Home Tags Nyhed

Tag: nyhed

Gratis opera oplevelse

0

Musikalsk verdenspremiere i Esbjerg

Hvad sker der, når 6 personer strander i et tog uden forbindelse til omverdenen? Dette spørgsmål kan du måske få svaret på, når 6 sangstuderende fra musikkonservatoriet indbyder til verdenspremiere på en nyskreven opera.

I modsætning til mange af operaverdenens klassikere udspiller handlingen til ”Lost Connections”, som operaen hedder, sig i nutidige og hverdagsagtige omgivelser: Seks fremmede, med hver deres baggrund, personlighed og forhold til teknologi, bliver fanget sammen i en togkupé, da toget uventet standser i en tunnel. De seks personer bliver herefter tvunget til, at forholde sig til situationen, hinanden og sig selv. Når man mister al forbindelsen, opstår der så nye?

Lost Connections er en kammeropera skrevet Mogens Christensen helt specifikt til de medvirkende konservatoriestuderende, som efterfølgende selv har skrevet tekst og dialog.

Baggrunden for at skrive en moderne opera, som er i øjenhøjde med unge, forklarer komponisten således: ”For mange unge mennesker er operaen en uddøende genre – for længst overhalet af andre genrer som musical, stand-up eller filmbaserede udtryk, f.eks. musikvideoer, eller film med et stærk musikalsk udgangspunkt. Vi har derfor et ønske om at præsentere en publikumsinddragende revitalisering af genren, der ikke blot er relevant for de unge, men som i høj grad bygger på unges egne tanker og oplevelser. Ikke mindst med den norske tv-serie Skam er åbnet en ny dramatisk genre, der spejler unges eksistentielle, religiøse, seksuelle og sociale udfordringer”.

Iscenesættelsen er af Armeen Rasmussen og den musikalsk ledelse af Jan Ole Christiansen.

Torsdag d. 21/11 2019 kl. 19:00 i konservatoriets koncertsal

Der er fri entré

OBS: Koncerten har karakter af ”åben prøve” idet der efterfølgende arbejdes videre frem mod den endelige form.

Medvirkende:

·        Sidse Lund Henriksen

·        Søren Holm Bidstrup

·        Sine Ringblom Østergaard Kristensen

·        Jonas Kohl

·        Maria Carmelia Paulescu 

·        Mari-Ann Memborg

FlexTrafik for alle

0

I denne tid slår Esbjerg Kommune et ekstra slag for Flextur. Målet er at øge kendskabet til Flextur, som er en transportform, der både tager hensyn til den enkeltes ønsker, men stadig er kollektiv trafik.

Billede: Sydtrafk

Går turen til lægen, på biblioteket, på indkøb, på besøg eller bare på tur, så kan Flextur være en løsning. Sydtrafik tilbyder, at man kan blive kørt fra en adresse til en anden adresse alle ugens dage mellem kl. 6 til 24. Der kan være flere med i bilen, og nogle gange kommer man ud på en lille omvej – men man er altid fremme til tiden.

Som navnet lover så er Flextur fleksibelt både i forhold til destination og tidspunkt, og Sydtrafik oplever at ordningens popularitet er stigende.

Umiddelbart er der ikke mange i Esbjerg Kommune, der benytter sig af ordningen, sammenlignet med andre kommuner i Sydtrafiks område. Det vil Teknik & Byggeudvalget gerne ændre, og derfor kører der lige nu en kampagne målrettet de borgere, som vil have størst gavn af tilbuddet.

“Der kan være forskellige grunde så som geografi, mobilitet og vaner, som gør, at busser og tog ikke er en god løsning for den enkelte. Til de borgere findes tilbuddet om Flextur. Vi vil gerne være sikre på, at borgerne, som måtte have brug for ordningen, også ved, at den findes”, siger formand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen.

Flextur skal bestilles mindst to timer før, at der er brug for transporten. Det gøres nemmest online eller via appen Flextrafik. Det er også muligt at bestille telefonisk.

På grund af bybusnettet gælder tilbuddet om Flextur ikke til interne ture i Esbjerg by.

