Home Tags Jesper

Tag: Jesper

Grønne skraldebiler i Esbjerg

0
grønne skraldebiler
Mandag den 21. september, rullede 22 spritnye skraldebiler ud på Esbjerg Kommunes veje og gader.
De nye skraldebiler kører på biogas og er CO2-neutrale. Dermed sparer Esbjerg Kommune miljøet for mere end 600 tons CO2 om året i forhold til den tidligere brug af dieselbiler.
Med de nye skraldebiler tager Esbjerg Kommune endnu et skridt på vejen mod en grøn omstilling.
Foto: Esbjerg Kommune, Torben Meyer

Borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen, tog sammen med transportminister Benny Engelbrecht de ny skraldebiler nærmere i øjesyn, før de første gang blev taget i brug.

22 spritnye skraldebiler rullede i går, mandag den 21. september 2020, for første gang ud på gader og veje i Esbjerg Kommune fra deres base hos Marius Pedersen A/S på Måde Industrivej i Esbjerg.

Udenpå er bilerne blå, men indvendigt er de supergrønne. Bilerne kører på biogas, som er produceret i Danmark på affald fra husholdninger, landbrug og industri. De er CO2-neutrale, og i forhold til de tidligere dieseldrevne skraldebiler betyder det, at Esbjerg Kommune sparer miljøet for mere end 600 tons CO2 om året.

Borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen, tog sammen med transportminister Benny Engelbrecht de ny biler nærmere i øjesyn, før de første gang blev taget i brug.

Grøn løsning bidrager til at nå klimaaftalens mål

Esbjerg vil være en grøn kommune, der går forrest og viser det gode eksempel på at tage ansvar for klimaet. De nye, grønne affaldsbiler er endnu et positivt skridt på vejen i den grønne omstilling og et vigtigt bidrag til at nå klimaaftalens ambitiøse mål om at reducere udledning af CO2 med 70 procent. Jeg er meget glad for, at transportminister Benny Engelbrecht i dag har valgt at komme på visit, så vi kan fortælle ham om vores massive satsning på grøn omstilling og energi, sådan som det også kommer til udtryk i vores kommende el-bybusser og på Esbjerg Havn.

Borgmester Jesper Frost Rasmussen

Transportminister Benny Engelbrecht har set frem til at se og høre nærmere om Esbjergs grønne løsning på affaldsområdet: – Jeg er rigtig glad for, at Esbjerg Kommune netop har indgået en klimasamarbejdsaftale med regeringen, som den 8. kommune i landet. Vi kommer kun i mål med målsætningen om en CO2-reduktion på 70 pct., hvis alle arbejder sammen. Her er kommunerne en meget stor og vigtig aktør, og Esbjerg viser i den grad vejen både med de kommende elbusser og nu med skraldebiler på biogas, siger transportminister Benny Engelbrecht.

I valget af nye skraldebiler er der lagt vægt på, at bilerne på alle måder belaster miljøet mindst muligt og i mindst muligt omfang giver anledning til støj, røg og lugtgener. Når skraldebilerne kører på biogas i stedet for diesel, slipper både renovationsmedarbejdere og borgere, som opholder sig nær bilerne, også for partikler fra dieseludledningen og lugten af dieselos. Samtidig bruges el ved komprimering af affaldet, og det betyder, at støjniveauet herfra er lavt.

Jesper Jensen chef for kvindelandsholdet og Team Esbjerg

0

Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen, har indgået en aftale med Dansk Håndbold Forbund om at varetage posten som landstræner for kvindelandsholdet frem til 30. juni 2023. Sideløbende fortsætter han uændret sit virke i Team Esbjerg, hvor han foreløbig har kontrakt frem til sommeren 2022.

