Repræsentanter fra Syd- og Sønderjyllands Politi samt Sydvestjysk Sygehus afholdt fredag et fælles møde om sikkerhedsprocedurerne på sygehuset i forbindelse med, at personer med tilknytning til bandegrupperinger bliver indlagt.
Mødet blev holdt i forbindelse med debatten tidligere på ugen om utryghed for personale og patienter ved sådanne indlæggelser, hvor der kan opstå uro på afdelingerne.
Fokus på tryghed
Både Sydvestjysk Sygehus og Syd- og Sønderjyllands Politi er meget optaget af, at der skal være trygge forhold for både personale og patienter på sygehuset. Den tilgang afspejles også i de eksisterende planer.
– Der skal ikke herske nogen tvivl om, at der skal være trygge forhold for de ansatte og for patienterne på sygehuset. Vi ser med stor alvor på situationen, hvis dette ikke er tilfældet, pointerer politidirektør Jørgen Meyer fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Faste procedurer
Begge parter er enige om, at der er et særdeles godt samarbejde om sikkerheden på sygehuset, og politiet er løbende til rådighed for at justere indsatsen.
Der er procedurer, der sikrer grundig briefing til sygehuspersonalet og en vurdering af sikkerhedssituationen ved indlæggelser af personer med tilknytning til bandegrupperinger. Der er alarmprocedurer, der sikrer hurtig udrykning, hvis hospitalet har behov for det. Det gælder både parterne imellem samt internt på sygehuset. Derudover har politiet interne procedurer for, at der sendes politipersonale til sygehuset. Det sker i tilfælde af politiopgaver, som kan medføre uro på en afdeling.
Politi på stedet
– Vi har flere gange haft politi på hospitalet i forbindelse med sådanne indlæggelser.Vi ved, at det har den ønskede effekt. Tilstedeværelsen skaber øget tryghed og virker præventivt over for støtter, pårørende eller rivaler til indlagte personer med tilknytning til bandegrupperinger. Og opstår der i øvrigt situationer, hvor hospitalet har brug for politiet, kommer vi prompte, fremhæver Jørgen Meyer.
Øvelse – for en sikkerheds skyld
På mødet blev de nuværende sikkerhedsrutiner og -udstyr gennemgået og drøftet. Og fremadrettet vil Sydvestjysk Sygehus i samarbejde med politiet for en sikkerheds skyld afholde en såkaldt planspilsøvelse.
– Ser vi på de få hændelser, der har været de seneste par år, har procedurerne fungeret upåklageligt, og samarbejdet med politiet har været særdeles godt. Men det er altid sundt at trykprøve rutinerne. På denne måde får vi også i endnu større omfang udbredt medarbejdernes kendskab til, hvordan beredskabet fungerer. Det gælder internt og tværsektorielt. Og øget kendskab kommer både ansatte og patienter til gode, fastslår direktør Per Busk fra Sydvestjysk Sygehus