Home Tags Gratis

Tag: gratis

Usædvanlig kvintet fylder biblioteket med lyd

0

En klassisk kvintet udfordrer med sin utraditionelle besætning konventioner for klassiske ensembler: Konstellationen sopran, mezzosopran, blokfløjte, klarinet og klaver ser man nemlig ikke hver dag.

SLØR inviterer til gratis koncert på Esbjerg Hovedbibliotek d. 1. marts. 

Foto: SLØR

De fem musikere Ida, Sidse, Stine, Mathilde og Karin har rødder i hele landet, men fandt deres fælles ståsted på Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg. Det har hidtil resulteret i klassisk musik fra en ny vinkel: “SLØR arbejder hele tiden i et spændingsfelt mellem det nye og det gamle, det etablerede og det opløselige. 

Derfor rummer vores koncerter tre elementer: musik, der er arrangeret til os, musik, der er skrevet af os, og musik, der er skrevet til os” fortæller blokfløjtenist Stine Benjaminsen. 

En musikalsk tretrinsraket 

Disse tre elementer vil man kunne opleve til koncerten. SLØR tager hånd om Modest Mussorgskys russiske folketoner og Maurice Ravels svævende univers. Til koncerten præsenterer SLØR også musik fra medlemmernes egen hånd. Denne musik er vokset ud af nysgerrighed til instrumenternes klange i samspil med hinanden og en eventyrlysten skabertrang. Også etablerede komponister har skabt værker til ensemblet. Mogens Christensens originale værk “Mod  Vandet” kan også opleves til koncerten. 

Musik og lyrik i samspil

Musikkernes egen poesi og et samarbejde med moderne lyrikkere som Thorkil Jacobsen er en vigtig del af gruppens kreative afsæt, derfor var netop biblioteket et oplagt sted til SLØRs første koncert i Esbjerg. Derudover arbejder SLØR med de fysiske rammer, som en del af deres musikalske fortælling: “SLØR gør meget ud af at bruge koncertrummet både auditivt og visuelt, og forsøger altid at finde frem til den situation, der tjener musikken bedst. Netop Esbjerg bibliotek med dets mange niveauer og afkroge danner en fin, alternativ ramme for koncerten” uddyber klarinettist Mathilde Schelin. 

Koncerten finder sted

fredag den 1/3 2019 kl. 16:30

på Esbjerg Hovedbibliotek

Nørregade 19, Esbjerg.

Der er fri adgang for alle.

Koncertaften med soliststuderende

0


4 studerende fra musikkonservatoriets nye solistuddannelse CCA (contemporary creative artist) præsenterer deres kunstneriske virke ved 4 personlige og meget forskellige koncerter d. 11/12.

Foto: Syddansk Musikkonservatorium

Ved lanceringen af uddannelsestilbuddet, som er det første af sin art i Danmark, viste der sig hurtigt stor interesse, men kun 4 passerede nåleøjet og blev optaget. Efter deres første semester gør de nu status i form af 4 små offentlige koncerter, hvor de præsenterer deres egne kompositioner.

Guitaristen Martin Lau, som lægger ud, fortæller om sit kunstneriske univers: “Jeg har til den her koncert skrevet en håndfuld kompositioner, som alle udfordrer hvordan jeg tidligere har skrevet musik, ved at lade hver komposition få ét fokuspunkt. Blandt andet beskæftiger ét nummer sig med forskellige taktarter, ét med intonation og ét med forskellige notationsmetoder, som alt sammen har været en hjælp til at komme ud af de vante former og redefinere min kompositionsproces“.

Violinisten Liv Vester Larsen har oprindeligt sit afsæt i folkemusikken, men har altid bevæget sig i spændingsfeltet mellem genrerne. Til denne koncert har hun arbejdet med musik, der er dedikeret til naturen og musik der har naturen som inspirationskilde, f.eks. en hyldest til årstidernes skiftende vejr.

Aftenens anden violinist, Annelene Toft Christensen, har for alvor taget solisttitlen til sig og optræder ganske solo i selskab med sit instrument. Til gengæld lover hun, at det ikke går stille af sig: “Jeg vil holde et brag af en koncert for at fejre at min violin og jeg nu har kendt hinanden i 22 år. Kom og hør, hvad der kommer ud af sådan et venskab!“, opfordrer hun.

