Home Tags Event

Tag: Event

Trist læsning for en ishockeyfan

0

Esbjerg Ishockey Klub må desværre meddele, at vi fra dags dato må trække vores 1. divisionshold ud af 1. divisionsturneringen.

Vi har gjort alt, hvad vi kunne for at bevare holdet, men vi må desværre erkende at spillertruppen ikke tæller i nærheden af spillere nok til at kunne fortsætte med holdet. Vi har naturligvis gjort alt, hvad vi kunne for at få flere spillere tilført for at ”hjælpe” med bl.a. afvikling af kampene, da vi udmærket er klar over, at vores exit af turneringen medfører ekstra arbejde for Dansk Ishockey Union (DIU) og om-programmering af turneringens kampe, da Esbjerg IK udgår af turneringen.

Vi ønsker til gengæld samtidig at oplyse, at vi på heldigste vis er lykkedes med en eftertilmelding af et U20 hold i U20 turneringen, hvilket giver os energi og et drive til at fortsætte denne vej i samarbejde med Esbjerg Energy, som vi har et godt samarbejde med omkring talentarbejdet med klubbens unge talenter, som vi ønsker at give de bedste konditioner under klubbens nuværende og fremtidig situation.

Esbjerg Ishockey klub er i en flot udvikling på specielt vores ungdomshold, hvor trupperne tæller mange spillere med fin bredde og højt niveau.

Vi ønsker at passe og pleje disse spillere på bedste vis og bygge op den vej, således vi hurtigst muligt kan melde klubbenstilbagekomst til 1. division.

Vi vil til sidst gerne rette en stor tak til alle de andre klubber i U20 Vest rækken, for at lade os deltage på trods af et allerede tæt pakket kamp program.

Bestyrelsen i Esbjerg Ishockey Klub

Hvor må parasollen stå?

Kongensgade har fået ny belægning. Her set ved Kongensgade 70.

Efter 37 år moderniseres gågaderegulativet for Kongensgade og sidegaderne. Regulativet udstikker retningslinjerne for gågadens æstetik og hvordan aktiviteter så som udeservering og gadesalg skal foregå.

I samarbejde med Esbjerg City og Esbjerg Byforum har Esbjerg Kommune revideret de eksisterende retningslinjer for gågaden fra 1982. I den moderniserede udgave er der lagt langt større vægt på, at gademiljøet skal fremme ophold og aktiviteter i gågaden, så livet i byen kan blomstre.

“Renoveringen af gågaden og sidegaderne har naturligvis ført nye behov med sig. Der skal være et godt sammenspil mellem den fysiske indretning i gågade-området og de midlertidige vareudstillinger, parasoller, udeservering og oprydning m.m. På den ene side giver det nye regulativ ensartede rammer, hvilket får området til at fremstå harmonisk og attraktivt, men samtidig åbnes der også for at der kan eksperimenteres med nye aktiviteter fx mere mobilt salg og musik”, siger formand for Plan & Miljøudvalget, Karen Sandrini.

Esbjerg Kommune har samarbejdet med Esbjerg City og Esbjerg Byforum omkring udarbejdelsen. Derefter har regulativet været sendt i høring ad to omgange, og tilgangen har været meget dialogbaseret i og med, at medarbejdere fra kommunen har besøgt de forretningsdrivende i området for at uddele det nye regulativ og samtidig tale om reglerne.

“Regulativet har fået en god modtagelse, og efter høringen er der lavet få tekniske justeringer. Men helt overordnet er der nu en større forståelse for, hvilke funktioner de enkelte zoner i gågaden har. En direkte udløber af regulativet er de nye citypedeller, som skal hjælpe de forretningsdrivende med praktiske ting og spørgsmål i hverdagen. Gademiljøet er i konstant udvikling, og det kræver en kontinuerlig dialog”, siger formand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen.

Når gågaderegulativet er blevet behandlet i de to udvalg, vil Esbjerg Byråd skulle godkende det nye regulativ. Regulativet vil være at finde i en interaktiv udgave på Esbjerg Kommunes hjemmeside.

