Home Tags Mad

Tag: mad

GuldBageren Esbjerg uddeler gratis surdej i anledning af Homemade Bread Day

GuldBageren Esbjerg fejrer Homemade Bread Day og uddeler derfor gratis hvedesurdej til alle, der har lyst til at prøve kræfter med at bage surdejsbrød derhjemme.

Vi spiser fuldkorn som aldrig før, og ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse viser, at de fleste af os får mere end de anbefalede 75 gram om dagen. Det er en tendens, som kan mærkes hos GuldBageren Esbjerg, hvor de rustikke brødtyper ofte vælges frem for de klassiske hvide franskbrød. For at sætte fokus på kvalitetsbrød og markere den internationale Homemade Bread Day den 17. november uddeler den lokale bager hvedesurdej til alle.

– Fuldkornsbrød hitter i vores bageri, og i dag kan kunderne også finde et stort udvalg af grove brødtyper på hylderne. Med uddelingen af en gratis surdej får vores kunder mulighed for at prøve kræfter med selv at bage et surdejsbrød med masser af smag, siger Michael Mikkelsen, der er bagermester hos GuldBageren Esbjerg.

Gratis hvedesurdej til spirende bagere

Alle, der har lyst til at bage deres eget surdejsbrød, kan bestille et glas hvedesurdej, der kvit og frit kan afhentes i GuldBageren i Nørregade torsdag den 14. november. Sammen med surdejen kommer opskriften på SesamDrøm, der sidste år blev valgt til årets brød hos GuldBageren. For at bestille en gratis surdej skal man ringe til GuldBageren Esbjerg eller møde op i butikken.

Foto: PR

Nu har Esbjerg Kommune 4 leverandører af madservice

0

Esbjerg Kommune har netop godkendt Den Røde Okse og Årre Kro som nye leverandører af madservice. Det betyder, at borgere i Esbjerg Kommune, der er visiteret til madservice, fremover kan vælge mellem fire forskellige leverandører.

Foto: Yesbjerg

To nye leverandører, Den Røde Okse og Årre Kro, er netop blevet godkendt til at levere mad til borgere i Esbjerg Kommune, som er visiteret til madservice. Er man visiteret til madservice, kan man derfor nu vælge mellem fire forskellige leverandører: Det Danske Madhus A/S, Den Røde Okse, Årre Kro og Esbjerg Kommunes Madservice.

Direktør for Sundhed & Omsorg i Esbjerg Kommune, Arne Nikolajsen, glæder sig over, at kommunen nu igen kan tilbyde et bredt udvalg af leverandører af madservice, efter at Renés Køkken har meddelt, at de stopper som leverandør, og oplyser:

 

– Vi er i fuld gang med at kontakte de ca. 140 borgere, der frem til nu har fået leveret mad fra Renés Køkken, med tilbud om at vælge en ny leverandør af madservice. Halvdelen af de berørte borgere har allerede valgt en anden leverandør. Skulle de ønske at vælge om, nu hvor der er kommet flere leverandører til, er de velkomne til at kontakte vores Visitation. Når vi ringer til de resterende borgere, vil de selvfølgelig få valget mellem alle de fire leverandører af madservice, som vi har nu, siger direktør Arne Nikolajsen.

 

Ønsker man at skifte leverandør af madservice, kan man kontakte Sundhed & Omsorg, Visitationen, på tlf. 76 16 38 60. Visitationen kan også oplyse nærmere om tilbuddet fra de forskellige leverandører.

Leverandør af madservice er oprettet som konkurssag og afventer indkaldelse til fogedretten

0

En leverandør af madservice i Esbjerg Kommune, Renés Køkken, er gået konkurs. Alle borgere, der er visiteret til madservice i Esbjerg Kommune, og som har valgt mad fra Renés Køkken, bliver kontaktet og får mulighed for at vælge en anden madserviceleverandør.

Foto: Yesbjerg

Renés Køkken, som er en af tre leverandører af madservice i Esbjerg Kommune, er gået konkurs. Selskabet leverer de sidste madservicemåltider torsdag den 15. august 2019. De ca. 140 borgere, som er visiteret til madservice i Esbjerg Kommune, og som har valgt mad fra Renés Køkken, kan fremover vælge at få mad fra Esbjerg Kommunes Madservice eller fra Det Danske Madhus.

