Home Tags Festuge

Tag: Festuge

Fællessang på den gamle kirkegård

0

Så er det igen tid til at komme og synge med Esbjerg Sangakademi.
Der inviteres til fællessangs arrangement “Syng Esbjerg” lørdag d. 11. august kl. 14.00 i I.C. Møller Parken (den gamle kirkegård ved Vor Frelsers Kirke).

I.C Møllerparken
Kirkegade 53, Esbjerg
Pris: Fri entré

Sang-værter: Kulturchef Mads Stendorf & leder af Tobakken, Jan Mols. Pianist: Lotte Bille Glæsel, kunstnerisk leder af Esbjerg Sangakademi.

De to værter bliver i år Esbjerg Kommunes Kulturchef Mads Stendorf og leder af Tobakken Jan Mols. De har hver valgt 6 sange fra højskolesangbogen, som de vil præsentere.
Ved klaveret sidder Lotte Bille Glæsel, kunstnerisk leder af Esbjerg Sangakademi og forhåbentlig kommer der en “overraskende” medspiller til fællessangene undervejs i arrangementet.

Grand old rock

0

Ni timers rock`n roll: The Works – The Glam – Mojo Hands – Great Pretenders – The Fabulous Underbergs – Johan Lind & Young Ones. Billetsalg Sydvesten.

Lør. d. 11. august 2018, kl. 14-23

Restaurant Sydvesten på Esbjerg Havn
Fiskerihavnsgade 6
Pris: Entré: 375

Er du til voksen-rock, så er Grand Old Rock det rigtige for dig – sammen med 500 andre i et stort telt, hvor det handler om musik og dans med god, nostalgisk, gedigen rock`en roll.
Med fem stærke bands er variationen stor lige fra 50´ernes første rock´n roll-klassikere til årtierne med “tråd”, beat, r&b og – denne gang – glam. Vi holder den rene linje. Folk får, hvad de kommer for, lover arrangørerne.

Desuden handler det om komfort og mad. Spisende gæster kan f.eks. købe en lækker buffet eller et stjerneskud (kåret som landets bedste af Brdr. Price!), men man kan naturligvis også frekventere en pølsevogn eller bare skylle kolde fadbamser ned.
Billetten til 375 kr. købes hos Sydvesten, hvor også maden kan bestilles.

Programmet:
The Works (ægte rock ‘n roll)
The Glam (frisk fra tour med Suzi Q, Slade og Sweet)
Mojo Hands (fed r&b-profil)
Great Pretenders
The Fabulous Underbergs
Johan Lind & Young Ones – markerer sit spektakulære 60 års jubilæum

The Color Run i Esbjerg

Udover et hav af musikalske og kulturelle indslag i festugen vil der også være mulighed for fysisk udfoldelse, iklædt tusindvis af farver. 

Esbjerg festuge skriver følgende pressemeddelelse: 

På lørdag bliver Esbjerg malet i alle regnbuens farver, når The Color Run for første gang nogensinde kommer til byen som en del af Esbjerg Festuge. The Color Run er ikke et almindeligt løb – formålet er nemlig ikke at komme hurtigst i mål, men at få så meget farve på sig som overhovedet muligt og at have det sjovt mens man bevæger sig. Deltagerne starter løbet klædt i hvidt og når de kommer ud på den anden side af de 5 km, der er opdelt i forskellige farvezoner hvor der kastes med farvepulver, skal de helst være dækket til i farver.

The Color Run fænomenet startede i USA i 2013 og er verdens største eventserie med mere end 200 arrangementer i mere end 40 lande verden over. The Color Run er blevet afholdt i Danmark siden 2014 med mere end 40.000 deltagere og kommer i år for første gang til Esbjerg.

“Vi ser så meget frem til at bringe The Color Run til Esbjerg og vi er særlig glade for at være blevet en del af Esbjerg Festuge. Vi har længe tænkt på at komme til Vesrtkysten og nu er det så blevet til virkelighed”, siger en glad Christian Thomsen, som er daglig leder for The Color Run i Skandinavien. 