Vedhæftede billeder krediteres Esbjerg Byhistoriske Arkiv.

Melvin Kakooza gæster Esbjerg

0

Melvin Kakooza – kendt fra tv-programmer som Stormester og Gæsten og Hesten – inviterer indenfor til et seriøst hyggeligt comedy-talkshow.

Foto: Melvin Kakooza

Alle kan være med, og alt kan ske, når Melvin Kakooza byder indenfor til et seriøst hyggeligt talkshow i Musikhusets Teatersal.

Melvin Kakooza byder på interviews med spændende gæster, og der er mulighed for en god sang og måske en sjov historie fra de varme lande.

Melvin Kakooza vandt DM i stand up 2017, og siden da er det gået stærkt for den sympatiske jyde, der er aktuel i populære tv-programmer som Stormester og Gæsten og Hesten.

Tid: Lørdag den 14. september, kl. 19.00 og kl. 21.30

Sted: Musikhuset Esbjerg, Teatersalen

Billetter: https://www.mhe.dk/program/melvin-kakooza/

Oplev lokal og national flygtningehistorie i ny udstilling

0

Et opdateret portræt af Danmark. Det er, hvad det landsdækkende kunstprojekt 100 % FREMMED? udstiller, og fra den 20. september til den 9. oktober flytter udstillingen ind i Esbjerg. Her kan byens borgere blive klogere på historien for 110 danskere, som er kommet til landet som flygtninge.

I Esbjerg kan udstillingens gæster blive klogere på blandt andre Sawsan Gharib Dalls historie som tidligere flygtning. De ti lokale portrætter er lavet i samarbejde med Marineforeningen, så både steder og mennesker tager afsæt i historien om Esbjerg som søfartsby. Foto: Maja Nydal

I løbet af 2018 og 2019 rejser kunstprojektet 100 % FREMMED? rundt til 20 danske byer med 100 portrætter af tidligere flygtninge, som har fået asyl i Danmark. I hver by bliver udstillingen udvidet med 10 portrætter af lokale tidligere flygtninge, og fra den 20. september til den 9. oktober er turen kommet til Esbjerg, hvor byens borgere kan besøge udstillingen på plænen foran Huset ved siden af Hovedbiblioteket.

Tæt på lokale flygtninge

Statistisk repræsenterer 100 % FREMMED? de 161.000 mennesker, som i de seneste 60 år har fået asyl i Danmark. For hver person indeholder udstillingen fotoportrætter og interviews med personlige historier, og i Esbjerg kan udstillingens publikum desuden komme tættere på Esbjergs ti største flygtningegrupper, som de ti lokale portrætter tegner et billede af.

Bag kunstprojektet står Metropolis – Københavns Internationale Teater, og udstillingen kommer til Esbjerg i et samarbejde med Esbjerg Kommune. De lokale skoleelever får mulighed for at møde en række af de tidligere flygtninge i et spændende skoleforløb.

Ord og ansigt på medborgere

Ifølge formanden for Kultur & Fritidsudvalget, May-Britt Andrea Andersen, fungerer 100 % FREMMED? som et talerør for en gruppe af mennesker, hvis historie og skæbne de færreste kender til.

“Udstillingen udvider vores verdensbillede og opdaterer vores viden om Danmark med nuancerede og mangfoldige fortællinger om danskere med en baggrund som flygtninge. Vi får sat ord og ansigter på vores medborgere på en personlig og nærværende måde”, siger May-Britt Andrea Andersen.

Danmarksturnéen er støttet af Nordea-fonden, og i Esbjerg er der fernisering på 100 % FREMMED? fredag 20. september kl. 16.15 på plænen foran Huset ved Hovedbiblioteket.

Søndagskoncert med Nanna

En af Danmarks største internationale popstjerner, Oh Land, giver eksklusiv koncert i Musikhuset Esbjerg.

Foto: Lasse Bech Martinussen

Hun har optrådt i David Lettermans Late Show, hendes sange er streamet millioner af gange på Spotify og YouTube, hun har turneret med Katy Perry, er tidligere balletdanser, har samarbejdet med dronning Margrethe II, og hun er aktuelt dommer i X-Factor.

