Home Tags Kunst

Tag: Kunst

Åbent værksted for børnefamilier


Den sidste søndag i måneden kan I tage familien med på Esbjerg Kunstmuseum til SNIK SAKS SØNDAG fra kl. 11 – 13.


Et åbent værksted, hvor I kan lave lystfyldte og kreative eksperimenter sammen, møde kunsten, snakke og undre jer.
Det kræver ingen tilmelding, og I kan dukke op løbende. Vores kunstformidler står klar til at hjælpe jer igang eller videre med en god idé.
Indløs blot billet til museet og husk, at børn altid har fri entré.
SNIK SAKS SØNDAG
finder sted d. 29/1, 26/2, 26/3, 30/4, 28/5 og 25/6
HAVNEGADE 20, 6700 ESBJERG, www.eskum.dk

Museumsinspektør fra Esbjerg Kunstmuseum udpeget til Nordisk Kulturfond

Museumsinspektør, mag.art. Christiane Finsen er udpeget som Danmarks billedkunstsagkyndige i Nordisk Kulturfond for perioden 2023-2025.

Nordisk Kulturfond har siden 1966 arbejdet med at fremme det kulturelle samarbejde mellem alle de Nordiske lande og uddeler årligt ca. 30 millioner kroner. Fonden er et selvstændigt organ med tilknytning til Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd. En erklæret mission er at stimulere udviklingen af kunst- og kulturlivet i Norden i en global kontekst gennem formidling af viden, opbygning af netværk og økonomisk projektstøtte til kunstnere og kulturaktører.

Som Danmarks kunstsagkyndige skal Christiane Finsen primært vurdere ansøgninger og indstille projekter til fondens direktion. Dertil kommer bidrag til den strategiske udvikling af fonden og dens støtteprogrammer. Christianes fokus bliver inden for områder med relation til billedkunst, herunder også tværæstetiske satsninger og kulturpolitiske spørgsmål.

Christiane siger selv: ”Jeg glæder mig virkelig meget til at komme i gang med arbejdet. Det er en spændende udfordring, der venter. Jeg vil helt sikkert kunne bruge de forskellige erfaringer, jeg har – ikke alene fra arbejdet med kunstneriske projekter i mit daglige arbejde på Esbjerg Kunstmuseum, men også fra min tid som medlem af Projektstøtteudvalget for billedkunst i Statens Kunstfond. Samtidig vil mit engagement i Nordisk Kulturfond med garanti give mange nye og lærerige indsigter.” 

Gruppen af sagkyndige består af 22personer med tilknytning til Danmark, Sverige, Norge, Finland, Island, Færøerne, Grønland og Åland. Sagkyndigsystemet bygger på treårige kontrakter og en rotationsordning, hvor kunstområderne skifter fra land til land. Alle lande har således ikke permanent en sagkyndig repræsentant inden for alle kunstfaglige felter. De sagkyndige indstilles af de nationale kulturmyndigheder – i Danmark Slots- og Kulturstyrelsen.

Læs mere om Nordisk Kulturfond, dens organisering og satsningsområder her: https://www.nordiskkulturfond.org/

Foto: Privat

 

Kvinderne fylder for lidt i Esbjergs historie!

Det vil nyt samarbejde mellem tre af byens store kulturinstitutioner nu ændre på.