– Jeg er med i et vanvittigt fedt projekt i Team Esbjerg, som jeg på ingen måde er færdig med. Samtidig ser jeg det som en yderst spændende opgave at være med til at bringe kvindelandsholdet tættere på målet om at vinde medaljer ved de store mesterskaber og være en fast del af top otte i en meget tæt verdenstop. Klavs Bruun Jørgensen og Lars Jørgensen har formået at gøre spillerne bevidste om, hvor hårdt et arbejde det er at være landsholdsspiller, og de har grundlagt en god kultur, som jeg vil bygge videre på. Jeg kommer med et nyt syn på de enkelte spilleres kvaliteter og vil tilføre nogle af de elementer, vi er lykkedes med i Team Esbjerg, siger Jesper Jensen.

Han udtrykker taknemmelighed over den fleksibilitet og åbenhed, Dansk Håndbold Forbund repræsenteret ved generalsekretær Morten Stig Christensen og sportschef Morten Henriksen har udvist, og at det samme har været tilfældet i Team Esbjergs ejerkreds og bestyrelse.

– Vi har i processen snakket rigtig meget om forudsætningerne for, at jeg kan fungere i begge job. Jeg er meget glad for at være i Esbjerg, og jeg er overbevist om, at jeg bliveren dygtigere landstræner ved at have en dagligdag i en dansk topklub, siger Jesper Jensen.

Team Esbjergs bestyrelsesformand, Bjarne Pedersen, inviterede Jesper Jensen til et møde, da der første gang blev peget på klubbens cheftræner som mulig landstræner. Begge var enige om vigtigheden af, at de høje sportslige målsætninger i Team Esbjerg, som Jesper Jensen selv har været med til at fastlægge, ikke måtte blive kompromitteret af et eventuelt landstrænerjob. 

– Vi har stor tillid til, at Jesper fortsat vil have hjertet og engagementet 100 procent med i sit arbejde i Team Esbjerg. Det er hans klub, og han er ikke bare træner. Jesper har i de tre år som cheftræner udviklet sig fantastisk, og vi er glade for og stolte af, at også Dansk Håndbold Forbund ønsker at gøre brug af hans evner, siger Bjarne Pedersen.

Jesper Jensen, 42 år, spillede selv i 13 sæsoner på topniveau i Skjern Håndbold. Efter den lange aktive karriere, der inkluderer 120 landskampe, blev han i 2013 cheftræner for Vejen EH i Dameligaen og året efter Aalborg Håndbold i herrernes liga. I foråret 2017 tiltrådte han som cheftræner i Team Esbjerg efter en kort periode som assisterende cheftræner under Lars Frederiksen. Han førte i 2017 klubben til den første pokaltitel og i 2019 til finalen i EHF Cup og det andet danske mesterskab, der siden er fulgt op af en meget succesfuld deltagelse i EHF Champions League.

Første officielle arbejdsopgave for landstræner Jesper Jensen og assistenttræner Lars Jørgensen bliver en samling i dagene 18.-29. marts. Samlingen afsluttes med to landskampe mod Brasilien i Gråkjær Arena i Holstebro 28. marts og Sparekassen Thy Arena i Nykøbing Mors 29. marts. Team Esbjergs landsholdsspillere deltager i tilsvarende samlinger i samme periode, og assistenttræner Ana Razdorov Lyø vil være ansvarlig for træningen af de øvrige spillere i truppen.

Jesper er blevet præsenteret som ny landstræner ved et pressemøde hos Sparekassen Kronjylland i Kolding mandag kl. 12.30.

Team Esbjerg hyldet af sin by med idrætspris

Team Esbjerg er blandt tre stærke nominerede tildelt Esbjerg Kommunes Idrætspris 2019. Prisen er uddelt siden 1949 og er den største sportslige anerkendelse, en idrætsudøver eller en forening kan opnå i kommunen.

2019 var året, da Team Esbjerg vandt klubbens andet danske mesterskab, var i finalen i den europæiske turnering, EHF Cup, og opnåede stor succes i DELO Women’s EHF Champions League med kvalifikation til hovedrunden og gode muligheder for at nå kvartfinalen for første gang i klubhistorien.

