de yngste.

– Esbjerg Kommune skal være et trygt sted at vokse op, og det glæder mig, at børnenes stemme også får plads i Udsatterådet. Vi får nye medlemmer fra Red Barnet, Foreningen Grønlandske Børn og fra Ballast, der er et gratis og anonymt tilbud for 5-25 årige, der vokser op i familier med alkohol eller andre misbrug. Jeg ser meget frem til at fortsætte samarbejdet med Udsatterådet, siger Diana Mose Olsen, der er formand for Børn & Familieudvalget.

Udsatterådet får et nyt medlem fra Kirkens Korshærs varmestue, hvor deres socialsygeplejerske bygger bro til det offentlige sundhedssystem, der nogle gange mangler erfaring med misbrugsproblematikker.


Medlemmer af Udsatterådet 2018-2021

Disse fire personer er de nye medlemmer af Udsatterådet 2018-2021:

• Sunyan Nordquist fra Kirkens Korshærs varmestue
• Charlotte Mathiesen fra Ballast under KFUM’s Sociale Arbejde
• Lasse Olsen fra Red Barnet Ungdom 
• Anton Nielsen fra Foreningen Grønlandske Børn


Disse medlemmer fastholder deres plads i Udsatterådet:

• Anja From fra SIND Sydvest (formand)
• Janni Vesti Mai fra RECOVERY BULLS (næstformand) 
• Ingelise Wenzel fra De Hjemløses Venner 
• Cliff Hulsten fra Foreningen X-House 
• Gitte Morberg Jensen fra Frivillighuset Vindrosen 
• Jette Jensen fra Mødrehjælpen 
• Erik Gram fra Unge på vej – Kids ‘n’ Teens
• Pernille Hermansen fra Ventilen

Udsatterådet fungerer blandt andet som rådgivningspartner for byrådet, og de arbejder ud fra Esbjerg Kommunes Strategi for socialt udsatte mennesker. En af hovedpointerne i strategien er, at vi alle kan havne i en udsat livssituation.

For at komme i betragtning til Udsatterådet skal man indstilles som kandidat af en af bruger- og interesseorganisationerne i Esbjerg Kommune.

Udsatterådets nye formand kender selv livets bagside

0

Udsatterådet i Esbjerg Kommune har fået en formand, der selv kender bagsiden af livet. 29-årige Anja From kan bruge sine egne erfaringer til at sætte fokus på vilkårene for mennesker i udsatte livssituationer og give dem en stemme.

Anja From er Udsatterådets nye formand. Foto: Esbjerg Kommune/Torben Meyer

Bag 29-årige Anja From ligger et liv fuldt af massive svigt og svære udfordringer, men efter et sporskifte har hun nu fundet overskud til at stille sig i front for de mennesker, der lever på kanten af samfundet. Anja From har siden efteråret været medlem af Udsatterådet, som nu har indstillet hende til at afløse Nicolai Kubel Olesen som formand. Politisk har både Social & Arbejdsmarkedsudvalget og Børn & Familieudvalget godkendt indstillingen.

“Udsatterådet har valgt at indstille sit nyeste medlem Anja From som ny formand. Hun er skarpsindig, dygtig og har en stærk profil med indsigt i målgruppen og en særlig baggrundsviden i forhold til udsatteområdet. Anja From har et ønske om og mod til at inddrage mange stemmer, og hun evner at lytte til divergerende holdninger. Udsatterådet glæder sig over valget af kandidat og ser frem imod spændende tider”, lyder det fra Udsatterådet.

Det sociale klippekort

Udsatterådet vil i det kommende år arbejde videre med udbredelsen af det sociale klippekort, som er en ordning, der giver politikerne i Esbjerg Byråd mulighed for at mødes med mennesker, der selv oplever og kan fortælle om, hvordan det er at leve som socialt udsat i Esbjerg Kommune.

Fundamentet for Udsatterådets arbejde er Esbjerg Kommunes Strategi for socialt udsatte mennesker, der blandt andet sætter fokus på, at alle mennesker i perioder af livet kan være udfordret af sociale vilkår, som sætter dem i en udsat livssituation. Derfor er det afgørende, at der er plads til alle og hjælp og støtte at hente.

