Home Tags Museum

Tag: museum

Unge i partnerskab for havet

Sukkertang

Hedeselskabet støtter Fiskeri- og Søfartsmuseets nye undervisningsprojekt, Mad Til Milliarder – Fra Havet, hvor danske skolebørn lærer om bæredygtig, marin fødevareproduktion. Museet jagter partnere fra innovative marine fødevareproducenter til det nye og anderledes samarbejde.

Muslinger, tang og virtual reality viser vejen mod en bæredygtig fødevareproduktion til verdens voksende befolkning. Det mener man i hvert fald på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg, som sammen med virksomheden Orbicon skaber undervisningsforløbet Mad Til Milliarder – Fra Havet.

”Vi har mere end 7.000 skolebørn på besøg årligt, hvoraf cirka halvdelen modtager et læringsforløb på museet. I 2019 vil rigtig mange børn således kunne dykke ned i branchens arbejde med at løse fremtidens fødevareudfordring,” siger museumsdirektør David Dupont-Mouritzen.

Marine fødevarer

Verdens befolkningstal stiger, og det øger behovet for fødevarer og proteiner. Akvakultur, herunder fiske- og muslingeopdræt, producerer i dag halvdelen af verdens marine fødevarer, og er et erhverv med et enormt vækstpotentiale, hvor Danmark har både viden og kapacitet til at være en del af den løsning. Det vil museet gerne fortælle unge mennesker om, på en måde så de kan spejle sig selv i, hvorfor havet er en del af løsningen på flere af verdens udfordringer. Således vil forløbet indeholde portrætfilm med unge danske forskere og innovative entreprenører.

”Undervisningen vil kombinere den digitale og analoge verden gennem virtual reality-oplevelser, hvor eleven kan dykke dybere og dybere ned i diskussionen, og i tillæg udforske en muslinge- og tangudstilling, hvor de vil kunne mærke og smage på udstillingen,” fortsætter David Dupont-Mouritzen.

Verdensmåls-strategi

Projektet varsler museets nye verdensmåls-strategi, hvor man med udvalgte partnere arbejder med de 17 verdensmål. Museet samarbejder med virksomheden Orbicon, der har stor erfaring på området og har gennemført en række succesfulde projekter. Men Orbicon skal kun være en af flere aktører fra branchen, hvor museet søger flere partnere.

”FN’s Verdensmål som ramme for en bæredygtig fremtid passer perfekt til os. Vi arbejder med relationerne mellem mennesket og havet med udgangspunkt i Vestjylland, og intet andet sted i Danmark har man mærket tidernes konstante skiften stærkere. Vi inviterer en række ’blå’ virksomheder med i projektet, og så håber vi selvfølgelig at vække en interesse hos unge, så de har lyst til at beskæftige sig med området i fremtiden. I Danmark har vi meget vand omkring os, men kun få kender det store potentiale, havet rummer. Ligeledes forestår der et arbejde med skabe en forståelse for balancen mellem benyttelse og beskyttelse,” forklarer museumsdirektør David Dupont-Mouritzen.

Projektet bliver til virkelighed med støtte fra Hedeselskabet, som har arbejdet med bæredygtighed og grøn innovation gennem mere end 150 år. I 2016 etablerede Hedeselskabet desuden virksomheden Blå Biomasse, som arbejder med muslingeopdræt og produktion af muslingemel, og datterselskabet Orbicon, som også er med i dette projekt, har mange års erfaring inden for det marine område. Derfor var Fiskeri- og Søfartsmuseet en oplagt kandidat til Hedeselskabets uddelingspulje.

”Dette projekt har et enormt potentiale, både på grund af temaet, men også fordi det kan foldes ud og på sigt udbredes til hele landet og derved bringe mange parter i den marine branche branchen i spil. Det marine område har et enormt vækstpotentiale og kan, hvis udviklet med omtanke, bidrage til løsningerne på klimaudfordringer og udfordringer med at sikre både fødevarer og protein. Vi hæftede os desuden ved, at dette projekt griber både emnet og verdensmålene an på ny måde – set fra børnehøjde, og det vil vi gerne støtte,” siger Christian Bogh, kommunikationsdirektør i Hedeselskabet.