Koncerterne er gratis og de optrædende har selv valgt hvor på konservatoriet netop deres koncert finder sted.

PROGRAM:

19:00 – Martin Lau (Café Ørsted)

19:45 – Liv Vester Larsen (Koncertsalen)

20:30 – Annelene Toft Christensen (Lille sal)

21:15 – Malwina Kolodziejczyk (Koncertsalen)

Dørene åbner klokken 18.30.

SDMK

Kærlige kunstneriske benspænd

0

Hvordan får man sangere og sangskrivere til at reflektere ekstra meget over hvilke valg, de træffer?

Syddansk Musikkonservatoriums sangunderviser Helle Hansen gør det ved at udsætte sine studerende for nogle kærlige kunstneriske benspænd i form af fire dogmer. Resultatet kan opleves ved en såkaldt Dogmekoncert d. 10. december i konservatoriets koncertsal.

Dogme som kunstnerisk begreb er nok mest kendt fra filmens verden, hvor resultatet af instruktørernes selvpålagte begrænsninger vakte opsigt verden over. At metoden også er særdeles velegnet til at skærpe opmærksomheden i sangskrivningsprocessen er måske nyt for nogen.

Sangstuderende Ida Gleie, som selv har taget udfordringen op, fortæller hvad der er i vente til koncerten: ”Vi præsenterer helt nye sange skrevet på tværs af genrer og ud fra fire kompositoriske dogmer, udstukket af vores lærer Helle Hansen, så der er i høj grad mulighed for at få et indblik i den skabende proces hos aspirerende sangskrivere, når sangerne fra den rytmiske linje fremfører deres kompositioner”.

Kvinden bag årets dogmer er ikke helt uerfaren, når det kommer til at komponere sange. Helle Hansen har ud over en Danish Music Award som årets Danske Jazzkomponist hele 15 år i træk høstet anerkendelse i form af én eller flere ”honorable mentions” i den prestigefyldte USA Songwriting Competition – foruden en lang række priser i andre internationale konkurrencer.

DOGMERNE:

1. Instrumental feature: Skriv en komposition med en instrumental feature til et instrument!

2. Af få ord: Skriv en sang med så lidt tekst som muligt!

3. Blikket ud: Skriv med kunstnerisk kollaboration eller med et tværkunstnerisk islæt!

4. I andres fodspor: Skriv en sang som (eller til) en kunstner du er inspireret af!

PROGRAM:

15.00 – Anna Krunderup Emmeluth

15.30 – Nicolai Wedel Pedersen

16.00 – Katrine Kjeldskov Jensen

16.30 – Janne Therkildsen

Pause

17.00 – Thilde Fjord Madsen

17.30 – Jesper Møgelvang Rasmussen

18.00 – Ellen Østenvig Bathum

18.30 – Ida Gleie

Mandag d.10. december kl. 15.00

Konservatoriets koncertsal

Kirkegade 61, Esbjerg

Fri entré

OBS: Der vil være kaffe og kage i pausen. Dørene forventes lukket under koncerten, men hold dig klar i god tid, hvis du kun har planer om at høre dele af koncerten. Der er mulighed for at komme ind/ud når der skiftes mellem hver sanger.

Foto: Peter Langwithz Smith

Orgelprofessor tiltræder med offentlig koncert

0

Syddansk Musikkonservatorium har udnævnt den særdeles velrenommerede svenske organist Hans-Ola Ericsson som adjungeret professor. Nu tiltræder han foredrag, masterclasses og en offentlig koncert.

Foto: Syddansk Musikkonservatorium

Hans-Ola Ericsson er meget søgt som underviser og har uddannet flere generationer af organister både i Piteå, hvor han har opbygget en orgelklasse med internationalt format. Han er ligeledes i besiddelse af et professorat på McGill University i Montreal, Canada. Fra alle sider får Ericsson pæne skudsmål, hvor bl.a. hans formidlingsevner og faglige autoritet understreges.

