Home Tags Erindringer

Tag: erindringer

En uhyggelig nat!

By
Yesbjerg
-
0

E. Th. Witt blev født den 1. maj 1874 i et af jordhusene på Bavnehøj i Esbjerg. Fru Karoline Witt blev født den 12. juni 1874 i Skanderup. Begge fortæller om en uhyggelig nat den 28. august 1944.

Grafik: Adobe/Yesbjerg

”Vi boede dengang på badeanstalten og passede fyringen. Netop i disse dage havde værnemagten bekendtgjort udgangsforbud, og alle skulle være hjemme inden kl. 21 aften. Vi var gået ud i Storegade til vor svigersøns fødselsdag, og der var en del familie samlet, og vi havde det fornøjeligt, og fik et slag kort.

Min svigersøn, Kaj Schmidt, kom hen på aftenen hen til mig og sagde, at det nu var på høje tid at gå, for at kunne være hjemme inden spærretid. Jeg svarede: ”Det går nok!” På en måde ville jeg nødig fra det fornøjelige selskab, men måtte jo af sted. Vi gik ad Exnersgade og under tunnelen og op i Borgergade. Da vi nåede Torvegade, gik vi op til Havnegade, for at skynde os hjem. Da vi kom til Kirkegade, så vi vagtposterne på gaden ud for ”Hotel Royal”.

Vi svingede ned til Borgergade og hen til Smedegade, så vi igen kunne komme til Havnegade. Denne omvej forsinkede os en del. Vi nåede næsten forbi ”Hotel Spangsberg”. Min kone havde fødderne på badeanstaltens grund, og vi følte os lettet over at være hjemme. I samme nu blev vi stoppet af to soldater. Den ene greb hårdt fat i min kone, og vi måtte med ned i Hotel Spangsbergs kælder i garderoben, hvor vi kunne sidde og hvile os.

Efterhånden kom der flere og flere. Til sidst var vi over 30 mennesker i garderoben, deriblandt en ung kone som var gravid. Af mændene kendte jeg kun barber Nicolaisen og en havnebetjent. Vi blev holdt under opsigt af to soldater. Vores legitimationspapirer blev taget fra os og det var forbudt at tale sammen.

Da to timer var gået, blev vi kommanderet op på gaden, hvor vi blev opstillet i rækker med fire i hver. Min kone havde mig under armen, og den omtalte unge gravide kone havde min kone under armen. Jeg henvendte mig til en af befalingsmændene og spurgte, om vi ikke måtte gå hjem, da vi boede lige ved siden af. Jeg fik svaret: „Nu gælder det standret!” Foran os stod en soldat, to ved hver side af flokken og en soldat bagved.

Der blev kommanderet march efter Strandskoven, hvor vi gjorde holdt. ”Hvis nogen forsøger at gå, bliver der skudt!” En befalingsmand gik ind mellem træerne. Jeg sagde til min kone, at han nok var inde for at finde et sted, hvor vi skulle skydes. Den unge gravide kone begyndte at græde, og fra flere sider hørtes der dybe suk. Da der var gået et kvarter, nærmest i åndeløs spænding, kom befalingsmanden og kommanderede os over til arbejderhøjskolen, hvor vi måtte stå ret. Lidt efter kom der to stole til min kone og mig, som var de ældste i flokken, og så måtte hver enkelt ind til en officer, hvor vi skulle give forklaring, hvorfor vi ikke havde lystret ordre.

Jeg fortalte, at min kone og jeg havde været til fødselsdag hos vores svigersøn i Storegade, og at vejen hjem var lang, samt at vi ikke var unge længere. Jeg tilføjede, at jeg boede på badeanstalten og at jeg var fyrmester, så hvis vi ikke kom hjem, blev der ikke noget med badning og heller ikke for soldaterne, som var flinke til at bade.

Officeren smilede, og så fik vi en formaning om at lystre deres forbud samt love at holde os det efterretteligt og blive hjemme, når der var udgangsforbud. Befalingsmanden gav derefter ordre til, at vi skulle eskorteres hjem af fire soldater. Der gik en foran os, en på hver side og en bagefter. På den måde var vi indespærret, indtil soldaterne hørte, vi smækkede døren. Dagen efter kom der en officer med vore legitimationspapirer, som de havde taget fra os, og så formanede han os igen til at overholde udgangsforbud, og såfremt vi overholdt dette, ville der ikke ske os noget.

Senere på dagen fortalte læge S. A. Andersen og ostehandler Lund, at de fra vinduet havde set, at min kone og jeg blev ført bort af de tyske soldater.

