Home Tags Kultur

Tag: Kultur

Esbjerg Kommune: Magisk maskine skruer op for musikken på Esbjerg-skoler

1,2 mio. kr. skal i det næste halve år være med til at skabe musikmagi på tre Esbjerg-skoler. Eleverne får lov at prøve kræfter med mange musikalske aktiviteter, og målet er at gøre børnene nysgerrige og give dem mod på at udforske kulturens verden.

Den magiske musikmaskine. Sådan hedder det forsøg, som tre Esbjerg-skoler i den første halvdel af det kommende skoleår får fornøjelsen af at prøve kræfter med. Slots- og Kulturstyrelsen har netop bevilget knap 1,2 mio. kr. i støtte til projektet fra puljen ”Grib Engagementet”, hvis formål er at få flere børn og unge til at møde kunst og kultur.

Projektet og pengene er fælles for Esbjerg og Odense Kommuner, og i Esbjerg er det elever på Cosmosskolen, Urbanskolen og Signaturskolen, der får en tur i den magiske musikmaskine. Konkret deltager 5. og 6. klasse i musikundervisningen og 3. og 4. klasse i SFO-tiden. Skolerne er valgt, fordi de ligger i områder, hvor kulturaktiviteter sjældent er en del af børnenes hverdag. Målet er derfor at vække deres interesse for kultur og give dem nysgerrighed og mod på at udfolde sig kreativt.

Musikalsk rejsehold

Kulturskolen Esbjerg er musikmaskinens motor, og hver skole får besøg af et musikalsk rejsehold, der i tæt samarbejde med skolens egne lærere kommer med ny inspiration og giver et løft til musikundervisningen. Det kan skolerne bygge videre på og udbrede til endnu flere elever, så musikkens magi forhåbentlig lever videre, når projektet bliver afsluttet sidst på året.

Eleverne kan glæde sig til mange forskellige aktiviteter, og de skal fx komponere musik på digitale devices, skabe elektronisk musik og lydkunst, skrive sange og lave stomp. Til sidst samles de magiske musikmaskiner fra skolerne i Esbjerg og opfører deres værker for hinanden.

Fællesskab og gode oplevelser

Kulturskolen Esbjergs leder, Inger Moltesen Fogh, glæder sig til at skrue op for musikken på skolerne efter sommerferien.

”Alle kan lave musik, og jeg er sikker på, der opstår magi, når vi sender musikmaskinerne ud på skolerne. Projektet udvikler eleverne og inddrager dem i et fællesskab, hvor de skal skabe noget sammen, og det giver dem gode oplevelser i musikkens verden. Samtidig lægger vi stor vægt på at skabe blivende forandringer, og vi samler vores erfaringer på tværs af de to kommuner, så den nye viden forhåbentlig kan nå ud og blive til gavn for endnu flere skoler og børn,” siger Inger Moltesen Fogh.

Kultur for alle

Også områdechefen for Kultur & Skole, Ulla Visbech, glæder sig over udsigten til mere kultur på skolerne.

”Det er en fantastisk nyhed, at Slots- og Kulturstyrelsen bakker op om projektet, og det bliver et spændende halvt år, hvor vi sætter kræfter ind på tværs fra skolerne, kulturskolen, læreruddannelsen og musikkonservatoriet for at løfte musikken. Projektet taler lige ind i vores kulturpolitik, som netop lægger vægt på, at kulturen skal være for alle og flytte sig ud blandt folk for at skabe energi og fællesskab,” siger Ulla Visbech.

Esbjerg Kommune: 42 kulturtilbud skaber sommerliv rundt i kommunen

Fra årets Sommerlivspulje er der uddelt 260.000 kr. til 42 spændende og gratis arrangementer i kulturens verden. Tilbuddene fordeler sig rundt i kommunen, og der er noget for enhver alder og interesse.

Foto: Christina Simonia Straarup

Selv om coronavirus har sat en stopper for den populære Sommerunderholdning, kommer der alligevel masser af sommerstemning i Esbjerg Kommune. Fra slutningen af juni til slutningen af august støtter årets Sommerlivspulje nemlig hele 42 arrangementer i Esbjerg, Ribe, Bramming og Gørding, så kommunens borgere og gæster kan glæde sig til at mødes til gratis kulturoplevelser i sommerlandet.

