Home Tags Nyhed

Tag: nyhed

Johnny Mølby stopper i EfB

0

Mølby fortsætter trænerkarrieren i belgiske K.A.A. Gent.

Grafik: Yesbjerg/Adobe

Johnny Mølby stopper med øjeblikkelig virkning i EfB, da sidstnævnte har imødekommet assistenttrænerens ønske om et skifte til den belgiske storklub, K.A.A. Gent, hvor han skal assistere cheftræner, Jess Thorup.

I sommers kunne EfB annoncere, at Johnny Mølby blev sidste brik i trænerteamet omkring Superligaholdet. Siden har assistenttræneren ydet en flot indsats med Esbjerg-trænerteamet, der har ført stor succes med sig. Den netop overståede match mod AaB bliver dog den sidste i denne omgang for 49-årige Mølby, der med øjeblikkelig virkning stopper i EfB.

Det sker efter, at Johnny Mølby har underskrevet en kontrakt med den belgiske storklub, K.A.A. Gent i Jupiler League, hvor han allerede lørdag tiltræder i sin nye rolle som assistenttræner i den nordlige del af Belgien.

Allerede ved kontraktens indgåelse i sommers, blev det aftalt at begge parter kunne blive løst fra aftalen med forholdsvis kort varsel. EfB er selvfølgelig ærgerlig over, at Johnny Mølby nu stopper i EfB. Samtidig vil klubben ikke stå i vejen for en så unik mulighed, som det er tilfældet og EfB glæder sig i stedet på Johnnys vegne.

– Johnny har fået en mulighed, der er unik for en dansk træner, og han havde et ønske, om at prøve sig af på trænerposten på den udenlandske scene. Han har leveret et kæmpe stykke arbejde i EfB, og han har haft stor betydning for de sportslige resultater sammen med Lammers og det øvrige trænerteam. Han har virkelig givet udtryk for, at han vil forfølge den her enestående mulighed, og derfor har vi naturligvis fundet en løsning. Vi vil gerne takke ham for hans loyale og ikke mindst gode indsats, og ønske ham alt det bedste fremadrettet i det belgiske, fortæller konstitueret sportschef hos EfB, Jimmi Nagel Jacobsen.

For hovedpersonen selv, så har han følt sig hjemme i Esbjerg, men erkender, at denne mulighed er for stor til at sige nej.

– Jeg har været super glad for at være i EfB. Den måde, jeg blev modtaget på, da jeg kom til i sommers var helt fantastisk. Jeg har følt mig hjemme, og alle folk i og omkring klubben har taget godt imod mig. Jeg har haft et rigtig godt samarbejde med trænerteamet med John i spidsen og har også et godt forhold til spillerne, så jeg kigger tilbage på min korte tid her med stor glæde. Det har været fantastisk og jeg vil helt sikkert komme til at savne klubben og de fantastiske fans her, siger Mølby, der nu glæder sig til at efterleve drømmen i udlandet.

– Jeg er rigtig glad for, at EfB viste mig stor tillid i sommers. På nuværende tidspunkt er jeg ligeså taknemmelig for, at de forstår mit ønske, for det er en rigtig stor og spændende mulighed, jeg har fået. Jeg har selv haft et eventyr i udlandet som aktiv spiller og nu venter der et nyt på trænersiden, hvilket jeg ser utrolig meget frem til. Jeg kommer til at arbejde sammen med Jess Thorup, der er nytiltrådt cheftræner, og han var også en stor faktor i beslutningen.

Johnny Mølby har skrevet under på en aftale, der gør sig gældende frem til sommeren 2021 med K.A.A. Gent. EfB er nu i gang med at finde en ny assistenttræner til Esbjerg-trænerteamet.

Die Herren

0

Lørdag 1. december kl. 21.00 gæster DIE HERREN Tobakken.

Siden starten i 1991 har Die Herren altid haft det ultimative mål, at gøre hver koncert til noget specielt.

