Home Tags Team

Tag: Team

Team Esbjerg fortsætter udvidelsen med en verdensstjerne

0

Et af international kvindehåndbolds største talenter, norske Henny Reistad, foretrækker at fortsætte sin kometagtige karriere i Team Esbjerg frem for andre, mere pengestærke europæiske topklubber. Den 21-årige landsholdsspiller fra mesterklubben VipersKristiansand har indgået en toårig aftale og tiltræder 1. juli i klubben.

– Det har været en lang og vanskelig proces, for jeg er glad for at være i Vipers. Men de andre norske spillere er meget fornøjede med alt, hvad der foregår i Team Esbjerg, og har alle været inde i en fin udvikling. Jeg håber også selv at kunne videreudvikle mig i et godt træningsmiljø og en hård liga, siger Henny Reistad inden sit første udlandsophold som håndboldspiller.

Oslo-pigen debuterede på landsholdet i november 2018 og imponerede allerede i sin første slutrunde, EM i Frankrig. Ved det nylige EM i Danmark bekræftede hun potentialet i den norske bagkæde med sin dynamik og eksplosivitet kronet med 29 mål på 44 forsøg. Særligt i kvartfinalen mod Kroatien glimtede hun med syv mål på otte forsøg. I 25 landskampe har hun scoret 73 mål for europamestrene. 

Henny Reistad har opnået et højt antal kåringer ved Junior-VM og –EM samt i den norske liga for først Stabæk IF og fra 2018 med Vipers, som hun er dobbelt norsk mester med. I forrige sæson var hun med til at vinde bronze ved Final4 i DELO EHF Champions League og hærgede turneringen med 71 scoringer. Hun mener, at også Team Esbjerg bør have høje ambitioner i Champions League, men venter ellers med at definere målsætninger i sin kommende klub. 

Den store blåstempling

Cheftræner Jesper Jensen betragter tiltrækningen af Henny Reistad som en enorm blåstempling af det arbejde, der er udført i Team Esbjerg igennem en årrække for ikke blot at nå til tops i Danmark, men også på den europæiske scene. 

– Vi har gennem årene været stolte af den måde, spillere har udviklet sig på, mens de har været her. Det samme vil vi gerne gøre med Henny Reistad. Vi har fulgt hende siden hendes landsholdsdebut og har konstateret, at hun er blevet dygtig meget hurtigt og måske er det største talent på verdensplan lige nu. Henny rummer mange af spillets facetter, mest af altgennembrudsspillet, hun har stor fysik og er skudfarlig, især fra gulvet – og så er hun eksplosiv, siger Jesper Jensen.

Han betegner Henny Reistad som en moderne bagspiller, der kan dække alle tre pladser. Selv ser hun udviklingspotentiale i at få et bedre overblik, så hun kan finde løsninger mod alle typer af forsvar, forbedre sit skud fra både seks og ni meter samt at lægge på sit forsvarsspil på 2’er- eller 3’erpositionen. 

Esbjergs virksomheder bakker op

Ligesom ved den spanske Nerea Pena har Team Esbjerg henvendt sig til en kreds af lokale virksomheder for at gøre det muligt at indgå kontrakt med Henny Reistad. Bestyrelsesformand Bjarne Pedersen glæder sig over, at det er lykkedes at skabe medfinansiering til to spillere fra verdenseliten inden for kort tid.

– På klubbens vegne synes jeg også, det er flot, at vi i konkurrence med andre store klubber har kunnet tiltrække en så eftertragtet spiller som Henny Reistad til den danske liga og Team Esbjerg. Vi håber at kunne præsentere hende for virksomhederne bag investeringen ved et særligt arrangement, når coronaen er klinget af, siger Bjarne Pedersen.

Han betragter de nuværende spillere som gode ambassadører for klubben i bestræbelserne på at tilføre klassespillere udefra. Også Henny Reistad er ambassadør, og det er for Verdensnaturfonden, der har pandaen i sit logo. Hendes store interesse for miljøet matcher at komme til Danmarks førende by inden for havvind. Hun gennemfører et års grundstudium i matematik på universitetet i Kristiansand, inden hun kommer til Esbjerg.

Henny Reistad har to ældre brødre, Jon Halfdan og Petter, som gør sig inden for henholdsvis håndbold og langrend. Jon bor nu i London, hvor det er svært at holde fast i håndboldspillet, mens ældste storebror ligesom forældrene bor i Oslo.

