Genbrugsbutikkerne er ved at løbe tør for tøj. Det ses ovenpå en længere periode med tøjleverancer til Ukraine, og det faktum at vi i større grad herhjemme køber de varme jakker og tæpper til vinteren i genbrug.
Hvordan påvirker krisen dig, skriv til os og fortæl din historie.
En væg spækket med brødkurve, og 30 af de samme billeder ved siden af hinanden. Valgene Helle fra Esbjerg har begået i sit hjem er ret finurlige, men fælles for dem alle er, at det meste er købt brugt. Selv rullegræsset i haven er genbrug, og det gælder også de to vaser, som kæresten ikke bryder sig om. Nu har Helle en tredje vase af samme design på vej med posten.
Foto: DBA Guide
Klokken 16 er der diskofest hjemme hos Helle fra Esbjerg. Hver dag. Næsten. For klokken 16 rammer solens stråler Helle Roagers vindue i gangen, og strålerne rammer ind på hendes hjemmelavede disko-lysekrone, der reflekterer strålerne ud på væggen i massevis af små pletter.
En diskokugle-lysekrone. Sådan en har din nabo garanteret ikke, og derfor siger den lampe rigtig meget om 25-årige Helle og hendes indretning. Helle bor nemlig med et væld af finurlige løsninger i hjemmet, hun selv har hittet på, og nærmest alle hendes møbler og boligtilbehør er købt brugte. Det skriver DBA Guide.
Helles dyreste genbrugsfund
Der var 200 kr. mellem Helle og sælger, da Helle handlede om sit kommende spisebord på genbrugsmarkedet. Men Helle er en benhård forhandler og fik derfor sælger ned på sine 1.000 kr., og således fik hun gjort sit hidtil dyreste køb på genbrugsmarkedet. Men det er et køb, hun er glad for, for bordet er flot og ikke mindst langt.
– Jeg er generelt ikke så glad for at give meget for tingene, jeg finder brugte. Prisen skal helst ikke over 150 kr. Det afhænger selvfølgelig af, hvilken ting jeg køber, og hvor meget jeg gerne vil have den, siger Helle.
Hendes princip, hvad angår prisen, kommer også til udtryk, når Helle fortæller om sin unikke billedvæg i stuen. Her pryder 30 billeder, store som små, hendes hvide væg, og det pudsige er: Alle billederne har samme motiv. Rammerne er forskellige, og hele molevitten er købt brugt. Men for gode priser:
– Jeg leder faktisk stadig efter billeder af fiskeren. Jeg er ikke helt færdig med væggen endnu, griner Helle til DBA Guide og fortsætter:
– Jeg har dog svært ved at finde flere billeder med motivet. Det er som om, jeg har støvsuget hele markedet. Jeg vil ellers gerne finde små billeder af motivet, som kan udfylde de mindre, frie spots på væggen. Men jeg er ikke villig til at betale meget for sådan et billede. Vi skal helst ikke op over 50 kr.
Det billigste billede på væggen betalte hun 7,5 krone for. Det er dog ikke dét billede, hun mindst bryder sig om. For hun er også kommet til at gøre et fejlkøb:
– Mange siger, at det broderede billede i midten er lidt uhyggeligt, fordi fiskerens øjne er skarpe. Men ude i garagen har jeg ét, der er endnu mere uhyggeligt. Det får det ikke lov til at komme op og hænge.
’I kan bare lade det stå’
Helle og kæresten har kun boet i deres hus i et lille års tid. Huset købte de for 13 måneder siden, hvor de fik underetagen totalrenoveret.
Huset var er dødsbo, og der var flere ejendele fra den tidligere ejer, som arvingerne ikke orkede at skille sig af med – ting som Helle i dag nyder stor glæde af.
– Jeg sagde til sælgerne, at de endelig bare skulle lade det stå, de ikke orkede at fjerne fra huset. Jeg kan ofte bruge ting, eller bruge dele fra tingene, og hvis ikke jeg kan det, kan jeg jo altid selv sælge dem, fortæller Helle til DBA Guide.
To trætte optimistjoller lå og ventede i haven på Helle og kæresten, da de fik nøglerne til huset, og i dag har hun beholdt den ene, mens den anden er solgt. Jollen gør i dag gavn som jordbærbed. Det eneste, det har krævet af handywoman-evner, var at bore hul i bådens bund.