Musikhuset Esbjerg, Esbjerg Kunstmuseum og Esbjerg Museum bruger Kulturens Døgn til sammen med kunstmaler Agnete Brinch at sætte spot på Esbjergs ”glemte” kvinder. Det sker med fællesudstillingen: Esbjerg Kvinder der forandrer verden.
Fortællingen om Esbjergs opståen og udvikling er en maskulin fortælling, hvor de mandsdominerede erhverv, der har været afgørende for byens økonomiske udvikling fremhæves og dyrkes. Entreprenante erhvervsfolk, fiskere og oliepionerer er nogle af dem, der oftest fremhæves i fremstillinger af Esbjergs historie – og med god grund, for deres betydning for byens økonomiske udvikling er åbenlys.
Der er til gængæld længere imellem mødet med kvinderne i byen. Selvsagt fordi de ikke befandt sig i de roller, der traditionelt berettiger til en plads i historiebøgerne. Men kvinder var der også i erhvervslivet, og samtidig gjorde de sig i højere grad gældende i andre, men for samfundet lige så vitale roller.
Kan det ikke være lige meget, vil nogle måske spørge. Svaret er nej, hvis man spørger de tre kulturinstitutioner og kunstneren bag udstillingen.
”Vi er nødt til at sætte piger og kvinder på dagsordenen, for ellers opnår vi aldrig det, vi gerne vil – nemlig at få en mere ligelig repræsentation i samfundet” fortæller Agnete Brinch, der er særligt inspireret af FN’s verdensmål om lighed imellem kønnene. Derfor gik hun i 2015 i gang med projektet KVINDER DER FORANDRER VERDEN, hvis mål det er at bidrage til at give kvinderne en plads i historien. Det har resulteret i anmelderroste udstillinger på bl.a. Frederiksborg Slot og Gammel Strand samt på Karen Blixen Museet. Og nu er turen kommet til Esbjerg, hvor gæsterne hos de tre kulturinstitutioner vil kunne møde lokale kvinder, som har sat deres præg på udviklingen – både de mere markante af slagsen, men så sandelig også dem, der har levet en anonym, men for samfundet central tilværelse.
Også hos de tre involverede kulturinstitutioner er der begejstring for at være med i projektet.
”Historien om kvindeliv i Esbjerg igennem tiden er fyldt med gode og overraskende vinkler og perspektiver”, fortæller projektleder på Esbjerg Museum, Mette Slyngborg og fortsætter:
”Mange ved fx ikke, at det var kvinden Vera Mou, der kom til at lægge grundstenen til en af Esbjergs ikoniske virksomheder – nemlig Mou supper. Det skete, da hun opdagede, at kunderne var vilde med de hjemmelavede kødboller, der oprindeligt blev solgt fra hendes og ægtemandens lille slagterforretning. På den måde er hun et godt eksempel på, at fx entreprenørskab heller ikke historisk var forbeholdt mænd, men at det nok nærmere var rammerne og mulighederne, der manglede.”
De historiske portrætter suppleres med portrætter af nulevende kvinder. Her finder man et bredt udvalg af kvinder, som er udvalgt i kraft af deres betydning inden for erhvervslivet, kulturlivet eller sportens verden. Kvinder som Gertrud Exner, Daimi, Karin Schwarz, Susanne Hessellund og Yildiz Akdoga er eksempler på nulevende kvinder, der har markeret sig og som er rollemodeller for andre.
Udstillingen er delt op, så man på Musikhuset Esbjerg og Esbjerg Kunstmuseum vil kunne møde kvinder fra kunstens og scenekunstens verden, mens man på Esbjerg Museum, hvor hovedudstillingen befinder sig, vil kunne møde et bredt udvalg af betydningsfulde Esbjerg-kvinder fra byens opståen til i dag.


