Home Tags Lokal

Tag: Lokal

Esbjergs arbejdsgivere havde styr på de unges rettigheder

Der var heldigvis styr på tingene på langt de fleste arbejdspladser, da Jobpatruljen besøgte Esbjerg og omegn med 3F’s forbundssekretær som frivillig og TV Syd i hælene.

I Juli besøgte Jobpatruljen Esbjerg, Ribe og omegn som led i den informationskampagne, der skal give unge bedre forhold på deres fritidsjob.

Jobpatruljen er en landsdækkende aktion skabt af HK og 8 andre fagforbund. I Esbjerg besøgte patruljen 82 virksomheder, og aktivisterne fik mange gode samtaler med unge i fritidsjob.

I Esbjerg var 3F’s forbundssekretær Henning Overgaard med rundt på virksomhederne, ligesom patruljen også havde selskab af journalister fra TV Syd, som producerede et indslag om Jobpatruljens arbejde.

– Det var rart at opleve, at flere arbejdsgivere gerne ville indgå i en sparring med os om, hvordan man skaber de bedste vilkår for fritidsjobbere. Som arbejdsgiver for en ung, der måske har sit allerførste møde med arbejdsmarkedet, har man et stort ansvar for, at dette møde bliver en god oplevelse. Og det ansvar tager de fleste arbejdsgivere heldigvis gerne på sig, siger HK Sydjyllands ungdomskonsulent, Angelika Thøgersen, der står i spidsen for den sydjyske del af Jobpatruljen.

Jobpatruljen består af grupper af engagerede unge mennesker, der gerne vil bruge lidt af deres sommerferie på at skaffe andre unge bedre løn- og arbejdsvilkår.

Foto af 3F’s forbundssekretær Henning Overgaard, som tidligere har siddet i byrådet i Esbjerg, var med på Jobpatrulje i Esbjerg.

Læs også mere på www.jobpatruljen.dk

Hvordan smager Syddanmark?

Den populære madblogger og opskriftsudvikler Maria Vestergaard er blevet sat på lidt af en udfordring. Hun skal finde ud af, hvordan Syddanmark smager. Det sker i samarbejde med Aalborg Akvavit. Derfor beder hun nu sine 38.000 følgere på Instagram om hjælp. Hun opfordrer alle til at byde ind med egnsretter, lokale specialiteter eller særlige råvarer, som det sydlige Danmark er kendt for, og som udgør smagen af landsdelen. Kan du hjælpe hende?

Foto: Presse

Kan man sætte smag på en landsdel? Det skal Maria Vestergaard undersøge sammen med Aalborg Akvavit. Den ikoniske danske drik har nemlig indledt jagten på den enkle smag af Danmark, og den populære madblogger skal finde svaret på, hvordan hendes elskede sydlige Danmark smager.  

”Jeg elsker dansk mad, men jeg har aldrig tænkt så meget over, om man kan sætte smag på Danmark. Jeg kender nogle egnsretter, men langt fra dem alle,” fortæller Maria, der derfor opfordrer sine 38.000 Instagram-følgere til at byde ind med tips.

”Hvis du kender til egnsretter, særlige specialiteter eller lokale råvarer herfra det sydlige Danmark, må du meget gerne dele dit tip med mig på Instagram. Jeg er sikker på, at der findes mange lækre retter, som fortjener at få noget opmærksomhed, så lad os gøre det sammen. Alle bud er velkomne, og jo flere jo bedre.”

Man kan dele sine tips med @mariavestergaard.dk og @aalborg_akvavit_official på Instagram.

Lokale specialiteter samles i bogen ’Smagen af det enkle’

Med inspiration fra de lokale tips skal Maria udvikle sit eget bud på egnsretter eller specialiteter. Retten skal enten passe til en Aalborg Akvavit – eller der skal indgå Aalborg Akvavit i retten.