 

Ingen borgere kommer til at stå uden madservice

– Det er beklageligt, at en af vores leverandører af madservice er gået konkurs, men ingen borgere kommer til at stå uden madservice. Vores to tilbageværende leverandører står klar til at tage over og kan levere mad fra fredag den 16. august. Vi ringer til alle de berørte borgere med tilbud om at vælge en ny leverandør af madservice, siger direktør for Sundhed & Omsorg i Esbjerg Kommune, Arne Nikolajsen.

Kvaglunds nye forrådskammer åbner

De nye SpiseRinge i Kvaglundparken byder på gratis lokale afgrøder, som alle må plukke og nyde.

Den 25. juni 2019 kl. 15.30 indvies det nye område.

De sidste par måneder er der i Kvaglundparken blevet skabt et helt nyt område. De såkaldte SpiseRinge er skudt op, og her er der blevet plantet frugttræer, buske med bær og krydderurter med god hjælp fra 3.a og 3.b på Kvaglundskolen Signatur. Eleverne har som en del af undervisningen været en aktiv del af processen, og de har bl.a. hjulpet med at fjerne græs og plante træer. Siden har eleverne bidraget med insekthoteller, som vil blive sat op i området.

Foto: Esbjerg Kommune

Eleverne fra Kvaglundskolen Signatur har beskæftiget sig med et tema omkring insekter, og derfor de hjulpet med at etablere SpiseRingene.

Projektet med de nye SpiseRinge skal inspirere flere til at bruge naturen i Kvaglundparken, og derfor støtter Friluftsrådet projektet med en bevilling på 100.000 kroner fra Udlodningsmidler til Friluftsliv.

Formand for Teknik & Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen, glæder sig til at indvie det nye område ved indgangen til parken fra Daddelkrattet, den 25. juni 2019 kl. 15.30.

“Det er en nyskabelse, at den bynære natur kan og skal byde på flere typer af oplevelser, som tiltaler beboerne i nærområdet. I Kvaglund gøres naturen mere attraktiv, når haveejernes glæder ved at plukke og høste egne afgrøder deles med de, som måske ikke selv har adgang til en have”, siger udvalgsformanden.

Alt efter sæson vil SpiseRingene byde på solbær, ribs, blåbær, hindbær, stikkelsbær, mynte, timian, rosmarin, oregano og forskellige sorter af æbler, pærer, blommer og valnødder. Følgerne på Esbjerg Kommunes Facebookside har været med til at bestemme hvilke afgrøder, der nu spirer frem.

Et af bedene er dedikeret til forsøg, og i første omgang afprøves grønkål og persille. Informationsskilte vil fortælle om hvad og hvornår, der kan samles og plukkes.

“SpiseRingene har også et socialt formål. Her kan man komme hinanden ved over bedet med krydderurter, og man kan nemt falde i snak om fx anvendelsesmuligheder og opskrifter. På den måde håber jeg, at mange vil tage SpiseRingene til sig og udnytte de nye muligheder, som området byder på”, siger Søren Heide Lambertsen.

Ved indvielsen den 25. juni kan alle fremmødte få en lille forsmag på, hvad SpiseRingene fx kan bruges til. Det vil være muligt at fremstille en krydderolie baseret på de krydderurter, som kan findes i området.

Sunset Boulevard i Esbjerg genåbner i nye lokaler og med ny kvinde i spidsen

0

Torsdag 28. februar kl. 10:00 genåbner Sunset Boulevard-restauranten i Esbjerg Storcenter, efter en gennemgribende ombygning af lokalerne og med en ung og ambitiøs restaurantchef i spidsen.

Foto: Sunset

Esbjerg Storcenter har måtte undvære Sunset Boulevards sandwich og burgere mens restauranten undergik en ombygning, men nu er ventetiden forbi. Restauranten har fået en seriøs makeover med fokus på at skabe en hyggelig og moderne restaurant for familier såvel som de travle shopping-gæster i storcenteret.

– Restauranter er komplet gentænkt, så den fremstår imødekommende og moderne, i en helt ny stil og tone. Køkkenet er ligeledes helt nyt, hvilket gør, at vi kan servere et frisklavet måltid mad endnu hurtigere end tidligere. Vi har til restauranten i Esbjerg Storcenter headhuntet en af vores dygtige og dedikerede restaurantchefer, Lise Bach, til at overtage forklædet og driften, og vi ser frem til, at hun og teamet vil udfordre det lokale madmarked, siger Jens Broch, der er CEO i Sunset Boulevard.