Fakta
• Udstillingen åbner officielt i Kulturens Døgn den 14. oktober med et arrangement på Esbjerg Museum, hvor alle er velkomne kl. 16.30.
• Med mindre der ”kommer et valg i vejen” vil esbjergenser og tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen holde åbningstalen. Hans farmor, Maren Kirstine Rasmussen, er blandt de portrætterede (se listen nedenfor).
Inden den officielle åbning er pressen og de portrætterede inviteret til VIP-arrangement på Esbjerg Kunstmuseum og i Musikhuset fra kl. 15, hvorfra man bevæger sig videre til Esbjerg Museum for at se portrætterne dér fra kl. 16.
• Udstillingen følges af et katalog, som kan købes på både Esbjerg Museum og Esbjerg Kunstmuseum
• Indtil 1.1.2023 vises 25 portrætter på Esbjerg Museum, 5 portrætter på Esbjerg Kunstmuseum og 5
portrætter i Musikhuset Esbjerg. Herefter kan alle værkerne ses på Esbjerg Kunstmuseum og
Esbjerg Museum ind til den 26. februar 2023 (uge 8 inkl.)
• Projektet er støttet af Claus Sørensens Fond, Esbjerg Kommune, Axel Muusfeldts Fond, Hounisen
Group og Kirk Larsen & Ascanius
• Med kunstprojektet KVINDER DER FORANDRER VERDEN, som begyndte i 2015, har Agnete Brinch
opnået både national og international anerkendelse.
Projektets kvindeportrætter fungerer som kunstnerens kommentar til historiske og nulevende kvinder, som alle i høj grad har bidraget gennem deres ønske om at gøre verden til et bedre sted. Projektet understøtter FN’s femte af de sytten verdensmål: om kvinders og pigers universelle rettigheder og muligheder. Ved at støtte kvinder og piger vil Agnete Brinch støtte alle mennesker og støtte alle sytten mål.
Portrætterede nulevende og historiske personer
• Daimi Gentle (f. 1944). Dansk sangerinde og skuespiller.
• Gertrud Exner (f. 1972) Skuespiller, indehaver af teaterBLIK med base i Sønderho, Fanø
• Gertrud Kirk Simonsen, bankrådgiver
• Hanne Meyer (f. 1936) – Ildsjæl, formand for Teater- og Musikhusvennerne, fhv. rektor for
pædagogseminariet
• Oda Peters (1894-1971), billedkunstner
• Emilie Mundt (1842-1922), billedkunstner
• Marie Luplav (1848-1925), billedkunstner
• Eva Merz (f. 1966) billedkunster og fotograf
• Karin Schwarz, (f. 1967), Taekwondokæmper, politiker mv.
• Katrine Gislinge, Født 1969 i Esbjerg. Uddannet pianist
• Karen Johanne Nielsen (1879 – 1953), oversygeplejerske.
• Line Luplau, Nicoline Christine Luplau (1823-1891). Kvindesagsforkæmper
• Lone Gislinge (f. 1958). Uddannet AM’er, musikleder og hørelærepædagog
• Maren Kirstine Rasmussen (1876-1941), Arbejderkone, rengøringskone, vaskekone, avisbud (Poul
Nyrup Rasmussens farmor)
• Nicoline Kristine Larsen, (1868 – 1960), Teglværksarbejder
• Rav Sine, Hansine Jessen (1885-1965) Ravsliberske
• Sonja Richter, (f. 1974) Skuespiller
• Stephanie Lose, (f. 1982) Formand for Region Syddanmark
• Susanne Hessellund, (f. 1968) – Helikopterpilot, ejer af Bel Air Aviation.
• Vera Mou (1918-2017) Mou Supper
• Yildiz Akdoga, (f. 1973) – Politiker, forkvinde for Kvinderådet, cand.scient.pol.

Foto: Presse

Flygtninge får gratis adgang til Sydvestjyske Museer

Sydvestjyske Museer og Dansk Flygtningehjælps frivilliggruppe i Ribe har indgået en aftale, som foreløbigt gælder hele 2022.

Foto: Sydvestjyske Museer

Det var en ukrainsk flygtning, som gav Sydvestjyske Museer ideen. Hun henvendte sig nemlig for at par uger siden og spurgte om det var muligt at komme gratis ind på Museet Ribes Vikinger. 
Leder af Publikum & Marketing hos Sydvestjyske Museer Svanborg Kristinsdóttir fortæller ”Det var ikke svært at lade hende komme gratis ind med den flok børn, hun havde samlet, men så kom vi til at tænke over, at det da lige så godt kunne gælde på alle udstillingsstederne. Museerne er et godt sted at blive introduceret til den danske historie og så kan en opdagelsestur på et af vores museer sikkert også fungere som et hyggeligt afbræk i hverdagen”.

Der var ikke langt fra ide til handling og heldigvis var Dansk Flygtningehjælps frivilliggruppe i Ribe klar til stå for det praktiske.