Ny 1 årig aftale til Team Esbjergs Kaja Kamp

0

Kaja Kamp kom, så og overbeviste på det højere niveau.

Kaja Kamp kom til Team Esbjerg inden denne sæson som et supplement til de to norske landsholdsspillere, Vilde Ingstad og Marit Malm Frafjord, på stregpositionen. Med sin indædte tilgang til spillet og sine håndboldevner har hun spillet sig til en ny etårig aftale med klubben gældende til 30. juni 2022.

– Jeg havde egentlig ikke tænkt så meget over muligheden for en ny aftale, for jeg har valgt bare at spille og nyde at være med på denne scene. Men jeg blev glad, da jeg blev tilbudt et år til, siger den 26-årige Aalborg-pige.

Hun kom til Team Esbjerg efter to sæsoner i TTH Holstebro og var ellers på vej til den tyske bundesligaklub, TuS Metzingen, da coronaenramte, og de økonomiske præmisser for udlandseventyret ændrede sig.

Cheftræner Jesper Jensen er meget tilfreds med, at hun i stedet tog udfordringen i en topklub i Esbjerg op. 

– Kaja har haft nemmere ved at gå ind på det højere niveau, end jeg havde frygtet. Jeg tror, hun har kæmpet lidt med sig selv, om hun var god nok. Jeg er vild med hendes uimponerethed, som vi så allerede i den første kamp i Odense, som hun var med til at afgøre. Hun viger heller ikke, når hun står over for Vyakhireva fra Rostov-Don. Med Vildes skade har hun fået en større rolle og har præsteret, når hun fik chancen, siger Jesper Jensen.

Kaja Kamp, der er uddannet finansøkonom og har en professionsbachelor i Sport Management, genkender sin cheftræners analyse.

– Jeg er nok også selv lidt overrasket over, at jeg har taget det så pænt at gå til det højere niveau, men det er jo bare en håndboldkamp. Jeg har ikke altid haft lige nemt ved at være i det, og det sker da også, at jeg bliver snydt til træning, men det ruster mig at være blandt så gode spillere. Jeg er vildt glad for at være i klubben med pigerne og alle folkene omkring holdet. Det har været specielt med corona, og jeg ser frem til forhåbentlig at møde flere, herunder også sponsorer, siger Kaja Kamp.

Jesper Jensen foretrækker en trup med tre stregspillere, der både kan supplere på fløjen og udfylde vigtige roller i forsvaret. Kaja Kamp har spillet sig til at være et fuldgyldigt medlem af Team Esbjergs stregspillertrio i sæsonen 2021-2022. Hun er europamester i Beach Handball og har bevist, at hun også kan være med på europæisk niveau med fast grund under skoene.

Toptrio er bare bedre

0

Tre hold har skilt sig ud i toppen af Bambusa Kvindeligaen med et samlet pointtab på blot fem point i de første 11. spillerunder. Odense Håndbold har vundet 10 kampe i træk siden premierenederlaget til Team Esbjerg, der er eneste ubesejrede hold og torsdag aften møder det tredje tophold, Viborg HK, i et topbrag med stærkt begrænset publikum i Blue Water Dokken. Midtjydernes eneste pointtab er et nederlag til København Håndbold i oktober.

– Der er individuelle kompetencer til forskel mellem de tre hold og de øvrige. Dog mener jeg, at også Herning-Ikast Håndbold må medregnes, ikke i grundspillet, hvor løbet er kørt for dem, men i slutspillet og de afgørende kampe til foråret, siger Team Esbjergs cheftræner Jesper Jensen.

Hos Viborg skiller ifølge Jesper Jensen tre spillere sig ud. Hvis man kan stække bagspillerne Kristina Jørgensen og Line Haugsted og ikke spille målvogter Anna Kristensen for god, er man som modstander nået et stykke vej.

– Men dermed er opgaven ikke løst, for Viborg har så mange dygtige spillere, at der bliver meget at se til. En helt anden opgave end Vendsyssel Håndbold, før vi rejste mod Rusland. Præmisserne er meget forskellige: Viborg kan koncentrere sig om ligaen, og vi har frisk erfaring fra Europa. Torsdag aften kan jeg sige, hvad der var vigtigst, siger Jesper Jensen.

