Ti nordiske havne har i november underskrevet en aftale, som forpligter havnene på at samarbejde om at gøre driften af havnene mere bæredygtig. ”Bæredygtighed er ikke en opgave, vi kan lykkes med alene,” siger Dennis Jul Petersen, havnedirektør for Esbjerg Havn, og påpeger, at ambitionen med det nye samarbejde er at sætte turbo på den bæredygtige omstilling.
Esbjerg Havn har indgået et nyt samarbejde med ni nordiske havne for at sætte turbo på udviklingen af bæredygtige løsninger. Sammen har de ti havne underskrevet en erklæring, som forpligter dem på at arbejde målrettet med den bæredygtige omstilling af havnenes drift i årene, som kommer:
”Bæredygtighed er et helt centralt fokusområde for Esbjerg Havn på tværs af vores aktiviteter. Men det er ikke en opgave, vi kan løfte alene, og derfor er partnerskaber så afgørende. Både med vores kunder og samarbejdspartnere. Men også med andre havne, fordi det giver os mulighed for at udveksle erfaringer, som kan sætte turbo på udviklingen,” siger Dennis Jul Pedersen, direktør for Esbjerg Havn.
Aftalen forpligter blandt andet havnene til at samarbejde om at reducere forurening, udvikle og forbedre anvendelsen af bæredygtig energi samt at beskytte biodiversiteten i havene. Målene i aftalen er koblet op på FN’s verdensmål.
Både problem og løsning går på tværs af grænser
Som knudepunkter mellem land og hav og mellem global handel og international økonomi spiller verdens havne en afgørende rolle i arbejdet med FN’s 17 verdensmål. Det ansvar ønsker de ti havne at sætte to streger under med den nye aftale, hvori de forpligter sig på at samarbejde om den bæredygtige udvikling – på tværs af grænser.
”På Esbjerg Havn har vi allerede en række initiativer i gang, og jeg ser frem til at udveksle erfaringer og best practice med havne i hele Norden. Når udfordringerne er globale, forudsætter det samarbejde på tværs af grænser, hvis vi skal løse dem. Og det kan forhåbentlig være med til at inspirere til nye idéer,” siger Dennis Jul Pedersen og påpeger, at han selv ser frem til at bringe Esbjerg Havns indsigt og erfaring som verdens største vindhavn i spil.
Esbjerg Havn har i 2019 vedtaget en bæredygtighedsstrategi, som sætter retning for havnens arbejde med bæredygtighed. Strategien har til formål at sikre effektiv og bæredygtig havnedrift samt understøtte bæredygtig erhvervsudvikling og infrastruktur. Esbjerg Havn har gang i en lang række projekter, blandt andet i forhold til genanvendelse af sand i forbindelse med udvidelser af havnen, omlægning fra diesel til elbiler samt etablering af landstrøm. Se den underskrevne erklæring og læs mere om Esbjerg Havns strategi for bæredygtighed her.
De øvrige havne i det nye samarbejde er Aarhus, Oslo, Helsinki, Torshavn, Reykjavik, Göteborg, Malmø, Stockholm og Helsingborg.
Foto: Esbjerg Havn