Planerne for Maritimt Center afsløret

1

Nu er sløret løftet for, hvordan Esbjergs kommende maritime fritidsmekka ved Esbjerg Strand vil tage sig ud. Fire meget forskellige forslag konkurrerede mod hinanden, og teamet bag det vindende forslag får nu lov til at blive totalrådgiver på realiseringen af projektet.

Illustration: WERK & Snøhetta, visualisering af MIR

I maj 2019 inviterede Claus Sørensens Fond, Alice og Tage Sørensens Fond, Lokale og Anlægsfonden og Esbjerg Kommune fire totalrådgiverteams til at komme med deres bud på, hvordan det kommende Maritimt Center kan tage sig ud. Forud for konkurrencen har processen bl.a. involveret nuværende og kommende brugergrupper, som har budt ind med materiale til udbudsprogrammet, hvilket de fire teams har arbejdet ud fra.

Målet har været at skabe et Maritimt Center, som både har funktionelle og identitetsskabende kvaliteter med klare referencer til havnen og havet. Stedet skal formå at samle nuværende aktive udøvere af forskellige vandsportsdiscipliner samtidig med, at nye udøvere også skal kunne komme til.

Fire forskellige forslag

Arkitektfirmaet 3xN har udarbejdet et projekt i samarbejde med Orbicon, Holsting Architect-support, GHB landskabsarkitekter og FM Bygningsdrift. Arkitektfirmaet bag Vadehavscentret, Dorthe Mandrup, har allieret sig med AB Clausen og Marianne Levinsen Landskab, mens Friis & Moltke Architects er gået sammen med Green Sustainable Landscape og Rambøll. Det sidste team består af arkitektfirmaet WERK i samarbejde med Snøhetta og Oluf Jørgensen.

Undervejs har de fire totalrådgiverteams haft mulighed for at få respons på de indledende tanker og ideer, inden de afleverede deres endelige projekter til bedømmelse den 6. november.

“De fire teams har leveret projekter af usædvanlig høj kvalitet, som vidner om stor indlevelsesevne i det unikke ved placeringen tæt på havet. Maritimt Center får lov til at sætte barren for resten af udviklingen af Esbjerg Strand, og det stiller store krav til udformningen af bygningen”, siger formand for dommerkomiteen og borgmester i Esbjerg Kommune Jesper Frost Rasmussen.

Nyskabende arkitektur

Efter bedømmelsesprocessen blev vinderen af projektkonkurrencen offentliggjort ved et arrangement tirsdag eftermiddag, hvor Jesper Frost Rasmussen begrundede valget.

Alliancen mellem det københavnske firma Werk, det internationalt anerkendte Snøhetta og det rådgivende ingeniørfirma Oluf Jørgensen viste sig at være den rette opskrift på et succesfuldt projekt.

I bedømmelsen lød det bl.a., at “forslaget udmærker sig ved på fornemste vis at kombinere ønsket om en fascinerende og nyskabende arkitektur med høj funktionalitet og intentionen om at skabe en ramme, som understøtter fællesskabet og skaber en ny samhørighed mellem aktørerne. Forslaget har med et stærkt hovedgreb skabt et samlende og meget identitetsskabende bygningsværk”.

Illustration: WERK & Snøhetta, visualisering af MIR

Begejstrede fagdommere

Dommerkomiteen er blevet bistået af to fagdommere, som begge er meget begejstrede for det valgte projekt.

“Med den konsekvente ovale form i både funktion og udtryk har Maritimt Center hverken hjørner, for- eller bagside, men fremstår som et ikonisk, solidt og funklende fyrtårn op mod havet, i al slags vejr. Huset bygger på en ide om at styrke det maritime og sammenhængen mellem natur og kultur. Med spalter i den ydre form og et indeliggende atrium, skabes et mødested under åben himmel, hvor alle er velkomne. Huset er en gave til brugerne. Den nytænkende arkitekturs robuste og poetiske skønhed kan give et ualmindeligt inspirerende løft til fællesskabet og klublivet inde i huset. ‘Lanternen’ er mere end et lokalt klubhus til maritime fritidsaktiviteter. Det er en manifestation af Esbjerg og havet, som vil gøre stedet til en kendt og tiltrækkende destination. Ved at lægge ud med ‘Lanternen’, som det første byggeri på Esbjerg Strand, sætter Esbjerg Kommune barren højt for den arkitektoniske kvalitet i den nye bydel”, siger fagdommer og arkitekt Anne Mette Exner, som har tegnestuen Anne Mette Exner Arkitektur.