Bussen med Team Esbjerg-delegationen ramte Blue Water Dokken søndag ved godt 21-tiden efter en søvnmæssigt anstrengende rejse retur fra kampen mod Rostov-Don. Men kendetegnende for spillerne var, at der var (trætte) smil på læberne, da de sagde godnat til hinanden inden en velfortjent søvn. 

– Vi har haft travlt, men er kommet flot igennem. Jeg var lige ved at synes, at det var hårdt, da vi på fire dage i oktober tabte til FTC fra Ungarn og spillede uafgjort mod Silkeborg-Voel KFUM. Det var bekymrende med en mental slitage på holdet. Men på en eller anden måde har vi fået os rejst igen, og det er en gigantisk cadeau til spillerne, at de formår at finde de procenter, der på ny giver overskud, siger Jesper Jensen.

Med til at skabe en positiv konto inden Viborg-kampen er, at Rikke Poulsen vender tilbage fra sygdom, Vilde Ingstad har gode muligheder for et comeback efter en lægskade fra opvarmningen til Champions League-kampenmod Vipers Kristiansand, og at også Stella Muir er tilbage som aflastning til bagkæden. Dermed er kun de langtidsfraværende profiler, Estavana Polman og Line Jørgensen, ikke i truppen. 

Team Esbjergs trup til kampen i Bambusa Kvindeligaen mod Viborg HK torsdag den 12. november kl. 20.00 i Blue Water Dokken: 

Målvogtere: Rikke Poulsen og Rikke Granlund

Venstre fløj: Sanna Solberg-Isaksen og Elma Halilcevic 

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen

Streg: Marit Malm Frafjord, Vilde Ingstad og Kaja Kamp

Bagspillere: Kristine Breistøl, Sonja Frey, Annette Jensen, Mette Tranborg og Stella Muir.

Team Esbjergs formand i opråb: Regeringen må handle nu

0


Med massiv opbakning fra sponsorer og tilhængere formåede selskabet bag en af landets mest succesrige håndboldklubber, Team Esbjerg Elitehåndbold A/S, at realisere et overskud på 58.000 kr. før skat i regnskabsåret 2019-2020. Ledelsen ser imidlertid ind i et nyt regnskabsår med fortsat strenge coronarestriktioner og tabte indtægter i millionklassen.

Vi må imødese et betydeligt underskud, og vi er langt fra alene. Alle klubber inden for fodbold, håndbold og ishockey afventer med stigende utålmodighed, at der findes en løsning i form af en kompensationsordning fra staten. Divisionsforeningen Håndbold og DIF har i månedsvis forhandlet på vore vegne, og der er holdt videomøder, hvor revisorer har medvirket for at dokumentere situationens alvor. Men der er intet sket. Det er på tide, at regeringen kommer de store publikumsidrætsgrene til undsætning, for ellers kan det få alvorlige konsekvenser, siger Team Esbjergs bestyrelsesformand, Bjarne Pedersen.
Som Danmarks mest sete håndboldklub mister Team Esbjerg 75.000-100.000 kr. i indtægt pr. hjemmekamp som følge af restriktionerne, der blandt andet indeholder et forsamlingsforbud med maksimalt 500 personer i hallen. Klubben har normalt et tilskuergennemsnit på ca. 2.000.

Da coronakrisen ramte i foråret og afbrød håndboldligaerne få kampe før afslutningen på grundspillet, lagde Team Esbjergs ledelse en kriseplan, der foruden besparelser rummede offensive initiativer over for sponsorer og tilhængere. Selv om klubben ikke var i stand til at spille kampe, og støtteinitiativerne i realiteten var uden indhold, lykkedes det at mobilisere over en million kr. til klubkassen. Derudover kom lønkompensation fra Erhvervsstyrelsen.

Vi er meget tilfredse med at komme ud af regnskabsåret uden underskud og med vores egenkapital på tre mio. kr. intakt. Vi har revideret vore budgetter frem til foreløbig 31. december. Fortsætter coronarestriktionerne ind i det nye år, må vi revidere budgettet igen og imødese et større underskud, siger Bjarne Pedersen.
Nedgangen i entreindtægter, varesalg på kampdage og kamprelateret reklamesalg resulterede i en nedgang i omsætningen til 18,0 mio. kr. mod 20,4 mio. kr. året før. I modsætning til en række klubber i dansk elitehåndbold har Team Esbjerg undgået at reducere i spillerlønninger.

