Home Tags Event

Tag: Event

Skibsfart afprøver biodiesel på raps

For første gang i Skandinavien blev et skib tanket med biodiesel. Det skete fredag på havnen i Esbjerg som en del af en omstilling til en mere klimavenlig skibsfart.

Foto: Mathilde / Christina Simonia Straarup

Foto: Mathilde – Hanen åbnes

Fredag blev det 2.627 bruttoregisterton store tankskib Key Bora i Esbjerg tanket med biodiesel fra Emmelev A/S i Otterup. Denne biodiesel er produceret på grundlag af raps fra danske marker og erstatter fossil sort diesel.

Foto: Simonia

Det er ifølge medejer af Emmelev A/S, Morten Simonsen, første gang i Skandinavien, et skib tanker biodiesel, og generelt er det sjældent, at biodiesel indgår i brændstof til havs.

Foto: Simonia

Men flere og flere tager hensyn til klimaet, og biodiesel indgår i stigende grad som brændstof på busser og tunge lastbiler og nu til skibsfarten. Biodiesel produceret på raps fortrænger 72 procent af den CO2, som almindelig fossil diesel udleder, og dermed vil tankskibet Key Bora, hvis det sejler på 100 procent biodiesel, være fire-fem gange mere klimavenlig, end hvis der blev tanket ren fossil diesel.

Politisk tilfredshed

Medieinteressen for tankningen var stor, og til stede var også Niels Fl. Hansen, som er transportordfører for Det Konservative Folkeparti og med fokus på klimaløsninger for skibsfarten.

”Biodiesel er en del af løsningen i en tid, hvor vi arbejder med mange forskellige muligheder for at nedbringe CO2-udledningen. Jeg tror ikke, vi finder kun en løsning, og biodiesel har den fordel, at der umiddelbart kan bruges i dieselmotorer uden tekniske ændringer,”sagde Niels Fl. Hansen i forbindelse med, at han sammen med Morten Simonsen drejede på hanen og dermed satte tankningen i gang.

På vej til Amsterdam

Key Bora ankom til Esbjerg fra Thyborøn ved midnatstid og forlod havnen igen kl. 17 kort tid efter med kurs mod Skagen og siden Amsterdam. Key Bora sejler med olie og kemikalier i den nordlige del af Europa, og på broen udtrykte kaptajn og ejer tilfredshed med, at der nu kan sejles mere miljøvenligt.

Med til tankningen var også sales manager Søren Madsen fra Nordic Marine Oil, som er specialiseret i forsyning af bunker og smøreolie til skibsfarten. Han forklarede, at skibsfarten skal reducere CO2-udledningen med 40 procent fra 2018 til 2030. Sektoren har fået mulighed for selv at finde frem til løsninger og vise handling inden 2023, forklarede Søren Madsen.

God overgangsløsning

Morten Simonsen, Emmelev A/S, sagde, at biodiesel produceret på raps er et omkostningseffektivt bidrag til at nå målet om 70% CO2-reduktion i 2030:

”I en situation, hvor der især indenfor den tunge transport vil være en betydelig andel af dieseldrevne køretøjer mange år frem, er biodiesel på raps en god overgangsløsning,” siger Morten Simonsen.

Udnytter al biomasse

Alt biomasse fra rapsmarken anvendes i produktionskæden. Det primære produkt er foderkager, men også glycerin til den farmaceutiske industri. Biodiesel udgør således kun 20 procent af markens biomasse, forklarer han.

Dermed er biodiesel-produktion også med til at styrke dansk foderproduktion og undgå øget sojaimport fra bl.a. Sydamerika, forklarer Morten Simonsen.

Dansk 1. generations-biodiesel fra Emmelev har en certificeret 72 procent CO2-reduktion sammenlignet med fossil diesel. Biodiesel kan anvendes direkte i biler og maskiner, der i dag kører på fossile brændstoffer, og kan øjeblikkeligt bidrage til CO2-reduktionen fra transportsektoren, uden at der skal opbygges ny infrastruktur eller udskiftes materiel.

Foto: Medejer Morten Simonsen, Sales manager Søren Madsen og MF Niels Flemming Hansen var med på havnen i Esbjerg, da Key Bora blev tanket.

Morten Simonsen og Niels Fl. Hansen åbnede for hanen, og dermed var biodiesel som brændstof til Key Bora en realitet.

