Home Tags Svømmestadion

Tag: svømmestadion

Mand sigtet for blufærdighedskrænkelse

0

En 49-årig mand er sigtet for at have sat et kamera op i Svømmestadion Danmark i Esbjerg. Midt- og Vestjyllands Politi har overtaget efterforskningen

Syd- og Sønderjyllands Politi fik søndag klokken 13.56 en anmeldelse om, at to gæster i Svømmestadion Danmark havde fundet et videokamera skjult under en håndvask på et toilet på et fællesområde.

Personalet lod kameraet sidde og ventede på, at det blev afhentet af en 49-årig mand og tilkaldte herefter politiet. Den 49-årige blev anholdt og sigtet for blufærdighedskrænkelse, som han erkender.

Syd- og Sønderjyllands Politi har herefter ransaget mandens bolig.Under ransagning har politiet sikret elektroniske enheder, som politiet nu skal undersøge nærmere. 

Politiet er fortsat på et meget tidligt stadie i efterforskningen, der nu skal klarlægge omfanget og grovheden. 

Ved første gennemgang er der umiddelbart intet, der tyder på, at den 49-årig har delt materialet med andre.

Efterforskningen er overtaget af Midt- og Vestjyllands Politi, da der kan være tale om, at ansatte ved Syd- og Sønderjyllands Politi er blandt de forurettede.

Kan der identificeres forurettede ud fra materialet, vil politiet tage kontakt til de pågældende.

Gratis svømmebilletter til børn og unge

I kølvandet på en lang Corona-nedlukning er der brug for en social redningskrans til mange børn og unge, som har været uden muligheder for sjov og adspredelse. Derfor søsætter Aktiv Fritid og Svømmestadion Danmark i fællesskab et tilbud, hvor en gruppe 9-18 årige kan få fri entré hele sommeren.

Tilbuddet retter sig mod børn og unge i socialt udsatte positioner, som kan henvises via relevante fagpersoner omkring dem. Formålet er at sikre, at denne gruppe af børn og unge har mulighed for at være fysisk aktive og have det sjovt i løbet af sommeren.

”Vi ved jo godt, at de sidste mange måneder har været hårde for rigtig mange børn og unge. For langt de fleste ser situationen heldigvis lysere ud nu, hvor restriktionerne er lettet. Det gælder dog ikke nødvendigvis for målgruppen i Aktiv Fritid, som er børn og unge i udsatte positioner, hvor familie og netværk måske ikke har ressourcerne til selv at støtte deres børn og unge i at komme ovenpå igen. Samtidig er det også dem, som oftest ikke har de store sommeroplevelser i vente – Corona eller ej. Derfor er vi superglade for det tilbud, som vi sammen med Svømmestadion har strikket sammen, for det sikrer, at dem, der har mest brug for det, også har muligheden for at komme ud og opleve noget”, siger fritidskoordinator Karin Schwartz.

Som nævnt er det relevante fagpersoner med et godt kendskab til, hvilke børn og unge, der har brug for et godt tilbud, som kan henvise. Herefter skal de kommende vandhunde igennem et tre-timers intro-forløb, hvor de blandt andet lærer om, hvordan man begår sig i omklædningsrum og svømmehal. Når dét er på plads, kommer deres navn på en liste i receptionen, hvorefter der er fri entré hele sommeren.

Aktiv Fritid og Svømmestadion Danmark har i forvejen et årelangt, succesfuldt samarbejde omkring de såkaldte Svømmekørekort og Familiesvømmekort, og afdelingsleder i Svømmestadion Danmark, Lene Kikkenborg Andersen, glæder sig til at tage imod endnu flere børn og unge, som har brug for indsatser, som gør en forskel.

”Vi arbejder bevidst og strategisk med vores sociale ansvar, fordi det er vigtigt for os, at alle har muligheden for at bruge Svømmestadion Danmark. Derfor er vores samarbejde med Aktiv Fritid vigtigt, og med sommerens tilbud om fri adgang for en gruppe børn og unge, som måske ikke har andre ferieaktiviteter i udsigt, kan vi være med til at gøre en reel og vigtig forskel”, siger Lene Kikkenborg Andersen.

Indvielse af nye rutsjebaner i Svømmestadion Danmark

0

Til stor glæde for både store og små vandhunde skulle de nye rutsjebaner i Svømmestadion Danmark i dag endeligt indvies.

Rutsjebanerne byder på helt nye oplevelser for alle badegæster, hvad enten man er til den “store sjove” eller den “lille vilde”, som banerne blev kaldt, indtil de fik deres endelige navne. Godt hjulpet af navneforslag fra mere end 100 brugere og borgere er rutsjebanerne nu navngivet “Det grå dyb” og “Den blå kanon”.