Vi ville gøre alt for at undgå, at den ekstraordinære situation gik ud over vore medarbejdere. Uanset omstændigheder har vi aldrig taget skridt til at bede spillerne gå ned i løn, og vi ønsker at bevare klubbens gode ry for at overholde aftaler. Det lykkedes med den opbakning fra netværket omkring Team Esbjerg, som lykkeligvis fortsætter ind i denne sæson. Nu ser vi frem til, at også politikerne på Christiansborg bakker op, siger Bjarne Pedersen.

Team Esbjerg spiller Champions League søndag

0

Team Esbjergs overbevisende indsats i DELO EHF Champions League frem til coronaudbruddet og den vellykkede indledning på dette års turnering mod SG BBM Bietigheim har ikke fået fødderne til at lette på klubbens cheftræner, Jesper Jensen.

Han kender sit holds omtrentlige placering i hierarkiet blandt Europas ypperste hold forud for den første hjemmekamp mod storholdet CSM Bucuresti søndag eftermiddag. – Jeg er fortsat spændt på at se, hvor vi ligger styrkemæssigt, og kampen mod CSM Bucuresti er et meget godt pejlemærke. Vi er nok ikke et top sekshold, men ligger lige under, og det bliver vigtigt at udnytte chancen for sejr, når de store hold ikke rammer topniveauet. Vi var skuffede, da vi tabte til rumænerne på hjemmebane i fjor, og vores selvforståelse siger, at vi skal vinde over dem søndag. Bucuresti havde mere bredde i truppen i fjor, men har til gengæld en meget stærk startopstilling, siger Jesper Jensen. Under den europæiske opstigning i efteråret 2019 tabte Team Esbjerg hjemme til Bukarest med 24-22, men overraskede håndboldeuropa ved at vinde med 25-21 ude. Østeuropæerne har inden denne sæson mistet serbiske Andrea Lekic i bagkæden, men har til gengæld fået Barbara Lazovictilbage fra en sæson i montenegrinske Buducnost. Den største forskel er formentlig, at en af verdens bedste håndboldspillere, Cristina Neagu, er i topform. Hun indledte CL-sæsonen med at score 12 mål mod franske Metz. I fjor var hun ikke med i den første kamp i Esbjerg, men vendte tilbage fra 10 måneders knæskade runden før returopgøret i Bukarest. Marit Malm Frafjord har indledt sin 12. sæson i Champions League. En af dem var i CSM Bucuresti, som hun kom til i 2017 samtidig med Cristina Neagu. – Jeg anser Rostov-Don for at være gruppens stærkeste hold, og Bucuresti følger sammen med flere andre hold lige efter. De har helt sikkert ambitioner om at spille med i toppen. Bucuresti har mange gode spillere, heriblandt naturligvis Neagu, som det var sjovt at prøve at spille sammen med i en sæson. Hun var og er superstjernen, som nogle gange kan vise det på banen, men uden for er sød og hyggelig at være sammen med, siger Marit Malm Frafjord. I modsætning til 32-årige Neagu har Frafjord aldrig vundet Champions League, men har ellers et håndbold-cv, der langt overgår rumænerens. Ligesom Jesper Jensen var hun på dagen skuffet over, at det ikke blev til en sejr over CSM Bucuresti i Esbjerg, hvad de færreste ellers havde forventet på forhånd. – Vi er kommet godt fra start i denne sæson, selv om vi ikke er så mange spillere. Andre tager ansvar i fraværet af ”Essie” og Line Jørgensen, og det vil komme os til gode, også når de vender tilbage. Kan vi få forsvaret til at fungere og hindre Neagussamspil med stregen, er vi ikke uden muligheder. Og så har de to gode målvogtere, som vi havde problemer med sidst, siger hun. Når Neagu ikke selv afslutter, spiller hun ofte Crina Pintea på stregen, som Team Esbjerg første gang mødte, da hun spillede sammen med blandt andre Sonja Frey i Paris 92. Hun kan også vælge at spille den spanske fløjspiller i absolut verdensklasse, Carmen Martin.

