Home Tags Råd

Tag: råd

Valg til ældrerådet

0

Den 9. november 2021 er der valg til ældrerådet i Esbjerg Kommune, og du kan allerede nu stille op som kandidat. Mød medlemmer af ældrerådet, og hør om rådets arbejde og muligheden for at stille op som kandidat til ældrerådsvalget på orienteringsmøder i Ribe, Bramming og Esbjerg.

Har du ofte tænkt, at du gerne vil have mulighed for at påvirke de beslutninger, som træffes om forhold, der vedrører seniorer på 60+ i Esbjerg Kommune? Så er det nu, du skal stille op som kandidat til kommunens ældreråd. Her skal der vælges nye medlemmer den 9. november 2021.

Bliv hørt

Ældrerådet skal sikre dialog og samarbejde mellem kommunens ældre borgere og byrådet.

-Ældrerådet er vores mulighed som seniorer for at blive hørt, inden de politiske beslutninger bliver omsat til hverdag. Ældrerådet er for eksempel involveret i udarbejdelsen af den nye pårørendepolitik for Esbjerg Kommune, ligesom vi også har afgivet en lang række høringssvar. Her kan nævnes sektorplanen, hvor vi har gjort opmærksom på boligforholdene for ældre i kommunen. Derudover kan vi selv tage sager op, som vi finder relevante. Det har vi bl.a. gjort i forbindelse med forholdene ved Gjesing station, som vi ikke mener, lever op til kommunens mål om tilgængelighed for alle i det offentlige rum, fortæller formand for ældrerådeti Esbjerg Kommune, Gertrud Hansen.

Ældrerådet skal høres i en lang række sager og inddrages i relevante arbejdsgrupper. Rådet kan ikke behandle personsager.

– Ældrerådet er en vigtig samarbejdspartner. Det er vigtigt, at vi kender borgernes synspunkter og ønsker, for at vi som politikere kan træffe beslutninger, der bedst muligt tilgodeser borgernes behov og gør det muligt for dem at leve et sundt og aktivt liv, siger formand for Sundhed & Omsorgsudvalget i Esbjerg Kommune, Olfert Krog.

Har du lyst til at høre mere og eventuelt stille op?

Vil du høre mere om ældrerådets arbejde, eller overvejer du at stille op som kandidat til valget? Så har du mulighed for at deltage i et af tre orienteringsmøder, som ældrerådet holder i august i Ribe, Bramming og Esbjerg. Kom og hør, hvad ældrerådet arbejder med, og hvorfor det er værd at være med.

Sådan foregår valget

Det er nemt at stemme til ældrerådet. Valget foregår ved brevafstemning. Kommunen sender et brev med en frankeret svarkuvert til alle, som har mulighed for at stemme.

Alle, der er fyldt 60 år den 9. november 2021 og bor fast i Esbjerg Kommune, kan stemme, stille op som kandidat og være stiller for én kandidat ved ældrerådsvalget.

Der skal vælges 13 medlemmer til ældrerådet fordelt på områderne Bramming, Ribe og Esbjerg. Der skal også gerne vælges 13 suppleanter.

Valget gælder for en periode på fire år.

Vil du være kandidat til valget, skal du have fem stillere. Du kan hente stillerlister i borgerservicecentrene i Esbjerg, Ribe og Bramming og på ældrerådets hjemmeside: www.aeldreraadet.esbjergkommune.dk

De udfyldte stillelister for kandidater skal afleveres på Esbjerg Rådhus, Torvegade 74, 6700 Esbjerg, senest torsdag den 16. september 2021 kl. 11.00.

Tid og sted for orienteringsmøder

Ældrerådet holder orienteringsmøder om valg til ældrerådet og arbejdet i et ældreråd:

  • Mandag den 23. august 2021 kl. 19.00 på 
    Mødestedet, Skolegade 10, Bramming
  • Tirsdag den 24. august 2021 kl. 19.00 
    SeminarieHuset, Simon Hansens Vej 1, Ribe
  • Torsdag den 26. august 2021 kl. 16.30 på 
    Hovedbiblioteket, Nørregade 19, Esbjerg

Alle interesserede er velkomne.

Det nye udsatteråd er på plads

0

Der træder fire nye personer ind i Udsatterådet 2018-2021. De nye kandidater repræsenterer Kirkens Korshærs varmestue, Ballast under KFUM’s Sociale Arbejde, Red Barnet Ungdom og Foreningen Grønlandske Børn.

Social & Arbejdsmarkedsudvalget og Børn & Familieudvalget i Esbjerg Kommune har godkendt Udsatterådet 2018-2021.