“Vi regner med tæt på 2000 deltagere, der kommer til at løbe igennem Esbjergs gader, så det bliver en farverig lørdag!”

Arrangementet starter og slutter på Museumspladsen. Der vil være opvarmning fra kl. 11.00 og selve løbet bliver skudt i gang kl. 13.00, som traditionen tro kulminerer med kæmpe farvekastfest og god musik på pladsen. 

Made in Esbjerg 2018

0

Festugen er på trapperne og ét af de tilbagevendende events vi kan se frem til er naturligvis Made in Esbjerg. Yesbjerg har i anledningen af deres 10 års jubilæum haft fornøjelsen af et kort interview med arrangører, Erik Lodberg og Sune Rasmussen. 

Martin Majgaard & Band spiller og fortæller røverhistorier lørdag kl. 18.00.

I år kan vi se frem til et line-up som spænder vidt fra vestjysk bodega pop-rock til psykedelisk disco, samt ikke mindst god gedigen rock. Til de læsere som ikke kender festivalen så godt, er det værd at nævne at Made in Esbjerg ikke blot er til for dem som elsker metal musik, men i særpræget grad for dem som bare elsker musik i det hele taget. Det er et alternativ til den mere folkeligt kendte musik på torvet, og det kan vi rigtig godt li’! 

The Astroids Galaxy Tour kan du opleve på teltscenen lørdag kl. 23.00

Forplejningen på festivalen blev kritiseret sidste år, hvilket vi naturligvis måtte stille spørgsmålstegn ved. Det er sikkert og vist at der i år vil være mulighed for at købe andet end blot røde pølser. 

Kellermensch vil igen i år lukke ballet fredag aften.

Har du ikke allerede købt din billet, skulle du svinge forbi www.madeinesbjerg.dk, hvor du naturligvis også kan læse om de mange navne til årets festival.

Festugen på Torvet

0

Her kan du se Festugens netop udgivede program for Torvet og Musikhuset.

Torvet

”Vi har tidligere fortalt at Folkeklubben gæster Torvet torsdag 16. august, men de kommer ikke alene. De får nemlig godt selskab af ingen ringere end Andrew Strong, som mange kender fra Commitments filmen.

Man kunne forledes til at tro at Andrew Strong er en af den slags musikere, der havde sin prime time først i 90erne, men det er på ingen måder sandheden. Senest, på tour i Australien i foråret, fik han allerfineste anmeldelser med på vejen om en stemme, der stadig er på toppen (Amnplify: The first thing noticeable about Strong’s performance is that his incredible voice is untouched by the decades of use)” fortæller Annette Posselt, der glæder sig til besøget.

”– og skulle det ikke være rigelig musikoplevelse for én aften, så topper vi den lige med Ida Nielsen, også kendt som dén verdenskendte Ida, der spillede bas for Prince. Hun medbringer bl.a. Mika Vandborg og Kuku Agami, så vi tør vist love at der lægges op til en funky, bluesy, folky aften”.

Musikhuset

Fra opera over 60’er-rock og hårrock til dejlige danske popperler – det musikalske program, som Esbjerg Festuge præsenterer i samarbejde med Musikhuset Esbjerg, giver dig mulighed for at opleve det hele.

Søndag den 12. august kl. 16.00 kan du igen være med til det yderst populære arrangement Opera i det fri, hvor dygtige solister fra Det Kongelige Teaters ensemble synger smukke arier under åben himmel i Byparkens skønne omgivelser. Der er gratis adgang, men antallet af pladser er begrænset, så kom i god tid.

Mandag den 13. august kl. 19.30 kan du tage på en musikalsk rejse tilbage til en af rockhistoriens mest skelsættende begivenheder, når Musikhuset slår dørene op til hyldestkoncerten Woodstock ´69. Koncerten finder sted i Musikhusets Koncertsal.