Fra opera til dragebyggeri

Alle undtagen private virksomheder har kunnet søge om støtte fra Sommerlivspuljen, og heldigvis har mange kulturelle ildsjæle grebet chancen. Faktisk er der kommet ansøgninger ind for knap en halv million kroner, og der er uddelt ca. 260.000 kr.

De mange arrangementer spænder bredt, og der er noget for enhver alder og interesse. De forskellige tilbud dækker alt fra jazzkoncerter og opera til dragebyggeworkshop og børneteater.

Et skud glæde og fællesskab

Formanden for Kultur & Fritidsudvalget, May-Britt Andrea Andersen, glæder sig over den store interesse for Sommerlivspuljen.

”Ideen med puljen er at bakke op om det lokale kulturliv og skabe god stemning i en sommertid, hvor vi i år har ekstra meget brug for gode oplevelser at samles om. Jeg er imponeret over den kreativitet og gejst, som arrangørerne med kort varsel har budt ind med. Derfor er det lykkedes at stable et spændende og alsidigt program på benene, og forhåbentlig kan de mange aktiviteter være med til at give os alle et ekstra skud glæde og fællesskab hen over sommeren”, siger May-Britt Andrea Andersen.

Deltag i en kulturfestival for de 0 – 8 årige

I dagene d. 10. – 12. juni 2021 er det de mindstes tur til at opleve kunstens verden.
Det fejres med en gratis kulturfest for børn mellem 0 og 8 år og deres voksne. Teater, musik og kreative legepladser, en urpremiere og noget for alle sanser.


Lyt til musik og forunderlige historier, se dyrespor forvandle sig til landskaber og blomster, mærk ler og vand, som sætter spor og aftryk, tag en dans med dit barn – og en pause i café KULISSEN.
Initiativtager til festivalen er teaterBLIK, som i et unikt samarbejde med Musikhuset Esbjerg og Esbjerg Kunstmuseum gør festivalen mulig.
Med dette stærke samarbejde kan vi udfolde et imponerende program med store og nære fælles kulturoplevelser for børnefamilier! Forestillingerne kræver ikke, at man skal sidde stille og følge en fortælling tæt. I teaterBLIKs univers må man juble med, lade sig overraske og forundre, grine, mærke og sanse. Og både dem på 1 1⁄2, dem på 5, dem på 38 og dem på
98 år vil blive revet med.
Den 10. og 11. juni er forestillingerne forbeholdt inviterede institutioner samt premiere- gæster.


Lørdag d. 12. juni er forestillingerne åbne for alle.
Esbjerg Kunstmuseum har hele dagen en workshop for børn i Musikhusets foyer. Her bliver materialer, ideer og temaer fra forestillingerne bragt i spil. Alle med en billet til en forestilling kan deltage.
Duo Barani står for en behagelig og legende lydside i pauserne. Musikhusets café KULISSEN er åben kl. 11 – 17. Se fuldt program nedenfor.


Ønsker man plads til en eller flere af de gratis forestillinger lørdag, er det nødvendigt at booke billetter til både børn og voksne via Musikhusets hjemmeside

https://www.mhe.dk/program/oejeblik/https://www.mhe.dk/program/oejeblik/


Voksne vil blive bedt om at fremvise gyldigt coronapas i indgangen. Vi følger i øvrigt myndighedernes retningslinier.

Program
Torsdag d. 10. juni (for inviterede institutioner)
09.30: Aftryk
10.00: Vejen rundt
11.00: I virkeligheden
11.30 – 12.00 Musik til madpakkerne
Fredag d. 11. juni
10.00: Aftryk (for inviterede institutioner)
11.00: I virkeligheden! (for inviterede institutioner) 11.30 – 12.00 Musik til madpakkerne
16.00: Aftryk premiere! (for inviterede og interesserede) 17.00 – 18.00: Musik og snacks
Lørdag d. 12. juni
Åbent for alle, der booker billet via www.mhe.dk
10.15: Aftryk
11.00: Vejen rundt 11.15: I virkeligheden!
11.30 – 13.00 musik, frokost, lur og leg
13.00: I virkeligheden! 13.45: Aftryk
14.00: Vejen rundt
14.00 – 15.00: Musik og hygge
Pressen er meget velkommen til at deltage i forestillingerne og det øvrige program.