Hedeselskabet, der blev grundlagt i 1866, er en forening med status som erhvervsdrivende fond. Hedeselskabet arbejder med langsigtet udvikling, benyttelse og beskyttelse af naturen. Vi formidler denne viden mellem praktikere og eksperter, og vi uddeler midler til projekter inden for Hedeselskabets formål. Vi skaber grøn innovation, udvikler og leverer løsninger primært til naturpleje, miljøforbedring og klimatilpasning.

Hedeselskabet ejer en række virksomheder herunder blandt andet HedeDanmark og Orbicon. Vi beskæftiger ca. 2.000 medarbejdere inkl. associerede selskaber og omsatte i 2017 for ca. 2,2 mia. kr.

Læs mere på www.hedeselskabet.dk

Små fisk – store muligheder

Små fisk – store muligheder HAVETS INSEKTER Vinterferien på Fiskeri- og Søfartsmuseet er fyldt med madoplevelser. Børn og voksne kan lave konserves som i gamle dage. Smage traditionelle og moderne fiskeretter fra Bangladesh og Thailand. Der er skattejagten Netop! Og de modige kan opleve den svenske Surstrømming i museets Hell Smell Challenge. Børn har gratis entré.

Direktøren for Statens Naturhistoriske Museum bliver en del af Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.

Peter C. Kjærgaard indtræder i bestyrelsen for Fiskeri- og Søfartsmuseet. Målet er arbejde sammen om at udbygge den naturhistoriske platform ved Vadehavet, samt intensivere samarbejdet om danske havpattedyr, et felt som begge museer allerede i dag udveksler viden og præparater inden for.

Billeder

Sukkertang

Fotograf/Kilde  Teis Boderskov

Muslingeopdræt

Fotograf/Kilde  Lars Skytt Nielsen

Formidling omkring livet i havet

Fotograf/Kilde  Territorium

Påskehygge på Ribes Vikinger

Skab dit eget, helt specielle påskeæg, mens du bliver klogere på højtidens traditioner – og hvor har Påskeharen mon gemt æg denne gang?

Foto: Ribes Vikinger

Også i år er der påskehygge for hele familien på Ribes Vikinger, hvor I kan skabe skønne æg med en særlig teknik, ligesom Påskeharen jo har det med at hoppe rundt på hele museet og gemme æg.

Der vanker en lille belønning for at finde Påskeharens snedige skjulesteder.

Det er tirsdag den 16., onsdag den 17. og skærtorsdag den 18. april klokken 12.30-15.30, I kan dekorere æg med den særlige teknik, hvor voks og farve lægges på i lag.

Men hvorfor er det lige, at æg er forbundet med påsken?

Betalingsmiddel og magisk amulet

Én forklaring går tilbage til middelalderens Danmark og betalingen af tiende – en slags skat – til kirken eller til herremanden.

Skærtorsdag var sidste frist for årets betaling af tiende, og det var almindeligt at betale med æg.

Æggene var tit farvet røde for at symbolisere Jesu Kristi blod eller dekoreret på andre måder, og de blev velsignet under gudstjenesten påskesøndag.

Ingen steder er skikken med påskeæg dog mere omfattende end i Østeuropa og på Balkan, hvor ægget oprindeligt var et symbol på forårets komme og frugtbarhed, men siden også kom til at stå for Jesus’ opstandelse fra de døde.

Dertil blev det dekorerede æg tillagt magiske kræfter. Alt efter mønstret beskyttede ægget mod forskellige onde ånder.

Æggejagt

I kan gå på æggejagt, mens I oplever museets udstillinger, fra lørdag 13. april og til og med anden påskedag, mandag 22. april.

FAKTA

Fri adgang for børn:  Også under påskeaktiviteterne er der fri adgang til Ribes Vikinger for alle under 18 år.

Det koster 30 kr. for materialer at være med til at dekorere påskeæg og klippe gækkebreve.