”Det ville vi meget gerne hjælpe med. Jeg tror, et eller flere museumsbesøg vil kunne give mange fine oplevelser og fungere som en god indgang til at forstå, hvem vi er i Danmark”, fortæller gruppens kontaktperson Benedikte Holm.

Benedikte Holm og gruppens øvrige frivillige har påtaget sig at dele særlige fribilletter ud til de flygtninge i Ribe og Hviding-området, som måtte have lyst til at besøge et af Sydvestjyske Museers syv udstillingssteder.

Sammen med sine medarbejdere er Svanborg Kristinsdóttir i gang med at finde samarbejdspartnerere i Esbjerg, så tilbuddet kan endnu bredere ud.

Ordningen træder i kraft med det samme, gælder for alle flygtninge i Esbjerg kommune og løber året ud.Benedikte Holm (tv) fra Dansk Flygtningehjælps frivilliggruppe i Ribe hentede de første fribilletter på Museet Ribes Vikinger, hvor leder af Publikum & Marketing Svanborg Kristinsdóttir tog imod i børneudstillingen Dagmar & Valdemar. DOWNLOAD BILLEDEFAKTA

Ordningen omfatter:
Det Gamle Rådhus i Ribe
HEX! Museum of Witch Hunt
Jacob A. Riis Museum
Museet Ribes Vikinger
Esbjerg Museum
Esbjerg Vandtårn
Bramming Egnsmuseum

Om Dansk Flygtningehjælps Frivilliggruppe i Ribe
Dansk Flygtningehjælps Frivilliggruppe i Ribe arbejder med integration af flygtninge og indvandrere, der bor i lokalområdet. De står for en åben cafe og rådgivning hver mandag aften kl. 19-21 på Tangevej 6D. I de seneste måneder har der også her været samlingssted for privatboende ukrainske flygtninge og deres værter hver onsdag aften fra kl. 19, hvor de nytilkomne har kunnet få oplysning om danske forhold. Endvidere tilbyder gruppen bl.a. lektiehjælp til børn og samtaletræning til voksne.

UDSTILLING: Anne Marie Carl-Nielsen

Udstillingen er den største præsentation af den danske billedhugger i 75 år.

På udstillingen inviteres du ind i kunstnerens værksted og kan stifte bekendtskab med den kompromisløse kvinde, der både var efterspurgt og anerkendt i sin samtid, men siden er blevet skrevet ud af historien.
På fotoet ses AMCN og hendes assistent, billedhugger Hans Peder Pedersen-Dan, med originalmodellen til monumentet over Dronning Dagmar, 1913. © Carl Nielsen Museet. Ukendt fotograf

Anne Marie Carl-Nielsen var den første kvindelige billedhugger i verden, der opførte en rytterstatue af en konge og bronzeporte til en domkirke; to af fagets mest prestigefyldte opgaver. Selvom mange har stiftet bekendtskab med rytterstatuen af Christian IX på Christiansborg Ridebane eller gået ind ad bronzeportene i Ribe Domkirke, er det de færreste, der kender Anne Marie Carl-Nielsen i dag. I sin samtid var hun dog en eftertragtet og succesfuld kunstner, der blev præmieret på store udstillinger i ind- og udland.
I en alder af 25 år udstillede hun på Den Nordiske Industri-, Landbrugs og Kunstudstilling i København, hvor den franske billedhugger Auguste Rodin bemærkede hendes små statuetter af kalve. Han mente, at de var så naturtro, at ”de duftede af stald”. Året efter repræsenterede hun Danmark på Verdensudstillingen i Paris og vandt en bronzemedalje. Senere modtog hun Thorvaldsen Medaillen, Kunstakademiets fineste hædersbevis, regentens fortjenstmedalje for ånd og kunst, og i næsten 30 år var Kunstakademiets æresbolig hendes hjem.
Fra smør og ler til gips og bronze
Allerede som 12-årig begyndte hun at modellere små figurer og dyr i smør og ler. Anne Marie Carl-Nielsen voksede op på landet og skildrede familiens husdyr i de materialer, hun havde for hånden. Trods hendes indlysende kunstneriske talent mente faderen, at hun skulle lære husholdning. Men takket være en stædig vilje blev hun elev hos den anerkendte billedhugger August Saabye (1823 – 1916).

