Home Tags Nyhed

Tag: nyhed

Nicolai satser på drømmen

0

Nicolai Arpe på 21 år er fra Esbjerg og manden bag et nyt koncept inden for bolighandel. Han har startet et koncept, der anskaffer bolighandler på autopilot for alle ejendomsmæglere, som han håber bliver mæglerens dedikerede “vækstpartner”.

Nicolai har selv skudt et par hundrede tusinde i forretningen, og er i gang med at anskaffe mere kapital. Virksomheden hedder ADVERTIZE ApS.

Konceptet har hurtigt taget fart, og der er høj interesse for det nye koncept.

Vi kan anskaffe ejendomsmæglere flere kunder automatisk til uhørt lave priser ved hjælp af hypermålrettet digital marketing. Konceptet er aldrig set før.

Nicolai Arpe

Foto: Nicolai Arpe

Esbjerg fB styrker truppen yderligere

0

For at stå stærkest muligt frem mod den kommende sæson vil Esbjerg fB tilføre yderligere fire spillere til truppen, der alle er vant til spillestilen med højt pres. Der er tale om lejeaftaler frem til nytår med Matthew Wolfe, Jordan Helliwell, Charlie Winfield og Steven Simpson – alle fra engelske Barnsley Football Club.

 

Esbjerg fB er i fuld gang med forberedelserne frem mod den kommende sæson i NordicBet Ligaen under cheftræner Peter Hyballas ledelse, og i bestræbelserne på at stå stærkest muligt for at indfri klubbens målsætning om at rykke op i Superligaen næste sommer, så tilføres fire spillere i form af Matthew Wolfe, Jordan Helliwell, Charlie Winfield og Steven Simpson, der alle har en god mentalitet og erfaring med den spillestil, holdet er ved at implementere.

 

Paul Conway, bestyrelsesmedlem i EfB, fortæller:

 

– Vi er glade for at kunne byde velkommen til Matthew, Jordan, Charlie og Steven i EfB på lejeaftaler frem til d. 31. december. Disse fire spillere har i gennemsnit tre års erfaringer med højt pres som spillestil, og glæder sig til at kæmpe om minutter på førsteholdet. Vi tror samtidig på, at spillerne returnerer til England med værdifulde erfaringer.

 

Matthew Wolfe:

 

– Jeg ser frem til at spille for EfB på leje indtil nytår. EfB er en stor klub i Danmark med en spændende træner og spillestil. Spillestilen med højt pres og genpres er, hvad vi er vant til at arbejde med i Barnsley, og jeg ser frem til at tilføje værdi i EfB med min spillestil. Jeg vil give alt for EfB frem til årsskiftet.

 

Jordan Helliwell:

 

– Jeg er meget spændt på at komme til EfB, og lejeaftalen er en unik mulighed. Det bliver godt for mig at opleve førsteholdsfodbold i et andet miljø og møde en ny gruppe af spillere. Jeg ser frem til de nye udfordringer og vise klubben, hvad jeg står for. Spillestilen med højt pres, som der bliver arbejdet med, er spændende, og jeg glæder mig til at blive involveret i den.

 

Charlie Winfield:

 

– Jeg ser meget frem til mit lejeophold i EfB, for det er en ny udfordring, og jeg kan ikke vente med at starte. Det bliver en god oplevelse på førsteholdsniveau, og forhåbentligt kan jeg tage til Danmark nu og imponere den nye træner med min spillestil.

 

Steven Simpson:

 

– Jeg forventer EfB bliver en spændende oplevelse. Førsteholdsfodbold på et højt niveau er vitalt for min udvikling. Jeg ser frem til at se, hvor meget jeg kan udvikle mig på ugentlig basis, og hvor meget jeg vil udvikle mig over de næste seks måneder i Danmark. Jeg takker EfB for denne mulighed.

 

Anfører Nicklas Strunck tilføjer:

 

– I EfB har vi et erklæret mål om at vende tilbage til Superligaen efter den kommende sæson, og det kommer til at kræve hårdt arbejde og fuldt fokus fra alle mand på især træningsbanen, fordi vi er ved at implementere en spændende, ny spillestil, der kræver meget af os alle. I den forbindelse er det spændende, at der nu kommer fire spillere fra Barnsley, der har erfaring med denne stil, og vi glæder os til at møde dem.