Få coverbands, har som Die Herren, haft evnen til hele tiden at forny sig, villige til gå et skridt længere og altid virke veloplagte, velforberedte og yderst velsmurte. Uden U2’s forunderlige sangskat, ikke noget Die Herren- i næsten 40 år har det irske verdensnavn gjort det nemt for Die Herren at vælge og vrage imellem de mange perler og lave de ultimative sætlister til det altid talstærke og vedholdende publikum som har været med igennem årene. Die Herrens nye show ”ROCKU2” bliver Die Herrens måde at udtrykke en stor og dybtfølt tak til både U2 og deres trofaste publikum, og showet bliver med alle de største U2 sange fra de sidste 40 år, pakket ind i Die Herrens specielle humor, drive og musikalitet.

Foto: Tobakken

Banderelateret mand fra Esbjerg i retten

0

En 28-årig mand fra Esbjerg med relation til en bandegruppering i byen blev kl. 13 fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Esbjerg. Manden blev anholdt torsdag aften uden dramatik.

Manden er sigtet for grov vold jf. straffelovens §245 stk. 1 i forbindelse med et knivstikkeri den 11. august ved Fyrparken i Esbjerg. Her blev en 23-årig mand såret af knivstik.

I sagen er der i forvejen to varetægtsfængslede sigtet for samme forhold. Anklagemyndigheden anmoder om lukke døre ved grundlovsforhøret.

Syd- og Sønderjyllands Politi har derfor i øjeblikket ikke yderligere oplysninger eller kommentarer i sagen.

Go Go Berlin er i Esbjerg

0

Det alternative indie rock ensemble Go Go Berlin er efterhånden et velkendt navn herhjemme med et velfortjent renommé som et af de mest hårdtarbejdende og intense live acts på den danske scene. Ikke nok med dét, så har bandet skabt sig et solidt omdømme i udlandet gennem flere års ustoppelig turnéren i både Tyskland og Danmark samt det meste af Europa, USA, Indien og Kina.

Med nye sange og udgivelse(r) klar i kulissen, er Go Go Berlin klar til igen at stå i rampelyset og løfte sløret for deres nye lyd over for et live publikum. En mørkere, vildere og mere ”klubbet” version af Go Go Berlin.

”The O.C.E.A.N – part 1” trækker sin reference til et af de nye numre, ”The Ocean”, som publikum kunne opleve for første gang til bandets koncerter i foråret 2018.

Til november har bandet nemlig valgt de første 9 steder som skal lægge scener til første del af deres Danmarks turné inden Go Go Berlin igen tager det lange træk udenfor Danmarks grænser og senere vender tilbage til Danmark til del 2 af deres album.

Det Århusianske Indie rock band Pony Marshall spiller support.

Foto: Tobakken

Esbjerg Energy er klar

0

Esbjerg Energy er på en i hvert fald på papiret vanskelig opgave, når vestjyderne torsdag aften klokken 19.00 er på besøg i Bitcoin Arena i Hørsholm, hvor Metal Ligaens dukse fra Rungsted Seier Capital tager imod.

Grafik: Yesbjerg/Adobe

– Vi har haft nogle dages kamppause efter den seneste 3-2 sejr over Herlev Eagles. Når man ser på sejrscifrene, indikerer de en tæt kamp, men jeg har noteret mig, at vi gjorde mange ting rigtigt i hjemmekampen mod Herlev, konkluderer cheftræner Mark Pederson fra Esbjerg Energy.

Marc Hagel åbnede scoringen for esbjergenserne mod Herlev, mens Christian Wejse scorede til 2-1 og 3-1 i den seneste kamp.

Rungsted Seier Capital stiller til kampen med sejre i de seneste otte kampe og fører Metal Ligaen med 53 point efter 21 spillede kampe. Esbjerg Energy er placeret på Metal Ligaens 8. plads med 21 point efter 19 kampe.

– Vi møder jo ligaens absolutte tophold, men det betyder ikke meget for vores forberedelser. Vi fokuserer nemlig på de forhold, som vi selv kan påvirke, og derfor tager vi udgangspunkt i, hvordan vi selv skal spille kampen mod Rungsted og i mindre grad hvordan de spiller.

I de seneste dage har vi haft tre gode træninger. Vi har på alle måder forberedt os godt og grundigt til kampen og vi er opmærksomme på, at det er en vanskelig kamp. Men vi tror på vores muligheder og vi vil forfølge vores chancer.