Ribes Vikinger har åbent 10-17 alle dage i påsken, dvs. 13.-22. april

Ud over basisudstillingerne vises udstillingen “Dannebrog, Dannebrog, Dannebrog – fra konge til klaphat”.

Påskerogn på Fiskerimuseet

Det handler om rogn – hele påskeferien.

Til påske vil du på Fiskeri- og Søfartsmuseet kunne opleve alle typer rogn, alt fra ægte caviar som kommer fra en stør, til den moderne, bæredygtige kaviar lavet af tang kaldet Cavi-Art®).

Alle sanser i brug
Vi lærer gennem alle vores sanser og derfor kan du både se fiskene svømme, få fisk og rogn i hænderne, dufte og smage de forskellige typer rogn og æg, mens vores dygtige formidler fortæller.

Laboratoriet er selvfølgelig åbent og her kan du se på forskellige typer æg i vores stereolupper, eller selv prøve at dissekere en sild med æg.

Børnene vil elske at lege de gamle lege med æg ude på friland, eller gå på skattejagt efter påskeæg, sammen med vores udklædte påskehare.

Påskeæg, påskerogn og påskehare
Der er en lang række gode bud, på hvorfor ægget forbindes med påsken. I gamle dage lagde hønsene først æg omkring påsketid, efter en lang og mørk vinter. Ægget symboliserer vinterens hårde skal, som man slår i stykker og kommer således ind til forår og frugtbarhed. Og ægget kan også symbolisere graven som Jesus bryder ud af påskemorgen.

Det er også omkring påsken, at fiskene gyder deres æg. Æg fra havet kommer i mange afskygninger, og vi glæder os til at vise mangfoldigheden, når vi sætter 6 forskellige æg under stereoluppen. Vi skal se nærmere på både naturhistorien og kulturhistorien.

”Man kan slet ikke forestille sig, hvor vildt et bidrag det er til havets fødekæde, når sildene kommer ind og gyder”, lyder det fra formidler og dyrepasser Jeppe Jensen, når han begejstret fortæller om floder der bliver hvide af æg og sæd, og Sitka stammekulturen der fisker sildeæg med grantræer.

Påskeharen stammer muligvis fra den græske gudinde Eostres (Easter), som man fejrede ved forårsjævndøgn. Eostres havde nemlig haren som kæledyr. Uanset, så elsker alle den søde påskehare, som kommer besøg for at lege med børnene. Hvis vejret samarbejder bliver det skønt at lege på Friland – og vi giver et gensyn med gammeldags lege, der involverer æg og balance!

Ser du rigtig godt efter, så gemmer der sig æg i akvarierne og på Friland. Finder du dem alle, så kan du løse gåden og få dit eget lille chokolade æg.

Smagsprøver

Ud over det søde fra chokolade og det let salte fra rognen, så kan du også smage på den sønderjyske specialitet Sol-æg, hvor du selv kan være med til at dosere det stærke, i form af tabasco.

Har du fået smag for påskerognen kan du købe en rogn-platte i cafe MS Smag, baseret på det fineste fra havets spisekammer og lokale marker.

Meningsfyldte oplevelser
Vi ønsker at tilbyde spændende oplevelser der bygger på viden om havet og menneskers forhold til havet.

Det 14. verdensmål livet i havet er et af de mest synlige verdensmål for tiden. Måske fordi næsten alle taler om plastik i havet – men det er en anden interessant problemstilling, som vi forholder os til på et andet tidspunkt.

”På Fiskeri- og Søfartsmuseet har vi hele året rundt fokus på de bæredygtige fordele, der er ved at spise fisk og skaldyr. Museets café – MS Smag – arbejder bevidst med at udbrede kendskabet til mindre kendte fiskearter, samt viden om havets spiselige ressourcer. Fisk indeholder mange sunde mineraler og vitaminer, har en unik sammensætning af fedtstoffer, og har en høj andel af protein. Og for rogns vedkommende gør det sig gældende, at hele 73% af næringsholdet stammer fra protein, som giver en længere mæthed end både fedt og kulhydrat” siger Axel Boisen, leder af Fiskeri- og Søfartsmuseets afdeling for samskabelse, og derigennem bidragende til museumsattraktionens oplevelsestilbud med eksterne parter.