”Jeg synes, at det er virkelig spændende at udvikle opskrifter, og det bliver sjovt at arbejde med to så ikoniske elementer. Mange kender jo til lokale retter, som de er vokset op med – og alle kender også Aalborg Akvavit. Det er en oplagt kombination, fordi akvavit passer til rigtig mange retter. Flere end man lige tror. Når man nipper akvavitten til mad – og ikke skyller den ned – så opnår man en større samlet smagsoplevelse, fordi aromaer fra mad og akvavit folder sig ud i hinandens selskab. Derfor glæder jeg mig til at kombinere egnsretter med akvavit på en ny måde,” fortæller Maria, der har stor erfaring i at udvikle opskrifter, som man kan se på hendes Instagram profil og blog.

Til slut samles opskrifterne i en bogen ’Smagen af det enkle’ med specialiteter fra hele Danmark indsamlet af 9 danske influencere og opskriftsudviklere. 

”Vi elsker det enkle ved den danske smag. Den enkle mad, de enkle øjeblikke, de enkle minder. Derfor synes vi, at det kunne være spændende at finde frem til smagen af Danmark og undersøge, hvordan Aalborg Akvavit bedst supplerer lokale specialiteter fra hele landet. Vi glæder os til se, hvilke særlige retter, specialiteter og råvarer, som kendetegner det sydlige Danmark,” fortæller Lajs Kaznelson fra Aalborg Akvavit, der byder alle indenfor i akvavittens univers.

Esbjergs bygningsarv er unik!

Ny særudstilling på Esbjerg Museum fortæller hvorfor.

De fleste esbjergensere ved, at Esbjerg er andet end havn og fiskeri, men de færreste ved til gengæld, at bygningerne i det centrale Esbjerg er udpeget til unikke på landsplan. Det er de, fordi der ikke andre steder findes så mange huse samlet, som alle repræsenterer én bestemt arkitektonisk stilart, nemlig historicismen. Den ny udstilling på Esbjerg Museum, “ESBJERG – alle tiders bygningskultur”, fortæller hvorfor man finder en så unik samling i netop Esbjerg.

’Pionerbyen’ Esbjerg opstod på få årtier efter havnenes anlæggelse fra slutningen af 1860’erne. De første årtier var præget af stor aktivitet, der ligefrem udviklede sig til et sandt byggeboom. I 1880’erne og 90’erne kom byggeriet og jordopkøbet ud af kontrol, og tiden er blevet kendt som Esbjergs ’amerikanske’ periode. Det hele endte med et brag i 1890’erne, men tilbage stod en by der var skudt op inden for relativt kort tid, og som derfor bar tydeligt præg af den stilart, der var moderne i perioden: Historicismen. Flere borgere har bidraget til udstillingen med fotos af Esbjergs mange historicistiske detaljer. Disse er fanget af Henriette Thomsen Andersson i Finlandsgade.

Historismens har nogle fantastiske træk” fortæller museumsinspektør Mette Slyngborg. Hun står bag udstillingen og glæder sig over at kunne dele fortællingen om Esbjergs unikke bygningsarv på Esbjerg Museum. ”I dag kommer arkitekter fra hele landet for at se bygningerne i det centrale Esbjerg, for det er et af de eneste steder i landet, hvor man kan se et byrum, der i den grad er præget af netop den stilperiode.”

Den eventyrlige stil
Det karakteristiske ved historicismen er, at alt var tilladt. Man lånte med arme og ben fra andre stilarter og perioder, og det giver en detaljerigdom, som i dag kan virke næsten helt eventyrlig. I løbet af 1920’erne og 30’erne gik man væk fra at bygge på den måde. Man ønskede enkelthed og anså nu den store detaljerigdom og stilsammenblanding som smagløs. Måske derfor er der gået mange år, før man for alvor har fået øjnene op for Esbjergs særpræg.


”I dag vil det dog ikke være forkert at sige, at Esbjerg har nogle af de samme kvaliteter, der gør en by som Ribe så attraktiv. Den ensartethed i stil, der gør, at vi finder Ribes byrum så harmonisk og historisk autentisk, kendetegner faktisk også de centrale dele af Esbjerg – her befinder vi os bare i en anden periode, men om 200 år, vil den være lige så unik. Det er også derfor vi skal passe godt på den”, siger Mette Slyngborg med en mere alvorlig mine.

Skal museet ind i debat?