“Udsatterådet er en fælles enhed, hvor vi alle kan byde ind med vores erfaring og viden om udsathed, og rådets rolle er at kæmpe for mennesker i udsatte livspositioner, så de bliver hørt og kan komme med forslag til at blive sikret social retfærdighed. Vi er ikke bange for at være havkatten i hyttefadet, og det er væsentligt, at politikerne drager nytte af de rådgivende organer, der er omkring dem, så beslutningerne ikke bliver taget uden at kende konsekvenserne for de mennesker, det omhandler”, siger Anja From.

Plads til alle, brug for alle – Ny strategi for socialt udsatte

0

Valgløfter, temadage og dialogmøder har tegnet de første streger, og i efteråret deltog mere end 160 på Udsatterådets event “Sæt dit præg på Udsattepolitikken”.

Foto: Yesbjerg / Adobe

De mange inputs og gode ideer har Esbjerg Kommune og Udsatterådet nu skrevet sammen i en ny Strategi for socialt udsatte mennesker, som blev vedtaget på årets sidste byrådsmøde.

I løbet af efteråret 2018 har Børn & Familieudvalget og Social & Arbejdsmarkedsudvalget arbejdet med Udsatterådets udkast til en ny strategi for Esbjerg Kommunes socialt udsatte.
Strategien tager udgangspunkt i Esbjerg Kommunes Vision 2020, hvor ét af indsatsområderne er Medborgerskab og Livskvalitet.

Den nye strategi for socialt udsatte har fokus på fem indsatsområder:

  • Mestre eget liv
  • Mulighed for en bolig
  • Tættere på arbejdsmarkedet
  • Sundt liv
  • Børn og unge kan skabe et liv

I arbejdet med strategien har det været vigtigt for både de to fagudvalg og for Udsatterådet at understrege, at vi alle kan befinde os i udsatte livssituationer, nogle mere end andre, og den nye strategi er for dem, der på grund af forskellige sociale udfordringer er blevet udsat for en kortere eller længere periode eller er i fare for at blive udsat.

– Vi har en høj ambition om, at Esbjerg Kommune skal være et sted, hvor der er plads til alle og brug for alle, og med denne nye strategi kan vi blive endnu bedre til at målrette arbejdet med at hjælpe dem godt på vej, der for en kortere eller længere periode befinder sig i en udsat livssituation, fortæller formand for Social & Arbejdsmarkedsudvalget, Henrik Vallø.

Lige vilkår for alle børn og unge

Den nye strategi omfatter også børn og unge i udsatte livssituationer. Den har blandt andet et stort fokus på lige muligheder for uddannelse og et aktivt fritidsliv og særlig støtte ved overgangen fra barn til ung og fra ung til voksen.

Udsatte børn og unge er særligt sårbare, og det er vigtigt, at vi hurtigt opdager, at de har brug for en hånd, så de ikke bliver fanget i udsatheden og risikerer, at den begrænser dem i muligheden for at skabe et godt liv. Med den nye strategi sætter vi netop fokus på den tidlige opsporing af udsathed for at sikre, at alle børn har lige vilkår for at trives og udvikle sig både i barndommen og senere i livet, siger formand for Børn & Familieudvalget, Diana Mose Olsen.

I det nye år tager Borger & Arbejdsmarked og Børn & Kultur hul på snakken om, hvordan de vil sætte handling bag strategiens tema og indsatser. En ny strategi gør det ikke alene, og derfor har de to udvalg også taget imod Udsatterådets tilbud om et dialogklippekort.
Udvalgsmedlemmerne har et stort ønske om at tale meget mere med kommunens socialt udsatte, og Udsatterådets nye klippekort skal være med til at åbne op for endnu mere dialog med målgruppen.

2,6 millioner kroner til den frivillige sociale indsats

0

Der er godt nyt til Esbjerg Kommunes frivillige sociale foreninger, der får lidt ekstra at gøre godt med i 2019. Social & Arbejdsmarkedsudvalget i Esbjerg Kommune har netop fordelt 2,6 millioner kroner til de i alt 75 foreninger, der har søgt den årlige pulje.

