Home Tags Event

Tag: Event

Verdens største mobile havnekran er ankommet til Esbjerg Havn

I dag ankom Esbjerg Havns nye Liebherr-kran med skib fra Rostock. Kranen er verdens største mobile havnekran og kan løfte over 300 tons. På Esbjerg Havn skal kranen bistå offshore-industrien, hvor bl.a. vindmøllerne bliver større og større.

“Kranens ankomst viser, at Esbjerg Havn også internationalt er en sværvægter,” siger havnedirektør Dennis Jul Pedersen.

Foto: Esbjerg Havn

Det var et usædvanligt syn som mødte de fremmødte på Esbjerg Havn i dag, da verdens største mobile havnekran tonede frem i horisonten.

På verdensplan findes kun 12 af denne type kraner, som den tyske virksomhed Liebherr står bag. Og det var da også en tilfreds havnedirektør, som stod klar på kajen til at tage i mod:

”Jeg glæder mig over, at vi med den nye kran udvider vores krankapacitet betragteligt. Vi skal håndtere mere og mere stort gods på havnen i fremtiden, og derfor har vi brug for at opruste. Jeg glæder mig også over, at kun få havne i verden har en lignende kran, fordi det viser, at Esbjerg Havn er en international sværvægter,” siger Dennis Jul Pedersen.

Esbjerg Havn råder i forvejen over Skandinaviens største samling af mobile Liebherr-kraner, som nu er blevet yderligere udbygget. Den nye kran vejer knap 800 tons, er 48 meter høj og kan løfte 308 tons. Samtidig gør den det muligt for havnens mobile havnekraner at udføre tandem-løft, hvor to kraner tilsammen løfter helt op til 448 tons.

Udviklingen i offshore-industrien kræver ny kraner

Det er udviklingen inden for offshore-industrien, som nødvendiggør anskaffelsen af den nye kran, der kan løfte større og tungere gods end de nuværende kraner. Årsagen hertil er, at komponenterne til havvindmøllerne i Nordsøen bliver større og større samtidig med, at behovet for at kunne håndtere tungt maskin- og produktionsudstyr vokser inden for de øvrige industrier på havnen.

Hos Liebherr ser man positivt på den udvikling, siger Kristian Holst, Managing Director, Liebherr-Danmark Aps, som også var tilstede, da kranen ankom i dag.

”Vi er glade for at kunne levere endnu en kran til Esbjerg Havn, som allerede har fem af vores mobile Liebherr-havnekraner. At det så ovenikøbet er en kran af den her kaliber, som kan løfte en helt ny type (High and Heavy) tungt gods, vidner om, at udviklingen på Esbjerg Havn går stærkt i disse år,” siger han.

Esbjerg Havn har en godsomsætning på 4,5 mio. tons om året, 6000 skibsanløb og 6 faste godsruter til 25 destinationer.

Oplev kranen til Åben Havn den 30. august

Fredag den 30. august inviterer Esbjerg Havn kunder, samarbejdspartnere og borgere i Esbjerg til ’Åben Havn’. Udover LHM 800-kranen kan man som deltager også se havnens øvrige kraner og besøge Liebherrs udstillingstelt. Det er også muligt at møde medarbejdere fra Esbjerg Havn og Liebherr over en kop kaffe, ligesom Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen vil sige et par ord.

’Åben Havn’ finder sted fredag den 30. august kl. 13-16 ved Zodiakvej. Vel mødt!

Fakta om Liebherr LHM 800

Vægt: 795 tons Løftekapacitet: 308 tons Tårnhøjde: 47,9 meter Længde på bom: 66,0 meter Aksler: 34

Hjul: 136

Esbjerg på gåben

Har du lyst til at gå? Og har du lyst til at gå langt og gerne sammen med en masse andre mennesker? Så har du chancen nu.

Foto: Inge Kørvel

Alle kan deltage og vi tilstræber at lave en tur hver 14. dag. alt efter, hvor mange vi bliver, kan der blive tale om, at vi inddeles i tempogrupper med hver sin gå-vært. Målet er at gå i fællesskab og dog i forskelligt tempo. Halvvejs holder vi en lille pause, hvor man kan nyde sine medbragte forfriskninger, skriver foreningen i Facebook-gruppen.