Vi var de eneste, som den bevægede og uhyggelige nat blev fulgt hjem.

De andre blev sat til af skrubbe og skure gulve samt vaske døre og paneler. Så snart et gulv var skrubbet og vandet tørret op kom der en officer og sparkede til spanden med det snavsede vand, så hele gulvet atter flød af vand – og så kunne der begyndes forfra.

På den måde holdt de hele flokken i bevægelse til et stykke hen på næste formiddag før de fik lov at gå hjem. Det var en uhyggelig nat, som sent vil blive glemt”, slutter hr. og fru Witt.

Ditlev Lauritzens liv og virke

By
Yesbjerg
-
0

Ditlev Lauritzens (DL) far: Tømmerhandler Jørgen Lauritzen, Ribe, født i Vilslev 1821. Han løser borgerskab i Ribe som tømmerhandler i 1854. Gift første gang med Maren, f. Mathiesen. Gift anden gang 1859 med Frederikke Sophie, født 1831, datter af sognepræst i Hvidding: Ditlev Blangsted Pontoppidan og Hustru, Anna Eleonora Bang.

  1. november 1859 fødes Laurids Ditlev Lauritzen i Ribe som den ældste af 3 søskende – Marius Lauritzen (1861) og Anna Eleonora Lauritzen (1864). 1870-73 gik Ditlev Lauritzen i Ribe Katedralskole.
    1872-73 var Ditlev Lauritzen som yngste mand med galeasen »Frederikke Sophie«, der sejlede træ hjem fra Norge. Ca. 1878 gik D. L. på Gruners Handelsakademi i København. Sommeren 1879 aftjente D. L. sin værnepligt som infanterist ved 12. batteri, 2den kompagni, 1ste trop i Fredericia.
  2. maj 1881. Den store brand i Ribe. Jørgen Lauritzens tømmerlager og hjem brænder foruden 16 andre huse. Esbjerg har kun 1.650 indbyggere. 15. april 1884 åbnes forretningen med trælast i Esbjerg som en filial af Jørgen Lauritzens tømmerhandel i Ribe og med sønnen Ditlev Lauritzen som leder.

1886 udvides forretningen til at omfatte kul og kunstgødning. DL får sin første dampskibsladning kul med damperen »Doon«, og han tager på sin første forretningsrejse til England.
1885/86 får Esbjerg sin første telefoncentral med 9 abonnenter. DL lader selv trække en telefonledning mellem Esbjerg og Ribe.

I vintrene 1885-86-87 kører DL op langs Vestkysten for at sælge kul til de nye andelsmejerier.
1887 åbner DL sin smøreksportforretning. I foråret 1888 tager DL fast bopæl i Esbjerg. Sommeren 1888 køber DL damperen »Uganda« og indleder dermed sin rederivirksomhed.

I 1890 træffer DL første gang Tietgen. 22. april 1890 stifter DL »Esbjerg-Gjesing Plantage« sammen med købmand Thorvald Nielsen, Dr. Bruun, direktør C. Breinholt, gårdejer P. Gregersen, møller H. C. Hansen og gartner Pedersen.

1891 får DL sin anden damper »Nordsøen«. Den afleveres i marts fra Burmeister & Wain. I 1891 var DL meget virksom for at få bygget rådhus i Esbjerg. Lader professor Amberg tegne et byvåben. August 1892 anerkendes dette byvåben ved skrivelse fra justitsministeriet. Samme år oprettede DL »Esbjerg-Fanø Bank« sammen med Poul Breinholt, konsul Pagh Møller Hansen, Spangsberg, skibsbygger Dahl og skibsreder C. H. Nielsen, Nordby.

I efteråret 1892 skiller DL trælastforretningen ud som selvstændigt firma under navn af »Meinertz & Co.«.

Den 29. marts 1893 fejrer DL sit bryllup med frk. Maren Breinholt fra »Damsgård« på Mors.

  1. juni 1893 udnævnes DL til ridder af Dannebrog ved kongefesten i Esbjerg.
  2. november 1893 stiftes firmaet »Eriksen & Christensen«, der overtager Lauritzens foderstofforretning.

I september 1894 udnævnes DL til fransk konsul. Vinteren 1894/95 eksporterer DL store mængder hø og halm til England.

  1. maj 1895 stifter DL sammen med direktør Clausen, Ringkøbing, sagfører Aggerholm, Holstebro, og kaptajn S. Meinertz rederiet »Vesterhavet«, der overtager hans to dampere »Nordsøen« og »Nerma«.