Denne ting har du nok aldrig tænk på, man kunne købe brugt
Helle er ikke blot kreativ, når det gælder at style sit hjem, hun ser også flere muligheder for at købe brugt end de fleste af os andre. F.eks. har hun fået en del af sin græsplæne gratis. Rullegræsset, som pryder den bakkede del af haven, skaffede hun gratis på brugtmarkedet.
Og det er ikke den eneste grønne “organisme”, som Helle har givet nyt liv:
– Flere af mine planter er genbrugsplanter: Nogle har jeg købt brugte, andre har jeg fundet gratis, og én har jeg hevet op af skraldespanden, da vi overtog huset. Mange af dem, jeg har fået gratis eller fundet, havde de tidligere ejere givet op på, men i dag står de så fint hjemme hos mig, fortæller Helle, der har grønne fingre med én undtagelse:
– Brejner kan jeg simpelthen ikke holde i live.
Helles planter bliver ofte genbrugt over flere omgange i den forstand, at hun gror stiklinger på dem og sælger dem videre.
Helle har også gang i salget
Helle er sjældent på jagt efter noget bestemt, når hun scroller gemmen DBA eller diverse genbrugssites, og derfor sker det nogle gange, at hun begår nogle handler for at erfare, at møblet ikke passer ind i indretningen. I de tilfælde sælger Helle tingene videre, og det har hun god erfaring med.
Hun gør det faktisk så ofte, at hun har en storvægreol i kælderen, kun med ting hun har til salg, og i hjørnet står gamle papkasser, hun selv har fået leveret varer i, mens hun har fået andre fra familien, fordi de samler sammen til hende. Papkasserne venter på at blive sendt ud af hendes hjem igen med en anden vare i æsken.
– Jeg kan også finde på at sælge ting, som jeg egentlig godt selv vil beholde, men hvor jeg har købt tingene til en så fordelagtig pris, at jeg nærmest ikke kan lade være med at sælge den videre for at tjene lidt på min gode handel, siger Helle.
Men ikke alle tingene på Helles reol får hurtigt ben at gå på. Et tungt glasfad i matteret glas med et mønster af gul-lignende glas på har opholdt sig på hylden i et år.
– Jeg kan ikke få det solgt. Det er til salg for 120 kr., og jeg ved virkelig ikke hvorfor, der er ingen, der har købt det endnu, fortæller Helle til DBA Guide.
Hun er også overrasket over, at hendes fliser ude i haven, som hun og kæresten har gravet op og sat op af muren, endnu ikke er blevet afsat. Fliserne har hun sat til salg på DBA i gratis-kategorien og for anden uge i træk uden held.
Denne genbrugsting er kæresten ikke vild med
Det er primært Helle, der står for at indrette hjemmet. Hendes kæreste er for det meste glad for hendes fund og hjemmets stil, men det sker dog nogle gange, at Helles kæreste lader en bemærkning falde om nogle af de nye brugtfund, Helle bringer til indretningen.
– Bl.a. har han sagt, at han synes, West Germany-vaserne i soveværelset ikke er så pæne, siger Helle til DBA Guide og smiler, fordi hun i samme ombæring fortæller, at der i skrivende stund er endnu en vase i samme stil og farve på vej med posten.
– Hvis det er nogle ting, jeg selv er MEGET glad for, rykker jeg ikke på det, når han lige nævner, at tingene ikke er hans stil. Og de her vaser, synes jeg bare, passer så godt til vores soveværelse, fortæller Helle slutteligt i interviewet.
Når turen går til genbrugspladsen, så er det i høj grad den gode vejledning, der skaber værdi. Det viser den seneste brugerundersøgelse, hvor de besøgende giver topscore til pladspersonalet.Der er altid hjælp at hente hos pladspersonalet på genbrugspladsen, hvis du er i tvivl om, hvilken container affaldet skal i.
Genbrugspladserne er altid velbesøgte, og det har tiden med Corona ikke ændret på, snarere tværtimod. For brugerne viser stor velvilje til at sortere, og på pladserne gør medarbejderne hvad de kan for at give en god service.
Stor opbakning til genbrug og sortering
Der er en grøn indstilling blandt de besøgende på genbrugspladserne, og mange kommer flere gange om måneden. For de har lyst til at sortere affaldet, og med vejledning fra personalet bliver det en fælles indsats for at passe på miljøet.