OM teaterBLIK
teaterBLIK, der har eksisteret siden 2007, er et lokalt forankret, prisbelønnet teater med base på Fanø. Med projektstøtte fra Statens Kunstfond skaber teatret ny scenekunst for børn og deres voksne. Her forenes dramatik, objektteater, dans og musik i et billedrigt, sanseligt, poetisk og musikalsk udtryk. Teatret turnerer både i Danmark og i udlandet, blandt andet Frankrig, Canada, Spanien, Tyskland, Japan, Kina, Irland og Israel. Gertrud Exner er kunstnerisk leder på teatret og medvirker i de fleste produktioner, når hun ikke instruerer. I 2015 vandt hun en Reumert for forestillingen TIVOLI skabt i samarbejde med musiker Claus Carlsen og Teater Nordkraft.


Foto: Esbjerg Kunstmuseum

Lydknust bliver coronaknust og fylder 15 år

Tre studerende fra byens musikkonservatorium inviterer til åbningsceremoni af ny online platform, der præsenterer 15 år elektronisk musik og lydkunst i Esbjerg.

Foto: Lydknust

Når Esbjergs elektroniske festival, Lydknust, i år løber af stablen, bliver det på anderledes facon. Lydknust rykker nemlig online, i form af en hjemmeside med en tilhørende åbningsceremoni. Dette kan opleves d. 16/04 2021 på hjemmesiden lydknust.dk, fra klokken 18:30

“På grund af COVID-19, har vi valgt at lave Lydknust på en anderledes måde i år. Det bliver online i stedet for en fysisk festival, og da Lydknust fejrer 15-års jubilæum i år, laver vi en særlig jubilæumshjemmeside. Her kan man opleve noget af alt den musik og lyd som er resultatet af vores uddannelse EMOL gennem 15 år i Esbjerg.”, Fortæller Oscar Friisgaard fra arrangørteamet. 

Selvom om Lydknust-festivalen i år afvikles online, vil festivalstemning dog stadig kunne opleves hjemme i folks egne stuer. Der er blevet optaget koncerter på forhånd som bliver broadcasted d. 16/04, dagen for hjemmesidens lancering. 

“Vi har fået lov at lave koncertoptagelser i Esbjerg Vandtårn, med nuværende og tidligere studerende. En af de gamle studerende er komponisten og musikeren Mija Milovic, som synger i Aktivistkoret. Herudover har vi også de nye førsteårsstuderende fra Elektronisk Musik og Lydkunst linjen, som spiller sammen”fortæller arrangørerne, der glæder sig til at invitere til en anderledes festival. 

Onlinefestivalen kan opleves via hjemmesiden Lydknust.dk som foruden koncerter byder på podcasts og videointerviews der fortæller om den elektroniske fortid og fremtid på SDMK og i Esbjerg. 

Fakta: 

Om Lydknust: 

Lydknust er en elektronisk musikfestival, som hvert år arrangeres af 2.-års studerende fra Syddansk Musikkonservatoriums elektroniske musiklinje (EMOL).

EMOL har eksisteret siden 2005, og festivalen har været et fast indslag på kulturscenen i Esbjerg i snart 15 år. 

Deltagere på Lydknust ‘21; 

Interviews med: Jeppe Engelbrecht, Mija Milovich, Hans Sydow, Claus Garhn, Fredrik Søegaard, Andreas Busk, Julie Østengaard, Joakim Moesgaard.

Koncerter af: Mija Milovich & Aktivistkoret, Julie Gro, Asger Kjær Kristensen & Martin Volder & Jonathan Bagger, Harald Bjørn, Kristoffer Søndergaard.

Kom til gratis koncert hjemme i stuen

Lad musik og billedkunst strømme ind i dagligstuen torsdag d. 11. februar kl. 19.30. Her rykker Esbjerg Ensemble ind i udstillingen Kontrapunkt på Esbjerg Kunstmuseum og skaber en koncert for både ører og øjne.

Foto: Esbjerg Kunstmuseum

Programmet er tænkt som en intens lille pause og en varm hilsen fra kunsten midt i en ganske kold tid:
Carl Nielsen (1865-1931): Pan og Syrinx
W.A. Mozart (1756-1791): Serenade i C-mol kv. 388.
Kontrapunkt er ikke alene titlen på museets udstilling. Det musikalske begreb er også hele grundprincippet bag ophængningen, hvor hovedværker er installeret side om side med tætkomponerede felter af andre værker fra samlingen. Værker, der både enkeltvis og tilsammen forholder sig kontrapunktisk til hovedværket. Og når ensemblet indtager udstillingen, vil der opstå endnu et kontrapunkt, der kan give det digitale publikum mulighed for at skabe nye forbindelser mellem kunst og musik.

