Coronasmitte lukker Bydelens Børnehus i Jerne

Bydelens Børnehus i Jerne lukker i fem dage, fordi der er coronasmitte i daginstitutionen.

I Bydelens Børnehus er tre medarbejdere og to børn testet positive for coronavirus, og 30 børn og voksne er sendt hjem som nære kontakter. For at forebygge yderligere spredning af smitte har Styrelsen for Patientsikkerhed sammen med Esbjerg Kommune besluttet, at daginstitutionen midlertidigt skal lukke fra den 5. til og med den 9. maj.

Der bliver tilbudt nødpasning i daginstitutionen, men fordi Bydelens Børnehus ligger i Jerne Sogn, der siden i søndags har været ramt af automatisk nedlukning, kører daginstitutionen allerede med skærpede restriktioner. Det betyder, at forældrene i forvejen er blevet opfordret til at holde deres børn hjemme, hvis de kan, og det gælder også for nødpasningen.

I Bydelens Børnehus bliver der nu sat en grundig rengøring af alle faciliteter i værk, og Styrelsen for Patientsikkerhed opfordrer til, at alle med tilknytning til daginstitutionen bliver testet mindst i én gang i løbet af nedlukningen. Esbjerg Kommune har kontaktet forældrene til alle børn i Bydelens Børnehus direkte.

Den automatiske nedlukning i Jerne Sogn betyder, at en række skoler, institutioner og aktiviteter i kultur- og fritidslivet midlertidigt er lukket ned. Daginstitutionerne er dog ikke en del af den automatiske nedlukning og er derfor fortsat åbne – dog som nævnt under skærpede restriktioner. Som i Bydelens Børnehus kan det blive nødvendigt midlertidigt at lukke for at dæmme op for smitten.

Leave a Reply