Det indre gårdrum og dets potentiale er også et element, som fagdommer og arkitekt Rasmus Kierkegaard har bidt mærke i.

“Projektet er både overraskende og nytænkende. Arkitekturen fremstår poetisk og robust, og det har en helt egen identitet. Det er modigt at samle funktionerne i en sluttet form omkring et fælleskabsskabende indre gårdrum, og det bliver spændende at se det videre udviklet sammen med brugerne. Det kan blive helt unikt”, siger Rasmus Kierkegaard, partner hos Smidt/Hammer/Lassen Architects.

Den videre proces

Den involverende proces fortsætter efter kåringen af vinderprojektet. Nu vil der igen blive afholdt workshops, hvor de kommende brugere inviteres til en dialog, der kan udvikle projektet yderligere for at nå de optimale rammer for det færdige projekt.

Det forventes, at byggeriet starter i slutningen af 2020, og at bygningen står færdig i slutningen af 2021 eller starten af 2022.

Illustration: WERK & Snøhetta, visualisering af MIR

Fakta om Maritimt Center

  • Det forventede projekt er på ca. 3000 m2.
  • Byggeriet vil koste ca. 49,7 mio. kr.
  • Lokale og Anlægsfonden har givet 530.000 kr. til arkitektkonkurrencen.
  • Claus Sørensen Fonden og Alice og Tage Sørensens Fond støtter det kommende byggeri med i alt 11 mio. kr.

Illustration: WERK & Snøhetta, visualisering af MIR

Medlemmer af dommerkomiteen
Borgmester og formand for dommerkomiteen Jesper Frost Rasmussen

Udvalgsformand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen

Udvalgsformand for Kultur & Fritidsudvalget May-Britt Andrea Andersen

Fagdommer Anne Mette Exner, arkitekt MAA

Fagdommer Rasmus Kierkegaard, arkitekt MAA

Brugerrepræsentant fra Esbjerg Roklub, Lars Bisgaard

Brugerrepræsentant fra Esbjerg Søsport, Niels Peter Olsen

John Riis Andersen som repræsentant for Claus Sørensens Fond og Alice og Tage Sørensens Fond

Direktør for Sundhed & Omsorg Arne Nikolajsen

Direktør for Teknik & Miljø Erik Jespersen

Illustration: WERK & Snøhetta, visualisering af MIR

Konference sætter fokus på fremtidens uddannelser og arbejdskraft i Esbjerg-området

Studerende ved Syddansk Universitet i Esbjerg. De er til forelæsning i auditoriet.

Esbjerg Kommune og Business Esbjerg inviterer alle interesserede til uddannelseskonference fredag 22. november 2019. Konferencen skal medvirke til at gøre det endnu mere attraktivt at studere, arbejde og slå sig ned i Esbjerg-området. Ved samme lejlighed overrækkes Esbjerg Universitetspris. 2019.

Hvordan uddanner vi til fremtidens arbejdsmarked? Og hvordan fastholder og tiltrækker vi flere studerende og kvalificeret arbejdskraft til Esbjerg-området? Det er nogle af de spørgsmål, som over 100 deltagere fra erhvervslivet, uddannelsesinstitutioner, politikere, embedsfolk og studerende vil diskutere, når de mødes til uddannelseskonference fredag 22. november 2019 i Esbjerg.

Fælles indsats
Kvalificeret arbejdskraft til alle og Esbjerg som en attraktiv uddannelsesby er forudsætninger for vækst i det sydvestjyske område. De to mål er derfor også blandt de strategiske indsatsområder i den vision, som sætter rammerne for arbejdet i Esbjerg Kommune frem mod 2025. Med uddannelseskonferencen tager kommunen sammen med Business Esbjerg et vigtigt skridt på vejen mod at realisere målene.

– Esbjerg skal være kendt og anerkendt som en uddannelsesby, der både er det naturlige valg for unge i det sydvestjyske område, og som også tiltrækker studerende fra andre dele af landet og fra udlandet. Samtidig skal vores uddannelsesudbud hænge naturligt sammen med de behov, erhvervslivet har nu og i fremtiden, så vi understøtter mulighederne for at skabe flere arbejdspladser. Det kræver, at vi strategisk og politisk arbejder på at sikre det rette udbud af uddannelser i Esbjerg og gør en fælles indsats for at gøre det endnu mere attraktivt at studere, arbejde og slå sig ned her i området, siger borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen.