Ja, Oh Land er en sand renæssancepige og noget så sjældent som en vaskeægte dansk international stjerne – og nu gæster hun eksklusivt Musikhuset Esbjerg.

Koncerten i Musikhuset er én ud af kun fem koncerter i Danmark, som Oh Land giver i forlængelse af udgivelsen af sit femte album, Family Tree.
Family Tree er indspillet i New York sammen med den amerikanske producer Thomas Bartlett, der tidligere har produceret for stjernenavne og indiedarlings som Sufjan Stevens, The National, St. Vincent og Florence & the Machine.

”Siden jeg udgav mit sidste album, har jeg haft mit livs største op og nedture. Det har mindet mig om at musikken for mig er det bedste og tryggeste sted at betro sig. Det er vennen, der altid lytter og aldrig dømmer. Jeg er gået tilbage til klaveret som udgangspunkt for min sangskrivning, og det har resulteret i et skift i lyd og tempo. Denne plade er mere organisk og til tider helt kirkelig. Jeg glæder mig meget til at I skal høre og forhåbentlig få et forhold til disse sange som betyder så meget for mig,” siger Nanna Øland Fabricius, der gemmer sig bag kunstnernavnet Oh Land.

Oh Land lader sig ikke begrænse af genremærkater. Hun har blandt andet lavet musik til balletten Askepot og teaterforestillingen Water Music, lavet lydsiden til udstillingen The Ship i Nikolaj Kunsthal i et samarbejde med kunster Eske Kath, og så har hun været dommer i tv-programmerne Voice Junior og X-Factor.

Til december er Oh Land igen aktuel med musik til en balletforestilling, når forestillingen Snedronningen får premiere i Tivoli. Ligesom forestillingen Askepot, er Snedronningen blevet til i et samarbejde med dronning Magrethe II.

Sidste år fejrede Oh Land 10-året for udgivelsen af debutalbummet Fauna med en festkoncert i Store Vega i København. Gaffas anmelder gav koncerten fem stjerner og skrev blandt andet, at ”Oh Land vender tilbage til begyndelsen – og har aldrig været bedre.”

Musikhuset glæder sig i den grad til nu at kunne præstere hende for publikum i Esbjerg.

Tid: Søndag den 8. september, kl. 19.30

Sted: Musikhuset Esbjerg, Teatersalen

Billetter: https://www.mhe.dk/program/oh-land/

Byens Hjerte i Tjæreborg indvies

0

Alle er velkomne, når Byens Hjerte indvies torsdag den 12. september 2019 kl. 16.00.

Det sker ved krydset mellem Kirkestien og Skolevej.

Foto: Esbjerg Kommune

Kom og vær med til at fejre Tjæreborgs nye rekreative område. Efter kloaksepareringen og etableringen af regnvandsbassinet er der nu skabt et nyt grønt bytorv, hvor gadekæret genopstår i en moderniseret udgave med flere funktionaliteter.

Projektet er blevet til i samarbejde med borgere i Tjæreborg, naboer til Byens Hjerte, DIN Forsyning og andre interessenter.

Program for indvielsen

1.    Velkomst ved formand for Sneum-Tjæreborg Lokalråd, Flemming Storgaard

2.    Tale ved borgmester Jesper Frost Rasmussen

3.    Området indvies

 

Efter indvielsen serveres kaffe/te/juice og kage/frugt.

Ensemblet udvider sit samarbejde med Musikhuset

0

Ensemblet er i kontinuerlig udvikling og søger nye partnerskaber, koncertformer og kontaktflader, og vores sæsonåbning markerer begyndelsen på et tæt samarbejde med Musikhuset Esbjerg, som fra og med denne sæson bliver nyt fast koncertsted. Ensemblet vil dermed kunne høres oftere i byens store koncerthus – men også stadigvæk i konservatoriets forrygende koncertsal.