Så find traveskoene frem og tag din mand/kone/ven/veninde/kollega/datter/søn under armen og vær med i Rundt i Esbjerg – på gåben.

Det er helt gratis at deltage.

Praktisk:

Påklædning efter vejret, fodtøj egnet til at gå 10-11 km og forfriskninger til eget brug.

Man deltager på eget ansvar, men gå-værterne medbringer mobiltlf. i tilfælde af det bliver nødvendigt med assistance.

Find Facebook-gruppen her:

Esbjerg på gåben

Esbjerg Havn inviterer dig til at se verdens største kran

0

Fredag den 30. august 2019 kl. 13-16 holdes “Åben Havn”, hvor du har mulighed for at komme tæt på den nye Liebherr LHM 800.

Praktiske oplysninger

Arrangementet afholdes i tidsrummet kl. 13.00-16.00 på Zodiakvej, Esbjerg Havn.

Man kan køre i bil ud til udstillingsområdet og parkere på de anviste plader.

Udstillingsområdet ligger i et område på havnen hvor der kun vil være adgang for biler og busser og ingen bløde trafikanter. Cyklister og fodgængere SKAL derfor tage shuttlebussen fra Østre Dokkaj.

Arealet er grusbelagt og er derfor ikke egnet til kørsel med kørestol og barnevogne.

Shuttlebussen kører hver halve time fra Østre Dokkaj. Første afgang er kl. 12.45.

Hvis du er gåenede eller på cykel skal du benytte shuttle­ bussen som kører fra Østre Dokkkaj hver halve time med første afgang kl 12.45.

Shuttle-bus på/afstigning på Østre Dokkaj. Holdepladsen er markeret med skiltning.

Foto: Esbjerg Havn

Kiefer aflyser

0

Et fald forhindrer Kiefer Sutherland i at optræde til Esbjerg Festuge, og der arbejdes nu på at finde en anden kunstner.

Foto: Esbjerg Festuge

Lørdag kl. 18.45 skulle Kiefer Sutherland have underholdt på Torvet i Esbjerg. Den kendte skuespiller har bl.a. medvirket i 24 timer og senest Designated Survivor, mens han sideløbende passer karrieren som countrystjerne.

Desværre vil publikummet i Esbjerg ikke opleve den syngende actionstjerne. Kiefer Sutherland er faldet og har trykket adskillige ribben på vej op i turbussen. Efterfølgende har en læge vurderet, at Sutherland ikke er i stand til at optræde på grund af åndedrætsbesvær.

“Ærgrelsen er selvfølgelig stor lige nu. Vi har ønsket Kiefer Sutherland god og snarlig bedring, og han undskylder mange gange for ulejligheden. Lige nu arbejder vi på højtryk for at skaffe en anden kunstner her i 11. time”, siger Villy Grøn, eventchef i Esbjerg Kommune.

Traditionen tro er lørdag aften kulminationen på Esbjerg Festuge. På scenen vil man stadig kunne opleve Halberg & Friends og Rasmus Bjerg med hyldestkoncerten til John Mogensen. Aftenen rundes af med et kæmpe festfyrværkeri.

Når der er nyt om en mulig erstatning for Kiefer Sutherland, bliver det offentliggjort på Esbjerg Festuges hjemmeside og Facebookside.

 

Esbjerg fB accepterer karantænedag til Lammers

0

Esbjerg fB er søndag uden cheftræner John Lammers, når holdet i Aalborg møder AaB, idet han er blevet tildelt én spilledags karantæne for usportslig optræden.

Foto: Yesbjerg

Når Esbjerg fB søndag tager til Aalborg for at spille mod AaB i 3F Superligaens 5. spillerunde, bliver det uden cheftræner John Lammers på sidelinjen.

Hollænderen var efter hjemmekampen mod OB søndag d. 4. august involveret i en diskussion med kampens dommer Benjamin Willaume-Jantzen, som efterfølgende indberettede Lammers til disciplinærudvalget for usportslig optræden.

John Lammers, der er blevet tildelt én spilledags karantæne, ærgrer sig over dommen, men accepterer udfaldet af sagen.