Frivillige spreder juleglæde på Skovbo

0

Torsdag den 3. december kan beboerne i ældreboligerne og i plejehjemmet Solglimt på Skovbo-Centeret i Esbjerg se frem til en tidlig julegave. Brugerrådet på Skovbo har besluttet at uddele blomster og chokolade til alle beboere som et lyspunkt i en tid, hvor det ikke er muligt at holde for eksempel julemarked, julefrokost og julebanko.

Skovbo-Centeret plejer at summe af god julestemning, når frivillige fra brugerrådet hvert år i december arrangerer julehygge i form af blandt andet julemarked, julefrokost og julebanko. Coronasituationen betyder desværre, at disse aktiviteter ikke kan gennemføres i år. I stedet kan beboerne på centret nu se frem til en tidlig og uventet julegave, når brugerrådet torsdag den 3. decemberuddeler blomster og chokolade til hver enkelt beboer i de ca. 80 lejligheder på fløjene på Skovbo og til de 20 beboere i plejehjemmet Solglimt.

Anderledes julehygge

– Normalt er der stor opbakning, når vi holder julehygge på Skovbo med både julemarked, julefrokost og julebanko. Jeg ved, at det er aktiviteter, som mange af beboerne plejer at se frem til. I år bliver julen anderledes, men beboerne skal ikke undvære julehygge. Derfor har brugerrådet taget initiativ til at bestille og uddele blomster og chokolade, der forhåbentlig kan give lidt julehygge rundt omkring. Med denne hilsen fra brugerrådet vil vi gerne signalere, at vi glæder os til, at det forhåbentligt snart bliver muligt at genoptage aktiviteter, der er til stor glæde for alle, siger formanden for brugerrådet, Karen Nielsen.

Formanden for Sundhed & Omsorgsudvalget, Olfert Krog, glæder sig over initiativet:

– Jeg vil gerne sige en stor tak til brugerrådet på Skovbo for det fine initiativ. Jeg er sikker på, at sådan en uventet julehilsen vil sprede glæde blandt beboerne på Skovbo. Det er et rigtigt godt eksempel på, hvordan frivillige kan gøre en forskel og være med til at skabe rammerne for det gode liv, siger formand for Sundhed & Omsorgsudvalget, Olfert Krog.

De otte medlemmer af brugerrådet ser frem til, at enten de eller personalet kan uddele julehilsenen til beboerne på Skovbo. Uddelingen vil ske på en måde, så alle nødvendige krav til afstand m.v. kan overholdes.

Den 37. Internationale Fotoudstilling: Fotofesten fortsætter

Fem ugers forlængelse af Esbjerg Fotoklubs store udstilling på hovedbiblioteket i Esbjerg

Den store internationale fotoudstilling, som pt. kan ses på Esbjerg Hovedbibliotek er blevet forlænget til d. 28. december. Det sikrer, at endnu flere esbjergensere – såvel som udenbys besøgende – kan nå at se de mere end 100 udstillede værker uden at opleve trængsel. Samtidig fortsætter medlemmer af Esbjerg Fotoklub med at være til stede hver torsdag aften til at guide og besvare spørgsmål.

”Det har selvfølgelig budt på udfordringer at arrangere en så stor udstilling midt i en Covid-19 krise,” udtaler klubbens formand Poul Helt, ”Den planlagte åbning kolliderede med at krisen skærpedes voldsomt, og derfor måtte vi aflyse ferniseringen med kort varsel. Vi har også hørt om udenlandske gæster, som havde ønsket at besøge udstillingen, men som på grund af situationen har måttet afstå fra at komme. Til gengæld har vi glædet os over en stor hjælp fra Esbjerg Hovedbibliotek, som først indvilligede i at forlænge udstillingen med en måned – til d. 24. november – og som nu har tilbudt os en yderligere forlængelse, som vi naturligvis er glade for.”

På vegne af Esbjerg Bibliotek udtaler afdelingsleder Poul Høst Pedersen: ”Vi har glædet os over at være værter for Den 37. Internationale Fotoudstilling og også for, at vi har haft mulighed for at forlænge udstillingsperioden. Vi håber, at bibliotekets mange brugere – og borgerne i almindelighed – vil benytte den nu udvidede mulighed for at se de mange spændende fotografier på udstillingen.”