Når Esbjerg Museum vælger at sætte fokus på Esbjergs bygningskultur netop nu, hvor der også foregår en debat om, hvordan byen skal udvikle sig i fremtiden, er det fordi det er aktuelle spørgsmål. Udstillingen er også tænkt som et input til debatten om, der skal være højhuse i det centrale Esbjerg, og hvis der skal, hvor høje de så skal så være – eller om vi helt skal holde os fra at bygge højt midt i bykernen?
Nogen vil måske spørge, om et museum overhovedet have en mening om den slags.
Men det skal museet bestemt mener Lulu Anne Hansen, som er leder af Historie og Formidling ved Sydvestjyske Museer. ”Som kulturhistorisk Museum har vi en forpligtelse til at varetage de kulturhistoriske interesser i byen – det står faktisk i loven. Det centrale Esbjerg er udpeget til særligt bevaringsværdigt kulturmiljø både af Slots – og Kulturstyrelsen og af Esbjerg Kommune, så fra et kulturhistorisk synspunkt er det selvfølgelig noget, man skal passe rigtigt godt på. Selvfølgelig skal der være plads til diskussion af, hvordan vi gør, så Esbjerg også kan udvikle sig fremadrettet, men vores rolle er også at give esbjergenserne et kulturhistorisk og fagligt informeret grundlag at debattere på.”

I udstillingen kan man netop blive klogere på, hvad der karakteriserer bygningskulturen i Esbjerg. ”Bygningskultur er jo sådan et lidt fagligt begreb”, siger Mette Slyngborg, ”men egentlig handler det jo bare om, hvad der karakteriserer bygningerne, og i Esbjerg er det altså historicismen, der dominerer. Det er faktisk lidt sjovt at tænke på, at noget som der i mange år er blevet set lidt ned på, nu er blevet anerkendt.”
I udstillingen viser bl.a. en masse megaprints af detaljer i byen, hvad man kan kigge efter, når man bevæger sig igennem Esbjerg, men der er selvfølgelig også blevet plads til at fortælle noget om de andre stilarter, der i Esbjerg som andre steder har sat deres spor. Udsigt fra taget af Broen i Jernbanegade mod Kongensgade. Foto: Peter Langwithz Smith

Fakta
Mette Slyngborg havde sit 25-årsjubilæum som museumsinspektør i 2020. Hun har været projektleder på flere af Sydvestjyske Museers seneste projekter, og så blev hun i 2018 af kulturministeren udpeget til Det Særlige Bygningssyn, der er Slots- og Kulturstyrelsens rådgivende udvalg i spørgsmål om bygningsfredning og -bevaring. Endelig har hun i flere år haft plads i Esbjerg Kommunes Byfond.

Udstillingen kan ses af offentligheden i Esbjerg Museums åbningstid fra den 17. juli til den 31. oktober næste år.

Udstillingen er støttet af Esbjerg Kommunes Byfond og Kirk & Kløgt.

To fotografer har hjulpet med fotos af byen:
Peter Langwithz Smith og Poul Madsen.

Philip Skovgaard fra ”10 Fingers” har leveret ny skrifttype.

Fem borgere har bidraget med fotos af byens bygningsdetaljer: Henriette Thomsen Andersson, Johannes Sonnichsen, Karsten Sonnichsen, Lisa Waldhaus og Niels Ole Egebjerg Kirk Jessen.

Tre borgere interviewes på film om deres syn på byens udvikling: Indretningsarkitekt Michael Langaa, formand for Esbjerg Kommunes Byfond, arkitekt Helene Plet og socialrådgiver og cand.soc. Line Britt Madsen

Udstillingen består af fotos, film og tekster og rummer en 3D-printet model af byen, hvis løse elementer gæsterne kan flytte rundt med, så de skaber forskellige by-udtryk.

Se en kort præsentationsvideo på Esbjerg Museums Facebookside:

https://fb.watch/6qrXDv16tS/

Udstillingens udgangspunkt er, at en by rummer fortid, nutid og mulige fremtider, og at en levende by er i konstant forandring. Byens fremtid afhænger af nutidens beslutninger.