– Og ja, – Rungsted-spillerne er dygtige og de har et godt hold med masser af selvtillid, men vi førte altså 2-0 hjemme mod dem. Men skal vi have point kræver det en helstøbt og disciplineret indsats i alle tres minutter, fortsætter Energy-coachen.

Den 30-årige canadiske back Brett Bellemore er stødt til Energy-truppen, men papirarbejdet er endnu ikke færdiggjort.

– Hans erfaring og ro smitter af på den øvrige del af truppen. På isen kan han først være med, når papirerne er endeligt på plads, men i omklædningsrummet kan han bidrage med input og formidle lidt af den ro, som truppen hidtil har manglet.

– Nu må vi se, hvornår myndighederne har færdiggjort arbejdet, men vi glæder os helt klart til at få Brett Bellemore spilleberettiget. Nu gælder det imidlertid torsdagens kamp mod Rungsted, og det kræver som nævnt bl.a. disciplin. Vi vinder fx ingen kampe i straffeboksen, så den skal vi holde os mest muligt ude af, slutter Mark Pederson.

Kærlige kunstneriske benspænd

0

Hvordan får man sangere og sangskrivere til at reflektere ekstra meget over hvilke valg, de træffer?

Syddansk Musikkonservatoriums sangunderviser Helle Hansen gør det ved at udsætte sine studerende for nogle kærlige kunstneriske benspænd i form af fire dogmer. Resultatet kan opleves ved en såkaldt Dogmekoncert d. 10. december i konservatoriets koncertsal.

Dogme som kunstnerisk begreb er nok mest kendt fra filmens verden, hvor resultatet af instruktørernes selvpålagte begrænsninger vakte opsigt verden over. At metoden også er særdeles velegnet til at skærpe opmærksomheden i sangskrivningsprocessen er måske nyt for nogen.

Sangstuderende Ida Gleie, som selv har taget udfordringen op, fortæller hvad der er i vente til koncerten: ”Vi præsenterer helt nye sange skrevet på tværs af genrer og ud fra fire kompositoriske dogmer, udstukket af vores lærer Helle Hansen, så der er i høj grad mulighed for at få et indblik i den skabende proces hos aspirerende sangskrivere, når sangerne fra den rytmiske linje fremfører deres kompositioner”.

Kvinden bag årets dogmer er ikke helt uerfaren, når det kommer til at komponere sange. Helle Hansen har ud over en Danish Music Award som årets Danske Jazzkomponist hele 15 år i træk høstet anerkendelse i form af én eller flere ”honorable mentions” i den prestigefyldte USA Songwriting Competition – foruden en lang række priser i andre internationale konkurrencer.

DOGMERNE:

1. Instrumental feature: Skriv en komposition med en instrumental feature til et instrument!

2. Af få ord: Skriv en sang med så lidt tekst som muligt!

3. Blikket ud: Skriv med kunstnerisk kollaboration eller med et tværkunstnerisk islæt!

4. I andres fodspor: Skriv en sang som (eller til) en kunstner du er inspireret af!

PROGRAM:

15.00 – Anna Krunderup Emmeluth

15.30 – Nicolai Wedel Pedersen

16.00 – Katrine Kjeldskov Jensen

16.30 – Janne Therkildsen

Pause

17.00 – Thilde Fjord Madsen

17.30 – Jesper Møgelvang Rasmussen

18.00 – Ellen Østenvig Bathum

18.30 – Ida Gleie

Mandag d.10. december kl. 15.00

Konservatoriets koncertsal

Kirkegade 61, Esbjerg

Fri entré

OBS: Der vil være kaffe og kage i pausen. Dørene forventes lukket under koncerten, men hold dig klar i god tid, hvis du kun har planer om at høre dele af koncerten. Der er mulighed for at komme ind/ud når der skiftes mellem hver sanger.

Foto: Peter Langwithz Smith

Christmas Gospel med Anders Blichfeldt

0

Der er lagt op til ukristeligt meget god musik, fest og ballade, når Anders Blichfeldt gæster Musikhuset med Christmas Gospel.

Foto: Musikhuset Esbjerg

Anders Blichfeldts julekoncerter er ikke som de andre. Her er det festen og glæden ved musikken, der sætter gang i julestemningen. Det er de store julesange i swingende gospelversioner, blues og rock’n roll – liv og glade dage – lige præcis som Anders Blichfeldt allerbedst kan lide det.