Populære julefrokoster aflyses

0

Siden 2009 har der i weekenderne i november og december op til jul været afholdt traditionsrige julefrokoster i loungerne på Blue Water Arena. På grund af Covid-19 aflyses de planlagte julefester.

Flere tusinde festglade gæster var allerede tilmeldt og på plads til de populære julefrokoster, der 10 år i streg har været afholdt i loungerne på Blue Water Arena, men i år vil lokalerne stå gabende tomme som en effekt af Covid-19-pandemien.

For EfB Konference, der afholder arrangementerne, er det en streg i regningen, at den mest indbringende måned på året nu er sat ud af spil, idet konsekvenserne rækker længere end ærgrelsen hos de flere tusinde gæster, der havde glædet sig til at deltage.

Konferencechef Lars Fyhn fortæller:

– Vi er kede af at må skuffe mange trofaste gæster og kunder, der havde set frem til en god aften på Blue Water Arena, og det siger sig selv, at det er tungt for os, da netop julefrokosterne har været en fast tradition og en god oplevelse for alle samt det faktum, at vi går glip af en betydelig omsætning.

– Vi forstår naturligvis alvoren i situationen, og respekterer myndighedernes restriktioner, så vi på forsvarlig vis kan komme gennem denne svære periode i fællesskab. Nu kigger vi fremad, og krydser fingre for, at 2021 bliver et bedre år, så vi igen kan tage imod feststemte gæster om et års tid.

Det Klassiske Kollektiv: Det er for nemt at aflyse


Musikerne i Det Klassiske Kollektiv har som mange andre været ramt af nedlukning, men er nu friske, klar og fulde af energi til at tage på turné i det Vestjyske.

Foto: Presse


I uge 43 tager Det Klassiske Kollektiv på turné, og spiller koncerter i Vestjylland. “Vi skal ud og spille, fordi det er for nemt at aflyse alt i denne tid. Vi er trætte af at spille for skærme og lukkede vinduer, og vi trænger til at komme ud hvor musikken giver mening – nemlig i mødet med publikum.” – Thea Nøhr, formand for Det Klassiske Kollektiv. 

Det Klassiske Kollektiv består af musikere, som alle studerer klassisk musik på Syddansk musikkonservatorium i Esbjerg. De har i fællesskab sammensat og opøvet et program, som hovedsageligt består af kammermusik omarrangeret eller komponeret af de studerende selv, så det passer til Det Klassiske Kollektivs utraditionelle besætning. “Det giver nogle specielle repertoirevalg, og hvordan vi arrangerer musikken. Vi har forsøgt at sammensætte et program i år, som vil være interessant både i de originale opsætninger og med nye instrumenteringer.” – Jane Beuschau, næstformand for Det Klassiske Kollektiv.

Publikum får en unik mulighed for at høre et bredt program med ny samt ældre klassisk musik.
Vi spiller disse dage: 

Alle koncerterne er gratis, og alle er velkomne! 

Medvirkende:

Thea Nøhr Åskov Hansen – Violin

Francesca Salvatucci – Violin

Philipp Möllgaard – Percussion 

Per Strömberg – Tenor og trombone

Jonas Kohl – Bariton

Lise Gawol – Orgel og klaver

Sidse Lund-Bach Henriksen – Mezzosopran

Charlotte Schou Jensen – Klaver

Jane Beuschau – Blokfløjte  

(De gældende restriktioner og retningslinjer vil selvfølgelig blive overholdt) 

Fakta: 

  • Det Klassiske Kollektiv er startet af studerende på Syddansk musikkonservatorium i Esbjerg
  • De vandt i 2017 entreprenørskabsprisen
  • Besætningen af ensemblet bliver fornyet hvert år.

Esbjerg Kommune inviterer til grønt fremtidsværksted

0

I Ribe, Bramming og Esbjerg inviteres alle interesserede til workshops om, hvordan de grønne områder i kommunen skal udvikles. Park, skov og friluftsliv er i centrum på de tre grønne fremtidsværksteder i uge 39.

Foto: Esbjerg Kommune

Til næste år skal Esbjerg Kommune være klar med en ny sektorplan for park, skov og friluftsliv. En sektorplan dykker ned i et bestemt tema for at vise retningen og dermed også den fremtidige udvikling. For at sikre et godt resultat, inviterer kommunen brugerne på banen.