Vores koncertsæson bliver en tematisk rundrejse i Europas regioner sammen med byens internationale kammermusikere. Åbningskoncerten 18. september klokken 19.30 i Musikhuset Esbjerg har fået titlen Slaviske Sjæle, og publikum inviteres op på den store scene sammen med musikerne til en intim og intens musikoplevelse med håndspillet musik af bedste kvalitet fra det slaviske område. Det bliver en temperamentsfuld, frisk vare fra to unge passionerede kvinder med ben i næsen: Ana Sokolović og Milica Djordjević er begge hede navne på musikscenen og præsenteres for første gang i Esbjerg. Det bliver også smuk, romantisk russisk musik af de to tjekkiske klassikere Dvořák og Janáček med både jubel og smerte i hjertet. Forvent en følelsesladet aften! Læs mere  www.esbjergensemble.com.

 

Vi vil dog fortsat spille hos vores venner i den smukke konservatoriesal på Syddansk Musikkonservatorium. Vi kommer til at pendle og give halvdelen af vores sæsonkoncerterne på Syddansk Musikkonservatorium og halvdelen i Musikhuset Esbjerg. 

 

Allerede mandag den 16. september spiller ensemblet til åbningen af Musikhuset Esbjergs nye foyér med kulturcafé, hvor borgmester Jesper Frost Rasmussen holder tale for et indbudt publikum og klipper den røde snor.

Foto: Ensemblet

Markant færre indbrud i sommerferien

0

Fra den 15. juni til den 15. august modtog Syd- og Sønderjyllands Politi 17 procent færre anmeldelser om indbrud i private hjem og hele 40 procent færre anmeldelser om indbrud i virksomheder – i forhold til sommeren 2018.

Foto:Yesbjerg

De fleste af os kender sikkert følelsen.

Man er på vej hjem fra sommerferien – og tanken lurer i baghovedet: Har der været ubudne gæster?

I perioden fra den 15. juni til den 15. august modtog Syd- og Sønderjyllands Politi 310 anmeldelser om indbrud i private hjem. Og det er et fald på godt 17 procent i forhold til samme periode af 2018, hvor tallet lå på 374.

– Der er ingen tvivl om, at det er en meget ubehagelig oplevelse at blive udsat for indbrud, at der har været nogen inde og rode i ens private ting. Man skal kunne være tryg i sit hjem. Og derfor er vi også meget tilfredse med udviklingen, understreger vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion.

Det er ikke udelukkende i private hjem, at antallet af indbrud er dalet i sommerperioden. Det samme er også tilfældet i virksomheder. I perioden fra den 15. juni til den 15. august i år – og målt i forhold til samme periode af 2018 – er tallet således dalet med hele 40 procent, fra 249 til 149.

Faldet kommer ikke af sig selv

Der er ikke nogen entydig forklaring på udviklingen. Men to vigtige facetter spiller ind.

– Dels har politikredsen som helhed haft betydeligt fokus på området, blandt andet i Sønderborg, hvor udviklingen er vendt. Og både patruljer og efterforskere har gjort en stor indsats, der har ført til anholdelser og i sidste ende domme, pointerer Chr. Østergård.

– Dels spiller borgernes eget engagement ind i form af nabohjælp og sikring af boligen mod indbrud. Og det bidrag er yderst vigtigt. Politiet kan efterforske og opklare indbrud, men skal vi gøre det mere bøvlet at være indbrudstyv, er vi afhængige af aktive borgere, fremhæver politimanden og tilføjer:

– Det kan være fristende blot at ånde lettet op i et boligområde og glæde sig over de nye tal. Men det er nu, man skal tænke anderledes. 

Stress tyveknægtene

Chr. Østergård peger således på, at aktive nabohjælpere mindsker risikoen for indbrud med helt op til 26 procent, fordi de stresser tyveknægtene. 

– Det tager måske blot et kort øjeblik at bryde et vindue op. Men fornemmer tyven, at han når at blive opdaget inden da, så vælger han kvarteret fra. Bare det at sige ”hej” til folk, du ikke kender i kvarteret og spørge, om de har brug for hjælp, gør en forskel, fordi tyven ved, at han nu risikerer at blive genkendt, fastslår vicepolitiinspektøren.