”Det er tydeligt at mærke på de mange besvarelser i brugerundersøgelsen, at det betyder noget for de besøgende at sortere rigtigt og vide, at affaldet bliver genanvendt. Flere så allerhelst, at ting i højere grad bliver brugt igen og ikke smidt i containerne. Og jeg kan kun være enig i, at hvis en ting kan bruges i dens oprindelige form igen, så er det bedst at lade fx naboen eller genbrugsbutikken få glæde af det. Er det kommet med på traileren kan ting til direkte genbrug også afleveres på genbrugspladserne. Det affald der ligger i containerne, kan vi ikke lade andre tage med hjem. Men når affaldet kommer i den rigtige container, får det nyt liv som noget andet, så indsatsen tæller.
Det er meget positivt at opleve, at der generelt er så stor opbakning til god sortering, både på pladserne og derhjemme. På den måde kan vi i fællesskab sikre, at de mange ressourcer i affaldet bliver brugt og ikke går til spilde”, siger udvalgsformand for Teknik & Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen.
Hjælpsomt og synligt personale
”En af vores vigtigste opgaver på genbrugspladsen er at vejlede borgere og erhverv om sortering, så vi får den højest mulige genanvendelse af affaldet. Når vi spørger brugerne til deres oplevelse af servicen på pladserne, er de ikke i tvivl. Vi har fået en perlerække af rosende ord og tilkendegivelser til medarbejderne. Oplevelsen er et synligt og tilgængeligt personale, som vejleder på en positiv måde. Det er selvfølgelig dejligt at høre, og det motiverer til at fortsætte den gode indsats, så det altid er en god oplevelse at komme på genbrugspladsen.”
Fakta:
– Esbjerg Kommune har lavet en brugerundersøgelse på kommunens fire genbrugspladser i Tarp, Måde, Ribe og Bramming. Der blev foretaget 150 interviews og udfyldt 362 spørgeskemaer, fordelt på de fire genbrugspladser.
– Den samlede tilfredshed ligger på 4,92, på en skala fra 1-5.
Politihjemmeværnet bistår politiet med trafikregulering ved genbrugspladser
Politiet har truffet beslutningen for at sikre en smidig afvikling af trafikken, efter at der har været flere hændelser med lange bilkøer, hvor borgere har ønsket at komme af med deres affald.
Syd- og Sønderjyllands Politi får fra og med onsdag den 8. april igen bistand fra Politihjemmeværnet til regulering af trafikken ved genbrugspladserne i Varde og Sønderborg kommuner.
Politiet har truffet beslutningen for at sikre en smidig afvikling af trafikken, efter at der har været flere hændelser med lange bilkøer, hvor borgere har ønsket at komme af med deres affald.
Genbrugspladserne åbnede den 31. marts efter at have været lukket i 14 dage. Lukningen var blandt de mange initiativer, som regeringen tog for at nedbringe risikoen for smitte med Coronavirus/COVID-19.
Bilkøer
– På alle andre områder har borgerne i vores politikreds været gode til at følge myndighedernes anvisninger og anbefalinger i forbindelse med Corona-krisen. Men efter åbningen af genbrugspladserne har der nogle steder været udfordringer med køer på tilkørselsvejene til pladserne. På de steder, hvor det skønnes nødvendigt af hensyn til færdselssikkerheden, vil der blive opsat færdselstavler, som trafikanterne skal følge. Såfremt der er kø ved ankomst til en genbrugsplads, anmoder vi borgerne om at køre hjem og komme igen på et andet tidspunkt, forklarer politiinspektør Tage Jehn fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
– Hjemmeværnet og politiet vil som altid anvende dialog og udvise konduite. Men hvis bilisterne ikke følger skiltningen på stedet, kommer bødeblokken frem, tilføjer politiinspektøren.
Siden april er der blevet arbejdet på moderniseringen af Måde Genbrugsplads. Torsdag den 20. december kl. 9 bliver pladsen indviet. Ved samme lejlighed sættes der fokus på plastikforureningen ved Vesterhavet.