Miss Team Esbjerg, den hollandske VM-guldvinder, Estavana Polman, har været i klubben og byen siden sommeren 2013.

– Jeg er virkelig stolt af at modtage idrætsprisen. Vi arbejder hver dag hårdt for at få det bedste ud af os selv, og det betyder meget at mærke, at byen og publikum er bag os. Vi ønsker frem for alt ikke at skuffe tilskuerne, og vi vil gerne vise dem god håndbold hver gang. Min familie og jeg føler os hjemme i Esbjerg, vi slapper af, og det er bare et godt sted at være. Når jeg er ude at handle, kommer folk og ønsker mig held og lykke, og det er dejligt at høre, siger Estavana Polman.

Cheftræner Jesper Jensen er ikke uvant med priser og er to sæsoner i træk af trænerkolleger og repræsentanter for DHF blevet kåret som Årets Træner i HTH Ligaen. Denne gang deler han en kåring med sine spillere.

– Det fylder mig først og fremmest med glæde, at byen, hvor jeg bor med min familie, giver os idrætsprisen. Det vil være upassende selv at give udtryk for, at det er fortjent, men lad mig sige, at jeg har forståelse for, at vi er valgt blandt andre nominerede med flotte idrætspræstationer. 2019 vil stå som et år, der formentlig aldrig bliver gentaget i Team Esbjerg, siger Jesper Jensen.

Bestyrelsesformand Bjarne Pedersen har været i spidsen for hele Team Esbjergs udvikling fra elevatorhold i Dameligaen til tophold i Danmark og nu også Europa.

– Team Esbjerg deltager på den store scene både nationalt og internationalt, vi går benhårdt efter at kvalificere os til kvartfinalen i Champions Leaque og udelukker med de rette omstændigheder ikke, at vi kan nå frem tilFinal4. Vi runder formentlig fire millioner seere på DR1 og TV 2’s kanaler i denne sæson og sætter Esbjerg på landkortet i ikke bare Danmark, men også ude i Europa, hvor resultaterne har vakt opsigt og skabt respekt. Idrætsprisen deler vi med vores trofaste publikum og sponsorer samt alle dem i byen og omegnen, som bakker os op, siger Bjarne Pedersen.   

De øvrige nominerede til prisen var EfB’s superligahold og speedwayholdet Esbjerg Vikings. 

Esbjerg Kommunes Idrætspris uddeles af en komité bestående af formanden for Esbjerg Idrætsråd, Villy Grøn, en repræsentant for pressen, journalist Chris U. Pedersen, og borgmester Jesper Frost Rasmussen, der overrakte prisen ved Idrætsfesten i Musikhuset Esbjerg fredag aften. 

– Vi følte ikke rigtig, at det kunne blive andre end Team Esbjerg i 2019 efter den fantastiske sæson, der kulminerede med det danske mesterskab og den flotte indsats i de europæiske turneringer. Alt, hvad klubben har rørt ved, har været en succes, og så lægger vi også vægt på, at de repræsenterer Esbjerg fornemt udadtil. Vi vil gerne have nogen at være stolte af, siger Villy Grøn. 

Team Esbjergs kvindehold modtog første gangEsbjerg Kommunes Idrætspris for fire år siden efter sølvmedaljerne i 2015. Tidligere har herreholdet af samme navn modtaget prisen i 1998, og Lotte Haandbæk var prisvinder i 2005.

Esbjerg er klar til DM

Kæden er smurt til DM i landevejscykling.

Det skal være en god oplevelse for alle, når Danmarks bedste cykelryttere i denne uge ruller ud på vejene i Esbjerg Kommune og dyster om titlen som danmarksmester. Under cykelløbet bliver trafikken begrænset, så sikkerheden er i top for både cykelryttere og tilskuere.