Frivillige fællesskaber

Påsken er også der, hvor det maritime friland vågner. Museets frivillige fællesskaber bemander de arbejdende værksteder de fleste dage i påsken. Onsdag den 17. maj er første dag, hvor vi prøver kræfter med at åbne for ”Smed for en dag” konceptet, hvor nye frivillige bliver budt velkommen til at tage uforpligtende del i formidlingen.

Sydvestjyske Museer indgår aftale med Syddansk Universitet

0

Flemming Just (tv) og Martin Rheinheimer underskriver ny rammeaftale.

Foto: Sydvestjyske Museer

Sydvestjyske Museer i Ribe/Esbjerg har en betydelig forskningsproduktion og sætter nu ekstra tryk på ved at indgå en rammeaftale med Institut for Historie på Syddansk Universitet. 

–    Vi har på flere områder nogle fælles forskningsinteresser. Med aftalen signalerer vi vores ambition om at arbejde endnu tættere sammen om fælles projekter, siger museumsdirektør Flemming Just, der selv er dr.phil. og adjungeret professor ved Syddansk Universitet.

– Men det er også super vigtigt, at der kommer en tæt kontakt til de studerende, så de kommer på studiebesøg, laver studenteropgaver, er i praktik, vi holder gæsteforelæsninger osv.

Institutleder, professor Martin Rheinheimer fortæller, at universitetet ser sådanne aftaler som en del af sin regionale forpligtelse.

– Vi har allerede rammeaftaler med et par fynske museer. Vi kender folkene på Sydvestjyske Museer rigtig godt og er derfor glade for at kunne formalisere samarbejdet. Det er også noget, som vore studerende vil få noget ud af.

Forskning i hekse og trolddom er et af områderne, som er dækket aftalen

– Vi har i flere år arbejdet tæt sammen med lektor Louise Nyholm Kallestrup, der er en stor international kapacitet inden for hekse- og trolddomsforskning. Hun sender jævnligt studerende til Ribe, og vi har nu en fælles ph.d.-studerende og flere fælles projekter på vej, fortæller Lulu Anne Hansen, leder af Historie-enheden på museet og i øvrigt med en ph.d.-grad fra Syddansk Universitet i bagagen.

Velfærdsstatens udfordringer efter krigen

Et andet område er velfærdsforskning, hvor SDU med professor Klaus Petersen i spidsen har et internationalt anerkendt center for velfærdsstatsforskning.

– Det er interessant for os, at Henrik Lundtofte, der har arbejdet meget med modstandsbevægelsen, nu også arbejder med nogle af velfærdsstatens udfordringer i årene efter krigen. Noget helt andet er Flemming Justs forskning i Jacob A. Riis, som jo var socialreformator i USA og med i diskussionerne om statens rolle i forhold de svageste samfundsgrupper. 

Et succeskriterium bliver at kunne skaffe fælles forskningsmidler. Den første bevilling er i hus med et ph.d.-projekt om, hvorfor hekseprocesserne stoppede.

Fra konge til klaphat

0

I år er det 800 år siden, Dannebrog dalede ned fra himlen og sikrede Valdemar 2. Sejr herredømmet over det nordlige Estland. Det markerer Sydvestjyske Museer med to meget forskellige udstillinger på Esbjerg Museum og Ribes Vikinger.

Foto: Sydvestjyske Museer

”Flag og følelser” er åbnet på Esbjerg Museum, og alle er velkomne lørdag d. 6. april når ”Dannebrog, Dannebrog, Dannebrog – fra konge til klaphat” åbner på Ribes Vikinger.

Udstillingen på Ribes Vikinger fortæller, hvordan flaget på 800 år har ændret status fra engang at være symbol på kongemagten til nu at være hele folkets symbol. 

