Team Esbjerg og Divisionsforeningen Håndbold er i gang med de sidste forberedelser til Santander Final4 lørdag og søndag i Blue Water Dokken. Tv-gulvet i to blå nuancer er ved at blive lagt, og billetsalget går ind i den afsluttende fase.

Foto: Yesbjerg / Adobe

Over 2.200 af siddepladserne i Blue Water Dokken er solgt, så den intense stemning og håndboldfesten er sikret. Siden Divisionsforeningen 1. oktober offentliggjorde, at Esbjerg var valgt som værtsby, har vi glædet os på både byens og Team Esbjergs vegne, og de praktiske forberedelser kulminerer lige nu med en masse detaljer, der skal gøre begivenheden til en mindeværdig oplevelse for spillere, sponsorer og tilskuere fra de fire deltagende klubber, siger Team Esbjergs direktør, Hans Christian Warrer.

På Divisionsforeningens hjemmeside, Tophaandbold.dk, kan du under punktet Final4 få adgang til de ca. 300 resterende siddepladser til finalestævnet 29. og 30. december. Eventbilletten til alle fire kampe, to semifinaler, bronzekamp og finale, kan købes for 295 kr. plus et gebyr på 10 kr. Udbuddet af ståpladser er fortsat pænt, og de sælges for 195 kr. plus gebyr.

Første semifinalekamp spilles lørdag kl. 13.30 mellem Randers HK og Nykøbing F. Håndbold, og kl. 16.00 spiller Team Esbjerg og Odense Håndbold. Søndagens kampe om 3.-4. pladsen og pokaltitlen spilles på de samme tidspunkter.

– Vi håber naturligvis at slå Odense i semifinalen, og gør vi det, bliver søndagens program yderligere interessant. Jeg forudser, at vi i så fald hurtigt får udsolgt til finaledagen. Det sikreste er at købe billetter til hele Final4 på forhånd, siger Hans Christian Warrer.

Som værtsklub arbejder Team Esbjerg tæt sammen med Divisionsforeningen Håndbold og Sport & Event Park Esbjerg, der står for catering og salg i hallen de to dage. Ud over inviterede sponsorer fra de fire klubber deltager tre borgmestre. Jesper Frost Rasmussen fra Esbjerg Kommune vil være der begge dage, og borgmesterkollegerne fra Odense og Guldborgsund, Peter Rahbæk Juel og John Brædder, deltager i søndagens program.

Leave a Reply