Organist og korleder Mikkel Andreassen, der er ansvarlig for konservatoriets kirkemusikalske område, ser frem til at tilknytte endnu en stor kapacitet til uddannelsesområdet: ”Hans-Ola Ericsson er en stor orgelspiller, hvis fortolkninger både hvad angår virtuositet, musikalitet og formsans har internationalt niveau. Han er kendt som fortolker af selv de vanskeligste værker i litteraturen, blandt meget andet orgelværker af Messiaen og et stort antal nyere komponister, som han er særlig ambassadør for. Samtidigt er hans stilkendskab og sans for hele orgellitteraturens repertoire på højeste niveau. Han har indspillet musik fra snart sagt alle tidsaldre.”

Ved den offentlige tiltrædelseskoncert får alle interesserede publikummer lejlighed til at opleve Ericsson spille et spændende program ved konservatoriets Marcussenorgel i koncertsalen. Efterfølgende er konservatoriet vært ved en lille reception.

Hovedpersonen selv udtrykker også begejstring ved udsigten til at blive knyttet til Syddansk Musikkonservatorium: ”Jeg ser frem mod samarbejdet og til at give mine synspunkter for om muligt at styrke regionen hvad angår orgelrelaterede problemstillinger. Ikke mindst ser jeg frem til at komme til at arbejde med de studerende. Jeg har ved mine tidligere besøg i Esbjerg og på Fanø altid fundet denne del af Danmark specielt naturskøn og beroligende.”

  • Søndag d. 2. december klokken 16.00. Der er. fri entré
  • Koncertsalen, Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg
  • Tiltrædelseskoncert med adjungeret professor, Hans-Ola Ericsson
  • Efterfølgende er konservatoriet vært ved et glas

Koncertprogram:

Peteris Vasks: Te Deum (1991)

Georg Muffat: Passacaglia

Joseph Haydn: 6 små stykker for  “Fløjteur”

Johann Sebastian Bach/Max Reger: Kromatisk fantasi (BWV 903)

Olivier Messiaen: Prière avant la communion, Ur Livre du Saint-Sacrement (1984)

Johann Sebastian Bach/Franz Liszt: Einleitung und Fuge aus der Kantate„Ich hatte viel Bekümmernis“

Dietrich Buxtehude: Praeludium i fis mol (BuxWV 146)

John Cage: Souvenir (1983)

Johann Sebastian Bach: O Mensch, bewein‘ dein Sünde Gross (BWV 622)

Johann Sebastian Bach: Præludium og Fuga i  h-mol (BWV 544)

Fakta:

  • Syddansk Musikkonservatoriums kirkemusikuddannelse er hjemmehørende i Esbjerg
  • Det kommende besøg i Esbjerg er Hans-Ola Ericssons første efter udnævnelsen. I dagene efter koncerten underviser han konservatoriets orgelstuderende.
  • En videregående uddannelsesinstitution kan tildele titlen adjungeret professor til personer uden for institutionen, som har et højt fagligt niveau, og som institutionen ønsker at hædre med denne titel og derved knytte nærmere til sig.
  • Syddansk Musikkonservatorium har og har haft en række adjungerede professorer tilknyttet forskellige fagområder. Senest blev oboisten Henrik Goldschmidt udnævnt som adjungeret professor for det klassiske område og jazzbassisten Greg Cohen tilknyttet det rytmiske område.

Endelig er det igen blevet tid til Good Music Festival!

0

Kom til Good Music Festival, der byder på intet mindre end otte timers gratis musik i et hav af genrer og variationer. Festivalen finder sted den 24. november 2018 fra kl. 17:00 i de smukke rammer på Syddansk Musikkonservatorium,  Kirkegade 61, 6700 Esbjerg.

Foto: 

Good Music Festival er en non-profit endagsfestival der årligt bliver stablet på benene af de studerende fra Syddansk Musikkonservatorium, der også selv tager del i festivalen – både på scenen og blandt publikum.

Good Music til os alle

Good Music er for alle ører. Det er musik, der laves og udføres med stor omhu, kærlighed og storslået kreativitet. Good Music handler om at samle folk på tværs af baggrunde, traditioner og musikalitet. Som Duke Ellington forklarede det: “There’s only one type of music and that’s Good Music!”