Dannebrog på både film og genstande

”Man kan blive helt overvældet over hvor flagglade danskerne er”, fortæller museumsinspektør Mikkel Kirkedahl Nielsen, der har haft hovedansvaret for udstillingen.

”Og det har været fantastisk at finde så mange lokale genstande og ikke mindst film, der viser lige præcis det. F.eks. har vi fundet filmklip, der viser, hvordan ripenserne for 100 år siden gik med Dannebrog i optog gennem gaderne, mens spejderne eksercerede med flaget på Torvet foran Prehn Greisens Hotel (nu Hotel Dagmar).

Vi viser også klip fra 1907 med Dannebrog i militær funktion, da 28. bataljon var på øvelse i Vilslev Spang og efterfølgende bar fanen ind i Ribe.”

En gennemgang af Sydvestjyske Museers samling har vist, at rigtig mange genstande er prydet af Dannebrog, og samtidig har holdet bag udstillingen været heldige at kunne låne forskellige ting. Udstillingen byder derfor på så forskellige genstande som telefoner med Dannebrog, løbesedler fra besættelsestidens modstandsbevægelse og den regerende Danmarksmester i landevejscykling Michael Mørkøvs trikot.

Mikkel Kirkedahl Nielsen fortæller ”Det viste sig, at museets samling rummer en stor mængde faner fra forenings-Danmark, og Dannebrogsjubilæet er en kærkommen lejlighed til at få dem udstillet, men vi fandt også en flig af et flag, som vajede over Ribe Domkirke men blæste itu på Kronprinsesse Margrethes og Prins Henriks bryllupsdag i 1967.

 

Det modsætningsfyldte forhold til flaget

Danskernes holdningerne til flaget kan være meget forskellige og af og til også modsætningsfyldte. Mikkel Kirkedahl Nielsen forklarer: ”Mens vi på den ene side gør alt for, at flaget ikke rører jorden, når vi tager det ned fra stangen, krøller vi uden videre papirflaget fra børnefødselsdagen sammen og smider det ud. Det er da tankevækkende”. 

Der er heller ingen regler, der forbyder folk at brænde Dannebrog, men alligevel viser historien at lige præcis dét kan provokere mange mennesker. At nationalflaget også sættes på emballage for at promovere alskens varer lige fra cremer til kødpålæg, er der ikke så mange der studser over. Måske museets gæster alligevel vil skænke det en tanke, når de har set udstillingens skraldesøjle.

Flaget i kunsten bliver også taget under behandling, når det er lykkedes at gøre både en Dannebrogsburka og et værk af kunstneren Peter Carlsen til en del af udstillingen. Peter Carlsen har flere gange beskæftiget sig med danskhed og symbolet Dannebrog, så både hans værk og burkaen vil kunne sætte tanker i gang. 

Film, quiz og sange

Som altid, når Sydvestjyske Muser laver udstillinger, er der mere end blot tekst og genstande at gå ombord i. 

Udstillingen byder for eksempel på en lille nyproduceret film, der viser flagets fald over 1219-slagmarken i Tallin og på et interview med historiker og Dannebrogsekspert Torben Kjersgaard Nielsen fra Aalborg Universitet. Der kan quiz’es om regler og traditioner forbundet med Dannebrog, ligesom alle er velkomne til at synge med på nogle af de mange sange, der hylder flaget. 

FAKTA

Udstillingen ”Dannebrog Dannebrog, Dannebrog – fra konge til klaphat” åbner på Ribes Vikinger, Odins Plads 1, lørdag d. 6. april kl. 10, hvor alle er velkomne.

Udstillingen er planlagt til at stå to år.

 

Flag og følelser på Esbjerg Museum

0

Ny udstilling på Esbjerg Museum sætter fokus på Dannebrog og den følelse det vækker i os.

Alle er velkomne, når den nytænkende udstilling ”Flag og følelser” åbner lørdag d. 23. marts kl. 10 på Esbjerg Museum. 

Hvilke følelser vækker Dannebrog?