Champions League-kampen i Blue Water Dokken foregår i regi af det europæiske håndboldforbund, EHF, hvis Covid-19-protokol foreskriver, at der ikke må være tilskuere på de forreste tre rækker. Derudover blev den danske regerings corona-restriktioner for hovedstadsområdet ved et pressemøde fredag eftermiddag udstrakt til at gælde hele landet og yderligere strammet, så der på ny maksimalt må være 500 i det væsentlige siddende personer til indendørs arrangementer, inklusive personer involveret i kampafviklingen. De godt 400 tilskuere, der vil få mulighed for at overvære kampen, bliver kontaktet direkte. Team Esbjerg har Vilde Ingstad med efter hendes fine comeback mod Horsens HE i den hjemlige liga, hvorimod Stella Muir har fået fri til andre opgaver.

Team Esbjergs trup til kampen i DELO EHF Champions League, gruppe A, mod CSM Bucuresti søndag den 20. september kl. 14.00 i Blue Water Dokken:

Målvogtere: Rikke Poulsen og Rikke Granlund

Venstre fløj: Sanna Solberg og Elma Halilcevic

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen

Streg: Marit Malm Frafjord, Vilde Ingstad og Kaja Kamp

Bagspillere: Kristine Breistøl, Sonja Frey, Annette Jensen og Mette Tranborg.

Choknederlag i februar er en vigtig påmindelse for Team Esbjerg

0

Ugens håndboldmenu består for Team Esbjerg af først ligaoprykkerne fra i fjor, Horsens HE, og dernæst det rumænske storhold, CSM Bucuresti, med superstjernen Cristina Neagu i spidsen søndag i Blue Water Dokken.

At Lars Frederiksens tropper ikke bare er en le tfortærbar forret, beviste de 14. februar, da de chokerede håndboldverdenen ved at slå onsdagens modstander med 26-24. Styrkeforholdet blev i den kamp vendt på hovedet, da Horsens bragte sig foran med fem mål i anden halvleg. Team Esbjerg fik udlignet til 23-23, og alt lå til en favoritsejr – men det skete ikke.

– Horsens har oprustet til denne sæson og vil nok stige et par pladser i hierarkiet. Holdet var tæt på at vinde ude over København Håndbold, så opgaven er egentlig sværere for os denne gang. Jeg forsøger ikke at snakke modstanderne op, men vi har fuld respekt for dem og skal have løst deres syv mod seksspil. Derudover er de gode til at trække tempo ud af kampene, og det kan gøre vore spillere utålmodige, så de træffer dårlige beslutninger, siger Team Esbjerg-cheftræner Jesper Jensen.

Den svenske landsholdsspiller og topscorer, Melissa Petrén, er fortsat epicentret i spillet, og omkring sig har hun oftest Emily Baunsgaard, der spillede i Team Esbjerg, og nytilkomne Trine Knudsen fra Holstebro Håndbold. Også to andre nye spillere, Maria Mose Vestergaard og Susanne Madsen, er velkendte i Esbjerg. Østjyderne har tabt til København, Aarhus United og Viborg HK og vundet over oprykkerne fra Vendsyssel.

– Efter styrketræning i går træner vi i dag for første gang sammen efter Champions League-kampen mod Bietigheim. Vi er i en periode, hvor vi skal bruge kampene til at blive dygtige i. Det gælder om at finde roen til at spille kampe som en del af udviklingen. Resultaterne er det primære, men det er ikke nok, og det er en enormt svær balance for spillere at være i, siger Jesper Jensen.

Stella Muir er endnu ikke hjemme fra studietur til Firenze og er ikke i truppen. Vilde Ingstad har ikke fået kæbekirurgisk accept af at spille, men kan få det inden kampen og er i spil til et comeback.

Team Esbjergs trup til kampen i Bambusa Kvindeligaen mod Horsens Håndbold Elite onsdag den 16. september kl. 19.00 i Forum Horsens:

Målvogtere: Rikke Poulsen og Rikke Granlund

Venstre fløj: Sanna Solberg-Isaksen og Elma Halilcevic

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen

Streg: Marit Malm Frafjord, Vilde Ingstad og Kaja Kamp

Bagspillere: Kristine Breistøl, Sonja Frey, Annette Jensen og Mette Tranborg.

Travl uge for Team Esbjerg

0

Allerede få uger inde i en ny håndboldsæson strammer programmet til for Team Esbjerg, der spiller med i alle tre turneringer i ugen, der kommer. Først gælder det pokalkampen mod Nykøbing F. Håndbold på udebane mandag aften, hvorefter samme modstander gæster Blue Water Dokken onsdag aften i ligaen, og ugen rundes af med den første gruppekamp i DELO EHF Champions League ude mod tyske SG BBM Bietigheim lørdag.