En vigtig stemme for udsatte grupper

En af Udsatterådets vigtigste funktioner er at være et samlet talerør for mange forskellige udsatte grupper i Esbjerg Kommune. Derfor er sammensætningen vigtig for at sikre, at flest muligt føler sig repræsenteret.

– Jeg er utroligt glad for, at vi med de 12 medlemmer får tilført ny viden fra vidt forskellige foreninger, der har fingeren på pulsen og gør et fantastisk stykke arbejde for dem, der har brug for en hjælpende hånd. Kirkens Korshær og KFUM’s Sociale Arbejde har fået nye repræsentanter, men det er meget glædeligt, at begge organisationer fortsat er med i Udsatterådet, siger Henrik Vallø, der er formand for Social & Arbejdsmarkedsudvalget.

Diana Mose Olsen glæder sig også over, at det nye Udsatteråd er på plads, og at der nu er endnu mere fokus på de yngste.

– Esbjerg Kommune skal være et trygt sted at vokse op, og det glæder mig, at børnenes stemme også får plads i Udsatterådet. Vi får nye medlemmer fra Red Barnet, Foreningen Grønlandske Børn og fra Ballast, der er et gratis og anonymt tilbud for 5-25 årige, der vokser op i familier med alkohol eller andre misbrug. Jeg ser meget frem til at fortsætte samarbejdet med Udsatterådet, siger Diana Mose Olsen, der er formand for Børn & Familieudvalget.

Udsatterådet får et nyt medlem fra Kirkens Korshærs varmestue, hvor deres socialsygeplejerske bygger bro til det offentlige sundhedssystem, der nogle gange mangler erfaring med misbrugsproblematikker.


Medlemmer af Udsatterådet 2018-2021

Disse fire personer er de nye medlemmer af Udsatterådet 2018-2021:

• Sunyan Nordquist fra Kirkens Korshærs varmestue
• Charlotte Mathiesen fra Ballast under KFUM’s Sociale Arbejde
• Lasse Olsen fra Red Barnet Ungdom 
• Anton Nielsen fra Foreningen Grønlandske Børn


Disse medlemmer fastholder deres plads i Udsatterådet:

• Anja From fra SIND Sydvest (formand)
• Janni Vesti Mai fra RECOVERY BULLS (næstformand) 
• Ingelise Wenzel fra De Hjemløses Venner 
• Cliff Hulsten fra Foreningen X-House 
• Gitte Morberg Jensen fra Frivillighuset Vindrosen 
• Jette Jensen fra Mødrehjælpen 
• Erik Gram fra Unge på vej – Kids ‘n’ Teens
• Pernille Hermansen fra Ventilen

Udsatterådet fungerer blandt andet som rådgivningspartner for byrådet, og de arbejder ud fra Esbjerg Kommunes Strategi for socialt udsatte mennesker. En af hovedpointerne i strategien er, at vi alle kan havne i en udsat livssituation.

For at komme i betragtning til Udsatterådet skal man indstilles som kandidat af en af bruger- og interesseorganisationerne i Esbjerg Kommune.

TalentIdrætsRådet får ny formand

0

Lars Henry Andersen bliver ny formand for TalentIdrætsRådet. Han afløser Lars Lundgaard, som har haft posten siden juni 2017.

Lars Henry Andersen overtager i løbet af juni 2020 formandsposten i TalentIdrætsRådet. Lars er tidligere rektor for Rybners og selv aktiv idrætsudøver inden for cykelsporten. Han ser frem til i sin nye funktion som formand for TalentIdrætsRådet at bringe sin erfaring i spil i arbejdet med at udvikle miljøerne omkring børn og unges idrætsdeltagelse i samarbejde med rådets øvrige medlemmer:

– Det er et par store sko, som jeg nu skal forsøge at fylde ud. Lars Lundgaard har i sin tid som formand gjort et fantastisk stykke arbejde for idrætten i Esbjerg Kommune. Dette arbejde håber jeg, vi i rådet kan fortsætte med. I uddannelsesverdenen har vi igennem mange år talt om livslang læring, noget af det vil jeg gerne overføre til TalentIdrætsRådets arbejde, nemlig livslang bevægelse, men ikke blot bevægelse, for mig er det også vigtigt, at der kommer kvalitet i den bevægelse eller idræt, som gennemføres. På den måde får børn og unge i Esbjerg Kommune de bedste forudsætninger for et godt og langt idrætsliv, siger Lars Henry Andersen.

