E. Th. Witt blev født den 1. maj 1874 i et af jordhusene på Bavnehøj i Esbjerg. Fru Karoline Witt blev født den 12. juni 1874 i Skanderup. Begge fortæller om en uhyggelig nat den 28. august 1944.
Grafik: Adobe/Yesbjerg
”Vi boede dengang på badeanstalten og passede fyringen. Netop i disse dage havde værnemagten bekendtgjort udgangsforbud, og alle skulle være hjemme inden kl. 21 aften. Vi var gået ud i Storegade til vor svigersøns fødselsdag, og der var en del familie samlet, og vi havde det fornøjeligt, og fik et slag kort.
Min svigersøn, Kaj Schmidt, kom hen på aftenen hen til mig og sagde, at det nu var på høje tid at gå, for at kunne være hjemme inden spærretid. Jeg svarede: ”Det går nok!” På en måde ville jeg nødig fra det fornøjelige selskab, men måtte jo af sted. Vi gik ad Exnersgade og under tunnelen og op i Borgergade. Da vi nåede Torvegade, gik vi op til Havnegade, for at skynde os hjem. Da vi kom til Kirkegade, så vi vagtposterne på gaden ud for ”Hotel Royal”.
Vi svingede ned til Borgergade og hen til Smedegade, så vi igen kunne komme til Havnegade. Denne omvej forsinkede os en del. Vi nåede næsten forbi ”Hotel Spangsberg”. Min kone havde fødderne på badeanstaltens grund, og vi følte os lettet over at være hjemme. I samme nu blev vi stoppet af to soldater. Den ene greb hårdt fat i min kone, og vi måtte med ned i Hotel Spangsbergs kælder i garderoben, hvor vi kunne sidde og hvile os.
Efterhånden kom der flere og flere. Til sidst var vi over 30 mennesker i garderoben, deriblandt en ung kone som var gravid. Af mændene kendte jeg kun barber Nicolaisen og en havnebetjent. Vi blev holdt under opsigt af to soldater. Vores legitimationspapirer blev taget fra os og det var forbudt at tale sammen.
Da to timer var gået, blev vi kommanderet op på gaden, hvor vi blev opstillet i rækker med fire i hver. Min kone havde mig under armen, og den omtalte unge gravide kone havde min kone under armen. Jeg henvendte mig til en af befalingsmændene og spurgte, om vi ikke måtte gå hjem, da vi boede lige ved siden af. Jeg fik svaret: „Nu gælder det standret!” Foran os stod en soldat, to ved hver side af flokken og en soldat bagved.
Der blev kommanderet march efter Strandskoven, hvor vi gjorde holdt. ”Hvis nogen forsøger at gå, bliver der skudt!” En befalingsmand gik ind mellem træerne. Jeg sagde til min kone, at han nok var inde for at finde et sted, hvor vi skulle skydes. Den unge gravide kone begyndte at græde, og fra flere sider hørtes der dybe suk. Da der var gået et kvarter, nærmest i åndeløs spænding, kom befalingsmanden og kommanderede os over til arbejderhøjskolen, hvor vi måtte stå ret. Lidt efter kom der to stole til min kone og mig, som var de ældste i flokken, og så måtte hver enkelt ind til en officer, hvor vi skulle give forklaring, hvorfor vi ikke havde lystret ordre.
Jeg fortalte, at min kone og jeg havde været til fødselsdag hos vores svigersøn i Storegade, og at vejen hjem var lang, samt at vi ikke var unge længere. Jeg tilføjede, at jeg boede på badeanstalten og at jeg var fyrmester, så hvis vi ikke kom hjem, blev der ikke noget med badning og heller ikke for soldaterne, som var flinke til at bade.
Officeren smilede, og så fik vi en formaning om at lystre deres forbud samt love at holde os det efterretteligt og blive hjemme, når der var udgangsforbud. Befalingsmanden gav derefter ordre til, at vi skulle eskorteres hjem af fire soldater. Der gik en foran os, en på hver side og en bagefter. På den måde var vi indespærret, indtil soldaterne hørte, vi smækkede døren. Dagen efter kom der en officer med vore legitimationspapirer, som de havde taget fra os, og så formanede han os igen til at overholde udgangsforbud, og såfremt vi overholdt dette, ville der ikke ske os noget.
Senere på dagen fortalte læge S. A. Andersen og ostehandler Lund, at de fra vinduet havde set, at min kone og jeg blev ført bort af de tyske soldater.
Vi var de eneste, som den bevægede og uhyggelige nat blev fulgt hjem.
De andre blev sat til af skrubbe og skure gulve samt vaske døre og paneler. Så snart et gulv var skrubbet og vandet tørret op kom der en officer og sparkede til spanden med det snavsede vand, så hele gulvet atter flød af vand – og så kunne der begyndes forfra.
På den måde holdt de hele flokken i bevægelse til et stykke hen på næste formiddag før de fik lov at gå hjem. Det var en uhyggelig nat, som sent vil blive glemt”, slutter hr. og fru Witt.