Anne Marie Carl-Nielsen udførte sine skitser i voks og ler og støbte i gips og bronze. Hun var først og fremmest skulptør og havde sin viden i sine hænder. Hun lod sig fotografere med sine værker i alle stadier og tog dermed selv magten over sit værk og fortællingen om det.
Carl Nielsen og AMCN fotograferet på Akropolismuseet i Athen foran AMCNs kopi af Typhonen. (1903) © Carl Nielsen Museet. Fotograf Dr. Schrøder, Altes Museum, Berlin.
Kunstens ligestilling – ligestillingens kunst
Anne Marie Carl-Nielsen var en moderne kvinde. Hun var gift med komponisten Carl Nielsen, der både var hendes partner og modstander. Livet igennem forsøgte hun at balancere kunst og kærlighed. Hun var ikke bare progressiv på egne vegne, men kæmpede også for sit køns ret til uddannelse. Sammen med datidens store kvindelige kunstnere som bl.a. Anna Ancher stiftede hun Kvindelige Kunstneres Samfund og arbejdede aktivt for kvinders adgang til Kunstakademiet og deres ret til at udstille i en tid domineret af mandlige kunstnere.
På trods af Anne Marie Carl-Nielsens rolle som en af vores vigtigste og mest succesfulde billedhuggere og som et kunstnerisk forbillede i sin egen tid, fik hun aldrig efterfølgende den anerkendelse og berettigelse i kunsthistorien, hun fortjener.
Bag om Anne Marie Carl-Nielsen
Anne Marie Carl-Nielsen levede fra 1863 til 1945. Hun blev født og voksede op i Kolding, men flyttede tidligt til København og opholdt sig i udlandet i lange perioder. Hun fik tre børn sammen med Carl Nielsen. Foruden rytterstatuen af Christian IX og Ribe Domkirkes bronzeporte er hendes mest kendte værker blandt andre Havfruen ved Det Kongelige Bibliotek og monumentet over sin mand, Musikkens Genius, med den unge fløjtespiller, der står på Grønningen begge i København. I Ribe er hun selvfølgelig mest kendt for sin statue af Dronning Dagmar på Slotsbanken. Udover sit engagement i Kvindelige Kunstneres Samfund var hun også medstifter af kunstnersammenslutningen Den frie Udstilling.
Særudstillingen er finansieret af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat. Udstillingskonceptet er skabt af Ny Carlsberg Glyptotek og blev der vist i perioden 7.10.21-27.2.22. Efter visningen i Ribe rejser udstillingen videre til Fuglsang Kunstmuseum. I forbindelse med udstillingen er der udgivet en større publikation.
For yderligere information, kontakt da museumsinspektør Josephine Nielsen-Bergqvist på jnb@ribekunstmuseum.dk/23665218

Børns kreativitet blomstrer på Ribe Kunstmuseum

Børn fra børnehaverne Paraplyen (Roager) og Børnebo (Egebæk) har skabt 31 malerier, som kan opleves på Ribe Kunstmuseum til og med uge 7.

I de to udstillingsrum i kælderen på Ribe Kunstmuseum hænger der for tiden en anden slags kunst, end der plejer. Det er nemlig malerier lavet af 31børnehavebørn fra børnehave Paraplyen i Roager og børnehaven Børnebo i Egebæk. Med titler som ”Den lyserøde pige”, ”En glad familie” og ”Skoven” har børnene skabt deres egne kunstværker, som nu hænger og glimter på kunstmuseets vægge.

Glimmer, pailletter og maling i klare farver er blevet puttet på malerier, som er blevet fundet i genbrugsbutikker. Inspirereret af værker i Ribe Kunstmuseum og Esbjerg Kunstmuseums samlinger – og under overskriften ”Kunst er en tænkemaskine” – har de to børnehaver haft fokus på, hvordan kunsten kan bruges som en indgang til at undre os over verden.  Børnene har eksperimenteret med forskellige materialer og arbejdet med at lave malerierne om efter egne idéer. 