De unge kræfter flytter kæden

Til at stå i spidsen for den ny restaurant har Sunset Boulevard fundet en ny restaurantchef. På trods af Lise Bachs kun 25 år er hun allerede i den situation at kunne fejre 10-års jubilæum hos Sunset Boulevard næste år.

Hun kommer fra en stilling som restaurantchef i Sunset Boulevards restaurant i Kongensgade, men bliver nu sat til at lede Esbjerg Storcenter ind i en ny fase. En restaurant som den unge restaurantchef har et helt særligt forhold til – det var nemlig her, at Lise Bach startede sin kometkarriere for snart 10 år siden.

– Jeg er stolt af mine snart ti år ved Sunset Boulevard. De viser, at jeg har ambitioner og brænder for Sunset Boulevard. Og den passion jeg har for restauranten, kommer også til at kunne mærkes ude blandt kunderne. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang og til at give gæsterne en helt fantastisk oplevelse, fortæller Lise Bach, restaurantchef i Esbjerg Storcenter.

En velfortjent overhaling af lokaler og menukort

Restauranten i Esbjerg Storcenter har været en del af Sunset Boulevards kerneforretning i mange år, og ombygningen skal være med til fortsat at give esbjergenserne den bedst tænkelige oplevelse i restauranten.

Sammen med de nye og åbne lokaler, som giver en afslappet cafeoplevelse, er der desuden gjort plads til hyggelige kroge hvor familier kan få et pust efter en lang dag i centeret. Og så kommer der også nogle længe ventede tilføjelser til menukortet:

– Jeg glæder mig helt vildt til at invitere gæster ind i den nye restaurant. Vores gæster vil opleve en hyggeligere restaurant i en helt ny stil og tone, og jeg glæder mig til at kunne præsentere gæsterne for en masse nye produkter som chili cheese bites og chicken tenders, fortæller Lise Bach.

Som en del af åbningen tilbyder Sunset Boulevards restaurant i Esbjerg Storcenter gratis børnemenuer ved køb af almindelige menuer samt rabatkuponer på kommende besøg.

Sunset Boulevard er en dansk restaurantkæde med over 40 restauranter fordelt over hele Danmark samt én på Færøerne. Med et bredt sortiment af burgere, sandwich og salater tager Sunset Boulevard kampen op mod de store, internationale fastfood- og restaurantkæder. www.sunset-boulevard.dk

 

Få en pølse og del en god affaldsvane på Tarp Genbrugsplads

0

Onsdag den 7. november kan du på Tarp Genbrugsplads både komme af med dit affald og få stillet sulten. Affaldstemaet fra Esbjerg Kommune og formand for Teknik og Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen byder nemlig på pølser og affaldsnak.

Foto: Esbjerg Kommune

“Fra kl. 15-17 den 7. november står vi klar på Tarp Genbrugsplads med en pølse og en uformel snak om affald. Lige nu er forslaget til Affaldsplanen for 2019-2024 i høring. Så vi vil gerne fortælle om de initiativer, der er lagt op til, at vi skal arbejde med de næste seks år. Samtidig vil vi gerne høre, hvordan affald fylder i borgernes hverdag, og vi opfordrer til at komme med input til Affaldsplanen. For de mål Affaldsplanen sætter, skal vi alle løfte i fællesskab”, fortæller udvalgsformand Søren Heide Lambertsen.

Del en affaldsvane og vind

“På dialogdagen vil vi også rigtig gerne vise, hvor meget affald, man kan sortere fra til genanvendelse. Vi håber, det giver nogle “aha-oplevelser”. Langt de fleste af os vil jo gerne sortere, vi skal bare vide hvordan. Og så er det optimale at få gjort affaldssorteringen til en god vane, så det sker helt naturligt. Derfor har vi også lavet en konkurrence, hvor alle der deler en god affaldsvane kan deltage i lodtrækningen om en gavekurv. Det er jo rigtig dejligt, hvis vi kan inspirere hinanden og sammen øge affaldssorteringen.”

“For mig selv betyder det fx meget, at jeg under køkkenhåndvasken har gjort plads til en spand til glas, metal og hård plast. Helt automatisk lægger jeg nu den tomme shampooflaske i spanden, fordi muligheden er lige ved hånden. Den lille spand tømmer jeg i genbrugsspanden udenfor.”