Foto: Esbjerg Kommune

Kæden er smurt og gearet sat på den store klinge, når Esbjerg Kommune, Esbjerg Cykle Ring og Danmarks Cykle Union sammen er klar til at tage i mod hele feltet af de bedste danske cykelryttere til DM i landevejscykling. Fra den 27. til den 30. juni går det løs med spændende cykelløb på vejene, og ruterne strækker sig rundt i det meste af kommunen.

Torsdag lægger de fire klasser, U19 Dame og Herre samt Dame og Herre Elite, ud med en enkeltstart med start og mål i Veldtofte, hvorfra ruterne strækker sig ud i området omkring Tjæreborg. Fredag hviler rytterne benene, inden programmet lørdag og søndag står på linjeløb. Ruterne for de fire klasser får alle en stemningsfuld start i Ribe og slutter festligt af på den ti kilometer lange rundstrækning i Esbjerg.

 

Udstillingsvindue til Danmark

Borgmester, Jesper Frost Rasmussen, glæder sig over, at Esbjerg Kommune er vært for årets store, nationale cykelevent.

“Vi håber, at cykelfeberen rammer hele kommunen og får en masse mennesker ud på vejene, så vi kan få skabt en god stemning, der giver cykelrytterne et ekstra skub i ryggen. Samtidig vil vi selvfølgelig drage nytte af den opmærksomhed, som DM trækker med sig. Når herrernes linjeløb bliver vist direkte på tv, er det et oplagt udstillingsvindue for os, og vi satser på at give hele Danmark det bedste indtryk af Esbjerg Kommune”, siger Jesper Frost Rasmussen.

 

Trafik begrænses

For at skabe de bedst mulige rammer om cykelløbet, etablerer arrangørerne i samarbejde med Syd- og Sønderjyllands Politi en række begrænsninger af trafikken.

 

Enkeltstart

– Torsdag kl. 14-19: Ruterne er afspærret.

– Passage er mulig ved Sønderbyvej-Vestre Strandvej og Sønderbyvej-Østerbyvej.

Linjeløb

– Lørdag kl. 14.30-18.00 og søndag kl. 11.30-18.30: Rundstrækningen i Esbjerg er afspærret.

– Fra fredag kl. 18.00 til søndag kl. 18.30: Hulvejen og Havnegade på strækningen fra Smedegade til Englandsgade er afspærret.

– Passage er mulig ved Skolegade-Englandsgade, Torvegade-Nørregade, Stormgade-Nørregade, Grådybet-Gl.Vardevej, Cort Adelersgade-Adgangsvejen.

– Fra fredag kl. 18.00 til søndag kl. 18.30: Standsning og parkering forbudt i Englandsgade, Nørregade, Strandbygade på strækningen fra Nørregade til Strandbyplads og på Gl. Vardevej.

– Ulovligt parkerede biler vil blive fjernet for ejerens regning.

Arrangørerne håber på forståelse og tålmodighed i trafikken og opfordrer trafikanterne til at følge trafikreguleringen.

Få mere information om DM i landevejscykling og ændringerne i trafikken på:

www.esbjergkommune.dk/dmlandevejscykling

Sundhedsreform og gulerødder i Kongensgade

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) diskuterer sundhedsreform og uddeler sunde snacks i Kongensgade lørdag formiddag. Søndag kan morgenfriske esbjergensere løbe med Sydvestjyllands minister i Strandskoven.

 Foto: Christina Simonia Straarup

Der er fuld tryk på forhandlingerne om regeringens sundhedsudspil i disse uger, og lørdag kan esbjerggenserne give deres besyv med til udviklingsminister og folketingskandidat for Venstre Ulla Tørnæs.

Ulla Tørnæs vil være tilstede i Kongensgade i Esbjerg klokken 11-13 til en snak om sundhedsudspillet, hvor hun også vil uddele sunde snacks – i form af gulerødder – til esbjergenserne. Også borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) vil være at finde i Kongensgade lørdag.