– Jeg var i mine følelsers vold i sekunderne efter kampen, men det retfærdiggør selvfølgelig ikke min opførsel. Det er imod både mine egne og klubbens værdier at agere usportsligt overfor dommere, modstandere, ledere eller nogle helt andre, og derfor respekterer jeg udfaldet, selvom det er ærgerligt, siger han.

Assistenttræner Claus Nørgaard vil søndag have det sportslige ansvar.

3 dates, 35 ansættelser og mange flere perfekte match på vej

Jobcenter Esbjerg har kastet sig ud i noget af et eventyr, og det ser allerede nu ud til, at det ender lykkeligt for rigtig mange – både ledige og lokale virksomheder. Jobdating har nemlig vist sig at være en stor succes, og eventyret er kun lige begyndt.

Foto: Esbjerg Kommune

Fredag den 5. juli inviterer Jobcenter Esbjerg for fjerde gang håbefulde ledige og lokale virksomheder på date i forhallen på Exnersgade 33. På de foregående tre dates har der i den grad været amoriner i luften, og det har resulteret i 35 perfekte match – og det vel at mærke dem, som Jobcentret kender til.

 

– Vi ved faktisk ikke, om virksomhederne selv har lavet flere aftaler med ledige. Det, vi ved, er, at det har været en rigtig stor succes, også større end vi havde forventet, og både de ledige og virksomhederne er rigtig glade for at møde hinanden på den her mere uformelle måde, fortæller sektionsleder i Jobcenter Esbjerg Peter Nikolajsen.

 

Også vikarbureauerne er glade for Jobcenter Esbjergs invitation til dates med kommunens ledige. Profil Match og Tem Teams databaser er nu 125 kandidater rigere, og det giver de to bureauer mulighed for at matche ledige endnu bedre med de vikarjobs, de tilbyder.

 

Om Jobdating

Esbjerg Jobcenter inviterer kommunens ledige og lokalevirksomheder på date den første fredag i måneden. Her får de mulighed for at møde hinanden på en anderledes og mere uforpligtende måde uden officielle mødeindkaldelser, samtaleskemaer, der skal følges, og formularer, der skal udfyldes. Daten foregår fra kl. 10 til kl. 12 i forhallen på Exnersgade 33 i Esbjerg.

Der er tidligere blevet holdt Jobdate den 5. april, den 3. maj og senest den 7. juni, og selvom ferietiden banker på, og sommeren tegner til at blive eventyrlig, så fortsætter eventyret inden døre på Jobcenter Esbjerg. Den 5. juli og den 2. august inviterer Jobcenter Esbjerg igen på jobdating.

Sommerferiesjov er klar med masser af aktiviteter

Esbjerg Kommunes Sommerferiesjov er igen i år klar med et program, som giver børn, unge og deres familier mulighed for at fylde den lange sommerferie med sjove udflugter og spændende aktiviteter. Her er både gratis aktiviteter i samarbejde med kommunens foreninger og aktiviteter, som kræver billet. Salget af billetter til Esbjerg Kommunes Sommerferiesjov er åbnet.

Sommerferien nærmer sig med hastige skridt, og en dejlig lang ferie er en god anledning til at være aktiv og bruge tid på sjove oplevelser sammen med familie og venner. Esbjerg Kommunes Sommerferiesjov byder på masser af sjove og spændende tilbud til børn, unge og deres forældre, og programmet indeholder et bredt udvalg af muligheder med oplevelser for enhver smag.

 

Prøv en ny aktivitet i en forening – det er gratis

Dette års Sommerferiesjov tilbyder blandt andet en lang række aktiviteter i samarbejde med kommunens foreninger. Her kan man gratis prøve for eksempel atletik, badminton, bueskydning og karate eller fisketure med Sydvestjysk Sportsfiskerforening. Som noget nyt er det i år også muligt at deltage i cricket, cykling, droneflyvning, kunstskøjteløb og yoga. Til aktiviteterne i foreningerne kan man bare møde op på de tider og steder, der er nævnt i programmet for Sommerferiesjov. Her behøver man ikke at tilmelde sig eller købe billet.

 

Tag med på udflugt

Der er også mulighed for at komme på udflugter til sjove og spændende steder og aktiviteter både i Esbjerg Kommune og rundt i Jylland og på Fyn. Det gælder for eksempel ture til Djurs Sommerland, Odense Zoo, Randers Regnskov, oplevelsesparken Universe, forfatterværksted og besøg hos Sydvestjysk Brandvæsen. Som noget nyt er det i år også muligt at deltage i eSport. Til udflugterne og udvalgte aktiviteter er det nødvendigt at købe billet.

