Tidligere har Svømmestadion Danmark og Esbjerg Spa & Wellness outsourcet al vask, men nu er der indrettet et helt nyt rum med vaskefaciliteter. Der er dog ikke kun tale om nye maskiner, men også nyt personale. Det er nemlig et socialt projekt, som skal inkludere udviklingshæmmede på arbejdsmarkedet.

Foto: Svømmestadion

Udviklingshæmmet bag roret

Derfor blev Anette Reib ansat pr. 1. januar 2018. Hun er psykisk udviklingshæmmet og arbejder i vaskeriet tre dage om ugen. Hendes daglige rutiner indeholder bl.a. igangsætning af vaskemaskiner og tørretumbler. Derudover folder hun også tøjet sammen ved hjælp af en collage af billeder. Hun bliver naturligvis understøttet af personalet i Svømmestadion Danmark, når hun har behov for det.

En vigtig del af identiteten

Det var kærligheden, der trak Anette fra Sjælland til Jylland, hvor hun nu bor i bofælleskaberne Edelsvej. Her bliver alle tilknyttet en jobkonsulent, som hjælper med at finde den jobordning, der passer den enkelte beboer. Og det er noget, der betyder noget for Anette: ”Jeg er rigtig glad for at være i arbejde. Det er dejligt at få noget ansvar, og jeg synes det er en vigtig del af ens identitet at have et arbejde”. Efter en praktikperiode på to måneder blev Anette fastansat, og det kom som en glædelig overraskelse: ”Hos Svømmestadion Danmark har jeg mulighed for at lave noget, der passer til mig. Jeg har tidligere prøvet at være et sted med meget kundekontakt, og det fungerede ikke for mig. Men her har jeg  mulighed for at gøre noget, jeg er rigtig god til. Og jeg elsker at lave andre opgaver, når jeg er hurtig færdig” fortsætter Anette.

Når man spørger til, hvad det bedste ved at være i Svømmestadion Danmark er, så kommer svaret promtpe: ”Det bedste er helt sikkert gode kollegaer og en god chef. Der er et rigtig fint sammenhold i Svømmestadion Danmark og en god tone. Og så er der rundstykker og kage af og til” slutter Anette. Anette deltager også i de sociale arrangementer, der er for de ansatte i Svømmestadion Danmark, og den sociale inklusion har en stor betydning for hende.

Flere sociale projekter

Dette projekt er kun ét af flere, som Sport & Event Park Esbjerg har sat i gang med opstart i 2018. Der er også indgået et samarbejde med Recovery Bulls, som deltager i et specialudviklet træningsforløb, der skal understøtte foreningens arbejde med socialt udsatte. Niels Bækgård håber, at dette kun er begyndelsen: ”Det er vigtigt for Sport & Event Park Esbjerg at støtte sociale projekter, hvor vi kan, og det håber vi, at vi kan udvikle endnu mere i fremtiden”.

Fakta

• Projektet er et samarbejde med Jobcenter Esbjerg

• Sport & Event Park Esbjerg støtter flere sociale projekter i lokalsamfundet

Leave a Reply