Her er altså masser af muligheder for aktivitet og bevægelse, og det er noget, som Esbjerg Kommune gerne vil bakke op om. For det er vigtigt, at vi bevæger os. Når vi bevæger os, får vi mere overskud i hverdagen. Vi får energi og lyst til mere. Vi ser gerne, at endnu flere af kommunens borgere bliver fysisk aktive, og mon ikke rutsjebanerne her i Svømmestadion Danmark kan være med til at anspore til mere bevægelse?

Kulturrådsformand May-Britt Andrea Andersen

På den 81 meter lange rutsjetur i “Det grå dyb” glider man igennem en verden af lyd, billeder og lysshow, før man til sidst når vandet. I “Den blå kanon” er der endnu mere fart på. Her kan de modige opleve et nærmest frit fald, inden man bliver skudt ud knapt halvanden meter over vandoverfladen.

Også mange turister, som lægger vejen forbi Esbjerg og Svømmestadion Danmark, vil få glæde af de nye rutsjebaner. Med rutsjebanerne har vi opgraderet svømmestadion og givet det et markant løft, så det nu er endnu mere attraktivt at besøge både for turister og nye borgere, men også for os, der allerede bor her.

Indvielsestalen blev holdt af Udvalgsformand for Kultur & Fritid May-Britt Andrea Andersen, der også i sin tale takkede de to lokale fonde, Johan Hoffman Fonden og Claus Sørensens Fond, som hver har bidraget økonomisk med 500.000 kr. til rutsjebaneprojektet.

Udviklingshæmmet bag roret i nyt projekt

0

Tidligere har Svømmestadion Danmark og Esbjerg Spa & Wellness outsourcet al vask, men nu er der indrettet et helt nyt rum med vaskefaciliteter. Der er dog ikke kun tale om nye maskiner, men også nyt personale. Det er nemlig et socialt projekt, som skal inkludere udviklingshæmmede på arbejdsmarkedet.

Foto: Svømmestadion

Udviklingshæmmet bag roret

Derfor blev Anette Reib ansat pr. 1. januar 2018. Hun er psykisk udviklingshæmmet og arbejder i vaskeriet tre dage om ugen. Hendes daglige rutiner indeholder bl.a. igangsætning af vaskemaskiner og tørretumbler. Derudover folder hun også tøjet sammen ved hjælp af en collage af billeder. Hun bliver naturligvis understøttet af personalet i Svømmestadion Danmark, når hun har behov for det.

En vigtig del af identiteten

Det var kærligheden, der trak Anette fra Sjælland til Jylland, hvor hun nu bor i bofælleskaberne Edelsvej. Her bliver alle tilknyttet en jobkonsulent, som hjælper med at finde den jobordning, der passer den enkelte beboer. Og det er noget, der betyder noget for Anette: ”Jeg er rigtig glad for at være i arbejde. Det er dejligt at få noget ansvar, og jeg synes det er en vigtig del af ens identitet at have et arbejde”. Efter en praktikperiode på to måneder blev Anette fastansat, og det kom som en glædelig overraskelse: ”Hos Svømmestadion Danmark har jeg mulighed for at lave noget, der passer til mig. Jeg har tidligere prøvet at være et sted med meget kundekontakt, og det fungerede ikke for mig. Men her har jeg  mulighed for at gøre noget, jeg er rigtig god til. Og jeg elsker at lave andre opgaver, når jeg er hurtig færdig” fortsætter Anette.

Når man spørger til, hvad det bedste ved at være i Svømmestadion Danmark er, så kommer svaret promtpe: ”Det bedste er helt sikkert gode kollegaer og en god chef. Der er et rigtig fint sammenhold i Svømmestadion Danmark og en god tone. Og så er der rundstykker og kage af og til” slutter Anette. Anette deltager også i de sociale arrangementer, der er for de ansatte i Svømmestadion Danmark, og den sociale inklusion har en stor betydning for hende.

Flere sociale projekter

Dette projekt er kun ét af flere, som Sport & Event Park Esbjerg har sat i gang med opstart i 2018. Der er også indgået et samarbejde med Recovery Bulls, som deltager i et specialudviklet træningsforløb, der skal understøtte foreningens arbejde med socialt udsatte. Niels Bækgård håber, at dette kun er begyndelsen: ”Det er vigtigt for Sport & Event Park Esbjerg at støtte sociale projekter, hvor vi kan, og det håber vi, at vi kan udvikle endnu mere i fremtiden”.

Fakta

• Projektet er et samarbejde med Jobcenter Esbjerg

• Sport & Event Park Esbjerg støtter flere sociale projekter i lokalsamfundet