I januar 1896 stifter DL Firmaet »Thorvald Møller & Co.«, der overtager hans forretning i bygningsartikler:
I august 1896 opretter DL »Esbjerg Handelsbank« sammen med direktør Clausen, Bøtker og Meinertz.
I 1896/97 arbejder DL stærkt sammen med skibsbygger Dahl og Søren Abrahamsen for at få oprettet »et Jernskibs- og Maskinbyggeri« i Esbjerg. Planerne er fuldt udarbejdet og vidt fremme, men må på grund af forskellige forhold udsættes indtil videre.

I januar 1897 sælger DL sin gødningsforretning til Beckett & Meyer, København, der nu stifter »Det danske Gødningskompagni« med H. Heilbuth som leder.
I februar 1897 opretter DL sammen med trikotagehandler Larsen, I. Christensen og fabrikant Jacobsen »Dansk Jersey- og Normalfabrik« i Esbjerg (trikotagefabrikken).

I foråret 1898 opretter DL det nye firma »Lauritzens Smørforretning« under ledelse af Cloos og H. Bruun. Senere samme år solgtes Esbjerg Handelsbank til Handelsbanken i København. I efteråret 1898 stifter DL sammen med møller E. Ebbesen og grosserer Hans Eriksen firmaet »Esbjerg Valsemølle«.

I maj 1899 stifter DL dampskibsselskabet »Jylland«.

I april 1900 stifter DL sammen med Chr. Andresen dampskibsselskabet »Dania«.

I december 1901 stifter DL »Esbjerg Bombebøsse« til understøttelse for søfolk og deres efterladte. Fra sin stiftelse og til 1938 har Esbjerg Bombebøsse i alt udbetalt ca. 44.000 kr. til gamle Esbjerg-søfolk og deres efterladte.

Foråret 1902 køber DL 15 tdr. land i Vognsbøl og begynder her at plante et anlæg, der siden udvikler sig til »Vognsbøl Park«. Samme forår køber DL 150 tdr. land hede i Jerne og begynder at opdyrke og tilplante. Det blev til gården »Hedelund«.

Foråret 1903 indfører DL fra England 2.000 tdr. »up-to-date« kartofler og fordeler disse til de jyske landboforeninger. Begynder samtidig en stærk agitation for eksport af kartofler til England.

1903/05 hjælper DL 20 fiskere til billige 2. pants lån i Handelsbanken, hvorved Esbjergs fiskeflåde udvides med 20 nye rødspættekuttere.

  1. februar 1905 lader DL firmaet »Esbjerg Rebslageri« indregistrere. Det udvikler sig efterhånden til »Esbjerg Tovværksfabrik«.
    I 1905 sejler en af Lauritzens dampere den første ladning sydfrugt fra Spaniens Middelhavskyst til England og DL medvirker til at gennemføre den første: »the Baltic and White Sea Conference«.

Maj 1906 lader DL på Søren Abrahamsens værft i Esbjerg bygge den første danske sildekutter, »Anna«. »Esbjerg Valsemølle« forpagtes af »E. & C.«. Senere samme år lader DL foretage prøvefiskeri i Nordsøen med sildekutteren »Anna«, damperne »Nelly« og »Britta«.

I sommeren 1907 deltager DL som særlig indbudt sammen med etatsråd H. N. Andersen i Kong Frederik d. 8. rejse til Island. 1908. stifter DL »Islandsk-Færøisk Co.«, der fisker ved Island.
1907/1908 udfolder DL et stort arbejde for at få Esbjerg Havn udvidet imod vest.
1908 medvirker DL til at få bygget nyt posthus i Esbjerg.

1907/09 køber og tilplanter DL omkring 400 tdr. land hede i Tjæreborg – nu »Solbjerg Plantage«.
1909 lader DL i sit dampskib »Hebe« indbygge det første overhedeanlæg, der prøves i danske skibe.

  1. april 1909. DL udnævnes til Ridder af Dannebrog i anledning af firmaets 25 års jubilæum.
  2. DL køber grund og opfører villa på Scherfigsvej i København. November 1914 flytter DL rederiets kontorer til København og tager selv bopæl i København.
    Kort efter 1. verdenskrigs udbrud i 1914. bestiller D. L. 6 nye skibe hos Københavns flydedok. I 1915 bestiller DL yderligere 6 nye skibe i Bremerhaven.

I 1915 deltager DL i stiftelsen af »Assurance-Compagniet Baltica« og er til sin død medlem af selskabets bestyrelse.

Året efter sælger han 6 af »Vesterhavet«s Skibe til D/S. »Skagerak« ved Marius Nielsen & Søn.