Bedre døre og vinduer

Mange boligejere får i disse år nye døre og vinduer. Og her er der store fordele ved at tænke i indbrudshæmmende løsninger – og bede tømreren om at tænke i sådanne baner, når man indhenter tilbud. Prisforskellen er i mange tilfælde ikke særlig stor, men effekten betydelig.

– For en indbrudstyv er sekunderne bogstaveligt talt kostbare. Tager det længere end tre minutter at bryde et vindue, en hoveddør eller en terrassedør, der er mange tyveknægtes foretrukne udgang med tyvekosterne, op, så opgiver tyven. Risikoen for at blive opdaget er for stor. Så investerer man i indbrudshæmmende døre og vinduer, mindsker man risikoen med næsten 50 procent. Det viser erfaringer fra nybyggeri i Holland, siger vicepolitiinspektøren.

Legendarisk 60’er fest genoplives i Esbjerg

0

Det bliver et fantastisk genhør med 60’ernes gyldne toner, når The Cliffters m. Johnny Reimar, The Rocking Ghost, Sir Henry and his butlers og the Great Pretenders besøger Esbjerg 60’er Fest den 21. marts 2020 i E.G.F. Hallen.

Foto: Yesbjerg

I år er det 30 år siden Esbjerg 60’er Fest blev gennemført første gang, og i mange år var festen en tilbagevendende, årlig succes med masser af glade publikummer og god musik.

Efter en længere pause genopstår den legendariske festival igen i 2020 – med originale 60’er bands – lørdag den 21. marts 2020. En fantastisk mulighed at se fire hæderkronede, danske bands, som efterhånden giver gå koncerter.

Esbjerg 60’er Fest anno 2020 bliver en udsøgt musikalsk palette, som på alle måder serverer et kærligt genhør med det helt særlige musikalske årti: The Cliffters m. Johnny Reimar, The Rocking Ghost, Sir Henry and his butlers og the Great Pretenders vil nemlig sørge for, at den musikalske underholdning bliver i særklasse.

Fire, fantastiske originale bands

På scenen i E.G.F. Hallen vil publikum få den ægte vare i form af fire danske bands, der repræsenterer perioden måske bedre end nogen andre artister:

The Cliffters med Johnny Reimar i spidsen behøver næppe den store introduktion til 60’ernes kernepublikum. Fra starten i 1961 hærgede de den hjemlige hitliste og utallige spillesteder i både Danmark og udlandet. Efter en længere solokarriere blev Johnny Reimar genforenet med resten af bandet, og Johnny Reimar og resten af bandet har nu spillet sammen i flere år, end de gjorde tilbage i 60’erne.

The Great Pretenders er et af absolut bedste 60’er bands, hvor de to hovedpersoner – Jan Eliasson og Steen Christensen – lægger vægt på de allerstørste hits fra blandt andre The Hollies, The Searchers, The Who og – ikke mindst – The Rolling Stones og The Beatles.

The Rocking Ghosts ynder at beskrive sig selv som pigtrådsmusikkens gentlemen igennem 40 år. De har haft store Internationale hits og turneret over det meste af verden. De var med i de glade dage i Hit house og har oplevet tiden med hvinende piger ved scenekanten. Og så har de optrådt sammen med Cliff Richard & The Shadows og andre af rockens store koryfæer. Gennem 40 år har de været forbilledlige ambassadører for dansk pigtråd – og de har ikke tænkt sig at stoppe foreløbig.

Sir Henry and His Butlers er det eneste pigtrådsband fra 60’erne, der har spillet kontinuerligt gennem alle årene. Orkestret blev dannet i 1964 og blev i sandhed et af de største pigtråds-eventyr i dansk musikhistorie. Eventyret med Ole Bredahl i front begyndte med landeplagen “Lets Go”, som var nummer 1 på både den danske og den svenske hitliste. Derefter fulgte en række hits som “Beautiful Brown Eyes”, “Camp”, “Annie Got A Date” og mange flere.

Uden mad og drikke….

Naturligvis skal der mad til, når der skal festes og danses i mange timer. Til arrangementet vil det derfor være muligt at købe en lækker festplatte, som kan købes online – samme sted hvor du køber din adgangangsbillet.