Om musikken

I 1918 var Carl Nielsen på højdepunktet af sin musikalske karriere. Hans musik var anerkendt og elsket, og han var selv en populær offentlig person. På datoen for koncerten er det præcis 103 år siden, at han skulle dirigere en portrætkoncert med sin egen musik, og han havde besluttet, at et nyt værk Pan og Syrinx skulle have premiere. Værket beskriver myten om skovguden Pan, der forfølger nymfen Syrinx. For at beskytte sin dyd, lader hun sig forvandle til hule siv i flodbredden. Pan tager sivene og skærer af dem sin første panfløjte. Den meget musikalske myte har inspireret til en masse smukke og næsten gådefulde melodier, naturligt nok især for blæsere. Ved denne koncert er stykket omarbejdet af komponisten Henrik Budde, så det spilles af Esbjerg Ensembles blæsere og slagtøj.
På Mozarts tid var ’serenaden’ på mode. Ordet kender vi måske især som elskovsserenader sunget til den udkårne på balkonen. Men egentlig betyder serenade bare et musikstykke for underholdningens skyld. Så lige denne serenade af Mozart virker faktisk påfaldende seriøs og mørk i sit tonefald, og man kan godt tro, at publikum første gang har været overraskede. Blæserorkestre var almindelige dengang, og stykket her er oprindelig skrevet til otte blæsere, formodentlig til en given lejlighed – hvilken fortaber sig i historien. Her er stykket omarrangeret til blæserkvintet.

Medvirkende

Obo, Pina Mohs; fløjte, Kerstin Thiele; klarinet, Ron Chen-Zion; fagot, Antti Salovaara; horn, Joke Wijma og slagtøj, Christian Giuseppe Martinez Alegria.
Koncerten kan kun følges live enten direkte på ensemblets Facebookside eller via link til livestream på ensemblets hjemmeside før koncertstart.

https://esbjergensemble.com

https://www.facebook.com/EsbjergEnsemble

Læserbrev: Plastplanen er en gevinst for Esbjerg Kommune

Læserbrev af:

Anne Marie Geisler Andersen, gruppeformand for Radikale Venstre i Esbjerg Byråd

Og

May-Britt Andrea Andersen, gruppeformand for Det Konservative Folkeparti i Esbjerg Byråd

I november 2018 blev der rejst en sag i byrådet om forbud mod opsendelse af heliumballoner, som ikke vandt flertal. Vores nej til forslaget handlede mest om, at vi fandt forslaget for smalt; at det ikke ville få den store betydning, idet heliumballoner langt fra er den største synder, når det kommer til plast i naturen. Ligeledes så vi intet formål med et decideret forbud, som alligevel ikke ville kunne håndhæves, hvorfor vi ønskede en politik i stedet. 

Derfor stillede vi i Radikale og Konservative et forslag om at lave en strategi med et langt bredere fokus rettet mod flere typer af plast. Forslaget mødte bred opbakning, hvorfor sagen blev tilbagesendt til Plan- og Miljøudvalget, som skulle arbejde på en strategi med fokus på mere end blot heliumballoner. Først i 2020 mundede dette ud i en plaststrategi, som er i fin tråd med de ambitioner, vi i kommunen har på klima- og miljøområdet, hvilket vi kun kan være tilfredse med. 

Debatten var næppe opstået uden heliumsballonforslaget. Men den var næppe heller landet i bred enighed uden vores ændringsforslag. I stedet for at kæmpe om at tage æren for dette, vil vi gerne anerkende de gode løsninger, der kan komme ud af det, når flere politikere giver deres besyv med. Ligesom det er glædeligt at mærke den store opbakning, der er hele vejen rundt i byrådet til at være ambitiøse med den grønne omstilling; en af de vigtigste udfordringer i vores tid.

Lad hjernen blomstre i vinterferien

Esbjerg Kunstmuseum og Musikhuset Esbjerg inviterer alle til at bidrage med farverige drømme,
spirende håb og sprøde ideer på papir, så vi kan fylde foyerens vinduer frem mod vinterferien.