I Danmark bruger vi nationalflaget til alle mulige former for fejringer, og vi tager det ikke så højtideligt, om vores brugte papirflag ender i en skraldespand. 

Og så alligevel. For når nogen behandler flaget forkert eller prøver at bruge det i politiske sammenhænge, er der mange, der føler sig provokerede og bliver vrede. 

Så hvad er det lige, der er med Dannebrog og følelserne?

Fiskere og asa-troende

”Vi var enige om, at vi gerne ville lave en lidt anderledes udstilling på Esbjerg Museum. Det skulle handle om, hvad folk føler for Dannebrog, og vi ville gerne have gæsterne til at tænke over deres egne følelser for nationalflaget. Derfor prøver vi med forskellige nedslagspunkter at fortælle, hvilke følelser andre har haft for vores nationalflag – både før og nu”, siger leder af Historieenheden ved Sydvestjyske Museer, Lulu Anne Hansen.

”Det passer rigtigt godt til Esbjerg Museum, for byen opstod jo i den periode, hvor Dannebrog for alvor var blevet folkeligt.

Det er tiden fra Esbjergs opståen frem til i dag, som vi lægger vægt på i udstillingen, og vi prøver at sætte både lokale og mere generelle fænomener ind i en sammenhæng, der handler om flaget og følelserne.” 

Det betyder, at man vil kunne møde så forskellige personer, som Esbjergs lokale speedwaymester Erik Gundersen og stifteren af Carlsberg, J. C. Jacobsen i udstillingen, hvor man også kan støde på både fiskere og lokale asa-troende. Hvorfor de hver især har fået plads i udstillingen, må man dog selv komme ind og se.

Gundersens ”guldcykel” og Peter Carlsen-maleri

Lulu Anne Hansen glæder sig særligt til at vise nogle unikke genstande frem, som museet har fået lov at låne i forbindelse med Dannebrogsudstillingen.

Det drejer sig blandt andet om Erik Gundersens ”guldcykel”, som han vandt verdensmesterskabet 1988 i Vojens på. Dengang kørte han med Dannebrog på vesten. Det var lige i den periode, hvor Dannebrog for alvor gjorde sit indtog i sportens verden.

I en helt anden boldgade har museet fået lov at låne en lokal version af Peter Carlsens kendte maleri ”Danmark 2009”. Det er i privateje i Esbjerg, og det er helt enestående, at museet har fået mulighed for at have det med i udstillingen.

”Faktisk er det helt fantastisk med den lokale opbakning til museet og udstillingen. For det giver noget helt specielt, når vi både kan inddrage genstande fra vores egne magasiner men også vise ting, som er en del af folks hverdag her og nu. ” siger Lulu Anne Hansen, som er spændt på, hvad folk siger til den nye udstilling.

Fotoet øverst: 

I 1893 holdt man havnens og byens første jubilæumsfest og der var angiveligt bestilt ti jernbanevogne fulde af „flag, stænger osv.” Havnen og i Havnegade var særligt smykket da kong Christian 9. skulle deltage i festen og efterfølgende overnatte på kongeskibet Dannebrog.

Foto: Esbjerg Byhistoriske Arkiv,  grafisk bearbejdning Kirk & Kløgt

Fakta

Udstillingen ”Flag og følelser” åbner på Esbjerg Museum, Torvegade 45, lørdag d. 23. marts klokken 10, hvor alle er velkomne.

Udstillingen er planlagt til at stå to år.

”Flag og følelser” er skabt i anledning af 800-året for Dannebrogs fald fra himlen i 1219. Ifølge sagnet dalede Dannebrog ned over de kæmpende ved Lyndanise i det nuværende Tallinn i Estland og ledte danskerne til sejr over esterne. 

Sidste chance for en tur i forundringskammeret! – fri entré til kunstmuseet fredag den 15. marts

0

Søndag den 17. marts lukker den anmelderroste og prisbelønnede udstilling WUNDER- KAMMER 1 – flydende form. I den anledning inviterer Esbjerg Kunstmuseum byens borgere og andre interesserede GRATIS indenfor hele fredag den 15. marts kl. 10-16.

