TalentIdrætsRådet får ny formand

0
271

Lars Henry Andersen bliver ny formand for TalentIdrætsRådet. Han afløser Lars Lundgaard, som har haft posten siden juni 2017.

Lars Henry Andersen overtager i løbet af juni 2020 formandsposten i TalentIdrætsRådet. Lars er tidligere rektor for Rybners og selv aktiv idrætsudøver inden for cykelsporten. Han ser frem til i sin nye funktion som formand for TalentIdrætsRådet at bringe sin erfaring i spil i arbejdet med at udvikle miljøerne omkring børn og unges idrætsdeltagelse i samarbejde med rådets øvrige medlemmer:

– Det er et par store sko, som jeg nu skal forsøge at fylde ud. Lars Lundgaard har i sin tid som formand gjort et fantastisk stykke arbejde for idrætten i Esbjerg Kommune. Dette arbejde håber jeg, vi i rådet kan fortsætte med. I uddannelsesverdenen har vi igennem mange år talt om livslang læring, noget af det vil jeg gerne overføre til TalentIdrætsRådets arbejde, nemlig livslang bevægelse, men ikke blot bevægelse, for mig er det også vigtigt, at der kommer kvalitet i den bevægelse eller idræt, som gennemføres. På den måde får børn og unge i Esbjerg Kommune de bedste forudsætninger for et godt og langt idrætsliv, siger Lars Henry Andersen.

Den afgående formand for TalentIdrætsRådet, Lars Lundgaard, har efter en stor og engageret arbejdsindsats i rådet siden juni 2017 valgt at takke af. Han har i sin formandsperiode bidraget til at udvikle idræts- og talentudviklingsmiljøerne i Esbjerg Kommune på en række områder og ser nu frem til at give stafetten videre til den nye formand:

– Der ligger nu en flerårig strategi for TalentIdrætsRådets arbejde – med fokus på udvikling af talentmiljøer, der virkeligt kan gøre en forskel. Så det er et godt tidspunkt at skifte formand. Min efterfølger og navnebror kan glæde sig til samarbejdet med meget kompetente og dedikerede kolleger i rådet, siger Lars Lundgaard.

Om TalentIdrætsRådet

TalentIdrætsRådets opgave er at rådgive om områder, som har indflydelse på udvikling af kvalificerede idræts- og talentudviklingsmiljøer i Esbjerg Kommune.

Rådet arbejder med at kvalificere børneidrætten i Esbjerg Kommune, så alle kommunens børn får de bedste forudsætninger for at få et langt og sundt idrætsliv. Blandt rådets fokusområder er også udviklingen af Danmarks mest kompetente talentudviklingstrænere og udvikling af nye talentudviklingsmiljøer i mange flere individuelle idrætsgrene. Endelig arbejder rådet også med at kvalificere den fysiske træning for talenterne og med faciliteter og økonomi omkring talentudviklingsmiljøerne.

Leave a Reply