Foto: Esbjerg Kunstmuseum

Februarmørke, restriktioner og afsavn får hjernen til at gå helt i frø. Sammen vil vi sætte gang i
frydefulde forventninger til forårets og sommerens mulige kunstoplevelser og glædelige gensyn. Li
musik, høje grin, fordybelse i kunst, eksperimenter, forundring, klapsalver, stimulerende oplevelser og
nye perspektiver.
Derfor inviterer vi alle esbjergensere til at skabe deres personlige hjerne–billeder, så vi kan lave en
stor fælles udstilling, der kan opleves udefra.


Opskriften er enkel:

  1. Tænk på, hvad du ser frem til, når kulturlivet og samfundet igen åbner op. Lad bare hjernen
    blomstre!
  2. Brug gerne ’hjerneskabelonerne’ fra museets hjemmeside eller tegn din egen hjerne som
    udgangspunkt. Fyld derefter papiret med dine ideer og tanker, alt det, du glæder dig til, drømmer om,
    tænker på eller længes efter. Du kan arbejde med blyant, kul, vandfarver eller tuscher, trykke, klippe i
    blade eller fotografier eller bruge digitale redskaber. Papiret skal blot være størrelse A4 eller A3.
  3. Når billedet er færdigt, bedes du aflevere det i Esbjerg Kunstmuseums postkasse, Havnegade 20.
    Skriv gerne tydeligt navn på forsiden. Vi skal have dit billede senest torsdag d. 11. februar 2021.
    Fra lørdag d. 13. februar og frem til søndag d. 21. februar 2021 udstilles alle billeder i foyerens
    vinduer ud mod forpladsen.
    Alle er velkomne til at bidrage, og børn og voksne må meget gerne samarbejde!
    Ønsker du at få dit billede retur, kan det afhentes i museumsbutikken, når vi igen må åbne dørene.

    Find hjerneskabelonerne og hele beskrivelsen her:
    https://www.eskum.dk/lad-din-hjerne-blomstrevinterferie-2021/

Med få hegnspæle er folkeskolens frihed på plads

0
Både fra Christiansborg og Esbjerg Byråd har ganske få hegnspæle sat den overordnede retning for den frie folkeskole i Esbjerg Kommune. Det store projekt rykker godt fremad, og snart er det tid til at få alle de gode kræfter rundt om folkeskolen på banen.

Skridt for skridt er Esbjerg Kommune godt på vej ind i den frihed, som statsministeren i efteråret sendte af sted mod den lokale folkeskole. I de næste tre skoleår sætter velfærdsaftalen kommunens ni skoler med 26 afdelinger stort set fri fra både statslige og kommunale regler, og som den helt afgørende præmis for projektet er friheden nu på plads.

Fra Folketinget er der sat få hegnspæle op, og de handler blandt andet om, at det skal være gratis at gå i skole, lige som eleverne skal slutte skoletiden af med en afgangsprøve. Skolerne skal leve op til det, der normalt bliver krævet fagligt i folkeskolen, og der skal være støtte til elever, som har brug for en ekstra hånd.

Aftale mellem skole og byråd

I Esbjerg Kommune har byrådet netop kridtet banen op lokalt, og alle politikker, strategier og retningslinjer på skoleområdet har været oppe at vende. Også her står kun få hegnspæle tilbage, og de markerer en fælles linje og ambition om at sikre læring og trivsel for alle børn og unge. Kernen bliver en samarbejdsaftale mellem hver skole og byrådet.  

”Skolernes frihed skal selvfølgelig være reel, så de i praksis hver især kan gå den vej, der skaber udvikling og løfter skolen lokalt. Derfor har vi politisk fokuseret på værdierne og de store linjer, så der også er en fælles retning. Hele vejen rundt er der god energi i processen, der skrider flot fremad mod det nye skoleår. Som et af de næste skridt inddrager vi de gode kræfter rundt om folkeskolen, fordi vi ved, at de også kan og vil styrke det her ambitiøse projekt. Det bliver på et webinar den 7. april”, siger Jesper Frost Rasmussen, borgmester i Esbjerg Kommune.

Frihed åbner nye døre

Børn & Familieudvalget ser frem til at lade friheden åbne nye døre på skolerne.