 

Matthew Wolfe spiller på midtbanen, mens Jordan Helliwell og Charlie Winfield begår sig i forsvaret. Steven Simpson er angriber.

 

Spillerne støder til truppen, når de har overstået Covid-19-karantænerne og fået opholdstilladelser.

 

 

 

Fakta:

Navn: Matthew Ryan Wolfe
Født: 
D. 12. juni 2000
Tidligere klubber: 
Barnsley, Notts County

 

Fakta:

Navn: Jordan Lewis Helliwell
Født: 
D. 23. september 2001

Tidligere klubber: Barnsley, Stalybridge Celtic FC

 

Fakta:

Navn: Charlie James Winfield
Født: 
D. 8. maj 2002

Tidligere klubber: Barnsley

 

Fakta:

Navn: Steven Simpson
Født: 
D. 5. april 2000

Tidligere klubber: Barnsley

 

Med venlig hilsen / Kind regards 

Dansk mester: 1961, 1962, 1963, 1965, 1979 
Pokalvinder: 1964, 1976, 2013

Esbjerg Kommune: Attraktioner står sammen og modtager 1 mio kr. Til markedsføring og udviklingsplan

Det er en hård tid for turismeerhvervet, men særligt er attraktionerne i Ribe og Esbjerg ramt af manglende gæster. Det har fået Destination Vadehavskysten til at samle de store attraktioner i Esbjerg Kommune til et hastemøde for at udlede, hvordan man i fællesskab kan afhjælpe situationen.

Foto: Torben Meyer, Esbjerg Kommune

I et samarbejde mellem attraktionerne, Esbjerg Kommune og Destination Vadehavskysten har man udviklet en langsigtet markedsførings- og udviklingsplan, der kan afhjælpe den usikre situation og sikre attraktionerne flere gæster både i sommeren 2021 og på længere sigt.

”Vi må alle stå sammen for at hjælpe vores attraktioner i den her tid, for vi har alle sammen brug for, at de også er her på den anden side af Corona. Derfor har vi valgt, at Esbjerg Kommune støtter op med 1 million kroner til at markedsføre alle vores spændende museer og kulturinstitutioner, så vi kan hjælpe med at få gæsterne tilbage, siger Jesper Frost Rasmussen, borgmester i Esbjerg Kommune.

COVID19 har skabt en ændret adfærd hos de besøgende og markedsførings- og udviklingsplanen skal være med til at sikre attraktionernes fremtid og samtidig styrke Vadehavskysten som destination.

“Vi er meget pressede økonomisk pga. de manglende gæster og er usikre på, hvordan sommeren bliver. Derudover har COVID19 medført en ændring i gæsternes adfærd og attraktionerne er ikke top of mind i en hverdag, hvor det at tage på café eller ud og shoppe er blevet en større oplevelse i sig selv. Vi er derfor mindst lige så bekymrede for fremtiden”, udtaler museumsdirektør Flemming Just, Sydvestjyske Museer.

Det er derfor med stor glæde, at Esbjerg Kommune har bidraget med 1 million kr. til initiativet, der skal være med til at sikre attraktionernes overlevelse på længere sigt.

“Det er meget stærkt at attraktionerne står sammen og ønsker at komme igennem denne svære situation i fællesskab. Vi er meget afhængige af, at vi har nogle særlige oplevelser til vores gæster, så de har lyst til at besøge vores destination. Vi støtter derfor op med alt det vi kan, i en situation som denne”, siger destinationschef Hans Peter Folmann.

Destination Vadehavskysten skal eksekvere markedsførings- og udviklingsplanen, der ligger i tråd med destinationens arbejdsopgaver.

Esbjerg Kommune: Ny aftale garanterer bolig ved studiestart i Esbjerg

Ny studieboliggaranti i Esbjerg sikrer, at alle studerende har tag over hovedet, når de begynder på en uddannelse. Aftalen er netop kommet i stand mellem de almene boligorganisationer Ungdomsbo, Arbejdernes Boligforening, B32 (Andels Bolig- og Byggeforeningen af 1932), Boligforeningen Fremad og Esbjerg almennyttige Boligselskab, Business Esbjerg og Esbjerg Kommune ligesom A Place To Esbjerg også understøtter aftalen.

