Esbjerg Kommune: Magisk maskine skruer op for musikken på Esbjerg-skoler

0
150

1,2 mio. kr. skal i det næste halve år være med til at skabe musikmagi på tre Esbjerg-skoler. Eleverne får lov at prøve kræfter med mange musikalske aktiviteter, og målet er at gøre børnene nysgerrige og give dem mod på at udforske kulturens verden.

Den magiske musikmaskine. Sådan hedder det forsøg, som tre Esbjerg-skoler i den første halvdel af det kommende skoleår får fornøjelsen af at prøve kræfter med. Slots- og Kulturstyrelsen har netop bevilget knap 1,2 mio. kr. i støtte til projektet fra puljen ”Grib Engagementet”, hvis formål er at få flere børn og unge til at møde kunst og kultur.

Projektet og pengene er fælles for Esbjerg og Odense Kommuner, og i Esbjerg er det elever på Cosmosskolen, Urbanskolen og Signaturskolen, der får en tur i den magiske musikmaskine. Konkret deltager 5. og 6. klasse i musikundervisningen og 3. og 4. klasse i SFO-tiden. Skolerne er valgt, fordi de ligger i områder, hvor kulturaktiviteter sjældent er en del af børnenes hverdag. Målet er derfor at vække deres interesse for kultur og give dem nysgerrighed og mod på at udfolde sig kreativt.

Musikalsk rejsehold

Kulturskolen Esbjerg er musikmaskinens motor, og hver skole får besøg af et musikalsk rejsehold, der i tæt samarbejde med skolens egne lærere kommer med ny inspiration og giver et løft til musikundervisningen. Det kan skolerne bygge videre på og udbrede til endnu flere elever, så musikkens magi forhåbentlig lever videre, når projektet bliver afsluttet sidst på året.

Eleverne kan glæde sig til mange forskellige aktiviteter, og de skal fx komponere musik på digitale devices, skabe elektronisk musik og lydkunst, skrive sange og lave stomp. Til sidst samles de magiske musikmaskiner fra skolerne i Esbjerg og opfører deres værker for hinanden.

Fællesskab og gode oplevelser

Kulturskolen Esbjergs leder, Inger Moltesen Fogh, glæder sig til at skrue op for musikken på skolerne efter sommerferien.

”Alle kan lave musik, og jeg er sikker på, der opstår magi, når vi sender musikmaskinerne ud på skolerne. Projektet udvikler eleverne og inddrager dem i et fællesskab, hvor de skal skabe noget sammen, og det giver dem gode oplevelser i musikkens verden. Samtidig lægger vi stor vægt på at skabe blivende forandringer, og vi samler vores erfaringer på tværs af de to kommuner, så den nye viden forhåbentlig kan nå ud og blive til gavn for endnu flere skoler og børn,” siger Inger Moltesen Fogh.

Kultur for alle

Også områdechefen for Kultur & Skole, Ulla Visbech, glæder sig over udsigten til mere kultur på skolerne.

”Det er en fantastisk nyhed, at Slots- og Kulturstyrelsen bakker op om projektet, og det bliver et spændende halvt år, hvor vi sætter kræfter ind på tværs fra skolerne, kulturskolen, læreruddannelsen og musikkonservatoriet for at løfte musikken. Projektet taler lige ind i vores kulturpolitik, som netop lægger vægt på, at kulturen skal være for alle og flytte sig ud blandt folk for at skabe energi og fællesskab,” siger Ulla Visbech.

Leave a Reply