Home Tags #Esbjerg #Yesbjerg #nyhed #lokal #info #Kommune #Avis #Online

Tag: #Esbjerg #Yesbjerg #nyhed #lokal #info #Kommune #Avis #Online

Coronasmitte lukker Bydelens Børnehus i Jerne

0

Bydelens Børnehus i Jerne lukker i fem dage, fordi der er coronasmitte i daginstitutionen.

I Bydelens Børnehus er tre medarbejdere og to børn testet positive for coronavirus, og 30 børn og voksne er sendt hjem som nære kontakter. For at forebygge yderligere spredning af smitte har Styrelsen for Patientsikkerhed sammen med Esbjerg Kommune besluttet, at daginstitutionen midlertidigt skal lukke fra den 5. til og med den 9. maj.

Der bliver tilbudt nødpasning i daginstitutionen, men fordi Bydelens Børnehus ligger i Jerne Sogn, der siden i søndags har været ramt af automatisk nedlukning, kører daginstitutionen allerede med skærpede restriktioner. Det betyder, at forældrene i forvejen er blevet opfordret til at holde deres børn hjemme, hvis de kan, og det gælder også for nødpasningen.

I Bydelens Børnehus bliver der nu sat en grundig rengøring af alle faciliteter i værk, og Styrelsen for Patientsikkerhed opfordrer til, at alle med tilknytning til daginstitutionen bliver testet mindst i én gang i løbet af nedlukningen. Esbjerg Kommune har kontaktet forældrene til alle børn i Bydelens Børnehus direkte.

Den automatiske nedlukning i Jerne Sogn betyder, at en række skoler, institutioner og aktiviteter i kultur- og fritidslivet midlertidigt er lukket ned. Daginstitutionerne er dog ikke en del af den automatiske nedlukning og er derfor fortsat åbne – dog som nævnt under skærpede restriktioner. Som i Bydelens Børnehus kan det blive nødvendigt midlertidigt at lukke for at dæmme op for smitten.

Esbjerg glæder sig til H.M. Dronningens besøg i august

0

Der er lagt op til højt humør, fest og farver, når Hendes Majestæt Dronningen i slutningen af august kommer på besøg i Esbjerg. Besøget er et led i Dronningens sommertogt og Kongeskibet Dannebrog lægger til kaj i Esbjergs Dokhavn tirsdag den 31. august klokken 10.00.Hele Esbjerg glæder sig til endnu engang at tage godt imod H.M. Dronningen, når hun besøger byen den 31. august med Kongeskibet Dannebrog. Sådan så det ud, da Dronningen senest besøgte Danmarks femte største by med Kongeskibet den. 2. og 3. juni 2008. Foto: Torben Meyer, Esbjerg Kommune

Det bliver en sand festdag, når Esbjerg på sommerens sidste dag tager imod H.M. Dronningen.

”Vi er meget stolte over, at Dronningen har valgt at besøge vores skønne by. Det er 13 år siden, at Dronningen sidst var på besøg med Kongeskibet Dannebrog i Esbjerg, så vi glæder os til at vise byen frem for hende igen. Esbjerg har jo undergået en rivende udvikling det seneste årti, og det vil blive meget tydeligt, når Dronningen kører med karet igennem byen. Denne karettur vil også give esbjergensere rig mulighed for at hilse på vores Dronning”, siger Jesper Frost Rasmussen.

Efter den officielle modtagelse på havnen vil Dronningen besøge flere steder. Der arbejdes stadig med detaljerne omkring besøget, og disse vil blive offentliggjort senere på året. Det officielle besøg i Esbjerg slutter af ud på aftenen, hvorefter Kongeskibet Dannebrog gør klar til at besøge Fanø dagen efter.

”Vi har så meget at vise frem, at vi må prioritere i vores valg. Det bliver en god blanding, som både fortæller om Esbjergs store ambitioner på klimaområdet, vores spændende kulturtilbud og det driftige erhvervsliv, vi har i byen”, siger Jesper Frost Rasmussen

FAKTA
Dronningebesøg i Esbjerg Kommune

  • Det er ikke første gang, Dronningen besøger Esbjerg. Både som prinsesse, tronfølger og siden som Dronning med Prins Henrik ved sin side har Dronningen gæstet den sydvestjyske hovedstad. Første gang var som prinsesse i 1952, hvor Prinsesse Margrethe den 19. juni rejste sammen med sin mor og sine to søstre til England med Englandsbåden fra Esbjerg Havn.

