Fru Sørensen, født i Ribe, enke efter havnebetjent og skibsbygger Povl Sørensen, Billum/Tarp.
Povl Sørensen og hustru var til trods for deres beskedne kår meget velansete borgere, han en beskeden og tilbageholdende natur, hun mere åben, med et noget friskfyragtigt temperament. En meget dygtig kone, der forstod at holde hjemmet pænt og pynteligt.
På hjørnet af Stormgade og Havnegade – overfor Hotel Spangsberg – boede en mand ved navn Barkentin, der ejede ejendommen. Her i Lejligheden boede en Ingeniør Duncker, der var ansat ved havneanlægget. Hos denne ingeniør fik Kristine Sørensen plads som ”ung pige i huset“. I en lille lejlighed på loftet boede en svensk tømrer ved navn Dorendorff. En datter af Dorendorff blev gift med den kendte smørgrosserer Kraunsø. I kælderen under ejendommen boede en talrig skare af havnens arbejdere, og ikke altid herskede der idylliske tilstande i kælderetagen. Fru Sørensen husker, hvordan alle arbejderne engang i sluttet trop gik til Carlé – syngende ”Marseillaisen” og forlangte højere løn, men husker intet om modtagelsen, der dog sikkert ikke har været god.
Der gik dagvogn til Varde, men den var som regel fuld af arbejdere, der drak i smugkroerne lang med vejen. Derfor lejede byens damer som regel en anden vogn, når de skulle til Varde for at handle. Alt måtte købes i Varde. Engang var der kun en stoppenål, der gik på omgang.
Der var ingen læge i byen, og lægen fra Fanø blev benyttet.. Det var aftalt, at hvis der om aftenen eller om natten blev blusset, skulle lægen komme herover. Engang blev der blusset efter lægen til en fødende kvinde. Jordmoderen i Tovrup blev benyttet. Dr. med. Chr. Bruhn var byens første læge. Han forlangte en garanteret sum på 2.000 Kr., og byens borgere måtte alle svare en bestemt sum.
Det var almindeligt, at omegnens bønder tog ned for at se på ”rakket“, og Fru Sørensen erindrer, at de uden videre gik ind i husene og sagde ”Godaw”. De ville bare se, hvordan de boede!
I Havnegade lå i 1870-erne Ib Sørensens beværtning, og her holdt folk til. Den såre kendte Tømrermester Christensen – der navnlig var en kendt figur på grund af sit store korpus – havde været i Strandby efter grønkål. Turen havde været streng for den tykke mand, og på vejen hjem måtte han forbi Ib Sørensens beværtning. Mens tørsten blev slukket, havde nogle gavtyve foræret Sørensens kone grønkålen og fyldt posen med høvlespåner. Da tømreren kom hjem, stod den langtfra på grønkål.
Det var den samme tømrer, der engang havde indbudt nogle jagtkammerater til en ”bedre aften“. Da han efter måltidet spurgte vennerne, hvad de troede, de havde spist som ”stegeret“, kunne de ikke rigtig blive enige, men erklærede, det smagte storartet. Værten oplyste så, at det var hund, de havde spist, og det forholdt sig virkelig således. Det fortælles, at adskillige af gæsterne fik kvalme.
I de første år var der kun lyng og marehalm, ræve og harer løb frit omkring. Byens to første kreatureksportører var en tysker der hed Berg og en ålborgenser ved navn Herschind, de var i kompagniskab. De boede hos Fru Sørensen i Smedegade. Berg måtte drage tilbage til Tyskland igen – meget imod sin vilje, men han havde i sit fædreland begået falsk.
Disse to herrer stiftede sammen med Dr. Bruhn en klub. Der var ugentligt møde i ”Tutten“. De fleste af byens mere værdige borgere var medlemmer. Herrerne mødte i morgensko, damerne i kapsko – men undervejs gik såvel damer som herrer i træsko.
Povl Sørensen havde værksted ved siden af Carlé’s hus. Engang kom Frk. Teilmann til Nørholm og ville tale med Carlé. Frøkenen kunne ikke gå rundt i det pløre i sine fine sko og lånte Sørensens træsko. Da Sørensen kom hjem, lå der en daler i træskoene.
Povl Sørensen og den senere så kendte skibsbygger Dahl havde arbejdet sammen i 10 år på Sønderhos Skibsbyggeri. Esbjergs første købmandshandel lå i Kronprinsensgade – hvor senere fabrikant Lehde B. Jensen boede.
Købmanden var Hans Hansen fra Roborghus. Da han gik fallit, rejste han til Amerika, hvor han døde som en ret velhavende mand.
Byens første urmager var en mand ved navn Kirschbaum. Han havde forretning i Smedegade, men havde et værelse hos smed Møller.
At omgivelserne var øde, forstår man, idet Fru Sørensen, en aften sammen med nogle andre unge, var på besøg på Nygård, hvor der var et par andre unge. På Vejen hjem for de vild og havnede i Strandby, hvor de måtte spørge om vej.
Den første grundlovsfest blev afholdt i Strandby Kro, vist omkring midten af 1870-erne.
Fru Sørensen var den første brud fra Esbjerg, der blev viet i Jerne Kirke. Byens første jordemoder var en Fru Christensen, der blev gift med købmand M. Sørensen – senere vognmand M. Sørensen.
Byens første Badeanstalt blev anlagt af skibsbygmester Dahl, vest for dæmningen på Dokkens vestside.
Der holdtes jævnlig bal i klubben i Tutten. Var det regnvejr, lå der store vandpytter på gulvet, men dem dansede man uden om – og så var den klaret!
Povl Sørensens løn var i de 21 år, han var havnebetjent, 62 kr. pr. måned. Når der var fem børn forstår man, der ikke var råd til at slå store brød op. Sammen med lodsformand Holst’s kone stiftede Fru Sørensen i 1886 den i sin tid meget kendte syforening, hvor man syede tøj til fattige børn. Foreningen eksisterede i 30 år og opløstes under krigen i 1916.
Skulle der samles lidt penge sammen i byen, blev der afholdt basar på Hotel Spangsberg. Således også da en båd fra Hjerting var gået under med mand og mus. Umiddelbart efter at pastor Chr. Bruun var blevet sognepræst, oprettede man en hjælpekasse. Bestyrelsen bestod af postmester Schiønning, Fru L. Bøtcher, Fru lærer Andersen, Fru Kristine Sørensen, Fru sagfører Knudsen. Hver havde sine bestemte gader, hvor der blev foretaget husindsamlinger. Sammen med Fru lærer Andersen og Fru dyrlæge Berg blev Fru Sørensen af sognerådet udnævnt til at føre opsyn med byens plejebørn.