  1. oktober. 1916 opretter DL m.fl. A/S Oliekagefabrikken i Esbjerg. 9 af »Vesterhavet«s dampere minesprænges eller sænkes i året 1916. 7 af Lauritzens dampere sænkes i året 1917 og i 1918. Juli 1918 sælger DL de sidste 11 af »Vesterhavet«s dampere og selskaberne likviderer.
  2. Oliemøllen i Esbjerg sælges til »De danske Oliemøller og Sæbefabrikker«.
  3. DL beslutter at fortsætte sit rederi. Han køber de øvrige aktionærer ud og bygger det ny rederi op fra bunden som et familierederi. Senere samme år lader DL A/S »Hermetikfabrikken i Esbjerg« bygge. Samme år planlægger og påbegynder han opførelsen af Køge Skibsværft, og deltager i stiftelsen af »Baltic Cotton Company« og er medlem af selskabets bestyrelse til 1933.
  4. Det fornyede rederi lægger ud med 11 nye dampere. DL stifter et legat på 100.000 kr. til fordel for Fanø søfolk og deres efterladte. DLs rederi indleder kontraktfarten på Finland.
  5. DL deltager i stiftelsen af »Det danske Luftfartsselskab« og er medlem af bestyrelsen til 1926.
  6. Den første turbinebåd afleveres fra Bremerhaven. Det første skib afleveres fra Køge Skibsværft.
  7. Køge Skibsværft sælges til Københavns Flydedok.

November 1926. D. L. overtager fiskehermetikfabrikken som eneindehaver og bortforpagter den i foråret 1930 og anskaffer sit skoleskib »Fanø«.

  1. Rederiets store nybygningsprogram af moderne frugt-køleskibe indledes.
  2. Rederiets to dampere »Grete« og »Ulla« afleveres fra Helsingør skibsværft med den nykonstruerede spildedampsmaskine.
  3. Sønnerne Ivar og Knud Lauritzen optages som medindehavere af firmaet.
    Rederiet indleder en fast rute mellem Antwerpen og de kanariske øer.
  4. Rederiet afslutter store kontrakter om fragt af bananer fra Martinique og Vestafrika til franske havne. Lauritzens Rederi lader på Nakskov skibsværft bygge det første skib i Skandinavien med »Maier«-form (damperen »Jonna«).
  5. Rederiet afslutter kontrakt med den sydafrikanske regering om fragt af frugt fra Sydafrika til Canada. Dieselmotorskibet »Asta« afleveres fra Burmeister & Wain. Det er Lauritzens skib nr. 100. I november fejrer konsulen sin 75 års fødselsdag, hyldet af hele den danske presse. Blandt de mange hilsener og gaver kan nævnes, at hans 48 kaptajner forærede ham et vikingeskib af drevet sølv. Skibet er en fint udført model efter Gokstadskibet.

Fra 8. januar 1898 til 3. september 1902 formand i Esbjerg Handelsforening.
Fra 5. juni 1898 til 1. november 1900 medlem af Esbjerg Byråd.
Fra 1. april 1899 til 1. april 1905 medlem af Esbjerg Havneråd.
Fra august 1914 til 1921 medlem af »Den overordentlige Kommission«.
Fra 18. november. 1893-1928 formand for A/S. »Eriksen & Christensen«, medlem af bestyrelsen til sin død. Fra 1900 til sin død formand i bestyrelsen for D/S, »Dania«.
Fra 8. november 1909 til sin død formand for A/S. »Esbjerg Tovværksfabrik«.
Fra 1915 til sin død. medlem af bestyrelsen for Assurance-Compagniet Baltica.
Fra 1920-26 medlem af bestyrelsen for »Det danske Luftfartsselskab«.
Fra 1919-33 formand i bestyrelsen for »Baltic Cotton Company«.
Fra 12. oktober 1915 medlem af bestyrelsen for Fanø Vesterhavsbad til sin død.
Medlem af Nationalbankens Repræsentantskab og var ved sin død det ældste medlem i anciennitet af Repræsentantskabet. DL blev valgt på aktionærgeneralforsamlingen d. 12. oktober 1915 og fungerede første gang d. 15. december 1915.

  1. juni 1893 Ridder af Dannebrog.
  2. april 1909 Dannebrogsmand.
  3. oktober 1934 Kommandør af Dannebrog, Ridder af Æreslegionen, Franske Cambodge Orden.
  4. december 1935 døde Ditlev Lauritzen i sit hjem på Scherfigsvej.
  5. december 1935 bisattes DL fra Holmens Kirke og jordfæstedes på Hellerup Kirkegård.