 

Udstillingen vises til og med vinterferien i uge 7, og i lokalerne ligger der tegnemateriale fremme på borde, så gæster har mulighed for selv at blive inspireret og være kreative.

 

Direktør for Ribe Kunstmuseum, Anne-Mette Villumsen, udtaler: ”Det er dejligt se børns umiddelbare tilgang til kunsten og hvordan de har skabt billeder af ting, der betyder noget for dem. Jeg er glad for, at vi kan vise børnenes malerier på museet og dermed forhåbentlig åbne flere børns – og voksnes – øjne for glæden ved at arbejde kreativt.”

Pædagogisk leder for Børnehus Syd, Lene Bromerholm, uddyber:

”Vi er stolte af, at børnenes værker udstilles på Ribe Kunstmuseum. Kunstværkerne viser leg og kreativitet og børnene har eksperimenteret, været nysgerrige og undersøgende i vores nye atelier i begge huse. Børnene har været fordybet i lang tid og fået erfaringer med forskellige udtryksformer. Det har været betydningsfuldt, givende, lærende og inspirerende for både børn og voksne.”

 

Hun tilføjer: ”Jeg er som pædagogisk leder stolt over mine dygtige pædagoger, som har haft et fantastisk forløb sammen med børnene. Jeg har oplevet deres begejstring for det pædagogiske arbejde og mærket deres glæde sammen med børnene. Og så er jeg overbevist om, at børnene tager deres forældre, søskende og bedsteforældre med ind på kunstmuseet og med stolthed viser deres kunst frem.”

Udstillingen kan ses til og med d. 20.februar.

 

Foto: www.ribekunstmuseum.dk

Nogle af landets fremmeste forskere mødes igen på Esbjerg Kunstmuseum

Med behørig afstand og coronapas samles Esbjerg Kunstmuseums eksterne forskerteam onsdag den 5. januar for at analysere og perspektivere udstillingsprojektet Wunderkammer 3 – DNArt.
Panelet består af forskere, der på forskellige måder beskæftiger sig med museologi og udstillingsanalyse, og det tæller Bjarne Sode Funch, dr.phil., lektor i kunstpsykologi på RUC,
i november.


