Beboerne på Esbjerg Kommunes plejehjem kan igen i år glæde sig til en dejlig julegave fra Lida og Oskar Nielsens Fond.
Lida og Oskar Nielsens Fond spreder juleglæde med gaver til alle beboere på Esbjerg Kommunes plejehjem. Foto: Esbjerg Kommune.

Lida og Oskar Nielsens Fond fortsætter den gode tradition og uddeler igen i år julegaver til alle beboere på Esbjerg Kommunes plejehjem. Hver enkelt beboer kan se frem til en julegave at forsøde julen med.
– Vi vil gerne gøre noget ekstra for, at også mennesker, som bor på plejehjem, mærker glæden ved julen. Derfor har vi også i år besluttet at give beboere på alle plejehjem i Esbjerg Kommune en julegave, siger bestyrelsesformand Bo Bojsen fra Lida og Oskar Nielsens Fond.
Formand for Sundhed & Omsorgsudvalget i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen, glæder sig på beboernes vegne:
– Jeg vil gerne sige en stor tak til Lida og Oskar Nielsens Fond for, at de igen i år betænker beboerne på alle vores plejehjem med en julegave. Det er en flot gestus, som helt sikkert vil gøre en forskel for beboerne, og et fint eksempel på, hvordan vi sammen kan skabe værdi for borgerne her i vores kommune, siger May-Britt Andrea Andersen.
De første gaver overrækkes 17. december på Gjesing Midtby
Næstformand Nina Bosé Bojsen og Jesper Vesterby Knudsen fra Lida og Oskar Nielsens Fond vil med hjælp fra søde nissebørn uddele de første julegaver ved et hyggeligt arrangement for beboere på plejehjemmet Gjesing Midtby, Ulvevej 88 6715 Esbjerg N, onsdag den 17. december 2025 kl. 10.00-11.30.