Spoler vi tiden lidt længere frem, så har Dronningen besøgt Esbjerg Kommune flere gange:

  • 2. august 2018: Dronningen og H.K.H. Prinsesse Benedikte var på besøg på Ribe VikingeCenter, hvor Dronningen var med til en historisk ceremoni i den nye Ansgar Kirke.
  • 1. juni 2014: Dronningen deltog i bispeindsættelsen af Ribe Stifts nye biskop Elof Westergaard i Ribe Domkirke.
  • 30. juli 2010: Dronningen og Prins Henrik besøgte Ribe i anledningen af byens 1300-års jubilæum. Her blev det bl.a. til et besøg på Ribe VikingeCenter, en festgudstjeneste i Ribe Domkirke og så fik Dronningen afsløret et lille stykke træ, der er lige så gammel som byen – og dermed er blevet fødselsattesten for Danmarks Ældste By.
  • 2. og 3. juni 2008: Dronningen var senest på besøg i Esbjerg Kommune med Kongeskibet Dannebrog i juni 2008. Her besøgte Dronningen og Prins Henrik syv forskellige steder rundt i Esbjerg på førstedagen for så at tilbringe en dag på Vadehavsøen Mandø på andendagen.
  • 14. marts 1997: I 1997 besøgte Dronningen og Prins Henrik den. 14. marts Esbjerg i forbindelse med indvielsen af Musikhuset Esbjerg.

Hele Esbjerg glæder sig til endnu engang at tage godt imod H.M. Dronningen, når hun besøger byen den 31. august med Kongeskibet Dannebrog. Sådan så det ud, da Dronningen senest besøgte Danmarks femte største by med Kongeskibet den. 2. og 3. juni 2008.

Foto: Torben Meyer, Esbjerg Kommune

Igen i år skal den røde løber rulles ud, når Kongeskibet Dannebrog lægger til kaj i Esbjerg den 31. august 2021. Dronningen skal rundt og besøge flere steder i Esbjerg i løbet af dagen.

Foto: Torben Meyer, Esbjerg Kommune.

Esbjerg: Kandidatuddannelsen i medicin er populær

0

Interessen for at høre mere om kandidatuddannelsen i medicin i Esbjerg har været stor. Nu har SDU, Sydvestjysk Sygehus og de øvrige samarbejdsparter fået de første tal for søgningen – og de er gode.


I september 2022 åbner den nye kandidatuddannelse i medicin i Esbjerg. Satsningen vil både give det fine studiemiljø i Esbjerg en yderligere indsprøjtning samt have positiv effekt på lægedækningen i Sydvestjylland – også på langt sigt.

De studerende, som søger ind på lægeuddannelsen ved SDU, har som noget nyt fået mulighed for at vælge at gennemføre kandidatdelen (de sidste år) af uddannelsen i Esbjerg.

’Esbjerg-kandidaten er på ønskelisten hos næsten 1200 ansøgere. Det er en virkelig flot søgning, og vi kunne ikke have ønsket os bedre signal fra de kommende studerende’, siger Lægelig direktør på Sydvestjysk Sygehus, Anna-Marie Bloch Münster. ’Det viser, at vi sammen med SDU og de øvrige sygehuse har fat i noget, når vi har høje ambitioner på de studerendes vegne og lægger vægten på den kliniknære læring i trygge rammer. Vi sigter mod at lette overgangen fra livet som stud.med til livet som cand.med, samt mod en robustgørelse i rollen som læge, hvor de bliver mere trygge ved det ansvar, der følger med’, tilføjer hun.

Lidt over 100 ansøgere fra kvote 2 har Esbjergkandidaten i 2024 som deres første valg.