X-Factor vinder Linda Andrews danner sammen med Nadia Nouamani gospelgruppen Andrews Sisters, som vil sætte deres præg på koncerten med fantastiske versioner af gospelklassikere og julesange.

Christmas Gospel byder desuden på endnu en Blichfeldt, nemlig Anders’ datter Alma, som er med som special guest. Alma er trods sine kun 16 år en fantastisk dygtig sangerinde, og hun har ligesom sidste år lyst til at tage på turne med sin far, hvilket glæder “den gamle” rigtigt meget.

Som kapelmester er det Martin Jønsson, der sidder bag tangenterne på orgel og piano. Martin er særdeles godt bekendt med gospelgenren og har desuden spillet med en lang række prominente kunstnere. Med sig har han saxofonisten Ulrik Bust, der ligeledes er kendt for sit eminente saxofonspil. På trommer er det Mads Andersen, der sørger for at hele orkesteret kommer til at swinge sammen med bassisten Morten Maltesen.

Tid: 29. november kl. 20.00

Sted: Musikhuset Esbjerg, Koncertsalen

2,6 millioner kroner til den frivillige sociale indsats

0

Der er godt nyt til Esbjerg Kommunes frivillige sociale foreninger, der får lidt ekstra at gøre godt med i 2019. Social & Arbejdsmarkedsudvalget i Esbjerg Kommune har netop fordelt 2,6 millioner kroner til de i alt 75 foreninger, der har søgt den årlige pulje.

Grafik: Yesbjerg/Adobe

Tilskuddet går til netværk, foreninger og organisationer, som gør et stort stykke arbejde i deres fritid for at hjælpe:

• Børn og unge med særlige vanskeligheder eller ensomhedsproblemer

• Mennesker med fysiske eller psykiske handicap og kronisk syge

• Ensomme, udstødte og marginaliserede grupper

• Flygtninge og indvandrere

• Misbrugere – både nuværende og tidligere

• Mennesker i krise

De frivillige sociale foreninger og politikerne i Esbjerg Kommune er enige om, at de gerne vil skabe bedre muligheder for at arbejde sammen på tværs i foreningslivet. Derfor er der i år blevet plads til at give et beløb til arrangementer, hvor flere foreninger går sammen om indsatsen.

Der har været rigtig mange ansøgninger i år om at få del i Esbjerg Kommunes midler til den frivillige sociale indsats i 2019, og det vidner om, at frivilligheden har det godt i Ribe, Esbjerg og Bramming. Nye foreninger ser dagens lys, og flere kommer til fra resten af landet.

– Jeg er rigtig glad for, at vi igen i år kan tilgodese så mange frivillige sociale foreninger. Der har været rigtig mange ansøgere, og det viser os, at vores store arbejde med at skabe de bedste vilkår for vores frivillige foreninger virker, siger formand for Social & Arbejdsmarkedsudvalget i Esbjerg Kommune Henrik Vallø

Ny strategi for den frivillige sociale indsats

Den 19. november blev Esbjerg Kommunes Strategi for den frivillige indsats vedtaget 2019-2022. Strategien er blevet til i et samarbejde mellem Esbjerg Kommunes fire forvaltninger og repræsentanter fra de frivillige sociale foreninger, og med den er vejen for de kommende fire års samarbejde lagt.

Sygeplejersker får ny specialuddannelse

0

10 sygeplejersker fra Esbjerg Kommune starter nu på ny specialuddannelse, som skal imødekomme fremtidens behov for borgernær sygepleje i det nære sundhedsvæsen.

Grafik: Yesbjerg / Adobe

Der bliver flere ældre i Danmark, og mange ældre vil blive diagnosticeret med flere kroniske sygdomme. Samtidig er hospitalsstrukturen ændret, så flere udskrives tidligere til eget hjem. Det stiller nye krav til kommunens sygeplejersker, der kan se frem til stadigt mere komplekse opgaver. Derfor starter foreløbigt 10 erfarne sygeplejersker i Esbjerg Kommune i december på en helt ny uddannelse til specialsygeplejerske i borgernær sygepleje. Uddannelsen skal være med til at styrke indsatsen for borgere med kronisk sygdom, udsatte borgere og personer med flere samtidige og komplekse sygdomme.