Urimelig god musik i vente

Endnu en gang har de ansvarlige stået med ansøgninger til op over begge ører fra deres medstuderende og herudover kommer Odenses helt egen sangfugl Helle Henning og giver koncert som aftenens hovednavn. Foruden sin koncert afvikler Helle Henning også en workshop i forbindelse Kulturskolens aktuelle talentcamp for musikelever på talentlinjerne i Region Syd.

Helle Henning er dog kun toppen af det i forvejen imponerende program. Aftenen bliver spækket med fantastisk musik fra flere af konservatoriets studerende, der spiller alt lige fra rock, til folkemusik og helt over i techno.

Følg med på Good Music Festivals facebookside, hvor du kan se mere om de enkelte bands og følge med i det løbende opdaterede program.

Oplev blandt andet:

Helle Henning
Lau/Scott/Muff
Tedeschi Trucks Project
To Venner
AAVA
Ravdal
Sustained Climax
Let’s Die
Mensink og Vosgerau
Anna Emmeluth m/Band
Jammu
Jakob Nissen Kvartet
Luca Stereo
Meltway

Løvet falder men nodebladene blomstrer

0

Syddansk Musikkonservatoriums studerende sætter fra den 19. til den 24. november nodebladene i blomst og lader musikken tage favntag med efterårets sansebombardement, når de inviterer publikum til konservatoriets Efterårsfestival. Her får publikum mulighed for at opleve et bredt udsnit af de klassiske studerendes aktuelle projekter ved ikke mindre end 14 koncerter.

Foto: Syddansk Musikkonservatorium

En af dem finder sted i Vor Frelsers Kirke i hjertet af Esbjerg d. 22/11 kl. 19.30

Festivalens fortættede program og de mange møder med publikum er af stor værdi for de studerende, fordi de her får mulighed for at lære at udtrykke sig så naturligt og professionelt som muligt med få timer mellem koncerterne . Det betyder uendelig meget for konservatoriets studerende og lærere at have et inspirerende og engageret publikum. Det daglige, vedholdende arbejde med at afprøve, gennemtænke og indlære de utallige funktioner, en musiker eller sanger har brug for – tekniske, klanglige, rytmiske, dynamiske, udtryksmæssige, notationsmæssige, kropslige, sproglige – holder vi for os selv i øve- og undervisningslokalerne. Det er foran publikum der for alvor er noget på spil”, siger Niels Ullner, der har tilrettelagt festivalprogrammet.

Der er fri entré ved alle festivalens koncerter!

Koncerter

19/11 kl. 19.00                             Åbningskoncert, klassisk         ODEON (Konservatoriets koncertsal)

20/11 kl. 17.00                             Klassisk kirkekoncert                SANKT HANS KIRKE (Odense)

21/11 kl. 09.30 og 10.45          Skolekoncerter                          ODEON (NB!  Ingen ledige pladser)

21/11 kl. 16.00                             Klassisk koncert                          BORGERNES HUS (Odense)

21/11 kl. 19.00                             Rytmisk koncert                          ODEON (Konservatoriets koncertsal)

21/11 kl. 19.30                             Klassisk koncert                         FODERSTOFFEN (Rudme)

22/11 kl. 12.00                             Frokostkoncert, klassisk          CAMPUSTORVET, SDU (Odense)

22/11 kl. 19.00                             Klassisk Sangaften                     ODEON (Konservatoriets koncertsal)

22/11 kl. 19.30                            Klassisk kirkekoncert               VOR FRELSER KIRKE (Esbjerg)

22/11 kl. 19.30                             Klassisk koncert                          FAABORG MUSEUM

23/11 kl. 16.00                             Kammermusikkoncert             ODEON (Konservatoriets koncertsal)

23/11 kl. 19.30                             Kammermusikkoncert             ODEON (Konservatoriets koncertsal)

24/11 kl. 11.00                             Brunchkoncert, klassisk           CAFÈ ODEON SOCIAL

Fortnite turnering var et tilløbsstykke

Bakkeskolens super lækre e-sportslokaler var i dag rammen om et storslående Fortnite arrangement. Allerede før dørene officielt åbnede klokken 11, var der masser af fremmødte børn, unge og forældre. Blot 8 minutter over 11 var der kø for at komme ind og spille med i turneringen.