Team Esbjerg-cheftræner Jesper Jensen bruger ikke kræfter på at ærgre sig over, at truppen skal på langfart en mandag aften for at spille pokalhåndbold.

– Det var den værste lodtrækning, vi kunne få, men alternativet, at vi ikke var med i Santander Cup, er værre. Vi går all in i alle turneringer, og hvis vi formår at vinde i Nykøbing, vil det være en perfekt sæsonstart for os, siger Jesper Jensen.

Nykøbing F. Håndbold spillede efter den planmæssige sejr over oprykkerne fra Vendsyssel to hjemmekampe mod Viborg HK og København Håndbold, hvor modstanderne i begge opgør scorede 36 mål. Så vinder man ikke håndboldkampe, og cheftræner Jakob Larsen må have revet sig i den mørke manke over defensiven. Hans trænerkollega ser dog ikke så sort på holdets muligheder.

– Der var allerede fremskridt i kampen mod København, og Nykøbing er et hold, der bliver dygtigere, efterhånden som sæsonen skrider frem. Holdet har rigtig stor bredde og har to gode bagspillere på alle pladser, hvilket bliver en udfordring for os, fordi der er meget at forholde sig til. Især den velkendte kontrafase bliver vigtig for os at holde nede, siger Jesper Jensen.

NFH har afgivet de to svenskere, stregkrigeren Anna Lagerquist og allrounderen Angelica Wallén, samt den japanske fløj, Ayaka Ikehara, og har forsynet sig med overvejende danske og nordiske spillere for at opveje tabene. 

Team Esbjerg har ikke samme bredde, men har til gengæld høj kvalitet på pladserne, og Kristine Breistøl ventes at være tilbage efter at have siddet over med muskelproblemer i en læg, da holdet hentede sæsonens tredje sejr mod Ajax København. 

Team Esbjergs trup til kampen i 1/8-finalen iSantander Cup mod Nykøbing F. Håndbold mandag den 7. september kl. 18.30 i LånletArena:

Målvogtere: Rikke Poulsen og Rikke Granlund

Venstre fløj: Sanna Solberg-Isaksen og Elma Halilcevic

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen

Streg: Marit Malm Frafjord og Kaja Kamp

Bagspillere: Kristine Breistøl, Sonja Frey, Annette Jensen, Mette Tranborg og Stella Muir.

Team Esbjerg-direktør frustreret over at skuffe så mange

0

Efter Team Esbjergs premieresejr i Odense og Viborg HK’s mere forventelige 10-målssejr over Ajax København på hjemmebane indleder hovedparten af holdene i BambusaKvindeligaen sæsonen onsdag aften. Et af dem er Holstebro Håndbold, der gæster Blue Water Dokken til et møde med mestrene fra Team Esbjerg.

Kampen bliver spillet uden det tryk fra kvindeligaens største hjemmepublikum, der normalt kendetegner Team Esbjergs hjemmekampe. Coronarestriktioner tillader højest 500 personer i Blue Water Dokken, og foruden spillere, ledere, officials og andre involveret i kampafviklingen vil det være sponsorer og sæsonkortholdere, der befolker hallen. 

Holstebros kvindehold er udskilt fra TTH-paraplyen og begynder på en frisk med mange udskiftninger i truppen, men fortsat med erfarne Pether Krautmeyer som cheftræner. Han har mistet Kaja Kamp til onsdagens modstander og Maria Mose Vestergaard til Horsens, men er ifølge trænerkollegaen i Esbjerg god til hurtigt at få et nyt hold til at fungere.

– Alt andet end en sejr vil være under niveau, men vi har stor respekt for Holstebro, og der er advarselslamper nok, som blinker. Der er rigtig meget kvalitet i holdet med den nye playmaker, Jenny Carlson, Lærke Christensen og andre stærke ligaspillere. I modsætning til det meget aggressive 6-0-forsvar i fjor har holdet nu en lavere defensiv med større og stærkere spillere, og det passer formentlig Ditte Vind i målet godt, siger cheftræner Jesper Jensen.

Han taler om en helt anderledes opgave, end da alt toppede tidligt med 32-22-sejren i Odense. Inden den kamp var det video med velkendte modstandere, denne gang er det stort set fra nul, og som minimum det første kvarter vil gå med at finde ud af Holstebros kamprytme. I træningskampene er vestjyderne lykkedes med deres spil og har vundet stort set alt. 