’Det er virkelig positivt, at vi allerede nu ved, at så mange har Esbjerg-uddannelsen som deres første prioritet, men det kommer ikke helt bag på mig’, siger Ole Skøtt, dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Syddansk Universitet. Han tilføjer: ’Sydvestjysk Sygehus og de andre sygehuse i det sydjyske har skruet en meget attraktiv uddannelse sammen, hvor de medicinstuderende både kommer meget tæt på det kliniske arbejde, og hvor der er ved at blive etableret nogle meget attraktive uddannelses- og boligforhold. I forhold til lægedækningen i det sydjyske tror jeg, vi har fundet en frem til en rigtig god model for en bedre dækning fremover i dette samarbejde mellem sygehuse, universitet og region’.

De knap 1200 ansøgere til de 30 pladser på Esbjerg-kandidaten kan sammenlignes med, at SDU sidste år fik 3125 ansøgere (fra både kvote 2 og kvote 1) til 368 pladser på medicinuddannelsen. Også Esbjerg-kandidaten venter at få endnu flere ansøgere fra den gruppe, som søger ind via kvote 1 til juli.

Grafisk fremstilling af forløbet for de første tre kandidatårgange

Denne figur viser forløb for de tre første årgange på Esbjergkandidaten. Forløbet for årgang 3 er anderledes, fordi de kan vælge Esbjerg-kandidaten allerede inden de starter deres bachelor i Odense. Det er årgang 3, der nu (som første årgang) er tal fra. De røde stjerner markerer, hvornår studerende får mulighed for at vælge Esbjerg.

Fakta

  • 1184 har alene fra kvote 2 søgt medicin med kandidat i Esbjerg fra 2024.
  • De studerende, som søger en uddannelse, angiver typisk både et førstevalg og øvrige, prioriterede ønsker. Odense-kandidaten står efter kvote 2-fristen øverst på listen hos dobbelt så mange, som der er plads til totalt på kandidaten i Odense. 104 førstevalg til Esbjerg-kandidaten fra kvote 2 betyder, at der alene i denne gruppe er over tre gange så mange interesserede, som der er pladser til.
  • Det er forventningen at også årgang 3 på Esbjerg-kandidaten vil være et hold med en blanding af studerende, som har søgt via hhv. kvote 2 og kvote 1.

80erfesten er tilbage

Stedet er naturligvis Vognsbølparken, Esbjerg, hvor 80’erne igen vil få den revival som de har fortjent – med Eldoradoteltet i gigantisk udgave og live-musik på scenen.


Lad os få nogle ting på det rene med det samme: Der var mange, som gerne havde ønsket, at den nu hedengangne Esbjerg Rock Festival ville have fortsat som en 80’er festival. Og efter talrige henvendelser har SØREN HØJBERG – manden bag den nu lukkede Esbjerg Rock Festival – overgivet sig: Han vil – sammen med flere dygtige hjælpere og lokale foreninger – genoplive 80’er festen i Esbjerg.

Foto: Presse

Så lad os præsentere:
Esbjerg 80’er Fest
[reboot]
Lørdag 7. maj 2022 – kl. 12 til 24 Vognsbølparken, Esbjerg

Følgende artister kommer:
Dodo & the Dodo’s Rocazino Back to Back Moonjam
Og naturligvis har vi tænkt over, at nætterne godt kan være kølige i begyndelsen af maj-måned. Derfor har vi opskaleret ELDORADOTELTET til en heftig størrelse, så det nu kan rumme hele festen på samtlige 3.000 personer (der bliver Max 3.000 billetter til salg) Det vil sige: Hele festen vil foregå i det største og lækreste telt, man overhovedet kan forestille sig. Der vil være borde, bænke – og naturligvis rige muligheder for at købe drikkevarer og mad.
OG! Hvad er ELDORADOTELTET uden dygtige DJ’s? Derfor er vi utrolig glade for at kunne fortælle, at både THOMAS KRISTENSEN og CARSTEN AGERBÆK gi’r den max gas med de fedeste 80’er hits, når live-musikken ikke spiller på scenen.
“Jeg har fået hundredevis af henvendelser fra personer, der ønsker 80’er festen genoplivet. Og nu har jeg overgivet mig: Vi genopliver festen med alt hvad der hører til. 100 procent fest og god musik. Naturligvis skal Esbjerg ha’ en 80’er fest. Det bliver helt kanon,” siger Søren Højberg, hvis firma – SHB Booking – er arrangør af Esbjerg 80’er Fest, og som tidligere stod bag Esbjerg Rock Festival og et utal af koncerter.