Esbjerg Museums åbningstider:

1/7-31/8
mandag – onsdag: 13-16,
torsdag – søndag: 10-16

1/9-30/6
tirsdag – onsdag: 13-16,
torsdag – søndag: 10-16

Efterårsferie og vinterferie
tirsdag-søndag kl. 10-16

Priser: Voksne 65,- Børn <18 år gratis

Esbjerg Konference & Event ser dagens lys

0

Siden 2009 har EfB Konference faciliteret fester, konferencer, møder og andre arrangementer på Blue Water Arena i Esbjerg, men nu skifter virksomheden navn og visuel identitet til Esbjerg Konference & Event for at stå endnu stærkere som eget brand og omfavne en bredere målgruppe.
D. 30. juni skifter EfB Konference navn til Esbjerg Konference & Event, ligesom logoet og den visuelle identitet ændres for at opnå en stærkere position til at nå en bredere målgruppe på både privat- og erhvervssiden – med udgangspunkt i værdierne grundighed, fleksibilitet og nærvær.
Blue Water Arena, der siden 2009 har dannet rammer om utallige fester, konferencer, møder og andre arrangementer, vil fortsat være hjemmebanen, og tidspunktet for den nye lancering skal markere, at Esbjerg Konference & Event er klar til at invitere inden for i takt med, at Danmark igen vender tilbage til hverdagen og weekenderne med gode selskaber.
Konferencechef Lars Fyhn fortæller:

Med Esbjerg Konference & Event vil vi i endnu højere grad skabe en virksomhed, der kan realisere et stort potentiale og tilbyde mennesker, privat såvel som erhverv, en masse gode oplevelser i helt unikke rammer. Vi har i det nye udtryk særligt lagt vægt på vores værdier og fået dem inkorporeret i den nye identitet samtidig med, at vi fastholder vores høje niveau på service og kvalitet. Vi glæder os til at stå på egne ben som et tydeligere, selvstændigt brand, og byde velkommen til en masse spændende arrangementer.
Esbjerg Konference & Event afholder alt fra dagsmøder med et par personer som deltagere, til bryllupper og konfirmationer og op til 1.600 gæster ved større arrangementer, og er fortsat et vigtigt forretningsben for EfB Elite A/S.
Om navnet og brand-identiteten:
I forlængelse af navneskiftet fra EfB Konference til Esbjerg Konference & Event bliver der d. 30. juni lanceret et nyt logo samt en ny brand-identitet. Logoet og identiteten tager udgangspunkt i værdierne grundighed, fleksibilitet og nærvær samt det høje service- og kvalitetsniveau i forbindelse med arrangementerne i de unikke lokaler på Blue Water Arena.

Massevis af gratis ferieoplevelser i Musikhuset Esbjerg

Inden der går alt for meget ferie i den, vil jeg lige tippe jer om alle de gratis arrangementer og aktiviteter, vi har på programmet i løbet af sommeren – og som i naturligvis er meget velkomne til at komme og deltage i, med eller uden familien.

 

Man er naturligvis også hver eneste dag hjertelig velkommen til at tage børnene med forbi Musikhuset og lade dem soppe i bassinet på Henning G. Kruses Plads, mens forældrene nyder en kop kaffe eller en kold øl i vores nye BIG-designede loungemøbler

 

Musikhusets orienteringsløb

GRATIS: I sommerferien inviterer Musikhuset Esbjerg indenfor til orienteringsløb. Her får du og din familie eller dine venner lov til at opleve de hellige haller, komme bag kulisserne og udforske de områder af huset, der normalt ikke er tilgængelige for offentligheden.

Orienteringsløbet er gratis at deltage i, og det giver jer en unik mulighed for at opleve Sydvestdanmarks største kulturhus på en måde, I ikke er vant til. Samtidig får I også på en sjov og anderledes måde mulighed for at lære en masse om husets historie og arkitektur.

Som i ethvert godt orienteringsløb foregår løbet i Musikhuset således, at I får et kort udleveret, og herefter skal I finde de poster, der er lagt ud. I Musikhusets orienteringsløb gemmer der sig små historier og spørgsmål ved posterne. Ved at svare rigtigt på spørgsmålene er I med i konkurrencen om et gavekort til Musikhuset Esbjerg.