“Jeg er overbevist om, at mange har nogle gode tips, der gør sorteringen nemmere. Dem vil vi gerne dele videre. Kommer man ikke ud på Tarp Genbrugsplads til dialogdag, har vi lavet et opslag på facebook, hvor man også kan dele sin gode affaldsvane. Forhåbentlig vil mange give ud af deres guldkorn”.

Affald i fremtiden

Esbjerg Kommune arbejder hele tiden for at vores affaldsordninger hænger bedst sammen i forhold til service, miljø og økonomi. Affald får heldigvis mere og mere fokus, fordi der er så gode ressourcer i det. Jeg håber, at den øgede interesse for affaldssortering betyder, at en masse har lyst til at snakke med os til dialogdagen og give deres besyv med, hvordan vi skal tænke på affaldet i fremtiden”, slutter Søren Heide Lambertsen.

Hovedbiblioteket åbner ny café

0

Nu er der lys forude for de mange, der siden sommerferien har savnet Hovedbibliotekets café. Den 15. oktober genåbner caféen med ny forpagter og nyt navn. Og navnet er Café Libri.

Foto: Hovedbiblioteket

De nye forpagtere, Roya Esmaeily og Somayeh Vahabi, glæder sig til at tage imod i caféen, der byder på kolde og varme drikke, kager, frugt og frokostretter som sandwich og salat.

“I mange år har EFE drevet caféen, men i forbindelse med EFE’s konkurs blev den lukket ned. Det har været en træls tid, for mange har savnet en café. Det er jo ikke kun bibliotekets brugere, men også i stort omfang alle de foreninger og institutioner, der afholder møder og foredrag i biblioteks mødelokaler, der har manglet vådt og tørt”, udtaler bibliotekschef Annette Brøchner Lindgaard, og fortsætter: “også bibliotekets medarbejdere og mange, der arbejder i nærheden af biblioteket har savnet et frokosttilbud. Det får vi nu tilbage takket være de to kvinder, der har budt ind på opgaven”.

“Caféen, der fungerer på almindelige markedsvilkår, er et vigtigt element i dagligdagen på Hovedbiblioteket og har været meget savnet. Der kommer jo omkring 1000 mennesker i det store hus hver dag. Nogle opholder sig på biblioteket i mange timer og rigtig mange har brug for en kop kaffe eller lidt at spise, så vi er utrolig glade for, at det er lykkedes at få en forpagter igen”, slutter Annette Brøchner Lindgaard.

Cafeen får en daglig åbningstid fra kl. 10.00 – 15.00 med betjening og uden for denne, vil det igen være muligt, at købe kaffe og the i en kaffeautomat.

Champagnebrunch på Musikhuset

0

Musikhuset Esbjerg slår dørene op for en Champagnebrunch, hvor 300 heldige gæster kan se frem til at blive forkælet af nogle af lokalområdets allerbedste kokke.

Foto: Musikhuset

Champagnebrunchen i Musikhuset Esbjerg har udviklet sig til en af årets helt store kulinariske oplevelser i Sydvestjylland.

I år bliver ingen undtagelse, når propperne springer lørdag den 6. oktober, og godt 300 heldige gæster kan sætte sig til bords i de smukke omgivelser i Musikhusets Hovedfoyer.

Her vil de møde et overflødighedshorn af champagne og fantastisk lækker mad – og i dag kan Musikhuset så afsløre, hvilke kokke det er, der kommer til at sammensætte lækkerierne.

Loftet – Fine Dining, gourmetrestauranten, der er en del af Posthuset på Torvet, er for andet år i træk repræsenteret. Det er kokkene Rasmus Knudsen og Joachim Post, der vil sammensætte Loftet – Fine Dinings bidrag til Champagnebrunchen.

En af lokalområdets mest erfarne og dygtige kokke, Thomas Lillerøj fra Eventkokken, er –  traditionen tro – naturligvis også en del af holdet.

Årets nyhed er Rankin Park, restauranten i Skolegade, hvor ægteparret Ea og Andre Gram-Rankin de seneste to år har serveret lækker, sund mad.

