Home Tags økonomi

Tag: økonomi

Esbjerg Kommune investerer i fremtiden

0

Der er indgået budgetforlig om Esbjerg Kommunes økonomi i de næste fire år. Fokus er at fastholde den gode kernevelfærd og sikre et stabilt økonomisk fundament, mens der samtidig er investeret i fremtiden, hvor målet er at tiltrække flere borgere.

Byrådets partier står samlet bag Esbjerg Kommunes budget for 2023-2026. Underskrifterne er sat af (forrest fra venstre) May-Britt Andrea Andersen, Det Konservative Folkeparti, Jesper Frost Rasmussen, Venstre, Diana Mose Olsen, Socialistisk Folkeparti, (bagerst fra venstre) Anders Toft Andersen, Radikale Venstre, Jakob Lykke, Socialdemokratiet, og Sabrina Bech Røn, Nye Borgerlige. Foto: Esbjerg Kommune

Alle partier i Esbjerg Byråd er den 15. september 2022 blevet enige om en aftale om budgettet for Esbjerg Kommune i 2023 og overslagsårene 2024-2026.

Forliget bygger på sidste års budget, hvor der var fokus på at fastholde serviceniveauet i velfærden over for borgerne og sikre ressourcer til de mest udfordrede områder. Igen i år er mulighederne for at sætte nye initiativer i værk begrænsede, fordi kommunens økonomi er presset af de manglende skatteindtægter, der følger udfordringerne med at tiltrække flere borgere til Esbjerg Kommune.

I forhandlingerne om budgettet har de politiske partier særligt haft fokus på 2023 og 2024, mens de samtidig har prioriteret at tænke langsigtet med initiativer, der kan sikre balance og stabilitet i kommunens økonomi i fremtiden. Partierne har vægtet et fornuftigt serviceniveau på de store velfærdsområder og en plan for anlægsinvesteringer og klimaområdet.

50 mio. kr. til oplevelser og kultur

Fra start har forligspartierne været enige om, at det er vigtigt at investere i fremtiden. Derfor er der sat 50 mio. kr. af til kommunens store satsning på oplevelser og kultur, hvis formål netop er at gøre Esbjerg endnu mere attraktiv for nuværende borgere og potentielle tilflyttere, og det vil på sigt være med til at øge skatteindtægterne.

Der er også investeret i ny byggemodning i både Bramming og Ribe, og også her er forventningen, at nye grunde kan tiltrække flere virksomheder og borgere til kommunen.

Unge og uddannelse spiller en vigtig rolle for kommunens fremtid, og forhandlingsudvalget er enige om fortsat at bakke op om de vigtige initiativer i Education Esbjerg, der får øget tilskuddet i de kommende år.

Esbjerg Kommune går fortsat forrest i den grønne omstilling, hvor et fælles fokus på klima og bæredygtighed skal sikre, at kommunen når målet om at blive CO2-neutral i 2023. Derfor er der sat penge af i budgettet til en række klimatiltag.

Nødvendige besparelser

For at skabe balance i budgettet og sikre penge til de nye initiativer har det også været nødvendigt at finde besparelser. Derfor har forligspartierne aftalt, at kommunens fagforvaltninger selv skal gennemføre besparelser på samlet 15 mio. kr. årligt fra 2023. Derudover er der indarbejdet reduktioner på 30 mio. kr. i 2024 og yderligere 30 mio. kr. i 2025. Der igangsættes en proces hvor fagudvalg, ledere og medarbejdere inddrages.

Det kan ske, at sparekravet bliver mindre, hvis næste års økonomiaftale mellem KL og regeringen forbedrer Esbjerg Kommunes økonomi.

Hele forhandlingsudvalget, som er blevet enige om budgettet: (fra venstre) Henning Ravn, Olfert Krog, Jørgen Ahlquist, Jakob Lose, Sabrina Bech Røn, Jesper Frost Rasmussen, Jakob Lykke, May-Britt Andrea Andersen, Diana Mose Olsen og Anders Toft Andersen.

Foto: Esbjerg Kommune

Udligningsreform sender mange millioner til Esbjerg Kommune

0

160 millioner kroner ekstra i 2021 og 2022 og herefter kontinuerligt 142 millioner ekstra i årene frem. Det er de beløb, som Esbjerg Kommune umiddelbart vinder på den nye udligningsreform. En del af pengene er dog allerede indarbejdet i kommunens budgetter.