Orienteringsløbet er for alle – unge som gamle, esbjergensere som turister. Dog går ruten rundt i Musikhuset op og ned ad trapper og gennem lange gange, så man skal være godt gående for at kunne gennemføre løbet. 
Løbet begynder i Kulissen, Musikhusets hyggelige café. Her får I udleveret den brochure, I skal tage med jer for at kunne gennemføre turen gennem Musikhuset. I brochuren er ruten, I skal følge, beskrevet, og brochuren indeholde også de spørgsmål, I skal besvare undervejs.
Husk at medbringe coronapas.

Tid: Alle dage indtil den 8. augustkl. 11-17. Det tager cirka en time at gennemføre.
Sted: Musikhuset Esbjerg

 

Yoga med livemusik

GRATIS: Efter en længere corona-pause er vi tilbage med vores Yoga med livemusik sammen med yogalærer Gavin Rutherford og musiker Sten Elten. Det bliver let hatha yoga, alle kan være med til, som dyrkes til ambient instrumentalmusik, der tilpasses yogaen.

I løbet af timen føres du gennem en sansevækkende yogarejse, som hjælper til at slippe spændinger i kroppen samt fremme stabilitet, mobilitet og balancen.

Timen afsluttes med en oase af meditative toner og dyb afspænding.

Musikhusets café, Kulissen, har åben, så du efterfølgende kan nyde en kop kaffe eller juice og få en god start på lørdagen.

Så tag din yogamåtte og gode ven under armen, og kom til en dejlig, afslappende omgang yoga i Musikhuset.

Du kan leje en yogamåtte på dagen for 25 kr. – betales via Mobilepay.

Det er gratis at deltage, men antallet af pladser er begrænser og deltagelse kræver billet.

Husk at medbringe coronapas.

Tid: 3. juli og 7. august, begge dage kl. 11:00

Sted: Musikhuset Esbjerg, Hovedfoyer

 

Familietræning

Kom og træn med, når vi er klar med familietræning på pladsen foran Musikhuset – hele familien er inviteret med til en skøn formiddag.

Til familietræning får du aktiveret hele kroppen med styrke, balance, konditionstræning, stræk, sjov og ballade. Og der er også rig mulighed for at synge med på den gode musik, vi spiller.

Du vil blive guidet gennem træningen af Henriette Nørgaard Jensen fra Movements by Laekkerbuks, der siden 2011 har undervist i de fleste former for holdtræning, arbejdet på La Santa Sport og har en stor passion for bevægelse for alle. Det er vigtigt, at det føles godt og at hver ny træning er en ny oplevelse.

I det (forhåbentligt) gode sommervejr foregår træningen på pladsen foran Musikhuset Esbjerg, Henning G. Kruses Plads.

Træningen er fra 5 år og op, og alt du skal huske er en måtte eller et håndklæde at ligge på.

Tid: 14. juli, kl. 11:00

Sted: Henning G. Kruses Plads (foran Musikhuset Esbjerg)

 

Løbecykelbane

Musikhuset Esbjerg forvandler foyerområdet og til en miniput-by fyldt med liv og glade dage, som en kørebane for løbecykler baner vejen igennem.

Så tag din løbecykel under armen, og kom og oplev en lille version af Esbjerg By.

Har du ikke en løbecykel, har vi en, du kan låne. Ribe Cykellager har nemlig udlånet et par løbecykler, som kan lånes på skrift.

Husk at medbringe coronapas.

Tid: 19.-25. juli, alle dage kl. 11:00-17:00

Sted: Musikhuset Esbjerg og Henning G. Kruses Plads

 

Fyraftenskoncert: Flat Bop
Christoffer Find, Chris Falkenberg og Gunnar Ringøen er de tre musikere, der har samlet sig i det klassiske trioformat med orgel, trommer og saxofon. Soupe de Loop er navnet på deres debutalbum, som de udgav i 2019, og titlen her lægger op til forskellige associationer. Men mest af alt er det en vrøvletitel, der understreger bandets legelyst. Endnu værre bliver det med det kommende album, der udgives i 2021 under titlen El Butcho. Og hvad betyder det så? Svaret findes (måske) til næste koncert.

Genremæssigt bevæger trioen sig inden for jazzen med tråde til funk, soul og blues, og som er komponeret i moderne arrangementer.