 

En aktiv sommer

– De mange tilbud til børn, unge og deres familier i Esbjerg Kommunes Sommerferiesjov er en god mulighed for at komme ud og være aktiv. Som en del af partnerskabet Bevæg dig for livet vil vi sammen med kommunens idrætsforeninger gerne medvirke til, at flest mulige er fysisk aktive. Jeg er glad for, at vi i samarbejde med foreningerne har mulighed for at tilbyde så bredt et udvalg af aktiviteter, og håber, at mange vil gøre brug af dem, siger formand for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen.

Se programmet for årets Sommerferiesjov, og køb billetter på hjemmesiden www.sommerferiesjov.esbjergkommune.dk. Billetsalget er åbnet.

 

Foto: Esbjerg Byhistoriske Arkiv

AMERIKANSK GOALGETTER TIL ENERGY

Ny mand i den gule Energy-trøje er den 25-årige forward Zach Pochiro fra St. Louis i den amerikanske delstat Missouri.

– Vi har søgt en type som kender vejen til netmaskerne. En målscorer, som kan hjælpe holdet med at score i de afgørende situationer. Det mener vi at have fundet i Zach Pochiro. Han er dygtig til at se mulighederne og god til at eksekvere dem, fortæller assistenttræner Thor Dresler fra Esbjerg Energy.

– I sæsonen 2017/2018 spillede Zach Pochiro 48 kampe for Allen Americans, hvor det blev til 21 scoringer. Sidste år spillede han 63 kampe og scorede 34 mål. Og når man scorer mere end 30 mål i East Coast Hockey League, siger det meget om potentialet, smiler Energy-assistenten.

Foto: Esbjerg Energy

I 2013 blev Zach Pochiro drafted i fjerde runde af St. Louis Blues, uden det blev til kampe i NHL for den 185 cm høje forward, der kan benyttes som venstre wing og center. Amerikaneren har primært optrådt i East Coast Hockey League, hvor det er blevet til 156 point i 214 kampe.

Tilflytterservice er en stor succes

0

Esbjerg Kommune yder en stor indsats for at byde nye borgere velkommen. Det bugner med events og tiltag, som skal hjælpe tilflyttere med at få den bedst mulige start på deres nye tilværelse i kommunen.

Cook & Talk Indisk, thailandsk og italiensk er på menuen, når tilflyttere mødes for at lave mad sammen ved et af Tilflytterservices mest populære arrangementer. 

500-600 mennesker gør hvert år brug af de mange services, som Tilflytterservice i Esbjerg Kommune udbyder. Det er alt fra hjælp til at finde bolig, pasning, skole, netværk og andet, som der ydes vejledning og hjælp til. I løbet af et år deltager ca. 1200 mennesker i de mange forskellige events for nye borgere. Der er rift om pladserne, og der meldes ofte hurtigt udsolgt. I mange tilfælde er efterspørgslen så stor, at deltagerantallet nemt kunne fordobles. Det er med til at understrege, hvor stor succes Esbjerg Kommune har haft med disse tiltag. 

 

Cook & Talk

Et af de tiltag, der virkelig har gjort en forskel for nye borgere i kommunen, er arrangementet Cook & Talk. Som navnet indikerer, handler det om at samle nye borgere på tværs af kulturer og nationaliteter omkring madlavning. Ventelisten er lang, og typisk deltager 10-20 nationaliteter hver gang. Det foregår på Danmarksgades Skole Urban, som stiller køkkenet til rådighed. Det er deltagerne selv, der foreslår en ret fra deres land, som de gerne vil vise frem, og når aftenen er slut, og tallerkenerne er tomme, bliver stafetten givet videre til en ny deltager. Dermed er der en ny spændende international ret på menukortet hver gang. Særligt indisk, thailandsk og italiensk mad tiltrækker en meget bred international målgruppe.