Kommende studerende i Esbjerg kan stryge en stor bekymring fra listen over ting, der kan give sommerfugle i maven op til studiestart. Som noget nyt garanterer Esbjerg Kommune, at alle studerende har en studiebolig inden første dag på studiet.

”Garantien skal stå som en velkomsthilsen til alle studerende. Her i Esbjerg er vi så glade for alle de studerende, som vælger os til, at vi gerne vil bekræfte dem i, at de har valgt rigtigt. Med garantien viser vi, at vi i den grad sætter pris på vores studerende, og at vi ønsker dem en god start på livet som studerende i byen”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Esbjerg Kommune har allieret sig med Ungdomsbo, Arbejdernes Boligforening, Arbejdernes Boligforening, B32 (Andels Bolig- og Byggeforeningen af 1932), Boligforeningen Fremad, Esbjerg almennyttige Boligselskab og Business Esbjerg for at gøre den nye studieboliggaranti til virkelighed. Herudover understøtter private udlejere, fx A Place To aftalen.

”De fem boligorganisationer gik ind i arbejdet med at få aftalerne plads med en stor velvilje, hvilket har gjort samarbejdet enormt konstruktiv. Deres opbakning har været altafgørende, og de skal have stor ros for at kunne se vigtigheden af at styrke Esbjergs identitet som studieby med dette greb”, siger Jesper Frost Rasmussen.

I fællesskab råder boligorganisationerne over 1.300 studieboliger i Esbjerg, men hvis en studerende ikke har haft held med boligjagten op til studiestart, kan den studerende kontakte Esbjerg Kommune, som sørger for en bolig. Det giver en studiestart, hvor den studerende kan hellige sig studiet og aktiviteterne fra en fast base, mens der stadig skal søges efter en studiebolig.

”Lige omkring studiestart kan der være en flaskeprop, hvor nye studerende søger boligerne og dimittenderne først lige er på vej til at flytte ud. Det giver et øget pres på studieboligerne i en kortere periode, og med garantien hjælper vi nu de boligsøgende med en midlertidig løsning”, slutter Jesper Frost Rasmussen.

Farvel til byggehegnet ved Jerne Station

0

Forpladsen ved Jerne Station er klar til indvielse. Det sker onsdag den 14. juli kl. 14, og alle er velkomne til at være med.

I december åbnede Jerne Station, og godt et halvt år efter står en spritny forplads klar til at byde togpassagerer velkommen og sende dem godt afsted på rejsen.

Arbejdet med at etablere forpladsen måtte i første omgang vente på stationens færdiggørelse, fordi området har fungeret som midlertidig byggeplads. Derfor kunne arbejdet først gå i gang i februar 2021. Esbjerg Kommune har stået for at etablere forpladsen, mens selve stationen har været et projekt i regi af Banedanmark.

Formand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen er klar til at klippe den røde snor til den nye forplads.

”Forpladsen skal fungere som en god og funktionel velkomst til alle, som bruger den kollektive transport. Indretningen skal virke indbydende og gøre det nemt at tage toget, så flere får lyst til at bruge forbindelsen”, siger Søren Heide Lambertsen, som glæder sig til indvielsen onsdag den 14. juli kl. 14.

Ny forplads taler til flere brugergrupper

Forpladsen taler især til behovet hos alle kombinationsrejsende. En ny buslomme sørger for nem og hurtig forbindelse mellem bus og tog, mens passagerer i bil kan blive sat af i det nye kys og kør-område med korttidsparkering. På forpladsen er der indrettet overdækket cykelparkering, hvor cyklister kan få luft i hjulene og fylde drikkedunken op.

”Forpladsen står som en vigtig investering, der støtter op om flere af kerneemnerne i Vision 2025. Det handler både om at skabe attraktive boligområder, forbedre vilkårene for de studerende og selvfølgelig øget tilslutning til den kollektive trafik, der skal hjælpe med at gøre Esbjerg Kommune CO2 neutral i 2030”, siger Søren Heide Lambertsen.

For at gøre trafikafviklingen ved stationen så smidig og sikker som muligt, bliver der efter sommerferien gennemført tiltag, som har fokus på den krydsende trafik over Skolebakken. Derfor bliver der lavet to hævede flader, fortov og afstribninger på Skolebakken, og i den forbindelse etableres der også en hastighedsdæmpende 30 km zone mellem Præstebakken og Mellemvangs Allé.