På konferencen vil der både være en række oplæg, drøftelser og en paneldebat. Konferencen rundes af med et indlæg om at skabe forandringer af tidligere undervisnings- og forskningsminister, Tommy Ahlers.

Forskning i innovation, kompetence og internationalisering præmieres
Som afslutning på uddannelseskonferencen vil tidligere undervisnings- og forskningsminister, Tommy Ahlers, overrække Esbjerg Universitetspris 2019 til studerende ved Aaalborg Universitet Esbjerg og SDU Esbjerg, som har gjort en særlig fremragende indsats for at fremme erhvervsrettet forskning i innovation, kompetence og internationalisering.

Fakta
Konferencen finder sted fredag 22. november 2019 kl. 8.00 – 13.30 på ECH PARK, Stormgade 200, 6700 Esbjerg.

Alle med interesse i uddannelsesdebatten i Sydvestjylland opfordres til at deltage. Det er gratis at deltage, og der er stadig mulighed for at tilmelde sig konferencen på:  https://www.businessesbjerg.com/da/arrangementer/uddannelseskonference-med-prisoverraekkelse/

Sidste frist for tilmelding er den 18. november 2019.

Foto: Esbjerg Byhistoriske Arkiv.

Billedtekst: Studerende under en forelæsning ved Syddansk Universitet i Esbjerg. Kontaktinformation

FOREDRAG: JUL I ESBJERG

Damer sorterer julepost på Esbjerg Postkontor.

Ved arkivchef Jørgen Dieckmann Rasmussen, Esbjerg Byhistoriske Arkiv
Tid: Søndag, den 24. november kl. 14.00-16.00
Sted: Samlingsalen, Esbjerg Byhistoriske Arkiv
Pris: 50 kr. der betales ved indgangen. Forhåndstilmelding kræves ikke.

»Rør blot ikke ved min gamle jul«, står der i julesangen Sikken voldsom trængsel og alarm. Det kan få os til at tro, at den traditionsrige juletid slet ikke forandrer sig, men nye elementer er løbende kommet til og gamle forsvundet. Hvad blev der fx lige af julebrevene og -kortene? Fra at julebreve skulle skrives og sendes, er de næsten helt forsvundet eller har taget nye former.
I dag ser man de første tiltag til julen omkring 1. november, og i år tændes juletræet på Torvet allerede den 22. november. Tidligere begyndte juletravlheden med en stor juleudstilling den 1. søndag i advent. Dette var fx noget alle slagtere gjorde meget ud af, og folk valfartede fra nær og fjern for at se årets juleudstillinger.
Julen forandrer sig altså, hvad enten man vil det eller ej.
Tag med på en hyggelig tidsrejse ved juletid i Esbjerg, og kom ind til søndag eftermiddags foredrag, der selvfølgelig er ledsaget af billeder.

Billeder:

Juleudstilling i Esbjerg Andels Svineslagteris Udsalg i Kongensgade 15, med cyklende, menneskeliggjorte grise, 1952. ”Cykeldragterne” var sparkedragter uden fødder. 
Foto: Paul Bølling – EBA 55765-008. © Esbjerg Byhistoriske Arkiv.

Damer sorterer julepost på Esbjerg Postkontor, ca. 1950.
Foto: Paul Bølling – EBA 33675-008. © Esbjerg Byhistoriske Arkiv.

Fotos: © Esbjerg Byhistoriske Arkiv.

Politiet efterlyser Sharmarke Omar Ali

0

Syd- og Sønderjyllands Politi mistænker Sharmarke Omar Ali for at have begået et knivstikkeri i Esbjerg i oktober.

Sharmarke Omar Ali

Sharmarke Omar Ali. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi.

Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyser Sharmarke Omar Ali, 24 år, i forbindelse med efterforskningen af et knivstikkeri begået i Havnegade i Esbjerg den 6. oktober.