Med til det interne forskerseminar er til gengæld også lektor Martin Sikora fra Globe Institute, Lundbeck Foundation
GeoGenetics Centre på Københavns Universitet, som sammen med professor Eske Willerslev har været medkurator på Wunderkammer 3 – DNArt.
”På Esbjerg Kunstmuseum bestræber vi os hele tiden på at lære af vores erfaringer og udvikle nye strategier på baggrund af vores store integrerede udstillings-, forsknings- og formidlingsprojekter. Vi eksperimenterer med at finde nye veje inden for formidlingen af den nyeste kunst og har iværksat forskning i, hvad publikum oplever på et kunstmuseum. I forbindelse med vores omfattende, prisbelønnede Wunderkammer-projekt har vi derfor interviewet en hel række gæster om deres oplevelser på museet, og nu er turen så kommet til nogle af landets fremmeste forskere, som har sagt ja til at respondere på vores udstillingskoncept,” siger museumsdirektør Inge Merete Kjeldgaard.
Hun fortsætter: ”At vi på den måde kan supplere vores egen faglige kapacitet er afgørende for os. Samtidig er vi ekstremt stolte over, at disse absolut topforskere nu på nittende år finder det interessant at følge vores arbejde og bakke op om museets eksperimenterende profil.”
professor, tidligere rektor for bl.a. Universität der Künste i Berlin og Det Kongelige Danske Kunstakademi
Mikkel Bogh, ph.d., direktør for Statens Museum for
Kunst, Rune Gade, ph.d., lektor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet, Kirsten Langkilde,
samt Anders Troelsen, professor ved Arkitektskolen Aarhus. Ulykkeligvis må vi undvære professor i semiotik, dr.phil.
Per Aage Brandt, der gik bort
På Esbjerg Kunstmuseum arbejder man ud fra ideen om, at det er i selve mødet med værkerne, at betydninger og æstetiske oplevelser opstår. Gennem mange år har museet haft fokus på at gøre kunsten lettere tilgængelig for alle gennem nye formidlings- og udstillingsformater. Og derfor eksperimenteres der konstant med at skabe de bedste betingelser for, at værkerne kan åbne sig for gæsterne, og at gæsterne kan åbne sig for værkerne.
Museet har høstet stor anerkendelse for sit unikke arbejde, bl.a. den prestigefyldte udstillingspris VISION, som uddeles af Bikubenfonden. Museet modtog prisen for projektet Wunderkammer, der over tre udstillinger har bragt kunsten i nær forbindelse med vidensområder, som vi alle har direkte erfaring med fra vores daglige liv. Med afsæt i bl.a. fysik og biologi er udstillingssalene således blevet omdannet til nye oplevelsesrige forundringskamre, hvor kunsten har været med til at pirre en grundlæggende nysgerrighed over for verdens fænomener og de måske uventede sammenhænge, der kan etableres mellem dem.
Læs mere om projekt Wunderkammer her: https://www.eskum.dk/wunderkammer-2018/
På eskum.dk findes der desuden yderligere oplysninger om museets udstillingsprofil og forskningsarbejde.
I forlængelse af de tre wunderkammer-udstillinger samles museets undersøgelser og erfaringer med forskernes analyser i en engelsksproget forskningspublikation med lektor i kunstvidenskab på Københavns Universitet, Rune Gade, og forskningspsykolog Bjarne Sode Funch som hovedbidragydere. Bogen forventes at udkomme i 2023.

Foto: Esbjerg Kunstmuseum

Invitation til åbning af Esbjerg Museums pop-up-udstilling

0

“Inderst Inde”
Vi er gået på opdagelse i både byens butikker og samlingerne og har fundet nogle af de klædningsstykker frem, som folk igennem tiden har båret inderst inde.

Foto: Esbjerg Museum


Få fortællingerne om undertøjets skiftende betydninger og se eksempler på, hvordan moden har skiftet både for kvinder og mænd, når vi viser både det praktiske og det eksklusive inden for undertøj og fortæller de gode historier, der gemmer sig bag.

Åbningen af udstillingen sker
lørdag den 16. oktober kl. 10.30, hvor museet byder på kaffe og kage.

Der er gratis adgang til hele museet hele dagen, lørdag den 16. oktober.