Søndagen står også i sundhedens tegn – her kan morgenfriske esbjerggenserne deltage i en politisk løbetur med Ulla Tørnæs og folketingskandidat Anders Kronborg (S).

Der er afgang fra Danhostel Esbjerg (Esbjerg Vandrehjem) kl 09.00, hvorfra der løbes en tur i Strandskoven på ca. fem kilometer. Børge Bull fra Danhostel Esbjerg løber med, og efter løbeturen vil der være debat om, hvordan Esbjerg kan styrke turismen. Tilmelding til arrangementet ikke nødvendig.

 

Hvem får Årets Idrætspris og Årets Lederpris?

0

Torsdag den 3. januar omkring kl. 8.30 bliver der sat navn på de nominerede til Årets Idrætspris. Umiddelbart derefter er der mulighed for at tage med ud og overraske modtageren af Årets Lederpris. 

Grafik: Yesbjerg/Adobe

Borgmester Jesper Frost Rasmussen mødes med formand for Esbjerg Idrætsråd, Villy Grøn og sportsjournalist Chris Uldahl Pedersen for at pege på de tre nominerede til Årets iIrætspris.

Det sker torsdag den 3. januar fra morgenstunden i borgmesterens mødelokale, og pressen er velkommen til at vente uden for på at de nominerede offentliggøres kl. ca. 8.30.

Umiddelbart derefter vil der være mulighed for at tage med ud og overraske modtageren af Årets Lederpris. 

Mere eksplosiv kan en semifinale i Final4 ikke blive

Eksplosivt. Med det ene topladede ord rammer Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen, holdenes betingelser i det Final4-format, der siden 2015 har afgjort kvindernes pokalturnering, ind.

Foto: Yesbjerg / Adobe

Det er med en godt brugt kliché knald eller fald fra første fløjt, og da især når lodtrækningen har været så nedrig at placere værtsholdet i en semifinale med Odense Håndbold, der har slået alle hjemlige modstandere i denne sæson.

Når man i en stærk dansk liga har spillet 14 kampe og vundet 14 sejre, er man dygtig. Odense har først og fremmest en fysik, som de fleste hold har svært ved at stå imod. Derfor har vi primært fokus på den angrebsmæssige del af spillet, at få flyttet rundt på de store spillere i deres defensiv, siger Jesper Jensen.

De to træningsdage efter juleferien har styrket hans optimisme forud for kraftprøven med Odense yderligere.

Vi har i forvejen haft en god periode med truppens øvrige spillere, og nu er EM-spillerne vendt tilbage og har budt ind med meget godt. Vi var usikre inden Final4 i fjor, men endte med at spille noget af det bedste, vi har præsteret, og vinde. Min fornemmelse er, at vi er bedre rustet denne gang, og vi er længere fremme i udviklingen af holdet, siger Jesper Jensen.

Odense Håndbold har bestået den internationale eksamen ved at kvalificere sig til hovedrunden i EHF Champions League fra slutningen af januar. Team Esbjerg fortsætter det europæiske togt i den næsten lige så stærke EHF Cup allerede 6. januar – og med lige så store ambitioner.   

– Vi er blot to kampe fra at vinde Final4, der er den mindste af de tre turneringer, vi deltager i. En DM-titel er det største, og en europæisk titel vil også være kæmpestort. Selv om vi ikke er favoritter, ser jeg os potentielt som vindere af alle tre turneringer. Der er ikke nogen af dem, vi ikke kan vinde, siger Jesper Jensen.

Han har en erfaren trup til rådighed. Fem af de kampklare spillere var med til at vinde pokaltitlen i fjor, og året før var stregspilleren Clara Monti Danielsson med til at slå FC Midtjylland i finalen. Læg dertil alle de internationale kampe på klub- og landsholdsniveau, som truppens spillere har bag sig.