Foto: Esbjerg Kommune
Lige til juletid står Måde Genbrugsplads færdig efter knap 9 måneders effektiv modernisering. “På grund af skærpede miljøkrav og ønsket om en mere brugervenlig plads, satte vi spaden i jorden i april. Der er blevet arbejdet hårdt på, at få pladsen færdig. Julen står for døren, og det giver altid ekstra travlhed på genbrugspladserne. Jeg glæder mig over, at der nu står en moderne plads klar til at håndtere det ekstra affald”, siger formand for Teknik & Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen. “Det har stået på alles ønskeseddel, at få nedsænkede containere i Måde, så vi undgår at løfte affaldet op ad trapper. Det ønske har vi prioriteret højt. Vi ved, at det skal være nemt at sortere og komme af med vores affald. Derfor har vi ved renoveringen af Måde Genbrugsplads haft stor fokus på at skabe en praktisk indretning og forbedre servicen. Det synes jeg, at vi er kommet i mål med”. Slut med trapper “Under moderniseringen har forholdene naturligvis været mere trange, og besøgende har udvist tålmodighed. Jeg glæder mig over, at vi nu kan tage den nye brugervenlige plads i brug, hvor forholdene for sortering er i top”. Fokus på plast i havet Ved indvielsen af Måde Genbrugsplads er det også muligt at opleve, hvad plast kan, når man tænker ressourcer fremfor affald. Via medlemskabet af Kommunernes Internationale Miljøorganisation modtager Esbjerg Kommune en arkitekttegnet bænk med indbygget spand fremstillet af 10% havplast og 90% genbrugsplast. Efter at være med til indvielsen i Måde vil bænken flytte ind i formidlingsområdet på Tarp Genbrugsplads.
Onsdag den 7. november kan du på Tarp Genbrugsplads både komme af med dit affald og få stillet sulten. Affaldstemaet fra Esbjerg Kommune og formand for Teknik og Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen byder nemlig på pølser og affaldsnak.
Foto: Esbjerg Kommune
“Fra kl. 15-17 den 7. november står vi klar på Tarp Genbrugsplads med en pølse og en uformel snak om affald. Lige nu er forslaget til Affaldsplanen for 2019-2024 i høring. Så vi vil gerne fortælle om de initiativer, der er lagt op til, at vi skal arbejde med de næste seks år. Samtidig vil vi gerne høre, hvordan affald fylder i borgernes hverdag, og vi opfordrer til at komme med input til Affaldsplanen. For de mål Affaldsplanen sætter, skal vi alle løfte i fællesskab”, fortæller udvalgsformand Søren Heide Lambertsen.
Del en affaldsvane og vind
“På dialogdagen vil vi også rigtig gerne vise, hvor meget affald, man kan sortere fra til genanvendelse. Vi håber, det giver nogle “aha-oplevelser”. Langt de fleste af os vil jo gerne sortere, vi skal bare vide hvordan. Og så er det optimale at få gjort affaldssorteringen til en god vane, så det sker helt naturligt. Derfor har vi også lavet en konkurrence, hvor alle der deler en god affaldsvane kan deltage i lodtrækningen om en gavekurv. Det er jo rigtig dejligt, hvis vi kan inspirere hinanden og sammen øge affaldssorteringen.”
“For mig selv betyder det fx meget, at jeg under køkkenhåndvasken har gjort plads til en spand til glas, metal og hård plast. Helt automatisk lægger jeg nu den tomme shampooflaske i spanden, fordi muligheden er lige ved hånden. Den lille spand tømmer jeg i genbrugsspanden udenfor.”
“Jeg er overbevist om, at mange har nogle gode tips, der gør sorteringen nemmere. Dem vil vi gerne dele videre. Kommer man ikke ud på Tarp Genbrugsplads til dialogdag, har vi lavet et opslag på facebook, hvor man også kan dele sin gode affaldsvane. Forhåbentlig vil mange give ud af deres guldkorn”.
Affald i fremtiden
Esbjerg Kommune arbejder hele tiden for at vores affaldsordninger hænger bedst sammen i forhold til service, miljø og økonomi. Affald får heldigvis mere og mere fokus, fordi der er så gode ressourcer i det. Jeg håber, at den øgede interesse for affaldssortering betyder, at en masse har lyst til at snakke med os til dialogdagen og give deres besyv med, hvordan vi skal tænke på affaldet i fremtiden”, slutter Søren Heide Lambertsen.
Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website. Hvis du fortsætter med at bruge dette site vil vi antage, at du er indforstået med det.