Woodstock løb af stablen i staten New York i sommeren 1969, og her spillede en nærmest endeløs række af tidens – og eftertidens – største musikikoner, herunder Jimi Hendrix, Joe Cocker, Janis Joplin, Santana, The Who, The Band, Creedence Clearwater Revival og Crosby, Stills, Nash & Young – for blot at nævne nogle få. Nu får du mulighed for – i selskab en perlerække af dygtige, lokale musikere – at opleve den magiske stemning og musik fra Woodstock.

”Vi glæder os meget til at præsentere denne koncert, og jeg tror, der venter en rigtig stor oplevelse for publikum,” siger Musikhuset Esbjerg direktør Torben Seldrup.

Torben Seldrup er også begejstret over, at Musikhuset i år har gjort lidt af et scoop ved at booke bandet Hair Metal Heröes, som har ingen ringere end den danske viking, Grand Prix-vinder Jonas Rasmussen i front.

Jonas Rasmussen og resten af hårrockheltene spiller forrygende, farverige udgaver af nogle af 80’ernes største hits fra band som Van Halen, Bon Jovi og Europe. Koncerten finder sted i Musikhusets Koncertsal tirsdag den 14. august kl. 19.30.

Dagen efter, onsdag den 15. august kl. 10.00 og igen kl. 14.00, er det blevet tid til Seniordagen. I år er det James Rasmussen Trio og Helge Engelbrecht, der underholder i Musikhusets Hovedfoyer. Koncerten er gratis, men da antallet af pladser er begrænset, kræver deltagelse billet. Billetter udleves i Musikhuset Esbjerg onsdag den 8. august fra kl. 10.00 efter først til mølle-princippet.

Fredag den 17. august kl. 19.30 er det Poul Halbergs band Halberg & Friends, der lukker festugen i Musikhuset. Poul Halberg var med til at danne Sneakers og Ray Dee Ohh, og han er manden bag kæmpehits som Magi i luften, Efterår, Jeg vil la’ lyset brænde, Mandags-stævnemøde, Elskes af dig og Brændende læber.

Billetter til Musikhuset Esbjergs festugearrangementer kan købes nu på www.mhe.dk og i Musikhusets billetsalg på hverdage kl. 13.00-16.00.

Folkeklubben kommer til byens festuge

0

Folkeklubben bragede ind på de danske musikscener for 5 år siden og her har de befundet sig godt lige siden. Med sange som ”Fedterøv,” ”For pengene” og mange andre er de i den grad blevet folkeeje, der altid formår at holde en fest, hvor end de kommer frem. Og nu kommer de til Esbjerg festuge torsdag den 16 august.

Og det glæder Annette Posselt, Event Manager for Esbjerg Festuge:
”Hvis jeg havde haft skyggen af tvivl om hvor vidt Folkeklubben var en god booking til festugen, forsvandt den definitivt en aften i Musikhuset i marts.  Koncerten var spækket med god energi og en masse publikummer, der havde svært ved at sidde stille, når der blev sunget med på Folkeklubbens hits”.

For halvandet år siden udsendte Folkeklubben deres tredje album ”Slå flint!” – en plade, der fuldender en trilogi, som startede med Nye Tider i 2013 og Danmarksfilm i 2014. Inspireret af den ikoniske tennishelt Torben Ulrich og hans frisættende filosofi om at gå efter det perfekte slag i stedet for at tænke på sejr eller nederlag, er Folkeklubben gået efter at lave dén frigjorte og legende plade, som kun erfaringen fra efterhånden 600 koncerter rundt i landet giver.

Førstesinglen ”Overlæge Jacobsen” har været 30 år undervejs, mens de fleste sange på albummet er skrevet og indspillet under en heftig turnéaktivitet, der har spændt vidt; fra sognegårde, kroer og musikforeninger over rockklubber, spillesteder og festivaler. Det er rendyrket folk, store (p)opsange samt hårdtslående rock’n’roll, bundet sammen af dét tekstunivers, der umiskendeligt er Folkeklubbens.