Koncerten er gratis, og du møder bare op på dagen.

Tid: 6. august, kl. 16:00

Sted: Henning G. Kruses Plads (foran Musikhuset Esbjerg)

Tak for den store opbakning Bramming: Faren er drevet over

Esbjerg Kommune skylder en stor tak til alle borgere i Bramming, der tog opfordringen alvorligt og i løbet af denne weekend lod sig teste for at stoppe et større corona-smitteudbrud.

Over 1500 borgere i Bramming har brugt en del af weekenden på at lade sig PCR-teste, efter at Esbjerg Kommune torsdag eftermiddag med stor bekymring kunne konstatere et større smitte-udbrud af corona.

”Vi vil rigtig gerne sige tak for den store opbakning, vi har fået fra borgerne i Bramming, og vi er glade for at kunne fortælle, at nu er faren for smittespredning drevet over,” fortæller Arne Nikolajsen, direktør for Sundhed & Omsorg i Esbjerg Kommune.

Alarmklokkerne begyndte at ringe hos Sundhedsmyndighederne, da omkring 20 borgere fra Bramming torsdag var blevet konstateret smittet med corona. Derfor gik den store indsats med at få PCR-testet så mange borgere som muligt i gang.

Til trods for at over 1500 borgere har ladet sig teste i Bramming hen over weekend, er kun yderligere to borgere blevet konstateret smittet med corona, og derfor anser Esbjerg Kommune og Sundhedsmyndighederne, at der nu er styr på smittespredningen i Bramming.

Det betyder, at tingene nu igen kan vende tilbage til mere normale tilstande i Bramming.

”Folk i Bramming kan igen følge de almindelige procedurer for testning, hvor det er folk, der ikke er vaccineret, der løbende lader sig teste,” forklarer Arne Nikolajsen.

Se alle teststeder i Esbjerg Kommune her

Nicolai satser på drømmen

0

Nicolai Arpe på 21 år er fra Esbjerg og manden bag et nyt koncept inden for bolighandel. Han har startet et koncept, der anskaffer bolighandler på autopilot for alle ejendomsmæglere, som han håber bliver mæglerens dedikerede “vækstpartner”.

Nicolai har selv skudt et par hundrede tusinde i forretningen, og er i gang med at anskaffe mere kapital. Virksomheden hedder ADVERTIZE ApS.

Konceptet har hurtigt taget fart, og der er høj interesse for det nye koncept.

Vi kan anskaffe ejendomsmæglere flere kunder automatisk til uhørt lave priser ved hjælp af hypermålrettet digital marketing. Konceptet er aldrig set før.

Nicolai Arpe

Foto: Nicolai Arpe

Esbjerg fB styrker truppen yderligere

0

For at stå stærkest muligt frem mod den kommende sæson vil Esbjerg fB tilføre yderligere fire spillere til truppen, der alle er vant til spillestilen med højt pres. Der er tale om lejeaftaler frem til nytår med Matthew Wolfe, Jordan Helliwell, Charlie Winfield og Steven Simpson – alle fra engelske Barnsley Football Club.

 

Esbjerg fB er i fuld gang med forberedelserne frem mod den kommende sæson i NordicBet Ligaen under cheftræner Peter Hyballas ledelse, og i bestræbelserne på at stå stærkest muligt for at indfri klubbens målsætning om at rykke op i Superligaen næste sommer, så tilføres fire spillere i form af Matthew Wolfe, Jordan Helliwell, Charlie Winfield og Steven Simpson, der alle har en god mentalitet og erfaring med den spillestil, holdet er ved at implementere.

 

Paul Conway, bestyrelsesmedlem i EfB, fortæller:

 

– Vi er glade for at kunne byde velkommen til Matthew, Jordan, Charlie og Steven i EfB på lejeaftaler frem til d. 31. december. Disse fire spillere har i gennemsnit tre års erfaringer med højt pres som spillestil, og glæder sig til at kæmpe om minutter på førsteholdet. Vi tror samtidig på, at spillerne returnerer til England med værdifulde erfaringer.