Billetterne er sat til salg, og kan købes på www.billetten.dk

Besøg festivallen på https://www.facebook.com/esbjerg80erfest

Hjemmeside vil være tilgængelig i uge 18.

Senior-rock i sportshallen!

0

Nu er det er ganske vist – ”seniorerne” får come back på dansegulvet!

Lørdag den 18. september bliver E.G.F. Hallen i Haraldsgade fra kl. 14 til 22 til et nostalgisk musiktempel med pop, rock –og beatbands fra en svunden tid. Det oplyser promotor Søren Højbjerg, SHB, som for et år siden måtte afblæse et tilsvarende arrangement pga. corona-restriktioner. 

De 500 billetter var ellers revet væk, men efter aflysningen valgte 75 procent af køberne at lade pengene blive stående med henblik på et senere arrangement. Nu følger det altså om godt fire måneder, og der i dag kun godt 100 usolgte billetter tilbage, oplyser SHB.

– Mange spørger, hvorfor jeg gør det her, og svaret er: 

– Fordi jeg kan!

– Andre har måske fået den opfattelse, at jeg skulle være gået helt på pension. Men jeg arbejder jo stadig som promotor. Ikke længere i et firma med mange ansatte og det hele. I dag nyder jeg at holder personlige kontakter ved lige efter mine mange år i showbranchen. Og så er det jo altså også bare sådan, at den gamle her får lyst til at arrangere noget engang imellem, lyder det fra Søren Højbjerg.

Konferencier Jesper Schwarts kan præsentere et stærkt felt med gamle tressenavne for publikum. Indtil videre er der danske nostalgi-bands som The Rocking Ghosts, The Spacemakers (m. Jørn Mader) og The Great Pretenders på plakaten sammen med voksen-beat-bandet Africano. Det kan her bemærkes, at sidstnævnte også medbringer sangsolister som Tony Summers (Lions), Sir Henry, Aksel Spatzek (Thougts), og Henrik Aarøe (TFU.) 

Bandet, der er opkaldt efter Hotel Spangsbergs legendariske beattempel først i 1960´erne, har igen fået en af spillestedets første og dermed i dag ældste musikere, Poul Bjelke, med på holdet sammen med bl.a. J. P. Fjord og René Lender.

På menukortet står der lækkerier fra Ansgars køkken (mad billetter købes særskilt.)

– Det var ærgerligt, at vi måtte aflyse i 2020. Og allerede her et års tid efter må vi sande, at meget kan ændre sig på kort tid. Således har The Cliffters helt akut set sig nødsaget til at melde fra – iflg. Johnny Reimar fordi et af de gamle, originale bandmedlemmer ikke kan være med længere pga. sygdom.

Det kan jo da i hvert fald også være en alvorlig påmindelse om, at vi – ikke mindst i disse coronatider – skal huske at more og hygge os, så længe vi får muligheder for det, siger Søren Højbjerg.

Lokalråd inviteres til at sætte tryghed på dagsordenen

0

I slutningen af april inviterer Syd- og Sønderjyllands Politi og Esbjerg Kommune repræsentanter fra lokalrådene til et arrangement, som skal inspirere til lokale indbrudsforebyggende indsatser.

Esbjerg Kommunes 20 lokalråd bliver det helt centrale omdrejningspunkt i forbindelse med projektet ”Bo trygt i Esbjerg Kommune”, der skal bringe antallet af indbrud i private boliger i kommunen yderligere ned. Bag indsatsen står Syd- og Sønderjyllands Politi, Esbjerg Kommune og Bo trygt.

Det første skridt bliver taget på et digitalt møde den 29. april mellem repræsentanter for lokalrådene og aktørerne i kampagnen.

På skærmen mødes repræsentanter fra Ribe, Gredstedbro, Bramming, Sønderris med flere og de skal bl.a. drøfte, hvordan trygheden opleves i lokalområdet, og hvilke tilbud lokalrådene kan gøre brug af, hvis de gerne vil sætte fokus på at øge trygheden og forebygge indbrud. Det sker ved at tage udgangspunkt i politiets opgørelse af antallet af indbrud i Esbjerg Kommune.