Den afgående formand for TalentIdrætsRådet, Lars Lundgaard, har efter en stor og engageret arbejdsindsats i rådet siden juni 2017 valgt at takke af. Han har i sin formandsperiode bidraget til at udvikle idræts- og talentudviklingsmiljøerne i Esbjerg Kommune på en række områder og ser nu frem til at give stafetten videre til den nye formand:

– Der ligger nu en flerårig strategi for TalentIdrætsRådets arbejde – med fokus på udvikling af talentmiljøer, der virkeligt kan gøre en forskel. Så det er et godt tidspunkt at skifte formand. Min efterfølger og navnebror kan glæde sig til samarbejdet med meget kompetente og dedikerede kolleger i rådet, siger Lars Lundgaard.

Om TalentIdrætsRådet

TalentIdrætsRådets opgave er at rådgive om områder, som har indflydelse på udvikling af kvalificerede idræts- og talentudviklingsmiljøer i Esbjerg Kommune.

Rådet arbejder med at kvalificere børneidrætten i Esbjerg Kommune, så alle kommunens børn får de bedste forudsætninger for at få et langt og sundt idrætsliv. Blandt rådets fokusområder er også udviklingen af Danmarks mest kompetente talentudviklingstrænere og udvikling af nye talentudviklingsmiljøer i mange flere individuelle idrætsgrene. Endelig arbejder rådet også med at kvalificere den fysiske træning for talenterne og med faciliteter og økonomi omkring talentudviklingsmiljøerne.

Udsatterådets nye formand kender selv livets bagside

0

Udsatterådet i Esbjerg Kommune har fået en formand, der selv kender bagsiden af livet. 29-årige Anja From kan bruge sine egne erfaringer til at sætte fokus på vilkårene for mennesker i udsatte livssituationer og give dem en stemme.

Anja From er Udsatterådets nye formand. Foto: Esbjerg Kommune/Torben Meyer

Bag 29-årige Anja From ligger et liv fuldt af massive svigt og svære udfordringer, men efter et sporskifte har hun nu fundet overskud til at stille sig i front for de mennesker, der lever på kanten af samfundet. Anja From har siden efteråret været medlem af Udsatterådet, som nu har indstillet hende til at afløse Nicolai Kubel Olesen som formand. Politisk har både Social & Arbejdsmarkedsudvalget og Børn & Familieudvalget godkendt indstillingen.

“Udsatterådet har valgt at indstille sit nyeste medlem Anja From som ny formand. Hun er skarpsindig, dygtig og har en stærk profil med indsigt i målgruppen og en særlig baggrundsviden i forhold til udsatteområdet. Anja From har et ønske om og mod til at inddrage mange stemmer, og hun evner at lytte til divergerende holdninger. Udsatterådet glæder sig over valget af kandidat og ser frem imod spændende tider”, lyder det fra Udsatterådet.

Det sociale klippekort

Udsatterådet vil i det kommende år arbejde videre med udbredelsen af det sociale klippekort, som er en ordning, der giver politikerne i Esbjerg Byråd mulighed for at mødes med mennesker, der selv oplever og kan fortælle om, hvordan det er at leve som socialt udsat i Esbjerg Kommune.

Fundamentet for Udsatterådets arbejde er Esbjerg Kommunes Strategi for socialt udsatte mennesker, der blandt andet sætter fokus på, at alle mennesker i perioder af livet kan være udfordret af sociale vilkår, som sætter dem i en udsat livssituation. Derfor er det afgørende, at der er plads til alle og hjælp og støtte at hente.

“Udsatterådet er en fælles enhed, hvor vi alle kan byde ind med vores erfaring og viden om udsathed, og rådets rolle er at kæmpe for mennesker i udsatte livspositioner, så de bliver hørt og kan komme med forslag til at blive sikret social retfærdighed. Vi er ikke bange for at være havkatten i hyttefadet, og det er væsentligt, at politikerne drager nytte af de rådgivende organer, der er omkring dem, så beslutningerne ikke bliver taget uden at kende konsekvenserne for de mennesker, det omhandler”, siger Anja From.

Læserbrev af regionsrådspolitiker Marianne Mørk Matthiesen

0

REGIONSPOLITIKERE ER BLOT BUTIKSBESTYRERE.

Danmark er opdelt i 5 regioner med hvert sit regionsråd. Hvert regionsråd har 41 folkevalgte politikkere. Regionsrådets primære opgave er at administre sygehuse og det primære sundhedssystem. Men regionsrådspolitikere har ingen magt.

Det er folketinget, der beslutter, hvor stor et beløb regionen har til sin rådighed og hvilke opgaver der skal udføres. I princippet er regionspolitikere blot butiksbestyrere.

Det er da heller ikke regionspolitikerne, der skaber nytænkningen. For ca. et år siden beklagede jeg mig over, at jeg som regionspolitiker, ikke kunne få punkter og idéer på dagordenen i egne udvalg. Regionens næstformand gennem flere valgperioder stod på åben skærm og benægtede dette faktum. Reglen er efterfølgende ændret. Men næstformanden har åbentbart ikke på noget tidpunkt haft behov for at få et punkt på eget udvalgs dagorden.