Politiet mistænker Sharmarke Omar Ali for at have begået knivstikkeriet, hvor en 23-årig mand blev lettere kvæstet. Hændelsen fandt sted, efter at der var opstået en uoverensstemmelse mellem de to personer.

Politiet håber på borgernes hjælp til at få oplyst, hvor Sharmarke Omar Ali opholder sig.

Borgerne kan kontakte politiets servicecenter via 1-1-4 eller sjyl@politi.dk.

Politiet fraråder, at man selv tager kontakt til Sharmarke Omar Ali, da han muligvis kan være farlig.

Da hændelsen er under efterforskning, kan politiet p.t. ikke oplyse yderligere.


Foto: politiet

Miss Team Esbjerg har mere at opnå med sin klub

Hun er personificeringen af Team Esbjergs succes i de senere år i dansk klubhåndbold, og nu har Estavana Polman indgået sin sjette etårige aftale med klubben oven på den første kontraktperiode fra 2013 til 2015. Den hollandske stjerne spiller også i 2020-2021-sæsonen hos de danske mestre og Champions League-deltagere.

– Jeg er fortsat glad og har gode følelser, vi kan stadig nå så meget mere med dette hold, og jeg er ikke færdig med projektet. Team Esbjerg er en dejlig klub, og jeg er glad for at være en del af klubbens planer. Det er mit barn, og det vil jeg ikke forlade, siger Estavana Polman.

Hun er dansk mester med Team Esbjerg i 2016 og 2019, men hendes 13. halvsæson overgår, hvad hun tidligere har oplevet i den klub, hun har spillet 207 kampe og scoret 1.164 mål for.

– Vi har haft en fantastisk halvsæson. Hvis nogen på forhånd havde sagt, at vi ville få fire point med over til hovedrunden i Champions League, og at vi ville være seks point foran i den danske liga, ville jeg have grinet. Vi kan være stolte over, hvad vi har præsteret. Jeg giver aldrig vores træner, Jesper, komplimenter, for han er den sidste mand, man skal rose, men her har han gjort et godt job, siger ”Essie” med sin karakteristiske blanding af dansk og engelsk og af alvor og humor. 

Cheftræner Jesper Jensen sparer ikke på superlativerne til hende og vurderer, at hun har fået en modenhed som menneske og i sit spil, som ikke har fjernet vildskaben, men gjort hende i stand til at præstere på højt niveau i næsten hver kamp.

– Det er rigtigt, at jeg har fået mere ro i mit spil. Jeg har stadig temperament, men det er mere under kontrol end tidligere. Mentalt har jeg taget mange skridt, og jeg er ikke så ofte i rød zone, som jeg har været. Jeg har passionen, jeg elsker spillet, men er blevet bedre til at relativere, hvad der er vigtigt, siger Polman.

Når hun trives, hænger det i høj grad sammen med, at Rafael van der Vaart, hans søn, Damian, og parrets fælles datter, Jesslynn, befinder sig godt i Esbjerg. Sidstnævnte er i vuggestue og siger ”god morgen”, ”vi ses i morgen”, ”dukke” og andre danske ord i en strøm, så hendes ikke så danskkyndige far har svært ved at følge med. 

Mandag sætter familien kursen mod Holland, hvor Estavana slutter sig til den hollandske VM-trup tirsdag inden afgangen til Japan onsdag aften. Truppen er uden Nycke Groot og flere andre profiler, men spilleren fra Team Esbjerg skal nok håndtere det ekstra pres, der måtte ligge på hendes skuldre i VM-turneringen.

Jesper Jensen: ”Essie” kan ikke prisfastsættes

0

Cheftræner Jesper Jensen har i løbet af efteråret presset på for at få en afklaring af, om han kan råde over Estavana Polman også i den nye sæson. Den 27-årige hollænder er i sin egen liga som spiller, og når brikkerne til holdet fra 2020 og frem skal lægges, er visheden om hende af stor betydning.

– Vi har ikke tidligere været i nærheden af at være så tidligt ude med ”Essie” som nu, og det glæder mig, at det hele er på plads. Hun kan ikke prisfastsættes, når det gælder betydningen for holdet, og med den x factor som menneske og håndboldspiller, hun har, siger Jesper Jensen.

Han har tidligere været inde på den modning som menneske og håndboldspiller, Polman har gennemgået i de seneste sæsoner, og hanuddyber gerne sine observationer.