Yesbjerg

Sommerturné – uden galskab, ingen lidenskab!
På debutalbummet ”Nye Tider” delte sange som ”Fedterøv” og ”For Pengene” lussinger ud på spillesteder og radioer landet over. På 2’eren”Danmarksfilm” tog bandet den snørklede vej ud i et Danmark, der spænder fra Dybbøl i syd tilden fiktive Rimmerby Strand i nord. Over Bagenkop Havn og værtshuset på Vesterbro til Djævlebakken ved Psykiatrisk Hospital i Aarhus: ”Det er smukt. Det er større end du troede. Det er godt for det, der er oppe i dit hoved.”

Orkestrets tredje album ”Slå flint!” blev modtaget med en perlerække af flotte anmeldelser og gik direkte ind som nummer 1 på den danske albumhitliste. Albummet blev af musikmagasinet GAFFA kåret som årets danske udgivelse, og det er med disse sange – og et bagkatalog fyldt med hits om fedterøve, Danmarksfilm og andre opsange – at man kan opleve den travle trio på deres sommerturné ”Sol over Danmark” i 2018. Om turnéen siger bandet:
”Til festivalsommeren 2018 går vi ”som Torben Ulrich efter det perfekte slag”; det gælder om at udfordre lytteren, at turde tage chancer, fortælle historier og sammen med publikum skabe nye, store fortællinger – og sol over Danmark.”

Lyt til og se videoen til orkesterets store hit ”Torben Ulrich” med det fængende og programerklærende omkvæd: ”Der er sol over Danmark” her:

https://www.youtube.com/watch?v=a68ZN0Vpu-M

Søtrup bliver ny formand for Esbjergs populære festuge

Afgående borgmester Johnny Søtrup bliver ny formand for styregruppen for Esbjerg Festuge.

Det bliver et særdeles kendt ansigt, som fra årsskiftet afløser Brian Knudsen på posten som formand for styregruppen for Esbjerg Festuge.
Johnny Søtrup har takket ja til opgaven, og Esbjergs borgmester gennem 24 år glæder sig til den:

”Det var ikke svært at takke ja, da jeg blev spurgt. Festugen er en af de bedste events, vi har i kommunen og Esbjerg by. Jeg har selv været med til at starte den op i sin tid, og det har været spændende at følge Festugens rejse og enorme udvikling”, siger Johnny Søtrup.

Festugens afgående formand, EfB-direktør Brian Knudsen, har selv været med til at pege på sin afløser.
”Johnny Søtrup er det helt oplagte valg. Gennem min tid som formand har jeg oplevet hans store engagement i Festugen; ikke bare i form af kommunens sponsorat men også i form af en oprigtig interesse og veneration for Festugen. Han har været en fremragende medspiller”, siger Brian Knudsen:

”Johnny Søtrup kender – om nogen! – Esbjerg. Han kender erhvervslivet, som er vigtigt for at kunne tiltrække sponsorer og sikre finansieringen af Festugen, og han kender byen og ved, hvordan man skal samle den”, siger Brian Knudsen.

Brian Knudsen har været meget glad for sine otte år som formand og er navnlig glad for den mangfoldighed, Festugen har udviklet sig til med over 200 arrangementer i år.
For Johnny Søtrup er det fortsættelsen af netop den linje, der er målsætningen:

”Den formel, vi har på Festugen i dag, er rigtig god. Der er noget for enhver smag, og den brede appel er en af de klare styrker, som jeg gerne vil holde fast i. Den giver samtidig plads til en løbende udvikling, som gennem årene har været med til at forandre og forme den Festuge, vi har i dag”, siger Johnny Søtrup.

Direktør Tom Nielsen fra Esbjerg Erhvervsudvikling, som Festugen hører under, glæder sig over Johnny Søtrups ja til opgaven:
”Det er en opgave, der kræver et stort netværk – og det fås næppe meget større end Johnny Søtrups! Vi skylder Brian Knudsen stor tak for otte gode år ved roret. Jeg er sikker på, at vi med Johnny Søtrup i spidsen kan fortsætte den positive udvikling, Esbjerg Festuge har været i, siger Tom Nielsen.

FAKTA:
I 2017 overtog Annette Posselt depechen som event manager for Festugen efter Bjarne Simonsen. Der er således to nye i spidsen for Festugen.