– Vi kan være aldeles tilfredse med udligningsreformen, som et bredt forlig bestående af regeringen, Venstre, Radikale Venstre, SF og Alternativet netop har meldt ud. For det første er vi nu sikre på at få det såkaldte finansieringstilskud som et permanent tilskud, hvilket forbedrer kommunens økonomi med ca. 42 mio. kr., og for det andet betyder de mange justeringer i udligningssystemet, at økonomien forbedres med yderligere ca. 36 mio. kr., siger Jesper Frost Rasmussen, der er borgmester i Esbjerg Kommune.

Hertil kommer et midlertidigt tilskud på ca. 19 mio. kr., som kommunen vil modtage i 2021 og 2022.

Som formand for Bedre Balance har Jesper Frost Rasmussen i flere år kæmpet for en reform af den kommunale udligningsordning. Bedre Balance er et fælles kommunalt initiativ, hvori borgmestrene fra Assens, Herning, Holstebro, Odsherred, Randers, Slagelse og Vordingborg kommuner indgår. Borgmesteren er derfor også tilfreds med, at dagens aftale reelt afskaffer den nuværende hovedstadsudligning.

– Det er dejligt, at det er lykkedes at få etableret et meget mere retfærdigt og ensartet udligningssystem mellem kommunerne i Danmark, siger Jesper Frost Rasmussen. Det betyder, at borgerne som udgangspunkt vil kunne forvente en lidt bedre balance mellem den service, der ydes, og den skatteprocent, der betales.

Udligningsreformen er også til stor nytte for Esbjerg Kommunes 116.000 borgere.

– I de seneste år har byrådet jo måttet lægge en meget stram økonomisk kurs, fordi vi har haft en udvikling med stigende udgifter og faldende indtægter. Alle budgetmæssige udfordringer er selvfølgelig ikke forsvundet som dug for solen, men jeg er lidt mere fortrøstningsfuld i forhold til efterårets budgetforhandlinger, end jeg har været tidligere, siger Jesper Frost Rasmussen.

24 foreninger får tilskud på 1,3 millioner kroner i 2019

0

Godt 1,3 mio. kr. bliver i 2019 uddelt fra Den Fritidskulturelle Pulje til gavn for 24 foreninger i hele Esbjerg Kommune.

Foto: Yesbjerg/Adobe

Kultur & Fritidsudvalget har netop fordelt næste års tilskud til en lang række spændende projekter, som især tilgodeser børn og unge. 
24 foreninger kan i 2019 se frem til at få et økonomisk tilskud til at
gennemføre projekter, som giver forholdene for medlemmerne et løft.

Kultur & Fritidsudvalget har netop godkendt fordelingen
af 1.366.000 kr., som til næste år bliver sendt ud i foreningerne fra Den Fritidskulturelle Pulje. Foreningernes ansøgninger og projekter er
meget forskellige, og udvalget har eksempelvis givet tilskud fra puljen
til en ny boksering i Bokseklubben EBBK Esbjerg, renovering af
omklædningsrum i Bramming Boldklub, renovering af en udendørs
ridebane i Kongeå Rideklub, udskiftning af stråtag hos Det Danske
Spejderkorps i Ribe, køb af et nyt samlingstelt i FDF Spandet-Roager og køb af fortæppe og snoretræk i Teaterforeningen Røst. 

“Ansøgningerne vidner om en stor alsidighed i kommunens
foreningsliv, det er en fornøjelse at opleve det tydelige engagement,
som driver udviklingen i foreningerne fremad.
I Kultur & Fritidsudvalget er vi glade for at bakke op om de mange gode initiativer, og midlerne i puljen gør det muligt for foreningerne at få
deres egen økonomi til at række lidt længere. Tiltagene er en gevinst
for hver enkelt forening og samlet for et attraktivt og velfungerende
foreningsliv i kommunen,
” siger formanden for Kultur & Fritidsudvalget, May-Britt Andrea
Andersen. 
Bred fordeling i kommunen
Udvalget har i år modtaget 66 ansøgninger om tilskud, hvoraf 41 falder inden for puljens principper, der blandt andet handler om at prioritere foreninger for børn og unge og sikre en bred geografisk fordeling i hele kommunen. Samtidig er der lagt vægt på at tilgodese foreninger, som
ikke fik tilskud sidste år, lige som hver forening kun kan få tilskud til
én ansøgning.  

