To anholdte for grov vold i Sædding

0
872

Syd- og Sønderjyllands Politi er nået et betydeligt skridt videre i opklaringen af et voldeligt overfald mod to personer på henholdsvis 21 og 24 år. Hændelsen fandt sted søndag den 12. august i krydset Sædding Ringvej – Smedevej i Esbjerg, hvor flere personer stod bag overfaldet, og hvor der også blev anvendt en kniv.

Politiet vurderer, at overfaldet var en del af den verserende konflikt mellem to grupperinger i Esbjerg.

To anholdelser på to dage

Politiet har foretaget to anholdelser i sagen umiddelbart efter hinanden.

En 28-årig mand blev anholdt torsdag klokken 10.19 og sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 245 om kvalificeret vold i forbindelse med et knivstikkeri mod den 24-årige.

Anklagemyndigheden fremstillede den sigtede fredag i et lukket grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg, hvor han blev varetægtsfængslet i fire uger.

Den 28-årige nægter forholdet.

Anholdelsen skabte et nyt grundlag for efterforskning, der førte til endnu en anholdelse. En ligeledes 28-årig mand blev anholdt fredag klokken 17.45 i Esbjerg.

Den 28-årige er også sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 245 om kvalificeret vold i forbindelse med overfaldet.

Anklagemyndigheden fremstillede den sigtede i et lukket grundlovsforhør lørdag ved Retten i Esbjerg, hvor han også blev varetægtsfængslet i fire uger.

Den 28-årige nægter tilsvarende forholdet.

Stort fokus

Politiinspektør Jens Langdal fra Syd- og Sønderjyllands Politi understreger, at politiet har et stort fokus på konflikten mellem grupperne, og de hændelser, der har været.

– Vi efterforsker intensivt. Fængslingerne er et led i vores overordnede indsats på området. Og vi sender et klart signal til grupperingerne om, at vi ikke tolererer hændelserne, fremhæver han.

Syd- og Sønderjyllands Politi samt anklagemyndigheden har ikke yderligere oplysninger til pressen, da efterforskningen stadig er i gang.

Leave a Reply