Efter DLs død bliver familiefirmaet med dets forskellige virksomheder videreført af sønnerne Ivar og Knud Lauritzen.

1936/1937. Rederiets nybygningsprogram gennemføres.
1936/1938. Rederiet opretter biblioteker til brug for mandskabet i 40 af sine skibe.

  1. januar 1937. Skibsreder Knud Lauritzen udnævnes til konsul for Chile.
    April 1937. Rederiet J. Lauritzen overtager aktiemajoriteten i Aktieselskabet Ålborg Maskin- og Skibsbyggeri. Skibsrederne Knud og Ivar Lauritzen indtræder i bestyrelsen som formand og næstformand, og værftets navn ændres til Ålborg Værft A/S.
  2. juni 1937. Første nummer af rederiets tidsskrift »Frivagten« udsendes. Bladet sendes til alle i rederiet og tilsluttede virksomheder ansatte.
  3. oktober 1937. Ålborg Værft udvider aktiekapitalen med kr. 500.000 af hensyn til udvidelser og nyanlæg. 26. oktober 1937. Stabelafløbning af S.S. »Tanja« og prøvetur med S.S. »Selma«. Rederiets 2 første skibe med kedler på dæk.

Da Køge Værft i sin tid likvideredes, blev de boliger, som var opført til værftsarbejderne, udskilt og udlejet til beboelse, og DL fik en andel i disse boliger. I 1937/38 overtager rederiet helt disse ejendomme, der ombygges som mønsterboliger med eget parkanlæg. En del af DLs indsats i Køge Værft er således blevet videreført af familien.

Januar 1938. Familien Lauritzen overtager atter driften af Esbjerg Hermetikfabrik, der moderniseres og stærkt udvider driften.
Januar 1938. Rederiet J. Lauritzen stifter et nye rederi: »Ocean« A/S. 15. april 1938. Rederiet overtager ejendommen i København: Hammerensgade 1 – St. Kongensgade 122 – Jens Kofoedsgade 2 – hvor rederiet har sine kontorer. Købet skete for at skaffe udvidelse til kontorlokalerne. I efterårets løb er foretaget omfattende ombygninger og udvidelser.

  1. juni 1938. S. S. »Lotta«, den første nybygning til rederiet fra Ålborg Værft afleveredes.
    Sommeren 1938. Rederiet planlægger og bestiller et nyt skoleskib, et søsterskib til M/Sk. »Fanø«. Det får navnet »Rømø« og skal være færdigt til togt i marts 1939, hvorefter rederiet har 2 skoleskibe i drift.
    Efteråret 1938. Rederiet bestiller to nybygninger: fra Ålborg Værft et moderne last-motorskib på 4.500 tons og fra Helsingør Skibsbyggeri et frugt-køleskib på 3.400 tons. Desuden tilbagekøbes S. S. »Caravelle«.

Enkefru Kristine Sørensen fortæller

By
Yesbjerg
-
0

Fru Sørensen, født i Ribe, enke efter havnebetjent og skibsbygger Povl Sørensen, Billum/Tarp.
Povl Sørensen og hustru var til trods for deres beskedne kår meget velansete borgere, han en beskeden og tilbageholdende natur, hun mere åben, med et noget friskfyragtigt temperament. En meget dygtig kone, der forstod at holde hjemmet pænt og pynteligt.

På hjørnet af Stormgade og Havnegade – overfor Hotel Spangsberg – boede en mand ved navn Barkentin, der ejede ejendommen. Her i Lejligheden boede en Ingeniør Duncker, der var ansat ved havneanlægget. Hos denne ingeniør fik Kristine Sørensen plads som ”ung pige i huset“. I en lille lejlighed på loftet boede en svensk tømrer ved navn Dorendorff. En datter af Dorendorff blev gift med den kendte smørgrosserer Kraunsø. I kælderen under ejendommen boede en talrig skare af havnens arbejdere, og ikke altid herskede der idylliske tilstande i kælderetagen. Fru Sørensen husker, hvordan alle arbejderne engang i sluttet trop gik til Carlé – syngende ”Marseillaisen” og forlangte højere løn, men husker intet om modtagelsen, der dog sikkert ikke har været god.

Der gik dagvogn til Varde, men den var som regel fuld af arbejdere, der drak i smugkroerne lang med vejen. Derfor lejede byens damer som regel en anden vogn, når de skulle til Varde for at handle. Alt måtte købes i Varde. Engang var der kun en stoppenål, der gik på omgang.