Grafik: Yesbjerg/Adobe

Tilskuddet går til netværk, foreninger og organisationer, som gør et stort stykke arbejde i deres fritid for at hjælpe:

• Børn og unge med særlige vanskeligheder eller ensomhedsproblemer

• Mennesker med fysiske eller psykiske handicap og kronisk syge

• Ensomme, udstødte og marginaliserede grupper

• Flygtninge og indvandrere

• Misbrugere – både nuværende og tidligere

• Mennesker i krise

De frivillige sociale foreninger og politikerne i Esbjerg Kommune er enige om, at de gerne vil skabe bedre muligheder for at arbejde sammen på tværs i foreningslivet. Derfor er der i år blevet plads til at give et beløb til arrangementer, hvor flere foreninger går sammen om indsatsen.

Der har været rigtig mange ansøgninger i år om at få del i Esbjerg Kommunes midler til den frivillige sociale indsats i 2019, og det vidner om, at frivilligheden har det godt i Ribe, Esbjerg og Bramming. Nye foreninger ser dagens lys, og flere kommer til fra resten af landet.

– Jeg er rigtig glad for, at vi igen i år kan tilgodese så mange frivillige sociale foreninger. Der har været rigtig mange ansøgere, og det viser os, at vores store arbejde med at skabe de bedste vilkår for vores frivillige foreninger virker, siger formand for Social & Arbejdsmarkedsudvalget i Esbjerg Kommune Henrik Vallø

Ny strategi for den frivillige sociale indsats

Den 19. november blev Esbjerg Kommunes Strategi for den frivillige indsats vedtaget 2019-2022. Strategien er blevet til i et samarbejde mellem Esbjerg Kommunes fire forvaltninger og repræsentanter fra de frivillige sociale foreninger, og med den er vejen for de kommende fire års samarbejde lagt.

Lokale høvdinge kæmper for udsatte unge

Kom og oplev en megasjov aften, når byrådspolitikere, skolefolk og ansatte fra forskellige institutioner og foreninger tørner sammen til Høvdingeboldstævne onsdag den 28. november kl. 18.30-21.15 i EFI Hallen. Formålet er at rejse penge, så udsatte unge kan få en gratis plads i Esbjergs Foreningsliv.

Foto: Esbjerg Kommune

Det vindende hold kan se frem til at bringe en gigantisk pokal hjem til lejren. Patrizia Madsen fra Medvind i Østerbyen er allerede i gang med at øve sig i at løfte den ubeskedne sag.

Der bliver kampråb og fuldt blus under sammenholdet, når 15 tilmeldte hold kæmper til sidste fjer om den gigantiske pokal, som det vindende hold kan tage med hjem til lejren.

Hvert af de 15 hold giver 1000 kroner for at stille op, og pengene går ubeskåret til Fritidsbutikken og indsatsen for at betale foreningskontingent for byens unge udsatte over 18 år.

Holdene er blandt andre: Politikerne, SSP Forebyggelse & Vejledning, Medvind i Østerbyen, Local Up, Fritidsguiderne fra Aktiv Fritid, Bydelsprojekt 3i1/Karatefamilien, Team Præstegårdsskolen, Recovery Bulls, Kraftcenteret, KUU.

Initiativtager til stævnet er Fritidsbutikken, og afholdelsen er sponsoreret af Hjemløses Venner, Medvind i Østerbyen og Dansk Firmaidrætsforbund.

Aftenens program:

18.30:   Holdene bliver introduceret til Høvdingebold-reglerne v./turneringsleder Carsten Hansen fra DFIF.

19:00:   Velkomst v./Henrik Vallø, formand for Social & Arbejdsmarkedsudvalget

19:15:   Kampstart

21.15:   Pokaloverrækkelse

Aftenens kommentator: Jesper Schwartz

Fakta:

Fritidsbutikken er en fysisk butik beliggende i EFI hallerne. Butikken er åben hver onsdag og torsdag, hvor socialt udsatte børn og unge kan søge hjælp og økonomisk støtte til deltagelse i en selvvalgt fritidsaktivitet.

Bag Fritidsbutikken står en lang række aktører, som spiller sammen for at hjælpe de socialt udsatte børn og unge i lokalområdet. Deltagere i Fritidsbutikken er pt.: Recovery Bulls, Medvind i Østerbyen, Local Up, Familieteamet, Natteravnene, Esbjerg Firmaidræt, SSP Forebyggelse & Vejledning, Integrationshuset, Bydelsprojekt 3i1 m.fl.

WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com