2,6 millioner kroner til den frivillige sociale indsats

0

Der er godt nyt til Esbjerg Kommunes frivillige sociale foreninger, der får lidt ekstra at gøre godt med i 2019. Social & Arbejdsmarkedsudvalget i Esbjerg Kommune har netop fordelt 2,6 millioner kroner til de i alt 75 foreninger, der har søgt den årlige pulje.

Grafik: Yesbjerg/Adobe

Tilskuddet går til netværk, foreninger og organisationer, som gør et stort stykke arbejde i deres fritid for at hjælpe:

• Børn og unge med særlige vanskeligheder eller ensomhedsproblemer

• Mennesker med fysiske eller psykiske handicap og kronisk syge

• Ensomme, udstødte og marginaliserede grupper

• Flygtninge og indvandrere

• Misbrugere – både nuværende og tidligere

• Mennesker i krise

De frivillige sociale foreninger og politikerne i Esbjerg Kommune er enige om, at de gerne vil skabe bedre muligheder for at arbejde sammen på tværs i foreningslivet. Derfor er der i år blevet plads til at give et beløb til arrangementer, hvor flere foreninger går sammen om indsatsen.

Der har været rigtig mange ansøgninger i år om at få del i Esbjerg Kommunes midler til den frivillige sociale indsats i 2019, og det vidner om, at frivilligheden har det godt i Ribe, Esbjerg og Bramming. Nye foreninger ser dagens lys, og flere kommer til fra resten af landet.

– Jeg er rigtig glad for, at vi igen i år kan tilgodese så mange frivillige sociale foreninger. Der har været rigtig mange ansøgere, og det viser os, at vores store arbejde med at skabe de bedste vilkår for vores frivillige foreninger virker, siger formand for Social & Arbejdsmarkedsudvalget i Esbjerg Kommune Henrik Vallø

Ny strategi for den frivillige sociale indsats

Den 19. november blev Esbjerg Kommunes Strategi for den frivillige indsats vedtaget 2019-2022. Strategien er blevet til i et samarbejde mellem Esbjerg Kommunes fire forvaltninger og repræsentanter fra de frivillige sociale foreninger, og med den er vejen for de kommende fire års samarbejde lagt.

Affaldsplast fra åløb skal genanvendes

0

Mens regeringen i begyndelsen af september 2018 lancerede sin Strategi for cirkulær økonomi, er Esbjerg Kommune allerede langt i forhold til at arbejde med denne tankegang. Et nyt initiativ skal skabe renere vandløb og mindre forurening i havet, samtidig med at være rentabelt.

Foto: Yesbjerg

I Esbjerg Kommune arbejdes der aktivt med at lade den cirkulære økonomi være retningsgivende for affaldsområdet. Tidligere har kommunen sat to initiativer i værk, som skal arbejde videre med tankerne om cirkulær økonomi, hvor samfundet skal blive mere bæredygtigt ved at materialer og produkter genanvendes og udnyttes til fulde for at minimere spild.

Det ene af initiativerne har fokus på virksomhedernes håndtering af plast. I det regi er der nu dannet et nyt forum for cirkulær økonomi, som udspringer af partnerskabet mellem Esbjerg Erhvervsudvikling, Klyngesamarbejdet Clean og Esbjerg Kommune. Et andet initiativ har fokus på landbrugets håndtering af plast og mulighederne for en større genanvendelse.

Nu lanceres et tredje initiativ, som også hænger sammen med principperne bag den cirkulære økonomi. Fokusset er stadig på plast, men denne gang handler det om plast, der desværre finder vej til vores vandløb og dermed også havet.

Fra 30. oktober installeres der opsamlingsudstyr i Fovrfeld Bæk til indsamling af affald. Affaldet bliver derefter sorteret, og det skal forhindre, at fx plaststykker når havet.

“Jeg glæder mig meget over, at Innovationsnetværket Dansk Materiale Netværk harhenvendt sig til Esbjerg Kommune for at høre, om vi vil være partner i et projekt, som handler om kvantificering og type af udledt plastaffald fra et givent vandløb og genanvendelsesmuligheder for plast indsamlet i havet. Som KIMO-kommune ønsker vi at gøre en forskel for vandmiljøet, og her kender alletil de store udfordringer, vi står overfor med plast i havene. Når vi kan samarbejde med virksomheder og vidensinstitutioner, går miljø og forretning op i en højere enhed”. siger Karen Sandrini, formand for Esbjerg Kommunes Plan- og Miljøudvalg

Ud af det sorterede affald vil plast, der kan genanvendes på almindelig vis, blive genanvendt. Det øvrige plast skal på sigt behandles med en optimeret pyrolyseproces, som skal implementeres på et anlæg, som en af samarbejdspartnerne i projektet har under opførelse og som der i projektet udføres test på.