I løbet af efteråret bliver prikken over i’et sat, når planter og buske får lov til at forskønne området. Af hensyn til planternes levedygtighed plantes de på det mest optimale tidspunkt, hvilket ikke er i sommerperioden.

Afløsning i EsbjergRevyen

Under en af de sidste prøver, blot et par dage før premieren på Varde Sommerspils ”Fyrtøjet – En gnist i Andersens Liv”, hvor Teit Samsø skulle spille hovedrollen som Soldaten, måtte Teit forlade scenen med en pludselig opstået knæskade. Efter flere undersøgelser har Teit nu desværre fået at vide, at han ikke bliver klar til at kunne stå på scenen i EsbjergRevyen i år. Der venter ham nemlig nu både operation og genoptræning.

Foto: EsbjergRevyen

”Det er SÅ ærgerligt, at vi ikke kan præsentere Teit i revyen i år. Både vi og Teit havde virkelig glædet os, ovenpå sidste års aflysning af revyen, hvor han også var en del af holdet. Men det bliver altså desværre ikke i år, Teit får sin revydebut”, siger Hanne Bjørnskov, der står bag EsbjergRevyen.

Gordon Kennedy springer til

Med blot en måned til prøvestart i Esbjerg, skulle der handles hurtigt for at finde en afløser for Teit Samsø. Og det lykkedes heldigvis. Ved et rent lykketræf kunne Gordon Kennedy sige ja til at springe til, da vi ringede til ham som den første. Gordon er en erfaren herre, der har medvirket i både film, tv, teater og ikke mindst et hav af revyer, og hvem husker ikke den kultstatus, han opnåede sammen med Timm Vladimir med ”Godnat og Sov Godt” historierne.

Så ovenpå forskrækkelsen og ærgrelsen over Teit’s skade, er vi enormt glade for og stolte af at kunne præsentere Gordon på holdet sammen med Trine Gadeberg, Jan Svarrer og Farshad Kholghi – 4 knivskarpe entertainere, der alle kender hinanden godt.

Revyen spiller i Musikhuset Esbjerg, i perioden 25. august – 10. september, og billetsalget stryger derudaf.

Der kan købes billetter på www.esbjergrevyen.dk og i Musikhuset Esbjerg.

Esbjerg Kommune: Socialpsykiatrien flytter sammen til gavn for borgerne

0

Fremover er hjælpen kun et telefonopkald væk for borgere i Esbjerg Kommune. For uanset om det er verden, hverdagen eller økonomien, der pludselig er blevet en uoverskuelig størrelse, så er medarbejderne i Kontakten klar til at hjælpe.

Hanne Bøjlund Andersen, tilbudsleder af Kontakten og Ulla Ankersø (th.) tilbudsleder af Voksenstøtten i Esbjerg er flyttet sammen på Østergade 81-83 i Esbjerg. Her er de klar til sammen med deres medarbejdere at tage imod alle borgere i Esbjerg Kommune, der har brug for hjælp. Foto: Esbjerg Kommune

Socialpsykiatrien i Esbjerg Kommune rykker kræfterne sammen. Både fysisk på nye adresser i både Ribe og Esbjerg, hvor de forskellige tilbud til voksne bliver samlet under samme tag – og under samme navn.

Tidligere var de mange tilbud til voksne i socialpsykiatrien som blandt andet Kraftcentret og Voksenstøtten spredt ud over en masse forskellige adresser, men nu bliver alle samlet på Tangevej 10 i Ribeog på Østergade 81-83 i Esbjerg.

”Der bliver fremover blot én indgang for alle borgere. Det er uanset om de kæmper med psykiske problemer, pludselig har fået en hjerneskade, har problemer med økonomien eller har en anden problemstilling i deres liv, som de ikke selv kan løse. Nu skal man ikke lede efter, hvor man kan få hjælp til lige præcis sit problem. Nu er der kun én indgang, og det er Kontakten, fortæller Hanne Bøjlund, tilbudsleder af Kontakten.