”Under corona-krisen har oplevelser i naturen haft en kæmpe revival, og det kan sagtens få indflydelse på, hvordan fremtidens grønne områder skal planlægges og indrettes. Det kunne være meget spændende at få input fra garvende naturbrugere så vel som novicer ud i friluftslivet. På de kommende fremtidsværksteder er der plads til alle”, siger formand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen.

Netop corona får også indflydelse på afviklingen af de tre fremtidsværksteder. Det gældende forsamlingsforbud skal respekteres, og derfor bliver pladserne fordelt efter først-til-mølle-princippet. Man kan tilmelde sig mødet i Bramming onsdag den 23. september kl. 17-19, mødet i Ribe torsdag den 24. september kl. 17-19 eller mødet i Esbjerg lørdag den 26. september kl. 11-13. Tilmelding skal ske til vejogpark@esbjergkommunne.dk.

Fremtidsværkstederne vil byde på en kort gåtur i det grønne kombineret med besøg på forskellige stande, som handler om bl.a. bæredygtig by, sundhed, friluftsliv, klimatilpasning og biodiversitet.

May-Britt Andrea Andersens tale på flagdagen for Danmarks Udsendte

0

Her får du hele talen, som Formand for Kultur- & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune May-Britt Andrea Andersen i dag holdte ved en grundet Corona privat ceremoni på Musikhuset i Esbjerg. Du kan læse om eventen her.

Foto: Esbjerg Kommune

Kære veteraner og familie til veteraner

Jeg vil gerne på vegne af Esbjerg Kommune byde jer alle et varmt velkommen til flagdagen for Danmarks udsendte. 

I år fejrer vi dagen på en lidt anden måde, end vi plejer. Coronasituationen sætter sine begrænsninger for, hvor mange vi må samles. Derfor mødes vi i år ikke på Torvet, men i stedet her i Musikhuset med et begrænset antal pladser.

Jeg er dog rigtig glad for, at I er så mange, som har valgt at være med her i dag.

Den 5. september er en særlig dag for jer, som har gjort en særlig indsats for Danmark. På denne dag hejser vi flaget for at hylde alle jer, der har deltaget eller fortsat deltager i international tjeneste og humanitære missioner. Det er en god og smuk anledning til at stoppe op og anerkende den fremragende og professionelle indsats, som I yder og har ydet i verdens konfliktområder. 

I Esbjerg Kommune sætter vi meget stor pris på jeres indsats, og med dagen i dag vil vi gerne markere vores taknemmelighed og respekt over for jer og jeres familier. Vi er stolte af jer og det arbejde, som I har udført i tjeneste for vores land. 

I har kæmpet for vores fælles værdier og principper. Vores sikkerhed, tryghed og frihed. I har bidraget til fred og stabilitet i nogle af verdens brændpunkter. For det skylder vi jer en stor tak – selvom tak i denne sammenhæng blot er et fattigt ord.

Som udsendte har I udført et meget vigtigt stykke arbejde under ofte ret ekstreme forhold, samtidig med at I har skullet undvære nærheden til familie og venner. Og mens jeres opgaver har bragt jer langt væk fra Danmark, har jeres familier også lidt afsavn derhjemme.

For den familie, som må sende en mand, hustru, kæreste, mor eller far ud i verden, er det lige svært hver gang.

Jeg kender det selv, fordi min bedre halvdel er officer i flyvevåbenet. Følelsen af afsavn og nogle gange også den frygt man som pårørende fyldes af, den kender jeg personligt. 

Jeg ved, at der kommer en dag, hvor jeg kommer til at stå alene i hverdagen med mine to små døtre, fordi deres far drager ud i verden på mission. Første gang han var afsted, var det trods alt kun mig han forlod for at drage i krig. 

Jeg har ofte spekuleret på, hvordan man som mor forklarer sine to små børn, at nu kan far ikke være hjemme den kommende periode og deltage ved foldboldkampe og livets store begivenheder. 

Hvordan forbereder man egentlig sine små børn på, at far ikke kan putte dem, eller kysse dem godnat i en periode – og at de kan kun tale med ham begrænset over skype? 

Jeg har tænkt tanken mange gange, og jeg har ikke et svar på det. Måske ved man det i virkeligheden først, når man står i situationen. 

Jeg kan ikke påstå, at jeg ved hvordan det er at være den drager ud i verden på mission, jeg kan end ikke forstille mig, hvad I går igennem og jeg har ikke mærket på egen krop, hvad man tager med sig hjem. Men jeg ved hvordan det er, at være pårørende.