Der var ingen læge i byen, og lægen fra Fanø blev benyttet.. Det var aftalt, at hvis der om aftenen eller om natten blev blusset, skulle lægen komme herover. Engang blev der blusset efter lægen til en fødende kvinde. Jordmoderen i Tovrup blev benyttet. Dr. med. Chr. Bruhn var byens første læge. Han forlangte en garanteret sum på 2.000 Kr., og byens borgere måtte alle svare en bestemt sum.

 Det var almindeligt, at omegnens bønder tog ned for at se på ”rakket“, og Fru Sørensen erindrer, at de uden videre gik ind i husene og sagde ”Godaw”. De ville bare se, hvordan de boede!

I Havnegade lå i 1870-erne Ib Sørensens beværtning, og her holdt folk til. Den såre kendte Tømrermester Christensen – der navnlig var en kendt figur på grund af sit store korpus – havde været i Strandby efter grønkål. Turen havde været streng for den tykke mand, og på vejen hjem måtte han forbi Ib Sørensens beværtning. Mens tørsten blev slukket, havde nogle gavtyve foræret Sørensens kone grønkålen og fyldt posen med høvlespåner. Da tømreren kom hjem, stod den langtfra på grønkål.

Det var den samme tømrer, der engang havde indbudt nogle jagtkammerater til en ”bedre aften“. Da han efter måltidet spurgte vennerne, hvad de troede, de havde spist som ”stegeret“, kunne de ikke rigtig blive enige, men erklærede, det smagte storartet. Værten oplyste så, at det var hund, de havde spist, og det forholdt sig virkelig således. Det fortælles, at adskillige af gæsterne fik kvalme.

I de første år var der kun lyng og marehalm, ræve og harer løb frit omkring. Byens to første kreatureksportører var en tysker der hed Berg og en ålborgenser ved navn Herschind, de var i kompagniskab. De boede hos Fru Sørensen i Smedegade. Berg måtte drage tilbage til Tyskland igen – meget imod sin vilje, men han havde i sit fædreland begået falsk.

Disse to herrer stiftede sammen med Dr. Bruhn en klub. Der var ugentligt møde i ”Tutten“. De fleste af byens mere værdige borgere var medlemmer. Herrerne mødte i morgensko, damerne i kapsko – men undervejs gik såvel damer som herrer i træsko.

Povl Sørensen havde værksted ved siden af Carlé’s hus. Engang kom Frk. Teilmann til Nørholm og ville tale med Carlé. Frøkenen kunne ikke gå rundt i det pløre i sine fine sko og lånte Sørensens træsko. Da Sørensen kom hjem, lå der en daler i træskoene.
Povl Sørensen og den senere så kendte skibsbygger Dahl havde arbejdet sammen i 10 år på Sønderhos Skibsbyggeri. Esbjergs første købmandshandel lå i Kronprinsensgade – hvor senere fabrikant Lehde B. Jensen boede.
Købmanden var Hans Hansen fra Roborghus. Da han gik fallit, rejste han til Amerika, hvor han døde som en ret velhavende mand.
Byens første urmager var en mand ved navn Kirschbaum. Han havde forretning i Smedegade, men havde et værelse hos smed Møller.

At omgivelserne var øde, forstår man, idet Fru Sørensen, en aften sammen med nogle andre unge, var på besøg på Nygård, hvor der var et par andre unge. På Vejen hjem for de vild og havnede i Strandby, hvor de måtte spørge om vej.

Den første grundlovsfest blev afholdt i Strandby Kro, vist omkring midten af 1870-erne.

Fru Sørensen var den første brud fra Esbjerg, der blev viet i Jerne Kirke. Byens første jordemoder var en Fru Christensen, der blev gift med købmand M. Sørensen – senere vognmand M. Sørensen.
Byens første Badeanstalt blev anlagt af skibsbygmester Dahl, vest for dæmningen på Dokkens vestside.

Der holdtes jævnlig bal i klubben i Tutten. Var det regnvejr, lå der store vandpytter på gulvet, men dem dansede man uden om – og så var den klaret!

Povl Sørensens løn var i de 21 år, han var havnebetjent, 62 kr. pr. måned. Når der var fem børn forstår man, der ikke var råd til at slå store brød op. Sammen med lodsformand Holst’s kone stiftede Fru Sørensen i 1886 den i sin tid meget kendte syforening, hvor man syede tøj til fattige børn. Foreningen eksisterede i 30 år og opløstes under krigen i 1916.