Nyt navn – hurtigere hjælp

Udover at kræfterne samles under samme tag, så skifter det tidligere tilbud Kraftcentret navn til Kontakten. Voksenstøtten beholder sit navn, men vil være for de borgere, der har brug for et længerevarende forløb for at komme tilbage på sporet. Fremover vil Kontakten derfor altid være det sted, hvor hjælpen starter.

Fusionen af tilbud til voksne indenfor socialpsykiatrien sker til gavn for borgerne:

”Borgerne skal gerne mærke, at de får et sammenhængende tilbud, samt hurtigere får den hjælp, der er brug for. Har de brug for et længerevarende forløb, så sker det under samme tag og med mennesker, som borgeren allerede har mødt. Det ser vi også som en stor fordel for borgerne,” siger Ulla Ankersø, tilbudsleder af Voksenstøtten, Østergade 81-83 i Esbjerg.

Ingen problemstilling er for stor eller lille til, at man som borger kan henvende sig til Kontakten.

”Vi er altid klar til at hjælpe, uanset hvor stort eller lille problemet virker. Så vi kan kun opfordre borgerne til at ringe, hvis de har brug for hjælp, siger Trine Hansen, tilbudsleder af Voksenstøtten på Tangevej 10 i Ribe.

FAKTA

Har du brug for hjælp?

Kontakten er indgangen for alle med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller sociale problemer. Alle borgere over 18 år kan få støtte, hvis de har udfordringer i deres hverdag.

Hvis du har brug for støtte, skal du henvende dig på telefon: 7616 4985

Hvis du har behov for længerevarende støtte, vil der kunne søges om et Voksenstøttetilbud efter endt forløb i KontaktenKontakter

Hanne Bøjlund Andersen, tilbudsleder af Kontakten og Ulla Ankersø (th.) tilbudsleder af Voksenstøtten i Esbjerg er flyttet sammen på Østergade 81-83 i Esbjerg. Her er de klar til sammen med deres medarbejdere at tage imod alle borgere i Esbjerg Kommune, der har brug for hjælp.

I Ribe er bl.a. Kraftcentret og Voksenstøtten flyttet sammen på Tangevej 10. Kraftcentret har skiftet navn til Kontakten og er fremover alle borgeres indgang, hvis de har brug for hjælp til at klare hverdagen. På Tangevej 10er der bl.a. åbnet en café, hvor alle er velkomne til at komme og få en snak.

Esbjerg Kommune: 42 kulturtilbud skaber sommerliv rundt i kommunen

Fra årets Sommerlivspulje er der uddelt 260.000 kr. til 42 spændende og gratis arrangementer i kulturens verden. Tilbuddene fordeler sig rundt i kommunen, og der er noget for enhver alder og interesse.

Foto: Christina Simonia Straarup

Selv om coronavirus har sat en stopper for den populære Sommerunderholdning, kommer der alligevel masser af sommerstemning i Esbjerg Kommune. Fra slutningen af juni til slutningen af august støtter årets Sommerlivspulje nemlig hele 42 arrangementer i Esbjerg, Ribe, Bramming og Gørding, så kommunens borgere og gæster kan glæde sig til at mødes til gratis kulturoplevelser i sommerlandet.

Fra opera til dragebyggeri

Alle undtagen private virksomheder har kunnet søge om støtte fra Sommerlivspuljen, og heldigvis har mange kulturelle ildsjæle grebet chancen. Faktisk er der kommet ansøgninger ind for knap en halv million kroner, og der er uddelt ca. 260.000 kr.

De mange arrangementer spænder bredt, og der er noget for enhver alder og interesse. De forskellige tilbud dækker alt fra jazzkoncerter og opera til dragebyggeworkshop og børneteater.

Et skud glæde og fællesskab

Formanden for Kultur & Fritidsudvalget, May-Britt Andrea Andersen, glæder sig over den store interesse for Sommerlivspuljen.

”Ideen med puljen er at bakke op om det lokale kulturliv og skabe god stemning i en sommertid, hvor vi i år har ekstra meget brug for gode oplevelser at samles om. Jeg er imponeret over den kreativitet og gejst, som arrangørerne med kort varsel har budt ind med. Derfor er det lykkedes at stable et spændende og alsidigt program på benene, og forhåbentlig kan de mange aktiviteter være med til at give os alle et ekstra skud glæde og fællesskab hen over sommeren”, siger May-Britt Andrea Andersen.