Museumsinspektør fra Esbjerg skal hjælpe unges kunstneriske drømme på vej

0

Foto: Presse

Sammen med to medlemmer fra Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg for hhv. scenekunst og musik skal hun uddele stipendier til særligt kreative og talentfulde unge over hele landet.
Statens Kunstfond og kulturministeren står bag initiativet, der skal nære talent og kreativitet og styrke kunstens fødekæder. Modige kunstneriske talenter mellem 13 og 17 år, som har lyst til at udforske kunstneriske processer, udvikle egne kunstneriske evner og inspirere jævnaldrende gennem kunsten, kan ansøge om et stipendium. Foreløbig skal der uddeles 100 stipendier à 10.000 kr. – i alt 1 million til kunstneriske unge med store drømme.
Christiane Finsen siger selv: ”Det er en både vigtig og meget lystfyldt opgave, jeg med Drømmestipendier er blevet betroet – for hvem vil ikke gerne være med til at gøre unges drømme til virkelighed og samtidig hjælpe de kunstnere, der i fremtiden skal inspirere os alle sammen, afgørende på vej?!”
Hun fortsætter: ”Esbjerg Kunstmuseum har gennem mange år været foregangsmuseum inden for formidling til og med børn og unge. Samtidig har vi vedholdende udforsket tværæstetiske krydsfelter i samarbejde med eksterne kapaciteter fra helt andre fag og kunstarter end billedkunsten. Denne ballast vil jeg uden tvivl kunne bruge aktivt i arbejdet med drømmestipendierne.”
Fakta: Med Drømmestipendier får de unge kunstneriske talenter mulighed for at søge om støtte til f.eks. at realisere et specifikt projekt, en udgivelse, en koncert, tage på en studietur eller deltage i et særligt mentorforløb eller en masterclass. Drømmestipendierne henvender sig således til unge, der allerede har opbygget evner og færdigheder inden for en eller flere kunstarter. Den unge skal ansøge sammen med en samarbejdspartner, der f.eks. kan være den lokale kulturskole, musikskole, dramaskole, billedskole, filmskole, animationsskole, forfatterskole, ungdomsskole eller andre lignende institutioner og foreninger – eller i samarbejde med private undervisere inden for de kunstneriske fag.
Ansøgningsfrist: 27. oktober.
Læs mere om Drømmestipendierne her:
Presse: https://www.kunst.dk/nyt-stipendium-til-unge-giver-frit-loeb-for-droemmene
Pulje: https://www.kunst.dk/for-ansoegere/soeg-tilskud/droemmestipendier-stipendier-til-talentudvikling
Baggrund: Museumsinspektør Christiane Finsen fra Esbjerg Kunstmuseum indtrådte i Statens Kunstfonds Projektstøt- teudvalg for Billedkunst den 1. april i år. Hun afløste direktør ved Skagens Museer, Lisette Vind Ebbesen, der trådte ud af udvalget for at indtræde i Ny Carlsbergfondets bestyrelse.
Med udpegningen af Christiane Finsen er det anden gang, Esbjerg Kunstmuseum er repræsenteret i dette udvalgs- arbejde. Museets direktør Inge Merete Kjeldgaard sad således i et tilsvarende udvalg fra 2011 til og med 2013.
Læs mere om Projektstøtteudvalget for Billedkunst her:
https://www.kunst.dk/om-os/moed-udvalgene/projekt-udvalg-billedkunst

Festugen på Esbjerg Kunstmuseum

Torsdag d. 19. august kl. 16 – 20 inviterer Esbjerg kunstmuseum indenfor til gratis fyraftensrundvisninger i særudstillingen Wunderkammer 3 – DNArt.

Foto: Esbjerg Kunstmuseum

Udstillingsintroduktionerne varer cirka 45 minutter og byder både på forunderlige fakta, oplæg til samtale, mulighed for at stille spørgsmål og tid til selv at gå på opdagelse.
Udstillingen er blevet til i samarbejde med DNA-forskerne Martin Sikora og Eske Willerslev. Her træder man ind i en anderledes verden – et forunderligt rum mellem udstilling og laboratorium, kunst og videnskab, fortid og fremtid, virkelighed og fantasi.
Oplev blandt andet en skulptur, der er en krydsning mellem en blæksprutte og celler fra en menneskelever, og portrætter, som er skabt på baggrund af DNA fra tyggegummi og cigaretskod, fundet på gaden.

Der starter en rundvisning kl. 16, kl. 17, kl. 18 og kl. 19.

Tilmelding er nødvendig på boe@eskum.dk.

Skriv hvilket starttidspunkt, du ønsker samt hvor mange, du tilmelder.

Max 15 personer pr. introduktion. Museet byder desuden på en forfriskning.


Tirsdag d. 17. august kl. 9.00 – 16.00 rykker vi ud med et værksted til Børnedagen på Torvet. Her går vi helt i grønt og opfordrer alle børn til at sætte deres aftryk, lade sig inspirere, eksperimentere og slippe kreativiteten løs. Vi medbringer bl.a. pastamaskiner, tørresnor og masser af gul og blå maling.
Onsdag d. 18. august kl. 10 – 16 er der traditionen tro fri entré til museet.


Oplev særudstillingen Wunderkammer 3 – DNArt eller (gen)besøg udstillingerne Mortensen med flere og KONTRAPUNKT, hvor vidt forskellige værker fra museets fine samling er sat i spil. Som altid er der også adgang til de åbne magasiner, duftinstallationen og det æstetiske laboratorium.