Skulle der samles lidt penge sammen i byen, blev der afholdt basar på Hotel Spangsberg. Således også da en båd fra Hjerting var gået under med mand og mus. Umiddelbart efter at pastor Chr. Bruun var blevet sognepræst, oprettede man en hjælpekasse. Bestyrelsen bestod af postmester Schiønning, Fru L. Bøtcher, Fru lærer Andersen, Fru Kristine Sørensen, Fru sagfører Knudsen. Hver havde sine bestemte gader, hvor der blev foretaget husindsamlinger. Sammen med Fru lærer Andersen og Fru dyrlæge Berg blev Fru Sørensen af sognerådet udnævnt til at føre opsyn med byens plejebørn.

Direktør Lorenzen Brinchs erindringer

By
Yesbjerg
-
0

Direktør Frederik Lorentzen Brinch var født d. 23. oktober 1880 i Esbjerg, og som barn var han meget svagelig. Hans mor døde af tuberkulose, da han var ca. 1 år gammel. Han blev opereret to gange for knogletuberkulose af dr. O. Bruun med assistance af lægen fra fiskeriinspektionsskibet “Guldborg”. Operationen fandt sted i vores spisestue og på spisebordet.

”Min søster Alma, der senere blev gift med den engelske konsul Jørgen Nielsen, og jeg gik i skolestuen, der var indrettet i den daværende Gendarmerikasserne. Det var en fæl tur om vinteren at gå i mørke fra Strandbygade, hvor fars fabrik lå, og det skete jo adskillige gange, at vi dumpede i grøften, der løb langs Strandbygade.

Ofte bad vi drenge om at få lov at gå i gården for at komme ind til gendarmerne, der altid var venlige og fornøjelige. Jeg husker jo adskillige af lærerkræfterne dengang, men engang imellem måtte der søges hjælp i de mindste klasser såfremt der var sygdom iblandt lærerkræfterne. Jeg erindrer således Poula Mikkelsen, der kun var 4-5 år ældre end jeg. Hun var datter af havnebetjent Sørensen, og hun underviste i dansk og regning. Skolen blev holdt ren af madam With, der boede ovenover. Hun blev gift med Phillipsen, der var handelsmand med en trillebør. Vi børn tingede ofte med ham om priserne på æbler, blommer og pærer. Han skabte mottoet “rask må det gå”, som siden blev Esbjergs valgsprog, og som byen lever op til.

Så blev der jo bygget en ny skolebygning overfor kirken i Skolegade. Det var jo store og flotte forhold i modsætning til Gendarmerikassernens lokaler.

Direktør Brinch, der var født d. 1. december 1875 i Sønderho på Fanø, fortæller, at hans far P. M. Brinch var kaptajn, og at moderen, Anna Brinch, begge var født i Sønderho. Min barndom og skoletid, gik ellers i al stilhed sådan, at Jeg ikke engang havde været i Esbjerg før Jeg blev konfirmeret.

I Nordby var jeg adskillige gange, – især efter medicin, for en tur til Nordby fik man 10 øre. Dengang løb man gerne de 14 kilometer frem og tilbage for 10 ører. Den 17. februar 1890 – 14 dage efter min konfirmation sejlede jeg med hjuldamperen Koldinghus fra Esbjerg til Newcastle, en sørejse der dengang tog 36 timer for at nå England, hvor jeg straks kom ombord på min fars 500 tons tunge barkskib, som lastede kul til Rio de Janeiro. Vi sejlede fra England d. 3. marts og nåede rejsens mål den 10. maj. Kullene blev losset og vi indtog straks en ladning huder til Le Havre i Frankrig. Derfra i ballast til Visby på Gotland for at indtage en ladning træ.

På tilbagevejen gik jeg i land på Københavns red og rejste hjem. Det var først i december måned 1890, og dermed var mit sømandskab forbi.

Efter sommerferien i 1891 kom jeg til Varde på Realskolen hos bestyrer kaptajn Briks, og i 1893 efter to års forløb fik jeg præliminæreksamen, og ca. 8 dage efter fik jeg kontorplads i trælastforretningen Meinerts & Co. i Esbjerg. Trælastforretningen var én af konsul Lauritzens nyoprettede firmaer. Da jeg begyndte på kontoret i Esbjerg havde byen 4.000 indbyggere. Husene lå spredt over et stort område med pløjemarker og kornmarker ind imellem.

At alt det hele var en stor forvirring forklares bedst derved, at jeg engang i min skoletid i Varde, havde været hjemme i juleferien, og på tilbagerejsen kom med den lille båd (færge) til Strandby Kro, hvorfra jeg skulle gå til banegården ved Exnersgade, Det var først på aftenen men jeg løb vild omtrent der hvor Esbjerg Andelsmejeri er bygget. Jeg var kommet væk fra landevejen og kunne ikke finde den mellem husene, stendynger og skramlepladser. Endelig fandt jeg banegården og kom med toget.