Foto: Christina Simonia Straarup

Fortnite er det nye sort

Det var Yesbjerg, der i samarbejde med SGI, eSport Esbjerg og E-sportslinien på Bakkeskolen havde lavet et gratis arrangement, hvor alle interesserede kunne komme og deltage i en hyggelig dag med ligesindede. Og med et fyldt lokale og 40 PCer, der var optaget hele tiden, må det siges at være en kæmpe succes.
Fortnite er for alvor landet i Esbjerg.

Fortnite er et gratis spil fra spiludvikleren Epic Games

Seriøse gamere
Stemningen i lokalet var intens og de fremmødte kunne vælge at spille solo eller i hold af 4. Rekorden for hold og dermed dagens bedste team blev Puff Team med samlet 17 assinationer, skarpt efterfulgt af holdet Prikkerne, som kæmpede bravt og nåede op på hele 16 kills.

Dagens vinder i solo blev 14 årige Taisir Al-Tai med 13 drab, og det var med spænding til det sidste,  mens alle vennerne omkring ham heppede og glædede sig over sejren.

Team Puff
Lokalerne var fyldt helt op af spillende drenge
Vild jubel i det øjeblik Taisir Al-Tai vinder spillet med 13 kills
Sejren er i hus
Spænding og intensitet

Har du risiko for at udvikle type 2-diabetes? Eller har du type 2-diabetes?

0

På Verdens Diabetesdag, onsdag den 14. november, kan du gratis få testet din risiko for at udvikle type 2-diabetes i Ribe, Bramming og Esbjerg. Har du allerede type 2-diabetes, kan du deltage i et møde, hvor du kan høre nærmere om en gratis app, der kan hjælpe dig med at skabe overblik over dine diabetesmålinger.

Grafik: Yesbjerg/Adobe

1.388 personer i Esbjerg Kommune skønnes at have type 2-diabetes uden at vide det. Diabetes (sukkersyge) er ikke nødvendigvis en sygdom, man selv kan se eller mærke. Uden behandling er diabetes en livsfarlig sygdom. Det forhøjede blodsukker er årsagen til alvorlige følgesygdomme som blodpropper, nyresvigt, blindhed og amputationer. Derfor sætter Esbjerg Kommune i samarbejde med Diabetesforeningen og apoteker nu ekstra fokus på at forebygge og opspore type 2-diabetes med tilbud om en gratis risikotest på Verdens Diabetesdag, onsdag den 14. november 2018.

“Type 2-diabetes er en alvorlig sygdom, der skal opdages og behandles i tide. Derfor håber jeg, at mange vil benytte sig af tilbuddet om en gratis risikotest”

Olfert Krog, Formand for Sundhed & Omsorgsudvalge

Test din risiko for type 2-diabetes

Bor du i Esbjerg Kommune, kan du onsdag den 14. november gratis få testet din risiko for type 2-diabetes på:

08.00 –   9.00 Ribe Sundhedscenter, Tangevej 6
09.00 – 10.00 Esbjerg Sundhedscenter, Spangsbjerg Kirkevej 51
09.30 – 10.30 Neptun Apotek, Stormgade 2
11.00 – 11.30 Apotek City Nord, Stormgade 157
11.30 – 12.00 Bramming Sundhedscenter, Idræts Allé 10
12.00 – 13.00 Aktivitetshuset Mosaikken, Stengårdsvej 163
12.15 – 13.00 Bramming Apotek, Storegade 2
13.15 – 13.45 Neptun Apotek Sædding, Sædding Centret
14.00 – 15.00 Jerne Apotek, Strandby Kirkevej 80
14.00 – 14.45 Hovedbiblioteket, Nørregade 19
15.00 – 16.00 Aktivitetshuset Mosaikken, Stengårdsvej 163
15.30 – 16.15 Krone Apotek, Kongensgade 36
16.15 – 17.15 Esbjerg Sundhedscenter, Spangsbjerg Kirkevej 51
16.45 – 17.30 Krone Apotek, Broen

Her kan du også stille spørgsmål, få en snak om diabetes og høre om, hvilke tilbud der er for borgere med diabetes i Esbjerg Kommune.