Maria Mose Vestergaard og Lene Østergaard genoptræner fortsat med henblik på et comeback i det nye år, og den tredje spiller med langtidsfravær, Rut Jónsdóttir, er tvivlsom til Final4. Truppens nye spiller, Marit Malm Frafjord, er som udgangspunkt hentet til at forstærke holdet i HTH Ligaen og EHF Cup.

Skynd dig, hvis du vil nå at deltage i håndboldfesten

Team Esbjerg og Divisionsforeningen Håndbold er i gang med de sidste forberedelser til Santander Final4 lørdag og søndag i Blue Water Dokken. Tv-gulvet i to blå nuancer er ved at blive lagt, og billetsalget går ind i den afsluttende fase.

Foto: Yesbjerg / Adobe

Over 2.200 af siddepladserne i Blue Water Dokken er solgt, så den intense stemning og håndboldfesten er sikret. Siden Divisionsforeningen 1. oktober offentliggjorde, at Esbjerg var valgt som værtsby, har vi glædet os på både byens og Team Esbjergs vegne, og de praktiske forberedelser kulminerer lige nu med en masse detaljer, der skal gøre begivenheden til en mindeværdig oplevelse for spillere, sponsorer og tilskuere fra de fire deltagende klubber, siger Team Esbjergs direktør, Hans Christian Warrer.

På Divisionsforeningens hjemmeside, Tophaandbold.dk, kan du under punktet Final4 få adgang til de ca. 300 resterende siddepladser til finalestævnet 29. og 30. december. Eventbilletten til alle fire kampe, to semifinaler, bronzekamp og finale, kan købes for 295 kr. plus et gebyr på 10 kr. Udbuddet af ståpladser er fortsat pænt, og de sælges for 195 kr. plus gebyr.

Første semifinalekamp spilles lørdag kl. 13.30 mellem Randers HK og Nykøbing F. Håndbold, og kl. 16.00 spiller Team Esbjerg og Odense Håndbold. Søndagens kampe om 3.-4. pladsen og pokaltitlen spilles på de samme tidspunkter.

– Vi håber naturligvis at slå Odense i semifinalen, og gør vi det, bliver søndagens program yderligere interessant. Jeg forudser, at vi i så fald hurtigt får udsolgt til finaledagen. Det sikreste er at købe billetter til hele Final4 på forhånd, siger Hans Christian Warrer.

Som værtsklub arbejder Team Esbjerg tæt sammen med Divisionsforeningen Håndbold og Sport & Event Park Esbjerg, der står for catering og salg i hallen de to dage. Ud over inviterede sponsorer fra de fire klubber deltager tre borgmestre. Jesper Frost Rasmussen fra Esbjerg Kommune vil være der begge dage, og borgmesterkollegerne fra Odense og Guldborgsund, Peter Rahbæk Juel og John Brædder, deltager i søndagens program.

Vilde Ingstad slutter sig til profiler med kontrakt til 2021

Dansk-norske Vilde Mortensen Ingstad fortsætter i Team Esbjerg i yderligere en sæson ud over den nuværende kontraktperiode.

Foto: Yesbjerg / Adobe


Da Vilde Ingstad i efteråret 2017 forlængede sin aftale med to sæsoner, betonede hun, hvor glad hun er for at være i byen, klubben og spillertruppen, og det har ikke forandret sig.

– Jeg er glad for hele pakken med Jesper som træner, og frem for alt har jeg troen på, at jeg fortsat kan udvikle mig som håndboldspiller. Jeg har udviklet mig på alle områder i tiden i Esbjerg, og jeg skal fortsætte med at udvikle mit teknisk-taktiske spil i både forsvar og angreb, en masse små detaljer i spillet, siger Vilde Ingstad, der fyldte 24 år 18. december.

Hun indledte denne sæson med at være en yderst træfsikker topscorer på holdet, og hendes rolle i det centrale forsvar er velkendt.

