Klumme skrevet af: May-Britt Andrea Andersen, medlem af Esbjerg Byråd og spidskandidat for Det Konservative Folkeparti
Foto: Christina Simonia Straarup
Farvel og på gensyn. Med de ord blev min kærlighed udsendt som Danmarks bidrag til en væbnet konflikt mod Syrien og Irak. For mig var det, på sin vis, en afsked præget af både hjerteskær, men det var også med hjertet fyldt af stolthed over at bidrage til den vestlige verdens frihed.
Når man møder manden i sit liv og gør sig tanker om fremtiden, så har det ikke tidligere været nødvendigt for mig at gøre mig overvejelser om, hvordan det vil være at sende en, man elsker, afsted på missioner i udlandet. Men sådan blev det, da jeg mødte min bedre halvdel.
For mig har krig altid været noget, der har eksisteret i det fjerne – det har aldrig været noget, jeg har haft inde i mit liv eller haft tæt på, på anden vis. Derfor var det også nyt for mig, da jeg faldt for en mand, der har valgt at gøre karriere i flyvevåbnet, hvor militære udsendelser er en del af arbejdsbeskrivelsen.
Forsvaret har altid, for mig, været Danmarks vigtigste forsikring – vores livsforsikring. Jeg har derfor altid næret den største respekt overfor de mennesker, der vælger at sætte livet på spil for, at vi andre kan opleve frihed og i sidste ende en mere fredelig og bedre verden at leve i. Det kan virke modsætningfuldt at stille det sådan op, men for mig hænger det uløseligt sammen.
At jeg en dag skulle stå og være hende, der sender sin partner afsted på en militær mission, havde jeg egentlig aldrig forestillet mig, men sådan kom det til at gå alligevel.
Da dagen oprandt
Jeg husker tydeligt dagen, hvor jeg skulle sige farvel og på gensyn. På én vis var jeg fyldt med sorg over, at jeg skulle undvære ét af de mennesker, jeg skatter allerhøjst, i en længere periode, men på samme tid var mit hjerte fyldt med stolthed over at give mit bidrag – om end det blot var følelsesmæssigt – til at gøre verden til et mere sikkert sted at leve.
For mig var det paradoksalt, og jeg brugte længe på at håndtere de to følelser, som en periode overtog mine tanker. Selvom min partner skulle være på en sikker base i Tyrkiet, så gjorde jeg mig stadig tanker om, at det jo rent faktisk godt kunne være en mulighed – om end mikroskopisk – at jeg aldrig fik ham hjem igen i live. De tanker fyldte en del, særligt omkring perioden hvor der blev begået et militærkup på basen, som skabte en del usikkerhed hos mig. Primært fordi vi i perioden under kuppet knap havde kontakt, som vi ellers havde haft gennem den første periode, så jeg vidste simpelthen ikke, hvad der var hændt udover mediernes udlægning. Jeg vidste blot, at den tyrkiske regering havde lukket for forsyninger af vand, mad og strøm, og at der var en del kaos dernede.
Det fyldte mig med usikkerhed og også fortvivlelse, at vi ikke rigtigt kunne have en fast kontakt, som vi plejede, og at jeg ikke kunne få vished om, at alt var i den skønneste orden. Heldigvis blev der genoprettet en vis orden igen på basen i Tyrkiet, og situationen kom under kontrol, og vi kunne igen have en stabil kontakt til hinanden. I situationen tænkte jeg meget på dem, der deler livet med soldater i frontlinien, hvor påvirkede de må være, når de sender deres elskede afsted på missioner, hvor de er i reel livsfare. Så var det her trods alt en mindre tort for mig.
Efter vi har fået børn, så har hele tanken omkring udsendelser fået tilføjet en helt ny dimension, som jeg ikke vil komme ind på i dag.
Når noget er større end os selv
Det fremgår tydeligt af min hukommelse, da udsendelsens afslutning nærmede sig – det var som om, at tiden pludselig stod stille, og den sidste uge føltes nærmest som en måned, men jeg fandt også ud af, at selvom adskillelsen var svær, så var det ikke en umulighed at gennemleve.
Mange har sidenhen spurgt mig, hvordan jeg kan leve med at have en partner, som risikerer militære udsendelser i væbnede konflikter, og hvordan jeg overhovedet kan kapere det – til dét spørgsmål har jeg kun ét svar – jeg ville ikke bytte det for noget i verden. Én ting er adskillelsen og håndteringen af de følelser, der kommer i spil i forbindelse med en udsendelse, men hvis man tænker på, at der kæmpes for noget, der er langt større end os selv, så kan jeg alligevel ikke lade være med at tænke, at jeg er så heldig, at ham jeg deler mit liv med og hans kollegaer i hele det danske forsvar gør en kæmpe forskel både for Danmark, men også for hele den vestlige verdens frihed. Så må alt andet være sekundært – det er det i hvert fald for mig.