 

Matthew Wolfe:

 

– Jeg ser frem til at spille for EfB på leje indtil nytår. EfB er en stor klub i Danmark med en spændende træner og spillestil. Spillestilen med højt pres og genpres er, hvad vi er vant til at arbejde med i Barnsley, og jeg ser frem til at tilføje værdi i EfB med min spillestil. Jeg vil give alt for EfB frem til årsskiftet.

 

Jordan Helliwell:

 

– Jeg er meget spændt på at komme til EfB, og lejeaftalen er en unik mulighed. Det bliver godt for mig at opleve førsteholdsfodbold i et andet miljø og møde en ny gruppe af spillere. Jeg ser frem til de nye udfordringer og vise klubben, hvad jeg står for. Spillestilen med højt pres, som der bliver arbejdet med, er spændende, og jeg glæder mig til at blive involveret i den.

 

Charlie Winfield:

 

– Jeg ser meget frem til mit lejeophold i EfB, for det er en ny udfordring, og jeg kan ikke vente med at starte. Det bliver en god oplevelse på førsteholdsniveau, og forhåbentligt kan jeg tage til Danmark nu og imponere den nye træner med min spillestil.

 

Steven Simpson:

 

– Jeg forventer EfB bliver en spændende oplevelse. Førsteholdsfodbold på et højt niveau er vitalt for min udvikling. Jeg ser frem til at se, hvor meget jeg kan udvikle mig på ugentlig basis, og hvor meget jeg vil udvikle mig over de næste seks måneder i Danmark. Jeg takker EfB for denne mulighed.

 

Anfører Nicklas Strunck tilføjer:

 

– I EfB har vi et erklæret mål om at vende tilbage til Superligaen efter den kommende sæson, og det kommer til at kræve hårdt arbejde og fuldt fokus fra alle mand på især træningsbanen, fordi vi er ved at implementere en spændende, ny spillestil, der kræver meget af os alle. I den forbindelse er det spændende, at der nu kommer fire spillere fra Barnsley, der har erfaring med denne stil, og vi glæder os til at møde dem.

 

Matthew Wolfe spiller på midtbanen, mens Jordan Helliwell og Charlie Winfield begår sig i forsvaret. Steven Simpson er angriber.

 

Spillerne støder til truppen, når de har overstået Covid-19-karantænerne og fået opholdstilladelser.

 

 

 

Fakta:

Navn: Matthew Ryan Wolfe
Født: 
D. 12. juni 2000
Tidligere klubber: 
Barnsley, Notts County

 

Fakta:

Navn: Jordan Lewis Helliwell
Født: 
D. 23. september 2001

Tidligere klubber: Barnsley, Stalybridge Celtic FC

 

Fakta:

Navn: Charlie James Winfield
Født: 
D. 8. maj 2002

Tidligere klubber: Barnsley

 

Fakta:

Navn: Steven Simpson
Født: 
D. 5. april 2000

Tidligere klubber: Barnsley

 

Med venlig hilsen / Kind regards 

Dansk mester: 1961, 1962, 1963, 1965, 1979 
Pokalvinder: 1964, 1976, 2013

Esbjerg Kommune: Attraktioner står sammen og modtager 1 mio kr. Til markedsføring og udviklingsplan

Det er en hård tid for turismeerhvervet, men særligt er attraktionerne i Ribe og Esbjerg ramt af manglende gæster. Det har fået Destination Vadehavskysten til at samle de store attraktioner i Esbjerg Kommune til et hastemøde for at udlede, hvordan man i fællesskab kan afhjælpe situationen.

Foto: Torben Meyer, Esbjerg Kommune

I et samarbejde mellem attraktionerne, Esbjerg Kommune og Destination Vadehavskysten har man udviklet en langsigtet markedsførings- og udviklingsplan, der kan afhjælpe den usikre situation og sikre attraktionerne flere gæster både i sommeren 2021 og på længere sigt.

”Vi må alle stå sammen for at hjælpe vores attraktioner i den her tid, for vi har alle sammen brug for, at de også er her på den anden side af Corona. Derfor har vi valgt, at Esbjerg Kommune støtter op med 1 million kroner til at markedsføre alle vores spændende museer og kulturinstitutioner, så vi kan hjælpe med at få gæsterne tilbage, siger Jesper Frost Rasmussen, borgmester i Esbjerg Kommune.