 

Gør en forskel

“Tilflytterservice gør en forskel ved at skabe forbindelser mellem folk. Når man flytter til et nyt område, kan det være en udfordring, hvor og hvordan man skal begynde for at få bygget et netværk op. At skabe netværk med lokale giver en god forankring i området og er derfor en god investering, selvom det kan tage tid,” fortæller bosætningskonsulent Pia Enemark.

 

Altid klar til at hjælpe

Hvis du overvejer at flytte til Esbjerg Kommune eller lige er ankommet, står Tilflytterservice altid klar til at hjælpe. Spørgsmål og vejledning i forhold til skole, bolig og uddannelse og information om kultur og events er blot nogle af de ting, de kan være behjælpelige med. På Facebook-siden “newinesbjerg” kan alle interesserede  følge med i, hvad der er af events i kalenderen.

Foto: Esbjerg Byhistoriske Arkiv

 

Esbjerg er klar til DM

Kæden er smurt til DM i landevejscykling.

Det skal være en god oplevelse for alle, når Danmarks bedste cykelryttere i denne uge ruller ud på vejene i Esbjerg Kommune og dyster om titlen som danmarksmester. Under cykelløbet bliver trafikken begrænset, så sikkerheden er i top for både cykelryttere og tilskuere.

Foto: Esbjerg Kommune

Kæden er smurt og gearet sat på den store klinge, når Esbjerg Kommune, Esbjerg Cykle Ring og Danmarks Cykle Union sammen er klar til at tage i mod hele feltet af de bedste danske cykelryttere til DM i landevejscykling. Fra den 27. til den 30. juni går det løs med spændende cykelløb på vejene, og ruterne strækker sig rundt i det meste af kommunen.

Torsdag lægger de fire klasser, U19 Dame og Herre samt Dame og Herre Elite, ud med en enkeltstart med start og mål i Veldtofte, hvorfra ruterne strækker sig ud i området omkring Tjæreborg. Fredag hviler rytterne benene, inden programmet lørdag og søndag står på linjeløb. Ruterne for de fire klasser får alle en stemningsfuld start i Ribe og slutter festligt af på den ti kilometer lange rundstrækning i Esbjerg.

 

Udstillingsvindue til Danmark

Borgmester, Jesper Frost Rasmussen, glæder sig over, at Esbjerg Kommune er vært for årets store, nationale cykelevent.

“Vi håber, at cykelfeberen rammer hele kommunen og får en masse mennesker ud på vejene, så vi kan få skabt en god stemning, der giver cykelrytterne et ekstra skub i ryggen. Samtidig vil vi selvfølgelig drage nytte af den opmærksomhed, som DM trækker med sig. Når herrernes linjeløb bliver vist direkte på tv, er det et oplagt udstillingsvindue for os, og vi satser på at give hele Danmark det bedste indtryk af Esbjerg Kommune”, siger Jesper Frost Rasmussen.

 

Trafik begrænses

For at skabe de bedst mulige rammer om cykelløbet, etablerer arrangørerne i samarbejde med Syd- og Sønderjyllands Politi en række begrænsninger af trafikken.

 

Enkeltstart

– Torsdag kl. 14-19: Ruterne er afspærret.

– Passage er mulig ved Sønderbyvej-Vestre Strandvej og Sønderbyvej-Østerbyvej.

Linjeløb

– Lørdag kl. 14.30-18.00 og søndag kl. 11.30-18.30: Rundstrækningen i Esbjerg er afspærret.

– Fra fredag kl. 18.00 til søndag kl. 18.30: Hulvejen og Havnegade på strækningen fra Smedegade til Englandsgade er afspærret.

– Passage er mulig ved Skolegade-Englandsgade, Torvegade-Nørregade, Stormgade-Nørregade, Grådybet-Gl.Vardevej, Cort Adelersgade-Adgangsvejen.

– Fra fredag kl. 18.00 til søndag kl. 18.30: Standsning og parkering forbudt i Englandsgade, Nørregade, Strandbygade på strækningen fra Nørregade til Strandbyplads og på Gl. Vardevej.

– Ulovligt parkerede biler vil blive fjernet for ejerens regning.

Arrangørerne håber på forståelse og tålmodighed i trafikken og opfordrer trafikanterne til at følge trafikreguleringen.

Få mere information om DM i landevejscykling og ændringerne i trafikken på:

www.esbjergkommune.dk/dmlandevejscykling