Jeg har ved forskellige lejligheder mødt veteraner der er kommet hjem med ar på krop og sjæl, og ved derfor at de menneskelige omkostninger ved at have være udsendt kan være enorme. 

Alt har en pris, men den pris jer og jeres pårørende betaler er høj. At have været udsendt påvirker et menneske. Mange af jer vender styrkede hjem og har opnået stærke kvalifikationer og erfaringer, som I kan bruge – også i en civil hverdag. 

For andre byder livet efter en mission på udfordringer både fysisk og psykisk. Mén efter udsendelsen kan antage mange former og ramme forskelligt både hos den, der vender hjem, men også hos familien. 

I Esbjerg Kommune har vi netop startet et nyt tilbud op. Det er gå- og løbetræning for skadede veteraner og deres familier, som lige nu er i gang hver mandag aften i Guldager i samarbejde med DIF Soldaterprojekt. 

Her kan man mødes i trygge rammer for at være aktiv sammen med ligesindede. Det foregår på et lukket hold kun for skadede veteraner og deres pårørende. 

Man arbejder i øjeblikket på at få startet holde op i resten af kommunen også. Skulle nogle af jer have lyst til at deltage, kan I stadig nå at være med. Og det kan jeg kun anbefale, da jeg ved de har et fantastisk fællesskab på holdet.

Med tilbud som disse vil vi gerne vise, at vi ikke kun én gang om året – den 5. september – sætter fokus og pris på den indsats, I har ydet for Danmark. Også i hverdagen ønsker vi at være parate til at yde jer den støtte, I måtte have brug for.

Jeg vil slutte med endnu engang at sige alle jer veteraner en kæmpestor tak for jeres dedikerede indsats. 

Tak fordi, at I har stillet jer selv i forreste række for andres skyld. Og ikke mindst også en stor tak til jeres familier. Jeg ved hjemmefra, at jeres opbakning som familie er uvurderlig for, at man som udsendt kan udføre den opgave, som man er blevet bedt om i tjeneste for Danmark.

Esbjerg Kommune uddeler også frivillighedspriser i år

Hvert år i september fejrer hele Danmark frivilligheden, og i Esbjerg Kommune har vi også en stolt tradition for at hylde kommunens frivillige for deres uvurderlige indsats. Selv om coronavirus gør det mere vanskeligt at planlægge fejringer, så ligger det helt fast, at priserne uddeles. Netop nu kan alle indstille deres kandidater.

Foto: Esbjerg Kommune

Indstil din favorit
Vi vil gerne give dig chancen for at sige en helt speciel tak til den frivillige sociale forening eller organisation, som du synes, har fortjent lidt ekstra anerkendelse. Det kan du gøre ved at indstille din kandidat til Frivillighedsprisen 2020.

Alle kan indtaste deres favorit her: www.esbjerg.dk/frivilligpris

Vi modtager indstillinger til og med den 25. august 2020.

Måske vil du indstille en frivillig social forening eller organisation, fordi de har:

  • øget engagement og virkelyst for individer og/eller organisationer
  • styrket livskvalitet og trivsel for en gruppe mennesker
  • skabt opmærksomhed på en ellers overset problematik
  • iværksat nyskabende aktiviteter med frivillige
  • synliggjort kvaliteten af og værdierne ved frivilligt socialt arbejde

Om Frivillighedsprisen

Frivillighedsprisen uddeles en gang om året for at påskønne særlige indsatser på socialområdet.

Social & Arbejdsmarkedsudvalget vælger tre af de indstillede kandidater og uddeler:

  • 10.000 kr.
  • 5.000 kr. 
  • 2.500 kr.

Læs meget mere om Frivillighedsprisen og se de tidligere års vindere på vores hjemmeside


Esbjerg Kommune undersøger netop nu mulighederne for, hvordan priserne kan uddeles på en måde, der lever op til myndighedernes anbefalinger for at undgå coronasmitte.

Uddeling af priserne

Vinderne kåres den 25. september 2020. Vi skriver på kommunens hjemmeside, hvordan det kommer til at foregå, så snart planerne er på plads.

En kunstoplevelse for børn og børnefamilier i det fri hele sommeren

Kan du skabe en skulptur af et enkelt ark papir – eller med hele din krop? Hvordan tegner man sit selvportræt på flere meters afstand? Og kan et maleri af et maleri pirre forestillingsevnen?