”Skolerne får stort rum til at handle selv, og de har også retten til at udfordre både de lokale og nationale hegnspæle, hvis de ikke giver mening hos dem. Den åbenhed ligger i friheden, og der skal være plads til at eksperimentere, tænke vildt og stort, lave fejl og lykkes. Meningen er, at alle bliver klogere undervejs i de tre år, og så vil projektet forandre og udvikle sig med den viden og de erfaringer, skolerne samler op. Sådan går vi vejen mod fremtidens folkeskole”, siger udvalgsformand Diana Mose Olsen.

Sammenhæng mellem skole og fritid

Kultur & Fritidsudvalget har særligt øje for den tid, der ligger uden for den normale skolegang.

”For os er helheden vigtig, så skolerne tænker friheden på tværs af skoledag og fritidstilbud og får skabt nogle spændende sammenhænge og naturlige overgange for børnene, hvor skole og fritid i højere grad tager del i hinanden. Derfor skal der også fortsat være et førskoletilbud, så børnene får et godt og trygt skifte fra børnehave til skole. Samtidig er det en hegnspæl, at skolerne trækker en linje til kulturlivet og giver eleverne den læring og dannelse, der ligger i det”, siger udvalgsformand May-Britt Andrea Andersen.

Kunst skal hjælpe nybagte forældre

0

Hermed en historie om noget helt andet end corona. Der var oprindeligt planer om en fernisering på afdelingen, men det har ikke været muligt pga. restriktionerne tillagt os alle under Covid-19 pandemien.

Fotos af SVS

Kunst der understøtter amning

Samarbejde mellem Sydvestjysk Sygehus og kunstner Lotte Lambæk har fokus på at hjælpe nybagte familier med fire blå-stemplede råd.

De fire råd, som er den nye kerne i sygehusets kommunikation til gravide og nybagte familier, er: Hud mod hud, Hyppig amning, Ha’ det godt og Hjælp hinanden.

Sygehusets mål er at gøre vejledningen om amning mere enkel og tydelig og dermed styrke mødrenes og forældrenes oplevelse af at kunne lykkes. Håbet er, at forældrene oplever sammenhæng i de råd, de får ved jordemoderkonsultationer, på sygehusafsnit og fra sundhedsplejerskerne.

De vordende forældre møder allerede budskaber og det kunstneriske udtryk under graviditeten. Her uddeler jordemoderen et postkort, som familien hjemme kan hænge op på opslagstavle eller køleskabslågen. Postkortene er uddelt fra september 2020.

I forbindelse med fødsel på sygehuset kan familierne gense ikke blot motivet fra postkortet, men også en lang række individuelle motiver i samme stil – og de kan også møde et maleri og en skulptur. Alt i alt hænger der nu over 100 prints i rammer på sygehuset sengeafsnit.

Lotte Lambæk leverede det kunstneriske blik

Den lokale kunstner Lotte Lambæk har spillet en stor rolle for projektet. Hun har været med til at give det pædagogiske budskab en kunstnerisk udformning, og sågar hjulpet med at søge midler.

Lotte Lambæk har været involveret siden februar 2019: ’Sammen med jordemødrene og sygeplejerskerne kom jeg dybt ned i substansen – i selve problematikken med fejlernæring for spæde. Og med den kunstneriske vinkel som fødselshjælper blev jeg direkte inddraget i at løse en alvorlig problematik. Det giver mig en dyb tilfredsstillelse i arbejdet, når kunsten er i spil på den måde’, siger hun.

’Hun har hurtigt forstået os, familierne og essensen af det, som vi ønsker at formidle. Vi har grund til at takke hende for energi og inspiration. Lottes kreativitet har skabt en formidling, som vi ikke selv har kunnet. Hun har virkelig leveret mere end vi kunne forvente”, fortæller sygeplejerske Helle Bolvig Christensen af sengeafsnittet for Nyfødte og Familier på Sydvestjysk Sygehus.

Helle var med til at starte det lokale projekt med at forenkle vejledningen, så den består af råd, der baserer sig på forskning. Helle møder nybagte familier, når de har brug for længere tid på sygehuset på grund af for tidlig fødsel, kejsersnit, problematikker i forbindelse med fødslen, ammeproblemer eller utryghed. Og hun møder de ulykkelige forældre igen, hvis der bliver brug for en genindlæggelse – hvoraf en ganske stor del hænger sammen med udfordringer med barnets ernæring. Lidt simpelt fortalt kan enklere vejledning reducere antallet af genindlæggelser ved en bedre amning samt sikre en længere ammeperiode.