I de otte år, Champagnebrunchen har fundet sted, har den udviklet sig til et tilløbsstykke for gourmet- og bobleelskende sydvestjyder, og billetterne bliver revet væk. Også i år er der udsolgt, men fortvivl ikke, hvis du gerne vil have en gourmetoplevelse ud over det sædvanlige – Champagnebrunchen vender tilbage i 2019, hvor den løber af stablen lørdag den 5. oktober.

Billetsalget til Champagnebrunch 2019 begynder lørdag den 6. oktober 2018 på Musikhuset Esbjergs hjemmeside, www.mhe.dk.

På billedet ses Karsten Kristensen, leder af Café Tonekunsten i Musikhuset Esbjerg, Thomas Lillerøj, Eventkokken, Joachim Post og Rasmus Knudsen, Loftet – Fine Dining, Ea Gram-Rankin, Rankin Park og Torben Seldrup, direktør i Musikhuset Esbjerg.

Fotograf: Nicolai Thorsen

Økologisk høstmarked på Midtgård

Søndag d. 2. september kl. 10-16 inviterer det økologiske formidlingssted Midtgård for 21. gang til Økologisk Høstmarked. Hele familien er velkommen til en dejlig familiedag i grønne omgivelser omgivet af natur og dyreliv.

Dagen byder på mange forskellige aktiviteter, og der er lagt særlig vægt på økologi, dyrevelfærd og bæredygtighed.

Følgende aktiviteter fremhæves:

  • Falkeflyvning v/ Falkoner Frank Skårup Hansen
    Hør også om falke og falkejagt
  • Oplev fåreklipperen klippe fårene eller prøv selv at filte af uld
  • Prøv bueskydning eller artisteri
  • Byg din egen fuglekasse eller et humle-bo til humlebien
  • Masser af aktiviteter for børn
    Bl.a: Bag snobrød, flette pil, hoppepude, trillebøre-rally, “Gæt en lort”
 Lokale og økologiske smagsoplevelser
Du kan blandt andet få smagsprøver på frisktappet økologisk æblemost, brød bagt af “Mel fra Forum”, produkter fra ged og gris samt forskellige mælkeprodukter.

Enghavegård Osteri og Gårdbutik sørger i år for lækkert økologisk mad til gæsterne. Fra køledisken sælges gårdens lokale oste.

Bier og fugle
Særligt i år har der i medierne været meget fokus på bierne og det har vi også på denne dag. Danmarks Naturfredningsforening står klar til, sammen med børn og forældre, at bygge humlebi-bo til de næste humle-generationer. Fugleinteresserede børn kan samme med voksne bygge en fin fuglekasse til havens fugle.

Det økologiske formidlingssted Midtgård
Midtgård er en del af Myrthue, Natur, Kultur & Læring og indgår således i de samlede natur & kulturlæringstilbud til dagtilbud, skoler og andre målgrupper i Esbjerg Kommune. 
 
Stedet, der drives som et økologisk landbrug, tilbyder autentiske gode læringsmiljøer og årstidsbaserede aktiviteter. Ved at være i de forskellige miljøer kan der skabes og anskueliggøres sammenhænge i naturen og økologien. Børnene kommer tæt på rigtige bondegårdsdyr, når de er med til at fodre og muge ud i stalden.

På Midtgård arbejdes med emner som:

  • Økologi og bæredygtighed
  • Landbrugsdyr og dyrevelfærd
  • Madens vej fra jord til bord
  • Haver – efter ideen “Haver til maver”

Gården besøges af mere end 15.000 gæster om året, hvoraf en stor del er børn fra Esbjerg Kommunes dagtilbud og skoleområdet. Lokalerne på gården benyttes også af foreninger og interessegrupper.

Til Økologisk Høstmarked bidrager gårdens brugere og familie og venner som frivillige. Alle gør et kæmpe stykke arbejde for at dagen bliver god og med et spændende indhold.

Foruden at være et formidlingssted fungerer området også som rekreativt område for alle borgere, og en af kommunens utallige grønne stier kan påbegyndes på gårdspladsen. Her er skov og engarealer, grønne plæner og højt til himlen.

Foto og informationer fra Esbjerg kommune.

Mister Street Food

    0

    I denne podcast kan du komme lidt mere ind under huden på Søren Gaj Nielsen, manden bag Street Food Esbjerg, dit nye multikulturelle spisested i byen. 

    Ungebyrådet har været en god sparringspartner i forløbet med at skabe Street Food Esbjerg, og dem kan du se på væggen i den gamle biograf i form af et kæmpe maleri.