– ”Essie” er blevet gladere som menneske, fordi hun er så meget i balance med ”Rafa”, Jesslynn og sin øvrige familie, og så sprudler hun også på håndboldbanen. Hun er blevet mere velovervejet, og det andet perspektiv på livet har taget toppen af den skøre side af hende. Vi har stort set ikke problemer med hende længere. Den modenhed bringer hun med både på og uden for banen, hvor hun har forbedret sit bundniveau og evnen til at præstere i alle kampe, siger Jesper Jensen.

Team Esbjerg har i de seneste sæsoner satset meget på topseriøse skandinaver for at bygge et homogent og harmonisk hold op. Estavana er modpolen, der i alle årene i Esbjerg har fortvivlet og henrykket sine omgivelser, men nu næsten udelukkende det sidste. At hun også er blevet mere bevidst om værdien af at styrketræne er med til at fuldende billedet. 

Med de nye aftaler med Marit Malm Frafjord og Estavana Polman begynder stammen til den kommende sæson at tegne sig. 

– Der er rigtig meget stamme i de spillere, vi har aftaler med for næste sæson, og nu arbejder vi på at tage de næste skridt med truppen. Det er et stort puslespil, hvor man ikke kan bytte spillere en til en, men må tage mange forhold med i overvejelserne, siger Jesper Jensen.  

Tag til Jule kunst kaos

Lørdag d. 16. november kl. 10 – 16 inviterer Esbjerg Kunstmuseum igen indenfor til det årlige kunsthåndværk- og designmarked JULEKUNSTKAOS.

Udstillingssalene bliver fyldt med gode gaveidéer og fine fund fra de atten deltagere, der spænder vidt i materialer og udtryk. Fra papirklip og tegning over læder, minkpels og børnetøj til porcelæn, japansk recycling og unikt julepynt!

I år deltager: JYTTE LYSGAARD – keramik, BETINA LETH TRAMPEDACH – illustration og klip, MIA JENSEN – porcelæn, RIGMOR CPH – indisk / japansk recycling, SVÆRT FINT / NINA UNA KNUDSEN – bæredygtigt børnetøj, GITTE FRANDSEN – strik, MARIANNE FARUP-HANSEN – smykker og sælskind, LOUISE MAAGAARD – porcelæn, KAREN MARIE STENUM – minkpels, BIBI HANSEN – keramik, JESPER SAND – industrielt design, LOUISE JOHANSEN / LULU DESIGN – tekstil og børnetøj, MONA THY / THYDESIGN – tekstil, læder og beton, MARIA SVENDSEN / BY PIPPIP – smykker og tekstil, KAREN SEGALL – tegning og tekstil, BIRTHE SØRENSEN / ANCILLA – smykker, KAREN KORSGAARD – smykker og unika julepynt og RANDI PLATZ – keramik.

Vores kreative værksted er åbent hele dagen, så både børn og voksne kan klippe juleklip af gamle kunstplakater og finde idéer til indpakning, pynt og kort.

Vi samarbejder i år med Musikhusets café KULISSEN, der sælger gløgg og æbleskiver i dagens andledning, og kl. 13.00 spiller det energiske, unge orkester Gadekryds en koncert i caféens behagelige omgivelser.

Foto: Esbjerg kunstmuseum

Fri entré hele dagen.

Danseworkshop med cha-cha-cha

GRATIS: I samarbejde med Dance Company Twenty afholder Musikhuset Esbjerg cha-cha-cha-aften

Denne mandag aften afholdes den tredje gratis danseworkshop dette efterår, og denne gang er der fokus på den latinamerikanske dans cha-cha-cha. Så kom forbi Musikhuset og lær at vrikke hofterne rigtigt under kyndig vejledning af danselærer Caroline Sander fra Dance Company Twenty. Caroline vil lære dig grundtrinene samt forskellige kombinationer, og sammen vil vi nyde at danse til god musik fra ældre til nyt.

Så kom forbi Musikhuset Esbjerg og dans til nogle gode rytmer og nyd et lækkert glas vin i Kulissen.

Tid: Mandag den 18. november, kl. 17:00
Sted: Musikhuset Esbjerg, Kulissen

Foto: Musikhuset