Kl. 14.30 er alle velkomne til at møde op til en kort udstillingsintroduktion.

Foto: Kunstmuseet

Udstillingen er ganske usædvanlig – den er blevet til i nært samarbejde med professor i fysik fra DTU, Tomas Bohr, som forsker i væskers bevægelser. I wunderkammeret kan man opleve overraskende sammenstillinger af kunstværker og Bohrs fysikeksperimenter. Museumsgæsterne kan for eksempel selv aktivere en dråbemaskine og en roterende vandsøjle og se, hvordan oplevelsen af naturens fænomener udvides, når de indsættes i kunstens univers.

Selve wunderkammeret som fænomen er en forløber for vores dages museer. Tilbage i 1500-tallet udgjorde det en, set med nutidens øjne, kaotisk samling af naturalia, kunstfærdige genstande, forste- ninger, videnskabelige måleinstrumenter og antikviteter. Det fungerede som et underfuldt mikrokosmos, der afspejlede mangfoldigheden i den verden, der omgiver os.

Esbjerg Kunstmuseum forsøger ikke direkte at gengive det arketypiske wunderkammer i det aktuelle ud- stillingsprojekt. Museet har snarere villet indsætte ideerne bag wunderkammeret i en aktuel kontekst for at gentænke den måde, man normalt skaber udstillinger på, og for at forbinde billedkunsten med hverdagens erfaringsverden. Dermed har det også været målet at vække publikums videbegær og nysgerrighed over for fænomener, som de enten ikke tidligere har ofret særlig opmærksomhed, eller som de troede, de kendte.

Esbjerg Kunstmuseum modtog Bikubenfondens fornemme Udstillingspris Vision i 2017 for det samlede wunderkammer-koncept, der udfoldes over tre udstillinger. Yderligere oplysninger om Bikubenfondens pris kan findes her: www.bikubenfonden.dk

Wunderkammer 2 åbner på Esbjerg Kunstmuseum i oktober 2019 og kurateres sammen med den ameri- kanske billedkunstner Mark Dion, mens Wunderkammer 3 præsenteres i 2020 i samarbejde med professor Eske Willerslev og lektor Martin Sikora fra Center for GeoGenetik på på Københavns Uni- versitet.

23 millioner til Heksemuseum

0

Det kommende heksemuseum i Ribe får en overraskende aktør som udstillingsudvikler, nemlig Moesgaard Museums udstillingstegnestue.

–    Vi har været i kontakt med mange firmaer omkring det indholdsmæssige, fortæller Lulu Anne Hansen, Leder af Historie på Sydvestjyske Museer og ansvarlig for det kommende projekt.

Det nye Moesgaard Museum er kendt for sin evne til at skabe fantastiske udstillinger. Udstillingsleder på Moesgaard Museum, Pauline Asingh, fortæller:

–    Vi har efterhånden opbygget en betydelig erfaring og kompetence på museet i tæt samspil mellem arkitekter, scenografer, grafikere, udstillingsteknikere, medarbejdere der kan en masse inden for udstillingsmediedesign m.m.

Udstillingstegnestuens daglige samarbejde med museets faglige medarbejdere, formidlere, konservatorer, museumshåndværkere m.m. har gennem de seneste seks år ført til mange unikke udstillingsoplevelser. Og vi sætter gerne de kompetencer i spil, hvis andre kan bruge os i forhold til deres projekter.

Det bliver arkitekt og leder af Moesgaard Museums udstillingstegnestue, Ole Birch Nielsen, som får ansvaret for opgaven. 

– Det bliver en utroligt spændende opgave. Lulu Anne Hansen og hendes folk har virkelig tænkt ambitiøst og internationalt. Vi glæder os derfor rigtig meget til at gå ind i et samspil og omsætte deres viden og ideer til en udstilling, der vil gribe unge og gamle. Og så skal jeg ikke lægge skjul på, at jeg er rigtig glad for at vende tilbage til Ribe, hvor jeg voksede op.