–  Lokalrådene har fingeren på pulsen og ved, hvad der snakkes om hen over hækken. Hvis rådene oplever, at snakken går på at forhindre indbrud, passe på hinandens huse eller at nogle er utrygge, så byder Bo trygt på flere muligheder. Og det glæder vi os rigtig meget til at præsentere for lokalrådene, siger direktør for Børn & Kultur Jørn Henriksen, som står for at byde velkommen til det digitale møde.

På mødet vil de inviterede repræsentanter bl.a. møde vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

– Indsatsen kommer til at hvile på to ben. Dels kan den enkelte familie se kritisk på deres egen bolig i forhold til, om den kan sikres bedre mod indbrud. Det kan ofte gøres uden de store udgifter. Dels håber vi, at rigtig mange borgere går sammen som aktive nabohjælpere og passer godt på deres boligområde,  forklarer han.


Nabohjælp holder indbrudstyve væk

To ud af tre tyve har oplevet at blive afbrudt af årvågne naboer. Og i tilgift kan aktive nabohjælpere forhindre op imod hvert fjerde indbrud.

–  Indbrudstyve går uden om boligområder, hvor de ved, at der er risiko for at blive opdaget, fremhæver vicepolitiinspektøren.

Senere i år vil arrangørerne af Bo trygt-projektet desuden afvikle en række borgermøder, både digitalt – og når COVID-19-restriktionerne tillader det – også fysisk, hvor forebyggelse af indbrud er på dagsordenen.

Bag Bo trygt står TrygFonden, Foreningen Realdania, Videncentret Bolius og Det Kriminalpræventive Råd.

Flere piger skal spille fodbold

Esbjerg Kommune sætter sammen med DBU fokus på at styrke pigefodbold i hele kommunen. Et nyt koncept – Playmakers inspired by Disney – skal gennem sjov, glæde og boldleg motivere piger i alderen fem til otte år til at være aktive og få næste generation af piger ind i fodboldklubberne. Tarp Boldklub inviterer som den første klub i Esbjerg alle interesserede piger fra fem til otte år til at afprøve den nye og innovative træningsform, som starter den 28. april.Sjov, glæde og boldleg skal få flere piger til at snøre skoene og begynde til fodbold. Foto: DBU.

Flere piger i hele kommunen skal motiveres til at se det sjove i regelmæssig fysisk træning og fodbold. Det er baggrunden for det nye koncept, Playmakers inspired by Disney, som nu rulles ud i Esbjerg Kommune. Konceptet skaber rammerne for en innovativ introduktion til fodbold for piger i alderen fem til otte år, og det sker igennem leg og historiefortælling.

Playmakers bruger en historiefortællingstilgang med de meget elskede Disney-universer som afsæt for træningen. Kombinationen af legende fodboldøvelser og historiefortællinger giver pigerne sjove og unikke oplevelser, som kan blive startskuddet til et fodboldeventyr, hvor fodbolden vil bidrage med en masse magiske øjeblikke.

Sjov, glæde og boldleg 
I de første sessioner har playmakers fokus på at opbygge pigernes færdigheder i forhold til deres motorik, tilskynde til kreativ tænkning og styrke kommunikationen med deres holdkammerater. I de senere sessioner introduceres pigerne til grundlæggende fodboldfærdigheder, men hele vejen igennem programmet er det sjov, glæde og boldleg, der er i fokus.

– Fodbold giver god motion og skaber stærke fællesskaber. Derfor vil vi gerne medvirke til at udbrede fodbold som en sport, der appellerer til begge køn. Med konceptet Playmakers inspired by Disney bliver der skabt nye foreningstilbud og samarbejder, der baner vej for at tiltrække og fastholde flere piger i fodboldklubberne. Jeg vil gerne sige en stor tak til Tarp Boldklub, der har valgt at gå foran og på denne måde forsøge at styrke pigefodbold, siger formand for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen.

Tarp Boldklub går forrest
Tarp Boldklub inviterer som den første klub i Esbjerg alle interesserede piger fra fem til otte år til at afprøve den nye og innovative træningsform. Et Playmakers-forløb strækker sig over otte til ti træningssessioner, som foregår ugentligt ved Tarp Boldklub, Bryndumvej 16, 6715 Esbjerg N. Første gang er onsdag den 28. april kl. 16.30.