– Nu skal vi lidt ned på jorden igen og fokusere på en ny opgave, der måske mentalt bliver sværere end kampen i Odense. Jeg ved, at kulissen bliver en anden, men foretrækker at glæde mig over, at der i det hele taget må komme nogle og se kampen. Der er stor forskel på nul og 400 tilskuere, siger Jesper Jensen.

Direktør: Find nu en løsning for håndbolden

Team Esbjerg-direktør HC Warrer deler glæden over, at han for første gang siden 5. marts kan byde velkommen til en hjemmekamp, og at hallen ikke vil være mennesketom. Men han er samtidig kritisk over for, at åbningen af landets håndboldhaller for publikum ikke bevæger sig.

– Vi er rigtig kede af, at vi må skuffe så mange mennesker, der gerne vil være en del af et fællesskab og et sammenhold med 2.000 mennesker, som betyder meget for byen. Det er frustrerende, at der endnu ikke er fundet en løsning for håndbold og ishockey, når vi ser, at man har været konstruktiv og fundet en vej i forhold til fodboldklubberne. Vi mister vitale indtægtsmuligheder og kan ikke blive ved med at appellere om sympati og forståelse. Vore faciliteter er så gode og rummelige, at vi sagtens kan håndtere langt flere tilskuere uden at gå på kompromis med det sundhedsfaglige, siger HC Warrer.

De ca. 400 billetter til Holstebro-kampen er først tilbudt alle med VIP-adgang, hvilket 260-270 har benyttet sig af, og de ledige billetter tilfalder ved lodtrækning nogle af de over 600 sæsonkortholdere.

Team Esbjergs trup har adgang og er uforandret i forhold til kampen i Odense. 

Team Esbjergs trup til kampen BambusaKvindeligaen mod Holstebro Håndbold onsdag den 26. august kl. 18.30 i Blue Water Dokken: 

Målvogtere: Rikke Poulsen og Rikke Granlund

Venstre fløj: Sanna Solberg-Isaksen og Elma Halilcevic

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen

Streg: Marit Malm Frafjord og Kaja Kamp

Bagspillere: Kristine Breistøl, Sonja Frey, Annette Jensen, Mette Tranborg og Stella Muir.

Hverdagen vender tilbage for Team Esbjerg

0

Du skal vænne dig til at sige Bambusa til din kvindeliga, der har fået en norsk strømpeproducent som hovedsponsor, men ellers begynder en vis normalitet at indfinde sig i dansk kvindehåndbold. Ligesom i fjor mødes to af favoritterne til de forreste pladser, sølvvinderne Odense Håndbold og guldvinderne Team Esbjerg, i premieren, også denne gang i Odense Idrætshal, men med et maksimalt antal personer i hallen på 500. Coronakrisen trækker mærkbare spor ind i en ny sæson.

– Hverdagen vender tilbage, man begynder at klippe video og lægge taktik, og alligevel skal man vænne sig til, at tingene ikke er, som de plejer. Vi blev alle testet for coronavirus i går, og når vi kommer til Odense, må der ikke være flere end 400 tilskuere og nogle frivillige. Det bliver underligt, siger Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen.

Odense har mistet en sværm af nuværende og tidligere skandinaviske landsholdsspillere inden denne sæson, og den nye cheftræner, Ulrik Kirkely, er ved at bygge et halvt nyt hold op med VM-topscorer Lois Abbingh som den nye stjerne i bagkæden og Helena Elver fra Aarhus United som en af de spændende fornyelser.

– Der vil være mange nye konstellationer, og nye relationer skal bygges op. Jeg er meget i tvivl om, hvordan Odense stiller op, men på papiret er det et vanvittigt stærkt hold. Spørgsmålet er, hvor hurtigt Ulrik Kirkely kan få det til at fungere, siger Jesper Jensen.

Den altoverskyggende hændelse i hans egne forberedelser har været Estavana Polmans træningsuheld og korsbåndsskade, og så kom Line Jørgensens graviditet oveni. Ydermere blev kraftværket på stregen, Vilde Ingstad, ramt af en drengealbue i den sidste træningskamp og er ude med et mindre kæbebrud og en tand ude af position.