Foto: Esbjerg Kunstmuseum

Kast jer ud i Esbjerg Kunstmuseums sommerferietilbud til børn og børnefamilier og find svarene sammen. Vi folder vores store facademaleri Inside Out af Peter Nansen Scherfig ud, så I, ved at bruge en enkel app og et materialekit fra museet, kan få lystfyldte kunstoplevelser med indhold – ude i det fri.
Facademaleriet giver et imaginært kig ind gennem museets ydermure. I app’en bliver de tegnede værker forvandlede, så I kan se dem i farver, i bevægelse og fra flere vinkler. I får idéer til samtaler om kunstværkerne og opgaver, der skal løses ved både at lave film, fotos og kreative øvelser med de materialer, I får med. Det er op til jer selv, hvor lang tid I vil bruge på opgaverne, men afsæt gerne et par timer til hele oplevelsen.


Når I løser opgaverne og deler dem i app’en, er I også med i konkurrencen om en skræddersyet omvisning eller workshop på museet. I kan invitere familien, klassen, en gruppe af venner eller andre og selv være med til at bestemme indholdet. Vinderen får besked d. 14. august 2020.


Praktiske oplysninger
Hvor: Esbjerg Kunstmuseum, Havnegade 20 – og i omgivelserne omkring museet.
OBS! Pga. byggeriet på Musikhusets forplads, er der ingang til Kunstmuseet gennem Teaterfoyeren. Hvornår: Alle dage fra d. 30. juni til d. 9. august 2020 i hele museets

åbningstid (kl. 10 – 16).
Pris: 20 kr. per deltager til materialekit.
Hvordan: Køb materialekit i museumsbutikken ved start. Her udleveres også QR kode og anvisninger til app’en. Tilmelding ikke nødvendig.


Tiltaget er udviklet i forbindelse med Esbjerg Kommunes særudgave af Sommerferiesjov 2020, hvor aktiviteterne skal foregå udendørs og være for børn i mindre grupper pga. smittefaren ved COVID-19.

Sommerferiesjov er klar med masser af udendørsaktiviteter

Esbjerg Kommunes Sommerferiesjov er igen i år klar med et program, som giver børn, unge og deres familier mulighed for at fylde den lange sommerferie med masser af sjove aktiviteter. Alle aktiviteter foregår i år udendørs, og tilmelding er nødvendig. Billetsalget og tilmelding er åbnet.

Sommerferien venter forude, og traditionen tro arrangerer Esbjerg Kommune også i år Sommerferiesjov med mulighed for masser af spændende oplevelser at vælge imellem for børn, unge og deres forældre. På grund af coronasituationen er der i år ingen indendørsaktiviteter eller busture, i stedet er der skruet op for antallet af andre sjove aktiviteter i et bredt udendørsprogram fordelt hen over hele skolernes sommerferie (ugerne 27-32).

En aktiv sommer

Her kan man kaste sig ud i alt fra bueskydning, cricket, dans og drama og til f.eks. golf, kajak, kunstoplevelser i det fri og street beat workshop. Nogle aktiviteter foregår i foreninger, og her er aktiviteten gratis, mens andre aktiviteter kræver, at man køber en billet. Til alle aktiviteter er det nødvendigt at tilmelde sig på forhånd for at være med. Billetsalget og tilmelding åbner onsdag den 10. juni kl. 10.00 på sommerferiesjov.esbjerg.dk.

– Jeg er glad for, at det på trods af coronasituationen også i år er lykkedes at få skabt et bredt udvalg af aktiviteter, så børn, unge og deres familier selv kan sammensætte et program til en spændende sommerferie med Esbjerg Kommunes Sommerferiesjov. Som en del af partnerskabet Bevæg dig for livet lægger vi vægt på at tilbyde aktiviteter, som giver mulighed for at bevæge sig og være fysisk aktiv, og det giver årets program rig mulighed for. Jeg vil gerne sige en stor tak til kommunens foreninger for deres medvirken. Uden foreningerne havde vi ikke kunnet tilbyde så omfattende et program. Jeg håber, at rigtigt mange vil gøre brug af tilbuddene i årets Sommerferiesjov.

Formand for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen.

Se programmet for Sommerferiesjov, og køb billetter her:

http://sommerferiesjov.esbjerg.dk/