Dette initiativ har formanden for Teknik & Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen høje forventninger til.

“Vores kommune er beriget med mange åløb, og dem skal vi passe på, da de repræsenterer store naturværdier. Derfor er det dejligt, at der forhåbentligt også kan være et forretningsmæssigt perspektiv i at holde dem rene. Vi har brug for at finde holdbare løsninger til genanvendelse af den plast, som ikke kan genbruges direkte”.

Søren Heide Lambertsen

Et samlet byråd bag økonomisk ansvarligt budgetforlig

For første gang i nyere tid står samtlige partier i Esbjerg Byråd bag forliget om kommunens budget. Aftalen om Budget 2019-2022 bygger på økonomisk ansvarlighed og giver samtidig plads til velfærd og nye initiativer.

Foto: Esbjerg Kommune

De 31 byrådsmedlemmer mødte et budgetoplæg med store udfordringer, da de for mere end en uge siden gik i gang med budgetforhandlingerne for Esbjerg Kommune. Alligevel er det lykkedes at nå frem til et budgetforlig, som alle partier i byrådet kan stå bag. Og det på trods af mange økonomiske faktorer, der lægger pres på budgettet. Det gælder eksempelvis voksende demografiske udfordringer, statens moderniserings- og effektiviseringsprogram og centrale aftaler og reformer, som lægger pres på Esbjerg Kommunes økonomi.


Balance i økonomien
Bag forliget står Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Borgerlisten, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten og Radikale Venstre. Økonomisk ansvarlighed er grundlaget for forliget, der skaber balance i kommunens økonomi og samtidig giver plads til velfærd og nytænkning. 


Disse er nogle af de områder, der styrkes.

 Handicapområdet får tilført ressourcer på 30,8 mio. kr.
 Familieområdet får tilført 27,8 mio. kr.
 Esbjerg Lufthavn 18,8 mio. kr.
 Pulje til flere almene boliger 30 mio. kr.
 Styrkelse af den kollektive trafik 30 mio. kr.
 Styrket indsats overfor ordblinde i folkeskolen, tilførsel af 10,2
     mio. kr., så der sammenlagt bruges 20,8 mio. kr. på området
 Pulje til forbedring af skolernes it i folkeskolerne 16 mio. kr.
 Sydvestjysk Brandvæsen styrkes med 8,2 mio.kr.
 Toldboden Ribe fornyelse 10,2 mio. kr.


Beløbene er for budgetperioden 2019-22.


Skole og kolonier bevares
I direktionens oplæg til budgettet blev en lukning af Vejrup Skole Fortuna
foreslået, men i stedet for at flytte eleverne fra Vejrup til Gørding Skole
Fortuna har byrådet valgt at bevare den lokale skole. Også
feriekolonierne i Rendbjerg og Sønderho er fortsat prioriteret i budgettet,
så der også fremover kan afholdes lejrskoler og andre ophold på Fanø og
i Sønderjylland. Kulturtalentklasserne på Rørkjær Skole Urban bevares også.


Overbygningsskole drøftes igen
For at styrke fagligheden og trivslen havde direktionen foreslået en fælles overbygning i SeminarieHuset for alle Vadehavsskolen 7.-9. klasser. Forligspartierne er enige om, at det er et visionært forslag, og forligspartierne har noteret sig, at såvel ledelsen som skolebestyrelsen for Vadehavsskolen bakker op om forslaget. Forligspartierne savner dog en grundig behandling i Børn & Familieudvalget, inden der tages endeligt stilling til forslaget. Forligspartierne er grundlæggende tilfredse med den nuværende skolestruktur, og derfor skal forslaget om en overbygningsskole tænkes ind i en samlet helhed. Forhandlingsudvalget imødeser, at et gennemarbejdet og politisk behandlet forslag drøftes.


30 mio. kr. til handicapområdet
Forligspartierne har drøftet en mulig genopretningsplan for handicapområdet i forbindelse med dette års forhandlinger. Det er besluttet, at handicapområdet ikke alene skal bære opgaven med at skabe balance. Området får derfor tilført 30 mio. kr. over budgetperioden. Det betyder bl.a., at der ikke som foreslået skal gennemføres besparelser på botilbud for handicappede og aflastning.


For yderligere information se Esbjerg Kommunes hjemmeside:
http://budget.esbjergkommune.dk/