COVID19 har skabt en ændret adfærd hos de besøgende og markedsførings- og udviklingsplanen skal være med til at sikre attraktionernes fremtid og samtidig styrke Vadehavskysten som destination.

“Vi er meget pressede økonomisk pga. de manglende gæster og er usikre på, hvordan sommeren bliver. Derudover har COVID19 medført en ændring i gæsternes adfærd og attraktionerne er ikke top of mind i en hverdag, hvor det at tage på café eller ud og shoppe er blevet en større oplevelse i sig selv. Vi er derfor mindst lige så bekymrede for fremtiden”, udtaler museumsdirektør Flemming Just, Sydvestjyske Museer.

Det er derfor med stor glæde, at Esbjerg Kommune har bidraget med 1 million kr. til initiativet, der skal være med til at sikre attraktionernes overlevelse på længere sigt.

“Det er meget stærkt at attraktionerne står sammen og ønsker at komme igennem denne svære situation i fællesskab. Vi er meget afhængige af, at vi har nogle særlige oplevelser til vores gæster, så de har lyst til at besøge vores destination. Vi støtter derfor op med alt det vi kan, i en situation som denne”, siger destinationschef Hans Peter Folmann.

Destination Vadehavskysten skal eksekvere markedsførings- og udviklingsplanen, der ligger i tråd med destinationens arbejdsopgaver.

Esbjerg Kommune: Ny aftale garanterer bolig ved studiestart i Esbjerg

Ny studieboliggaranti i Esbjerg sikrer, at alle studerende har tag over hovedet, når de begynder på en uddannelse. Aftalen er netop kommet i stand mellem de almene boligorganisationer Ungdomsbo, Arbejdernes Boligforening, B32 (Andels Bolig- og Byggeforeningen af 1932), Boligforeningen Fremad og Esbjerg almennyttige Boligselskab, Business Esbjerg og Esbjerg Kommune ligesom A Place To Esbjerg også understøtter aftalen.

Kommende studerende i Esbjerg kan stryge en stor bekymring fra listen over ting, der kan give sommerfugle i maven op til studiestart. Som noget nyt garanterer Esbjerg Kommune, at alle studerende har en studiebolig inden første dag på studiet.

”Garantien skal stå som en velkomsthilsen til alle studerende. Her i Esbjerg er vi så glade for alle de studerende, som vælger os til, at vi gerne vil bekræfte dem i, at de har valgt rigtigt. Med garantien viser vi, at vi i den grad sætter pris på vores studerende, og at vi ønsker dem en god start på livet som studerende i byen”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Esbjerg Kommune har allieret sig med Ungdomsbo, Arbejdernes Boligforening, Arbejdernes Boligforening, B32 (Andels Bolig- og Byggeforeningen af 1932), Boligforeningen Fremad, Esbjerg almennyttige Boligselskab og Business Esbjerg for at gøre den nye studieboliggaranti til virkelighed. Herudover understøtter private udlejere, fx A Place To aftalen.

”De fem boligorganisationer gik ind i arbejdet med at få aftalerne plads med en stor velvilje, hvilket har gjort samarbejdet enormt konstruktiv. Deres opbakning har været altafgørende, og de skal have stor ros for at kunne se vigtigheden af at styrke Esbjergs identitet som studieby med dette greb”, siger Jesper Frost Rasmussen.

I fællesskab råder boligorganisationerne over 1.300 studieboliger i Esbjerg, men hvis en studerende ikke har haft held med boligjagten op til studiestart, kan den studerende kontakte Esbjerg Kommune, som sørger for en bolig. Det giver en studiestart, hvor den studerende kan hellige sig studiet og aktiviteterne fra en fast base, mens der stadig skal søges efter en studiebolig.

”Lige omkring studiestart kan der være en flaskeprop, hvor nye studerende søger boligerne og dimittenderne først lige er på vej til at flytte ud. Det giver et øget pres på studieboligerne i en kortere periode, og med garantien hjælper vi nu de boligsøgende med en midlertidig løsning”, slutter Jesper Frost Rasmussen.