Renoveringen af de smukke gamle bygninger i Quedens Gaard, hvoraf mange er samtidige med hekseprocesserne, forventes færdig til nytår. Sideløbende foregår alle forberedelserne til det indholdsmæssige.

–    Vi regner med at kunne åbne Ribe Heksemuseum i sidste halvdel af juni 2020, fortæller Flemming Just, der er direktør for Sydvestjyske Museer, som museet hører under. 

–    Sammen med Jacob A. Riis Museum, som vi åbner her til juni, får vi skabt en enestående karré og vil kunne give de mange danske og udenlandske turister en stærk museumsoplevelse.

FAKTA

Ribe Heksemuseum har modtaget 23 mio. kr. i støtte til renovering og indretning af museum fra:

Aage og Johanne Louis-Hansens Fond

A.P. Møller Fonden

Inger og Jørgen Nygaard Larsens Fond

Sportgoodsfonden

Bikubens Fond

Bevica-fonden

Billedet øverst:

Hekse på vej til Bloksbjerg (Blocksberg) af L. S. Bestehorn 1732. Foto: Wikimedia Commons

 

Guldslange fra Gørding udstilles på Ribes Vikinger

0

Den 10. februar 2019 så et vikingesmykke af tårnhøj kvalitet igen dagens lys efter mere end 1000 år i jorden. Detektor-makkerparret Jean Stokholm og Doris Birch Mathiesen fandt det lille hængesmykke tæt ved Gørding og indleverede det til Sydvestjyske Museer.

Fra fredag den 1. marts til søndag den 29. september udstilles smykket på Museet Ribes Vikinger, så alle får mulighed for at fordybe sig i de fantastiske detaljer, inden smykket skal afleveres til Nationalmuseet som alle andre fund af den karakter.

Smykket er formet som en lille slange og ser ikke ud af meget, når man ser det første gang.

Men da arkæologerne rensede smykket, viste det sig, at guldsmedehåndværket er af så høj kvalitet, at det kan måle sig med de bedste smykker fra vikingetiden i Danmark.

Måske er smykket lavet på et værksted ved hoffet i Jelling og givet til en stormand, som de danske vikingekonger Gorm den Gamle og Harald Blåtand ville stå på god fod med.

For at fejre det fine fund, er entreen til museet sat ned til 50,- for voksne i de to første weekender i marts. Børn er som altid gratis. 

Foto: Ribe Vikingemuseum

Tag til fastelavn på Fiskerimuséet

Du kan tage til et vaskeægte sørøver eventyr på Fiskeri- og Søfartsmuseet.

SØRØVERE er vilde og eventyrlige – men de er også en sandfærdig del af dansk søfartshistorie!

Foto: Fiskeri- og Søfartsmuseet

Hop i fastelavnskostumerne og vær med, når vi leger ”Sørøvere på kongens bud” og leder efter den glemte skat.

Ohoy! Når de andre slår katten af tønden slår vi piratskibe til plukfisk og fodrer havkatten!

Det foreløbige program lyder sådan her:

10-11 Ansigtsmaling i forhallens pirat-hule

10.30 Sørøver fortællinger i Danmarkshallens lukaf

11.00 Se Danmarks største rovdyr blive trænet og fodret i sælariet

11.20 Fuglene fodres

11.30 Jagten på Sørøverskatten, start fra forhal

12-13 Ansigtsmaling i forhallens pirat-hule

13.00 Tøndeslagning med havkat og sørøverskib

14.30 Se Danmarks største rovdyr blive trænet og fodret i sælariet

15.00 Vi kårer den bedst udklædte og overrækker en fin gave.

15.15 Jagten på Sørøverskatten, start fra forhal

16.00 Sørøver fortællinger i Danmarkshallens lukaf

16.00 Ansigtsmaling i forhallens pirat-hule

Arrangementet er gratis ved indløsning af entré. Børn under 18 gratis entre.

Gratis fastelavnbolle til de første 100 børn.

Gratis ansigtsmaling, historiefortælling, skattejagt med indbygget rundvisning og fiskefodring.