Råd og vejledning, der hitter – og kan huskes

Familien Lonsdale, som netop er blevet forøget med den lille Gorm, har oplevet, at amningen blev en positiv oplevelse: ’Han skulle bare lige lægges til rette og vises nogle stillinger, og så vidste han selv, hvad han skulle gøre. Han startede med at have en yndlings-side, men medarbejderne havde forslag til, hvordan han gennem andre stillinger kunne hjælpes i gang i den anden side’.

De nye forældre opfordrer alle i samme situation til at spørge personalet, hvis der er tvivl: ’De var virkelig gode til at vise, hvordan vi kunne gøre – uden at tage over fra nogen af os. De fortjener al den ros, de kan få’, siger parret, der også under samtalen nævner rådene ’Hud mod hud’ og ’Hjælp hinanden’.

Familien Therling Kyed har været på en af afsnittets andre stuer. Her supplerer den nybagte mor vurderingen af rådene om amning: ’De er gode – de er overskuelige, simple og nemme at forstå’. Hun kan huske at have kigget på de to plakater på stuen: ’Stilen er sød’, siger hun: ’Det er fedt med farverne – mere af det!’

Det kunstneriske samarbejde er blevet støttet af Johan Hoffmann Fonden.

Kunstner Lotte Lambæk: www.lottelambaek.dk

Fotos af:

Materiale fra Lotte Lambæk, samt fotos af Familien Lonsdale samt sygeplejerskerne Helle (tv) og Iben (th) ved maleriet, som nu hænger på gangen.

Kunst under huden

0

Esbjerg Kulturskole og Esbjerg Kunstmuseum har i efteråret taget hul på et nyt samarbejde – og i begge institutioner håber vi, at det kan blive en tradition.


Foto: kunstmuseet

Alle kulturskolens ca. 100 billedkunstelever har i oktober besøgt kunstmuseet for at fordybe sig i og hente inspiration fra billedkunstneren Svend Wiig Hansen. Børnene er fordelt på syv hold alt efter alderstrin, men fælles for alle fra 2. klasse til 10. klasse var, at de inden, de gik ind, blot kendte ét værk af kunstneren, nemlig Mennesket ved havet. Undervejs fik børnene udvidet deres billede af, hvor bredt Wiig Hansen har arbejdet, og hvor betydningsfuldt mennesket er i nærmest al hans kunst.
Under besøgene havde vi samtaler om flere af kunstnerens store malerier, bl.a. De Ventende. Og det var ikke svært for eleverne at sætte ord på deres oplevelser af billedet.
Det er som om, de står på det yderste sted.
Alt liv er ligesom suget ud af billedet, men de har heldigvis hinanden. Man kan se på kroppene, at de støtter hinanden. Måske bevæger de sig ud af en krigszone, og alt det grå er bomberøg. De har uden tvivl mistet én. Jeg kan kende følelsen fra, når voksne skændes henover hovedet på mig…
Deres kroppe har nærmest vendt vrangen ud!
Kunstmuseet ejer en stor samling af Wiig Hansens værker, og i de åbne magasiner havde vi fundet en masse grafik og skulpturer frem. Eleverne tog papir, tusch og blyant og fik den opgave at skitsere kropsdele, som de blev optaget af. Inden besøget sluttede, skulle de have dele til at kunne sammensætte en hel krop.
I de seneste uger har eleverne arbejdet videre med deres skitser i Kulturskolens værksteder. Med flydende tusch, kul, fedtfarver, blyant, maling og endda kaffe og the er der vokset menneskeskikkelser med stærke udtryk frem på papirerne. De knapt 100 værker er nu færdige, og lørdag d. 28. november kl. 11.00 åbner vi udstillingen Under Huden i Musikhusets sydfoyer. Det bliver desværre uden en fernisering, men ustillingen kan opleves frem til d. 17. december, hver dag fra kl. 11 – 16.
En elev foreslog, at udstillingen skulle hedde Under huden, fordi Svend Wiig Hansens kunst går under huden! Det er jo et klart tegn på, at samarbejdet har været frugtbart, og at eleverne er blevet bragt nye steder hen i mødet med kunsten.