– Playmakers er for piger i alderen fem til otte år uanset niveau og fodboldviden, så længe pigerne har lyst til at udforske og opleve et fodboldeventyr, fortæller formand for Tarp Boldklub, Camilla Hansen, og hun uddyber:

– Når vi vælger at være vært for Playmakers, er det fordi, vi gerne vil have flere piger til at forelske sig i fodbold for at gøre dem sundere, mere selvsikre, skabe venskaber og lære dem livsfærdigheder. Alle er velkomne, og hvis man vil deltage, skal man bare kontakte os.

Playmakers inspired by Disney er det første europæiske UEFA-græsrodsprogram for piger. Danmark er blandt de 16 europæiske lande, der over de næste to et halvt år vil skabe resultater og vækst i pigefodbolden.

– Vi synes, det er fantastisk, at UEFA, Disney og DBU samarbejder om det første internationale græsrodsprogram for piger. Det appellerer meget bredere og vil motivere mange nye piger til at snøre skoene og begynde til fodbold. Det vil vi selvfølgelig gerne bakke op om, og vi håber at se mange piger til vores første Playmaker-afvikling, slutter Camilla Hansen.

Sjov, glæde og boldleg skal få flere piger til at snøre skoene og begynde til fodbold.

Foto: DBU

Sydvestjysk Sygehus ansætter professor i kirurgiske mave- og tarmsygdomme

0

Den 1. april blev overlæge Victor Verwaal ansat som klinisk professor i kirurgiske mave- og tarmsygdomme ved Institut for Regional Sundhedsforskning – Sydvestjysk Sygehus. Her vil han være en af drivkræfterne bag opbygningen af det kirurgiske forskningsområde inden for tarmkræft.

Foto: SVS

Den 1. april blev overlæge Victor Verwaal ansat som klinisk professor i kirurgiske mave- og tarmsygdomme.

Den nyudnævnte professor Victor Verwaal har en fast rettesnor: Vi bør altid stræbe efter at gøre i morgen bedre end i dag. Derfor er han heller ikke i tvivl om, at Sydvestjysk Sygehus er det helt rette match for ham.
Her skal han nemlig både være med til at opbygge forskningsområdet på Kirurgisk Afdeling og være en del af forberedelserne til, at sygehuset er klar til at uddanne medicinstuderende fra 2022.
Udnævnelsen som professor ved Institut for Regional Sundhedsforskning – Sydvestjysk Sygehus betyder desuden, at Victor Verwaal får mere tid til at forske. Aktuelt forsker han blandt andet i den kirurgiske behandling af spredning ved tyktarmskræft i lymfeknuder. Ligesom han forsker i, om 3D print kan gøre det muligt endnu mere præcist at vurdere kræft i tarmen inden operation. Fælles for hans forskning er, at han ønsker at forbedre den kirurgiske behandling af tarmkræft og minimere langtidskonsekvenser for patienterne.

Symbiosen mellem forskning, undervisning og klinik
For Victor Verwaal at se er noget af det særlige ved at være på Sydvestjysk Sygehus, at han som læge og forsker er meget tæt på patienterne. Det giver gode muligheder for en tæt kobling mellem forskning og klinik, hvor forskningsresultater kommer ud i klinikken og til patienterne.
– Der er allerede en masse forskning i gang, og jeg glæder mig til, at vi får endnu mere. Her bliver det uden tvivl en stor gevinst, at vi får medicinstuderende, som også kan deltage i forskningsprojekter og blive klædt på til at blive morgendagens forskere, siger Victor Verwaal.

Fakta

I 2016 flyttede Victor Verwaal til Danmark og tiltrådte som kirurg og klinisk lektor på Mave-Tarm afdelingen på Aarhus Universitetshospital
I 2020 startede Victor Verwaal som overlæge og forskningsansvarlig på Kirurgisk Afdeling på Sydvestjysk Sygehus, hvor han tiltrådte som klinisk lektor pr. 1. maj 2020
I 2021 er Victor Verwaal udnævnt som klinisk professor i kirurgisk gastroenterologi.