Jeg var på trælastkontoret til 1895, hvor Tømmerhandelen Meinerts & Co. blev slået sammen med Bøtkers Tømmerhandel. I Tarm havde Bøtker oparbejdet en tømmerhandel, som han solgte og flyttede til Esbjerg, hvor han straks begyndte en tømmerhandel. Kort efter i 1895 skete sammenslutningen med Bøtker og M. B. Knudsen som direktører. Der gik kun nogle få år, så skiltes de igen. Knudsen rejste til Amerika og Bøtker fortsatte som enedirektør. Meinerts kontor var i Kongensgade 6 og Foderstoffirmaet Eriksen & Christensen havde kontor i modsatte ende af samme bygning. Samme dag som sammenslutningen af de to trælastfirmaer skete, begyndte jeg kl. 20 om aftenen på a/s Eriksen & Christensens kontor. Det nye kornfirma var startet i 1893, og før den tid blev alt korn fragtet fra Kolding og her til Vestjylland.

De fleste mennesker i Esbjerg gik dengang med træsko. Jeg husker således engang, jeg fulgtes med direktør Eriksen fra kontoret og ned på havnen. Jeg gik med træsko på fødderne. og direktør Eriksen sagde til mig: ”Det er fodtøj man er godt tjent med. Træsko passer til Esbjerg, hvor der ikke findes gader, men kun dårlige veje og smalle stier!”

Kornfirmaet voksede hurtigt, det første pakhus som selskabet selv byggede i 1898. Det var træpakhuset ved siden af saltværket. silopakhuset begyndtes der på i 1899. Tømrermester Clausen havde arbejdet, men som en tid måtte ligge stille på grund af strejke. Clausen led på grund af denne strejke et meget stort tab, idet han havde cement liggende for l0.000 kroner, som fuldstændigt forstenedes.

I 1909 brændtes silopakhuset. Det var d. 19. august 1895, at jeg begyndte mit mangeårige arbejde i Kornforretningen a/s Eriksen & Christensen – og jeg vil her tilføje, at jeg havde den store glæde at komme med i et stort arbejde med at oparbejde et stort vestjysk kornfirma. De to direktører Eriksen og Christensen var udmærkede mænd at arbejde under. Jeg arbejdede uafbrudt i firmaet til 1933. I disse vanskelige år for landbruget led firmaet store tab, og man måtte på en måde næsten begynde forfra i det små igen.
I 1933 blev direktør Eriksen, bestyrelsen og jeg enige om at begynde en hønsefoderfabrik. Der var dengang kun én forretning for hønsefoder af nogen betydning, nemlig ”KarensmøIle” i Aarhus, som voksede meget stærk, udvidede stadig kundekredsen – ja, helt her over til Sydvestjylland.

Jeg troede på foretagendet, da jeg startede, og mente med sikkerhed, at en sådan virksomhed kunne gå i Esbjerg. Jeg havde i de mange år solgt meget korn i de vestjyske egne, og var sikker på, at jeg også kunne sælge hønsefoder – og det har vist sig at være rigtigt.

Omsætningen steg år efter år, og er nu den største hønsefoderfabrik af sin art i Danmark. Da jeg trådte tilbage, indtog min Søn P. M. Brinch, og Thorvald Vilhelmsen direktørposterne. De to mænd fulgte med mig fra a/s Eriksen & Christensens kontor til hønsefoderfabrikken, og har således været med fra starten, og kender som sådan virksomheden i alle enkeltheder. Hønsefoderfabrikken beskæftiger nu 70 – 100 mennesker daglig.”

Direktør Brinch har også ofret ikke så lidt tid udenfor firmaet, og har siddet i bestyrelsen for Købmændenes Arbejdsgiverforening i 45 år, og deraf 30 år som formand, og han overtog posten efter konsul Pagh. Medlem i 25 år af bestyrelsen for Sammenslutningen af Havne- og Købmandssammenslutningen i Danmark. Medlem i 7 år af arbejdsgivernes hovedbestyrelse.


Stemmen bag Radio Victoria

    By
    Yesbjerg
    -
    0

    Yesbjerg laver et personportræt af Henrik Dinesen, som taler til os alle igennem Radio Victoria. Vi taler om livet og karrieren. 

    Desuden byder vi på en oplæsning af én af de mange erindringer vi poster her på siden i løbet af 2018.