Klar til at løfte opgaverne i det nære sundhedsvæsen

– Vi arbejder målrettet på at styrke det nære sundhedsvæsen på tværs af sektorer. Med initiativer som sundhedscentre, sygeplejeklinikker, brug af sundhedsteknologi og et fælles akutteam er vi i Esbjerg Kommune allerede godt rustet til at levere den nødvendige indsats på sundhedsområdet, så borgerne kan opleve trygge forløb. Men med udsigt til en national sundhedsreform, som forventes at flytte endnu flere vigtige sundhedsopgaver ud i kommunerne, er der brug for at styrke det nære sundhedsvæsen yderligere. Derfor er jeg glad for, at så mange af vores sygeplejersker har valgt at videreuddanne sig i borgernær sygepleje, så vi også i de kommende år har de nødvendige kompetencer til at løfte opgaverne i det nære sundhedsvæsen, siger direktør for Sundhed & Omsorg i Esbjerg Kommune, Arne Nikolajsen.

Specialuddannelsen i borgernær sygepleje er på niveau med andre specialuddannelser inden for sygepleje, f.eks. som intensivsygeplejerske. Uddannelsen vil ikke alene styrke kompetencerne hos sygeplejerskerne, når det gælder sygdomslære og behandlingsmetoder, den vil også give sygeplejerskerne langt bedre forudsætninger for at koordinere borgerforløb både internt i kommunen og på tværs af sektorer, f.eks. når en borger er under behandling af flere forskellige læger.

Fakta

Specialuddannelsen i borgernær sygepleje tager et år og består af både teori og praktik. Den praktiske, kliniske uddannelse foregår dels på den studerendes normale arbejdssted i kommunen og dels på sygehuse, i psykiatrien eller hos praktiserende læger. Uddannelsen udbydes af professionshøjskolerne, blandt andet UC SYD, i samarbejde med kommunernes interesseorganisation, KL, og de praktiserende lægers interesseorganisation, PLO.

Ældreolympiade i Tjæreborg

Tjæreborg Ældrecenter bliver nu senioridrætscenter og fylder samtidig 50 år.

Grafik: Yesbjerg/Adobe

Fredag den 30. november bliver Tjæreborg Ældrecenter officielt certificeret som senioridrætscenter. Det skal selvfølgelig fejres, og derfor samles beboere og personale sammen med børn fra Børnehusene Tjæreborg til olympiade på plejehjemmet, der samtidig kan fejre sin 50 års fødselsdag.

At bo på plejehjem er ingen hindring for at dyrke idræt. I hvert fald ikke, hvis man bor på et senioridrætscenter, og det gør beboerne på Tjæreborg Ældrecenter fra fredag den 30. november 2018, hvor plejehjemmet bliver certificeret senioridrætscenter.

Som det 6. plejehjem i Esbjerg Kommune har Tjæreborg Ældrecenter i samarbejde med Dansk Arbejder Idrætsforbund (DAI) valgt at sætte ekstra fokus på idrætsaktiviteter til gavn for stedets beboere. De ældre på plejehjemmet kan nu se frem til at kaste sig ud i blandt andet curling, crossball, stolegymnastik og erindringsdans – med god hjælp fra engagerede frivillige.

– Jeg glæder mig over, at endnu et plejehjem i vores kommune har valgt at blive et senioridrætscenter. Certificeringen som senioridrætscenter betyder, at både medarbejdere og beboere på plejehjemmet får redskaber til i endnu højere grad at gøre idræt og bevægelse til en del af hverdagen i samarbejde med frivillige uden for centret, siger formand for Sundhed & Omsorgsudvalget, Olfert Krog.

Fejres med olympiade

Beboere, medarbejdere og frivillige fejrer sammen med børn fra Børnehusene Tjæreborg certificeringen som senioridrætscenter og plejehjemmets 50 års fødselsdag med en olympiade fredag den 30. november 2018 kl. 10.15 i cafeteriet på Tjæreborg Ældrecenter, Skolevej 35, 6731 Tjæreborg. Certificeringen til senioridrætscenter sker over middag samme sted. Pressen er velkommen til at deltage.

Læs mere om senioridrætscentre på: http://dai-sport.dk/articles.php?article_id=240