– Vilde er superdygtig i både forsvar og angreb, og også uden for banen bidrager hun positivt og bekymrer sig om de andre spillere. Håndboldmæssigt har hun en kæmpesult efter at blive den bedste på sin position i verden. Hun slapper aldrig af, men er blevet meget mere smart i sin tankegang og har indset, at ting ikke hele tiden kan være perfekte, og at man ikke kan træne sig til alt, siger cheftræner Jesper Jensen.

Når Vilde Ingstad afslutter sin kontrakt i 2021, er det sandsynligt, at hun vil søge mod en top fire-klub i europæisk håndbold, hvis Team Esbjerg da ikke forinden er nået op i det eksklusive selskab. Hun debuterede i Champions League for Team Esbjerg lige efter sin ankomst fra Oppsal IF i 2016 og ser foreløbig frem til at være med til at spille sin klub videre fra gruppespillet i EHF Cup i begyndelsen af det nye år. På landsholdet måtte hun kæmpe hårdt for spilletid ved EM i Frankrig tidligere i denne måned.

– Mit store mål er OL i 2020, siger Vilde Ingstad.

Med hendes forlængelse har profilerne Sandra Toft, Sanna Solberg, Line Jørgensen og Vilde Ingstad alle kontrakt indtil 2021, og det perspektiv behager Jesper Jensen.

– Vi bestræber os meget på at have kontinuitet i spillertruppen, og efter to sæsoner med store udskiftninger har vi opbygget en ny kultur og måde at spille håndbold på. Vilde er en vigtig del af vores fundament, og samlet vil det styrke mulighederne for at tiltrække attraktive spillere, at vi har langvarige kontrakter med så store navne, siger Jesper Jensen.

Vilde Mortensen Ingstad har norsk mor og dansk far, hvis familie bor i den sydvestlige del af Jylland. 


Vilde Mortensen Ingstad har norsk mor og dansk far, hvis familie bor i den sydvestlige del af Jylland. 

Fem EM-spillere hjem – Final4 er næste store opgave

0

Sandra Toft er som den første af Team Esbjergs fem EM-spillere vendt tilbage efter nogle fridage. Tirsdag møder de tre norske landsholdsspillere, Sanna Solberg, Marit Røsberg Jacobsen og Vilde Ingstad, og den hollandske topscorer og bronzevinder, Estavana Polman, slutter sig til ved den første træning i julen 27. december.

Foto: Yesbjerg/Adobe

Spillerne vender som regel lidt trætte og mentalt slidte hjem fra en slutrunde, og nordmændene er oven i skuffede over femtepladsen. Holland er et top fire-landshold, og det levede det fint op til, mens Danmark vel klarede sig, som man kunne forvente, siger cheftræner Jesper Jensen.

Individuelt strålede Estavana Polman mest af Team Esbjerg-spillerne. Hun blev hollandsk topscorer med 36 mål og placerede sig som nummer seks på hele turneringens topscorerliste.

Team Esbjerg befinder sig over for en periode med 11 kampe i Final4, HTH Ligaen og EHF Cup inden udgangen af januar. Februar fortsætter med samme intensitet.

Final4 indleder travl tid

Efter EM samles koncentrationen om den klubmæssige kulmination på håndboldåret, Santander Final4 i Blue Water Dokken, hvor de forsvarende pokalvindere fra Team Esbjerg i semifinalen lørdag den 29. december kl. 16.00 møder Odense Håndbold.

Det var den sværeste lodtrækning, vi kunne få, og vi er ikke favoritter mod Odense, som vi har tabt til, selv om holdet måtte undvære Stine Jørgensen og Mette Tranborg. Men vi tror på det og har nogle kort i hånden, som vi vil spille, siger Jesper Jensen.

De ikke EM-aktuelle spillere har lagt på fysisk og spillemæssigt på træningsbanen. Cheftræneren får travlt med at klippe videoer med især de kommende modstandere i EHF Cup. Første styrkeprøve er mod drengene på et af landets bedste U16-ligahold fra Vejle 27. december. Den kamp skal styrke fysikken og eksplosiviteten forud for store opgaver.