Loyale og involverende ledere: Derfor gik årets diplomlederpriser til disse to kvinder

Årets diplomlederpriser er overrakt til to kvindelige offentlige ledere. Den ene for sin store loyalitet og den anden for sin store involvering. Begge har netop færdiggjort diplomuddannelsen i ledelse på UC SYD.

Diplomlederpris - Lene, Birgitte og Tina.JPG

De to prismodtagere Lene Høxbro Larsen (tv.) og Birgitte Lindberg Henriksen (th.). Og i midten Tina Halkjær fra Lederne, som overrakte dem begge diplomet.

Det er ikke hver dag, man hører historien om en leder, der nedlægger sit projekt og egen stilling for the greater good. Eller historien om lederen, der vælger at involvere alle aktører, selvom det stiller særligt store krav til hende selv.

Men de historier findes.

Og derfor er Lene Høxbro Larsen, der er iværksætterkonsulent i Odense Kommune, og Birgitte Lindberg Henriksen, der er pædagogisk leder på Fourfeldtskolen Bohr i Esbjerg Kommune, de fortjente modtagere af årets diplomlederpris.

Begge har de afsluttet diplomuddannelsen i ledelse på UC SYD. Og de har gjort det med så stor overbevisning, at de blev hædret på UC SYD i Esbjerg, hvor bestyrelsesmedlem fra Lederne Tina Halkjær overrakte dem diplomet foran alle dimittender og deres pårørende.

-Jeg er meget glad, beæret og ikke mindst overrasket over at modtage diplomlederprisen. Nu har jeg skrevet på mit afgangsprojekt i lang tid, så det er skønt at komme i hus med uddannelsen på sådan en god måde, fortæller Birgitte, og det er Lene meget enig i:

-Jeg er meget rørt, for jeg havde slet ikke regnet med at modtage diplomet, nu hvor jeg på papiret ikke er leder. Så jeg er glad og stolt over, at min vejleder alligevel har valgt at indstille mig, siger hun med tårer i øjnene.

Diplomlederpris - Lene.JPG
Diplomlederpris - Birgitte 2.JPG

En glad – og tydeligt rørt – Lene, som modtog diplomlederprisen på UC SYD i Esbjerg.

Loyalitet, involvering og refleksion belønnes

Lene startede først som projektleder for det politiske initiativ “Socialøkonomiske virksomheder i Odense Kommune”, som hun arbejdede på i to år. Men efter at have analyseret implementeringen af projektet i sin afgangsopgave, endte hun til sidst med at lave en indstilling til styregruppen om at nedlægge projektet.

-Gennem hele min diplomuddannelse har jeg dykket ned i, hvad der skal til for at arbejde med socialøkonomiske virksomheders udvikling. Og med tiden er jeg blevet meget bevidst om, at det ikke er muligt at bringe de værktøjer i spil, som er nødvendige for, at projektet kan lykkes. Der har været for mange begrænsninger, forklarer Lene og fortsætter:

-Derfor har jeg valgt at være loyal over for projektet og har indstillet til, at det blev lukket ned. Hvis du skal være en god leder, bliver du nødt til at træffe hårde beslutninger – også selvom det rammer dig selv. Kompetencerne og modet til det har jeg fået styrket på uddannelsen.

Som pædagogisk leder er Birgitte også løbet ind i udfordringer. Politisk blev det sidste år besluttet, Esbjerg Skolevæsen skal sættes mest muligt fri af statslig og kommunal regulering for at udvikle velfærden og skabe større lokalt handlerum. Men hvordan skal det konkret lade sig gøre? Dét har Birgitte med afgangsprojektet på diplomuddannelsen reflekteret over og forsøgt at finde svar på.

-Jeg har fundet ud af, at frisættelsen af skolen fordrer, at ledelsen i fællesskab med lærere, elever og forældre finder en strategi. Men det er op til ledelsen at køre processen, og her ligger mange strategiske overvejelser og valg. Diplomuddannelsen har givet mig nye værktøjer til at løfte udfordringen, og det betyder også, at nogle ting er tilrettelagt anderledes, end hvad vi i ledelsen ellers ville have gjort, forklarer Birgitte.

Smilet var ikke til at skjule, da Birgitte fik diplomet i hænderne.