– Kampen i Odense er første gang, vi bliver presset, og vi vil få at se, hvem der tager ansvaret efter ”Essie”. Der vil hvile et stort ansvar på fire bagspillere, der ikke kan tillade sig at have en dårlig dag, og så har vi blot tre fløjspillere og to stregspillere, så det bliver svært at lave udskiftningsfejl, bemærker Jesper Jensen.

Team Esbjerg vandt premieren i Odense i fjor. Meget er forandret siden på især hjemmeholdet, der har måttet afgive Mette Tranborg til lørdagens modstander.

– Det vigtigste bliver det udtryk, vi kommer med, at vi viser, at vi ikke har ladet os gå på af modgang. Skulle vi tabe i Odense, bliver vi hverken det første eller sidste hold, der gør det. Det bliver afgørende, at vi finder det rigtige spændingsniveau og får barberet fejlene fra træningskampene ned. Og så skal individualisterne præstere, siger Jesper Jensen.

Foruden de fire tilbageværende bagspillere er U19-spilleren Stella Muir med i truppen. Den unge midtjyde er playmaker, men kan supplere på flere pladser i bagkæden.

Team Esbjergs trup til kampen i Bambusa Kvindeligaen mod Odense Håndbold lørdag den 22. august kl. 16.10 i Odense Idrætshal:

Målvogtere: Rikke Poulsen og Rikke Granlund

Venstre fløj: Sanna Solberg og Elma Halilcevic

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen

Streg: Marit Malm Frafjord og Kaja Kamp

Bagspillere: Kristine Breistøl, Sonja Frey, Annette Jensen, Mette Tranborg og Stella Muir.

Skytterne skal gå forrest – coronakrise skaber usikkerhed

0

Stjernespilleren Estavana Polmans uheld under træningen 30. juli og hendes fravær med en korsbåndsskade indebærer, at Team Esbjerg kommer til at spille håndbold på en anden måde.

– ”Essie”s uheld har været den altoverskyggende begivenhed i forberedelserne, både på grund af de sportslige konsekvenser, og fordi det berører os alle så dybt. Vi må nu revurdere vores måde at spille håndbold på, og selv om vi helst havde været det foruden, bliver det en spændende proces, siger cheftræner Jesper Jensen. 

Holdet har i angrebsopbygningen været vant til, at Polman tog den første duel, og at de øvrige spillere har kunnet udnytte de muligheder, hendes initiativ skabte.

– Vi vil nu forsøge at udnytte Kristine Breistølog Mette Tranborgs skudstyrke fra distancen, så de enten selv scorer eller skaber plads til medspillere. Vi har stadig mange spidskompetencer i truppen, og vi kommer til at se andre spillere vokse med opgaven, siger Jesper Jensen.

Holdet skulle have trænet dagen efter uheldet, og fysisk var spillerne klar. Men oppe i hovederne var de kede af det og triste, og ud over at snakke blev dagen brugt i styrketræningsrummet.

Estavana Polman nåede at spille forberedelsernes første træningskamp mod Nykøbing F. Håndbold dagen inden uheldet. Kampens formål var at få så mange i spil som muligt, og det lykkedes, når man ser bort fra gravide Line Jørgensen og Mette Tranborg, der sad over med et mindre vrid i en fod. NFH vandt kampen med 28-27.

Spillet var bedre i den næste træningskamp mod Fredericia HK’s ældste drenge, der klart overmatchede Team Esbjerg i fysik, men dog først i anden halvleg kunne trække fra og sikre sig en sejr på 34-26. 

Lørdag møder truppen ind til træningslejr i Lalandia Billund, hvor træningsmodstanderen tirsdag er Herning-Ikast Håndbold. Fredag drager Team Esbjerg til Nørreskoven i Vejle, hvor den lokale idrætsefterskoles U17-drenge venter. Forberedelserne frem mod premieren i HTH Ligaen lørdag den 22. august på udebane mod Odense Håndbold fortsætter, uagtet at coronakrisen fortsat skaber megen usikkerhed.

– Stigningen i smittespredningen indebærer, at man ikke kan rejse til en række lande, og det europæiske håndboldforbund, EHF har endnu ikke meldt noget ud om, hvorvidt gruppespillet afvikles som planlagt. Det kan også ramme premieren i Odense. Vi kan ikke gøre andet end at forberede os bedst muligt – og afvente, siger Jesper Jensen.