Følg med på Esbjerg 60’er Fest’s Facebook-side – facebook.com/Esbjerg60er – hvor du – ud over at købe adgangs- og madbilletter – også vil kunne følge løbende med i optakten til det spændende arrangement.

Billetsalget starter mandag 26. august kl. 9

Bemærk: Der vil kun blive sat et begrænset antal billetter til salg.

Tid: Lørdag den 21. Marts 2020 (kl. 14 til 22) Sted: E.G.F. Hallen, Esbjerg

Billetter: facebook.com/Esbjerg60er’

Final4 lige før nytår må gerne blive en livsstil

To af de seneste fire sæsoners pokalvindere, Randers HK og Team Esbjerg, mødes om at spille sig i kvartfinalen i dette års Santander Cup.

Foto: Yesbjerg

Clara Monti Danielsson var med til at vinde for Randers i 2016, året før Team Esbjerg hjemførte pokalen, og oplevelsen kalder på en gentagelse i hendes nuværende klub.

– Det er altid sjovt at komme til en finale som underdog og overraske. Vi stod virkelig sammen som et hold, og det gjorde noget ved vores trup. Selvfølgelig skal vi også gå efter at vinde pokalen i Team Esbjerg. Det er et af vores mål som klub, og hvad vi dagligt arbejder på. Der er en kortere vej end i andre turneringer, men vi ved ikke, hvilket af topholdene vi kan komme til at møde senere. Først skal vi dog slå Randers, siger Clara Monti Danielsson.

Svenskeren er i hård konkurrence med Vilde Ingstad og Marit Malm Frafjord om spilletid på stregpositionen, men selv om hun over en sæson nok spillede flere minutter i Randers, føler hun større kontinuitet i Team Esbjerg. Hun kender sin rolle, at komme ind med energi og præstere godt, især i forsvaret, hvor hun føler sig mest tryg. Clara Monti Danielsson mærker, at hun udvikler sig både til træning og kamp, fordi niveauet er så højt i klubben.

– Da jeg spillede for Randers mod Team Esbjerg, var det kampe præget af fight, og vi følte ofte, at modstanderne ikke var 100 procent, og at vi skulle have vundet. Men Team Esbjerg vandt som regel, siger Clara Monti Danielsson.

Hun kan kun remse tre spillere fra den nuværende Randers-trup op, som hun spillede sammen med, og nogle af de nærmeste, Martine Thörn og Maria Fisker, har begge skiftet klub. Også ophørte Camilla Dalby er blandt de markante udskiftninger i en trup, der har Mathilde Junker, Jamina Roberts, Sabine Pedersen og Julia Eriksson som nogle af de bærende spillere. Playmakeren Mai Kragballe er en spændende fornyelse fra København Håndbold.

– Randers har ni dygtige spillere suppleret med unge talenter. Jeg tror, klubben har fået ro på og har færre skader end i seneste sæson, og det er bestemt et slutspilshold, hvad det også burde have været i fjor, siger cheftræner Jesper Jensen.

Han har hele den skadefri trup på 15 spillere med til Randers og kan give debut i en betydende kamp til Rikke Poulsen og Sonja Frey. Det klare mål er at spille sig frem til Final4-stævnet lige før nytår.

– Det er en vind eller forsvind-kamp frem mod en af de fire titler, inklusive Super Cup, og Champions League-titlen når vi næppe. Santander Cup er en af måderne at komme ud i Europa. Som vi ligger i håndboldhierarkiet, skal vi sigte mod at deltage i Final 4 hvert år, siger Jesper Jensen.  

Team Esbjergs trup til 1/8-finale i Santander Cup mod Randers HK torsdag den 22. august kl. 18.30 i Arena Randers:  

Målmænd: Rikke Granlund og Rikke Poulsen

Venstre fløj: Sanna Solberg og Elma Halilcevic

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen

Streg: Vilde Ingstad, Marit Malm Frafjord og Clara Monti Danielsson

Bagspillere: Kristine Breistøl, Estavana Polman, Sonja Frey, Annette Jensen, Line Jørgensen, Rut Jónsdóttir og Lene Østergaard.