Testen foregår ved, at du besvarer en trykt risikotest, der med syv enkle spørgsmål viser, om du er i risikogruppe, og hvor høj risikoen er. Resultatet vil også vejlede dig i, om du bør gå til læge. Jo før du får stillet en diagnose, jo før kan du komme i behandling.

Du kan også teste din risiko på: https://diabetes.dk/diabetes-2/fakta-om-diabetes-2/test-din-risiko.aspx

App til dig, der har diabetes

Har du fået diagnosen type 2-diabetes, kan du bruge en gratis app, som kan hjælpe dig med at få overblik over dit blodsukker og gøre det let at have dine målinger med dig, når du skal til lægen eller på sygehuset. Hvis du har behov for det, kan en sygeplejerske ved kommunens Center for Sundhedsteknologi i en periode også se og følge op på dine målinger to gange om ugen. Center for Sundhedsteknologi vurderer sammen med dig, om du kan have fordel af det.

Få en pølse og del en god affaldsvane på Tarp Genbrugsplads

0

Onsdag den 7. november kan du på Tarp Genbrugsplads både komme af med dit affald og få stillet sulten. Affaldstemaet fra Esbjerg Kommune og formand for Teknik og Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen byder nemlig på pølser og affaldsnak.

Foto: Esbjerg Kommune

“Fra kl. 15-17 den 7. november står vi klar på Tarp Genbrugsplads med en pølse og en uformel snak om affald. Lige nu er forslaget til Affaldsplanen for 2019-2024 i høring. Så vi vil gerne fortælle om de initiativer, der er lagt op til, at vi skal arbejde med de næste seks år. Samtidig vil vi gerne høre, hvordan affald fylder i borgernes hverdag, og vi opfordrer til at komme med input til Affaldsplanen. For de mål Affaldsplanen sætter, skal vi alle løfte i fællesskab”, fortæller udvalgsformand Søren Heide Lambertsen.

Del en affaldsvane og vind

“På dialogdagen vil vi også rigtig gerne vise, hvor meget affald, man kan sortere fra til genanvendelse. Vi håber, det giver nogle “aha-oplevelser”. Langt de fleste af os vil jo gerne sortere, vi skal bare vide hvordan. Og så er det optimale at få gjort affaldssorteringen til en god vane, så det sker helt naturligt. Derfor har vi også lavet en konkurrence, hvor alle der deler en god affaldsvane kan deltage i lodtrækningen om en gavekurv. Det er jo rigtig dejligt, hvis vi kan inspirere hinanden og sammen øge affaldssorteringen.”

“For mig selv betyder det fx meget, at jeg under køkkenhåndvasken har gjort plads til en spand til glas, metal og hård plast. Helt automatisk lægger jeg nu den tomme shampooflaske i spanden, fordi muligheden er lige ved hånden. Den lille spand tømmer jeg i genbrugsspanden udenfor.”

“Jeg er overbevist om, at mange har nogle gode tips, der gør sorteringen nemmere. Dem vil vi gerne dele videre. Kommer man ikke ud på Tarp Genbrugsplads til dialogdag, har vi lavet et opslag på facebook, hvor man også kan dele sin gode affaldsvane. Forhåbentlig vil mange give ud af deres guldkorn”.

Affald i fremtiden

Esbjerg Kommune arbejder hele tiden for at vores affaldsordninger hænger bedst sammen i forhold til service, miljø og økonomi. Affald får heldigvis mere og mere fokus, fordi der er så gode ressourcer i det. Jeg håber, at den øgede interesse for affaldssortering betyder, at en masse har lyst til at snakke med os til dialogdagen og give deres besyv med, hvordan vi skal tænke på affaldet i fremtiden”, slutter Søren Heide Lambertsen.

Tør du tage dagens udfordring

Adressen er Manøgade 5, Yesbjergs hovedkvarter. Du er på din næste gåtur inviteret forbi til en udfordring her på matriklen. Tag en ven under armen og gå en tur forbi. Du må tage din udfordring med og give den videre, når du selv har udført den. Du må også lægge den i bøtten igen til næste mand på pletten.

Der behøver ikke være en mening med alt 🙂