Besøg sygehusets hjemmeside her: www.sydvestjysksygehus.dk/

Sygehuset genåbner for pårørende

0

Nu lempes på nogle af restriktionerne, så pårørende og eksterne samarbejdspartnere får adgang til besøg.

Restriktioner for besøg indført af Styrelsen for Patientsikkerhed med henvisning til COVID-19 ophæves nu.

Det betyder, at fra torsdag d. 15. april udvides pårørendes adgang til Sydvestjysk Sygehus.

Risikoen for smittespredning er ikke væk, og derfor beder sygehuset pårørende om fortsat at tage hensyn ved at:
 

  • Blive hjemme ved symptomer
  • Bære mundbind
  • Holde 2 meters afstand
  • Spritte hænder jævnligt
     

’Vi er nu glade for, at familie og venner kan få mere tid sammen med deres kære, som er indlagt, og har større mulighed for at støtte ved ambulante undersøgelser eller behandlinger. Det er godt for alle parter, og det glæder os. Der kan dog stadig være situationer, hvor vi må bede pårørende om at følge anvisningerne for at overholde gældende hygiejniske forholdsregler. Fx kan større familier blive bedt om at dele sig eller at besøge den indlagte forskudt’, udtaler lægelig direktør Anna-Marie Bloch Münster.

Forværres situationen kan nye restriktioner naturligvis igen komme på tale.

Kulturministeren udpeger museumsinspektør fra Esbjerg Kunstmuseum som nyt medlem af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst

Museumsinspektør, mag.art. Christiane Finsen fra Esbjerg Kunstmuseum indtræder med øjeblikkelig virkning i Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst.

Foto: Privat


Projektstøtteudvalget giver tilskud til en lang række projekter, der fremmer den professionelle billedkunst i Danmark og dansk billedkunst i udlandet, herunder den danske deltagelse ved Venedig Biennalen. Udvalget støtter efter ansøgning bl.a. produktion af nye kunstværker, udstillinger med danske kunstnere i både ind- og udland samt formidling af kunst på landets museer og kunsthaller.
Udvalget uddeler årligt ca. 47,5 mio. kroner.
Esbjerg Kunstmuseums direktør Inge Merete Kjeldgaard udtaler:
”Det gør mig både glad og virkelig stolt, at Christiane er udpeget til at sidde i det betydningsfulde ud- valg. Udpegningen er udtryk for en stor og velfortjent anerkendelse af Christianes arbejde og engagement. Og jeg ved, at hun med sin viden og sit vid vil bidrage konstruktivt til udvalgets arbejde. Men det betyder selvfølgelig også meget, at udpegningen samtidig er en værdsættelse af Esbjerg Kunstmuseum – af museets bestandige bestræbelser på at arbejde med kunst på kunstens og kunstnernes præmisser, på at eksperimentere med forskellige udstillings- formater og på at vise international kunst på højeste niveau.”
Christiane Finsen siger selv:
”Jeg glæder mig virkelig til at komme i gang med det spændende arbejde, der venter. Jeg er sikker på, at jeg kan bringe min viden og faglighed i spil samtidig med, at jeg får nogle nye, værdifulde indsigter. Projektstøtteudvalget udfører et enormt vigtigt stykke arbejde, der har afgørende betydning for kunstnere og kunstinstitutioner i hele Danmark. Derfor går jeg til opgaven med stor seriøsitet og ydmyghed.”
Med udpegningen af Christiane Finsen er det anden gang, Esbjerg Kunstmuseum er repræsenteret i dette udvalgs- arbejde. Direktør Inge Merete Kjeldgaard sad således i et tilsvarende udvalg fra 2011 til og med 2013. Udpegningen sker, da direktør for Skagens Museer, Lisette Vind Ebbesen, den 1. april er udtrådt som medlem og leder af Projektstøtteudvalget, for at indtræde i Ny Carlsbergfondets bestyrelse. Ny udvalgsleder i projektstøtteudvalget bliver siddende medlem, kunstner Peter Land. Den nye konstituering har virkning indtil 31. december 2021, hvor et ny udvalg skal sammensættes.


Læs mere om Projektstøtteudvalget for Billedkunst her:
https://www.kunst.dk/om-os/moed-udvalgene/projekt-udvalg-billedkunst