Udvikling – hele livet

Selvom Lene og Birgitte i dag står med både afgangsbevis og diplomlederpris, har vejen dertil ikke været nem. Og det er netop også én af de pointer, som Tina Halkjær fra Lederne er kommet med i sin tale til de to prismodtagere:

-Efter- og videreuddannelse er ikke noget, du får foræret – det er noget, du kæmper sig til. I har familie og et arbejde ved siden af, som også skal passes og plejes.

Derfor synes Anne Tolstrup Gregersen, som er faglig leder på diplomuddannelsen i ledelse, at diplomlederprisen er en vigtig form for anerkendelse.

-Det er sindssygt vigtigt at blive anerkendt for det arbejde, du laver. Og selvom samtlige dimittender har knoklet, har vi her at gøre med to prismodtagere, som har gjort en ekstraordinær indsats. Derfor betyder det meget, at Lederne kommer og overrækker prisen, så også verden uden for får øje på dem.

Hverken Lene eller Birgitte er afskrækket ved tanken om mere uddannelse. Faktisk tværtimod.

-Det er netop diplomuddannelsen i ledelse, som har hjulpet mig med at tage springet fra lærer til leder. Jeg er kommet hele vejen rundt om ledelse, og det betyder, at jeg har fået noget at hænge min hat på, siger Birgitte og tilføjer:

-Selvom jeg lige nu nyder at være færdig med min diplomuddannelse, og jeg trives i mit nye job, vil jeg ikke afvise at skulle læse videre en dag. For jeg synes, det er så vigtigt, vi mennesker udvikler os. Og det er dét, efter- og videreuddannelse kan hjælpe os til. Vi kan få nye perspektiver, og vi kan flytte spor.

Fakta

Lederne og UC SYD uddeler hvert år diplomlederprisen til to dimittender fra diplomuddannelsen i ledelse. Prisen bliver indstillet af eksaminatorer på uddannelsen ud fra de studerendes faglige viden og engagement i uddannelsen.

Foto UC Syd

Alexander von Oettingen bliver ny rektor ved UC SYD

Efter en grundig rekrutteringsproces har UC SYDs bestyrelse i dag besluttet, at prorektor Alexander von Oettingen med virkning fra 1. juni tiltræder stillingen som rektor ved UC SYD, den største uddannelses- og vidensinstitution i Syd- og Sønderjylland.

Foto: UC Syd

– Alexander brænder for og har et tæt kendskab til professionshøjskolesektoren og har gennem de seneste 20 år været en aktiv del af UC SYD. Først som underviser, så som leder, udviklingschef og -direktør og siden 2015 som prorektor ved UC SYD, fortæller bestyrelsesformand Stephanie Lose.

Alexander von Oettingen vil i perioden fra den 22. martsog til den 31. maj være fungerende rektor ved UC SYD.

– Bestyrelsen vil gerne benytte lejligheden til at sige den afgående rektor Birthe Friis Mortensen mange tak for et godt samarbejde og for den store indsats, hun har ydet som UC SYDs rektor i de seneste ni år. Birthe Friis Mortensen har leveret flotte resultater og har stået i spidsen for en god og positiv udvikling for UC SYD, siger bestyrelsesformand Stephanie Lose.

– Bestyrelsen ser frem til samarbejdet med Alexander von Oettingen og ønsker ham held og lykke med at føre UC SYD ind i næste udviklingsfase i samarbejde med ledelse og medarbejdere, slutter Stephanie Lose.

Fakta om UC SYD

Professionshøjskolen UC SYD er den største videregående uddannelses- og vidensinstitution i Syd- og Sønderjylland. Vi uddanner lige nu ca. 6.500 studerende på 17 grunduddannelser. De fire største uddannelser er lærer-, pædagog-, sygeplejerske- og socialrådgiveruddannelserne.

UC SYDs efter- og videreuddannelse udbyder en lang række diplom- og akademiuddannelser. Samtidig forsker UC SYD i professionernes felter og driver udviklingsprojekter i blandt andet børnehaver, skoler og på sygehuse. Sammenhængen mellem uddannelse, forskning og udvikling er et vigtigt pejlemærke for UC SYD. Der er cirka 700 ansatte på fire campusser i Esbjerg, Haderslev, Aabenraa og Kolding. Læs mere på ucsyd.dk.