I denne måned modtager han en ridderorden.

Luk du blot regionsrådet, Lars Løkke.

Ingen vil opdage det.

Syng gerne med…på både sønderjysk og vestjysk.

0

Julesang mod indbrud og pressemeddelelse med masser af gode råd om, hvordan du bedst forebygger indbrud.

Foto: Politiet

#politidk#syngtyvenvækhttp://www.mynewsdesk.com/dk/fyns-politi/pressreleases/proev-noget-nyt-syng-tyven-vaek-2813412 …

Politiet går i juleindbrudstyvens fodspor

0

I denne uge vil beboere i villakvarterer i Syd- og Sønderjylland muligvis opleve, at politiet opfører sig mistænkeligt.

Foto: Yesbjerg/Adobe

Men det er der en ganske god grund til. For politifolkene fra Syd- og Sønderjyllands Politi tager nemlig tyvens briller på og kigger på udvalgte villakvarterer mellem klokken 17.00 og 21.00.

Her vil de have øje for huse, der er åbenlyse indbrudsemner. Og ejeren får så en løbeseddel og en brochure “Hvor mørk er din hverdag?” i postkassen.

Løbesedlen fortæller, at politiet har kigget forbi, og brochuren giver samtidig ti gode råd om, hvordan indbrudssikringen kan blive bedre.

Nyttig julegave
Hvis politifolkene synes, at et hus trænger til en sikringsmæssig opmuntring, har politiet efterladt to kunstige fyrfadslys.

Initiativet “BoTrygt” har i forbindelse med kampagnen sponseret 300 elektriske fyrfadslys til huse, der trænger.

Målt på størrelse ser lysene måske ikke ud af noget særligt. Men på afstand – og sammen med stuelys, radio og et Fake TV, der er tilsluttet et tænd/sluk-ur – er de kunstige fyrfadslys med til at signalere, at der er nogen, selvom huset er alene hjemme.

Syd- og Sønderjyllands Politi samarbejder med BoTrygt om at sætte fokus på at forebygge indbrud i den mørke tid.

Færre indbrud
BoTrygt er et initiativ fra TrygFonden og Realdania med Bolius og Det Kriminalpræventive Råd, der har til formål at nedbringe antallet af indbrud i Danmark fra i dag omkring 30.000 til maksimalt 10.000 om fem år.

Politifolkene kommer forbi i eftermiddags- og aftentimerne, hvor der sker mange indbrud.

– Heldigvis er antallet af indbrud i villaer dalet med hele 43 procent de seneste år. Og mange indbrud kan undgås med god sikring af bygningen og aktive nabohjælpere, der passer på kvarteret, understreger fg. vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessekretariat.

I årets første 11 måneder blev der således begået 1.383 indbrud i villaer i politikredsen, mens det tilsvarende tal i 2014 lå på 2.431.

Er det nemt?
Får man ikke selv besøg af politifolkene, er det forholdsvist enkelt selv at teste, om ens bolig kan virke tillokkende på en indbrudstyv.

– Stil dig udenfor dit hjem og spørg dig selv: Vil det være nemt at bryde ind? Og at komme ud igen med tyvekosterne? Fungerer stuen som et udstillingsvindue, hvor man får et godt overblik over, om der er en fladskærm, en ipad eller en dyr lampe man hurtigt kan tage med sig? spørger Chr. Østergård.

Han peger samtidig på det nyttige i, at man får låst stiger, værktøj og andet udstyr inde, så det ikke kan bruges til at gøre det nemmere at være indbrudstyv.

10 ting du kan lave med dit barn i Esbjerg

Du får her 10 bud på, hvad du kan lave med dit barn en helt almindelig weekend i Esbjerg. Der er selvfølgelig altid ekstra aktiviteter og events, du kan opleve, når det eksempelvis er jul, sommerferie eller lignende. Buddene her er i vilkårlig rækkefølge og skrevet af mig som mor.

  1. Strandtur, samle sten og skaller til sjove aktiviteter hjemme.
  2. Byparkens legeplads.
  3. Fiskerimuseet.
  4. Lergravssøen, fodre ænder og svaner.
  5. Svømmehal.
  6. Biograftur.
  7. Cafétur kun med én forælder.
  8. Bustur, tag en runde med en busrute og snak om de steder I passerer. Lær byen at kende.
  9. Macdonalds eller Burger King er altid et hit.
  10. Gå en tur med hunden, lån eventuelt naboens.